Baggrunden for klagen

1. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger [1] (i det følgende benævnt »ICSD«) trådte i kraft den 26. marts 1997. Fristen for gennemførelse i medlemsstaterne var den 26. september 1998. Investeringsservicedirektivet har til formål at beskytte investorer mod risikoen for økonomiske tab i tilfælde af, at et investeringsselskab ikke er i stand til at tilbagebetale penge eller returnere aktiver. ICSD fastsætter nogle grundlæggende principper, bestemmelser og definitioner og giver medlemsstaterne fleksibilitet til at gennemføre dem på den mest hensigtsmæssige måde i deres egne situationer. Direktivet om investorgarantiordninger fastsætter imidlertid grundlæggende krav til nationale investorgarantiordninger med henblik på at sikre et harmoniseret minimumsbeskyttelsesniveau for investorer i hele EU. Medlemsstaterne skal oprette en eller flere investorgarantiordninger, og alle selskaber, der yder investeringsservice, skal være omfattet af en sådan ordning.

2. Klageren var investor i et polsk investeringsselskab (WGI Dom Maklerski SA, i det følgende benævnt »WGI«). Den 4. april 2006 annullerede de polske myndigheder WGI's licens og pålagde WGI at tilbagebetale sine investorer. WGI undlod at gøre dette, og den 22. juni 2006 erklærede den polske domstol WGI insolvent.

3. Efter de relevante afgørelser fra National Depository for Securities (NDP), som forvalter investorgarantiordningerne i Polen, modtog klageren kompensation. Efter hans opfattelse var beløbet for lavt. Klageren mente også, at kompensationsbetalingen var unødigt forsinket og dermed i strid med artikel 9, stk. 2, i investorgarantiordningsdirektivet. Denne artikel fastsætter bl.a., at kompensationsordningen skal "… være i stand til at betale en investors krav så hurtigt som muligt og senest tre måneder efter konstateringen af kravets støtteberettigelse og størrelse."

4. Derfor indgav klageren den 10. december 2007 sin første klage til Kommissionen over Polen for ikke at have overholdt ovennævnte artikel 9, stk. 2, i ICSD-direktivet. Kommissionen registrerede klagen under referencenummer X . Kommissionen modtog flere andre klager fra Polen i denne henseende.

5. Den 23. januar 2008 anmodede Kommissionen de polske myndigheder om forklaringer. Den 3. marts 2008 svarede det polske finansministerium og forklarede investorgarantiordningerne i Polen og status for gennemførelsen af ICSD. Efter dette svar og yderligere uformelle kontakter med de polske myndigheder konkluderede Kommissionen, at den burde afslutte traktatbrudssagen, og underrettede klageren om, at den havde til hensigt at gøre dette den 30. april 2008.

6. Den 30. maj 2008 sendte klageren et brev til Kommissionen, hvori han bl.a. henviste til artikel 13 i investorgarantiordningsdirektivet, hvori det hedder, at en "medlemsstat sikrer, at en investors ret til kompensation kan gøres til genstand for et søgsmål fra investoren mod garantiordningen." Han anførte, at polsk lovgivning ikke giver investorer mulighed for at klage, hvis de ønsker at klage over de investorgarantiordninger, der forvaltes af NDS. De civile domstole har ikke kompetence over NDS-afgørelserne, fordi de er af administrativ karakter (da de vedrører NDS' forvaltning af investorgarantiordningen). Forvaltningsdomstolene har heller ikke kompetence, fordi NDS ikke er et administrativt organ, men snarere et handelsretligt aktieselskab. Han vedlagde i denne forbindelse en skrivelse af 28. maj 2007 fra WGI’s kurator.

7. Den 3. september 2008 meddelte Kommissionen klageren, at den ikke havde fundet nye oplysninger i hans brev af 30. maj 2008. Kommissionen afsluttede derfor traktatbrudsproceduren den 26. juni 2008.

