BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Klageren er en lille privat virksomhed i Frankrig.

2. Klageren underskrev tre kontrakter med Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri (det tidligere GD FISH, GD MARE). Klageren fik tildelt tilskud til forsknings- og teknologiudviklingsprojekter under det femte rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (RP5). I 1999 blev den første kontrakt undertegnet (»kontrakt 1«). I 2001 blev den anden og tredje kontrakt undertegnet (»kontrakt 2« og »kontrakt 3«). De støtteberettigede omkostninger til gennemførelse af de forskningsprojekter, der er omfattet af kontrakt 1 og 2, blev medfinansieret af Kommissionen (50 %, kontrakter med omkostningsdeling). Med hensyn til kontrakt 3 blev de dermed forbundne støtteberettigede omkostninger finansieret fuldt ud af Kommissionen (100 %, kontrakt om samordnet aktion). EU-finansieringen var omfattet af reglerne for Fællesskabets finansielle deltagelse i bilag IV til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 182/1999/EF [1].

3. Klageren gennemførte projekterne med succes. I oktober 2005 gennemførte Kommissionens repræsentanter en revision af kontrakt 1, 2 og 3 i klagerens lokaler.

4. I januar 2006 underrettede Kommissionen klageren om resultaterne af revisionen. Den anførte, at den ikke kunne acceptere de gennemsnitlige timesatser for personale, som klageren angav i omkostningsanmeldelserne, da de afveg betydeligt fra de faktiske timesatser for personale. Kommissionen fandt, at dette var i strid med kontraktbestemmelserne om, at en sådan forskel ikke skulle være væsentlig (artikel 23 i bilag II til kontrakt 1 og 2). Kommissionen anførte, at hvis klageren ikke reagerede på revisorernes konklusioner senest 30 dage efter modtagelsen, ville Kommissionen indlede en inddrivelsesprocedure for overbetalingen.

5. I den efterfølgende korrespondance gav klageren udtryk for sin uenighed i revisionsresultaterne.

6. I december 2006 fremsendte Kommissionen de endelige revisionskonklusioner til klageren. Den oplyste, at i) den fandt, at forskellen mellem de faktiske omkostninger og de gennemsnitlige omkostninger for at blive betragtet som ubetydelig ikke burde overstige 5%, ii) Kommissionen ville gå videre med inddrivelsen af beløbet på 33 557,32 EUR, hvis klageren ikke fremsatte bemærkninger til omkostningsfordelingen i januar 2007.

7. I sit svar gentog klageren sine tidligere argumenter vedrørende revisionskonklusionerne.

8. Efter en brevveksling meddelte Kommissionen i februar 2008 klageren, at den havde besluttet at indlede proceduren for inddrivelse af 32 541,07 EUR for kontrakt 1, 2 og 3. Sagsøgeren vedlagde sit brev en oversigtstabel, som indeholdt beregninger for hver enkelt kontrakt. Tabellen viste det beløb, der skulle inddrives, beregnet på grundlag af de faktiske omkostninger. Der blev henvist til kontraktbestemmelserne. Kommissionen anførte, at hvis klageren ikke svarede inden for 30 dage efter modtagelsen af nævnte brev med yderligere oplysninger, som kunne få Kommissionen til at ændre sine konklusioner, ville Kommissionen sende klageren en debetnota.

9. Kommissionen tilbagesøgte efterfølgende beløbet på 32 541,07 EUR fra klageren.

10. Klageren henvendte sig derefter til Ombudsmanden.

Forespørgslens genstand

11. Klageren hævdede, at Kommissionens tilbagebetalingskrav var urimeligt.

12. Den hævdede, at Kommissionen burde acceptere, at klageren under hensyntagen til de tre forskningskontrakter som en gruppe anvendte metoden med gennemsnitlige personaleomkostninger på en måde, der ikke gjorde en væsentlig forskel i forhold til dens omkostninger i forhold til de faktiske omkostninger, navnlig når udtrykket "betydelig" ikke var defineret i kontrakterne. Kommissionen bør derfor tilbagebetale klageren i det mindste en del af det inddrevne beløb.

