BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Klageren er repræsentant for X, en erhvervsorganisation, der handlede på vegne af et af sine medlemmer, virksomheden Y. Begge er etableret i land A. Ifølge oplysningerne fra klageren producerer, sælger og eksporterer Y æg til både konsum og fremstilling af fødevarer. I september 2005 blev en familie fra land B syg med salmonella. De hævdede, at dette skyldtes deres forbrug af mayonnaise, som var blevet fremstillet af en lokal producent ved hjælp af æg fra Y. Både A's og B's fødevaresikkerhedsmyndigheder indledte efterfølgende undersøgelser. Som følge af disse undersøgelser blev produktionen og eksporten af produkter fra Y suspenderet. Den 26. september 2005 konkluderede Fødevaresikkerhedsautoriteten i A imidlertid, at oprindelsen til udbruddet ikke stammede fra Y. Denne virksomhed gennemførte også selv en række kontroller, hvilket førte den til samme konklusion. I oktober 2005 indtraf en lignende hændelse i B, og som følge heraf blev der indført en ny sundhedsadvarsel fra både A's og B's myndigheder. I slutningen af oktober bekræftede myndighederne i A, at sundhedsbetingelserne for Y var tilstrækkelige, og at der ikke syntes at være nogen sundhedsrelaterede problemer med produkterne. Myndighederne i A kontaktede efterfølgende deres modparter i B og fremsendte dem en række videnskabelige analyser, som syntes at vise, at Y's produkter ikke udgjorde nogen trussel mod menneskers sundhed. På trods af disse oplysninger blev sundhedsadvarslen mod virksomhedens produkter ikke ophævet i B.

2.         Den 25. januar 2006 indgav X to klager til Europa-Kommissionen, hvori selskabet gjorde gældende, at den måde, hvorpå myndighederne i både A og B havde behandlet de påståede sundhedsklager over Y, var ukorrekt. Den 4. december 2006 meddelte Kommissionens tjenestegrene klageren, at de ikke havde til hensigt at indlede overtrædelsesprocedurer i forbindelse med sagerne, og foreslog at afslutte dem.

Forespørgslens genstand

3.         På baggrund af Kommissionens holdning indgav klageren en klage til Ombudsmanden den 25. maj 2007 og hævdede, at Kommissionen hverken havde behandlet hans to klager korrekt eller undersøgt situationen på en tilfredsstillende måde. Klageren anførte ligeledes, at Kommissionen havde lagt unødigt pres på A's ansvarlige myndigheder for at forhindre dem i at gribe ind i sagen.

4.         I sin klage til Ombudsmanden fremsatte klageren følgende påstand og påstand:

Påstand:

Kommissionen havde ikke behandlet hans klager korrekt.

Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at Kommissionen:

a) ikke har taget hensyn til de dokumenter, som X har fremlagt, navnlig dem, der vedrører Y's overholdelse af de relevante sundhedsnormer i punkt A

b) ikke har kontaktet myndighederne i B

c) ikke rettidigt har underrettet klageren om sagens forløb

d) ikke har anmodet om indgriben fra de tjenester, der er ansvarlige for anvendelsen af forordning (EF) nr. 178/2002 om fødevaresikkerhed og

e) forhindrede Fødevaresikkerhedsautoriteten i A i at gribe ind i sagen.

Påstand:

Kommissionen bør tage sin holdning til hans klager op til fornyet overvejelse.

Forespørgslen

5.         Ved brev af 30. juli 2007 indledte Ombudsmanden en undersøgelse af klagerens påstand og påstand og anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse senest den 30. november 2007. Kommissionen afgav en udtalelse på engelsk den 11. december 2007. Den 21. december 2007 blev der sendt en oversættelse til A's sprog til klageren, som fremsendte sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse den 19. februar 2008.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Kommissionens angivelige fejlagtige behandling af klager 2006/4171 og 2006/4172

Argumenter forelagt Ombudsmanden

6.         I sit svar af 11. december 2007 fandt Kommissionen, at de pågældende klagesager blev behandlet korrekt, og at klageren blev holdt regelmæssigt underrettet om sin undersøgelse.