8. Den 10. september, den 15. oktober og den 11. december 2008 sendte klageren yderligere breve til Kommissionen, hvori han klart modsatte sig Kommissionens ovennævnte beslutning. Kommissionen besvarede disse breve henholdsvis den 8. oktober, den 12. november 2008 og den 2. februar 2009 [2]. Ved brev af 10. september 2008 anmodede klageren om aktindsigt i dokumenterne vedrørende dennes sagsakter, som Kommissionen besvarede den 8. oktober 2008. I sit brev til klageren af 12. november 2008 vedlagde Kommissionen en kopi af de polske myndigheders svar af 3. marts 2008. I sit brev til klageren af 2. februar 2009 anførte Kommissionen bl.a., at den allerede havde forklaret alle de retlige grunde til sin beslutning om at lukke hans sag i sin tidligere korrespondance. Kommissionen gentog, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser til støtte for sine argumenter vedrørende de polske myndigheders tilsidesættelse af forpligtelsen til at gennemføre direktivet. Kommissionen meddelte også klageren, at "artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger blev gennemført i artikel 140 &7 i loven om handel med finansielle instrumenter af 29. juli 2005. Desuden kan klager altid sendes til [den kompetente polske myndighed], og der kan anlægges sag ved domstolene." Desuden henviste Kommissionen til sin kodeks for god forvaltningsskik og erklærede, at den ikke ville svare ham i samme sag, medmindre han fremsætter nye argumenter.

9. Den 28. juli 2009 indgav klageren sin anden klage til Kommissionen. Han gjorde gældende, at denne klage var forskellig fra den første klage, fordi i) han denne gang kun henviste til artikel 13 i ICSD og de polske myndigheders manglende effektive gennemførelse heraf (han gentog indholdet af sit brev af 30. maj 2008 i denne henseende), ii) han var i besiddelse af et nyt dokument fra en polsk domstol, hvoraf det fremgik, at artikel 13 faktisk slet ikke var blevet gennemført. Den 30. juli 2009 sendte han Kommissionen en kopi af dette dokument sammen med en kort følgeskrivelse, der supplerede hans anden klage. Det nævnte dokument var en polsk domstols dom af 26. februar 2008, hvori domstolen kort sagt erklærede, at den ikke havde kompetence i sager vedrørende investorgarantiordningen. Det var derfor ikke muligt at klage.

10. Kommissionen har ikke registreret det andet klagepunkt som sådan. I sit svar af 19. oktober 2009 meddelte Kommissionen klageren, at den allerede havde forklaret årsagerne til ikke at indlede overtrædelsesproceduren mod Polen i sine tidligere breve. Kommissionen fandt ikke nye elementer vedrørende hans sag og fandt derfor, at sagen burde afsluttes.

11. Klageren henvendte sig derefter til Ombudsmanden.

Undersøgelsens genstand

12. Ombudsmanden besluttede at indlede denne undersøgelse af klagerens følgende påstande og krav.

Påstand:

Kommissionen behandlede ikke hans anden klage af 28. og 30. juli 2009 korrekt.

Påstand:

Kommissionen bør registrere hans anden klage eller give en overbevisende forklaring på, hvorfor den ikke kan gøre det.

Undersøgelsen

13. Den 23. oktober 2009 indgav klageren sin klage til Ombudsmanden [3]. Den 23. juni 2010 sendte Kommissionen ombudsmanden udtalelsen på engelsk og efterfølgende oversættelsen heraf til polsk. Den 10. august 2010 fremsendte klageren sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstået undladelse af at behandle traktatbrudsklagen korrekt og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

14. I sin oprindelige klage hævdede klageren, at Kommissionens begrundelse for at afvise at registrere hans nye klage af 28. juli 2009, som han færdiggjorde den 30. juli 2009, var forkert. Han hævdede også, at Kommissionen i sit svar af 19. oktober 2009 anførte, at klageren ikke havde fremlagt nye beviser, da han rent faktisk havde gjort det. Han vedlagde i sin nye klage en kopi af en polsk dom af 26. februar 2008, som Kommissionen ikke tidligere havde haft kendskab til. ('Første argument')

15. Desuden hævdede klageren, at Kommissionens vurdering i dens brev til klageren af 2. februar 2009 af, at artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger var blevet korrekt gennemført i polsk ret, var forkert. ('Andet argument')

16. I sin udtalelse meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at klageren den 6. august 2009 indgav et andragende til Europa-Parlamentet. Efter dette andragende og også i betragtning af, at nogle af Kommissionens tidligere kontakter med de polske myndigheder var af uformel karakter, sendte Kommissionen den 23. december 2009 en ny skrivelse til de polske myndigheder. Det polske finansministerium besvarede dette brev den 10. februar 2010 [4].

