Baggrunden for klagen

1. Klageren er en civilsamfundsorganisation, som ifølge sit websted er en koalition af næsten 200 offentlige interessegrupper, fagforeninger, akademikere og offentlige virksomheder, der er berørt af virksomhedernes lobbyisters stigende indflydelse på den politiske dagsorden i Europa og dens indvirkning på politikudformningen i EU.

2. Den 8. august 2008 sendte en organisation, der var en del af den koalition, som klageren var en del af, åbne breve til Europa-Kommissionens formand og næstformand, hvori den henledte Kommissionens opmærksomhed på visse spørgsmål vedrørende ekspertgrupper. I den forbindelse henviste den til Kommissionens principper og retningslinjer for indsamling og anvendelse af ekspertise [1] samt til minimumsstandarderne for høring [2]. Klageren understregede i det væsentlige, at det af hensyn til gennemsigtigheden er vigtigt for offentligheden at vide, hvem der høres, og hvorfor og anmodede om offentliggørelse af medlemslisterne over ekspertgrupper, der rådgiver Kommissionen. Den fremførte endvidere, at specifikke interessegrupper har privilegeret adgang til Kommissionen, og at forretningsinteresser i modsætning til ovennævnte meddelelser fra Kommissionen udgør et absolut flertal i forhold til alle andre ikkestatslige aktører, der høres. Klageren opfordrede Kommissionen til at fastsætte konsekvente kriterier for udvælgelse af medlemmer og til i disse " at medtage en klar definition af, hvad en lige, proportional og deltagelsesbaseret repræsentation af alle relevante og berørte grupper i samfundet betyder ".

3. Ved brev af 19. september 2008 svarede Kommissionens generalsekretær på Kommissionens vegne og anførte, at gennemsigtighed er blevet sat øverst på Kommissionens strategiske dagsorden gennem det europæiske åbenhedsinitiativ. Den seneste udvikling på området var oprettelsen af et onlineregister over interesserepræsentation og et register over ekspertgrupper (herunder siden 2006 offentliggørelse af navnene på medlemmerne af ekspertgrupperne). Desuden har Kommissionen vedtaget horisontale regler for ekspertgrupper (SEK(2005)1004), som alle dens tjenestegrene skal følge, når de nedsætter en ekspertgruppe, udpeger eksperter eller tilrettelægger møder. Kommissionens generalsekretær forklarede, at ekspertgruppernes rolle er at yde teknisk ekspertise på højt niveau til Kommissionens tjenestegrene og ikke interesserepræsentation. Grundlaget for udvælgelsen af eksperter er derfor deres specialviden, selv om de også kan repræsentere særlige interesser. Eftersom halvdelen af ekspertgrupperne består af eksperter fra nationale forvaltninger, har de resterende blandede sammensætninger, så de omfatter akademikere eller videnskabsfolk i deres personlige egenskab, offentligt ansatte, NGO'er og erhvervslivet. Ifølge Kommissionen er ekspertgruppernes overordnede sammensætning afbalanceret: Ngo'er og fagforeninger samt erhvervslivet er repræsenteret i 25 % af ekspertgrupperne, akademikere og videnskabsfolk i 30 % og offentligt ansatte i 70 % af ekspertgrupperne.

4. Med hensyn til de specifikke grupper, der er nævnt i klagerens breve, fremlagde Kommissionens generalsekretær et bilag med titlen "Tekniske oplysninger om visse grupper under GD [3] Erhvervspolitik, GD Miljø, GD Forskning, GD Transport og Energi og GD Sundhed og Forbrugere ." Med hensyn til sammensætningen af disse ekspertgrupper opfordrede Kommissionen klageren til at tage hensyn til følgende faktorer: i) sammensætningen afhænger af en gruppes særlige mål/mandat, ii) ekspertgrupper træffer ikke afgørelser, iii) flere grupper kan høres i forbindelse med et enkelt forslag, og iv) ekspertgrupper er kun én metode til at indsamle erfaringer eller indhente synspunkter fra forskellige interessenter, eftersom Kommissionen anvender komplementære eller alternative metoder til at indsamle ekspertise og/eller interesserepræsentation såsom undersøgelser, europæiske agenturer, grønbøger, høringer osv.

5. Med hensyn til offentliggørelsen af navnene på ekspertgruppens medlemmer gentog Kommissionen sit tilsagn om at gøre dette, men forklarede, at dette kun kan forudses for enkeltpersoner, der deltager personligt. Når en organisation repræsenteres af enkeltpersoner på skift, er det navnet på den organisation, der vil blive offentliggjort. Kommissionen forsikrede klageren om, at processen med at offentliggøre navnene på personer ville være afsluttet inden udgangen af 2008. Kommissionen forklarede også, at den var i færd med at foretage en evaluering af de horisontale regler for ekspertgrupper for at vurdere, om der kunne foretages yderligere forbedringer.

6. I et åbent brev af 16. december 2008 glædede klageren sig over de fremskridt, der var gjort med hensyn til at offentliggøre medlemskab af ekspertgrupper, og anerkendte Kommissionens mål om at offentliggøre alle navne inden januar 2009. Den påpegede imidlertid, at der stadig manglede grundlæggende oplysninger for to tredjedele af grupperne. Klageren anmodede Kommissionen om at præcisere følgende punkter, der blev rejst i brevet: For det første hævdede klageren, at medlemskab af en ekspertgruppe bør være betinget af offentliggørelsen af ekspertens navn, og at fortrolighed af hensyn til gennemsigtigheden kun bør gælde undtagelsesvis. For det andet anmodede klageren om bekræftelse af, at minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen og retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise finder anvendelse på ekspertgrupper. For det tredje anmodede klageren Kommissionen om en udtalelse om, hvorvidt visse grupper overholder ovennævnte meddelelser [4]. For det fjerde udtrykte klageren bekymring over Kommissionens erklæring om, at "kvaliteten af ekspertisen har forrang for interesserepræsentation", og at "niveauet og kvaliteten af de individuelle eksperter, der præsenteres på hvert møde, ofte er vigtigere end antallet af eksperter, der repræsenterer forskellige interesser ". Ifølge klageren forklarede dette, hvorfor sammensætningen af ekspertgrupper ikke er tilstrækkeligt forskelligartet til at sikre, at "forskelle i den videnskabelige tilgang" er repræsenteret. "[D] forskellige former for ekspertise og forskellige institutionelle tilhørsforhold", f.eks. universiteter og almennyttige organisationer, manglede, mens kun virksomheder med en direkte finansiel interesse i visse EU-politikker opfordres til at stille relevant ekspertise til rådighed for Kommissionen. For det femte udtrykte klageren bekymring over Kommissionens erklæring om, at antallet af organisationer i en ekspertgruppe ikke påvirker interesseafvejningen, og forklarede, at det antal gange, et bestemt synspunkt er repræsenteret, kan påvirke beslutningstagningen i en gruppe. Endelig gav klageren udtryk for, at han ikke var enig i forslaget om, at de horisontale regler om ekspertgrupper sikrer gennemsigtighed. Det var derfor glædeligt at høre, at disse regler skal evalueres. Desuden gav klageren udtryk for den overbevisning, at Kommissionen bør indføre en åben, gennemsigtig og inklusiv proces for udvælgelse af ekspertgruppens medlemmer.

7. Den 9. marts 2009 meddelte Kommissionen klageren, at selv om den ikke formelt havde modtaget sit brev af 16. december 2008, var dette brev vedlagt som bilag til parlamentarisk forespørgsel E-7074/08. Kommissionen fandt, at formanden for Kommissionens svar på dette spørgsmål af 6. marts 2009 behandlede de fleste af de spørgsmål, der blev rejst i dette brev. Kommissionen meddelte også klageren, at det offentlige register over ekspertgrupper blev færdiggjort i januar 2009.

8. Kommissionens svar på parlamentarisk forespørgsel E-7074/08 er som følger. Med hensyn til offentliggørelsen af eksperternes navne anførte Kommissionen i det væsentlige, at medlemmer, der modsætter sig offentliggørelsen, skal give en gyldig begrundelse, og at sådanne personer, hvis de ikke gør det, ikke længere kan være medlemmer af ekspertgrupper. Med hensyn til anvendelsen af meddelelsen om minimumsstandarder for høring bekræftede Kommissionen, at de finder anvendelse på ekspertgrupper, der er involveret i de forskellige faser af den politiske beslutningsproces, men at de ikke er relevante, når ekspertgrupper behandler rent tekniske spørgsmål. Med hensyn til, om de seks ekspertgrupper, som klageren nævnte i sit brev af 16. december 2008, var i overensstemmelse med de relevante meddelelser, anførte Kommissionen, at dette var tilfældet for fem af dem, mens en gruppe ikke havde holdt møde siden 2004. Kommissionen afviste påstanden om, at der er en afvejning mellem ekspertisens kvalitet og de forskellige synspunkter. Kommissionen forsvarede sin tidligere erklæring om, at "antallet af organisationer ikke betragtes som et benchmark for interesseafvejningen". Endelig anførte Kommissionen, at den ikke fandt det nødvendigt at opstille generelle udvælgelseskriterier. Udvælgelsen af eksperter, hvor Kommissionen søger at opnå den bedste tilgængelige ekspertise og sikre en afbalanceret repræsentation af de interesser, der står på spil, kan afhænge af en række faktorer, såsom det pågældende område og gruppens mandat. Når der skal udpeges eksperter til disse grupper, fastsætter Kommissionen udvælgelseskriterierne i indkaldelsen af ansøgninger.

9. Ved brev af 31. juli 2009 skrev klageren til Kommissionen og klagede over,"at Kommissionen ikke sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed med hensyn til ekspertgruppernes sammensætning og ikke har truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at rette op på den skæve sammensætning af visse ekspertgrupper." Navnlig anfægtede klageren Kommissionens holdning i den tidligere korrespondance og Kommissionens svar på parlamentarisk forespørgsel E-7074/08 som følger: (i) Oplysninger om medlemskab af ekspertgrupper er ikke fuldstændige, ii) minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen finder anvendelse på ekspertgrupper, der beskæftiger sig med tekniske spørgsmål iii) visse industridominerede ekspertgrupper ikke overholder de relevante meddelelser iv) det er nødvendigt at vedtage nye udvælgelseskriterier for ekspertgrupper v) grundene til, at ekspertgruppens medlemmer er udelukket fra offentliggørelse, bør offentliggøres og vi) virksomhedsrepræsentanter og lobbyister kan ikke deltage i "personlige aktiviteter". Klageren anmodede Kommissionen om at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med sine ovennævnte synspunkter.

10. Ved brev af 23. oktober 2009 svarede Kommissionen klageren, takkede denne for et møde med Kommissionen den 22. september 2009 med henblik på en uformel drøftelse og behandlede de punkter, som klageren havde rejst i sit brev, i den rækkefølge, de var blevet fremsat.

i) Med hensyn til offentliggørelse af medlemskab af registret over ekspertgrupper forsvarede Kommissionen sin erklæring om, at der i øjeblikket gives fuld offentliggørelse. Kommissionen forklarede specifikt, at der var identificeret 103 grupper i klagerens brev. Faktisk består 44 af disse udelukkende af nationale myndigheder, og de eksperter, der deltager i ekspertgruppens møder, udnævnes ikke på en nominativ måde. I disse tilfælde er angivelsen af den nationale myndighed tilstrækkelig. Med hensyn til 38 andre grupper takkede Kommissionen klageren for at henlede dennes opmærksomhed på faktuelle fejl i registret, som siden var blevet rettet. Den tilskrev fejlene den enorme mængde oplysninger og de begrænsede ressourcer, der var til rådighed, og forpligtede sig til at forbedre oplysningerne om ekspertgrupper. I 20 tilfælde fandt Kommissionen, at klagerens påstande ikke var berettigede, enten fordi listen faktisk er fremlagt, eller "fordi oplysningerne i registret ikke gør det muligt at angive, at medlemmerne repræsenterer industrien, og der er derfor ingen navne på industriens medlemmer, der skal angives. " Med hensyn til den resterende gruppe indrømmede Kommissionen, at der ikke var udarbejdet en liste for den. Oplysninger om denne gruppe var blevet fjernet fra registret, "da det ikke så ud til at være en egentlig ekspertgruppe, men snarere en række enkeltstående møder".

ii) Med hensyn til anvendelsen af meddelelsen om minimumsstandarder for høring anførte Kommissionen, at den kun finder anvendelse, når Kommissionen ønsker at få input fra interesserede parter til udformningen af politikker, inden Kommissionen træffer en afgørelse, og når den hører om større politiske initiativer. Meddelelsen kunne finde anvendelse på "ekspertgrupper, der beskæftiger sig med spørgsmål, som ikke er en del af den politiske beslutningsproces, forudsat at de er skræddersyet til de opgaver, der skal udføres".

iii) Med hensyn til ekspertgruppernes sammensætning anførte Kommissionen, at "[d]et er først og fremmest gruppens mandat/opgaver og den specifikke ekspertise, der er behov for, der er afgørende for sammensætningen af ekspertgrupperne. Når det er Kommissionen, der udnævner eksperter i deres personlige egenskab, sker udvælgelsen navnlig gennem indkaldelse af ansøgninger. Nogle gange fastsættes sammensætningen af ekspertgrupper af lovgiveren. Desuden er ekspertgrupper kun én metode til at indsamle ekspertise til at indhente synspunkter fra interessenter. Ekspertgruppernes arbejde suppleres ofte af andre instrumenter og processer såsom undersøgelser, offentlige høringer, europæiske agenturer, grønboger og høringer. Derfor bør graden af interessenternes generelle deltagelse og inddragelse i et givet spørgsmål vurderes i lyset af alle Kommissionens initiativer og ikke blot ved at se på sammensætningen af de enkelte ekspertgrupper."

iv) Med hensyn til udviklingen af generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupper understregede Kommissionen, at "udvælgelsen af eksperter afhænger af en række forskellige faktorer, såsom det pågældende område, gruppens mandat, den specifikke ekspertise, der kræves, samt eventuelle udvælgelsesprocedurer, som lovgiveren kan fastsætte, når der nedsættes ekspertgrupper. Når det er Kommissionen, der udnævner eksperter i deres personlige egenskab, forsøger vi altid at tilrettelægge udvælgelsesprocessen på en sådan måde, at der sikres et højt ekspertiseniveau og om muligt geografisk og kønsmæssig balance, samtidig med at interessekonflikter undgås. Som allerede påpeget sker udvælgelsen bl.a. gennem indkaldelser af ansøgninger." Kommissionen erklærede, at den er fast besluttet på at øge gennemsigtigheden og vil overveje yderligere skridt i retning af at forbedre de gældende udvælgelsesprocedurer, når den ajourfører rammen for ekspertgrupper.

v) Med hensyn til offentliggørelsen i registret af antallet af eksperter for hver gruppe og årsagerne til, at visse navne ikke er angivet, forklarede Kommissionen, at der kun kan gives dispensation fra offentliggørelsen, hvis offentliggørelsen af ekspertens navn kan bringe hans sikkerhed eller integritet i fare eller i urimelig grad skade hans privatliv. Hvis den specifikke grund til anonymitet offentliggøres i registret, risikerer den pågældende person at blive identificeret, hvilket sandsynligvis vil krænke den sagkyndiges privatliv og personoplysninger.

vi) Med hensyn til spørgsmålet om repræsentanter for industrien, der deltager personligt, fremhævede Kommissionen betydningen af den specifikke ekspertise, der kræves af en ekspertgruppe, og som kan berettige deltagelse af et medlem fra industrien. Når sådanne eksperter udnævnes personligt, "er de forpligtet til at underskrive en skriftlig erklæring om, at de vil handle i almenhedens interesse, sammen med en erklæring om, hvorvidt der er interesser, der kan skade deres uafhængighed. Hvis eksperterne nægter at underskrive disse erklæringer, udelukkes de fra ekspertgrupperne." Kommissionen analyserede derefter ekspertgruppernes rolle som fora for drøftelser og brainstorming, hvis vigtigste funktion er at give Kommissionen ekspertise på højt niveau. Den tilføjede imidlertid, at den forbliver fuldstændig uafhængig, når den foreslår en ny politik eller foranstaltning. Med hensyn til offentliggørelsen af alle erklæringer om offentlige interesser og interessekonflikter forklarede Kommissionen, at dette ikke ville være nyttigt, da de relevante dokumenter i mange tilfælde blot er underskrevne standarderklæringer. Hvis et medlem af offentligheden er interesseret i det specifikke indhold af disse erklæringer, kan vedkommende anmode om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001.

11. I et bilag til brevet fremlagde Kommissionen detaljerede oplysninger om de individuelle ekspertgrupper, der var nævnt i klagerens brev. Disse vedrører seks grupper, der forvaltes af Generaldirektoratet for Erhvervspolitik, to grupper, der forvaltes af Generaldirektoratet for Forskning, to grupper, der forvaltes af Generaldirektoratet for det Indre Marked, en gruppe, der forvaltes af Generaldirektoratet for Miljø, en gruppe, der forvaltes af Generaldirektoratet for Informationssamfundet, og en gruppe, der forvaltes af Generaldirektoratet for Transport og Energi.

12. I november 2009 offentliggjorde klageren en rapport med titlen "A Captive Commission: den finansielle sektors rolle i udformningen af EU's lovgivning". Sammenfattende kritiserer rapporten sammensætningen af de ekspertgrupper, der rådgiver Kommissionen inden for finansiel regulering. Efter klagerens opfattelse bidrog det angiveligt ensidige input, som Kommissionen modtog fra ekspertgrupper domineret af den finansielle sektor, "direkte til den nuværende finansielle ustabilitet".

13. I et brev af 18. februar 2010 til kommissæren med ansvar for det indre marked og tjenesteydelser identificerede klageren otte grupper, hvis medlemskab begunstigede den finansielle erhvervssektor, som der henvises til i undersøgelsen fra november 2009, og tilføjede en nyligt oprettet gruppe . Klageren gentog sit synspunkt om, at disse grupper ikke overholdt retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise og minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen, og anmodede om et møde for at drøfte de konkrete skridt, som Kommissionen agter at tage for at sikre en afbalanceret repræsentation.

14. Den 28. juli 2010 indgav klageren denne klage til Ombudsmanden.

Undersøgelsens genstand

15. I sin klage fremsatte klageren følgende påstande og påstande:

Påstande

(1) Kommissionen fremlagde ikke et fuldstændigt register over ekspertgrupper.

Til støtte for denne påstand hævder klageren, at medlemskabet af en række ekspertgrupper fortsat er uklart. Desuden er der ekspertgrupper, der slet ikke er opført i registret.

(2) Kommissionen har ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i ekspertgruppernes arbejde.

Til støtte for denne påstand hævder klageren, at i) Kommissionen ikke giver offentligheden de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere interessenternes samlede deltagelse og inddragelse i et givet spørgsmål, ii) Kommissionen offentliggør ikke en samlet oversigt over møderne og har ikke et websted, der samler alle hørings- og ekspertisesøgningsaktiviteter for de forskellige politiske og lovgivningsmæssige initiativer, og iii) for langt de fleste ekspertgrupper er dagsordener og referater ikke tilgængelige online via links fra registret over ekspertgrupper til det pågældende generaldirektorats websider.

(3) Kommissionen har ikke på ensartet vis vedtaget bedste praksis vedrørende repræsentanter for industrien, der udnævnes til ekspertgrupper i deres personlige egenskab.

Til støtte for denne påstand hævder klageren, at i) Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den potentielle interessekonflikt for repræsentanter for industrien, der handler i deres personlige egenskab, ii) at en (potentiel) interessekonflikt ikke kan opvejes af en erklæring om varetagelse af offentlighedens interesser.

(4) Kommissionen har ikke givet overbevisende begrundelser for ikke at opstille generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupper.

Til støtte for denne påstand hævder klageren, at den nuværende udvælgelsesproces er uforenelig med retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise og med minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen.

(5) Kommissionen har ikke sikret en afbalanceret sammensætning af ekspertgrupperne.

Til støtte for denne påstand hævder klageren, at repræsentanter for industrien udgør flertallet i de fleste af de ekspertgrupper, som klageren har udpeget, mens alle andre interessenter såsom forbrugergrupper, akademikere og civilsamfundet er underrepræsenteret.

Krav

(1) Kommissionen bør færdiggøre sit register over ekspertgrupper ved at sikre, at det omfatter alle eksperter og alle ekspertgrupper.

(2) Kommissionen bør sikre passende gennemsigtighed i ekspertgruppernes arbejde ved at offentliggøre afholdte møder og give links til dagsordener og referater og andre relevante oplysninger såsom erklæringer om offentlige interesser og interessekonflikter.

(3) Kommissionen bør i alle andre GD'er konsekvent anvende princippet i GD SANCO's retningslinjer vedrørende interessekonflikter om, at en person, der er kendt for at arbejde for en organisation med en særlig interesse i et bestemt politisk spørgsmål, ikke bør udpeges til at rådgive Kommissionen.

(4) Kommissionen bør udarbejde og offentliggøre generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupperne.

