Strasbourg, den 20. juni 2008

Hr. formand,

Den 14. december 2007 meddelte jeg Dem, at jeg havde besluttet at indlede en undersøgelse på eget initiativ vedrørende spørgsmålet om rettidig betaling fra Europa-Kommissionen.

Den 25. marts 2008 fremsendte Kommissionen sin udtalelse.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Årsagerne til den egennyttige undersøgelse

Artikel 195 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til på eget initiativ at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. I sin undersøgelse på eget initiativ OI/5/99/(IJH)GG undersøgte Ombudsmanden spørgsmålet om Kommissionens forsinkede betaling. Undersøgelsen blev afsluttet den 16. februar 2001.

Ombudsmanden konkluderede i sin afgørelse om afslutning af denne undersøgelse, at Kommissionen havde taget skridt til at løse problemet, hvilket syntes at være tilfredsstillende. Han tilføjede imidlertid, at han ville overveje at indlede en ny undersøgelse, hvis det i fremtiden skulle vise sig, at Kommissionens forsinkede betaling trods disse foranstaltninger fortsat gav anledning til alvorlige problemer.

Syv år senere, og i lyset af en række sager, som Ombudsmanden har skullet behandle i de senere år (se f.eks. hans afgørelser om klage 818/2005/PB, 3067/2005/(MHZ)MF og 2692/2006/BB), forekom det Ombudsmanden, at der var mulighed for at iværksætte en ny undersøgelse på eget initiativ med henblik på at fastslå, hvilke yderligere foranstaltninger Kommissionen havde truffet i denne henseende, og om der stadig var problemer, der krævede passende afhjælpning med hensyn til rettidige betalinger.

Ombudsmanden mindede navnlig om, at han havde modtaget to på hinanden følgende klager fra en tysk statsborger, der regelmæssigt arbejder for Kommissionen som ekspert (klage 1266/2005/MF og 2569/2006/WP), som begge vedrørte forsinkelser i Kommissionens betalinger. I sin afgørelse om klage 2569/2006/WP, som blev vedtaget den 19. juli 2007, anførte Ombudsmanden, at han fandt det hensigtsmæssigt at undersøge spørgsmålet om forsinket betaling igen på et bredere grundlag ved at foretage en ny undersøgelse på eget initiativ. Ombudsmanden tilføjede, at denne undersøgelse ville omfatte en undersøgelse af effektiviteten af de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet for at fremskynde betalingerne.

På baggrund af ovenstående besluttede Ombudsmanden at indlede en ny undersøgelse på eget initiativ af spørgsmålet om rettidig betaling fra Kommissionens side.

Forespørgslen

De oplysninger, der anmodes om i forbindelse med undersøgelsen på eget initiativ

I sit brev om indledning af undersøgelsen anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at underrette ham om de skridt, den havde taget for at identificere og håndtere årsagerne til forsinkelser i udbetalingerne til kontrahenter og modtagere af tilskud og tilskud.

Ombudsmanden tilføjede, at det i denne forbindelse ville være mest nyttigt, hvis Kommissionen også kunne fremlægge statistiske data, der kunne illustrere problemet eller de afhjælpende foranstaltninger, som Kommissionen har truffet. Han tilføjede, at han ville være særligt interesseret i at modtage oplysninger om antallet og procentdelen af tilfælde, hvor der opstod forsinkelser, om omfanget af de forsinkelser, der faktisk opstod, om de involverede beløb og om de tilfælde, hvor der blev betalt renter på grund af forsinket betaling.

Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen i sin udtalelse om klage 2569/2006/WP havde henvist til artikel 106 i sin forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (1) ("forordning 2342/2002") som en mekanisme til betaling af morarenter.

I sin oprindelige affattelse bestemte denne artikel følgende:

"Betalingsfrister og morarenter

1. Skyldige beløb betales senest 45 kalenderdage efter den dato, hvor den kompetente anvisningsberettigedes bemyndigede tjeneste registrerer en antagelig betalingsanmodning (...).

(...)