Forespørgslen

13. Den 16. marts 2009 indledte Ombudsmanden en undersøgelse af ovennævnte påstand og påstand. Undersøgelsen omfattede ikke klagerens øvrige påstande om påstået forskelsbehandling på grundlag af revisionsresultaterne og undgåelige forsinkelser i Kommissionens administration af kontrakterne. Ombudsmanden underrettede klageren om sine grunde til ikke at gøre dette. Han mente, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for, at han kunne foretage undersøgelser af klagerens argument vedrørende påstået forskelsbehandling, da Kommissionen havde givet rimelige forklaringer i denne henseende i sin korrespondance med klageren. Med hensyn til den påståede undgåelige forsinkelse i Kommissionens forvaltning af kontrakterne og i revisionsprocessen bemærkede Ombudsmanden, at fristen på to år for at indgive en klage til ham er udløbet. På grundlag af artikel 2, stk. 4, i Den Europæiske Ombudsmands statut [2] var han derfor af den opfattelse, at han ikke var berettiget til at behandle dette aspekt af sagen.

14. Klagen blev fremsendt til Kommissionen med anmodning om en udtalelse senest den 30. juni 2009. Kommissionen anmodede om en forlængelse af fristen, som blev indrømmet indtil den 31. juli 2009. Den 15. september 2009 sendte Kommissionen sin udtalelse, som blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 28. oktober 2009 fremsendte klageren sine bemærkninger.

Ombudsmandens analyse og foreløbige konklusioner

A. Påstand om uretmæssig inddrivelse af det for meget udbetalte beløb og den dertil knyttede fordring

Argumenter forelagt Ombudsmanden vedrørende den påståede urimelighed og relaterede krav

15. Klageren henviste til artikel 23 i bilag II til kontrakt 1 og kontrakt 2 og artikel 18 i bilag II til kontrakt 3. I henhold til disse artikler kan de gennemsnitlige personaleomkostninger anvendes, forudsat at de ikke afviger væsentligt fra de faktiske omkostninger. Den fremførte, at Kommissionens fortolkning af ordene "ikke afviger væsentligt" til at betyde, at forskellen ikke bør være mere end 5%, fremgik ikke af kontrakterne. Kommissionen pålagde klageren, den svage part i kontrakten, denne definition i sine endelige revisionskonklusioner fra december 2006. Dette udgør ifølge klageren en retlig fejl og magtmisbrug.

16. Den hævdede også, at Kommissionen straks burde have underrettet den i 2001, da den blev klar over, at klageren anvendte gennemsnitsomkostningsmetoden, om de risici, der er forbundet med dens anvendelse, og om ovennævnte kriterium om tærsklen på 5 %. Klageren mente, at Kommissionen havde udvist forsømmelighed ved ikke at have gjort dette og ved ikke at have underrettet den om ovenstående før efter revisionen i december 2006 på trods af klagerens gentagne anmodninger om en forklaring. Det fremgik af den allerførste omkostningsopgørelse, som blev fremsendt i maj 2001, at klageren havde anvendt gennemsnitsomkostningsmetoden, og at Kommissionen havde betalt omkostningerne i oktober 2002. Hvis Kommissionen på det tidspunkt havde advaret klageren om, at den ikke burde anvende gennemsnitlige timesatser, ville sidstnævnte have truffet passende foranstaltninger for at undgå fremtidige problemer, og den ville have anvendt faktiske omkostninger fra starten. Det var desuden først i december 2006, at Kommissionen underrettede klageren om, at gennemsnitssatser ofte anvendes i virksomheder med et stort antal ansatte for at lette både planlægningen og gennemførelsen af projekter. Det ville have været let for klageren (som SMV [3]) at anvende de faktiske timesatser, da kun to til seks personers lønninger blev opført på de forskellige omkostningsopgørelser.

