BAGGRUNDEN

Klage 2166/2008/WP:

1. Denne undersøgelse på eget initiativ er baseret på en klage indgivet af professor B., en forsker af tyrkisk nationalitet (klage 2166/2008/WP). Den 28. maj 2008 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) på sit websted indkaldelser af interessetilkendegivelser vedrørende stillinger som midlertidigt ansat i det nyoprettede Forvaltningsorgan for Det Europæiske Forskningsråd (ERCEA) og i Forvaltningsorganet for Forskning (REA). Professor B. besluttede at deltage i udvælgelsesproceduren for midlertidigt ansatte, der skulle ansættes af ERCEA. Ansøgningsfristen var den 18. juni 2008.

2. Udvælgelsesproceduren var oprindeligt begrænset til statsborgere fra EU-medlemsstaterne. Den blev imidlertid efterfølgende udvidet til at omfatte statsborgere fra »RP7-partnerlande«, dvs. partnerlande under EU's syvende rammeprogram for forskning og udvikling [1]. Tyrkiet er en del af denne gruppe af lande.

3. Under udarbejdelsen af sin ansøgning bemærkede professor B., at ansøgerne ikke blot skulle være flydende i engelsk, men også i et andet officielt EU-sprog. Professor B. var af den opfattelse, at dette krav var indirekte diskriminerende, da det syntes at begunstige statsborgere fra EU-medlemsstater. Han tilføjede et tilsvarende notat til sin ansøgning.

4. Nogen tid efter at han havde indgivet sin ansøgning, blev professor B. underrettet om, at han ikke kunne deltage i udvælgelsesprøven. Kravet om statsborgerskab var i mellemtiden blevet ændret, og kun statsborgere fra EU-medlemsstaterne kunne ansøge. Professor B. henvendte sig til Den Europæiske Ombudsmand og hævdede, at denne afgørelse var både forkert og diskriminerende.

Initiativundersøgelse OI/2/2008/(WP)VIK:

5. Efter at have undersøgt ovennævnte klage fandt Ombudsmanden, at professor B. hverken var EU-borger eller bosiddende i en EU-medlemsstat. I henhold til artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde var professor B. således ikke bemyndiget til at klage til Ombudsmanden. Ombudsmanden kunne derfor ikke indlede en undersøgelse af hans klage som sådan. Han var imidlertid af den opfattelse, at klagen rejste et alvorligt spørgsmål, som også syntes at vedrøre udvælgelsesproceduren for midlertidigt ansatte til REA. Ombudsmanden besluttede derfor at indlede denne undersøgelse på eget initiativ af de spørgsmål, der var rejst i klagen.

Emnet for undersøgelsen af egen drift

6. Ombudsmanden pegede på følgende spørgsmål:

1. Beslutningen om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlandene muligheden for at ansøge om stillinger som midlertidigt ansatte i ERCEA og REA var potentielt forkert og diskriminerende.
2. Det så ud til, at de ansøgere, der var berørt af denne afgørelse, ikke fik nogen forklaring på afgørelsen, og at de ikke blev tilbudt en undskyldning.
3. Kravet om, at ansøgerne skulle kunne tale et andet officielt EU-sprog, var potentielt diskriminerende, fordi det begunstigede statsborgere fra EU-medlemsstater.

Forespørgslen

7. Den 12. september 2008 indledte Ombudsmanden sin undersøgelse på eget initiativ. Han anmodede EPSO om at afgive udtalelse om ovennævnte spørgsmål.

8. Ved skrivelse af 24. september 2008 meddelte EPSO Ombudsmanden, at de pågældende udvælgelsesprocedurer henhørte under Europa-Kommissionens ansvarsområde, og at EPSO kun havde ydet logistisk støtte. EPSO oplyste, at det derfor havde videresendt Ombudsmandens skrivelse til Kommissionen.

9. Den 29. september 2008 meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at den faktisk havde kompetence til at behandle dette spørgsmål.

10. Kommissionen afgav udtalelse den 20. januar 2009. Udtalelsen blev fremsendt til professor B med henblik på hans bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra ham.