(5) Kommissionen bør tage fat på spørgsmålet om en ubalanceret sammensætning af ekspertgrupper.

Undersøgelsen

16. Klagen blev fremsendt til formanden for Kommissionen med henblik på en udtalelse. Kommissionens udtalelse af 22. februar 2011 blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Klageren fremsatte bemærkninger den 31. maj 2011.

17. Den 27. juni 2013 fremsatte Ombudsmanden et forslag til mindelig løsning til Kommissionen, som sidstnævnte besvarede den 30. oktober 2013. Kommissionens svar blev videresendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Som bemærkninger fremsendte klageren den 6. november 2013 en rapport fra november 2013 med titlen "A Year of Broken Promises – Big business still put in charge of EU Expert Groups, despite commitment to reform", som klageren er medforfatter til.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

18. Ombudsmandens nuværende undersøgelse vedrører visse aspekter af sammensætningen, driften og gennemsigtigheden af Kommissionens ekspertgrupper. Regel 2 i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper [5] indeholder følgende definition af en ekspertgruppe under Kommissionen:

"1)"Kommissionens ekspertgruppe" (i det følgende benævnt "ekspertgruppen"): en rådgivende enhed, der er nedsat af Kommissionen eller dens tjenestegrene med henblik på at yde dem rådgivning og ekspertise, jf. artikel 3, og som består af mindst seks medlemmer og forventes at mødes mere end én gang.

2) »formel ekspertgruppe«: en ekspertgruppe, der er nedsat ved en kommissionsafgørelse.

3) "uformel ekspertgruppe": en ekspertgruppe, der er nedsat af en tjenestegren i Kommissionen med generalsekretariatets samtykke."

Desuden indeholder regel 2, stk. 4, i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper følgende definition af andre lignende enheder:

"4)"Anden lignende enhed": en rådgivende enhed, der ikke er oprettet af Kommissionen eller dens tjenestegrene, og hvis rolle er den samme som eller svarer til den, der er fastsat i regel 3, og for hvilken Kommissionens tjenestegrene sikrer den administrative og økonomiske forvaltning."

Artikel 3 i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper præciserer ekspertgruppernes rolle på følgende måde:

"Ekspertgruppernes rolle er at yde rådgivning og ekspertise til Kommissionen og dens tjenestegrene i forbindelse med:

1) udarbejdelse af lovgivningsforslag og politiske initiativer inden for rammerne af Kommissionens initiativret

2) udarbejdelse af delegerede retsakter

(3) gennemførelsen af eksisterende EU-lovgivning, -programmer og -politikker samt koordinering og samarbejde med medlemsstaterne og interessenter i denne henseende."

I forbindelse med denne undersøgelse mener Ombudsmanden, at henvisningen til "ekspertgrupper" i klagerens påstande og krav omfatter formelle og uformelle ekspertgrupper i Kommissionen samt andre lignende enheder.

19. I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse var klageren af den opfattelse, at der i øjeblikket var mere end 100 uafbalancerede ekspertgrupper, hvilket resulterede i, at EU's politikker tjente snævre interesser i stedet for EU-borgernes fælles interesser. Ifølge klageren blev dette f.eks. fremhævet af utilstrækkelig regulering af de finansielle markeder og udvandet miljøpolitikker, der bringer borgernes levebrød i EU og i tredjelande i fare.

20. For at undgå misforståelser minder Ombudsmanden om, at denne undersøgelse handler om visse aspekter vedrørende sammensætningen, driften og gennemsigtigheden af Kommissionens ekspertgrupper. Undersøgelsen vedrører derimod ikke indholdet af Kommissionens politikker, som ekspertgrupperne tidligere har behandlet, eller den rådgivning, som ekspertgrupperne har givet Kommissionen. Ombudsmanden er derfor ikke forpligtet til i sin vurdering at tage hensyn til resultatet af ekspertgruppernes arbejde.

21. I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at både principperne og retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise samt meddelelsen om minimumsstandarder for høring først og fremmest henviser til den politiske beslutningsproces. I overensstemmelse med sin tidligere korrespondance med klageren bekræftede Kommissionen imidlertid, at disse meddelelser også kan finde anvendelse på ekspertgrupper, der beskæftiger sig med spørgsmål, som ikke er en del af den politiske beslutningsproces, "forudsat at de er skræddersyet til de opgaver, der skal udføres". Ombudsmanden mener, at sidstnævnte forbehold er entydigt uklart og tilsyneladende overlader Kommissionen et frit skøn med hensyn til anvendeligheden af meddelelserne på visse områder. Selv om den ikke specifikt rejste dette spørgsmål i sine påstande, henviste klageren gentagne gange til dem. Eftersom spørgsmålet om anvendeligheden af de nævnte meddelelser er uløseligt forbundet med de påstande og påstande, der skal undersøges i den foreliggende sag, tog Ombudsmanden dette aspekt op i sit forslag til mindelig løsning (jf. punkt 144 nedenfor).

Retlige rammer

22. Med hensyn til reglerne og principperne for Ombudsmandens vurdering af denne klage henvises til følgende bestemmelser.

23. Artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) har følgende ordlyd:

"Unionen respekterer i alle sine aktiviteter princippet om lighed mellem dens borgere, som nyder lige stor opmærksomhed fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. ..."

24. Artikel 11 i TEU har følgende ordlyd:

"1. Institutionerne giver på passende vis borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle Unionens arbejdsområder og for at diskutere dem offentligt.

2. Institutionerne fører en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet.

3. Europa-Kommissionen gennemfører brede høringer af de berørte parter for at sikre sammenhæng og gennemsigtighed i Unionens indsats.

25. I artikel 6, stk. 2, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik [6] hedder det, at "[h]vem der træffer afgørelser, skal tjenestemanden respektere den rimelige balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser."

26. I artikel 9 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik hedder det, at "[h]vis tjenestemanden træffer en afgørelse, tager han hensyn til alle relevante forhold og tillægger dem hver især deres vægt i afgørelsen, idet han dog udelukker ethvert irrelevant element fra at blive taget i betragtning."

27. Kommissionens meddelelse fra 2005 om en ramme for Kommissionens ekspertgrupper: Horisontale regler og det offentlige register"[7] (i det følgende benævnt "2005-rammen") indeholder "[M] inimum horisontale regler" om bl.a. sammensætning og udnævnelse af medlemmer af ekspertgrupper samt deres funktion. Den indeholder også bestemmelser om oprettelse af et offentligt register over ekspertgrupper.

28. Kommissionens meddelelse fra 2010 om en ramme for Kommissionens ekspertgrupper: Horisontale regler og offentligt register"[8] (i det følgende benævnt "2010-rammen"), ledsaget af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene [9], har til formål at forenkle og præcisere de bestemmelser, der blev indført med 2005-rammen, og fastsætter "Horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper" . Det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene indeholder:

- en oversigt over hovedtrækkene i Kommissionens register over ekspertgrupper og lignende enheder (bilag I)

- en standardafgørelse fra Kommissionen om nedsættelse af en ekspertgruppe (bilag II)

- en standardindkaldelse af ansøgninger vedrørende udvælgelse af eksperter, der udnævnes personligt (bilag III) og

- en ekspertgruppes standardforretningsorden (bilag IV).

29. Kommissionens meddelelse fra 2002 "Mod en stærkere hørings- og dialogkultur - Generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter"[10] ("minimumsstandarder for høringsmeddelelsen") indeholder en række generelle principper, som bør ligge til grund for Kommissionens forbindelser med interesserede parter, og fastsætter et sæt minimumsstandarder for Kommissionens høringsproces.

30. Kommissionens meddelelse fra 2002 om Kommissionens indsamling og anvendelse af ekspertise: Principper og retningslinjer"[11] ("Retningslinjer for indsamling og anvendelse af ekspertise") har til formål at identificere og fremme god praksis med hensyn til indsamling og anvendelse af ekspertise i alle faser af Kommissionens politikudformning.

31. Det europæiske åbenhedsinitiativ [12] omfatter lanceringen af databaser med oplysninger om rådgivende organer og ekspertgrupper, der rådgiver Kommissionen, og sigter mod en bred høring af interessenter og tilbundsgående konsekvensanalyser forud for lovgivningsforslag.

32. Hvidbogen om nye styreformer i EU [13] prioriterer a) udarbejdelse og offentliggørelse af minimumsstandarder for høring om EU's politik, b) oprettelse af partnerskabsordninger, der går videre end minimumsstandarderne på udvalgte områder, og c) forpligtelse af Kommissionen til yderligere høring til gengæld for flere garantier for de hørte organisationers åbenhed og repræsentativitet.

A. Påstand om ufuldstændigt register og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

33. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde fremlagt et fuldstændigt register over ekspertgrupper. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at medlemskabet af en række ekspertgrupper fortsat er uklart. Desuden er der ekspertgrupper, der slet ikke er opført i registret. Klageren hævdede, at Kommissionen burde færdiggøre sit register over ekspertgrupper ved at sikre, at det omfatter alle eksperter og alle ekspertgrupper.

34. I sin udtalelse henviste Kommissionen til den store indsats, den havde gjort for at sikre gennemsigtighed i forbindelse med ekspertgrupper. Efter vedtagelsen af rammebestemmelserne fra 2005 blev der i oktober 2005 lanceret et offentligt onlineregister over ekspertgrupper. Selv om registret blev ajourført regelmæssigt, havde det ikke altid været muligt at undgå faktuelle fejl eller forsinkelser i ajourføringen.

35. Kommissionen anførte, at rammebestemmelserne fra 2010 dannede grundlag for lanceringen af en ny og mere nøjagtig udgave af registret i december 2010. Siden 2007 har Kommissionen gradvist offentliggjort navnene på ekspertgruppens medlemmer. Selv om rammebestemmelserne fra 2005 kun indeholdt bestemmelser om offentliggørelse i forbindelse med formelle ekspertgrupper, var Kommissionen gået videre end dette tilsagn ved også at stille relevante oplysninger om uformelle grupper til rådighed. Kommissionen anførte videre, at "offentliggørelsen af ekspertgruppernes medlemskab af registret blev afsluttet i januar 2009. I lyset af disse omstændigheder fandt Kommissionen, at registret er fuldstændigt, og erklærede, at den var fast besluttet på at sikre, at alle ekspertgrupper og alle gruppemedlemmer offentliggøres, og at relevante oplysninger ajourføres regelmæssigt. Kommissionen anførte også, at den nye version af registret havde øget gennemsigtigheden, og påpegede, at "overgangen fra den gamle til den nye version af registret stadig er i gang, og at nogle af dataene derfor stadig mangler at blive valideret; Overgangen bør være afsluttet i løbet af de næste par måneder".

36. Kommissionen tilføjede, at den type oplysninger, der blev offentliggjort i registret, som forklaret i dens tidligere korrespondance med klageren afhang af gruppens medlemskab. Således offentliggjorde det individuelle navne ", når medlemmerne udnævnes på en nominativ måde". Hvis medlemmerne er organisationer eller medlemsstater, er det imidlertid navnene på organisationerne eller de berørte medlemsstater, der skal offentliggøres, eftersom disse og ikke de enkeltpersoner, der repræsenterer dem, skulle betragtes som medlemmer af gruppen. Ikke desto mindre anførte Kommissionen, at den undertiden går videre end denne ordning og også offentliggør individuelle navne på repræsentanter. Kommissionen påpegede endvidere, at den for medlemsstaternes vedkommende ofte offentliggør navnene på de berørte myndigheder i medlemsstaterne. Kommissionen henviste også til et bilag med specifikke oplysninger om en række ekspertgrupper, der forvaltes af følgende generaldirektorater: GD for Erhvervspolitik, GD for Landbrug, GD for Det Indre Marked og Tjenesteydelser, GD for Forskning, GD for Informationssamfundet, GD for Sundhed og Forbrugere, GD for Mobilitet og Transport, GD for Beskatning og Toldunion, GD for Miljø, GD for Energi, GD for Regionalpolitik, GD for Eurostat og GD for Økonomiske og Finansielle Anliggender.

37. I sine bemærkninger fremførte klageren, at Kommissionen fremsatte modstridende erklæringer med hensyn til registrets fuldstændighed. Selv om Kommissionen anførte, at den anså registret for at være fuldstændigt, påpegede den samtidig, at overgangen fra det gamle til det nye register var i gang og stadig krævede validering af relevante data for at være fuldstændig. I den givne sammenhæng henledte klageren opmærksomheden på en meddelelse, der vises, når der gives adgang til registret, og som har følgende ordlyd: "Registret er ved at blive rekonstrueret og omfatter på nuværende tidspunkt ikke alle Kommissionens ekspertgrupper og andre lignende enheder." På denne baggrund fremførte klageren, at Kommissionen ikke burde anse sit register for at være fuldstændigt. Klageren henviste også til erklæringer fremsat på et møde med Kommissionens Generalsekretariat, hvor det ifølge klageren blev anført, at registret aldrig ville være 100 % fuldstændigt, navnlig i betragtning af udsvingene i forbindelse med oprettelse og lukning af grupper. Klageren insisterede imidlertid på, at de gældende regler krævede fuld gennemsigtighed. Et register, der ikke er 100 % fuldstændigt eller fuldt ud pålideligt, vil derfor udgøre et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

38. Klageren anførte også, at et bilag til Kommissionens udtalelse indeholdt en liste over visse ekspertgrupper (f.eks. CARS 21 og CESAME2), som sammen med en række andre grupper ikke kunne findes i registret. Desuden fremgik det ikke klart af registret, om visse grupper, f.eks. den rådgivende gruppe for konkurrenceevne inden for bioteknologi, var blevet opløst eller blot var inaktive.

39. Desuden blev sammensætningen af ekspertgruppen "Propriété industrielle" slet ikke offentliggjort. Oplysningerne i registret om antallet af medlemmer af ekspertgrupper, der forvaltes af GD for Landbrug, svarede heller ikke til den tildeling af pladser, der er fastsat i beslutning 2004/391/EF.

40. Klageren var også af den opfattelse, at oplysningerne i registret om arten af de enheder, som ekspertgruppens medlemmer kommer fra, var vildledende. Klageren anførte f.eks., at lobbygrupper til tider blev betegnet som NGO'er eller internationale organisationer, mens et universitet blev anset for at falde ind under kategorien "virksomhed". Ifølge klageren ville disse uoverensstemmelser gøre det umuligt for offentligheden at vurdere og kontrollere ekspertgruppernes sammensætning. Klageren fremførte således, at Kommissionen burde indføre en fælles tilgang til kategorisering af interessegrupper.

41. Klageren mindede om, at Kommissionens Generalsekretariat skal godkende nedsættelsen af ekspertgrupper. Den fremførte, at en sådan godkendelse kun bør betragtes som gyldig, og at medlemmerne bør have tilladelse til at mødes, hvis alle relevante oplysninger om gruppen er blevet uploadet til registret senest en måned efter gruppens oprettelse. Ifølge klageren var det klart uacceptabelt, at en ekspertgruppe som CARS21 endnu ikke var blevet optaget i registret, selv om den var blevet oprettet for seks måneder siden. Klageren fremførte også, at Kommissionen klart bør meddele det tidspunkt, hvor overgangen af dataene er fuldstændig, og "[t] her ville ikke være nogen undskyldning efter dette tidspunkt for ikke at medtage alle ekspertgrupper"i registret. Klageren mente også, at registrets søgemaskiner ikke fungerer korrekt, og foreslog, at alle tilgængelige oplysninger blev lagt ind i én database i stedet for i et stort antal forskellige databaser.

Ombudsmandens foreløbige vurdering, der fører til et forslag til en mindelig løsning

Indledende bemærkning

42. I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse var klageren af den opfattelse, at Kommissionens udtalelser om, at registret er fuldstændigt, er ukorrekte og bør anses for at udgøre et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden mindede om, at påstanden her vedrører spørgsmålet om, hvorvidt registret er fuldstændigt, men ikke om, hvorvidt Kommissionens erklæringer i denne henseende er korrekte eller ej. Ombudsmanden var derfor nødt til at analysere, om klagerens påstand om, at Kommissionen ikke fremlagde et fuldstændigt register, er begrundet. Herved skulle hun tage hensyn til de erklæringer, som Kommissionen havde afgivet under undersøgelsen, og i det mindste implicit tage stilling til dem. Derudover mente Ombudsmanden imidlertid ikke, at det ville være nyttigt i denne undersøgelse at medtage spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen afgav korrekte udtalelser i denne henseende.

43. Klageren hævdede også, at sammensætningen af mange grupper er uklar, da tilhørsforholdet til medlemmer, der gør tjeneste som privatpersoner, ikke oplyses. Dette er f.eks. tilfældet med "Ekspertgruppen vedrørende Insolvenslovgivning" og "Det Europæiske Forum for Virksomhedsledelse". Da klageren fremsatte en særskilt påstand vedrørende udnævnelsen af eksperter i deres personlige egenskab, behandlede Ombudsmanden dette spørgsmål i forbindelse med undersøgelsen af denne påstand.

Ombudsmandens foreløbige vurdering

44. I henhold til artikel 1, stk. 2, i TEU skal beslutninger træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt. Med Lissabontraktatens ikrafttræden tog gennemsigtighedsprincippet yderligere fart, og i medfør af artikel 11 i TEU, som bl.a. kræver, at EU-institutionerne opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet, er det blevet yderligere anerkendt som en væsentlig bestanddel af de demokratiske principper, der styrer Unionens aktiviteter. Desuden knytter artikel 15, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) nu udtrykkeligt det, der er blevet til et generelt princip i EU-retten, til arbejdet i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. Desuden knytter det gennemsigtighed til det dobbelte mål om at fremme god regeringsførelse og sikre civilsamfundets deltagelse.

45. I meddelelsen om minimumsstandarder for høring, der blev vedtaget i 2002, anerkendte Kommissionen allerede, at "... for at høringsprocessen kan være meningsfuld og troværdig, er det vigtigt at præcisere, hvem der deltog i disse processer. " Det følger af denne meddelelse, at høringsprocessen derfor bør præcisere, hvem der høres, og hvilke interesser de hørte parter repræsenterer, for bl.a. at give den interesserede offentlighed mulighed for at vurdere, om den er inklusiv. Gennem rammebestemmelserne fra 2005 blev Kommissionens gennemsigtighedsforpligtelser yderligere skærpet ved at oprette registret og kræve "maksimal gennemsigtighed" med hensyn til Kommissionens formelle ekspertgrupper. Arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene [14], der ledsager rammen fra 2010, giver Kommissionens Generalsekretariat mandat til fortsat at forvalte registret på grundlag af data, der er indkodet af Kommissionens tjenestegrene og i tæt samarbejde med dem. Dette dokument har endvidere følgende ordlyd: "For at sikre gennemsigtighed er det afgørende, at de oplysninger, der stilles til rådighed i registret, er fuldt ud pålidelige. Alle tjenester bør regelmæssigt opdatere data."

46. Det følger af denne korte gennemgang af Kommissionens meddelelser på baggrund af princippet om gennemsigtighed, at Kommissionen har givet et klart og utvetydigt tilsagn om at tilvejebringe et register, der er både fuldstændigt og pålideligt. Som følge heraf kan borgerne med rette forvente, at de oplysninger, der stilles til rådighed i registret, er pålidelige, og at eventuelle ændringer i løbet af en ekspertgruppes eksistens og drift vil blive registreret i registret rettidigt.

47. Selv om klageren mente, at registret indeholder lakuner med hensyn til visse grupper, men også med hensyn til medlemskab af grupper, der allerede er opført på listen, var Kommissionen efter dens opfattelse af den opfattelse, at registret er fuldstændigt, men fastholdt også, at overgangen stadig var i gang. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens bemærkninger om registrets tilstand på tidspunktet for afgivelsen af dens udtalelse ikke var let forenelige med hinanden. Faktisk synes det erklærede behov for overgang, der indebærer indførelse af yderligere oplysninger i registret, at udelukke konklusionen om, at registret er fuldstændigt. Under alle omstændigheder fremgik det samlet set af Kommissionens erklæringer, at der på det tidspunkt, hvor den afgav sin udtalelse, stadig var behov for yderligere arbejde for at færdiggøre registret.

48. Det følger heraf, at klagerens opfattelse af, at registret ikke var fuldstændigt, blev bekræftet af Kommissionens egne erklæringer. I den givne sammenhæng henledte Ombudsmanden også opmærksomheden på, at søgeformularen til registret så sent som i begyndelsen af 2012 indeholdt følgende ansvarsfraskrivelse: "Registret er ved at blive rekonstrueret og omfatter indtil videre ikke alle Kommissionens ekspertgrupper og andre lignende enheder." Der kan således ikke herske tvivl om, at Kommissionen i det mindste så sent som i begyndelsen af 2012 selv mente, at registret ikke indeholdt en liste over alle Kommissionens ekspertgrupper og andre lignende enheder. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at klageren i sine bemærkninger pegede på konkrete eksempler, der tydede på, at oplysningerne i registret i modsætning til de tilsagn, som Kommissionen havde afgivet, ikke var fuldstændige.