17. Klageren henviste også til Kommissionens instrukser, der er offentliggjort på dens relevante websted, nemlig "Deltagerens valg af ordningen for godtgørelse af omkostninger i forbindelse med forsknings- og demonstrationskontrakter og kombinerede kontrakter"[4], hvori det hedder, at " en juridisk enhed til enhver tid bør anvende en og samme ordning for godtgørelse af omkostninger". Klageren påpegede, at dens gennemsnitlige omkostninger ikke adskiller sig væsentligt fra de faktiske omkostninger, hvis de tre kontrakter betragtes samlet og ikke hver for sig, og hvis Kommissionen ikke havde medtaget omkostningsloftet i den tredje kontrakt i sine beregninger. Selskabet gjorde i den forbindelse gældende, at Kommissionens ræsonnement var forkert, og at det alene var med henblik på selskabets egen fordel, at det havde anvendt kontraktloftet for at sammenligne de gennemsnitlige og faktiske personaleomkostninger i den tredje kontrakt. Klageren hævdede, at Kommissionen burde acceptere klagerens ræsonnement, som var som følger. Hvis gennemsnitsomkostningsmetoden med hensyn til personaleomkostninger blev anvendt på de tre forskningskontrakter som en gruppe, ville resultatet være, at forskellen mellem de gennemsnitlige omkostninger og de faktiske omkostninger ikke ville være signifikant. Dette ville igen betyde, at Kommissionen skulle tilbagebetale i det mindste en del af det inddrevne beløb til klageren.

18. I sin udtalelse afviste Kommissionen klagerens argumenter og påstand. For det første påpegede den, at EU's finansielle deltagelse under RP5 består i hel eller delvis refusion af deltagernes støtteberettigede omkostninger. Disse bør dog udelukke enhver fortjenstmargen (Almindelige betingelser for de pågældende kontrakter: Artikel 22 i kontrakt 1 og 2 [5] og artikel 17 i kontrakt 3 [6]). Kommissionen anførte, at EU ikke køber en tjenesteydelse, men yder støtte eller tilskud til organisationer, der udfører forskning. Resultatet af deres forskning forbliver deres ejendom. Den grundlæggende regel for tilskud er, at der ikke bør genereres overskud til organisationerne fra selve tilskuddet. Kommissionen påpegede endvidere, at enhver forskel mellem gennemsnitlige og faktiske personaleomkostninger i klagerens omkostningsopgørelse udgør omkostninger, som klageren ikke reelt har afholdt, men som ikke desto mindre blev betalt med fællesskabsmidler. Dette udgjorde en fortjeneste for klageren og var i strid med betingelserne i de pågældende kontrakter (artikel 22 i bilag II til kontrakt 1 og 2 [7] og artikel 17 i bilag II til kontrakt 3 [8] samt bestemmelserne i artikel 109, stk. 2, i finansforordningen [9]).

19. Kommissionen accepterede, at de pågældende kontrakter ikke definerer udtrykket "væsentlig forskel" med hensyn til forskellen mellem gennemsnitlige og faktiske omkostninger. Begrebets betydning bør imidlertid fastlægges i lyset af det princip, der er beskrevet ovenfor, og som er fastsat i de pågældende kontrakter, nemlig at et tilskud ikke må give overskud. Desuden kræves det i omkostningsopgørelsesformularen, at kontrahenten attesterer, at de indberettede omkostninger afspejler de faktisk afholdte omkostninger, og at alle bilag er tilgængelige med henblik på Kommissionens revision.

20. Kommissionen anførte endvidere, at de generaldirektorater, der er involveret i gennemførelsen af forskningsprojekter, systematisk anvender en tærskel på 5 % til at vurdere betydningen af forskellen mellem gennemsnitlige og faktiske omkostninger.