11. Den 20. oktober 2009 indledte Ombudsmanden yderligere undersøgelser. Han anmodede Kommissionen om at præcisere visse aspekter af sagen. Den 11. marts 2010 fremsendte Kommissionen sit svar. Dette svar blev videresendt til professor B., som ikke fremsatte bemærkninger.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Vedrørende det første spørgsmål

Argumenter forelagt Ombudsmanden

12. Professor B. hævdede, at Kommissionens beslutning om at udelukke kandidater fra RP7-partnerlandene og især fra Tyrkiet var forkert og diskriminerende. Han fremførte, at denne tilgang hæmmede videnskabens fremskridt i Europa. Professor B. påpegede, at Tyrkiet hvert år bidrager med 1,5 mio. EUR til RP7-programmet, og at det derfor var uforståeligt, hvorfor tyrkiske forskere kunne udelukkes fra udvælgelsesprocessen. Efter hans opfattelse havde tyrkiske videnskabsfolk en "iboende ret" til at ansøge om stillinger i forbindelse med evalueringen af projekter, der blev indsendt under RP7-programmet.

13. Kommissionen forklarede i sin udtalelse, at ERCEA og REA blev oprettet ved Kommissionens beslutning af 14. december 2007 [2]. I første halvdel af 2008 blev der indført de nødvendige procedurer for at begynde at ansætte personale til disse agenturer i overensstemmelse med de stillingsfortegnelser, som budgetmyndigheden havde godkendt. Da indkaldelser af interessetilkendegivelser vedrørende stillinger som midlertidigt ansatte i ERCEA og REA blev offentliggjort på EPSO's websted, var udvælgelsesprocedurerne begrænset til statsborgere fra EU's medlemsstater.

14. Efter forslag fra Norges mission blev disse indkaldelser af interessetilkendegivelser den 5. juni 2008 udvidet til at omfatte ansøgere fra RP7-partnerlande (Island, Liechtenstein, Norge, Israel, Schweiz, Albanien, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet). Ansøgningsfristen blev forlænget til den 25. juni 2008.

15. Efter yderligere interne drøftelser om de operationelle konsekvenser af forlængelsen af den indkaldelse af interessetilkendegivelser, som professor B. havde besvaret, blev indkaldelsen imidlertid annulleret den 24. juni 2008. Ansøgerne fik tilsendt en e-mail, der informerede dem om aflysningen. Indkaldelsen vedrørende REA blev også annulleret.

16. Den 15. juli 2008 blev indkaldelserne kun offentliggjort på ny for statsborgere fra EU's medlemsstater, og ansøgningsfristen var fastsat til den 14. august 2008. Den 15. juli 2008 blev tidligere ansøgere og de personer, der havde skrevet til de almindelige postkasser, underrettet pr. e-mail om den nye publikation.

17. Kommissionen anførte, at indkaldelser vedrørende stillinger som midlertidigt ansat, uanset om det er i Kommissionen eller dens forvaltningsorganer, er omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber ("ansættelsesvilkårene"). I henhold til artikel 12, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union er sådanne indkaldelser kun åbne for statsborgere fra EU-medlemsstaterne. Kommissionen bemærkede, at indkaldelser som en undtagelse dog kan åbnes for statsborgere fra andre stater efter ansættelsesmyndighedens skøn.

18. Kommissionen påpegede, at der generelt var gode grunde til at åbne indkaldelserne for stater, der bidrager til budgettet for de forvaltede programmer. Dette ræsonnement bør dog ikke tilsløre, at RP7-partnerlandene ikke er på lige fod med EU-medlemsstaterne. Fordelene for disse lande fokuserer på de resultater, der er opnået med RP7-programmet, snarere end at være relateret til forvaltningen heraf. Til støtte for denne erklæring bemærkede Kommissionen f.eks., at RP7-partnerlandenes deltagelse i RP7-programudvalgene var uden stemmeret.