49. Ombudsmanden fandt det bemærkelsesværdigt, at i) ovennævnte ansvarsfraskrivelse på tidspunktet for fremsættelsen af forslaget om en mindelig løsning ikke længere fremgik af registrets søgeformular. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at ii) der i mellemtiden var foretaget visse forbedringer med hensyn til omfanget af oplysningerne i registret. Klageren påpegede således f.eks., at det ikke var klart, om "Legal Certainty Group" stadig var aktiv, da den ikke fremgik af registret. På det tidspunkt, hvor Ombudsmanden fremsatte et mindeligt løsningsforslag til Kommissionen, registrerede registret imidlertid gruppen vedrørende retssikkerhed som en lukket ekspertgruppe og beskrev i overensstemmelse med detaljeringsgraden i forhold til andre grupper dens medlemskab. Klageren påpegede ligeledes, at "CARS 21"-grupperne ikke var opført i registret. På tidspunktet for fremsættelsen af forslaget om en mindelig løsning blev "CARS 21-gruppen på højt plan" imidlertid opført som en ekspertgruppe, der var stillet i bero. I den givne sammenhæng bemærkede Ombudsmanden med tilfredshed, at søgeformularen ikke kun gør det muligt at søge efter aktive grupper, men også efter dem, der er "lukket" eller "i venteposition". Ombudsmanden fandt endvidere Kommissionens beslutning om kun at offentliggøre individuelle navne for så vidt angår medlemskab af grupper rimelig, hvis medlemmerne udnævnes på en nominativ måde, men ikke i tilfælde af organisationer eller medlemsstater, der er medlemmer.

50. Der var dog stadig tilfælde af grupper, som endnu ikke figurerer i registret. Som eksempel kan nævnes, at "Den Rådgivende Gruppe vedrørende Energi 2050-køreplanen", som klageren henviste til, og som syntes at have afsluttet sin mission [15], ikke var opført i registret. Det samme syntes at være tilfældet for den rådgivende gruppe "Konkurrenceevne inden for bioteknologi", som ikke var opført i registret.

51. Ombudsmanden bemærkede, at klageren navnlig i sine bemærkninger henviste til mange andre grupper, som ifølge Ombudsmanden ikke var opført i registret. Hun mente, at det ville være vanskeligt for Ombudsmanden at påtage sig den tidskrævende og besværlige opgave at foretage en omfattende og systematisk kontrol af registret med henblik på at vurdere dets fuldstændighed. Under alle omstændigheder ville det imidlertid ikke være nyttigt at foretage en sådan kontrol i den foreliggende sag, hvor de ovenfor gennemgåede eksempler i) ud over de fremskridt, der er gjort på visse områder, afslører klare mangler med hensyn til registrets fuldstændighed og ii) antyder, at registret også er ufuldstændigt for så vidt angår andre grupper. Manglen på et fuldstændigt register til trods for Kommissionens tilsagn i denne henseende tydede på et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden tog derfor dette aspekt op i nedenstående forslag til mindelig løsning.

52. Ombudsmanden noterede sig endvidere klagerens synspunkt om, at Kommissionens kategorisering af visse af de enheder, som ekspertgruppens medlemmer kommer fra, er vildledende. Samtidig indså hun, at det kan være en kompleks opgave for Kommissionen at kategorisere en bestemt organisation. Det forekommer f.eks. ikke utænkeligt, at en NGO faktisk oprettes af en industri med henblik på at fremme en særlig interesse. Dette kan naturligvis give anledning til spørgsmål om korrekt kategorisering. På samme måde kan der være tvivl om en passende kategorisering af forskningscentre, der drives og finansieres af industrien. Uanset disse kompleksiteter fandt Ombudsmanden det nyttigt for Kommissionen at overveje at definere kriterier for forskellige kategorier af enheder for at sikre, at de relevante oplysninger i registret er korrekte og hensigtsmæssige. I betragtning af at et fuldstændigt og pålideligt register skal bygge på en korrekt kategorisering af de enheder, som medlemmer af ekspertgrupper er tilknyttet, tog Ombudsmanden også dette aspekt op i forslaget om en mindelig løsning.

53. I sine bemærkninger var klageren også af den opfattelse, at registrets søgemaskiner ikke fungerer korrekt, og foreslog, at alle tilgængelige oplysninger blev lagt ind i én database i stedet for et stort antal forskellige databaser. Selv om det viste sig, at klageren endnu ikke havde rejst dette aspekt over for Kommissionen, opfordrede Ombudsmanden Kommissionen til at tage hensyn hertil, når den overvejede forslaget om en mindelig løsning.

54. Ombudsmanden forstod endelig, at ekspertgrupper ifølge klageren kun bør have tilladelse til at mødes, hvis og når alle relevante oplysninger er blevet uploadet i registret inden for en måned efter en given gruppes oprettelse. Ombudsmanden delte fuldt ud klagerens underliggende antagelse om, at registrets fuldstændighed også kræver, at ajourføringer vedrørende nye grupper eller grupper, der allerede er i drift, foretages rettidigt. Samtidig var hun i tvivl om, hvorvidt den foranstaltning, som klageren havde foreslået, i tilstrækkelig grad ville løse problemet. Det vil navnlig ikke bidrage til aktualiteten af ajourføringer i forhold til eksisterende koncerner. Bortset fra dette bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at artikel 4, stk. 4, i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper, der er knyttet som bilag til 2010-rammen, fastsætter følgende: "En tjenestegren i Kommissionen, der ønsker at nedsætte en uformel ekspertgruppe, indgiver en anmodning til Generalsekretariatet via registret. Hvis alle relevante oplysninger er fremlagt, giver Generalsekretariatet formel tilladelse til nedsættelse af ekspertgruppen..." Det viste sig derfor, at Generalsekretariatet i de tilfælde, der er omfattet af regel 4, stk. 4, i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper, har alle de oplysninger, der er nødvendige for at blive opført i registret, inden der gives formel godkendelse til nedsættelse af ekspertgruppen.

B. Påstand om utilstrækkelig gennemsigtighed og relaterede krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

55. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke sikrede tilstrækkelig gennemsigtighed i ekspertgruppernes arbejde. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at i) Kommissionen ikke giver offentligheden de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere interessenternes samlede deltagelse og inddragelse i en given sag, ii) Kommissionen offentliggør ikke en samlet oversigt over møderne og har ikke et websted, der samler alle hørings- og ekspertsøgningsaktiviteter vedrørende de forskellige politiske og lovgivningsmæssige initiativer, og iii) for langt de fleste ekspertgruppers vedkommende er dagsordener og referater ikke tilgængelige online via links, der forbinder registret over ekspertgrupper med det pågældende generaldirektorats websider. Klageren hævdede, at Kommissionen bør sikre passende gennemsigtighed i ekspertgruppernes arbejde ved at offentliggøre afholdte møder og give links til dagsordener og referater samt andre relevante oplysninger såsom erklæringer om offentlige interesser og interessekonflikter.

56. I sin udtalelse anførte Kommissionen, at "Kommissionens kompetente tjenestegrene i mange tilfælde på internettet via særlige websider har givet relevante oplysninger om ekspertgruppernes aktiviteter, herunder dagsordener, referater og diskussionsdokumenter" samt om andre initiativer, der supplerer ekspertgruppernes arbejde. I et bilag til sin udtalelse fremlagde Kommissionen yderligere oplysninger om sine aktiviteter med henblik på at sikre gennemsigtighed i ekspertgruppernes aktiviteter.

57. Kommissionen anførte endvidere, at rammebestemmelserne fra 2010 har til formål at øge gennemsigtigheden ved navnlig at fastsætte, at dens tjenestegrene skal sikre, at oplysninger om de aktiviteter, der udføres af disse grupper, offentliggøres direkte i registret eller via et link i registret til et særligt websted. Kommissionen understregede sit tilsagn om at sikre, at alle berørte tjenester opfylder dette krav korrekt.

58. Kommissionen var af den opfattelse, at offentliggørelse i registret af a) de skriftlige erklæringer, der forpligter de eksperter, der underskriver dem, til at handle i offentlighedens interesse, samt b) erklæringer om enhver skade på deres uafhængighed ikke ville tilføje værdifulde oplysninger, da eksperter normalt underskriver standarderklæringer. I betragtning af det store antal berørte eksperter og de begrænsede ressourcer, der er til rådighed, forekommer offentliggørelsen af disse oplysninger desuden unødvendig og uforholdsmæssig. Kommissionen tilføjede, at rammebestemmelserne fra 2010 ikke længere kræver, at eksperter underskriver ovennævnte erklæringer. I stedet fastsættes det i regel 9, stk. 1, i rammebestemmelserne fra 2010, at de relevante tjenestegrene i Kommissionen skal underrette de eksperter, der er udpeget i deres personlige egenskab, om, at de ved at acceptere at være medlemmer af gruppen forpligter sig til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. Kommissionens tjenestegrene underretter også disse eksperter om, at de kan udelukkes fra gruppen eller fra et specifikt møde i gruppen, hvis der opstår en interessekonflikt. Kommissionen understregede sit tilsagn om at sikre, at alle berørte tjenestegrene overholder disse krav.

59. I sine bemærkninger tog klageren Kommissionens holdning til gennemsigtigheden af ekspertgruppens aktiviteter i overensstemmelse med rammebestemmelserne fra 2010 til efterretning. Samtidig fastholdt klageren, at en stikprøvekontrol i registret bekræftede, at hyperlinkene deri i de fleste tilfælde kun gav generelle oplysninger om den respektive politik, men ikke referater eller dagsordener for ekspertgruppemøder. Klageren gav også udtryk for bekymring over, at disse dokumenter i henhold til rammebestemmelserne fra 2010 ville blive fremlagt, når "det er muligt" , hvilket gav Kommissionen en ubegrænset skønsbeføjelse til ikke at offentliggøre dem. Efter klagerens opfattelse var dette desuden i strid med retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise, hvori det hedder, at "de vigtigste dokumenter i forbindelse med anvendelsen af ekspertise om et politisk spørgsmål, og navnlig om selve rådgivningen, bør gøres tilgængelige for offentligheden". Klageren henviste også til hvidbogen om nye styreformer i EU, ifølge hvilken "[d]emokratiet afhænger af, at folk kan deltage i den offentlige debat. For at kunne gøre dette skal de have adgang til pålidelige oplysninger om europæiske spørgsmål og være i stand til at kontrollere den politiske proces i dens forskellige faser".

60. Desuden hævdede klageren, at registret ikke indeholder links i forbindelse med visse grupper, f.eks. "ekspertgruppen om markedsinfrastruktur". Ifølge klageren forklarede Kommissionen desuden ikke, hvordan den sikrer gennemsigtighed med hensyn til de forskellige typer høringer, den gennemfører om et givet spørgsmål.

61. Klageren konkluderede, at Kommissionen ikke giver adgang til referater og dagsordener for langt de fleste ekspertgrupper, hvilket ifølge klageren udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Med hensyn til sin påstand fremførte klageren, at dagsordener, referater og bidrag fra medlemmer af ekspertgrupper bør leveres via linkene til de relevante generaldirektoraters websteder i registret, "undtagen under særlige omstændigheder som fastsat i lovgivningen (sikkerhed osv.)". Kommissionen bør også give oplysninger om alle de høringsmetoder, den anvender på et bestemt område.

Ombudsmandens foreløbige vurdering, der fører til et forslag til en mindelig løsning

62. Ombudsmanden mindede indledningsvis om, at denne undersøgelse vedrører sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion. I sin påstand i den foreliggende sag hævdede klageren, at der manglede gennemsigtighed med hensyn til Kommissionens ekspertgruppers funktion. Samtidig syntes klageren imidlertid i visse af sine argumenter at gå videre end spørgsmålet om gennemsigtighed i disse gruppers drift. Klageren hævdede således f.eks., at der er manglende gennemsigtighed med hensyn til interessenternes samlede deltagelse og inddragelse i givne politiske spørgsmål. Klageren henviste også til, hvad den anså for at være en mangel på et samlet overblik over hørings- og ekspertisesøgningsaktiviteter. I betragtning af undersøgelsens fokus og i betragtning af den store bredde af visse af klagerens understøttende argumenter, som går ud over, hvad der allerede er et bredt og komplekst spørgsmål i sig selv, nemlig gennemsigtighed i Kommissionens ekspertgruppers funktion, tog Ombudsmanden i det følgende kun hensyn til de understøttende argumenter, som svarer til klagerens påstand om manglende gennemsigtighed i Kommissionens ekspertgruppers funktion.

63. Som følge heraf var Ombudsmanden nødt til at undersøge, om Kommissionen, navnlig gennem registret, har stillet tilstrækkelige oplysninger til rådighed om i) interessenters deltagelse og inddragelse i ekspertgrupper, og ii) møder afholdt af ekspertgrupper, herunder dagsordener og referater.

64. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU blandt de foranstaltninger, som Kommissionen skal træffe, nævner offentliggørelsen af "... retningslinjer for indsamling og anvendelse af ekspertrådgivning i Kommissionen for at sikre ansvarlighed, pluralisme og integritet i anvendelsen af ekspertise. Dette bør omfatte offentliggørelse af den ydede rådgivning."[16]

65. I 2002-retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise defineres visse centrale principper og retningslinjer, der gælder, "når Kommissionens tjenestegrene indsamler og anvender rådgivning fra eksperter, der ikke kommer fra den ansvarlige tjenestegren". Ifølge retningslinje 13 i denne meddelelse"bør de vigtigste dokumenter i forbindelse med anvendelsen af ekspertise på et politisk område, og navnlig selve rådgivningen, gøres tilgængelige for offentligheden så hurtigt som muligt, uden at der gøres nogen undtagelse fra retten til aktindsigt."

66. Ombudsmanden mindede endvidere om, at de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper, der er knyttet som bilag til rammen fra 2010, indeholder detaljerede regler om ekspertgruppers gennemsigtighed. I henhold til artikel 17, stk. 1, skal alle Kommissionens ekspertgrupper og lignende enheder " offentliggøres i registret". Selv om artikel 17, stk. 2, kun indeholder en forpligtelse for Kommissionens tjenestegrene til at give "de oplysninger, der kræves i registret" , uden at definere disse oplysninger, er de oplysninger, der skal offentliggøres, ikke begrænset til sammensætningen af en ekspertgruppe. Dette bliver tydeligt, når artikel 17 i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper sammenholdes med artikel 18 i disse regler, som indeholder særlige bestemmelser om offentliggørelse af navnene på ekspertgruppens medlemmer. Den samme konklusion fremgik af ovennævnte retningslinje 13 i retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise, som udvider kravene om offentliggørelse til at omfatte de vigtigste dokumenter og selve rådgivningen. Ombudsmanden forstod således henvisningen til "oplysninger, der kræves i registret" bredt som omfattende oplysninger om ekspertgruppernes sammensætning samt om deres arbejde, herunder resultatet af deres drøftelser. Denne forståelse blev bekræftet af Kommissionens egen praksis, der er eksemplificeret ved registret, som for hver af de anførte grupper indeholder forskellige faneblade med følgende overskrifter: "Detaljer", "Yderligere oplysninger", "Undergrupper", "Statistikker" og "Medlemmer".

67. Afslutningsvis og navnlig under hensyntagen til artikel 15, stk. 1, i TEUF fandt Ombudsmanden, at Kommissionen har forpligtet sig til at give detaljerede oplysninger om både i) ekspertgruppernes sammensætning og ii) deres funktion. Med hensyn til sidstnævnte type oplysninger er Kommissionens tilsagn betinget af, at der ikke findes en "undtagelse fra retten til aktindsigt". Ombudsmanden forstod dette således, at Kommissionen bør offentliggøre relevante oplysninger, medmindre der foreligger behørigt begrundede årsager til hemmeligholdelse. Det syntes nyttigt at tilføje, at undtagelser fra den generelle forpligtelse til gennemsigtighed bør fortolkes snævert.

68. Ved anvendelsen af ovennævnte principper på oplysningerne fra Kommissionen bemærkede Ombudsmanden, at klageren i sine bemærkninger bl.a. henviste til "Ekspertgruppen vedrørende Markedsinfrastruktur" for at støtte sin opfattelse af, at niveauet af oplysninger fra Kommissionen er utilstrækkeligt. I det følgende tog Ombudsmanden denne gruppe som et eksempel og vurderede de fremlagte oplysninger i forbindelse hermed, inden han nåede frem til mere generelle konklusioner.

69. Registret indeholder en liste over "ekspertgruppen vedrørende markedsinfrastruktur" under kategorien lukkede ekspertgrupper. Under fanebladet "Detaljer" giver Kommissionen, ud over en generel beskrivelse af medlemskabet, grundlæggende oplysninger om gruppens mission, opgave og startdato for dens aktiviteter. Under fanen "Yderligere oplysninger" kan du finde oplysninger om udvælgelsen af medlemmer og gruppens interne forretningsorden. Hvad angår de møder, der afholdes af denne gruppe, findes der et hyperlink til webstedet for Generaldirektoratet for det Indre Marked, som indeholder yderligere hyperlinks til dagsordener, deltagerlister og »resuméer« vedrørende de møder, der afholdes af gruppen. Fanen "Undergrupper" registrerer, at der ikke er tildelt undergrupper til gruppen, og fanen "Statistik" giver generelle statistiske oplysninger, f.eks. om kønsfordelingen blandt gruppens medlemmer. Endelig indeholder fanebladet "Medlemmer" en liste over alle medlemmer, der udnævnes personligt, med angivelse af deres navne og tilhørsforhold samt de organisationer, der har observatørstatus.

70. Ovenstående beskrivelse viste, at omfanget af de oplysninger, der blev offentliggjort i registret for så vidt angår "ekspertgruppen vedrørende markedsinfrastruktur", i det store og hele syntes at være tilfredsstillende og i overensstemmelse med de tilsagn, som Kommissionen havde givet. Der var imidlertid to aspekter, der krævede yderligere bemærkninger.

71. Hvad for det første angår referaterne af denne gruppes møder syntes de "sammenfattende rapporter", der blev offentliggjort på webstedet for Generaldirektoratet for det Indre Marked, kun at give et meget groft overblik over gruppens arbejde, hvilket ikke gør det muligt for brugeren at få tilstrækkeligt kendskab til gruppens faktiske arbejde. Derimod syntes dokumentationen af arbejdet i andre grupper, såsom CESAME 2 (ekspertgruppen for rådgivning og overvågning vedrørende clearing og afvikling) eller FISCO (gruppen for finanspolitisk overholdelse), at være langt mere detaljeret og giver borgerne mulighed for at gøre sig indgående bekendt med forskellige synspunkter og holdninger, der blev udvekslet på et givet møde. Ombudsmanden fandt, at hun ikke behøvede at foretage en omfattende og systematisk analyse af oplysningerne i registret for hver af de anførte ekspertgrupper for at nå frem til den konklusion, at eksemplet fra "Ekspertgruppen vedrørende Markedsinfrastruktur" mere generelt tydede på, at Kommissionen i modsætning til de ovenfor gennemgåede tilsagn ikke gjorde mødereferater og/eller mødereferater tilstrækkeligt detaljerede i registret. Dette kan udgøre et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden tog derfor dette aspekt op i nedenstående forslag til mindelig løsning.

72. For det andet er der ikke adgang til erklæringer om offentlige interesser og interessekonflikter fra gruppens medlemmer via registret. I den forbindelse noterede Ombudsmanden sig Kommissionens holdning om, at rammen fra 2010 ikke længere kræver, at eksperter underskriver sådanne erklæringer, og at offentliggørelse af standarderklæringer ville være unødvendig og uforholdsmæssig. Selv om fraværet af et krav om at underskrive erklæringer i henhold til rammebestemmelserne fra 2010 ikke ville forhindre Kommissionen i at offentliggøre erklæringer, der er indgivet til den i overensstemmelse med de tidligere regler, eller i at fremhæve det forhold, at et bestemt medlem har indgivet en standarderklæring, mente Ombudsmanden, at en sådan offentliggørelsespraksis kunne give anledning til misforståelser om kravene til indgivelse af erklæringer i henhold til de nuværende regler. Hun fandt derfor Kommissionens holdning rimelig.

C. Påstand om manglende indførelse af bedste praksis og dertil knyttede påstande

Argumenter forelagt Ombudsmanden

73. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke på ensartet vis havde vedtaget bedste praksis vedrørende repræsentanter for industrien, der udnævnes til ekspertgrupper i deres personlige egenskab. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at i) Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den potentielle interessekonflikt for repræsentanter for industrien, der handler i deres personlige egenskab, og ii) en (potentiel) interessekonflikt ikke kan opvejes af en erklæring om varetagelse af offentlighedens interesser. Klageren hævdede, at Kommissionen i alle andre GD'er konsekvent burde anvende princippet i GD SANCO's retningslinjer vedrørende interessekonflikter, nemlig at en person, der er kendt for at arbejde for en organisation med en særlig interesse i et bestemt politisk spørgsmål, ikke bør udnævnes til en ekspertgruppe, der rådgiver Kommissionen.