21. Da forskellen mellem de faktisk betalte personaleomkostninger og de personaleomkostninger, som klageren opkrævede i omkostningsopgørelsen, i kontrakt 1 under alle omstændigheder var mere end 30 % til fordel for klageren, var 5%-kriteriet for signifikans ikke relevant. En forskel på mere end 30 % kan kun karakteriseres som betydelig.

22. Kontrakten forbød klart, at der blev genereret en fortjeneste ved et tilskud. Forud for revisionen var det kun klageren, der kendte til den pågældende forskel. Kommissionen fandt, at klageren burde have underrettet Kommissionen og ophørt med at anvende gennemsnitlige omkostninger. I den forbindelse var Kommissionen uenig i klagerens anvendelse af Kommissionens webstedsinstrukser som beskrevet i punkt 17 og forklarede, at klageren under RP5 til enhver tid kunne have skiftet fra gennemsnitlige til faktiske omkostninger, da formålet med kontrakterne var at bidrage til de faktisk afholdte omkostninger. Det dokument, som klageren henviste til, med titlen "Deltagerens valg af ordningen for godtgørelse af omkostninger i forbindelse med kontrakter om forskning, demonstration og kombinerede kontrakter" vedrørte den generelle godtgørelsesmodel, der gælder for kontrakten, og ikke kontrahentens valg med hensyn til at kræve dækning af personaleomkostninger.

23. Kommissionen påpegede endvidere, at de pågældende kontrakter var baseret på standardbetingelser. Formålet var at lette gennemførelsen af projekterne og samtidig sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning.

24. Efter Kommissionens opfattelse tyder det forhold, at den mellem juni 2006 og juni 2007 gradvist reducerede det beløb, der skulle tilbagebetales, fra 91 694,28 EUR til 32 541,07 EUR, på, at begge parter havde mulighed for at fremsætte deres argumenter vedrørende revisionsresultaterne, og at Kommissionen derfor handlede retfærdigt over for klageren. Kommissionen henviste til, at den i mangel af tilfredsstillende dokumentation accepterede klagerens beregning af timesatserne for klagerens to ejere i forbindelse med kontrakt 1, 2 og 3. Ejerne hævdede kun at have arbejdet 300 timer om året, hvilket resulterede i en timesats på 79,91 EUR. Det vederlag, der faktisk blev udbetalt til klagerens to ejere, blev dokumenteret i regnskaberne. Der var imidlertid ikke tilstrækkelig dokumentation til at fastslå det antal timer om året, som ejerne faktisk arbejdede for deres virksomhed, dvs. klageren.

25. Med hensyn til den påståede forsømmelighed påpegede Kommissionen først, at alle nødvendige oplysninger og retningslinjer for deltagerne i EU-finansierede projekter under RP5 er udarbejdet på en "brugervenlig" måde på følgende websteder:

http://cordis.europa.eu/fp5 og

htttp://cordis.europa.eu/fp5/management/home.html

26. Den anførte endvidere, at eftersom de omkostningsanmeldelser, som klageren havde fremlagt, ikke indeholdt oplysninger om de faktiske satser, var det først, da revisionsresultaterne blev tilgængelige, at Kommissionen blev opmærksom på den betydelige forskel mellem de faktiske og de gennemsnitlige personaleomkostninger i kontrakt 1. For klageren var forskellen på mere end 30 % derimod let mærkbar, da klageren var fuldt ud klar over, hvad dens faktiske satser var, samtidig med at der blev anvendt gennemsnitlige satser til at udarbejde omkostningsopgørelserne.

27. Ifølge Kommissionen kunne klageren frit vælge enten de faktiske omkostninger eller den gennemsnitlige omkostningsmodel for indberetningsomkostninger. Kommissionen har derfor ikke udvist forsømmelighed ved ikke at underrette klageren om de risici, der er forbundet med anvendelsen af gennemsnitsomkostningsmetoden. Enhver sådan risiko var helt inden for klagerens kontrol, og denne havde ansvaret for at sikre, at de oplysninger, der blev indberettet til Kommissionen, var fuldstændige og fuldstændige.