19. Kommissionen tilføjede endvidere, at på trods af argumenterne for at udvide de pågældende indkaldelser indebar delegationen af nogle af dens beføjelser til forvaltningsorganerne med henblik på at gennemføre RP7-programmet en række operationelle konsekvenser. Disse skyldtes de retlige og administrative forhold, som gjorde det vanskeligt at inddrage tredjelandsstatsborgere. Det blev navnlig anset for sandsynligt, at ansøgere fra ikke-EU-medlemsstater ville skulle gennemgå specifikke sikkerhedskontroller, hvilket for at overholde EU-lovgivningen om databeskyttelse nødvendigvis ville medføre en forsinkelse i udvælgelsesproceduren. Selv om de kompetente tjenestegrene forsøgte at gøre deres bedste, viste det sig umuligt at behandle alle de relevante spørgsmål i god tid og at opretholde en chance for at afslutte ansættelsesprocedurerne på tilfredsstillende vis og inden for et rimeligt tidsrum. Kommissionen understregede i den forbindelse, at det er absolut nødvendigt at få agenturerne i gang. Den tilføjede, at den af denne grund besluttede at annullere indkaldelserne og offentliggøre nye indkaldelser, der var begrænset til statsborgere fra EU-medlemsstater.

20. Efter nøje at have analyseret ovennævnte argumenter fandt Ombudsmanden, at der var behov for yderligere undersøgelser. Han stillede derfor følgende spørgsmål til Kommissionen:

"Kommissionen fremførte, at det var nødvendigt at udelukke ikke-EU-kandidater for at sikre, at de relevante agenturer kunne begynde at fungere så hurtigt som muligt. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at ansøgningsfristen for de oprindelige indkaldelser var den 25. juni 2008, mens ansøgninger i forbindelse med de nye indkaldelser skulle indgives senest den 14. august 2008, dvs. næsten to måneder senere. I betragtning af at den tilgang, som Kommissionen har valgt, således i sig selv forsinkede ansættelsesprocedurerne, bedes Kommissionen redegøre for, hvorfor den ikke desto mindre mente, at det var nødvendigt at udelukke ansøgere fra lande uden for EU for at sikre en rettidig ansættelse for så vidt angår de pågældende stillinger? Kan Kommissionen også oplyse, hvor mange ansøgere fra lande uden for EU der har ansøgt som svar på de oprindelige indkaldelser?"

21. I sit svar anførte Kommissionen, at den nye offentliggørelse faktisk forsinkede ansættelsesprocedurerne med næsten to måneder. Det gentog i denne forbindelse, at dets Direktorat for Sikkerhed mente, at det ville være afgørende at screene alle tredjelandskandidater, der blev opført på reservelisten, før der kunne tilbydes nogen job. Den omstændighed, at der blev foretaget en yderligere sikkerhedsscreening af sådanne ansøgere, skulle have været nævnt i indkaldelserne, som imidlertid allerede var offentliggjort på daværende tidspunkt. Desuden skulle Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) også have været hørt om den efterfølgende behandling af personoplysninger. Efter Kommissionens opfattelse ville en sådan høring have taget flere måneder og have bragt tidspunktet for ansættelserne i fare. Kommissionen bemærkede, at forsinkelsen som følge af annulleringen og offentliggørelsen af indkaldelserne "blev anset for at være kortere".

22. Kommissionen tilføjede, at der på det relevante tidspunkt havde fundet detaljerede interne drøftelser sted mellem Kommissionens forskellige tjenestegrene. Der blev givet udtryk for særlig bekymring over, at åbningen af opfordringerne til tredjelandsstatsborgere risikerede at skabe præcedens på et område af EU's politik, hvor drøftelserne om yderligere landes associering med EU-programmerne fortsatte.

23. På baggrund af ovenstående og for at imødekomme behovet for hurtig rekruttering besluttede Kommissionen at annullere og offentliggøre de pågældende indkaldelser på ny.

24. Som svar på Ombudsmandens spørgsmål om antallet af berørte personer præciserede Kommissionen, at der på det tidspunkt, hvor de oprindelige indkaldelser blev annulleret, var indgivet 5328 ansøgninger, hvoraf 46 var fra tredjelandsstatsborgere. Disse 46 ansøgninger blev indgivet af i alt 27 ansøgere. Foranstaltningen med at afslutte indkaldelserne af ansøgninger til tredjelandsstatsborgere berørte imidlertid kun 21 ansøgere, da de resterende ansøgninger under alle omstændigheder ikke var støtteberettigede.

Ombudsmandens vurdering

25. Professor B. hævdede, at Kommissionens beslutning om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlandene muligheden for at ansøge om de pågældende stillinger som midlertidigt ansatte både var i) forkert og ii) diskriminerende. Ombudsmanden vil derfor analysere disse to aspekter nedenfor.