74. I sin udtalelse anførte Kommissionen, at medlemmerne af ekspertgrupper " primært udvælges på grundlag af de færdigheder og den ekspertise, der er nødvendig for på den mest effektive måde at opfylde den specifikke gruppes mandat. I den forbindelse kan der søges deltagelse af medlemmer fra branchen i forhold til den opgave, som gruppen skal udføre. Eventuelle interessekonflikter håndteres enten i udvælgelsesfasen gennem en tilbundsgående analyse af ansøgernes tidligere erhvervserfaring, herunder etisk adfærd, og/eller ved udnævnelsen gennem obligatorisk offentliggørelse af eventuelle interesser, der kan skade ekspertens uafhængighed og den formelle forpligtelse til at handle i offentlighedens interesse.

75. Kommissionen gentog, at rammen fra 2010 indeholder klarere og stærkere horisontale regler, der gælder for alle ekspertgrupper, om håndtering af interessekonflikter. Kommissionen anførte endvidere, at GD SANCO havde udarbejdet et oplæg om, hvordan ovennævnte politik kunne gennemføres på det specifikke område, der henhører under dets ansvarsområde. I modsætning til, hvad klageren havde foreslået, indeholdt det relevante dokument fra GD SANCO imidlertid ingen retningslinjer fra det pågældende GD om interessekonflikter, men var i stedet et diskussionsdokument udarbejdet af interessentdialoggruppen i april 2008. Det relevante dokument indebar ikke nogen særlig opfølgning og var ikke en formel erklæring om GD SANCO's politik vedrørende interessekonflikter.

76. I sine bemærkninger til udnævnelsen af eksperter i deres personlige egenskab mindede klageren om, at udvælgelsen af eksperter i henhold til 2010-rammen skal foretages på en sådan måde, at interessekonflikter undgås. Rammebestemmelserne fra 2010 fastsætter desuden, at eksperter, der udnævnes i deres personlige egenskab, ved at acceptere at fungere som medlemmer af gruppen forpligter sig til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. De kan udelukkes fra gruppen eller et specifikt møde heri, hvis der opstår en interessekonflikt. På denne baggrund mente klageren, at rammebestemmelserne fra 2010 var i modstrid med udtalelserne i Kommissionens udtalelse og i tidligere kontakter med klageren.

77. Mere specifikt anførte klageren, at Kommissionens ansatte på møder med klageren havde påpeget, at det ville gøre det vanskeligt at finde eksperter med den nødvendige tekniske ekspertise, hvis personer, der arbejder for industrien, blev udelukket fra udnævnelse i deres personlige egenskab. Samtidig havde Kommissionens ansatte også erkendt, at ansatte i virksomheder var forpligtet til at støtte deres virksomheds interesser, og at det ikke var logisk at antage, at ansatte i virksomheder ville tilsidesætte deres virksomheders interesser, når de deltog i en ekspertgruppe. Klageren fandt bekræftelse for sidstnævnte punkt i en videnskabelig undersøgelse. Ifølge klageren var det helt legitimt og logisk, at Kommissionen baserede sig på den tekniske ekspertise hos de personer, der var ansat i industrien. Kommissionen bør dog anerkende, at det i modsætning til, hvad rammebestemmelserne fra 2010 går ud fra, er helt umuligt, at disse personer handler "uafhængigt og i offentlighedens interesse" . Som følge heraf bør Kommissionen aldrig udnævne eksperter fra industrien personligt, men i stedet som eksperter og interessenter under hensyntagen til behovet for at opretholde en balance mellem forskellige typer interesser. Der var derfor en modsætning mellem undgåelse af interessekonflikter som krævet i rammebestemmelserne fra 2010 og Kommissionens praksis med at udpege repræsentanter for industrien som uafhængige medlemmer.

78. Under henvisning til OECD's definition af en interessekonflikt anførte klageren, at virksomhedsrepræsentanter, der var udnævnt personligt, stod over for en interessekonflikt, da de kunne udnytte deres medlemskab til gavn for deres industri.

79. Klageren bemærkede, at Kommissionen i sine kontakter inden indgivelsen af denne klage havde anført, at eksperter, der var udnævnt i deres personlige egenskab, skulle underskrive skriftlige erklæringer om, at a) de ville handle i offentlighedens interesse, b) at ingen af deres interesser ville skade deres uafhængighed, og c) at overtrædelse af disse vilkår kunne føre til, at de blev udelukket fra gruppen. Denne tilgang var imidlertid aldrig blevet gennemført. Klageren forklarede, at den efter en anmodning om aktindsigt havde fået aktindsigt i relevante erklæringer fra medlemmerne af otte ekspertgrupper, der forvaltes af GD MARKT. Selv om der manglede relevante erklæringer fra mange eksperter, blev sidstnævnte ikke udelukket fra gruppen.

80. Klageren påpegede endvidere, at rammebestemmelserne fra 2010 ifølge Kommissionen ikke længere kræver, at medlemmer af ekspertgrupper underskriver relevante erklæringer. I stedet anførte Kommissionen, at eventuelle interessekonflikter håndteres i udvælgelsesfasen og på tidspunktet for udnævnelsen af eksperter gennem en obligatorisk offentliggørelse af eventuelle skadelige interesser. Med hensyn til disse aspekter påpegede klageren, at i) rammebestemmelserne fra 2010 ikke nævner en "obligatorisk fremlæggelse af oplysninger om eventuelle interesser". Under alle omstændigheder bør reglerne omfatte en sådan obligatorisk offentliggørelse for alle erhvervsmæssige og pro bono-aktiviteter, som bør være offentligt tilgængelige. Klageren pegede desuden på ii) en bestemt NGO's deltagelse i to ekspertgrupper. Udvælgelsesprocessen i forbindelse med den pågældende NGO omfattede en tilbundsgående analyse af den enkelte ansøgers tidligere erhvervserfaring gennem en række interviews. Det var imidlertid uklart, om udvælgelsesproceduren var lige streng for alle ansøgere. Ifølge klageren havde Kommissionen ikke givet nogen indikation af nogen seriøs proces for vurdering af potentielle interessekonflikter hos eksperter, der var udnævnt i deres personlige egenskab, inden den traf afgørelse om sammensætningen af en ekspertgruppe. Kommissionen burde endelig have (iii) udelukket de eksperter, der ikke underskrev relevante erklæringer, fra ekspertgrupperne.

81. Klageren anførte også, at det var helt normalt, at eksperter ikke ønskede at underskrive "en irrationel og falsk erklæring om, at de er uafhængige, når det er så klart, at de ikke er det ". Ifølge klageren var dette endnu et argument for, at Kommissionen skulle ophøre med at udnævne eksperter tilknyttet erhvervsgrenen i deres personlige egenskab. I den givne sammenhæng påpegede klageren, at Kommissionens Generalsekretariat havde udvist en vis åbenhed med hensyn til klagerens holdning om, at "virksomhedsmedlemmer af ekspertgrupper enten bør registreres på vegne af den virksomhed, de arbejder for, eller bør repræsentere en bestemt sektor". Ifølge klageren havde en ansat i Kommissionens Generalsekretariat erklæret, at Kommissionen ikke ville godkende grupper, hvor medlemmernes baggrund ikke er klart nævnt. For eksisterende grupper var situationen imidlertid mere kompleks og ville tage nogen tid at ændre. Klageren påpegede, at den ikke ville acceptere en "gradvis ændring" på dette område, da Kommissionens nuværende praksis ikke havde noget grundlag i de gældende regler og var vildledende for offentligheden. Klageren henledte også opmærksomheden på, at Kommissionens praksis var blevet kritiseret af visse medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) under en plenardebat i februar 2011. Desuden havde en gruppe medlemmer af Europa-Parlamentet i et nyligt brev til to kommissærer anmodet Kommissionen om at udvikle procedurer for ikke at give personer med særlige interesser mulighed for at deltage i ekspertgrupper i deres personlige egenskab.

82. Klageren fremlagde endelig en liste over 19 ekspertgrupper, hvor "de nuværende regler om interessekonflikter klart overtrædes, idet repræsentanter for industrien udnævnes "i deres personlige egenskab". "Klageren tilføjede, at dette sandsynligvis også var tilfældet for mange flere ekspertgrupper.

83. I sine bemærkninger til Kommissionens erklæringer vedrørende dokumentet fra GD SANCO accepterede klageren Kommissionens forklaringer om, at dokumentet kun var et diskussionsdokument. Samtidig mente klageren, at principperne i dette dokument "går i den rigtige retning" og påpegede, at dette synspunkt også var blevet støttet af ovennævnte MEP'er. Således bør enkeltpersoner, der arbejder for virksomheder og lobbygrupper, aldrig udnævnes personligt, men kun som interessenter. Klageren mente, at bestemmelserne i rammebestemmelserne fra 2010 vedrørende interessekonflikter bør præciseres og styrkes. I stedet for at henvise til behovet for at undgå interessekonflikter i forbindelse med udvælgelsen af eksperter bør de anføre, at " under udvælgelsen af eksperter bør risici for potentielle interessekonflikter vurderes nøje, og eksperter med høj risiko bør udelukkes". I stedet for at give mulighed for at udelukke eksperter, der udnævnes personligt, hvis der opstår en interessekonflikt, bør reglerne desuden fastsætte, at eksperter "udelukkes fra grupperne, hvis de har en interessekonflikt" . Endelig bør erklæringer om faglige aktiviteter fra eksperter, der handler i deres personlige egenskab, være tilgængelige via registret, og de relevante regler bør indeholde bestemmelser herom.

Ombudsmandens vurdering

84. Ombudsmanden bemærkede, at klagerens påstand vedrører udnævnelsen til ekspertgrupper i personlig egenskab af repræsentanter, der er tilknyttet en industri. I betragtning af, at klagerens påstand vedrørende denne påstand henviser til personer, der er tilknyttet organisationer med en personlig interesse, gik Ombudsmanden i den efterfølgende vurdering ud fra sidstnævnte begreb, idet en organisation, der besidder en personlig interesse i en given politik, ikke nødvendigvis er et selskab eller en erhvervsvirksomhed.

85. I artikel 4, stk. 2, i Kommissionens standardafgørelse, der er knyttet som bilag til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene [17] (i det følgende benævnt »standardafgørelsen«), skelnes der udtrykkeligt mellem medlemmer af ekspertgrupper, der udnævnes personligt, og medlemmer, der udnævnes til at repræsentere en interesse. For så vidt angår den tidligere kategori af medlemmer fastsættes det i artikel 4, stk. 7, i standardafgørelsen, at de skal handle uafhængigt og i almenhedens interesse. Desuden kræves det i artikel 4, stk. 8, i standardafgørelsen, at deres navne offentliggøres i registret.

86. Retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise indeholder følgende erklæring: Det er en truisme, at ingen er helt 'uafhængig'. Ikke desto mindre bør eksperter så vidt muligt forventes at handle uafhængigt. Eksperter kan naturligvis stadig bringe til bordet viden, de besidder i kraft af deres tilhørsforhold eller nationalitet: Faktisk kan eksperter undertiden udvælges af netop denne grund. Ikke desto mindre er målet at minimere risikoen for, at særinteresser forvrider den tilbudte rådgivning ved at indføre praksis, der fremmer integritet, ved at gøre afhængighed eksplicit og ved at anerkende, at nogle afhængighedsforhold - der varierer fra udstedelse til udstedelse - kan påvirke den politiske proces mere end andre."[18] Ifølge retningslinje 12 bør eksperter straks erklære enhver direkte eller indirekte interesse i det pågældende spørgsmål samt eventuelle relevante ændringer, efter at arbejdet er påbegyndt.

87. Regel 9 i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper, der er knyttet som bilag til rammen fra 2010, indeholder detaljerede regler for udvælgelse og udnævnelse af medlemmer af ekspertgrupper, der skal udpeges i deres personlige egenskab. Det er værd at citere dem fuldt ud:

"Udvælgelsesproces og udnævnelse af medlemmer

Når ekspertgruppens medlemmer udpeges af Kommissionen eller dens tjenestegrene, finder følgende bestemmelser anvendelse:

(1) Når individuelle eksperter udnævnes i deres personlige egenskab, udvælges de efter en udvælgelsesproces, der sikrer et højt ekspertiseniveau og så vidt muligt geografisk og kønsmæssig balance under hensyntagen til ekspertgruppens specifikke opgaver og den type ekspertise, der kræves. Desuden skal udvælgelsen af eksperter foretages på en sådan måde, at interessekonflikter undgås.

Uden at det berører de særlige udvælgelsesprocedurer, der er fastsat i Kommissionens afgørelser om nedsættelse af ekspertgrupper, skal offentlige indkaldelser af ansøgninger anvendes, så vidt det med rimelighed er praktisk muligt. Med henblik herpå anvender Kommissionens tjenestegrene standardmodellen for indkaldelse af ansøgninger til udvælgelse af eksperter, der udnævnes personligt af Generalsekretariatet. Tjenesteydelser kan afvige fra skabelonen eller supplere den, hvis det er begrundet i specifikke krav.

Hvis en indkaldelse af ansøgninger ikke med rimelighed kan gennemføres (f.eks. hvis der kræves meget specifik ekspertise), foretages valget af eksperter på grundlag af objektivt verificerbare kriterier.

De berørte tjenestegrene i Kommissionen underretter de eksperter, der udnævnes i deres personlige egenskab, om, at de ved at acceptere at være medlemmer af gruppen forpligter sig til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. Kommissionens tjenestegrene underretter også disse eksperter om, at de kan udelukkes fra gruppen eller fra et specifikt møde i gruppen, hvis der opstår en interessekonflikt."

88. Modellen "Indkaldelse af ansøgninger med henblik på udvælgelse af eksperter, der udnævnes personligt", der er knyttet som bilag til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene [19], indeholder følgende bestemmelser: "Medlemmerne afgiver en uafhængig udtalelse til Kommissionen uden påvirkning udefra ..." Modellen til indkaldelse af ansøgninger indeholder også følgende bestemmelse: "De forpligter sig til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse."

89. Desuden fastsættes det i artikel 11, stk. 1, i den standardforretningsorden, der er knyttet som bilag til samme arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, at hvis der opstår en interessekonflikt i forhold til en ekspert, kan Kommissionens tjenestegrene udelukke denne ekspert fra gruppen eller et bestemt møde i gruppen. Alternativt kan de beslutte, at den pågældende ekspert skal afholde sig fra at drøfte de pågældende punkter på dagsordenen og fra at stemme om disse punkter.

90. Det var på baggrund af disse regler, at Ombudsmanden skulle vurdere klagerens påstand i den foreliggende sag.

91. Som udgangspunkt bemærkede hun, at udnævnelsen personligt til en ekspertgruppe adskiller sig fra udnævnelsen til at repræsentere en interesse. Desuden er udnævnelsen af eksperter i deres personlige egenskab ikke begrænset til personer, der kommer fra industrien, men er i stedet åben for enhver person, der bl.a. opfylder kravene i regel 9, stk. 1, i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper. Det følger heraf, at de gældende regler tilsyneladende hviler på den antagelse, at objektiv rådgivning, der tjener offentlighedens interesse, i princippet kan indhentes fra eksperter, uanset deres tilknytning til organisationer, der har en personlig interesse, forudsat at visse garantier overholdes.

92. Kommissionen henviste i sin udtalelse til de kvalifikationer og den erfaring, som medlemmerne af gruppen, der er udnævnt personligt, har bibragt gruppen. Ombudsmanden fandt Kommissionens udtalelser i denne henseende plausible. Klageren anfægtede ikke nytten af den erfaring og ekspertise, som grupperne havde fået af medlemmer, der var udnævnt i deres personlige egenskab. Klageren hævdede imidlertid, at Kommissionen aldrig bør udnævne industrieksperter i deres personlige egenskab, men i stedet som eksperter og interessenter. Ombudsmanden mente, at en godkendelse af klagerens holdning om, at et medlem, der er udnævnt i hans eller hendes personlige egenskab, pr. definition ville repræsentere interesserne for den sammenslutning, han eller hun er tilknyttet, i realiteten ville udelukke udnævnelse af enhver ekspert i personlig egenskab, idet der ikke er nogen aftalt definition eller tærskel for, hvad en organisation, der udelukkende handler i offentlighedens interesse, ville udgøre. Ikke desto mindre glædede Ombudsmanden sig over de fremtidige overvejelser om dette spørgsmål og forstod, at dokumentet fra GD SANCO udgjorde et vigtigt bidrag i denne henseende.

93. Når dette er sagt, fandt Ombudsmanden det indlysende, at udnævnelsen af en person, der er tilknyttet en organisation, der besidder en personlig interesse, kan give anledning til interessekonflikter. Det var derfor lige så klart, at der bør udvises særlig forsigtighed, i) navnlig når der træffes afgørelse om udnævnelse af medlemmer i deres personlige egenskab, for at minimere risikoen for interessekonflikter. Desuden skal ii) risikoen for interessekonflikter også håndteres ved hjælp af passende midler i løbet af medlemskabsperioden for medlemmer, der er udnævnt i deres personlige egenskab.

94. Med hensyn til det første aspekt fandt Ombudsmanden det afgørende, at offentlige indkaldelser af ansøgninger anvendes i videst muligt omfang, og at udvælgelsen i tilfælde, hvor offentlige indkaldelser ikke ville tjene et nyttigt formål, er baseret på objektive kriterier. Ombudsmanden bemærkede med tilfredshed, at artikel 9 i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper indeholder udtrykkelige bestemmelser herom. Artikel 9, stk. 1, fastsætter ligeledes, at interessekonflikter skal undgås i forbindelse med udvælgelsen af eksperter, og gør det således muligt at behandle spørgsmålet om interessekonflikter i den afgørende fase af udvælgelsen af medlemmer, der udnævnes i deres personlige egenskab. Kommissionens påstand om, at potentielle interessekonflikter vurderes i udvælgelsesfasen og/eller på tidspunktet for udnævnelsen, blev således bekræftet af ovennævnte regler.

95. Med hensyn til det andet aspekt fastsættes det i ovennævnte regler, at medlemmer, der udnævnes personligt, skal forpligte sig til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. Ombudsmanden delte klagerens tvivl med hensyn til effektiviteten af en formel erklæring for at sikre uafhængighed og en forpligtelse til at handle i offentlighedens interesse. Samtidig mindede hun om, at artikel 9, stk. 1, i de horisontale regler for Kommissionens ekspertgrupper giver mulighed for udelukkelse af et medlem fra gruppen eller fra et specifikt møde heri og derfor fastsætter specifikke sanktioner i tilfælde af, at der opstår en interessekonflikt. Selv om klageren syntes at hævde, at en interessekonflikt bør føre til automatisk udelukkelse af det berørte koncernmedlem, fandt Ombudsmanden, at klageren ikke påviste, hvorfor en sådan regel, der ikke giver mulighed for nogen margen til at tage hensyn til de særlige forhold i en given interessekonflikt, ville være nødvendig.

96. Der kan ikke herske tvivl om, at de planlagte sanktioner kun kan være effektive, hvis der i første omgang opdages en interessekonflikt. Effektiviteten af disse sanktioner afhænger derfor af i) det pågældende medlems beredvillighed til at erklære en sådan konflikt og/eller ii) mulighederne for at opdage en sådan konflikt på anden vis. Ombudsmanden var af den opfattelse, at selv i mangel af et medlem, der erklærer en interessekonflikt, kan det fastslås, om der foreligger faktiske eller potentielle konflikter, hvis oplysninger om i) medlemmerne af ekspertgrupperne, herunder om tilhørsforholdet for medlemmer, der er udnævnt i deres personlige egenskab, og ii) ekspertgruppernes drøftelser, herunder mødedagsordener, mødereferater og rapporter fra gruppernes aktiviteter, er tilgængelige i Kommissionens register.

97. Da Ombudsmanden fremsatte et mindeligt løsningsforslag i forbindelse med Kommissionens register nedenfor, var der ikke behov for yderligere foranstaltninger fra Ombudsmandens side vedrørende klagerens tredje påstand og påstand.

D. Påstand om manglende overbevisende begrundelse for ikke at udarbejde ensartede udvælgelseskriterier og dertil knyttede påstande

Argumenter forelagt Ombudsmanden

98. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke fremlagde overbevisende grunde til ikke at udvikle generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupper. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at den nuværende udvælgelsesproces er uforenelig med retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise og minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen. Klageren hævdede, at Kommissionen burde udvikle og offentliggøre generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupperne.

99. I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at den nedsætter ekspertgrupper, når den skal indsamle ekstern ekspertise for at udføre sine opgaver. Som følge heraf "udvælges eksperterne fra sag til sag i lyset af deres specialviden på et givet område og under hensyntagen til den type arbejde, der skal udføres, og som kan variere meget". Kommissionen understregede den tekniske karakter af de spørgsmål, der behandles af visse grupper, og forskellen i deres anvendelsesområde. Den indeholdt som illustrative eksempler spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af eksisterende lovgivning eller udarbejdelsen af nye politiske initiativer. Med hensyn til udnævnelsen af eksperter i deres personlige egenskab påpegede Kommissionen, at udvælgelsen var baseret på en eksperts kompetencer vedrørende den pågældende politik, som bl.a. blev fastlagt i forbindelse med indkaldelser af ansøgninger. Med hensyn til medlemskab af offentlige myndigheder og/eller organisationer anførte Kommissionen, at det normalt var op til dem at identificere deres repræsentanter og sikre et højt ekspertiseniveau.