28. Med hensyn til argumentet og påstanden vedrørende kontraktloftet henviste Kommissionen til loftet som grænsen for Kommissionens tilsagn om at medfinansiere en partners støtteberettigede omkostninger. Denne grænse skal derfor overholdes, når de faktiske og gennemsnitlige omkostninger sammenlignes med henblik på at fastsætte det beløb, som en partner kan gøre krav på i henhold til en kontrakt. Sammenligningen bør foretages mellem bruttolønomkostningerne og ikke Fællesskabets bidrag hertil. Efter Kommissionens opfattelse udgør loftet et væsentligt kontraktparameter for sammenligningen. Kommissionen insisterede på, at kontrakterne ikke desto mindre skulle behandles individuelt. Den fandt, at klagerens argument om, at kontraktloftet fandt anvendelse på alle tre kontrakter, ikke var relevant. Efter Kommissionens opfattelse er hver kontrakt en retlig forpligtelse i sig selv og bør behandles som sådan. Tilskud, der ydes i henhold til en kontrakt, bør ikke generere en fortjeneste, der kan kompenseres af en hypotetisk fremtidig kontrakt. Derfor bør beregningen af variationer i personaleomkostninger ikke baseres på de samlede lønomkostninger for alle tre kontrakter. Desuden ville klagerens tilgang med at behandle alle kontrakter under ét diskriminere andre kontrahenter, fordi ikke alle kontrahenter i modsætning til klageren har en række kontrakter med Kommissionen, men måske kun én kontrakt. Uden en revision ville det desuden være umuligt at kontrollere, om omkostningerne var blevet ansat for højt, hvis omkostningsvurderingerne afhang af fremtidige kontrakter.

29. Det følger heraf, at klageren skal behandles på samme grundlag som alle parter i kontrakter af denne art. Det betyder, at det loft, der er fastsat i hver specifik kontrakt, kun skal overholdes i forbindelse med denne kontrakt. Alle beregninger bør baseres på de maksimale støtteberettigede omkostninger, der er fastsat i hver enkelt kontrakt.

30. I sine bemærkninger anførte klageren, at den mente, at det var rigtigt at anvende gennemsnitssatser for alle tre kontrakter. Den påpegede, at de omkostninger, der var afholdt i forbindelse med gennemførelsen af kontrakt 1, blev opvejet af de omkostninger, der var afholdt i forbindelse med gennemførelsen af kontrakt 2 og 3. Spørgsmålet om at behandle hver enkelt kontrakt som en særskilt forpligtelse udelukker ikke en forståelse af de gennemsnitlige omkostninger på tværs af de forskellige kontrakter. Klageren understregede, at den havde overholdt budgetloftet for hvert af de projekter, den havde gennemført.

31. Endelig påpegede klageren, at den havde handlet i god tro ved fortolkningen af reglen "én juridisk enhed - ét regnskabssystem". Klageren forstod denne regel således, at den var nødt til at anvende den samme metode til at henvise til omkostninger for alle sine projekter sammen med Kommissionen. Den afviste Kommissionens påstand om, at den havde opnået en fortjeneste ved de pågældende kontrakter. Den fremførte endvidere, at Kommissionens undladelse af at give en forudgående definition af udtrykket "væsentlig forskel" gjorde de relevante kontraktbestemmelser meningsløse og umulige at håndhæve.

Ombudsmandens vurdering

32. Artikel 23, stk. 1, litra b), i bilag II, som er den samme i kontrakt 1 og 2, og artikel 18, stk. 1, litra b), i bilag II til kontrakt 3, har følgende ordlyd:

"For kontrahenter, der anvender fuldomkostningssystemet, omfatter personaleomkostningerne:

- de faktiske omkostninger (bruttovederlag og dermed forbundne omkostninger)

- gennemsnitlige beskæftigelsesomkostninger, når disse svarer til den pågældende kontrahents normale praksis, forudsat at sådanne omkostninger ikke afviger væsentligt fra de faktiske omkostninger, og at Kommissionen anser en sådan praksis for acceptabel."

