FOR PREVIEWING & TESTING PURPOSES ONLY.
This notification will disappear once the page will be published.
This link is available for less than 30 minutes.
  • Letlæselig
  • Tekststørrelse

Har du en klage over en EU-institution eller et EU-organ?

Nuværende sprog: 
  • Dansk
Kildesprog: 
Tilgængelige sprog: 
Denne side er maskinoversat.
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.

Afgørelse i sag 3272/2008/(WP)BEH - EP-medlemmers adgang til Rådets presseområde under Det Europæiske Råds møder

Klageren er et tysk medlem af Europa-Parlamentet (EP). Ifølge hende har de fleste EP-medlemmer ikke adgang til Rådets bygning under Det Europæiske Råds møder, da adgangen er begrænset til formanden for Europa-Parlamentet og en parlamentsdelegation bestående af 21 personer. Hun hævdede, at Rådet fejlagtigt begrænser EP-medlemmernes adgang og krævede, at alle fik adgang. I løbet af undersøgelsen blev det klart, at klagen vedrørte begrænsning af adgangen til pressefaciliteterne i Rådets bygning. Ombudsmanden behandlede derfor kun denne del af sagen.

Til støtte for sin påstand gjorde klageren gældende, at Rådet ikke havde begrundet sin beslutning tilstrækkeligt med hensyn til retsgrundlaget og indholdet. Hun fremførte endvidere, at Rådets beslutning ikke var helt afbalanceret, idet Rådet ikke traf beslutning om adgangsbegrænsning for EP-medlemmer i de enkelte tilfælde.

I løbet af Ombudsmandens undersøgelse forklarede Rådet, at de pågældende begrænsninger bl.a. var blevet vedtaget af sikkerhedsgrunde. Desuden var det præcise antal delegerede, som blev tildelt adgang, grundlæggende blevet fastsat ved en fælles aftale mellem medlemsstaterne. Rådet præciserede, at adgangsbegrænsningen både gjaldt selve bygningen og pressefaciliteterne. Det bekræftede desuden, at de samme adgangsbegrænsninger gjaldt for andre delegationer, idet hver delegation havde fået tildelt 22 adgangskort.

Ombudsmanden fandt, at Rådet havde taget stilling til klagerens påstande i løbet af undersøgelsen. Han fandt desuden, at klageren ikke kunne vise, at Rådet havde handlet egenrådigt ved at tildele det samme antal adgangskort til Parlamentets delegation som det tildelte de andre delegationer. Endelig anså han ikke Rådets beslutning om at vedtage ens begrænsninger for alle i stedet for at vedtage begrænsninger i de enkelte tilfælde for at udgøre fejl og forsømmelser. I denne henseende tog han Rådets skønsbeføjelser i betragtning. Han behandlede dernæst klagerens krav om at give EP-medlemmer ubegrænset adgang. I betragtning af, at der på nuværende tidspunkt er over 700 EP-medlemmer, og at Rådets bygning har sine begrænsninger med hensyn til, hvor mange mennesker der er plads til under Det Europæiske Råds møder, fandt Ombudsmanden ikke, at Rådet kan fortænkes i at undlade at imødekomme klagerens ønske i denne henseende.

BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Klageren er tysk medlem af Europa-Parlamentet (MEP). Hendes klage, der blev indgivet den 4. december 2008, vedrører visse begrænsninger i adgangen til møder i Det Europæiske Råd, der finder sted i Justus Lipsius-Bygningen i Rådet for Den Europæiske Union (herefter »Rådet«) i Bruxelles. Ifølge klageren kan de fleste MEP'er ikke få adgang til Rådets bygning, når Det Europæiske Råd mødes, da kun formanden for Europa-Parlamentet ("Parlamentet") og en MEP-delegation bestående af 21 personer har adgang. Desuden kan MEP-delegationen kun komme ind i bygningen, hvis Parlamentets formand også er til stede i Rådets bygninger.