5. Ved udløbet af de frister, der er fastsat i stk. 1 og 2, kan kreditor senest to måneder efter modtagelsen af den forsinkede betaling kræve renter (...)."

I sin udtalelse om klage 2569/2006/WP påpegede Kommissionen, at den derfor ikke automatisk betalte renter, men kun efter anmodning fra kreditor.

Ombudsmanden anmodede derfor Kommissionen om at underrette ham om de praktiske forhold i forbindelse med betaling af morarenter. Han tilføjede, at han ville være særlig interesseret i at få at vide, om kreditorerne specifikt blev mindet om deres ret til at kræve renter, når den forsinkede betaling finder sted.

Ombudsmanden påpegede, at det også ville være nyttigt at vide, hvor mange kreditorer, der ville være berettiget til at kræve renter, der faktisk fremsætter et sådant krav.

Endelig anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at fremsætte sine synspunkter om, hvorvidt behovet for at fremsætte et krav om renter og gøre dette senest to måneder efter modtagelsen af den forsinkede betaling ikke kunne afholde visse af dens partnere fra at insistere på deres rettigheder.

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse, som kommissær Grybauskaité forelagde Ombudsmanden, fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Indledningsvis skal det erindres, at betalingsfrister er fastsat i forordning 2342/2002 og undtagelsesvis i sektorspecifikke forordninger.

I henhold til artikel 106 i forordning nr. 2342/2002 skal betalinger foretages inden for en frist på 45 kalenderdage fra datoen for registreringen af en antagelig betalingsanmodning eller 30 kalenderdage for betalinger i forbindelse med tjenesteydelses- eller vareindkøbskontrakter, medmindre andet er fastsat i kontrakten. Kommissionens standardkontrakter er normalt i overensstemmelse med fristerne i forordning (EF) nr. 2342/2002.

For betalinger, der i henhold til kontrakten, tilskudsaftalen eller -afgørelsen afhænger af godkendelsen af en rapport eller en attest (midlertidige og/eller endelige betalinger), begynder fristen dog først at løbe, når den pågældende rapport eller attest er godkendt (2). For Den Europæiske Udviklingsfond, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden gælder en særlig regel: betalingerne skal foretages inden for to måneder (3).

Kommissionen har forbedret sine resultater med hensyn til betalinger i perioden 2005-2007, både hvad angår antal og værdi, selv om den gennemsnitlige forsinkelse ikke er faldet væsentligt. Nedenstående tabel giver en oversigt over den nuværende situation med hensyn til betalinger, der er foretaget efter fristens udløb (i det følgende benævnt "forsinkede betalinger"):

Tabel 1: Antal og værdi af forsinkede betalinger gennemsnitlig forsinkelse

	2005	2007
Antal forsinkede betalinger (4)	42.74%	22.57%
Forsinkede betalinger i værdi (5)	17.48%	11.52%
Gennemsnitlige forsinkelser (6)	49,13 dage	47,98 dage

Kommissionen er fuldt ud klar over, at det er nødvendigt at overholde betalingsfristerne. Den har identificeret årsagerne til forsinkelser, f.eks. kompleksiteten af evalueringsprocessen vedrørende bilag, navnlig tekniske rapporter, der i nogle tilfælde kræver ekstern ekspertise, vanskelighederne med at sikre en effektiv koordinering af den finansielle og operationelle kontrol af betalingsanmodninger og forvaltningen af suspensioner. Desuden er Kommissionen ikke i stand til at forudsige, hvornår betalingsanmodninger vil blive indgivet, og den kan derfor have flere og undertiden konkurrerende prioriteter at forvalte på samme tid.

Kommissionen har taget mange skridt for at undgå forsinkede betalinger, både på administrativt og lovgivningsmæssigt plan.

På administrativt plan er overholdelse af betalingsfristerne blevet defineret som en resultatindikator, navnlig i de generaldirektorater, der gennemfører store dele af EF-budgettet. Der er indført interne overvågningssystemer, der sikrer regelmæssig rapportering om forsinkede betalinger og/eller anmodede betalinger. Der er taget forenklingsinitiativer for at fremskynde behandlingen af betalingsanmodninger, f.eks. en bredere anvendelse af revisionsattester, en bedre definition af projektleverancer eller omkostningstyper for at lette den kontrol, der skal foretages. Bevidstgørelsestiltag og udveksling af bedste praksis finder også sted regelmæssigt. Som det fremgår af ovenstående statistikker, har disse foranstaltninger allerede haft en positiv virkning.