17. Kommissionen var af den opfattelse, at klageren ikke fremlagde nye relevante elementer i sin korrespondance af 28. og 30. juli 2009 som begrundelse for at registrere den som en ny klage. Den polske domstols afgørelse, som klageren vedlagde, udgjorde ikke sådanne nye elementer. Denne domstols afgørelse eksisterede allerede i 2008, hvor Kommissionen stadig var i færd med at analysere klagerens første klage (overtrædelsessag nr. 2008/4085). Desuden havde klageren allerede i sit brev af 30. maj 2008 nævnt, at de polske domstole havde truffet afgørelser i denne sag.

18. Kommissionen anførte også, at den polske domstols dom af 26. februar 2008 ikke tydede på, at Polen ikke havde gennemført artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger korrekt, hvilket ville kræve, at Kommissionen indledte en ny undersøgelse i henhold til en ny traktatbrudsprocedure. Denne dom blev afsagt efter en appel iværksat af andre investorer i det polske investeringsselskab. Retten afviste deres appel i forbindelse med konkursproceduren. Denne dom er ikke til hinder for, at en investor, der i) ikke er opført på den liste, som kurator forvalter, eller ii) ikke er tilfreds med størrelsen af den tildelte kompensation, kan anlægge et civilt søgsmål. Kommissionen meddelte i sit brev af 2. februar 2009 klageren, at direktivets artikel 13 var blevet gennemført ved artikel 140, stk. 7, i loven om handel med finansielle instrumenter af 29. juli 2005, som stadig var i kraft i Polen.

19. Kommissionens ovennævnte vurdering blev bekræftet af de polske myndigheder under en uformel drøftelse med Kommissionen og også i det polske finansministeriums formelle svar af 10. februar 2010. I dette svar forklarede det polske ministerium, at investorerne har to muligheder for at appellere: i) inden for rammerne af en konkursbehandling ved en kommissionsdommer i henhold til artikel 256, stk. 1, i den polske konkurslov eller ii) gennem civile krav på grundlag af artikel 140, stk. 6 og 7, i loven om handel med finansielle instrumenter af 29. juli 2005. Disse sidste retsmidler er tilgængelige både for investorer, hvis navne ikke er nævnt på listen over investorer, og for investorer, der ikke er tilfredse med kompensationsbeløbet.

20. Kommissionen påpegede også, at klageren i sit andragende til Europa-Parlamentet implicit anerkendte muligheden for at anlægge civile søgsmål, da han anførte, at "det er umuligt, at en klage over [kompensationsordningen] ved en almindelig domstol er det samme som et søgsmål mod kompensationsordningen som omhandlet i artikel 13 i [kapitalgarantiordningen]." Kommissionen er ikke enig i dette argument, da artikel 13 i kapitalgarantiordningen er en meget generel bestemmelse, der kræver, at der findes en procedure for investorer til at klage over kompensationsordningen. I modsætning til, hvad klageren hævdede i sit andragende til Parlamentet, giver artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger som sådan medlemsstaterne ret til at vælge, hvordan denne klage kan indgives i henhold til de nationale insolvensprocedurer og retslige procedurer. I den forbindelse havde Kommissionen allerede i sit brev til klageren af 2. februar 2009 anført, at "klager desuden altid kan sendes til [den kompetente polske myndighed], og der kan anlægges sag ved domstolene".

21. Kommissionen understregede, at dens konklusion om, at artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger er blevet korrekt gennemført i polsk ret, var baseret på en grundig undersøgelse af spørgsmålet og efter flere kontakter med de polske myndigheder i denne henseende. Kommissionens konklusioner blev klart meddelt klageren i en række breve, herunder brevet af 2. februar 2009.