2. I et brev af 16. oktober 2008 rejste klageren dette spørgsmål over for Rådets generalsekretær. Den 27. oktober 2008 svarede vicegeneralsekretæren og henviste i det væsentlige til sikkerhedshensyn, som kræver, at adgangen til Rådets bygning begrænses til højst 22 personer pr. delegation.

3. Efter klagerens opfattelse er Rådets svar utilstrækkeligt og utilfredsstillende. Den 4. december 2008 indgav hun en klage til Ombudsmanden.

Forespørgslens genstand

4. I sin klage fremsatte klageren følgende påstand og påstand.

Påstand:

Rådet begrænser fejlagtigt MEP'ernes adgang til Justus Lipsius-Bygningen under Rådets [1] møder. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at i) Rådet ikke gav tilstrækkelige og plausible grunde til sin afgørelse om at begrænse adgangen, og at afgørelsen var ii) uforholdsmæssig, iii) vilkårlig, iv) ikke gennemsigtig og v) diskriminerende.

Påstand:

Under Rådets samlinger bør medlemmerne af Europa-Parlamentet have adgang til Justus Lipsius-Bygningen og presseområdet.

5. Med hensyn til det femte aspekt af klagerens påstand (påstået forskelsbehandling) fandt Ombudsmanden, at hver delegation ifølge vicegeneralsekretærens skrivelse af 27. oktober 2008 modtager lige mange adgangskort til bygningen. I sit brev af 18. december 2008 om indledning af denne undersøgelse meddelte han derfor klageren, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse af dette aspekt af hendes klage (EF-traktatens artikel 195, nu artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde).

Forespørgslen

6. Klagen blev fremsendt til Rådets generalsekretær med henblik på en udtalelse. Den 22. januar 2009 sendte Rådet sin udtalelse, som blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Klageren fremsatte bemærkninger den 27. maj 2009. Den 30. juni 2009 anmodede Ombudsmanden Rådet om yderligere oplysninger, som han i lyset af Rådets udtalelse og klagerens bemærkninger fandt nødvendige for behandlingen af denne klage. Rådet sendte sit svar den 24. juli 2009, som derefter blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Klageren fremsatte bemærkninger den 8. oktober 2009.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

7. I sin klage til Ombudsmanden henviste klageren til adgangsbegrænsninger i forbindelse med møder i " Rådet for Den Europæiske Union" , mens hendes påstand og hendes påstand vedrørte adgang til Rådets bygning under "EU-topmøder ". I sin udtalelse kommenterede Rådet adgangsbegrænsningerne på Det Europæiske Råds møder. I sine bemærkninger henviste klageren også til adgangsbegrænsninger på Det Europæiske Råds møder. Ombudsmanden bemærker derfor, at parterne synes at være enige om, at denne undersøgelse vedrører begrænsninger i adgangen til Rådets bygning under Det Europæiske Råds møder.

8. I sin udtalelse henviste Rådet til definitionen af "fejl eller forsømmelser" i Ombudsmandens årsberetning for 1997: "fejl eller forsømmelser opstår, når et offentligt organ undlader at handle i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip". Rådet bemærkede, at der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelse, der giver ret til ubegrænset adgang til Rådets lokaler under Det Europæiske Råds møder, og fandt, at påstanden om fejl eller forsømmelser var helt ubegrundet. Rådet tilføjede, at en klage fra et medlem af en institution vedrørende et spørgsmål om interinstitutionelle forbindelser normalt i sig selv bør afvises .

9. Klageren anfægtede i sine bemærkninger Rådets holdning. Hun påpegede i det væsentlige, at definitionen af "fejl eller forsømmelser" omfatter enhver undladelse af at handle i overensstemmelse med "god forvaltning". Principperne om god forvaltningsskik kræver overholdelse af loven, og de forpligter bl.a. EU-institutionerne til at handle serviceorienteret og sikre, at borgerne behandles med respekt, og at de fuldt ud kan udnytte deres rettigheder. De kræver også, at beslutninger, der træffes af offentlige institutioner, skal være fuldt begrundede og konsekvente. Med hensyn til Rådets synspunkt om, at hendes klage i sig selv skulle afvises, påpegede klageren, at Rådet ikke havde angivet den bestemmelse, som det baserede sin konklusion på. Klageren påpegede også, at Rådet med urette fortolkede hendes klage som et spørgsmål om interinstitutionelle forbindelser. Det drejede sig faktisk om parlamentsmedlemmers og dermed privatpersoners adgang til presseområdet i Rådets bygning.