7.         Kommissionen henviste til sin formelle behandling af X's klager og sine kontakter med klageren. Den 16. januar 2006 blev de første klager sendt til Generaldirektoratet for Erhvervspolitik (GD ENTR), som derefter videresendte dem til Generaldirektoratet for Landbrug (GD AGRI) den 31. januar 2006 og endelig til Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse (GD SANCO) i marts 2006. Klagerne blev registreret den 10. februar 2006. Den 17. februar 2006 underrettede GD AGRI klageren om overførslen af hans klager til GD ENTR. Efter klagerens anmodning til GD SANCO blev der afholdt et møde den 14. marts 2006. Kommissionen vedlagde sin udtalelse kopier af alle sine udvekslinger med klageren.

8.         Den 4. december 2006 meddelte GD SANCO klageren, at da det ikke var muligt at bevise en overtrædelse af EU-retten, ville dets tjenestegrene foreslå Kommissionen at afslutte de to klager. Han fik en standardfrist på fire uger til at fremlægge alle nye oplysninger, der viste, at der faktisk var sket en overtrædelse af EU-retten. Ved brev af 19. december 2006, som blev anerkendt den 8. januar 2007, fremlagde klageren nye beviser inden for den angivne frist. Overtrædelsessagen blev derfor ikke afsluttet, hvilket gav tid til at undersøge de nye elementer. Efter en vurdering af de nye elementer blev klageren imidlertid i juli 2007 underrettet om, at Kommissionens tjenestegrene ville foreslå, at sagen blev afsluttet.

9.         For så vidt angår sagens realitet har Kommissionen først redegjort for de faktiske omstændigheder og den retlige stillingtagen, som dens tjenestegrene har indtaget. Myndigheden forklarede, at import af æg fra A blev afvist af B ved udgangen af 2005 på grund af flere tilfælde af salmonellaforgiftning, som ifølge myndighederne i B skyldtes et bestemt parti æg med oprindelse i Y. Myndighederne i B lancerede derfor et hurtigt varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF). Y kontaktede efterfølgende X, som sendte en klage til Kommissionen over myndighederne i både A og B. X hævdede, at da denne særlige sektor endnu ikke er harmoniseret på fællesskabsplan, var B forpligtet til at acceptere æg, der var i overensstemmelse med den relevante lovgivning i A. X gjorde indsigelse mod, at myndighederne i A ikke havde støttet medlemmets krav mod myndighederne i B.

10.      Kommissionen bemærkede, at B ifølge de dokumenter, der var vedlagt klagerens skrivelse af 17. maj 2006, anmodede ægproducenterne i A om at anvende de samme procedurer mod salmonella som dem, der var gældende i B for den nationale produktion. B hævdede, at der ikke var videnskabelig dokumentation for, at de foranstaltninger, som producenten i A i øjeblikket anvender, var effektive med hensyn til at beskytte folkesundheden. Den eneste omfattende videnskabelige EU-undersøgelse om dette emne viste, at en meget lille procentdel af bedrifterne i B var blevet ramt af sygdommen, mens procentdelen i A var mere end ti gange højere. Kommissionen understregede, at da dette område endnu ikke er harmoniseret på fællesskabsplan, havde B besluttet at gøre brug af forsigtighedsprincippet i artikel 7 i forordning (EF) nr. 178/2002 [1] og EF-traktatens artikel 30, som fastsætter undtagelser fra princippet om frie varebevægelser. Myndighedernes holdning i B-sagen blev ikke anfægtet af Kommissionen, da den var baseret på, hvad Kommissionen anså for at være en passende risikovurdering. Kommissionen videregav denne holdning til klageren i sit brev af 18. juli 2007.

11.      Kommissionen forklarede endvidere, at den gældende fællesskabslovgivning i dette tilfælde er forordning (EF) nr. 2160/2003 om bekæmpelse af salmonella og lignende agenser [2]. Forordningen indfører trinvise programmer for bekæmpelse af salmonella, som fastsætter en række foranstaltninger til overvågning af æg. Disse foranstaltninger træder dog først i kraft i december 2009. Indtil denne dato kan medlemsstaterne anvende nationale foranstaltninger. Kommissionen fandt, at den i betragtning af den retlige situation og de faktiske omstændigheder i sagen ikke burde anfægte B's regerings holdning. Den bemærkede endvidere, at Fødevaresikkerhedsautoriteten i A hverken havde sat spørgsmålstegn ved B's myndigheders beslutning eller handlinger.