100. I modsætning til, hvad klageren påstod, anså Kommissionen ovennævnte praksis for at være "i fuld overensstemmelse med meddelelserne om indsamling og anvendelse af ekspertise og om minimumsstandarder for høring". Ifølge den tidligere meddelelse" bør ordningerne for indsamling og udnyttelse af ekspertise udformes i forhold til den aktuelle opgave og under hensyntagen til den pågældende sektor, det pågældende spørgsmål og den politiske cyklus". I henhold til meddelelsen om minimumsstandarder for høring skal "proportionalitetsprincippet... regulere Kommissionens administrative praksis" , og "Kommissionen skal vurdere sine høringsbehov fra sag til sag i overensstemmelse med sin initiativret " . Kommissionen henviste også til meddelelsen om intelligent regulering [20], ifølge hvilken Kommissionens "engagement i civilsamfundet skal ses på baggrund af alle de muligheder, som borgere og andre interessenter har for at bidrage til den politiske beslutningsproces ". I den givne sammenhæng anførte Kommissionen, at den havde udviklet en "regelmæssig dialog med interessenter i forskellige formater, idet ekspertgrupper blot er en af dem". Ifølge Kommissionen tager disse formater hensyn til dens mangeårige politik om åbenhed og inklusion og afspejler store forskelle på politikområderne samt mangfoldigheden af interessenter.

101. I betragtning af ovennævnte forskelligartede omstændigheder erklærede Kommissionen, at den ikke var overbevist om den potentielle merværdi af strengere regler for dens samspil med civilsamfundet. Den anførte derfor, at den ikke fandt det hensigtsmæssigt at opstille generelle kriterier for udvælgelsen af ekspertgruppemedlemmer.

102. Kommissionen erklærede også, at den er fast besluttet på at sikre gennemførelsen af bestemmelserne i rammebestemmelserne fra 2010, navnlig at eksperter, der udnævnes personligt, udvælges efter en udvælgelsesproces, der sikrer et højt ekspertiseniveau og undgår interessekonflikter. Kommissionen påpegede også, at offentlige indkaldelser af ansøgninger i henhold til rammebestemmelserne fra 2010 skal anvendes, så vidt det med rimelighed er praktisk muligt, og hvis dette ikke er tilfældet, skal valget af eksperter foretages på grundlag af objektivt verificerbare kriterier. Kommissionen gav også udtryk for sit tilsagn om yderligere at øge gennemsigtigheden i udvælgelsesprocedurerne ved at medtage oplysninger om ovennævnte udvælgelsesprocedurer i den nye udgave af registret som anført i rammebestemmelserne fra 2010.

103. I sine bemærkninger og efter at have noteret sig Kommissionens henvisning til retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise var klageren af den opfattelse, at ekspertgrupper, eftersom de anvendes som et middel til interaktion med Kommissionen og til indsamling af ekspertise, skulle anses for at være bundet af minimumsstandarderne for høringsmeddelelsen. Ifølge klageren var dette blevet accepteret af Kommissionen. Klageren påpegede, at Kommissionen i henhold til meddelelsen om minimumsstandarder for høring skal sikre, at der er sammenhæng og gennemsigtighed i den måde, hvorpå dens tjenestegrene driver deres høringsprocesser. Klageren var af den opfattelse, at en læsning af dette princip sammen med principperne for en pluralistisk og forskelligartet sammensætning af ekspertgrupper, der har til formål at undgå, at bestemte grupper får privilegeret adgang, som det fremgår af Kommissionens meddelelser," burde få Kommissionen til at fastsætte nogle fælles kriterier for sammensætningen af ekspertgrupper". Ifølge klageren ville dette være den eneste sikre måde at gennemføre princippet om, at Kommissionens tjenestegrene så vidt muligt skal sikre en afbalanceret repræsentation.

104. På den anden side "overtrædes de fælles udvælgelseskriterier, Kommissionens adfærdskodekser ... og de nye regler om ekspertgrupper". Ifølge klageren giver Kommissionens nuværende fortolkning af de gældende regler den mulighed for at forsvare enhver sammensætning, uanset hvor ubalanceret den måtte være, ved at fokusere på "effektivitet". Da rammebestemmelserne fra 2010 kun kræver en afbalanceret sammensætning "så vidt muligt" , har Kommissionen ikke forklaret, hvorfor en afbalanceret sammensætning ikke er mulig i nogle tilfælde. Ifølge klageren er det i øjeblikket kun Kommissionen, der kan vurdere, om der er opnået en tilstrækkelig balance mellem en ligelig repræsentation af interessenter og effektivitet. Klageren udtrykte også kritik af Kommissionens forståelse af "effektivitet", som syntes at blive fortolket "på kort sigt og administrativt, mens reel effektivitet handler om at udarbejde politikker og lovgivning, der gavner samfundet som helhed".

105. Efter klagerens opfattelse bør de generelle udvælgelseskriterier " omfatte garantier mod, at ekspertgrupper domineres af særlige interesser og navnlig virksomhedsinteresser". Desuden bør oprettelsen af ekspertgrupper bekendtgøres offentligt, og der bør være offentlige opfordringer til interesserede parter om at anvende "når grupperne skal sammensættes af eksperter, der handler i deres personlige egenskab, og når eksperterne også er interesserepræsentanter".

106. Klageren konkluderede, at "en vis minimumsbalance i de interessegrupper, som Kommissionen hørte", ville bidrage til en mere afbalanceret beslutningsproces i overensstemmelse med artikel 9 i TEU. Klageren var enig i, at differentierede udvælgelseskriterier fra sag til sag kunne bibeholdes, men fremførte, at der burde være "en generel regel, der sikrer mod, at ekspertgrupper domineres af særlige interesser". Medmindre eksperter er "uafhængige af enhver interesse, er de også interesserepræsentanter, men "tekniske" deres opgave kan være". Der bør derfor altid holdes en balance og ikke kun "så vidt muligt".

Ombudsmandens vurdering

107. Ombudsmanden bemærkede, at påstanden her vedrører den påståede mangel på overbevisende grunde til ikke at udvikle generelle kriterier for udvælgelse af ekspertgruppemedlemmer. Mens klageren i sine indlæg gentagne gange henviste til spørgsmålet om afbalanceret repræsentation i Kommissionens ekspertgrupper, mindede Ombudsmanden om, at sidstnævnte spørgsmål indgår i en særskilt påstand og vil blive analyseret under denne overskrift. Den følgende vurdering berørte derfor kun spørgsmålet om repræsentativitet i det omfang, det er direkte forbundet med den påståede mangel på bedste praksis vedrørende generelle kriterier for udnævnelse af eksperter.

108. I retningslinje 8 i retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise hedder det, at når der udpeges og udvælges eksperter, bør tjenestegrenene " kaste deres net så bredt som muligt for at søge passende ekspertise. Der bør så vidt muligt søges nye idéer og ny indsigt ved at inddrage personer uden for afdelingens sædvanlige kontaktkreds. Afdelingerne bør også bestræbe sig på at sikre, at grupperne består af mindst 40 % af hvert køn." Retningslinje 9 kræver desuden, at der tages hensyn til både almindelige og divergerende synspunkter. Et bilag til retningslinjerne indeholder nærmere oplysninger om visse "praktiske spørgsmål", der kan opstå i forbindelse med deres anvendelse, samt "praktiske tips" som svar på disse spørgsmål. Overskriften "Identificering og udvælgelse af eksperter" indeholder følgende udsagn: "Skal der offentliggøres åbne indkaldelser af kandidater, når der søges ekspertise til ekspertgrupper? Er sådanne indkaldelser blevet offentliggjort så bredt som muligt, herunder elektronisk? Åbne indkaldelser kan være særligt hensigtsmæssige, når der er tale om følsomme spørgsmål, og når koncerner kan forventes at stå ved magt i en rimelig periode."[21]

109. I henhold til meddelelsen om minimumsstandarder for høring skal " Kommissionens høringsprocesser være gennemsigtige, både for dem, der er direkte involveret, og for den brede offentlighed". I henhold til denne meddelelse skal det bl.a. være klart, "hvem der høres, og hvorfor"[22].

110. I punkt 3.2 i rammebestemmelserne fra 2005 hedder det, at "[m]ember udvælges på en gennemsigtig måde på grundlag af klart definerede objektive kriterier. Medlemmer, der udnævnes personligt, udvælges så vidt muligt gennem en indkaldelse af ansøgninger."

111. Regel 9, stk. 1, i rammebestemmelserne fra 2010 bestemmer:

"Når individuelle eksperter udnævnes i deres personlige egenskab, udvælges de efter en udvælgelsesproces, der sikrer et højt ekspertiseniveau og så vidt muligt geografisk og kønsmæssig balance under hensyntagen til ekspertgruppens specifikke opgaver og den type ekspertise, der kræves. ...

Uden at det berører de særlige udvælgelsesprocedurer, der er fastsat i Kommissionens afgørelser om nedsættelse af ekspertgrupper, skal offentlige indkaldelser af ansøgninger anvendes, så vidt det med rimelighed er praktisk muligt. Med henblik herpå anvender Kommissionens tjenestegrene standardmodellen for indkaldelse af ansøgninger til udvælgelse af eksperter, der udnævnes personligt af Generalsekretariatet. Tjenesteydelser kan afvige fra skabelonen eller supplere den, hvis det er begrundet i specifikke krav.

Hvis en indkaldelse af ansøgninger ikke med rimelighed kan gennemføres (f.eks. hvis der kræves meget specifik ekspertise), foretages valget af eksperter på grundlag af objektivt verificerbare kriterier."[23]

112. I henhold til punkt 8 i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene [24] vil relevante oplysninger om den anvendte udvælgelsesproces af hensyn til gennemsigtigheden blive gjort tilgængelige i registret. Modellen "Indkaldelse af ansøgninger med henblik på udvælgelse af eksperter, der udnævnes personligt", der er knyttet som bilag til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, indeholder en liste over de kriterier, der skal tages i betragtning ved vurderingen af ansøgninger. Disse omfatter dokumenteret kompetence og erfaring på relevante områder behovet for at finde en balance inden for gruppen med hensyn til ansøgernes repræsentativitet samt køn og geografisk oprindelse.

113. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen i sin udtalelse henviste til en analyse fra sag til sag, som den skal foretage, når den træffer afgørelse om den ekspertise, der kræves af medlemmer af ekspertgrupper. I betragtning af at ekspertgrupper er aktive på alle områder af EU's politik, og at den ekspertise, der søges, derfor er bred og kræver, at Kommissionen, som er i den modtagende ende, har et tilstrækkeligt skøn, fandt Ombudsmanden Kommissionens holdning rimelig. Hun var navnlig ikke i stand til at dele klagerens opfattelse af, at Kommissionens holdning er uforenelig med de gældende regler, der er gennemgået ovenfor, og som tværtimod syntes at anerkende Kommissionens skøn, samtidig med at der fastsættes visse grænser for dette skøn. F.eks. kræver artikel 9, stk. 1, i rammebestemmelserne fra 2010, at Kommissionen for så vidt angår individuelle eksperter, der er udpeget i deres personlige egenskab, anvender en udvælgelsesproces, der sikrer et højt ekspertiseniveau og så vidt muligt geografisk og kønsmæssig balance under hensyntagen til ekspertgruppens specifikke opgaver og den type ekspertise, der kræves. Ved første øjekast forekommer det vanskeligt at definere yderligere generelle kriterier, der gælder for alle ekspertgrupper. For så vidt som klageren henviste til et repræsentationskriterium, ville dette aspekt på den anden side blive undersøgt i forbindelse med den femte påstand.

114. På baggrund af ovenstående betragtninger fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde indført generelle kriterier for udvælgelse af medlemmer af ekspertgrupper. Hun mente endvidere, at Kommissionens synspunkt om, at det ikke ville tjene noget formål at vedtage strengere generelle regler, var overbevisende. Samtidig noterede hun sig og bifaldt Kommissionens tilsagn om yderligere at øge gennemsigtigheden i udvælgelsesprocedurerne ved at medtage relevante oplysninger i registret. Ombudsmanden konkluderede derfor, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser af denne påstand.

E. Påstand om manglende sikring af en afbalanceret sammensætning og dermed forbundne krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

115. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke sikrede en afbalanceret sammensætning af ekspertgrupper. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at industriens repræsentanter i de fleste af de ekspertgrupper, den identificerede, udgør flertallet, mens alle andre interessenter såsom forbrugergrupper, akademikere og civilsamfundet er underrepræsenteret. Klageren hævdede, at Kommissionen burde behandle spørgsmålet om den ubalancerede sammensætning af ekspertgrupper.

116. I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at den i modsætning til, hvad klageren anførte, respekterer ordlyden og ånden i retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise, som identificerer ekspertise, i hvilket omfang eksperter handler uafhængigt, og pluralisme som bestemmende faktorer for kvaliteten af rådgivningen. Kommissionen anførte, at den ved udvælgelsen af medlemmer af ekspertgrupper altid bestræber sig på at finde en balance mellem de tre ovennævnte kriterier. Kommissionen fremførte også, at den som påpeget af klageren i dennes tidligere korrespondance med Kommissionen gentagne gange havde givet klageren "relevante og detaljerede oplysninger om, hvordan dette effektivt blev sikret for en række ekspertgrupper".

117. For detaljerede og ajourførte oplysninger om begrundelsen for sammensætningen af mange ekspertgrupper henviste Kommissionen til et bilag til sin udtalelse. Ifølge Kommissionen viste de fremlagte oplysninger, at klagerens påstand var "stort set ubegrundet eller unøjagtig". Samtidig påpegede Kommissionen, at den af effektivitetshensyn ikke er i stand til at udføre det dyre og langvarige arbejde med at give detaljerede oplysninger om hver af de 111 ekspertgrupper, der er omhandlet i klagerens klage.

118. Kommissionen anførte endvidere, at rammebestemmelserne fra 2010 fastsætter, at dens relevante tjenestegrene "skal sigte mod at sikre en afbalanceret repræsentation af relevante ekspertiseområder og interesseområder, samtidig med at der tages hensyn til det arbejde, der skal udføres, og den specifikke ekspertise, der kræves". Kommissionen understregede, at den var fast besluttet på at gennemføre disse bestemmelser, og gav også udtryk for, at den var rede " til at overveje, hvordan balancen i sammensætningen af eksisterende ekspertgrupper kan forbedres, hvis det er nødvendigt". Som et eksempel på sit engagement henviste Kommissionen til "Meddelelse om en retsakt for det indre marked", som giver mulighed for øget høring af og dialog med civilsamfundet. Navnlig vil ekspertgrupper, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, blive udvidet ud over repræsentanter for erhvervslivet for at inddrage synspunkter fra bl.a. forbrugere, NGO'er og fagforeninger.

119. Kommissionen mindede også om, at kommissær Barnier i et brev til klageren fuldt ud anerkendte, at der stadig skulle opnås en rimelig balance mellem ikke-industrielle interessenters repræsentation i høringsprocesserne. Kommissionen påpegede, at den var fast besluttet på at " tilstræbe en passende tilstedeværelse af repræsentanter for civilsamfundet i sine ekspertgrupper" inden for det indre marked, både hvad angår eksisterende og nyoprettede grupper. Kommissionen understregede imidlertid, at der er behov for en vis grad af fleksibilitet i betragtning af visse gruppers "tekniske" karakter, for hvilke det måske ikke er optimalt at have et flertal af repræsentanter for civilsamfundet. Kommissionen henviste f.eks. til ekspertgrupper inden for engrostjenester og betalinger.

120. Kommissionen anførte endvidere, at der også inden for informationssamfundet blev gjort en indsats for at sikre en mere afbalanceret repræsentation af relevante interessenter samt en geografisk og kønsmæssig balance i alle grupper. Udvælgelsen af medlemmer af ekspertgrupper på dette område vil ske på grundlag af offentlige indkaldelser.

121. I sine bemærkninger var klageren af den opfattelse, at Kommissionen ikke hævdede, at den søger at sikre en afbalanceret sammensætning af ekspertgrupper, men kun at den bestræber sig på at finde en balance mellem ekspertise, uafhængighed og pluralisme. Ifølge klageren var det uklart, hvad Kommissionen mente med "ekspertise". Klageren påpegede også, at en henvisning til "udmærkethed" i praksis kunne gøre enhver sammensætning forsvarlig. Klageren anførte derimod, at den selv havde givet en klar definition af, hvad den mente med "balance" og "pluralisme", nemlig at "højst halvdelen af de ikke-statslige aktører bør komme fra en enkelt type interesse (navnlig fra store virksomheder)". Begrundelsen for dette princip, som bør gælde for alle ekspertgrupper og er i overensstemmelse med artikel 6 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, er, at der bør være en balance mellem særlige økonomiske interesser og "offentlighedens eller almenhedens interesse" . Efter klagerens opfattelse bør eksperter fra forskellige baggrunde, der repræsenterer forskellige aspekter af offentlighedens interesse (miljømæssige, forbrugermæssige, sociale osv.) samt brede dele af befolkningen (arbejdstagere, SMV'er, fagfolk) og uafhængige akademikere altid kollektivt overgå repræsentanter for store virksomheder. I modsat fald ville der være tale om forskelsbehandling til fordel for erhvervsinteresser som en særlig kategori af interesser.

122. I lyset af ovenstående kan en balance mellem "ekspertise" og "pluralisme" ikke berettige, at en ekspertgruppe domineres af virksomhedsinteresser. Den omstændighed, at en ekspert, der arbejder for erhvervssektoren, kan betegnes som fremragende, kan ikke påvirke konklusionen om, at denne eksperts rådgivning ikke kan afkobles fra den pågældende sektors økonomiske interesser. Det var derfor nødvendigt at inddrage eksperter fra erhvervslivet for at opveje deres inddragelse med eksperter, der er knyttet til andre typer interesser. Den omstændighed, at ikke alle eksperter fra erhvervssektoren ville have samme interesse, sikrede ikke, at der i tilstrækkelig grad ville blive taget hensyn til den offentlige interesse, som ikke skal svare til summen af forskellige forretningsmæssige interesser. Efter klagerens opfattelse kan eksperter, der primært ser på et problem ud fra et kommercielt perspektiv, i alvorlig grad forvride Kommissionens forståelse af et bestemt spørgsmål.

123. I en kommentar til de oplysninger om sammensætningen af forskellige ekspertgrupper, som Kommissionen havde fremlagt, overvejede klageren tilsyneladende tidligere Kommissionens erklæring om, at den havde givet den relevante og detaljerede oplysninger om, hvordan en balance sikres, for at være grundløs. Den påpegede, at Kommissionen aldrig tidligere havde forsøgt at forklare, hvordan en sådan balance ville blive opnået. I sin udtalelse ser vi imidlertid - i nogle tilfælde - sine første bestræbelser på at gøre det, men disse forklaringer er utilstrækkelige. Generelt anførte klageren, at de fremlagte oplysninger om begrundelsen for sammensætningen af visse grupper var meget generelle og abstrakte. Desuden fremhævede det, at Kommissionen i flere tilfælde har anvendt "problematiske tilgange" , der viser en klar forudindtagethed over for forretningsmæssige interesser.

124. Klageren fremsatte derefter detaljerede bemærkninger vedrørende de specifikke ekspertgrupper, som Kommissionen henviste til i bilaget til sin udtalelse. Oplysningerne om de problemer, som klageren opfatter som relevante for vurderingen af påstanden og påstanden her under gennemgangen, kan sammenfattes som følger:

-I forbindelse med gruppen "CARS 21" anførte Kommissionen, at den var mere afbalanceret end tidligere, og at der nu var en bedre balance mellem producenter og leverandører. Klageren anså derfor Kommissionens tilgang for at være, at der ikke ville være nogen problemer med hensyn til sammensætningen af denne gruppe, så længe der er balance mellem forskellige industrisektorer. Klageren mente, at denne tilgang var mangelfuld.

Med hensyn til "Gruppen på Højt Plan vedrørende den Kemiske Industris Konkurrenceevne" erklærede Kommissionen, at den gentagne gange havde opfordret ngo'er til at øge deres deltagelse, men at den havde haft begrænset succes med at gøre dette. Klageren mente, at Kommissionen under disse omstændigheder burde have reduceret antallet af deltagere i industrien for at opnå en afbalanceret sammensætning.

Med hensyn til "Competitiveness in Biotechnology Advisory Group" påpegede klageren, at det var yderst risikabelt at undersøge bioteknologiens konkurrenceevne uden at tage hensyn til etiske, samfundsmæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Klageren bemærkede, at "Det Strategiske Rådgivende Udvalg for Konkurrenceevne og Innovation" på den ene side bør bestå af repræsentanter for industri- og erhvervssammenslutninger, mens medlemmerne på den anden side udnævnes personligt og rådgiver Kommissionen uafhængigt af udefrakommende indflydelse. Ifølge klageren var det irrationelt at kræve, at medlemmerne skulle repræsentere erhvervssammenslutninger og samtidig være uafhængige.