10. Ombudsmanden forstår, at Rådet på grundlag af sin forståelse af begrebet fejl eller forsømmelser ønsker at i) anfægte, at denne klage kan antages til realitetsbehandling, og ii) påvise, at denne klage under alle omstændigheder er ubegrundet. For at Ombudsmanden kan behandle en klage, skal han først fastslå, om den kan antages til realitetsbehandling. Når han har fastslået, at klagen kan antages til realitetsbehandling, undersøger han, om den er velbegrundet.

11. Det fremgår, at begrundelsen for Rådets anfægtelse af, at dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling, er, at i) der ikke findes nogen relevant fællesskabsregel om adgang til dets bygning, og ii) klagen vedrører interinstitutionelle forbindelser.

12. Med hensyn til det første argument minder Ombudsmanden om, at han i henhold til EF-traktatens artikel 195 (nu artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) har til opgave at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. En foranstaltning, der er vedtaget af en EU-institution, kan, selv om den ikke overtræder nogen relevant retsstat, stadig udgøre et tilfælde af fejl eller forsømmelser, hvis den ikke er i overensstemmelse med et princip, der er bindende for institutionen [2]. Dette er en konsekvens af definitionen af begrebet "fejl eller forsømmelser", som er blevet vedtaget af Ombudsmanden og godkendt af Europa-Parlamentet. Denne definition, som Rådet citerede, fastsætter, at den målestok, der skal anvendes, ikke kun omfatter regler, men også principper, der er bindende for en institution. Det følger heraf, at alene fordi der ikke findes nogen specifik fællesskabsbestemmelse om begrænsninger af adgangen til Rådets bygning, udelukker dette ikke, at indførelsen af sådanne begrænsninger kan udgøre et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

13. Med hensyn til Rådets andet argument minder Ombudsmanden om, at han i henhold til artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger og dermed også fra medlemmer af Europa-Parlamentet. Han mener endvidere, at traktaten ikke giver grundlag for at antage, at interinstitutionelle forbindelser som sådan nødvendigvis ville være udelukket fra hans kontrol. Det er korrekt, at Ombudsmandens mandat er begrænset til at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser, og at rent politiske spørgsmål derfor ville falde uden for hans kontrol [3]. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Rådet ikke gjorde gældende, at begrænsningen af adgangen var et rent politisk spørgsmål. Det synes nyttigt at tilføje, at det efter Ombudsmandens opfattelse under alle omstændigheder er tvivlsomt, om enkelte parlamentsmedlemmers adgang til Rådets bygning bør betragtes som et interinstitutionelt spørgsmål.

14. I lyset af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at Rådet ikke har fastslået, at spørgsmålet om begrænsning af adgangen til Rådets bygning under Det Europæiske Råds møder ikke falder ind under hans mandat. Ombudsmanden er derfor ikke enig med Rådet i, at klagen bør afvises.

15. I sin klage hævdede klageren, at ud over begrænsningen med hensyn til antallet af MEP'er, der har adgang, kan medlemmer af Parlamentets delegation kun komme ind i bygningen, hvis Parlamentets formand også er til stede i Rådets bygninger. Ombudsmanden bemærker, at en sådan betingelse ikke er nævnt i skrivelsen af 16. januar 2009 vedrørende spørgsmålet om aktindsigt, som Rådets vicegeneralsekretær rettede til Parlamentets formand. Han bemærker endvidere, at klageren ikke henviste yderligere til denne påståede betingelse i de bemærkninger, hun fremlagde for ham i løbet af sin undersøgelse, men i stedet begrænsede sine argumenter til begrænsningerne vedrørende delegationernes størrelse. Så vidt han kan se af de dokumenter, han har fået forelagt, har Rådet tilsyneladende ikke planer om at indføre adgangsbegrænsninger, der går ud over at begrænse antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der får adgang til Rådets bygning under Det Europæiske Råds møder, til 22. I lyset heraf vil denne afgørelse kun omhandle begrænsningen af antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der får adgang til Rådets bygning. Hvis klageren ønsker at rejse spørgsmålet om andre adgangsbegrænsninger, står det hende frit for at indgive en ny klage til Ombudsmanden.