22. Kommissionen konkluderede også, at den ikke så nogen fejl eller forsømmelser i behandlingen af klagerens sag, og anså klagerens påstand for at være ubegrundet. Endelig bemærkede det, at "proceduren for ombudsmanden ikke er et hensigtsmæssigt middel til at udøve kontrol med indholdet af Kommissionens afgørelser, navnlig med hensyn til fortolkningen af bestemmelser i fællesskabsretten".

23. I sine bemærkninger gentog klageren, at han ikke nævnte den polske domstols dom som nyt bevismateriale i sit brev af 30. maj 2008, hvormed han afsluttede sin første klage. Kommissionen var tydeligvis ikke bekendt med indholdet af den polske dom før den 28. juli 2009 (datoen for hans andet klagepunkt), selv om den blev afsagt i 2008.

24. Klageren hævdede, at muligheden for et civilt søgsmål mod NDS, som forvalter kompensationsordningen, ikke er den samme som muligheden for at anlægge sag mod investorgarantiordningen. Ifølge klageren er der i øjeblikket ingen mulighed i henhold til polsk ret for at anlægge et civilt søgsmål mod investorgarantiordningen. Ordningen er ikke en juridisk person, og det er kun muligt at anlægge sag mod NDS. Efter klagerens opfattelse fordrejede Kommissionen de udtalelser, han fremsatte i denne henseende i sit andragende til Parlamentet. Endelig gjorde klageren gældende, at investeringsbeskyttelsesdirektivets artikel 13 ikke henviser til en appel til retten, men til andre klagemuligheder, som i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols relevante retspraksis bør være effektive, dvs. bl.a. let tilgængelige. I Polen er adgangen til domstolsprøvelse imidlertid dyr, og procedurerne er langvarige.

25. Klageren gennemgik svaret fra det polske ministerium af 10. februar 2010, som Kommissionen henviste til i sin udtalelse. Han fandt, at den polske konkurslov og loven om handel med finansielle instrumenter, som ifølge det polske ministerium og som gentaget af Kommissionen burde have gennemført artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger, ikke indeholder nogen relevante bestemmelser om investorernes mulighed for at klage over investorgarantiordningen. Han var desuden af den opfattelse, at det polske ministerium henviste til muligheden for at klage over listen over kreditorer og ikke over listen over investorer, der har ret til kompensation. Efter klagerens opfattelse vildledte det polske ministerium Kommissionen. Kommissionen burde ikke have accepteret dette ministeriums synspunkter uden at kontrollere dem yderligere.

26. Klageren konkluderede, at det ikke er muligt at klage over investorgarantiordningen i henhold til polsk ret, og at artikel 13 i investorgarantiordningsdirektivet derfor ikke blev gennemført korrekt. Han fandt, at Kommissionen overtrådte den europæiske kodeks for god forvaltningsskik ved bl.a. i) ikke at behandle hans nye klage af 28. juli 2008 som sådan på trods af de nye beviser, og ii) ikke behørigt begrunde hvorfor.

Ombudsmandens vurdering

Indledende bemærkninger vedrørende klagerens andet argument

27. I sin udtalelse meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at klageren indgav et andragende til Parlamentet den 6. august 2009, dvs. ca. tre måneder før han indgav sin klage til Ombudsmanden. På grundlag af Kommissionens udtalelse og det polske ministeriums svar af 10. februar 2010, som Parlamentet anmodede om i forbindelse med behandlingen af klagerens andragende, viste det sig, at dette andragende vedrørte de polske myndigheders gennemførelse af artikel 13 i ICSD. Ombudsmanden bemærker, at det polske ministerium i sin skrivelse af 10. februar 2010 besvarede følgende spørgsmål fra Kommissionen:

(1) Kan retten til kompensation gøres til genstand for et søgsmål fra en investor i henhold til artikel 13 i investorgarantiordningsdirektivet Hvordan kan investoren kæmpe for denne ret?;

(2) Har de investorer, der er opført på listen over investorer, der har ret til kompensation i henhold til artikel 140, stk. 1, nr. 1, i den polske lov om handel med finansielle instrumenter, ret til at klage over denne liste over investorer og i bekræftende fald på hvilket retsgrundlag? Hvilke foranstaltninger kan investoren træffe for at klage over listen over investorer?