Med hensyn til den (opløste) gruppe på højt plan om konkurrenceevne, energi og miljø var klageren af den opfattelse, at Kommissionen ikke engang forsøgte at forklare, hvordan gruppen kunne betragtes som "afbalanceret". Eftersom denne gruppe bestod af 13 medlemmer fra branchen og kun fire »ikke-statslige deltagere«, var det under alle omstændigheder umuligt at hævde, at denne gruppe var afbalanceret.

-Med hensyn til de ekspertgrupper, der forvaltes af GD AGRI (landbrug), påpegede klageren, at beslutning 2004/391 [25] kræver, at Kommissionen "indhenter synspunkter fra socioøkonomiske sektorer og forbrugere" om visse spørgsmål. Der blev imidlertid ikke sørget for at sikre, at de forskellige interessenters synspunkter blev indhentet på en afbalanceret måde. I den givne sammenhæng anførte klageren, at beslutning 2004/391 placerer arbejdstagere, forbrugere og miljøforkæmpere i en enkelt kategori, mens landbrugere og virksomheder inddeles i tre kategorier. Faktisk repræsenterede en specifik organisation 48 % af alle pladser i rådgivende grupper, der forvaltes af GD AGRI.

Med hensyn til ekspertgrupper, der forvaltes af GD MARKT, fandt klageren det overraskende, at Kommissionen henviste til en påstået overrepræsentation af industriens interesser, mens kommissær Barnier f.eks. havde erkendt, at der var behov for at genskabe balancen i ekspertgrupperne. Desuden baserede Kommissionen sig på de pågældende spørgsmåls tekniske karakter for at tage højde for den omstændighed, at ikke-industrielle interessenter og forbrugere er mindre talrige i disse ekspertgrupper. Ifølge klageren var dette en fejlbehæftet tilgang, som var i modstrid med Kommissionens anerkendelse af behovet for at genskabe balancen i ekspertgrupperne. Klageren kommenterede derefter i detaljer sammensætningen af en række ekspertgrupper for at påvise, at de er ubalancerede til fordel for store virksomheder, og anførte, at Kommissionen ikke kommenterede sammensætningen af to grupper.

Med hensyn til ekspertgrupper, der beskæftiger sig med finansiel regulering, konkluderede klageren, at de fortsat var meget ubalancerede, selv om Kommissionen anerkendte behovet for en passende og afbalanceret repræsentation. Klageren påpegede, at 11 ud af 20 grupper, der beskæftiger sig med finansiel regulering, har ikkestatslige medlemmer, hvoraf syv er domineret af virksomhedsrepræsentanter. Klageren erkendte, at procentdelen af virksomhedsrådgivere for GD MARKT på dette område var faldet fra 84 % (i 2009) til 73 %. Ændringer i dette tempo kunne imidlertid ikke gøre nogen forskel for ensidige politikker. Klageren bemærkede også, at ifølge tjenestemænd i GD MARKT var deres tilgang til at genskabe balancen at erstatte medlemmer, der forlod en gruppe, med personer fra forskellige interessekategorier, hvilket ganske vist førte til for langsomme fremskridt. Klageren understregede behovet for hurtigere fremskridt og hævdede, at en simpel metode, som Kommissionen skulle overveje, ville være at opløse virksomhedsdominerede koncerner.

-Klageren fremførte, at mange grupper også var problematiske for så vidt angår ikkefinansielle ekspertgrupper. Den påpegede, at medlemskabet af visse af disse grupper ikke var blevet offentliggjort.

-For så vidt angår ekspertgrupper, der forvaltes af GD for Forskning, bemærkede klageren, at nogle af de grupper, som klageren anså for at være domineret af store virksomheder, ifølge Kommissionen overvåger igangværende projekter, der er omfattet af tilskudsaftaler, hvilket betyder, at deres referater og nøjagtige procedurer ikke bør vises på et offentligt tilgængeligt websted. Klageren var af den opfattelse, at Kommissionen stadig burde være i stand til at give flere oplysninger uden at bringe igangværende projekter i fare. Klageren fremførte også, at overvågning ikke bør overlades til virksomhedseksperter, da der var risiko for interessekonflikter.

Med hensyn til sammensætningen af de "tekniske grupper for kul og stål" kritiserede klageren Kommissionens tilgang, da den ikke anerkendte, at eksperter fra erhvervssektoren også er interesserepræsentanter. Disse eksperter bør derfor udelukkes fra tekniske grupper eller i det mindste kun have et mindretal af medlemmerne, således at overvågningsopgaver overlades til aktører, der ikke har en direkte interesse i forskningsfinansiering.

-Klageren bemærkede også, at Kommissionen var uenig i de tal, som klageren nævnte i forbindelse med "FP7 Advisory Group on Transport". Klageren udelukkede ikke, at den havde begået en fejl, men forskellene mellem klageren og Kommissionen viste, at der var problemer med registrets pålidelighed. Virksomhedsrepræsentanter bør ikke optages som eksperter i deres personlige egenskab.

Med hensyn til tre grupper, der forvaltes af DF INFSO, og som Kommissionen kommenterede, anfægtede klageren Kommissionens antagelse om, at enkeltpersoner, der arbejder for virksomheder, ikke handler som rene interesserepræsentanter i deres egenskab af koncernmedlemmer. Klageren fastholdt, at de i det mindste også fungerede som interesserepræsentanter. Klageren tilføjede, at det forhold, at Kommissionen kvalificerede visse forskningslaboratorier som tilhørende "den akademiske verden", så bort fra, at mange laboratorier er en del af selskaber eller selv er selskaber med særinteresser.

Med hensyn til "Intelligent Manufacturing Systems Industrial Advisory Group" anførte Kommissionen udtrykkeligt, at kun virksomheder var repræsenteret i denne gruppe. Ifølge klageren er der ingen andre rådgivningsstrukturer, der giver andre parter indflydelse. Med hensyn til "eSafety"-gruppen fremhævede klageren, at Kommissionen ikke anfægtede klagerens synspunkt om, at den var domineret af erhvervslivet, men forklarede, at denne gruppes styringsgruppe træffer afgørelse om udnævnelser. Ifølge klageren bør Kommissionen kontrollere sammensætningen af koncerner og ikke delegere denne beføjelse til tredjeparter.

-Med hensyn til ekspertgrupper, der forvaltes af GD SANCO, påpegede klageren, at GD'et efter Kommissionens opfattelse anførte, at "ligevægten mellem industrien og civilsamfundsorganisationerne er central ved udvælgelsen af medlemmer af …-grupperne". Ifølge klageren bør dette princip følges af Kommissionen som helhed.

-Med hensyn til specifikke grupper, der forvaltes af GD SANCO, bemærkede klageren, at Kommissionen for så vidt angår "Den Rådgivende Gruppe for Fødevarekæden, Dyresundhed og Plantesundhed" i 2010 iværksatte en offentlig indkaldelse "for at udfylde de tomme pladser, navnlig for at medtage ikkerepræsenterede sektorer". Selv om processen endnu ikke var afsluttet i begyndelsen af 2011, understregede klageren, at dette var den rigtige tilgang til at afhjælpe den ubalancerede sammensætning af en gruppe. Samtidig kritiserede klageren, at den pågældende koncern fortsat var ubalanceret.

Ifølge klageren var "dyresundheds- og dyrevelfærdsgruppen" ikke længere tilgængelig i registret, men der var en ubalance i betragtning af, at "store virksomheder inden for deres sektor kollektivt" dominerer. For så vidt angår "Det Europæiske Alkohol- og Sundhedsforum" udgør store virksomheder størstedelen af dets sammensætning. Endelig omfatter "Arbejdsgruppen vedrørende klinisk afprøvning og evaluering" kun regeringer og erhvervsgrupper, men bør også omfatte civilsamfundsorganisationer.

Med hensyn til ekspertgrupper, der forvaltes af GD MOVE, bemærkede klageren med tilfredshed, at den virksomhedsdominerede gruppe"Télépéages" var blevet opløst. "Ekspertgruppen for transport ad indre vandveje" syntes nu at være afbalanceret. "Ekspertgrupperne vedrørende intermodalitet og logistik" var imidlertid fortsat uafbalancerede, idet erhvervssammenslutningerne repræsenterede størstedelen af de ikkestatslige aktører.

Med hensyn til de grupper, der forvaltes af GD TAXUD (beskatning og toldunion), anså klageren "Handelskontaktgruppen" for at være et eksempel på en forkert tilgang, eftersom "enhver international sammenslutning, der anmoder om at blive medlem og beviser sin deltagelse i toldrelaterede aktiviteter, accepteres". Dette gjorde det i det væsentlige umuligt for Kommissionen at undgå overrepræsentation af industriens repræsentation. En undergruppe af denne gruppe var ikke tilgængelig i registret.

Med hensyn til kontaktgruppen vedrørende punktafgifter var klageren uenig med Kommissionen i, at det ville være vanskeligt at se, hvilke andre interessenter end erhvervsorganisationer der ville være interesserede i at deltage i en sådan gruppe. I den givne sammenhæng anførte klageren, at denne gruppe burde være af interesse for forbrugerne, eftersom den endelige pris på produkter kunne påvirkes af punktafgifter. "Ekspertgruppen vedrørende Beskatning og Opsparing" har kun medlemmer fra den finansielle sektor, mens forbrugergrupper og andre grupper også bør være repræsenteret. Endelig var "det fælles forum for interne afregningspriser""endnu et skandaløst tilfælde af industriens dominans på et følsomt område".

-Klageren fremhævede igen den ubalance, der kendetegner sammensætningen af visse grupper, der forvaltes af GD ENV (Miljø). Med hensyn til "forummet for udveksling af oplysninger om de bedste tilgængelige teknikker i henhold til lovgivningen om industrielle emissioner" fandt den, at det forhold, at IPCC-direktivet [26] kun henviser til inddragelse af industrien, er et typisk eksempel på en fejlagtig tilgang.

Med hensyn til grupper, der forvaltes af GD ENER (energi), modsatte klageren sig Kommissionens synspunkt om, at medlemmerne af "Comité Consultatif de l'Agence d'Approvisionnement de l'Euratom" i henhold til artikel 11 i vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur [27] vælges af medlemsstaterne blandt offentlige organisationer, erhvervsfolk og brugere. Klageren påpegede, at artikel 11 ikke foreskriver, at yderligere medlemmer skal komme fra industrien. Under alle omstændigheder er virksomhedsrepræsentanterne ikke opført som regeringsrepræsentanter i registret, hvilket Kommissionen bør præcisere. I den givne sammenhæng fremførte klageren også, at den nyligt oprettede ad hoc-rådgivningsgruppe "Energikøreplanen 2050" ikke er opført i registret.

Med hensyn til GD ECFIN påpegede klageren, at erhvervssektoren er overrepræsenteret i "Euro Cash User Group". Dette var ikke blevet modsagt af Kommissionen, som blot insisterede på, at denne gruppe ikke var involveret i udarbejdelsen af lovgivning, men i information og udveksling af synspunkter. Ifølge klageren bør Kommissionen ikke forskelsbehandle specifikke grupper, når den fremlægger oplysninger og/eller udveksler synspunkter.

-Angående gruppen "Information des partenaires sociaux sur les activités des Fonds structurels", der forvaltes af GD REGIO, bemærkede klageren, at Kommissionen henviste til en tilsyneladende overrepræsentation af industrien, som skyldes, at de særlige forhold, der gør sig gældende for forskellige arbejdsgiverorganisationer, er mindre koncentrerede end arbejdstagerorganisationer. Ifølge klageren var løsningen på dette spørgsmål enkel, dvs. at Kommissionen burde invitere flere fagforeningsrepræsentanter til at deltage.

Endelig påpegede klageren med hensyn til GD ESTAT den ubalancerede sammensætning af "FEBI-FEBS-BUSINESSEUROPE-EUROCHAMBRES-INS-EUROSTAT". Kommissionen påpegede, at denne gruppe er åben for alle sammenslutninger, der viser interesse for at deltage i dens informationsmøder, og som har repræsentanter fra alle økonomiske sektorer. Ifølge klageren var dette klart diskriminerende, da fagforeninger og forbrugere også er "aktører i økonomien"og bør indbydes.

125. Klageren fremførte, at ovennævnte sager "samt en lang række grupper, som Kommissionen ikke har besvaret ", viser, at Kommissionen ikke effektivt har sikret en afbalanceret sammensætning af mange af sine ekspertgrupper. Problemerne med Kommissionens tilgang fremgik også af dens meddelelse om intelligent regulering, som bygger på idéen om, at borgere og virksomheder får samme relevans som EU-institutionernes samtalepartnere. Ifølge klageren er den skæve sammensætning af et stort antal ekspertgrupper i strid med Kommissionens meddelelse om minimumsstandarder for høring, retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise, hvidbogen om nye styreformer i EU, den europæiske kodeks for god forvaltningsskik og artikel 9 i TEU.

126. Navnlig i forbindelse med sin påstand var klageren af den opfattelse, at GD SANCO's praksis syntes at være bedst med hensyn til at nå frem til en relativt lav procentdel af virksomhedsdominerede ekspertgrupper. Klageren fremførte derfor, at det princip, der er formuleret af GD SANCO, ifølge hvilket "ligevægten mellem industrien og civilsamfundsorganisationerne er central ved udvælgelsen af medlemmerne af …-grupperne", bør vedtages af Kommissionen som helhed.

127. Klageren påpegede, at gruppen for uformel dialog om det indre marked, der forvaltes af GD MARKT, er et godt eksempel på en afbalanceret gruppe. På den anden side bør medlemskab af grupper, hvor mere end halvdelen af de ikke-statslige medlemmer kommer fra en enkelt type interesse, og især fra store virksomheder, revideres for at skabe en balance mellem særlige økonomiske interesser og offentlighedens interesse. Kommissionen bør opløse ekspertgrupper, der er domineret af særinteresser, eller alternativt øge civilsamfundets deltagelse eller reducere virksomhedernes deltagelse. Fraværet af en enkelt interesse med absolut flertal i en given gruppe bør være en væsentlig betingelse for, at GD'er kan oprette eller opretholde ekspertgrupper.

Ombudsmandens foreløbige vurdering, der fører til et forslag til en mindelig løsning

Indledende bemærkninger

128. I sine bemærkninger bemærkede klageren, at Kommissionen kun havde kommenteret sammensætningen af visse af de ekspertgrupper, der var nævnt i klagen. Klageren henviste navnlig til ekspertgrupper, der forvaltes af GD ENTR, og fortolkede det forhold, at Kommissionen ikke kommenterede alle grupperne, som tegn på manglende evne til at begrunde deres sammensætning. Ombudsmanden mindede om, at Kommissionen i sin udtalelse anførte, at den af effektivitetshensyn ikke var i stand til at give detaljerede oplysninger om hver af de 111 ekspertgrupper, der var omhandlet i klagerens klage. Selv om der kunne være tvivl om Kommissionens holdning med hensyn til den administrative indsats, der var nødvendig for at fremlægge relevante oplysninger, fandt Ombudsmanden i lyset af Kommissionens forklaringer, at klagerens konklusion ikke var overbevisende.

129. I sine bemærkninger gentog klageren, da den gav udtryk for sine synspunkter om ekspertgruppernes sammensætning, også visse af de spørgsmål, der var omfattet af dens øvrige påstande. Klageren anfægtede således registrets fuldstændighed og pålidelighed i forbindelse med visse ekspertgrupper og gentog sit synspunkt om, at eksperter, der er tilknyttet industrien, ikke bør udnævnes som medlemmer i deres personlige egenskab. Da disse spørgsmål blev behandlet af Ombudsmanden under overskriften klagerens andre påstande, var der ikke behov for at behandle dem igen ved vurderingen af klagerens nuværende påstand.

130. I sine bemærkninger hævdede klageren også, at Kommissionen burde forklare, om den har undersøgt risikoen for interessekonflikter vedrørende formanden for ad hoc-rådgivningsgruppen "Energikøreplanen 2050". I henhold til artikel 2, stk. 4, i Den Europæiske Ombudsmands statut skal der forud for klager indgives passende administrative henvendelser til den pågældende institution. Det fremgik ikke, at klageren allerede havde henvendt sig til Kommissionen i denne henseende, og Ombudsmanden var derfor ikke berettiget til at behandle dette aspekt. Under alle omstændigheder bemærkede hun, at det i betragtning af fokus for hendes nuværende undersøgelse ikke ville være hensigtsmæssigt at medtage dette spørgsmål i undersøgelsen. Hun forklarede dog, at klageren fortsat frit kan indgive en ny klage efter at have indgivet passende administrative henvendelser til Kommissionen.

131. Klagerens klage vedrører et stort antal ekspertgrupper, herunder visse grupper, hvis sammensætning er defineret i EU-lovgivningen. Klageren kritiserede f.eks., at IPCC-direktivet [28] kun indeholder bestemmelser om inddragelse af industrien i ekspertgrupper på visse områder. Ombudsmanden mindede om, at hun har til opgave at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (artikel 228 i TEUF). Hun har imidlertid ikke ret til at tage stilling til berettigelsen af lovgivning vedtaget af Unionens politiske institutioner. Ombudsmandens vurdering kunne derfor ikke omfatte sammensætningen af ekspertgrupper som fastsat i EU-lovgivningen.

Vurdering

132. Som udgangspunkt bemærkede Ombudsmanden, at parterne på det principielle plan er enige om, at Kommissionen er forpligtet til at tilstræbe en afbalanceret sammensætning af ekspertgrupper. Ombudsmanden anførte endvidere, at idéen om, at institutionerne bør modtage pluralistiske input, er fast forankret i TEU samt i Kommissionens meddelelser, der indeholder regler om høring af borgerne, og hvidbogen om nye styreformer i EU, som kæder kvaliteten af EU's politik sammen med sikring af bred deltagelse i hele den politiske kæde. Det, der er omtvistet mellem parterne, er omfanget og det præcise indhold af Kommissionens forpligtelse.

133. Ombudsmanden havde allerede haft lejlighed til at fastslå, at en forbedring af omfanget og intensiteten af EU-borgernes deltagelse i arbejdet i EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer styrker EU's demokratiske karakter. Deltagelsesdemokrati, der er baseret på principperne om lighed og gennemsigtighed, forbedrer borgernes tillid til EU og EU-forvaltningen. Øget tillid til EU og EU's forvaltning er et centralt element i at øge effektiviteten af EU og dets forvaltning [29].

134. I henhold til artikel 11, stk. 1, i TEU skal institutionerne på passende måde give borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle Unionens arbejdsområder og for at diskutere dem offentligt. Institutionerne er desuden forpligtet til at opretholde en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet (artikel 11, stk. 2, i TEU). Kommissionen gennemfører brede høringer af de berørte parter for at sikre, at Unionens indsats er sammenhængende og gennemsigtig (artikel 11, stk. 3, i TEU). Artikel 11, stk. 1, TEU pålægger derfor institutionerne at fastlægge, på hvilke passende måder borgere og repræsentative sammenslutninger skal have mulighed for at give udtryk for deres synspunkter og for at udveksle dem offentligt. Den samme betragtning måtte lægges til grund for så vidt angår artikel 11, stk. 2 og 2, TEU.

135. Ombudsmanden anførte videre, at den præcise måde, dvs. de passende midler, hvorpå deltagelsesdemokratiet gøres effektivt under en given omstændighed, vil afhænge af den pågældende EU-aktions særlige karakter. Det indebærer også, at det skal afgøres, hvornår og hvordan det er hensigtsmæssigt at deltage i en bestemt proces [30]. EU-institutionerne har nødvendigvis en skønsmargen ved fastlæggelsen af den præcise måde, hvorpå deltagelsesdemokratiet gøres effektivt. Dette gælder så meget desto mere på områder, der er teknisk komplekse. De bør dog altid sikre, at de objektivt kan begrunde, hvordan de har udøvet denne skønsmargen [31].

136. Hvad specifikt angår indsamling af ekspertise, der skal forstås som en måde til at gøre princippet om deltagelsesdemokrati, der er nedfældet i artikel 11 i TEU, effektivt, hedder det i retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise, at den måde, hvorpå eksperterne inddrages "bør bestemmes af det politiske spørgsmåls hastende karakter, kompleksitet og følsomhed" (retningslinje 3). Som eksempel kan nævnes, sammen med ekspertgrupper, vejledende 3 lister, der involverer eksperter internt samt gennem rådgivning og konferencer. Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen i henhold til rammebestemmelserne fra 2010 kan regne med andre instrumenter og processer end ekspertgrupper, såsom undersøgelser, agenturer, grønbøger og høringer, for at sikre, at den får alle synspunkter og al ekspertise om et givet spørgsmål.