For så vidt angår nr. i) ovenfor:

26. I henhold til artikel 12, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne kan "en midlertidigt ansat kun ansættes, hvis han er statsborger i en af Fællesskabernes medlemsstater, medmindre der gives tilladelse til en undtagelse".

27. I den foreliggende sag begrænsede Kommissionen i første omgang indkaldelserne af interessetilkendegivelser vedrørende stillinger som midlertidigt ansat i ERCEA og REA til statsborgere i EU-medlemsstaterne. Efter Ombudsmandens opfattelse gav artikel 12, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union Kommissionen ret til at handle på denne måde.

28. Professor B. hævdede, at Tyrkiet bidrog med et betydeligt beløb til RP7's budget. Efter hans opfattelse havde tyrkiske statsborgere derfor en iboende ret til at ansøge om stillinger i forbindelse med evalueringen af projekter under dette program. Som Kommissionen med rette har anført, bestemmer artikel 12, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union imidlertid, at sådanne indkaldelser som hovedregel kun er åbne for statsborgere i EU-medlemsstaterne . Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at udvide disse indkaldelser til også at omfatte statsborgere fra RP7-partnerlandene.

29. Artikel 12, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union giver dog mulighed for undtagelser fra ovennævnte generelle regel om støtteberettigelse. Bidragene fra RP7-partnerlandene er helt klart en faktor, der kan tages i betragtning i denne sammenhæng. Kommissionen erkendte, at der var gode grunde til at åbne indkaldelserne for stater, der bidrager til budgettet for de forvaltede programmer. Kommissionens beslutning om at åbne indkaldelserne – som oprindeligt var begrænset til EU-borgere – for statsborgere fra RP7-partnerlandene, herunder Tyrkiet, var derfor forståelig.

30. Det skal dog bemærkes, at Ombudsmanden ikke behøver at undersøge den oprindelige beslutning om at begrænse de pågældende opkald til EU-borgere eller deres efterfølgende udvidelse til statsborgere fra RP7-partnerlandene. Det, han skal undersøge, er, om Kommissionens beslutning om at inddrage muligheden for, at statsborgere fra RP7-partnerlandene kan ansøge, nemlig dens beslutning om at tilbagekalde sin tidligere beslutning om at åbne de relevante indkaldelser for statsborgere fra RP7-partnerlandene, var berettiget og i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik.

31. Til støtte for sin tilgang påberåbte Kommissionen sig administrative og tidsmæssige begrænsninger i forbindelse med ansættelsesprocessen. Kommissionen hævdede, at den skulle sikre, at ERCEA og REA begyndte at fungere så hurtigt som muligt. Tredjelandsstatsborgere vil skulle sikkerhedsscreenes, hvilket vil kræve høringer af EDPS vedrørende behandling af personoplysninger. Kommissionen var derfor bange for, at en fortsættelse af de ændrede indkaldelser – og dermed give kandidater fra RP7-partnerlandene mulighed for at deltage – både ville forsinke og bringe den rettidige afslutning af udvælgelsesprocedurerne i fare. Kommissionen hævdede, at det var af denne grund, at den besluttede at annullere indkaldelserne og offentliggøre nye indkaldelser, der var begrænset til EU-borgere.

32. Ombudsmanden finder ikke dette argument overbevisende.

33. Som allerede nævnt ovenfor førte Kommissionens beslutning om at annullere de ændrede indkaldelser og offentliggøre nye i sig selv til en forsinkelse på næsten to måneder. Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den forsinkelse, der ville have været forårsaget af optagelsen af kandidater fra RP7-partnerlandene, ville have været endnu længere. Ombudsmanden er tydeligvis ikke i stand til at kontrollere denne erklæring. Der bør dog fremsættes tre bemærkninger i denne forbindelse. For det første anførte Kommissionen i sit svar på et specifikt spørgsmål vedrørende det spørgsmål, som Ombudsmanden havde stillet den, at forsinkelsen som følge af annulleringen og offentliggørelsen af indkaldelserne "blev anset for at være kortere". Dette tyder på, at Kommissionen ikke foretog nogen konkret kontrol af, hvor lang forsinkelsen ville være. For det andet fremgår det af de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, at antallet af kandidater, der var statsborgere i RP7-partnerlande, var minimalt sammenlignet med kandidater, der var EU-borgere. Det er også rimeligt at antage, at ikke alle 21 kandidater fra RP7-partnerlandene, hvis ansøgninger kunne antages, i sidste ende ville være blevet udvalgt. Det kan derfor ikke udelukkes, at sikkerhedsscreeningen og høringerne af EDPS om behandlingen af personoplysninger kunne være afsluttet forholdsvis hurtigt. For det tredje påpegede professor B., uden at blive modsagt af Kommissionen, at han allerede havde arbejdet som videnskabelig ekspert for Kommissionen. Ombudsmanden undrer sig derfor over, hvorfor klageren skulle have været underkastet en sikkerhedsscreening.