(3) Har investoren ret til at indgive en klage til det polske finanstilsyn, og kan han/hun anlægge sag ved en domstol i denne henseende [5]?

28. I lyset af ovenstående og i betragtning af, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender allerede har behandlet Polens gennemførelse af artikel 13 i ICSD og følgelig Kommissionens vurdering i denne henseende, er der ingen grund til, at Ombudsmanden skulle behandle klagerens andet argument om, at denne vurdering var forkert.

29. Af samme grund finder Ombudsmanden det ikke nyttigt at kommentere Kommissionens erklæring i sin udtalelse om, at "proceduren ved Ombudsmanden ikke er et passende middel til at udøve kontrol med indholdet af Kommissionens afgørelser, navnlig med hensyn til fortolkningen af bestemmelser i fællesskabsretten." Ombudsmanden beklager dog denne uheldige erklæring fra Kommissionen. Han vil gerne præcisere, at hvis Udvalget for Andragender ikke allerede havde behandlet dette aspekt af klagen, og hvis Ombudsmanden skulle evaluere Kommissionens konklusioner om spørgsmålet, ville han naturligvis være i stand til at give udtryk for sin holdning til fortolkningen af de relevante bestemmelser i EU-retten, samtidig med at han anerkender, at den højeste myndighed for fortolkning af denne ret er Den Europæiske Unions Domstol.

Klagerens første argument om, at Kommissionen ikke registrerede klagerens brev af 28. juli 2009, der blev afsluttet den 30. juli 2009, som en ny klage

30. Ombudsmanden finder det vanskeligt at forstå, hvorfor Kommissionen ikke registrerede klagerens ovennævnte skrivelser som en formel klage i overensstemmelse med sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klageren i sager om overtrædelse af fællesskabsretten [6] (»meddelelsen«).

31. I meddelelsen offentliggjorde Kommissionen de regler, der gælder for dens forbindelser med personer, der klager over overtrædelser af fællesskabsretten. Denne meddelelses punkt 3 (Registrering af klager), første afsnit, bestemmer:

"Al korrespondance, der kan tænkes at blive undersøgt som en klage, registreres i det centrale register over klager, der føres af Kommissionens Generalsekretariat."

Punkt 3, andet afsnit, indeholder en udtømmende liste over grunde, på grundlag af hvilke

"[c] eller korrespondance kan ikke behandles som en klage fra Kommissionen og skal derfor ikke registreres i det centrale register over klager, hvis:

… - den indeholder en klage, som Kommissionen har indtaget en klar, offentlig og konsekvent holdning til, og som skal meddeles klageren …".

Meddelelsens punkt 5 (Kvittering for modtagelse), fjerde afsnit, bestemmer:

"Hvis Kommissionens tjenestegrene beslutter ikke at registrere korrespondancen som en klage, underretter de ophavsmanden herom ved almindeligt brev med angivelse af en eller flere af de grunde, der er anført i punkt 3, andet afsnit."

32. Kommissionen hævdede, at den ikke registrerede klagerens breve som en ny klage, fordi klageren ikke fremlagde nye beviser med hensyn til sin tidligere klage vedrørende Polens ukorrekte gennemførelse af investeringsservicedirektivet. Denne tidligere klage blev endeligt afsluttet af Kommissionen den 26. juni 2008 med konstatering af, at der ikke forelå nogen overtrædelse. Det ser derfor ud til, at Kommissionen fandt, at den allerede havde indtaget en "klar, offentlig og konsekvent" holdning til klagerens breve af 28. og 30. juli 2009, inden de blev sendt.

33. I sin klage til Kommissionen af 10. december 2007 henviste klageren imidlertid grundlæggende til de polske myndigheders manglende korrekte gennemførelse af artikel 9 i direktivet om investorgarantiordninger. I sine breve af 28. og 30. juli 2009 fokuserede klageren derimod på den forkerte gennemførelse af artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger.