På lovgivningsniveau har Kommissionen indført bestemmelser for at løse sådanne problemer i forbindelse med revisionen af forordning 2342/2002, der blev vedtaget i august 2006 og maj 2007 (7). Navnlig bør følgende foranstaltninger fremhæves:

• Mulighed for at anvende en enkelt frist for godkendelse af en rapport og for betaling i forbindelse hermed. Denne praksis vil tilskynde til en parallel undersøgelse af finansielle og operationelle aspekter (8)
• Lettelse af anvendelsen af faste beløb og faste takster, så man undgår tidskrævende og besværlig kontrol af standardiserede foranstaltninger/omkostninger (9)
• indførelse af en maksimumsfrist for undersøgelse af, om betalingsanmodningen kan antages til behandling (10)
• Fra den 1.1.2008 er betaling af morarenter automatisk og i princippet (11) ikke længere betinget af, at der forelægges en betalingsanmodning (12).
• Rapport til budgetmyndigheden om overholdelse af betalingsfrister og forvaltning af suspensionsaspekter (13).

Resultaterne af disse foranstaltninger vil blive evalueret i de kommende rapporter, som Kommissionen skal udarbejde til budgetmyndigheden.

Hvad angår betaling af morarenter, har Europa-Kommissionen måttet behandle begrænsede anmodninger i perioden 2005-2007.

Tabel 2: Antal anmodninger om morarenter og rentebeløb

	2005	2007
Antal anmodninger	149, dvs. 0,11 %	136, dvs. 0,16 %
Rentebeløb	230 736,58 EUR	378 211,57 EUR

Reglerne for betaling af morarenter er klart fastsat i de standardkontrakter og tilskudsaftaler, som Kommissionen anvender. Modtagerne bør derfor være opmærksomme på deres ret til at kræve morarenter.

Det meget begrænsede antal anmodninger om betaling af renter kan betyde, at modtagerne ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på de klausuler, der giver dem ret til at kræve renter, eller at de bevidst ikke kræver dem, navnlig hvis beløbet ikke er betydeligt, eller hvis de har indsendt dokumentationen for sent (14). Under alle omstændigheder vil der, som anført ovenfor, fra den 1.1.2008 i princippet blive betalt renter uden forudgående anmodning.

Kommissionen konkluderer, at den generelle situation konstant forbedres, som det fremgår af de statistiske data.

Denne positive tendens forventes at fortsætte og blive bedre som følge af anvendelsen af de målrettede foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget. Kommissionen mener, at de nye forpligtelser, der kræver, at den automatisk betaler morarenter og årligt rapporterer til Parlamentet om overholdelse af tidsfrister, uundgåeligt vil styrke gennemsigtigheden, effektiviteten og ansvarligheden i forvaltningen af tidsfrister. Samtidig vil de styrke beskyttelsen af operatørernes individuelle rettigheder og styrke det eksisterende partnerskab mellem Kommissionen og modtagerne af EU-midler.

Disse to nye foranstaltninger udgør et stærkt incitament og vil sætte skub i en mere robust økonomisk forvaltning. De vil kræve en løbende indsats fra Kommissionens side for konstant at overholde høje præstationsstandarder, vurdere effektiviteten af dens værktøjer og træffe passende korrigerende foranstaltninger for at sikre rettidige betalinger. Kommissionens tjenestegrene er blevet gjort fuldt ud opmærksomme på dette nye forvaltningsmiljø og behovet for at opnå bedre resultater med hensyn til rettidige betalinger.

I lyset af ovennævnte udvikling er det klart, at Kommissionen er fast besluttet på at tackle disse udfordringer, hvilket vil gøre den til en stadig mere tiltrækkende partner for operatørerne.