34. Kommissionen fremførte også, at optagelse af ansøgere fra RP7-landene kunne skabe præcedens på et område af EU's politik, hvor drøftelserne om yderligere landes associering med EU-programmerne fortsatte. Ombudsmanden er i tvivl om, hvorvidt dette er et gyldigt argument, eftersom Kommissionen selv accepterer, at der generelt var gode grunde til at åbne indkaldelserne for stater, der bidrager til budgettet for de forvaltede programmer.

35. Ombudsmanden mener imidlertid ikke, at han behøver at undersøge, om de grunde, som Kommissionen har fremført, rent faktisk kan berettige udelukkelsen af kandidater fra RP7-partnerlande. Faktisk mener Ombudsmanden, at alle disse grunde burde have været overvejet, før Kommissionen den 5. juni 2008 besluttede at åbne de relevante indkaldelser af ansøgninger fra RP7-partnerlande. Det er klart ikke god administrativ praksis først at træffe en afgørelse og først derefter at undersøge de potentielt negative konsekvenser, det kan have. Hvis Kommissionen efter en grundig undersøgelse af alle relevante overvejelser havde konkluderet, at en udvidelse af de relevante indkaldelser til at omfatte statsborgere fra RP7-partnerlande ville have de negative konsekvenser, den henviste til i sin udtalelse, ville den efter al sandsynlighed ikke have åbnet indkaldelserne for disse personer. Den kunne således let have undgået de problemer, som dens beslutning af 5. juni 2008 medførte. Efter Ombudsmandens opfattelse må borgerne ikke blive ofre for alt for forhastede beslutninger truffet af myndighederne.

36. I lyset af ovenstående kunne Kommissionens beslutning om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlandene muligheden for at ansøge, som var blevet indført ved dens beslutning af 5. juni 2008, kun begrundes, hvis der var bydende nødvendige grunde til at tage dette skridt. Hvis Kommissionen uden tvivl havde vist, at det ville have været umuligt at give kandidaterne fra RP7-partnerlandene mulighed for at deltage i indkaldelserne og få agenturerne i gang hurtigt, ville Ombudsmanden have kunnet konkludere, at den foreliggende afgørelse var berettiget. Som forklaret ovenfor har Kommissionen imidlertid ikke fremlagt klare og overbevisende beviser eller argumenter for, at dette faktisk var tilfældet.

37. Under disse omstændigheder og i mangel af en overbevisende begrundelse konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionens beslutning om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlandene muligheden for at ansøge, dvs. dens beslutning om at tilbagekalde sin tidligere beslutning om at åbne de relevante indkaldelser for statsborgere fra RP7-partnerlandene, udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. En kritisk bemærkning vil blive fremsat nedenfor.

For så vidt angår nr. ii) ovenfor:

38. Med hensyn til den påståede diskriminerende karakter af Kommissionens beslutning om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlande muligheden for at ansøge om stillinger som midlertidigt ansatte i ERCEA og REA minder Ombudsmanden om, at der i overensstemmelse med fast retspraksis forekommer forskelsbehandling, når identiske eller sammenlignelige situationer behandles forskelligt, og når denne forskelsbehandling ikke er objektivt begrundet.

39. Artikel 12, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union tillader imidlertid klart, at statsborgere fra tredjelande behandles anderledes end EU-borgere for så vidt angår adgang til stillinger som midlertidigt ansatte. Under disse omstændigheder kan der ikke konstateres nogen forskelsbehandling i den foreliggende sag.

B. Vedrørende det andet spørgsmål

Argumenter forelagt Ombudsmanden

40. Professor B. gjorde gældende, at de ansøgere, der var berørt af Kommissionens beslutning, ikke var blevet givet nogen forklaring og ikke var blevet tilbudt en undskyldning.