137. Det følger heraf, at selv om det utvivlsomt er af stor betydning, er anvendelsen af ekspertgrupper kun et aspekt af den dialog mellem borgerne og EU-institutionerne, der er omhandlet i artikel 11 TEU. Ombudsmanden havde derfor ikke noget problem med at acceptere, at "graden af interessenternes samlede deltagelse og repræsentation bør vurderes i lyset af alle Kommissionens initiativer."[32] Som et resultat heraf begrundede Ombudsmanden, at en vurdering af, om den dialog, der er omhandlet i artikel 11 i TEU, er afbalanceret og tilstrækkeligt pluralistisk, ikke kan sidestilles med en simpel aritmetisk øvelse. Det forhold, at en ekspertgruppe på et givet område ikke har repræsentanter af særlig interesse, kan således opvejes ved at inddrage disse interessenter på anden vis. Da valget af den nødvendige ekspertise og af midlerne til at opnå den er omfattet af Kommissionens skønsbeføjelse, syntes det i princippet at være tilstrækkeligt med henblik på artikel 11 i TEU, at borgere og repræsentative sammenslutninger, der besidder den nødvendige ekspertise, får mulighed for at blive hørt ved hjælp af midler, der giver dem mulighed for på passende vis at tilkendegive deres synspunkter. I den givne sammenhæng bemærkede Ombudsmanden, at retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise udpeger mangfoldighed som en af de afgørende faktorer for rådgivningens kvalitet og anerkender, at en mangfoldighed af synspunkter "kan skyldes forskelle i videnskabelig tilgang, forskellige typer ekspertise, forskellige institutionelle tilhørsforhold eller modstridende holdninger til de grundlæggende antagelser, der ligger til grund for spørgsmålet "[33].

138. Det er korrekt, at artikel 9, stk. 2, i rammebestemmelserne fra 2010 fastsætter yderligere specifikke krav til grupper, hvor individuelle eksperter udpeges til at repræsentere en interesse, eller hvor organisationer udpeges som medlemmer af grupper. I disse tilfælde skal Kommissionen "så vidt muligt" sikre en afbalanceret repræsentation af relevante interessenter "under hensyntagen til ekspertgruppens specifikke opgaver og den type ekspertise, der kræves. Desuden hedder det i Kommissionens meddelelse, at "[v]ed fastlæggelsen af sammensætningen af ekspertgrupper tilstræber Kommissionen og dens tjenestegrene at sikre en afbalanceret repræsentation af relevante ekspertiseområder og interesseområder samt en afbalanceret repræsentation af køn og geografisk oprindelse, samtidig med at der tages hensyn til hver enkelt ekspertgruppes specifikke opgaver og den type ekspertise, der kræves".

139. Efter Ombudsmandens opfattelse var det bemærkelsesværdigt, at kravet om en "afbalanceret repræsentation" går hånd i hånd med de yderligere betingelser, som Kommissionen skal tage hensyn til, bortset fra hensynet til køn og geografisk oprindelse, en gruppes specifikke opgaver, den type ekspertise, der kræves, samt relevante ekspertise- og interesseområder. Endnu en gang tyder dette stærkt på, at vurderingen af, om en gruppe nyder godt af en afbalanceret repræsentation, ikke blot er en aritmetisk øvelse, idet det er underforstået, at ekspertgrupper ikke er enheder, der træffer afgørelse om et politisk spørgsmål ved at stemme. I lyset af de forskellige aspekter, som Kommissionen skal tage hensyn til, når den nedsætter en ekspertgruppe, kan en vurdering af, om en gruppes sammensætning giver sig udslag i en afbalanceret repræsentation, i stedet kun foretages fra sag til sag. En sådan analyse skal også tage hensyn til faktiske forskelle i den måde, hvorpå forskellige interessegrupper er organiseret. I den givne sammenhæng noterede Ombudsmanden sig Kommissionens henvisning i forbindelse med gruppen "Informations des partenaires sociaux sur les activités des Fonds structurels" til forskellige koncentrationsniveauer for arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger. Kommissionens synspunkt om, at antallet af medlemmer fra hver side er forskelligt som følge af denne faktiske forskel, syntes ikke umiddelbart urimeligt. Af de samme grunde var klagerens synspunkt om, at det, den betegnede som repræsentanter for offentlighedens interesser, altid kollektivt burde være større end repræsentanter for industrien, ikke overbevisende.

140. Når dette er sagt, havde Ombudsmanden svært ved at acceptere klagerens holdning om, at anvendelsen af et kriterium om topkvalitet nødvendigvis ville føre til en overrepræsentation af industrien. For det første bygger dette argument på den antagelse, at topkvalitet kun kunne findes i denne sektor med udelukkelse af f.eks. den akademiske verden, hvilket Ombudsmanden fandt vanskeligt at acceptere. For det andet ses der bort fra den omstændighed, at ekspertise i henhold til retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise kun er et kriterium, der skal afbalanceres med mangfoldighed, uden automatisk at gå forud for sidstnævnte kriterium. Selv om afvejningen henhører under Kommissionens skønsbeføjelse, skal den under alle omstændigheder objektivt kunne begrunde sine beslutninger om udnævnelse af eksperter (jf. præmis 135 ovenfor).

141. I lyset af ovenstående fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ved første øjekast har indført passende regler for at sikre en afbalanceret repræsentation af forskellige interesser i sine ekspertgrupper, og glædede sig over sit tilsagn om at overholde disse regler.

142. Samtidig indså Ombudsmanden, at klageren med hensyn til den faktiske gennemførelse af disse regler henviste til en række eksempler på ekspertgrupper, hvor det forekom vanskeligt at hævde, at deres sammensætning svarer til ethvert begreb om en afbalanceret repræsentation. Dette syntes f.eks. at være tilfældet for "Euro Cash User Group", en aktiv gruppe, der opererer permanent. Ifølge oplysningerne i registret består denne gruppe af 27 medlemmer, hvoraf 24 medlemmer er opført under kategorien "selskab". Med hensyn til gruppen "Intermodalitet og logistik" kan der for at tage et andet eksempel i det mindste være tvivl om dens afbalancerede sammensætning, idet et stort flertal af medlemmerne tilsyneladende kommer fra transportindustrien. På den anden side er der grupper, som med hensyn til deres sammensætning syntes at være i fuld overensstemmelse med Kommissionens ovennævnte regler. Ud af de 37 medlemmer af "Cars 2020-ekspertgruppen" er 21 medlemmer f.eks. institutionelle medlemmer, der repræsenterer Kommissionen, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg samt medlemsstaterne. Med hensyn til de resterende 16 pladser syntes der at være en nøjagtig paritet mellem i) medlemmer, der repræsenterer industrien (såsom sammenslutninger af bil- og motorcykelproducenter), og ii) medlemmer fra fagforeninger, ngo'er og forbrugerorganisationer, hvor hver af disse to kategorier har otte pladser.

143. I sin udtalelse henviste Kommissionen gentagne gange til behovet for yderligere at forbedre balancen på visse områder. Den anførte endvidere, at der allerede var gjort en indsats på yderligere områder. I sine bemærkninger anerkendte klageren, at der var gjort fremskridt med hensyn til visse grupper, men fastholdt sin påstand og henviste til specifikke tilfælde af ubalancerede ekspertgrupper. Ombudsmanden mente, at de ovenfor gennemgåede eksempler er tilstrækkelige til at antyde, at der fortsat var problemer med gennemførelsen af Kommissionens regler om sammensætningen af ekspertgrupper. Ombudsmanden forstod, at Kommissionen er klar over problemet med ekspertgruppernes sammensætning og behovet for yderligere fremskridt i forhold til visse grupper for at sikre en mere afbalanceret sammensætning, men hun medtog ikke desto mindre dette aspekt i nedenstående forslag til mindelig løsning.

F. Forslaget til en mindelig løsning

144. På grundlag af ovenstående betragtninger fremsatte Ombudsmanden følgende mindelige løsningsforslag til Kommissionen:

"Under hensyntagen til Ombudsmandens konklusioner kunne Kommissionen overveje:

(1) Præcisering af anvendelsesområdet for i) meddelelsen "På vej mod en styrket hørings- og dialogkultur - Generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter" og ii) meddelelsen "Kommissionens indsamling og anvendelse af ekspertise: Principper og retningslinjer"

(2) fastlæggelse af kriterier for kategorisering af forskellige enheder, der er repræsenteret i grupper (industri, den akademiske verden osv.), for at sikre, at de relevante oplysninger i registret er korrekte og hensigtsmæssige

(3) at færdiggøre sit register over ekspertgrupper ved at sikre, at det omfatter alle eksperter og alle ekspertgrupper og sikrer en tilstrækkelig detaljeringsgrad med hensyn til referater og/eller møderapporter

(4) Gennemgang af brugervenligheden og tilgængeligheden af de oplysninger, der præsenteres i registret

(5) at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på i overensstemmelse med de relevante meddelelser at sikre en afbalanceret repræsentation af relevante ekspertiseområder og interesseområder i ekspertgrupper."

G. For så vidt angår første del af Ombudsmandens forslag (»præcisering af anvendelsesområdet«)

De argumenter, der blev fremført for Ombudsmanden efter forslaget om en mindelig løsning

145. Kommissionen gentog, at begge meddelelser, som det fremgår af deres indhold, i første omgang vedrører den politiske beslutningsproces. Kommissionen præciserede, at retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise fastslår, at de "er relevante for inddragelsen af ekspertise i alle faser af den politiske beslutningsproces". På samme måde defineres "høringer" i meddelelsen om minimumsstandarder for høring som "de processer, hvorigennem Kommissionen ønsker at udløse input fra eksterne interesserede parter med henblik på udformning af politikker, inden Kommissionen træffer en afgørelse".

146. Kommissionen tilføjede, at den kan anvende de principper og retningslinjer, der er indeholdt i begge meddelelser, også i forbindelse med ekspertgrupper, der beskæftiger sig med spørgsmål, som ikke er en del af den politiske beslutningsproces. Når Kommissionen overvejer forskellige høringsmuligheder i denne henseende, følger den proportionalitetsprincippet. Dette udmønter sig i en vurdering af Kommissionens behov for høring fra sag til sag og udformning af relevante ordninger i forhold til den aktuelle opgave, f.eks. under hensyntagen til den pågældende sektor og det pågældende spørgsmål. Kommissionen konkluderede, at "ånden i disse bestemmelser"også er relevant for ekspertgrupper, der opererer uden for den politiske beslutningsproces, selv om de proportionalitetshensyn, der er fastsat deri, formelt kun gælder for den politiske beslutningsproces.

147. I sine bemærkninger til Kommissionens svar på forslaget om en mindelig løsning kommenterede klageren ikke specifikt dette spørgsmål.

Ombudsmandens vurdering efter forslaget om en mindelig løsning

148. Ombudsmanden mener, at Kommissionen har givet præciseringer med hensyn til anvendeligheden af ovennævnte meddelelser. Den forklarede således, at i) de begge er gearet til den politiske beslutningsproces, ii) deres ånd kan ikke desto mindre gælde for ekspertgrupper uden for den politiske beslutningsproces og iii) omfanget af deres anvendelse på koncerner uden for den politiske beslutningsproces er underlagt proportionalitetsprincippet. Hun konkluderer derfor, at Kommissionen har accepteret første del af forslaget om en mindelig løsning.

H. Vedrørende anden del af Ombudsmandens forslag (»Fastlæggelse af kriterier for kategorisering af forskellige enheder«)

De argumenter, der blev fremført for Ombudsmanden efter forslaget om en mindelig løsning

149. Kommissionen gjorde gældende, at dens regler om ekspertgrupper fastsætter fire forskellige typer gruppemedlemmer: i) enkeltpersoner, der udnævnes personligt, ii) enkeltpersoner, der repræsenterer en fælles interesse, iii) organisationer i bred forstand og iv) medlemsstaternes myndigheder. Kommissionen anførte, at den med henblik på at give den brede offentlighed yderligere præciseringer af forskellene mellem typerne af medlemmer ændrede den forklarende tekst, der var tilgængelig i registret i juli 2013.

150. I foråret 2012 pålagde Kommissionen sine tjenestegrene at foretage en gennemgang af grupper, som omfatter medlemmer, der udnævnes personligt, med henblik på at sikre, at reglerne overholdes fuldt ud. Som følge af denne gennemgang viste det sig, at en række eksperter blev opført i registret som eksperter udpeget i deres personlige egenskab, mens de i virkeligheden var repræsentanter for interessenter eller medlemsstater. Dette blev rettet i løbet af sommeren 2012.

151. Kommissionen har ligeledes henvist til et bilag til replikken. Bilaget har titlen "Status over de betingelser, som Europa-Parlamentet har fastsat for at ophæve reserven i 2012-budgettet for så vidt angår ekspertgrupper (2 mio. EUR)"og er dateret den 6. september 2012. En af de betingelser, som Parlamentet fastsatte for at ophæve reserven, var at forbyde lobbyister og virksomhedsledere at sidde i ekspertgrupper i "personlig egenskab". Blandt de opfølgende foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i denne henseende, fremgår det af bilaget, at Kommissionen har indledt en gennemgang af ekspertgrupper under dens ansvar med henblik på at sikre, at reglerne om interessekonflikter overholdes. Desuden viste gennemgangen, at nogle eller alle eksperter fra 31 grupper faktisk er repræsentanter for interessenter og i nogle tilfælde for medlemsstaterne, men ikke eksperter, der udnævnes personligt. I henhold til bilaget vil det kræve en ændring af Kommissionens beslutninger om oprettelse af de pågældende grupper at foretage de nødvendige ændringer.

152. Kommissionen anførte videre, at dens tjenestegrene siden sommeren 2012 har truffet yderligere foranstaltninger i forbindelse med andre problematiske sager, også som svar på anmodninger fra flere interessenter, herunder klageren. I den forbindelse henviste Kommissionen til yderligere to bilag, der rapporterer om status i henholdsvis februar og juni 2013, og et andet bilag, der indeholder svar fra individuelle tjenestegrene i Kommissionen på bemærkninger fra interessenter om specifikke ekspertgrupper. Kommissionen tilføjede, at anmodninger fra interessenter blev videresendt til den enten direkte eller gennem en gruppe af "ligesindede" medlemmer af Parlamentet (MEP'er), med hvem den i 2012 indledte en uformel dialog om ekspertgrupper.

153. Kommissionen konkluderede, at den i lyset af ovenstående ikke finder det nødvendigt at definere yderligere specifikke kriterier for kategorisering af forskellige enheder, der er repræsenteret i koncerner. Kategoriseringen af medlemmer bør snarere ske fra sag til sag i overensstemmelse med de eksisterende regler og i lyset af de oplysninger, som de relevante tjenestegrene i Kommissionen er i besiddelse af vedrørende de enkelte medlemmer. Denne tilgang bør også gælde for kategorisering af organisationer (virksomheder, ngo'er, universiteter osv.). Kommissionen understregede sit tilsagn om at sikre, at denne tilgang anvendes konsekvent på tværs af GD'erne, og at navnene på medlemmerne af ekspertgrupperne vises på passende vis i registret. Det erklærede også, at det i den forbindelse fortsat vil samarbejde med interessenterne og Parlamentet.

154. I sit svar vedlagde Kommissionen også et bilag med titlen "Grupper, hvis medlemskab er blevet præciseret i registret". Det fremgår af bilaget, at der er foretaget præciseringer i forhold til i alt 31 ekspertgrupper.

155. I sine bemærkninger anførte klageren, at størstedelen af alle organisationer, der ikke er mærket som repræsenterende erhvervsinteresser, er blevet kategoriseret som "sammenslutninger". Ifølge klageren giver denne upræcise betegnelse, der omfatter ngo'er, fagforeninger, landbrugere og kooperativer, imidlertid ingen indikation af, hvilken interesse den pågældende organisation kan repræsentere. Klageren fremførte også, at "international organisation" er et andet vagt og altomfattende mærke, der giver mulighed for at dække virksomhedernes interesser.

Ombudsmandens vurdering efter forslaget om en mindelig løsning

156. Ombudsmanden noterer sig Kommissionens synspunkt om, at det ikke er nødvendigt at definere yderligere specifikke kriterier for kategorisering af forskellige enheder, der er repræsenteret i ekspertgrupper. Hun anerkender også, at Kommissionen understregede, at de nuværende regler allerede indeholder en sondring mellem forskellige enheder. I denne forbindelse bemærker hun endvidere, at Kommissionens register nu indeholder et link med titlen »Ekspertgrupper forklaret«, som bl.a. forklarer typerne af gruppemedlemmer og herved henviser til de fire kategorier af enheder, som Kommissionen henviste til i sit svar på forslaget om en mindelig løsning (jf. præmis 149 ovenfor).

157. For så vidt angår kategorien "organisationer" indeholder registret følgende forklaringer: "Organisationer i bred forstand, herunder virksomheder, foreninger, NGO'er, fagforeninger, universiteter, forskningsinstitutter, EU-organer og internationale organisationer. Disse organisationer udpeger enkeltpersoner som deres faste repræsentanter i gruppen eller udpeger repræsentanter på ad hoc-basis afhængigt af mødedagsordenen." Det er derfor klart korrekt at argumentere for, at medlemmer, der kategoriseres som organisationer, faktisk kan være af meget forskellig art og dermed f.eks. kan være virksomhedsmedlemmer, NGO'er eller forskningsinstitutter. Dette giver imidlertid ikke anledning til bekymring, så længe organisationens navn er opført på listen og dermed gør det muligt at få en præcis idé om et bestemt gruppemedlems aktivitetsområde.

158. Ombudsmanden minder imidlertid også om, at registret ikke blot henviser til institutionelle medlemmer af ekspertgrupper som "organisationer", men i stedet under overskriften "kategori" forklarer, om en organisation f.eks. er en NGO og en forening eller en fagforening. Som anført i forslaget om en mindelig løsning kan det være en kompleks opgave at mærke en bestemt organisation som f.eks. en forening eller en NGO.

159. Selv om Ombudsmanden fortsat mener, at det kunne være nyttigt for Kommissionen at overveje at vejlede sine ansatte med hensyn til den præcise forståelse af begreber som "NGO" eller "sammenslutning", mener hun også, at selv om en sådan vejledning var på plads, som Kommissionen korrekt har anført, skal der i sidste ende træffes en afgørelse om den korrekte kategorisering af et bestemt medlem fra sag til sag.

160. Det skal endvidere bemærkes, at både organisationens navn og den kategori, den tilhører, er offentligt tilgængelige via registret, og at enhver sådan afgørelse er underlagt offentlig kontrol. Da Kommissionen gentagne gange har gjort det klart, at den er rede til at rette eventuelle fejl, og da den i løbet af denne undersøgelse faktisk har foretaget en række sådanne rettelser, finder Ombudsmanden, at der ikke er behov for at gå videre med dette spørgsmål på nuværende tidspunkt.

I. For så vidt angår tredje del af Ombudsmandens forslag (»fuldførelse af registret«)

De argumenter, der blev fremført for Ombudsmanden efter forslaget om en mindelig løsning

161. Kommissionen gentog sin overbevisning om, at med det nye register, der blev oprettet i december 2010, blev gennemsigtigheden inden for ekspertgrupper effektivt forbedret på mange måder. Kommissionen medgav, at overgangen fra den gamle til den nye udgave af registret i betragtning af den enorme mængde oplysninger, der skulle behandles, tog længere tid end forventet og først blev afsluttet i begyndelsen af 2012. Samtidig påpegede det, at registret er et "levende" instrument, som indeholder oplysninger om hundredvis af grupper, der er placeret under ansvar af snesevis af forskellige tjenestegrene i Kommissionen. Registret ændres dagligt på baggrund af oplysninger, der er indkodet af de relevante tjenestegrene og valideret af Generalsekretariatet i overensstemmelse med de gældende regler. Kommissionen gjorde gældende, at mangler eller unøjagtigheder i denne forbindelse undertiden ikke helt kan undgås.

162. Kommissionen beklagede, at oplysninger om "Den Rådgivende Gruppe om Energi 2050-køreplanen" ikke blev offentliggjort i registret. I betragtning af at arbejdet blev udført i løbet af nogle få måneder, fra maj til september 2011, hvor der kun fandt tre møder sted, blev denne gruppe betragtet som en række ad hoc-møder snarere end en egentlig ekspertgruppe under Kommissionen. Fuld gennemsigtighed blev imidlertid sikret via et særligt websted [34].

163. Kommissionen insisterede imidlertid på, at eventuelle uoverensstemmelser, der opdages på en bestemt dag, ikke bør tyde på, at registret som sådan er ufuldstændigt eller ikke giver tilstrækkelig gennemsigtighed. Den fremførte også, at en række bemærkninger fra klageren ikke er berettigede eller ikke tager hensyn til den seneste udvikling eller særlige omstændigheder, hvorunder visse grupper har opereret. Kommissionen fremsatte derefter bemærkninger til en række grupper, for hvilke der ifølge klageren ikke var offentliggjort oplysninger i registret.