33. Ovenstående artikler skal sammenholdes med finansforordningens artikel 109, artikel 22 i de almindelige betingelser for kontrakt 1 og 2 og artikel 17 i de almindelige betingelser for kontrakt 3. Det anføres heri, at alle støtteberettigede omkostninger er omkostninger, der faktisk er afholdt (indført på kontoen og betalt) i projekternes løbetid, eksklusive eventuel fortjenstmargen)[10].

34. Det følger heraf, at de gennemsnitlige personaleomkostninger i henhold til kontrakterne kun skal angives i udgiftsopgørelsen på følgende betingelser: i) de gennemsnitlige personaleomkostninger ikke adskiller sig væsentligt fra de faktiske personaleomkostninger ii) denne praksis udgør kontrahentens normale praksis iii) Kommissionen anser denne praksis for at være acceptabel og iv) modtageren af tilskuddet ikke opnår en fortjeneste ved at indberette omkostningerne på denne måde.

35. Ombudsmanden overvejede spørgsmålet om, hvorvidt klageren opnåede en fortjeneste som følge af indberetning af gennemsnitlige omkostninger i stedet for faktiske omkostninger. De støtteberettigede omkostninger, der blev aftalt i kontrakt 1, beløb sig til 282 540 EUR. I sin omkostningsopgørelse for kontrakt 1 anførte klageren som følge af anvendelsen af systemet med gennemsnitlige omkostninger til sine beregninger, at de støtteberettigede omkostninger beløb sig til 281 936,62 EUR. Revisionen viste derimod, at de faktiske udgifter til projektet beløb sig til 212 540,80 EUR. Den forskel, der følger af anvendelsen af de forskellige beregningsmetoder, viser under alle omstændigheder en gevinst for klageren, eftersom EU-betalingen var større end de faktisk afholdte omkostninger. Selv om denne gevinst ikke nødvendigvis betyder "en fortjeneste" i økonomisk eller regnskabsmæssig forstand, synes den ikke desto mindre at udgøre en fortjenstmargen for klageren.

36. Ombudsmanden overvejede også spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen accepterede klagerens måde at indberette omkostninger på, nemlig på grundlag af gennemsnitlige og ikke faktiske omkostninger. Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, at Kommissionen gjorde indsigelse mod klagerens opgørelse over gennemsnitlige personaleomkostninger for 2001 i forbindelse med kontrakt 1. Ombudsmanden forstår derfor, at Kommissionen implicit anså dette for at være en acceptabel måde at indberette omkostninger på. Det ser desuden ud til, at dette var klagerens normale praksis, som den underrettede Kommissionen om i oktober 1999 under forhandlingerne om kontrakt 1 [11].

37. På den anden side var Kommissionens stiltiende accept i overensstemmelse med princippet om parternes rimelige behandling berettiget, da den med rette kunne forvente, at klageren ville opfylde den anden betingelse vedrørende indberetning af gennemsnitlige omkostninger, nemlig at der ikke var nogen væsentlig forskel mellem de faktiske og de gennemsnitlige omkostninger.

38. Med hensyn til kontrakt 1 var der imidlertid en forskel på 30 %. Ombudsmanden finder det rimeligt, at Kommissionen hævder, at en forskel på 30 % er betydelig. Det ser derfor ud til, at klageren ikke overholdt den relevante kontraktmæssige betingelse for indberetning af gennemsnitlige personaleomkostninger.

39. Ombudsmanden er også enig i, at sikring af forsvarlig økonomisk forvaltning kræver, at Kommissionen altid anvender de samme kriterier, når den vurderer betydningen af forskellen mellem de personaleomkostninger, der indberettes til den i henhold til de forskellige modeller. Kommissionen fortolkede ordlyden af udtrykket "væsentlig forskel" med henvisning til en tærskel. I den forbindelse påpegede den, at generaldirektoraternes interne praksis er at betragte en betydelig forskel på 5 % mellem de personaleomkostninger, der indberettes under de forskellige modeller.