12.      For så vidt angår hvert af de argumenter, som klageren fremførte, svarede Kommissionen som følger.

a) Alle de dokumenter, som X har fremlagt, er blevet anerkendt og omhyggeligt vurderet af X's tjenestegrene.

b) Den har til stadighed været i kontakt med myndighederne i de berørte medlemsstater. I dette særlige tilfælde var Kommissionens tjenestegrene bekendt med myndighedernes holdning i B som følge af det brev, som de pågældende myndigheder havde sendt til klageren den 12. april 2006. GD SANCO opretholdt desuden hyppige kontakter med de nationale myndigheder i de to berørte medlemsstater inden for rammerne af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Sundhed og andre arbejdsgrupper.

c) Den havde handlet i overensstemmelse med de gældende regler, navnlig kodeksen for god forvaltningsskik [3] og Kommissionens meddelelse om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten [4]. Den var ikke forpligtet til at underrette klageren i detaljer om hver enkelt foranstaltning, der blev truffet inden for rammerne af den igangværende undersøgelse. I henhold til ovennævnte regler er den kun forpligtet til at underrette klageren om trufne afgørelser.

d) Myndighederne i A støttede ikke klagerens krav mod B. de samarbejdede med både myndighederne i B og Kommissionens tjenestegrene inden for rammerne af den igangværende RASSF-varsling som krævet i den relevante lovgivning. Kommissionen bestred ligeledes, at den havde forhindret myndighederne i A i at gribe ind. Klageren havde faktisk underrettet Kommissionen om karakteren af de bilaterale møder mellem de nationale myndigheder i de to berørte medlemsstater. Kommissionen greb på intet tidspunkt ind under disse drøftelser.

13.      Kommissionen forklarede også, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) ikke kunne have grebet ind i sagen, da EFSA's rolle som beskrevet i forordning (EF) nr. 178/2002 er at yde videnskabelig rådgivning og støtte til fællesskabsinstitutionerne og medlemsstaterne på områder, der har indvirkning på fødevare- og fodersikkerheden, og at bidrage til et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed i forbindelse med det indre markeds funktion. Efter Kommissionens opfattelse var der under hensyntagen til de foreliggende oplysninger fra de to berørte medlemsstater ingen grund til at anmode EFSA om yderligere videnskabelige data. Den referenceundersøgelse af forekomsten af salmonella, som EFSA gennemførte mellem 2004 og 2006, og som GD SANCO rådede over på tidspunktet for behandlingen af klagerne, blev således anset for at give tilstrækkelige oplysninger.

14.      Kommissionen understregede, at dens tjenestegrene ved behandlingen af de to klager indgivet af X overholdt kodeksen for god forvaltningsskik. Efter Kommissionens opfattelse anfægtede klageren indholdet af sin beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod de to medlemsstater. Som anerkendt af Fællesskabets retsinstanser henhører en sådan afgørelse under dens skønsmæssige beføjelser. Kommissionen har gjort gældende, at den i de to klager klart har redegjort for grundene til, at den besluttede, at den ikke ville indlede en traktatbrudsprocedure.

15.      I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse gentog klageren sine påstande. Han mente, at Kommissionens tjenestegrene ved ikke at anmode myndighederne i B om at bekræfte, hvordan de var nået frem til deres konklusioner vedrørende Y, havde undladt at handle med fornøden omhu.

Ombudsmandens vurdering

16.      Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 i sin rolle som "traktatens vogter" skal sikre, at fællesskabsretten anvendes.

17.      Under udførelsen af sine opgaver undersøger Kommissionen mulige overtrædelser af fællesskabsretten, som den i vid udstrækning bliver opmærksom på som følge af borgernes klager. Hvis Kommissionen som følge af sin undersøgelse finder, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktaten, giver EF-traktatens artikel 226 den beføjelse til at indlede en traktatbrudsprocedure mod den ansvarlige medlemsstat og i sidste ende indbringe sagen for EF-Domstolen.

18.      De procedurer, som Kommissionen skal følge ved behandling af klager, samt de oplysninger, der skal gives til klagere, er fastsat i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten [5] (»meddelelsen«). Bilaget til meddelelsen indeholder de vigtigste forpligtelser, som Kommissionen ud fra et formelt og proceduremæssigt synspunkt bør overholde, når den behandler klager, navnlig med hensyn til registrering af klager (punkt 3)[6], modtagelsesbevis (punkt 4)[7], kommunikation med klagere (punkt 7)[8], fristen for undersøgelse af klager (punkt 8)[9], og sagens afslutning (punkt 10)[10].

19.      For at vurdere, om Kommissionen har behandlet klagernes klager korrekt, vil Ombudsmanden for det første overveje, om den procedure, som institutionen fulgte i sine undersøgelser, blev gennemført i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser, og for det andet, om begrundelsen for dens beslutning om at afslutte sagerne var tilstrækkelig.