34. Det fremgår også, at Kommissionen efter klagerens første klage af 10. december 2007 ikke undersøgte Polens gennemførelse af artikel 13 i investorgarantiordningsdirektivet. Af de polske myndigheders svar af 22. februar 2008, som tilsyneladende blev sendt i forbindelse med Kommissionens behandling af klagerens første klage, fremgår det klart, at Kommissionen ikke anmodede det polske finansministerium om at redegøre for gennemførelsen af nævnte artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger. Det er derfor vanskeligt at fastslå, på grundlag af hvilken "grundig undersøgelse" Kommissionen nåede frem til sin holdning til gennemførelsen af artikel 13 i polsk ret, som blev meddelt klageren ved brev af 2. februar 2009. I dette brev blev det anført, at i) klager altid kan sendes til [den kompetente polske myndighed], og at der kan anlægges sag ved domstolene, og at ii) direktivets artikel 13 var blevet gennemført ved artikel 140, stk. 7, i loven om handel med finansielle instrumenter af 29. juli 2005.

35. Ombudsmanden påpeger endvidere, at det først var den 30. juli 2009, at klageren for allerførste gang i sine drøftelser med Kommissionen om investorgarantiordningen fremlagde en kopi af den polske domstols dom, hvori den polske dommerkommissær fandt, at der ikke er nogen retlig mulighed for at appellere investorgarantiordningen inden for rammerne af en konkursbehandling. Den relevante del af den polske dommers afgørelse af 26. februar 2008 vedrørte to individuelle erstatningskrav i forbindelse med det polske investeringsselskabs insolvens. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Udarbejdelsen af listen over investorer og reglerne om tildeling af kompensation og om, hvordan denne kompensation skal udbetales, er fastsat i artikel 132 og følgende artikler i [den polske lov om handel med finansielle instrumenter], som ikke giver en dommerkommissionær mulighed for at træffe afgørelse om erstatningskrav og om, hvorvidt der kan indgives klager over listen over investorer. En sådan mulighed er heller ikke fastsat i konkursloven og i den civile retsplejelov, da listen over investorer ikke udgør en dom afsagt af dommerkommissæren eller retten. National Depository for Securities [NDS] træffer afgørelse om retten til erstatning og om dens størrelse, og denne afgørelse har form af en beslutning truffet af [NDS'] bestyrelse. Selv en kurator, der udarbejder og deponerer listen over investorer, har ikke ret til at anfægte ovennævnte afvikling. Da der ikke findes nogen bestemmelser herom, kan det diskuteres, om kurator kan anlægge sag, hvis NDS tilbageleverer den liste over investorer, som han har udarbejdet, eller hvis NDS beslutter at tilkende en lavere kompensation end den, der er anført på listen. I lyset af ovenstående bør de [nuværende] erstatningskrav afvises med den begrundelse, at der ikke er mulighed for domstolsprøvelse som omhandlet i artikel 199, stk. 1, i den civile retsplejelov og artikel 229 i konkursloven. "[7]

36. Som klageren med rette har anført, påviste Kommissionen ikke, at den havde kendskab til denne dom før datoen for klagerens indgivelse heraf. Det er også rimeligt at antage, at denne dom udgør et vigtigt beviselement til at argumentere for, om polsk ret i tilstrækkelig grad gennemførte artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger og burde have været ignoreret af Kommissionen. Den burde snarere have været analyseret grundigt.

37. Kommissionen foretog imidlertid først denne analyse efter denne klage til Ombudsmanden (eller snarere inden for rammerne af klagerens andragende til Parlamentet fra august 2009). I den forbindelse konkluderede den, at denne dom "ikke giver relevante indikationer på, at Polen ikke har gennemført direktivets artikel 13 korrekt, hvilket ville kræve en undersøgelse fra Kommissionens side i forbindelse med en ny traktatbrudsprocedure". Kommissionen burde imidlertid allerede have foretaget en sådan analyse, inden klageren henvendte sig til Parlamentet (og Ombudsmanden), efter først at have registreret klagerens skrivelser af 28. og 30. juli 2009 som en ny klage. Ombudsmanden mener, at det er klart, at de spørgsmål, som disse skrivelser henviste til, burde have været undersøgt på det tidspunkt, hvor skrivelserne blev fremsendt.