40. Ombudsmanden finder heller ikke Kommissionens ovennævnte fortolkning urimelig. Klageren kan ikke påberåbe sig kontraproferentemprincippet, nemlig at udtrykket "væsentlig forskel" skal fortolkes i forhold til den part, der pålagde det at indgå i kontrakten (i dette tilfælde Kommissionen), under omstændigheder, hvor denne forskel beløber sig til 30 %. Han mener derfor, at en forskel på 30 % bør accepteres som en betydelig forskel.

41. På den anden side finder Ombudsmanden klagerens argument om, at det i mangel af en definition i kontrakten helt sikkert ville have været nyttigt, hvis Kommissionen ved indledningen af deres kontraktforhandlinger havde underrettet klageren om, at den anså 5 % for at være den maksimale acceptable forskel, rimeligt. Dette er navnlig tilfældet, når man tager i betragtning, at Kommissionen som nævnt ovenfor ensidigt kan ændre den administrative praksis i Kommissionens generaldirektorater. Det ville også have været nyttigt, hvis Kommissionen havde henledt klagerens opmærksomhed på, at systemet med gennemsnitlige omkostninger var mere egnet til store virksomheders regnskabsformål og ikke så egnet til en SMV som klageren [12]. Dette ville have advaret klageren mod at beregne omkostningerne på den måde, den havde valgt at gøre det.

42. Som anført ovenfor finder Ombudsmanden det imidlertid rimeligt at antage, at kontraktbestemmelsen vedrørende en "væsentlig forskel" ikke kan fortolkes på en sådan måde, at der tillades en forskel på 30 %. En sådan forskel kan kun betegnes som betydelig, og den ligger langt fra den forskel på 5%, som Kommissionen anså for acceptabel. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at Kommissionen ikke handlede urimeligt ved at tilbagesøge et beløb på 32 541,07 EUR fra klageren. Han finder derfor ikke noget tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens påstand.

43. Desuden er Ombudsmanden ikke overbevist om, at klagerens synspunkt kan opretholdes, dvs. at denne forskel kunne beregnes som et gennemsnit, hvis alle dens personaleomkostninger blev behandlet under hensyntagen til kontrakt 1, 2 og 3 i fællesskab. Klageren mener, at hvis alle tre kontrakter blev vurderet samlet, og hvis sammenligningen mellem gennemsnitlige og faktiske personaleomkostninger kun vedrørte Fællesskabets bidrag i modsætning til bruttolønomkostningerne (som Kommissionen foreslog det), ville der ikke være nogen væsentlig forskel. Klageren hævder således, at tallene for de tre kontrakter bør aggregeres. Klageren hævdede endvidere, at omkostningsloftet i kontrakt 3 ikke burde tages i betragtning ved sammenligningen.

44. For det første er Ombudsmanden enig med Kommissionen i, at klagerens kontraktlige forpligtelser i henhold til én kontrakt ikke bør vurderes på grundlag af andre kontrakter. Der er intet i de pågældende kontrakter, der tyder på, at der er nogen forbindelse mellem dem. Hver kontrakt henviser til et specifikt forskningsprojekt, som er adskilt fra andre kontrakter. Kontrakt 1, der blev indgået i 1999, indeholder ingen oplysninger om, at der ville blive indgået andre kontrakter i 2001. Desuden kan de instrukser, som klageren henviste til, nemlig "deltagerens valg af omkostningsgodtgørelsessystemet for forsknings-, demonstrations- og kombinerede kontrakter", uanset deres indhold, ikke have forrang for kontrakterne. Desuden er der ingen grund til at antage, at sådanne instrukser udgør en pålidelig kilde til fortolkning af kontrakterne.