20.      På grundlag af de foreliggende oplysninger bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen den 10. februar 2006 bekræftede modtagelsen af den skrivelse, som klageren sendte den 16. januar 2006, hvori han henviste til visse former for praksis fra myndighederne i både A og B og hævdede, at de var i strid med EU-retten. Kommissionens tjenestegrene registrerede brevet som to særskilte klager under referencenumrene 2006/4171 og 2006/4172. Ombudsmanden finder derfor, at Kommissionen registrerede klagerens korrespondance som to klager og kort tid derefter bekræftede modtagelsen i overensstemmelse med kriterierne i punkt 3 og 4 i bilaget til meddelelsen.

21.      Med hensyn til de oplysninger, der blev givet til klageren, bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen mødte klageren og var i hyppig kontakt med ham via telefon, e-mail og brev. Det fremgår endvidere af disse udvekslinger, at Kommissionens tjenestegrene besvarede hans korrespondance rettidigt.

22.      Desuden underrettede Kommissionens tjenestegrene klageren om hvert af de skridt, der var taget som svar på hans klager efter hver kommissionsbeslutning. I den forbindelse handlede Kommissionen i overensstemmelse med kriterierne i punkt 7 i bilaget til meddelelsen.

23.      Med hensyn til den tid, det tog Kommissionen at nå frem til en konklusion om sagens realitet, bemærker Ombudsmanden, at Kommissionens tjenestegrene efter at have foretaget en undersøgelse af sagen, som omfattede en række udvekslinger med myndighederne i A og B, konkluderede, at der ikke var tale om en overtrædelse af EU-retten. Den 4. december 2006 meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at afslutte sagen. Denne holdning blev bekræftet den 18. juli 2007, efter at Kommissionen havde gennemgået de nye bemærkninger fra klageren. Begge skrivelser indeholdt en redegørelse for grundene til, at Kommissionen mente, at sagen burde afsluttes. Sammenfattende fandt Kommissionen, at hverken A eller B havde tilsidesat EU-retten.

24.      Ombudsmanden finder, at Kommissionen efter at have afsluttet sin undersøgelse af klagen underrettede klageren om grundene til sin holdning og gav ham mulighed for at fremsætte sine bemærkninger inden for et år fra datoen for klagernes registrering. I den forbindelse handlede Kommissionen i overensstemmelse med kriterierne i punkt 8 og 10 i bilaget til meddelelsen.

25.      Med hensyn til Kommissionens holdning til indholdet af klagerne bemærker Ombudsmanden, at institutionen beskrev sin begrundelse for at afslutte disse klager i sine skrivelser til klageren af 4. december 2006 og 18. juli 2007. I disse skrivelser forklarede Kommissionen, at B i mangel af harmoniseret EU-lovgivning på området havde gjort passende brug af undtagelsen fra de frie varebevægelser baseret på beskyttelsen af menneskers sundhed som fastsat i EF-traktatens artikel 30.

26.      Ombudsmanden har nøje gennemgået Kommissionens fortolkning af de retlige bestemmelser, der er relevante for sagen, nemlig forordning (EF) nr. 2160/2003 [11] samt EF-traktatens artikel 28 og 30 som fortolket af Fællesskabets domstole.

27.      Forordning (EF) nr. 2160/2003 har til formål på EU-plan at harmonisere den type kontrol, som medlemsstaterne kan anvende for at begrænse de sundhedsrisici, der er forbundet med salmonella. Som anført i artikel 4 er formålet med forordningen at opstille en række EF-mål, der skal sikre, at der træffes hensigtsmæssige og effektive foranstaltninger til påvisning og bekæmpelse af salmonella og andre zoonotiske agenser. For at nå dette mål skal medlemsstaterne i henhold til artikel 5 udarbejde nationale bekæmpelsesprogrammer for hver zoonose og zoonotisk agens. I henhold til afsnit D i bilag II , vil EF-målene for kontrol af flokke af æglæggende høner dog først blive anvendt i december 2009, dvs. 72 måneder efter forordningens ikrafttræden (december 2003)[12].

28.      Det forekommer derfor med rette, at Kommissionen har konkluderet, at de relevante bestemmelser i forordningen ikke fandt anvendelse på Y’s situation.