41. Kommissionen påpegede, at der den 24. juni 2008, da de oprindelige indkaldelser af ansøgninger til ERCEA og REA blev annulleret, blev lagt en meddelelse ud på EPSO's websted. I denne meddelelse undskyldte Kommissionen for den ulejlighed, den havde forårsaget. Ansøgere, der havde ansøgt om en stilling hos REA, blev også sendt en e-mail med en gentagelse af undskyldningen, mens ERCEA foretrak at vente, inden de sendte e-mails, med at træffe afgørelse om de praktiske aspekter af genåbningen af indkaldelsen.

42. Kommissionen bemærkede endvidere, at da den nye publikation blev offentliggjort den 15. juli 2008, modtog alle kandidater (herunder kandidater fra RP7-partnerlandene), der ansøgte i henhold til de ændrede indkaldelser, en e-mail. I de e-mails, der blev sendt til ansøgere, der var registreret som tredjelandsstatsborgere, blev det præciseret, at de skulle kontrollere betingelserne i indkaldelsen. Endelig forklarede Kommissionen, at der blev tilføjet en yderligere præcisering til hver offentliggjort profil.

43. I sin udtalelse undskyldte Kommissionen for de ulemper, som beslutningen om at fratage statsborgere fra RP7-partnerlandene muligheden for at ansøge om stillinger som midlertidigt ansatte i ERCEA og REA medførte for de ansøgere, der var berørt af beslutningen. Det beklagede endvidere, at de ansøgere, der var berørt af denne afgørelse, ikke tidligere var blevet tilbudt en undskyldning.

44. I forbindelse med sine yderligere undersøgelser anmodede Ombudsmanden også Kommissionen om at besvare følgende spørgsmål:

Ombudsmanden er af den opfattelse, at Kommissionen ikke behøvede at angive nogen begrundelse for sin oprindelige beslutning om at begrænse de pågældende opkald til EU-borgere. Den foreliggende sag vedrører imidlertid en situation, hvor tredjelandsstatsborgere efterfølgende fik indrejsetilladelse, hvor mindst én sådan tredjelandsstatsborger ansøgte, og hvor Kommissionen derefter besluttede at ændre sin holdning igen og begrænse de pågældende stillinger til EU-borgere. På denne baggrund bedes Kommissionen forklare, hvorfor den ikke underrettede kandidaterne om begrundelsen for sin afgørelse, og hvorfor der, bortset fra en generel undskyldning for den ulejlighed, der var forårsaget, ikke blev tilbudt nogen specifik undskyldning til kandidater fra lande uden for EU, som havde ansøgt, men som ikke længere kunne komme i betragtning som følge af Kommissionens afgørelse?

45. Kommissionen anførte i replikken, at den uden videre ville have givet enhver, der havde anmodet herom, yderligere oplysninger om begrundelsen for sin beslutning. I dette tilfælde havde ingen imidlertid anmodet om sådanne oplysninger fra Kommissionen eller EPSO, før ombudsmanden blev kontaktet.

46. Med hensyn til Ombudsmandens spørgsmål om, hvorfor Kommissionen ikke gav en specifik undskyldning til kandidater fra lande uden for EU, beklagede institutionen, at der ikke blev tilbudt en sådan specifik undskyldning til kandidater, hvis ansøgninger sandsynligvis ikke kunne komme i betragtning som følge af beslutningen om at offentliggøre indkaldelsen på ny. Kommissionen bemærkede, at der på daværende tidspunkt var behov for en hurtig løsning på problemet. I et forsøg på at genudgive opkaldet hurtigt blev spørgsmålet om at sende en specifik undskyldning med årsagerne til annulleringen af opkaldet desværre ikke behandlet.

47. Kommissionen undskyldte over for professor B., at den ikke havde redegjort for grundene til sin beslutning på daværende tidspunkt. Den påpegede, at den ville bestræbe sig på at undgå lignende situationer i fremtiden.