16. I sine bemærkninger til Rådets svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger anmodede klageren om detaljerede og præcise oplysninger om antallet af akkrediterede journalister, der faktisk er til stede under Det Europæiske Råds møder. Ombudsmanden mener ikke, at de oplysninger, som klageren har anmodet om, er nødvendige for behandlingen af denne klage. Hvis klageren imidlertid ønskede at få de nævnte oplysninger, kunne hun overveje at indgive en relevant anmodning til Rådet.

17. I betragtning af deres tætte faktuelle bånd er det hensigtsmæssigt at undersøge klagerens påstand og påstand samlet.

A. Med hensyn til klagerens påstand og påstand

Argumenter forelagt Ombudsmanden

18. Ifølge klageren gav Rådet ikke en tilstrækkelig og plausibel begrundelse for sin beslutning om at begrænse antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der får lov til at komme ind i dets bygning under Det Europæiske Råds møder. Den 27. oktober 2008 skrev Rådet som svar på en skrivelse fra klageren, at dets afgørelse var "i overensstemmelse med reglerne". Den præciserede imidlertid ikke, hvilke regler den mente, og hvordan sådanne regler blev anvendt i den foreliggende situation. Med hensyn til proportionaliteten af Rådets afgørelse accepterede klageren, at sikkerhedshensyn kunne være et legitimt hensyn i offentlighedens interesse. Rådet gav imidlertid ingen begrundelse for, hvorfor og hvordan det nåede frem til det nøjagtige antal på 22 personer i forhold til størrelsen af MEP-delegationen. Desuden har den ikke forklaret, om den sondrede mellem adgang til hele bygningen og adgang til presseområdet. Med hensyn til den påståede vilkårlige og uigennemsigtige karakter af Rådets afgørelse var klageren af den opfattelse, at Rådet ikke forklarede, om de samme adgangsbegrænsninger gjaldt for andre delegationer, f.eks. delegationer fra medlemsstaterne.

19. På denne baggrund hævdede klageren, at Rådet fejlagtigt begrænser MEP'ernes adgang til Justus Lipsius-Bygningen under Det Europæiske Råds møder.

20. Under henvisning til artikel 4, stk. 2, i EU-traktaten [4] påpegede Rådet i sin udtalelse, at der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelse, der giver MEP'er ret til at deltage i Det Europæiske Råds møder eller til at få adgang til Rådets bygninger under sådanne møder. Desuden henviste Rådet i det væsentlige til sin skrivelse om parlamentsmedlemmernes tilstedeværelse i Justus Lipsius-Bygningen under Det Europæiske Råds møder, som det sendte til Parlamentets formand den 16. januar 2009. Rådet vedlagde en kopi af denne skrivelse som bilag til sin udtalelse.

21. I denne skrivelse anførte Rådet, at Parlamentet fortsat ville modtage nøjagtig det samme antal adgangskort til Rådets bygning som andre delegationer, nemlig 22. Rådet påpegede endvidere, at alle delegationer siden udvidelsen af Den Europæiske Union har erkendt behovet for at reducere antallet af adgangskort til Det Europæiske Råd. Dette skyldtes ikke kun behovet for at sikre en gnidningsløs afvikling af møderne, men også af sikkerhedshensyn i tilfælde af en nødsituation eller evakuering af bygningen.