38. Endelig bemærker Ombudsmanden, at han i klagerens skrivelse til Kommissionen af 30. maj 2008 faktisk henviste til artikel 13 i direktivet om investorgarantiordninger og var af den opfattelse, at der i henhold til polsk ret ikke var mulighed for at klage over afgørelser truffet af NDP, der forvalter kompensationsordningen. Klageren nævnte også, om end i ret generelle vendinger, at " en domstol, der behandler konkursen, afviste klagerne over kompensationsordningen og anførte, at sådanne klager ikke vedrører den." På det tidspunkt fremlagde han imidlertid ikke en kopi af den polske domstols dom af 26. februar 2008. Det gjorde han først den 28. og 30. juli 2009. Kommissionen kunne derfor ikke påberåbe sig indholdet af klagerens brev af 30. maj 2008 til støtte for, at der efter dens opfattelse ikke var noget nyt element i klagerens korrespondance af 28. og 30. juli 2009.

39. I lyset af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen ved ikke at have registreret klagerens skrivelser af 28. og 30. juli 2009 som en ny klage med den begrundelse, at denne korrespondance ikke indeholdt nye beviser, handlede i strid med sin egen meddelelse og dermed begik et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

40. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen efterfølgende og inden for rammerne af klagerens andragende til Parlamentet kontaktede de polske myndigheder for at kontrollere denne nye dokumentation og klagerens påstand om, at artikel 13 i ISCD ikke blev gennemført korrekt af de polske myndigheder. Kommissionen har således truffet foranstaltninger, som kunne forventes af den, hvis den havde registreret klagerens relevante breve som en ny (anden) klage. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at han på nuværende tidspunkt bør kræve, at Kommissionen registrerer klagerens klage af 28. og 30. juli 2009 som sådan og dermed imødekommer klagen. En mindelig løsning er derfor ikke mulig, og Ombudsmanden afslutter derfor sagen med nedenstående kritiske bemærkning.

C. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende kritiske bemærkning:

Kommissionen begik en fejl og handlede i strid med sin egen meddelelse ved ikke at registrere klagerens breve af 28. og 30. juli 2009 som en ny klage. I disse skrivelser medtog klageren en kopi af en polsk dom af 26. februar 2008, som faktisk udgjorde nye beviser, som Kommissionen blev gjort opmærksom på for første gang. Dette var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 20. december 2010.

[1] EFT 1997 L 84, s. 22-31.

[2] Klageren vedlagde kun kopier af Kommissionens svar af 12. november 2008 og 2. februar 2009 til sin klage. Indholdet af Kommissionens resterende skrivelser blev imidlertid beskrevet i de vedlagte skrivelser.

[3] Selv om denne klage blev godkendt af Ombudsmandens elektroniske indsendelsessystem, blev den af tekniske årsager ikke overført til Ombudsmandens register. Først den 26. december 2009, hvor klageren henvendte sig til Ombudsmanden (hans brev blev registreret som yderligere korrespondance om en tidligere klage fra samme klager: Y ) spurgte om sin klage af 23. oktober 2009, men opdagede Ombudsmandens tjenestegrene, at han havde indgivet denne seneste klage. Hans klage blev således registreret den 10. februar 2010. Klageren blev underrettet om ovenstående den 18. marts 2010.

[4] Klageren modtog en kopi af dette brev direkte fra det polske finansministerium.

[5] Den 24. november 2010 kontaktede Ombudsmandens tjenestegrene uformelt Parlamentets Udvalg for Andragender. Udvalget bekræftede, at klageren i sit andragende hævdede, at de polske myndigheder ikke havde gennemført ICSD korrekt i polsk lovgivning, og at han i denne forbindelse specifikt henviste til artikel 13 i ICSD. Den 22. november 2009 blev det fastslået, at andragendet opfyldte betingelserne for behandling. Den 11. maj 2010 gav Kommissionen Parlamentet de relevante oplysninger vedrørende andragendet. Andragendet blev afsluttet af Parlamentet i juli 2010.

[6] KOM(2002) 141 endelig.

[7] Denne oversættelse er udarbejdet af Ombudsmandens tjenestegrene.