Afgørelsen

1 Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ

1.1 Denne undersøgelse vedrørende spørgsmålet om rettidig betaling fra Europa-Kommissionen følger en tidligere undersøgelse (OI/5/99/(IJH)GG), som blev indledt den 3. december 1999 og afsluttet den 16. februar 2001. I sin beslutning om at afslutte denne undersøgelse nåede Ombudsmanden frem til den konklusion, at Kommissionen havde taget skridt til at løse det problem, der syntes at være tilfredsstillende. Han tilføjede imidlertid, at han ville overveje at indlede en ny undersøgelse, hvis det i fremtiden skulle vise sig, at Kommissionens forsinkede betaling trods disse foranstaltninger fortsat gav anledning til alvorlige problemer. Syv år senere, og i lyset af en række sager, som Ombudsmanden har skullet behandle i de senere år, forekom det Ombudsmanden, at der var mulighed for at iværksætte en ny undersøgelse på eget initiativ med henblik på at fastslå, hvilke yderligere foranstaltninger Kommissionen havde truffet i denne henseende, og om der stadig var problemer med rettidigheden af betalingerne, som krævede passende afhjælpning. Den 14. december 2007 indledte Ombudsmanden derfor denne undersøgelse.

1.2 Kommissionen fremlagde i sin udtalelse af 25. marts 2008 en detaljeret redegørelse for situationen og de foranstaltninger, der var truffet på dette område.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at det fremgår af Kommissionens oplysninger, at forsinket betaling fortsat udgør et alvorligt problem. Ifølge disse oplysninger var der i 2007 forsinkelser, der involverede 22,57% af alle Kommissionens betalinger. Det betyder, at der opstod forsinkelser i mere end ét ud af fem tilfælde. Det skal også tages i betragtning, at den gennemsnitlige forsinkelse var 47,98 dage. Ombudsmanden bemærker endvidere, at tallene for 2007 viser, at selv om de forsinkelser, der indtraf, vedrørte 22,57% af alle betalinger, udgjorde disse betalinger kun 11,52 % af den samlede værdi af betalingerne. Det ser således ud til, at forsinkelser er et særligt problem med hensyn til betalinger, der involverer små eller relativt begrænsede beløb. Da det forekommer rimeligt at antage, at individuelle borgeres eller små og mellemstore virksomheders betalingskrav normalt falder ind under denne kategori, synes betalingsforsinkelser således at være af særlig relevans for netop de personer, der har størst behov for at blive beskyttet mod de negative følger af betalingsforsinkelser.

1.4 Ombudsmanden mener derfor, at den nuværende situation er helt uacceptabel og bør forbedres betydeligt og hurtigt.

1.5 Ombudsmanden glæder sig imidlertid over, at Kommissionen synes at have forstået situationens alvor, og at der er truffet foranstaltninger til at bekæmpe problemet. Han mener, at de foranstaltninger, som Kommissionen har henvist til i denne forbindelse, både med hensyn til det administrative og lovgivningsmæssige niveau, klart er nyttige og sandsynligvis vil føre til forbedringer.

1.6 Med hensyn til administrative foranstaltninger er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionens beslutning om at betragte overholdelsen af betalingsfristerne som en indikator ved vurderingen af personalets resultater er særlig relevant i denne sammenhæng.

1.7 Med hensyn til lovgivningsmæssige foranstaltninger er det især nødvendigt at fremhæve ændringen af artikel 106, stk. 5, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (15) ("forordning 2342/2002"). I henhold til den ændrede udgave af denne bestemmelse og fra den 1. januar 2008 betales der automatisk renter i tilfælde af forsinkede betalinger, og beregningen heraf baseres på den periode, der "løber fra kalenderdagen efter udløbet af betalingsfristen til betalingsdagen". Ombudsmanden glæder sig over denne ændring. Efter hans opfattelse vil dette skridt, som klart går i den rigtige retning, sandsynligvis give de pågældende tjenester et yderligere stærkt incitament til at undgå forsinkelser i betalingerne.