22. Med hensyn til adgangen til pressefaciliteterne i Justus Lipsius-Bygningen på andendagen af Det Europæiske Råds møder understregede Rådet, at antallet af adgangskort skal begrænses af lignende årsager. Samtidig gav Rådet udtryk for sin forståelse for, at en række medlemmer af Europa-Parlamentet ønskede at få adgang til pressefaciliteterne på andendagen af Det Europæiske Råds møder. Adgangskortindehavere fra MEP-delegationen vil derfor fremover kunne få adgang til pressefaciliteterne på andendagen af Det Europæiske Råds møder. Rådet tilføjede, at Parlamentet anmodes om at angive navnene på sådanne personer inden hvert møde i Det Europæiske Råd.

23. I sine bemærkninger fastholdt klageren, at Rådets afgørelse var utilfredsstillende, og at dens begrundelse var utilstrækkelig.

24. Klageren fremførte, at hendes klage ikke vedrørte MEP'ernes deltagelse i Det Europæiske Råds møder, men snarere deres ubegrænsede adgang til Rådets presseområde. Rådet havde ikke givet en detaljeret begrundelse for sine begrænsninger i MEPS' adgang til Rådets bygninger, herunder presseområdet. Hun mente, at Rådets afgørelse var helt ubegrundet.

25. Med hensyn til Rådets henvisning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder hævdede klageren, at Rådet ikke forklarede arten af disse betænkeligheder og årsagerne til, at sådanne betænkeligheder navnlig gjaldt for MEP'er. Desuden forklarede Rådet ikke, hvilke sikkerhedsprocedurer der krævede, at det begrænsede delegationen af medlemmer af Europa-Parlamentet til højst 22 personer. Det var derfor efter klagerens opfattelse vilkårligt at begrænse delegationens størrelse til 22 medlemmer. Hun var endvidere af den opfattelse, at Rådet ikke havde præciseret, om det sondrede mellem adgang til Rådets bygning og adgang til presseområdet for så vidt angår sikkerhedsspørgsmål.

26. Som konklusion var klageren af den opfattelse, at der ikke var nogen solide og plausible grunde til Rådets beslutning om at begrænse adgangen til presseområdet. Klageren fastholdt derfor sin påstand.

27. Ombudsmanden anmodede i sin anmodning om yderligere oplysninger Rådet om at forklare, hvorfor adgangen til Rådets presseområde skulle begrænses til 22 personer pr. delegation. Som svar herpå gentog Rådet formålet med adgangsbegrænsningerne. Det præciserede, at principperne om sikkerhed og tryghed også gælder for Rådets pressecenter, og forklarede, at antallet af medierepræsentanter, der var til stede ved Det Europæiske Råds møder, generelt varierede mellem 1 500 og 2 000 personer. Rådet noterede sig, at det skal sikre passende arbejdsvilkår og et sikkert miljø for medierepræsentanter. Det anførte endvidere, at adgangen under Det Europæiske Råds møder var strengt begrænset til ca. 600 delegerede og behørigt akkrediterede journalister. Enhver stigning i antallet af akkrediterede personer kan i alvorlig grad forringe evakueringsprocedurerne.

28. I sine bemærkninger accepterede klageren det princip, der ligger til grund for Rådets tilgang, men fremførte, at en afgørelse om antallet af delegerede, der skal have adgang til presseområdet, kun kunne træffes fra sag til sag. Hun satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig var tilfældet, at presseområdet under hvert møde var fyldt til bristepunktet, eftersom det forekom plausibelt at antage, at antallet af akkrediterede journalister, der var til stede, ville afhænge af, om de punkter på dagsordenen, der skulle behandles, var "attraktive".

29. Klageren fremførte, at der ifølge skøn fra Tysklands faste repræsentation ved EU var ca. 1 000 akkrediterede journalister til stede i presseområdet under formelle møder i Det Europæiske Råd. Hun tilføjede, at Rådets pressetjeneste i en telefonsamtale med hendes politiske gruppes pressetjeneste havde oplyst, at mens ca. 700 journalister blev akkrediteret under uformelle topmøder, steg dette antal til 800 journalister under "andre møder". Ifølge samme kilde var der i gennemsnit 1 000 akkrediterede journalister til stede under formelle møder i Det Europæiske Råd.