29.      I mangel af specifik EU-lovgivning, der kunne have harmoniseret dette område, bør de generelle kriterier for de frie varebevægelser i EF-traktatens artikel 28 og 30, som fortolket af Fællesskabets retsinstanser, finde anvendelse på denne sag. Selv om princippet om frie varebevægelser forbyder de nationale myndigheder at indføre kvantitative indførselsrestriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning (artikel 28), kan medlemsstaterne undtagelsesvis gøre dette af grunde, der bl.a. vedrører beskyttelse af menneskers liv og sundhed. Sådanne foranstaltninger må dog ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen (artikel 30). I overensstemmelse med EF-domstolenes retspraksis skal anvendelsen af denne undtagelse overholde proportionalitetsprincippet, ifølge hvilket den pågældende foranstaltning ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt, stå i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål og være den mindst restriktive for samhandelen [13].

30.      Som anført i Kommissionens breve til klageren af 4. december 2006 og 18. juli 2007 underrettede myndighederne i B Kommissionen om, at deres søgsmål mod Y var baseret på undtagelsen i EF-traktatens artikel 30 vedrørende beskyttelse af menneskers liv og sundhed. Som Fællesskabets retsinstanser har anerkendt, tilkommer det i mangel af EU-harmonisering medlemsstaterne at træffe afgørelse om det niveau for beskyttelse af folkesundheden, de finder passende, under hensyntagen til de potentielle skadelige virkninger og de foreliggende videnskabelige data [14]. Kommissionen besluttede ikke at anfægte B's myndigheders holdning med den begrundelse, at den syntes at være baseret på en passende risikovurdering og derfor var i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet [15]. I denne forbindelse tog Kommissionen, da den besluttede ikke at forfølge sagen, hensyn til, at myndighederne i B havde fremført deres holdning på grundlag af resultaterne af en relevant videnskabelig undersøgelse af spredningen af salmonella i EU, som viste, at en minimumsprocentdel af bedrifterne i B var blevet ramt af sygdommen, mens procentdelen i A var betydeligt højere.

31.      Klageren hævdede, at han sendte oplysninger til Kommissionen, hvoraf det fremgik, at Y opfyldte de gældende sundhedskrav i A. Ombudsmanden har imidlertid ikke modtaget nogen oplysninger, der kunne bevise, at de standarder, der kræves af B, rent faktisk var blevet opfyldt, hvilket indebærer, at de eksportrestriktioner, som myndighederne i B havde indført, burde have været ophævet. I lyset af situationen konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionens retlige holdning i denne sag er rimelig.

32.      Klageren fremførte en række yderligere argumenter med henblik på at rejse tvivl om den måde, hvorpå Kommissionen behandlede hans klager. Han gjorde navnlig gældende, at Kommissionen ikke havde anmodet EFSA om at gribe ind og forhindrede myndighederne i A med ansvar for fødevaresikkerhed i at gribe ind i sagen.

33.      Efter at have gennemgået disse argumenter finder Ombudsmanden, at klageren ikke har fremlagt dokumentation til underbygning af sine argumenter. EFSA's rolle er ikke risikostyring, men snarere risikovurdering. I henhold til artikel 22 i forordning (EF) nr. 178/2002 skal EFSA yde videnskabelig rådgivning og videnskabelig og teknisk støtte til Fællesskabets lovgivning og politikker på alle områder, der har direkte eller indirekte indvirkning på fødevare- og fodersikkerheden. EFSA synes derfor ikke at have beføjelser til at gribe ind i håndteringen af individuelle fødevarerelaterede problemer, som f.eks. i Y's tilfælde.

34.      I henhold til artikel 30, stk. 4, i forordning (EF) nr. 178/2002 kan EFSA fremsætte sine synspunkter, hvis der er uenighed om videnskabelige udtalelser om et bestemt videnskabeligt spørgsmål in abstracto. Ombudsmanden påpeger, at han ikke har modtaget nogen oplysninger, der viser, at der opstod sådanne divergerende synspunkter med hensyn til dette spørgsmål. Som fastsat i artikel 60 i forordning (EF) nr. 178/2002 kunne EFSA faktisk være blevet opfordret til at afgive en videnskabelig udtalelse, hvis myndighederne i A havde klaget til Kommissionen over de foranstaltninger, som B . havde truffet. Der blev ikke indgivet en sådan klage.

35.      Ombudsmanden har i forbindelse med sin undersøgelse ikke modtaget nogen oplysninger, der kunne bevise, at Kommissionen udøvede pres på A's ansvarlige myndigheder for at forhindre dem i at gribe ind i sagen vedrørende Y eller indgive en klage til Kommissionens tjenestegrene.