Ombudsmandens vurdering

48. I løbet af undersøgelsen fremlagde Kommissionen kopier af de oplysninger, der blev sendt til ansøgerne, da den annullerede de oprindelige indkaldelser, og da den efterfølgende relancerede de nye indkaldelser. Da de nye indkaldelser af ansøgninger til ERCEA og REA blev offentliggjort, informerede Kommissionen klart ansøgerne om, at "[ansøgeren] for at være berettiget til denne indkaldelse skal være statsborger i en EU-medlemsstat". Kommissionen har imidlertid ikke givet nogen forklaring på, hvorfor de tidligere indkaldelser var blevet annulleret, og hvorfor betingelserne for at komme i betragtning med hensyn til ansøgernes nationalitet var blevet ændret.

49. Principperne om god forvaltningsskik kræver, at en forvaltning giver borgerne en præcis begrundelse for de beslutninger, den træffer, og som kan berøre dem [3]. Som nævnt ovenfor har Kommissionen i den foreliggende sag ikke begrundet sin beslutning om at ændre betingelserne for støtteberettigelse. Institutionen informerede blot de berørte personer om den relevante ændring. Ombudsmanden forstår navnlig ikke, hvorfor Kommissionen ikke medtog en sådan forklaring i de e-mails, der blev sendt til ansøgere fra lande uden for EU, eftersom det var disse personer, der var direkte berørt af ændringen. Det ville også have været høfligt af Kommissionen at give en klar undskyldning i denne sammenhæng.

50. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse erkendte Kommissionen imidlertid, at den havde undladt at sende en særlig undskyldning til ansøgere fra lande uden for EU med begrundelsen for annulleringen af indkaldelserne. Det undskyldte denne udeladelse og tilbød professor B. en særlig undskyldning i denne forbindelse. Institutionen forklarede desuden grundene til sin tilgang og forpligtede sig til at undgå lignende situationer i fremtiden. På baggrund af ovenstående og i betragtning af, at der nu er gået to år siden de relevante begivenheder, er Ombudsmanden af den opfattelse, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser vedrørende dette aspekt af sagen.

C. Vedrørende det tredje spørgsmål

Argumenter forelagt Ombudsmanden

51. Professor B. anfægtede kravet om, at ansøgerne skal kunne tale et andet officielt EU-sprog, og anførte, at dette krav var diskriminerende, da det begunstigede statsborgere fra EU-medlemsstater.

52. Kommissionen påpegede, at kravet om at tale to af EU's officielle sprog var et krav, der var fastsat i personalevedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, og at der ikke var mulighed for at fravige dette krav.

Ombudsmandens vurdering

53. I henhold til artikel 12, stk. 2, litra e), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne kan en midlertidigt ansat kun ansættes, hvis "den pågældende godtgør at have indgående kendskab til et af Fællesskabernes sprog og tilfredsstillende kendskab til et andet af Fællesskabernes sprog i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af hans hverv".

54. Som Kommissionen har anført, er kravet om et indgående eller tilfredsstillende kendskab til mindst to af de officielle EU-sprog et lovkrav, som ikke er underlagt undtagelser. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at der ikke kan konstateres fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

D. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende kritiske bemærkning:

God forvaltningsskik kræver, at en institution, inden den træffer en afgørelse, behørigt undersøger de negative konsekvenser, som den kan have. Efter i første omgang at have begrænset indkaldelserne af midlertidigt ansatte i ERCEA og REA til kun at omfatte EU-borgere gav Kommissionen i den foreliggende sag ansøgere fra RP7-partnerlande adgang uden at foretage en grundig undersøgelse af konsekvenserne. Den efterfølgende beslutning om igen at udelukke kandidater fra RP7-partnerlandene fra de nævnte indkaldelser udgør derfor fejl eller forsømmelser, da der ikke foreligger klare og overbevisende beviser eller argumenter for, at denne beslutning skulle træffes af bydende nødvendige årsager.

Professor B. og Kommissionen vil blive underrettet om denne beslutning.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 10. august 2010.

---

[1] Yderligere oplysninger om EU's syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (RP7) findes på: http://cordis.europa.eu/fp7

[2] Kommissionens afgørelse 2008/46/EF af 14.12.2007 om oprettelse af et forvaltningsorgan for Det Europæiske Forskningsråd til forvaltning af særprogrammet »Idéer« inden for frontlinjeforskning i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (EUT 2008, L 11, s. 9).

[3] Artikel 18 (Begrundelsespligt), den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, findes på: www.ombudsman.europa.eu