Ombudsmandens vurdering

30. Klageren hævder, at Rådet med urette begrænser MEP'ernes adgang til Rådets bygning, herunder presseområdet, under Det Europæiske Råds møder. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse blev det klart, at den foreliggende klage faktisk drejer sig om begrænsninger i adgangen til pressefaciliteterne i Rådets bygning. I det følgende vil Ombudsmanden derfor behandle dette spørgsmål alene.

31. I betragtning af klagerens argumenter til støtte for hendes påstand er Ombudsmanden af den opfattelse, at den eneste betingelse for, at den kan anses for at være underbygget, er, at Rådet havde undladt at give en tilstrækkelig og rimelig begrundelse for sin beslutning om at begrænse antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der skal have adgang til bygningen under Det Europæiske Råds møder. I den givne sammenhæng er det hensigtsmæssigt at påpege, at det fremgår af artikel 18, stk. 1, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, at "[e]nhver afgørelse truffet af institutionen, som kan krænke en privatpersons rettigheder eller interesser, skal begrundes ved klart at angive de relevante faktiske omstændigheder og retsgrundlaget for afgørelsen."

32. Til støtte for sin påstand fremførte klageren i det væsentlige følgende argumenter.

i) Rådet erklærede, at dets afgørelse var "i overensstemmelse med reglerne" , men præciserede ikke, hvilke regler det mente, og hvordan disse regler blev anvendt i den foreliggende situation;

ii) den ikke forklarede, hvorfor og hvordan den nåede frem til det nøjagtige antal på 22 personer i forhold til MEP-delegationens størrelse

iii) Den forklarede ikke, om den sondrede mellem adgang til hele bygningen og adgang til presseområdet.

iv) den forklarede ikke, om de samme adgangsbegrænsninger gjaldt for andre delegationer, f.eks. delegationer fra medlemsstaterne og

v) dens afgørelse var uforholdsmæssig, eftersom Rådet ikke traf afgørelse om adgangsbegrænsninger for MEP'er fra sag til sag.

33. Ombudsmanden mener, at Rådet i løbet af sin undersøgelse behandlede klagerens argumenter, der er anført under i) - iv). Den anførte, at de pågældende begrænsninger bl.a. var blevet vedtaget af sikkerheds- og sikringshensyn, og at det nøjagtige antal delegerede, der skulle have adgang, i det væsentlige var blevet fastsat ved fælles overenskomst mellem medlemsstaterne. Rådet præciserede endvidere, at adgangsbegrænsningerne fandt anvendelse på både bygningen som sådan og dens pressefaciliteter. Det bekræftede også, at de samme adgangsbegrænsninger også gjaldt for andre delegationer, idet hver delegation modtog i alt 22 adgangskort. Ombudsmanden forstår, at adgangen til pressefaciliteterne på andendagen af Det Europæiske Råds møder af høflighedshensyn er blevet udvidet til at omfatte delegationen af medlemmer af Europa-Parlamentet. I betragtning af at traktaten om Den Europæiske Union ikke giver MEP'erne en formel rolle at spille på Det Europæiske Råds møder, mener Ombudsmanden ikke, at klageren har godtgjort, at Rådet handlede vilkårligt ved at tildele MEP-delegationen det samme antal adgangskort, som den tildeler andre delegationer.