36.      På baggrund af ovenstående betragtninger forekommer den begrundelse, som Kommissionen har givet til støtte for sin beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod enten A eller B, rimelig. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at Kommissionen handlede inden for sin retlige beføjelse, da den besluttede at afslutte sagen.

37.      Ombudsmanden konkluderer derfor, at der ikke er begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

B. Påstand om, at Kommissionen tager sin beslutning i sagerne 2006/4171 og 2006/4172 op til fornyet overvejelse

Argumenter forelagt Ombudsmanden

38.      Klageren hævdede, at Kommissionen burde tage sin holdning til hans klager op til fornyet overvejelse.

Ombudsmandens vurdering

39.      I lyset af ovenstående konklusioner, navnlig konklusionerne i punkt 36, ifølge hvilke Kommissionen handlede inden for sin retlige myndighed, da den besluttede at afslutte klagerne, mener Ombudsmanden ikke, at klagerens påstand kan opretholdes.

C. Konklusioner

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage har der ikke været fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. december 2008

---

[1] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1-24.

[2] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser EUT L 325 af 12.12.2003, s. 1-15.

[3] http://ec.europa.eu/civil_society/code/_docs/code_en.pdf

[4] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten. KOM/2002/0141 endelig udg. EFT 244 , 10/10/2002, s. 5.

[5] EFT 2002 C 244, s. 5.

[6] "Al korrespondance, der kan tænkes at blive undersøgt som en klage, indføres i det centrale register over klager, der føres af Kommissionens Generalsekretariat‑."

[7] "Korrespondance registreret som en klage skal bekræftes på ny af Generalsekretariatet ‑ senest en måned efter afsendelsen af den oprindelige bekræftelse."

[8] "Efter hver afgørelse fra Kommissionen (formel meddelelse, begrundet udtalelse, indbringelse for Domstolen eller afslutning af sagen) kontakter Kommissionens tjenestegrene skriftligt klagerne om de foranstaltninger, der er truffet som svar på deres klage."

[9] "Som hovedregel vil Kommissionens tjenestegrene undersøge klager med henblik på at nå frem til en beslutning om at udstede en åbningsskrivelse eller afslutte sagen senest et år efter datoen for Generalsekretariatets registrering af klagen."

[10] "Medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder, der nødvendiggør hasteforanstaltninger, og hvis en tjenestegren i Kommissionen agter at foreslå, at der ikke træffes yderligere foranstaltninger i forbindelse med en klage, underretter den på forhånd klageren herom i en skrivelse, hvori den redegør for grundene til, at den foreslår, at sagen afsluttes, og opfordrer klageren til at fremsætte eventuelle bemærkninger inden for en frist på fire uger."

[11] Se fodnote 2 ovenfor.

[12] Artikel 18 i forordning (EF) nr. 2160/2003.

[13] Sag 174/82, Sandoz BV, Sml. 1983, s. 2445, s. 18-19.

[14] Se sag 174/82 ovenfor, Sag 42/90, Bellon, Sml. I, s. 4863, og sag C-192/01, Kommissionen mod Danmark, Sml. 2003 I, s. 9693.

[15] Jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 178/2002 [se fodnote 1]:

     Forsigtighedsprincippet

1. Under særlige omstændigheder, hvor det på grundlag af en vurdering af de foreliggende oplysninger konstateres, at der er mulighed for skadelige virkninger for sundheden, men hvor der fortsat er videnskabelig usikkerhed, kan der vedtages midlertidige risikostyringsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre det høje sundhedsbeskyttelsesniveau, som Fællesskabet ønsker, indtil der foreligger yderligere videnskabelige oplysninger med henblik på en mere omfattende risikovurdering.

2. Foranstaltninger, der vedtages på grundlag af stk. 1, skal stå i et rimeligt forhold til målet og må ikke være mere restriktive for samhandelen end nødvendigt for at nå det høje sundhedsbeskyttelsesniveau, der tilstræbes i Fællesskabet, idet der tages hensyn til den tekniske og økonomiske gennemførlighed og andre faktorer, der anses for legitime på det pågældende område. Foranstaltningerne tages op til revision inden for en rimelig frist afhængigt af arten af den konstaterede risiko for liv eller sundhed og typen af videnskabelige oplysninger, der er nødvendige for at afklare den videnskabelige usikkerhed og foretage en mere omfattende risikovurdering.