45. Ombudsmanden bemærker ikke desto mindre, at selv om klagerens beregningsmetode anvendes, hvorved personaleomkostningerne for de tre kontrakter lægges sammen, og kontraktloftet ikke anvendes for den tredje kontrakt, er den samlede forskel for de tre kontrakter mellem de gennemsnitlige personaleomkostninger og de faktiske personaleomkostninger 9,39 %. Forskellen mellem de gennemsnitlige personaleomkostninger og de faktiske personaleomkostninger som følge af anvendelsen af de to modeller for indberetning af omkostninger ville imidlertid være ca. 15,3 % i modsætning til 9,39 %, hvis loftet blev taget i betragtning i forbindelse med kontrakt 3 [13]. Disse to tal (med eller uden anvendelse af loftet) kan også anses for at udgøre en betydelig forskel.

46. Som Kommissionen også med rette har anført, skal enhver sammenligning af anvendelsen af metoder med faktiske og gennemsnitlige omkostninger tage hensyn til det begrænsede EU-bidrag, der kan kræves. Dette bidrag fastsættes på grundlag af de samlede støtteberettigede omkostninger, som der kunne gøres krav på i henhold til kontrakten (i kontrakt 1 udgjorde EU-bidraget 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger), og det udgør en ansvarlighedskategori, der er uafhængig af omkostningerne. EU-bidraget er derfor irrelevant, når det skal fastslås, om forskellen mellem faktiske og gennemsnitlige omkostninger er betydelig eller ubetydelig.

47. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser af påstanden. Klagerens påstand om, at Kommissionen i det mindste skulle tilbagebetale en del af det inddrevne beløb, kan derfor ikke godtages.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion.

Med hensyn til klagerens påstand har der ikke været tale om fejl eller forsømmelser. Klagerens påstand kan ikke tages til følge.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

Ombudsmanden foreslår, at Kommissionen på sit websted kunne overveje at tilbyde kontrahenter klare retningslinjer for de forskellige regnskabsmetoder til indberetning af omkostningerne ved forskningsprogrammer.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. april 2010.

---

[1] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 182/1999/EF af 22. december 1998 om femte rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (1998-2002).

[2] Artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut har følgende ordlyd: "En klage skal indgives senest to år efter den dato, hvor den person, der indgiver klagen, blev bekendt med de faktiske omstændigheder, som klagen bygger på."

[3] Små og mellemstore virksomheder.

[4] Findes på webstedet http://www.cordis.lu/fp5/cont-admin.htm.

[5] Artikel 22, stk. 1, i bilag II til kontrakt 1 og 2 har følgende ordlyd: "Støtteberettigede omkostninger … skal opfylde følgende betingelser: være afholdt i projektets løbetid… og udelukke enhver fortjenstmargen".

[6] Artikel 17, stk. 1, i bilag II til kontrakt 3 har følgende ordlyd: "Støtteberettigede omkostninger … skal opfylde følgende betingelser: være afholdt i projektets løbetid… og udelukke enhver fortjenstmargen".

[7] Se fodnote 6.

[8] Se fodnote 7.

[9] Artikel 109, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1-48) bestemmer: "Tilskuddet må ikke have til formål eller bevirke, at modtageren opnår en fortjeneste."

[10] Se fodnote 5 og 6.

[11] Klageren henviste til sit brev, hvori han anførte, at: "Les taux appliqués dans le projet FISHREG … sont les taux en viguer pratiqués par notre société dans le cadre de ce type de programme".

[12] Som Kommissionen anførte i sit brev til klageren i december 2006.

[13]

Kontrakt	Afgiftsbelagt/betalt	Godkendt	Forskel	EU-bidrag
Kontrakt 1	281 939,62 EUR	212 540,80 EUR	69 398,82 EUR	34 699,41 EUR
Kontrakt 2	191 089,10 EUR	191 714,17 EUR	+625,07 EUR	+312,54 EUR
Kontrakt 3	42 802,20 EUR	44 648,00 EUR	+1 845,80 EUR	+1 845,80 EUR
I alt				32 541,07 EUR