34. Med hensyn til spørgsmålet om proportionalitet bemærker Ombudsmanden, at en afgørelse om antallet af delegerede, der skal have adgang til presseområdet, efter klagerens opfattelse bør træffes fra sag til sag. I den forbindelse fremlagde klageren visse tal om deltagelsesfrekvensen. Hun anførte således bl.a., at ca. 700 journalister ifølge oplysninger fra Rådets pressetjeneste blev akkrediteret under uformelle topmøder, og at dette antal steg til 800 journalister under "andre møder" . Ombudsmanden finder det vigtigt at understrege, at genstanden for denne klage, som han forstår det, vedrører begrænsninger i adgangen under Det Europæiske Råds møder, jf. EU-traktatens artikel 4, stk. 2 (nu artikel 14)[5]. Det er derfor på ingen måde klart, hvordan tal for antallet af akkrediterede journalister, der er til stede under uformelle topmøder og "andre møder", uanset den præcise karakter af disse møder, kan være af direkte relevans for undersøgelsen af det problem, der skal undersøges her. Selv hvis det antages, at antallet af journalister, der er til stede ved Det Europæiske Råds møder, svinger, og at der derfor kan være tilfælde, hvor mere end 22 medlemmer af Europa-Parlamentet kan få adgang til presseområdet, mener Ombudsmanden af de grunde, der er anført i punkt 35 nedenfor, at Rådets beslutning om at vedtage generelt gældende begrænsninger for antallet af personer, der kan få adgang pr. delegation, snarere end at træffe afgørelse om antallet af personer, der kan få adgang fra sag til sag, ikke kan anses for at udgøre fejl eller forsømmelser. Det følger heraf, at der ikke er behov for, at Ombudsmanden indleder en detaljeret drøftelse af klagerens forslag om, at Rådet skal træffe afgørelse fra sag til sag.

35. Ombudsmanden mener, at Rådet har en vis skønsmargen til at gennemføre de foranstaltninger til begrænsning af adgangen, som det anser for at være mest effektive ud fra et sikkerhedssynspunkt. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at kun åbenbare fejlskøn i Rådets valg af foranstaltninger kan give anledning til konstatering af fejl eller forsømmelser. I den foreliggende sag har klageren ikke rejst tvivl om, at adgangsbegrænsninger principielt er nødvendige af hensyn til sikkerheden. Ombudsmanden mener, at klageren ikke har påvist, at Rådet begik en åbenbar fejl ved at begrænse antallet af delegerede til 22 for hver enkelt delegation. Ombudsmanden bemærker, at klageren hævdede, at MEP'er skulle have ubegrænset adgang. I betragtning af, at der i øjeblikket er mere end 700 medlemmer af Europa-Parlamentet, og at Rådets bygning har en begrænset kapacitet med hensyn til det antal personer, den kan rumme på Det Europæiske Råds møder, finder Ombudsmanden, at Rådets afvisning af at efterkomme klagerens synspunkter i denne henseende klart ikke kan kritiseres.

36. På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at klagerens påstand er ubegrundet. Da hendes påstand ikke kan tages til følge, kan hendes påstand heller ikke tages til følge.

37. Med Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er Det Europæiske Råd blevet en selvstændig institution (jf. artikel 13, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union). Det forekommer derfor logisk at antage, at det fremover vil være Det Europæiske Råds ansvar at træffe beslutninger om begrænsninger i adgangen til dets bygning, enten alene eller i samarbejde med Rådet. Klageren kunne derfor overveje at henvende sig til formanden for Det Europæiske Råd, hvis hun ønsker, at sidstnævnte skal behandle hendes anmodning.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der har ikke været fejl eller forsømmelser.

Klageren og Rådet vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 12. marts 2010.


[1] Jf. punkt 7 nedenfor.

[2] Særberetning fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet efter udkast til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union i klage 2395/2003/GG, punkt 1.2.

[3] Jf. Den Europæiske Ombudsmands særberetning til Europa-Parlamentet efter udkastet til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union i klage 2395/2003/GG, punkt 1.3.

[4] EU-traktatens artikel 4, stk. 2, har følgende ordlyd: "Det Europæiske Råd består af medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt formanden for Kommissionen. De bistås af medlemsstaternes udenrigsministre og af et medlem af Kommissionen. Det Europæiske Råd træder sammen mindst to gange om året under forsæde af stats- eller regeringschefen for den medlemsstat, der har formandskabet for Rådet." EU-traktatens artikel 4, stk. 2, er i det væsentlige blevet erstattet af EU-traktatens artikel 15 (Lissabonversionen).

[5] Se fodnote 4 ovenfor.

Hvad syntes du om denne automatiske oversættelse? Vi vil gerne høre din mening.