164. Ifølge Kommissionens arkiver blev oplysninger om "Clearing and Settlement Advisory and Monitoring Expert Group 2 (CESAME 2)" offentliggjort i registret i oktober 2008 og var således synlige på det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet. Denne gruppe blev lukket i december 2010, hvilket forklarer, hvorfor den ikke længere var opført i registret, da klageren fremsatte sine bemærkninger til Ombudsmanden i juni 2011. I denne forbindelse forklarede Kommissionen, at registret oprindeligt kun var tænkt som en database med aktive grupper. Fra april 2013 er denne gruppe opført i registret som en lukket gruppe, hvilket er resultatet af forbedringer i den søgemaskine, som Kommissionen har indført, og som gør det muligt at søge ikke kun efter aktive grupper, men også efter grupper, der er i venteposition, og efter lukkede grupper.

165. Kommissionen insisterede på, at oplysningerne om "CARS 21" allerede var offentliggjort i registret på det tidspunkt, hvor klageren fremsatte sine bemærkninger til Ombudsmanden i juni 2011, da offentliggørelsen af disse oplysninger fandt sted i begyndelsen af maj 2011. Denne gruppe blev sat i bero i februar 2013 og derefter lukket i juni 2013. Kommissionen hævdede, at det samme gælder for "Legal Certainty Group", som blev lukket i december 2010 og derfor ikke var synlig i registret før april 2013. Endelig blev »Competitiveness in Biotechnology Advisory Group« opført under dette navn i registret i juni 2006. I 2008 blev navnet på denne gruppe ændret til "Ad hoc Advisory Group for Bio-based Products", hvilket forklarer, hvorfor den ikke kunne findes i registret under sit oprindelige navn, da klageren fremsatte bemærkninger til Ombudsmanden i juni 2011.

167. Kommissionen erklærede, at den fortsat er fast besluttet på at sikre, at registret giver fuld gennemsigtighed med hensyn til ekspertgrupper, og understregede, at den er rede til at korrigere uoverensstemmelser og faktuelle fejl, som den bliver gjort opmærksom på. Den mindede om, at den gentagne gange har truffet foranstaltninger i denne henseende, også som reaktion på specifikke bemærkninger og anmodninger fra en række interessenter, herunder klageren.

168. Kommissionen fremførte også, at den i marts 2012 efter anmodning fra Parlamentet og i overensstemmelse med Ombudsmandens forslag forpligtede sig til yderligere at øge gennemsigtigheden med hensyn til det arbejde, der udføres af ekspertgrupper, ved at offentliggøre alle relevante dokumenter (såsom dagsordener, referater og deltagernes indlæg) enten i registret eller via et link fra registret til et særligt websted. Kommissionen fremførte, at dette tilsagn, som vedrører dokumenter, der er udarbejdet pr. 1. april 2012, er et positivt svar på Ombudsmandens forslag og er i overensstemmelse med retningslinjerne for indsamling og anvendelse af ekspertise. Kommissionen bekræftede sit tilsagn og understregede, at den bestræber sig på at sikre, at alle relevante dokumenter rent faktisk offentliggøres.

169. Kommissionen gav udtryk for sin overbevisning om, at selv om detaljeringsgraden med hensyn til møderapporter afhænger af en række faktorer og derfor ikke kan standardiseres fuldt ud på kommissionsniveau, bør offentliggørelsen af forskellige relevante dokumenter gøre det muligt for offentligheden at blive tilstrækkeligt informeret om ekspertgruppernes arbejde. Den tilføjede, at undtagelser fra offentliggørelse er mulige, hvis udbredelsen af et dokument ville være til skade for beskyttelsen af en offentlig eller privat interesse som defineret i artikel 4 i forordning 1049/2001 [35]. Endelig var Kommissionen enig med Ombudsmanden i, at interessekonflikter lettere kan opdages, hvis der findes tilstrækkelige oplysninger om medlemmerne af ekspertgrupper og om de aktiviteter, der udføres af grupper, i registret.

170. I sine bemærkninger hævdede klageren, at oprettelsen af registret og den gradvise forbedring heraf har gjort det muligt for offentligheden at få en bedre forståelse af ekspertgrupper. Klageren bemærkede også, at pres fra civilsamfundet og MEP'er havde fået Kommissionen til at uploade alle relevante dokumenter til registret, herunder dagsordener, referater og bidrag under møder. Samtidig var klageren af den opfattelse, at det med hensyn til nye ekspertgrupper endnu ikke var muligt at vurdere, om Kommissionen havde opfyldt sine løfter. Klageren erkendte "afgørende forbedringer", men pegede også på problemer med at fastslå, hvor længe grupperne har været aktive.

Ombudsmandens vurdering efter forslaget om en mindelig løsning

171. Ombudsmanden noterer sig Kommissionens bemærkning om, at registret blev færdiggjort i begyndelsen af 2012, og bifalder Kommissionens beslutning om også at sikre gennemsigtighed i forbindelse med lukkede grupper.

172. Som understreget i forslaget om en mindelig løsning er det afgørende, at de oplysninger, der stilles til rådighed i registret, er fuldstændige og pålidelige. Det betyder, at registret også bør indeholde oplysninger om de grupper, der stiller oplysninger om deres arbejde til rådighed på de enkelte websteder. Det betyder desuden, at eventuelle ændringer, der sker i løbet af en ekspertgruppes eksistens og drift, vil blive registreret i registret i god tid.

173. I den givne sammenhæng noterer Ombudsmanden sig med tilfredshed Kommissionens fornyede tilsagn om at holde registret fuldstændigt og ajourført og at gøre indholdet af ekspertgruppernes arbejde, herunder dagsordener, referater og deltagernes indlæg, tilgængeligt i registret.

174. I betragtning af at klageren i sine bemærkninger anerkendte, at der var sket forbedringer, konkluderer Ombudsmanden også, at Kommissionen har accepteret tredje del af forslaget om en mindelig løsning. Ombudsmanden noterer sig klagerens bekymring over, at der ikke foreligger oplysninger om den dato, hvor grupperne påbegyndte deres aktiviteter, og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn hertil. For så vidt angår grupper, der i løbet af deres eksistens har ændret navn, finder Ombudsmanden det desuden nyttigt at registrere både det gamle og det nye navn i registret for at give mulighed for at hente grupper i registret, når der søges efter et af disse navne.

175. Endelig bemærker Ombudsmanden, at klageren i sine bemærkninger henviste til grupper, der var oprettet efter den 20. september 2012, og for så vidt angår disse grupper fremførte, at det endnu ikke var muligt at vurdere, om Kommissionen havde opfyldt sine forpligtelser. Selv om Ombudsmanden mener, at dette forhold ikke påvirker ovenstående konklusion, forbeholder hun sig ret til at medtage dette aspekt i sin undersøgelse på eget initiativ vedrørende ekspertgrupper, der er planlagt for 2014 (jf. punkt 194 nedenfor).

J. For så vidt angår fjerde del af Ombudsmandens forslag ("Gennemgang af brugervenligheden og tilgængeligheden")

De argumenter, der blev fremført for Ombudsmanden efter forslaget om en mindelig løsning

176. I sit svar på Ombudsmandens forslag om en mindelig løsning fremførte Kommissionen, at den i løbet af de seneste år havde forbedret både brugervenligheden og tilgængeligheden af oplysningerne i registret betydeligt. Kommissionen påpegede specifikt, at:

i) nøjagtigheden og læsbarheden af de indkodede data er konstant blevet forbedret

ii) i august 2012 blev der indført en "nyhedsafdeling" i registret, der bl.a. giver et enkelt adgangspunkt til oplysninger om nye indkaldelser af ansøgninger vedrørende grupper, der er opført eller skal opføres i registret, hvilket bl.a. letter adgangen for den brede offentlighed og for eksperter, der er interesserede i at blive medlemmer af grupper

iii) søgemaskinen er blevet forbedret og gør det fra april 2013 muligt at søge efter lukkede grupper, mens oplysninger om lukkede grupper tidligere er blevet fjernet fra registret; og

iv) siden april 2013 kan alle data downloades fra registret i et maskinlæsbart format.

177. I sine bemærkninger vendte klageren ikke specifikt tilbage til dette spørgsmål.

Ombudsmandens vurdering efter forslaget om en mindelig løsning

178. Ombudsmanden mener, at Kommissionen har gjort vigtige fremskridt på dette område på en række niveauer, og lægger særlig vægt på, at registret nu konsekvent gør det muligt at hente oplysninger også i forbindelse med lukkede grupper. Hun konkluderer derfor, at Kommissionen har accepteret fjerde del af hendes forslag til en mindelig løsning.

K. Med hensyn til femte del af Ombudsmandens forslag (»sikre … en afbalanceret repræsentation«)

De argumenter, der blev fremført for Ombudsmanden efter forslaget om en mindelig løsning

179. I sit svar på Ombudsmandens forslag til en mindelig løsning bemærkede Kommissionen med tilfredshed Ombudsmandens synspunkt om, at den har indført passende regler for at sikre en afbalanceret repræsentation af forskellige interesser i sine ekspertgrupper. Kommissionen fandt det desuden bemærkelsesværdigt, at Ombudsmanden er enig med den i, at graden af interessenternes samlede deltagelse og repræsentation bør vurderes i lyset af alle Kommissionens initiativer, og at sikring af en afbalanceret og pluralistisk dialog ikke kan sidestilles med en aritmetisk øvelse.

180. Med hensyn til gennemførelsen af de eksisterende regler om sammensætningen af ekspertgrupper anførte Kommissionen, at den lagde stor vægt på Ombudsmandens opfordring til at behandle problematiske sager. Kommissionen anførte, at den i de seneste år faktisk allerede havde truffet betydelige foranstaltninger for at rette op på eventuelle ubalancer. Navnlig foretog Kommissionens tjenestegrene i foråret 2012 en samlet gennemgang af ekspertgrupper, som ikke udelukkende består af offentlige myndigheder. Kommissionens undersøgelse resulterede i, at sammensætningen af en række grupper, som klageren nævnte, blev ændret eller var ved at blive ændret. Kommissionen tilføjede, at disse foranstaltninger også blev truffet som svar på anmodninger fra interessenter, uanset om de blev sendt direkte til Kommissionen eller via ovennævnte gruppe af "ligesindede" medlemmer af Europa-Parlamentet.

181. For mere detaljerede oplysninger henviste Kommissionen til ovennævnte bilag (jf. præmis 151 og 152 ovenfor).

182. Kommissionen forklarede videre, at det i flere tilfælde på trods af indkaldelser af ansøgninger og direkte opfordringer fra Kommissionens tjenestegrene ikke var muligt at udpege et tilstrækkeligt antal nye medlemmer. I nogle tilfælde var det slet ikke muligt at udpege nye medlemmer. Dette skyldtes ofte det begrænsede antal modtagne ansøgninger og det forhold, at mange af ansøgningerne ikke var egnede i forhold til det arbejde, der skulle udføres. Kommissionen tilføjede, at den gentagne gange har informeret interessenter og MEP'er om, at dens tjenestegrene er rede til at undersøge yderligere ansøgninger fra interesserede NGO'er eller civilsamfundet for at finde en bedre balance for de grupper, hvor balancen stadig ikke er optimal.

183. For yderligere detaljer henviste Kommissionen til ovennævnte bilag (jf. præmis 151 og 152 ovenfor).

184. I sine bemærkninger anerkendte klageren, at visse generaldirektorater som følge af offentlige kampagner og pres fra visse medlemmer af Europa-Parlamentet har truffet foranstaltninger, der har resulteret i, at visse virksomhedsdominerede ekspertgrupper er blevet afskaffet eller udsat for nye indkaldelser af ansøgninger. Klageren noterede sig også Kommissionens accept af, at virksomhedsinteresser ikke bør have lov til at dominere ekspertgrupper.

185. Klageren hævdede imidlertid, at for så vidt angår grupper, der blev oprettet mellem den 20. september 2012 og den 20. september 2013 (i det følgende benævnt "nye ekspertgrupper"), havde Kommissionens uformelle dialog med MEP'er vist sig at være mislykket, idet Kommissionen tilsyneladende "havde brudt sit løfte". Mere specifikt fremførte klageren, at virksomhedernes interesser fortsat dominerer nye ekspertgrupper, som centrale generaldirektorater i Kommissionen er vært for, såsom GD for Beskatning og Toldunion, GD for Erhvervspolitik og Kommissionens Generalsekretariat. Ifølge klageren er der på tværs af Kommissionen "flere virksomhedsrepræsentanter i nye ekspertgrupper (52 %) end alle andre interessenter tilsammen, idet SMV'er og fagforeninger kun tegner sig for 3 % af pladserne hver." Klageren fremlagde detaljerede tal til støtte for sit synspunkt og hævdede f.eks. i forbindelse med "CARS 2020"-gruppen, at den "stadig har 10 ud af 16 pladser besat med virksomhedsinteresser".

Ombudsmandens vurdering efter forslaget om en mindelig løsning

186. I forslaget om en mindelig løsning anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre en afbalanceret repræsentation af relevante ekspertiseområder og interesseområder i ekspertgrupper.

187. Det fremgår af de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, og navnlig af bilagene til dens svar, der indeholder detaljerede oplysninger om de trufne foranstaltninger, at Kommissionen har gjort betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af balancen i ekspertgrupperne. Således viser f.eks. de tre rapporter om status for Kommissionens gennemgang af eksisterende grupper, at Kommissionen har forpligtet sig til at genskabe balancen i sammensætningen af mere end halvtreds grupper. Konkret fremgår det af Kommissionens statusrapport fra februar 2013, at 13 grupper i GD ENTR er blevet rebalanceret på grundlag af en enkelt indkaldelse af interessetilkendegivelser. Desuden fremgår det af samme rapport, at en række grupper, for hvilke der angiveligt var en skæv sammensætning, er blevet lukket. Hvad specifikt angår "CARS 2020"-gruppen, som klageren henviste til i sine bemærkninger, og som efterfulgte "CARS 21", viser samme rapport, at Kommissionen inviterede yderligere to ikkeindustrielle medlemmer til det første møde i den nye gruppe i februar 2013 med henblik på at forbedre interesseafvejningen. Kommissionen tilføjede, at der er planlagt en offentlig høring for denne gruppe i begyndelsen af sommeren, så alle interesserede parter vil få mulighed for at give udtryk for deres synspunkter og holdninger til de emner, som gruppen beskæftiger sig med.

188. Jeg er sikker på, at billedet ikke er perfekt, og Kommissionen har selv peget på problemer i sin stræben efter at opnå en afbalanceret repræsentation. Kommissionen henviste navnlig til antallet af berørte grupper, kompleksiteten af ændringsprocesserne og de institutionelle begrænsninger, som medførte, at der var behov for nogen tid til fuldt ud at gennemføre sit faste politiske tilsagn om at sikre en afbalanceret sammensætning af disse grupper. Kommissionen anførte også, at det på trods af indkaldelser af ansøgninger og direkte opfordringer fra Kommissionens tjenestegrene ikke var muligt at udpege et tilstrækkeligt antal nye medlemmer i visse grupper, f.eks. i en række grupper, som GD ENTR var vært for. Ikke desto mindre bemærker Ombudsmanden, at GD ENTR i statusrapporten fra juni 2013 bekræftede, at det var rede til at undersøge yderligere ansøgninger fra interesserede NGO'er eller civilsamfundet med henblik på at finde en bedre balance for de grupper, hvor det endelige resultat stadig ikke er optimalt.

189. I sine bemærkninger erkendte klageren, at der var gjort fremskridt i forhold til eksisterende koncerner. Derudover henviste klageren til problemer med nye ekspertgrupper, nemlig dem, der er blevet nedsat mellem den 20. september 2012 og den 20. september 2013.

190. Med hensyn til disse nye ekspertgrupper minder Ombudsmanden om, at den foreliggende klage blev indgivet i 2010 og henviste til et stort antal ekspertgrupper, der eksisterede på daværende tidspunkt. Ombudsmandens forslag til mindelig løsning og Kommissionens svar herpå vedrørte derfor de grupper, som klageren havde medtaget i sin klage.

191. Selv om Ombudsmanden i princippet kunne udvide sin undersøgelse med henblik på at undersøge de nye ekspertgrupper, som klageren henviste til i sine bemærkninger, og som er blevet oprettet i løbet af undersøgelsen, finder hun det ikke hensigtsmæssigt at gøre dette af hensyn til procesøkonomien.

192. I betragtning af de klare forbedringer, som Kommissionen har foretaget med hensyn til de ekspertgrupper, der er omhandlet i klagerens klage, konkluderer Ombudsmanden derfor, at Kommissionen har accepteret femte del af forslaget til mindelig løsning.

193. Uanset denne konklusion giver oplysningerne i klagerens bemærkninger anledning til bekymring med hensyn til nye ekspertgrupper. Ombudsmanden mener derfor, at det er bydende nødvendigt at holde et vågent øje med situationen.

194. Mere specifikt påtænker Ombudsmanden at indlede en undersøgelse på eget initiativ af spørgsmålet om sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper i 2014. Dette vil ikke blot give hende mulighed for at se nærmere på enhver yderligere udvikling i Kommissionens praksis, navnlig i forbindelse med grupper, der er oprettet fra september 2012 og fremefter. Iværksættelsen af en sådan undersøgelse på eget initiativ vil også give alle interessenter, der interesserer sig for spørgsmålet, mulighed for at tilkendegive deres synspunkter, således at Ombudsmanden kan tage hensyn til disse synspunkter.

L. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusioner:

Kommissionen har accepteret første og tredje til femte del af Ombudsmandens forslag til mindelig løsning.

Med hensyn til det andet led er der på nuværende tidspunkt ikke behov for yderligere foranstaltninger fra Ombudsmandens side.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

Emily O'Reilly

Udfærdiget i Strasbourg, den 19. december 2013

---

[1] Om Kommissionens indsamling og anvendelse af ekspertise: Principper og retningslinjer, "Forbedring af videnbasen for bedre politikker", KOM(2002) 713 endelig, Bruxelles, 11.12.2002.

[2] Mod en stærkere hørings- og dialogkultur - Generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter, KOM(2002) 704 af 11.12.2002.

[3] GD står for Generaldirektoratet.

[4] "- Den Rådgivende Gruppe for Konkurrenceevne inden for Bioteknologi (CBAG)

Gruppen på Højt Plan vedrørende den Europæiske Kemikalieindustris Konkurrenceevne

Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Sikkerhedsforskning

Gruppen på Højt Plan vedrørende Konkurrenceevne, Energi og Miljø

- Surveillance de la moyenne des émissions spécifiques de CO2 dues aux véhicules particuliers neufs

- Kulforbrænding, rene og effektive kulteknologier, CO2-opsamling".

[5] K(2010) 7649 endelig af 10.11.2010.

[6] Kodeksen findes på Ombudsmandens websted: http://www.ombudsman.europa.eu/resources/code.faces#/page/1

[7] K(2005) 2817 af 27. juli 2005.

[8] Se fodnote 5 ovenfor.

[9] SEK(2010) 1360 endelig.

[10] Se fodnote 3 ovenfor.

[11] Jf. fodnote 2 ovenfor.

[12] Grønbog om det europæiske åbenhedsinitiativ, KOM(2006) 194 endelig af 3. maj 2006.

[13] Hvidbog om nye styreformer i EU, KOM(2001) 428 endelig, Bruxelles, den 25. juli 2001.

[14] Jf. fodnote 11 ovenfor.

[15] Jf.: http://ec.europa.eu/energy/energy2020/roadmap/doc/sec_2011_1569_1.pdf

[16] s. 19. Min fremhævelse.

[17] Jf. fodnote 8 ovenfor.

[18] Fremhævelse tilføjet.

[19] Se fodnote 10 ovenfor.

[20] KOM(2010) 543 endelig.

[21] Min fremhævelse.

[22] Min fremhævelse.

[23] Min fremhævelse.

[24] Se fodnote 8 ovenfor.

[25] Kommissionens afgørelse 2004/391/EF af 23.4.2004 om de rådgivende grupper for spørgsmål vedrørende den fælles landbrugspolitik, EUT L 120, s. 20.

[26] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15.1.2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (kodificeret udgave) (EUT 2008, L 24, s. 8).

[27] Rådets afgørelse 2008/114/EF af 12.2.2008 om fastsættelse af vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur (EUT 2008, L 41, s. 15).

[28] Se fodnote 25 ovenfor.

[29] Afgørelse om afslutning af Ombudsmandens undersøgelse af klage 2558/2009(TN)DK, punkt 8 og 9.

[30] Afgørelse om afslutning af Ombudsmandens undersøgelse af klage 2558/2009(TN)DK, punkt 12; Afgørelse om afslutning af Ombudsmandens undersøgelse af klage 2097/2011/RA, punkt 32; Udkast til henstilling i klage 1151/2008/ANA, punkt 70.

[31] Afgørelse om afslutning af Ombudsmandens undersøgelse af klage 2558/2009(TN)DK, punkt 13; Afgørelse om afslutning af Ombudsmandens undersøgelse af klage 2097/2011/RA, punkt 33; Udkast til henstilling i klage 1151/2008/ANA, punkt 70.

[32] K(2010) 7649 endelig af 10. november 2010, afsnit II.2.

[33] s. 9.

[34] http://ec.europa.eu/energy/energy2020/roadmap/index_en.htm.

[35] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).