1.8 Ombudsmanden bemærker, som Kommissionen har understreget i sin udtalelse, at de tilgængelige tal viser, at der allerede er sket en forbedring. Mens 42,74 % af alle Kommissionens betalinger blev forsinket i 2005, var dette tal næsten halveret i 2007 (22,57 %, se ovenfor). Der kan også konstateres en markant, om end meget mere begrænset forbedring med hensyn til den samlede værdi af de betalinger udtrykt i procent, der blev forsinket, og som faldt med mere end en tredjedel (fra 17,48 % af det samlede betalingsbeløb i 2005 til 11,52 % i 2007). Det skal dog understreges, at den forbedring, der hidtil er sket, klart er relativ. Ombudsmanden er meget overrasket og slet ikke tilfreds over at høre, at næsten halvdelen af Kommissionens betalinger i 2005, dvs. flere år efter hans første undersøgelse af problemet med forsinket betaling, fortsat var præget af forsinkelser. Det skal også bemærkes, at selv om der blev gjort tydelige fremskridt mellem 2005 og 2007 med hensyn til antallet og værdien af de pågældende betalinger, er der næppe nogen mærkbar forbedring med hensyn til den gennemsnitlige varighed af forsinkelserne. Frem for alt og som anført ovenfor (se punkt 1.3) gør de tal, som Kommissionen har fremlagt, det ikke muligt at konkludere, at de forbedringer, der hidtil er opnået, i tilstrækkelig grad har gavnet de personer, der har størst behov for beskyttelse mod de negative virkninger af forsinkelser i betalingerne.

1.9 Da mange af de foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget i denne forbindelse, og navnlig dem, der har ført til ændringer af forordning 2342/2002, synes at være forholdsvis nylige, mener Ombudsmanden imidlertid, at det er for tidligt at vurdere, hvilken indvirkning de vil få på situationen. Efter Ombudsmandens opfattelse er den bedste fremgangsmåde således at afslutte denne undersøgelse og indlede en ny undersøgelse på eget initiativ i begyndelsen af 2009, hvor der vil foreligge tal for Kommissionens resultater i 2008. På grundlag af disse tal vil Ombudsmanden derefter kunne afgøre, om Kommissionen har taget alle passende skridt til at bekæmpe forsinkelser i betalingerne, eller om der er behov for yderligere foranstaltninger.

1.10 Det kan være nyttigt at påpege, at der i forbindelse med denne revision også vil blive taget hensyn til virkningerne af revisionen af artikel 106, stk. 5, i forordning 2342/2002. I denne forbindelse skal det bemærkes, at denne bestemmelses andet afsnit fastsætter, at der ikke automatisk betales renter, "når de renter, der beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i første afsnit, er lavere end eller lig med 200 EUR". I sådanne tilfælde vil der kun blive betalt renter til kreditor "på anmodning indgivet inden for to måneder efter modtagelsen af forsinket betaling." I disse tilfælde har revisionen således ikke medført nogen ændring. Det forekommer rimeligt at antage, at krav om betaling fra borgere eller små og mellemstore virksomheder normalt vil falde ind under denne kategori (16). I sit brev om indledning af denne undersøgelse anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at fremlægge sine synspunkter om, hvorvidt behovet for at fremsætte et krav om renter og gøre dette inden for to måneder efter modtagelsen af den forsinkede betaling ikke kunne afholde visse af dens partnere fra at insistere på deres rettigheder. Kommissionen har ikke givet et præcist svar på dette spørgsmål. Dette spørgsmål vil derfor indgå i den nye undersøgelse på eget initiativ, der skal indledes i begyndelsen af 2009. Efter Ombudsmandens opfattelse kan det ikke udelukkes, at en grundig håndtering af de negative virkninger af forsinket betaling, navnlig for borgere og små og mellemstore virksomheder, kan gøre det nødvendigt at genoverveje den tærskel, der er fastsat i artikel 106, stk. 5, i forordning 2342/2002.

2 Konklusion

2.1 På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden, at denne undersøgelse bør afsluttes.

2.2 Der vil blive indledt en ny undersøgelse på eget initiativ i begyndelsen af 2009, hvor der vil foreligge tal for Kommissionens resultater i 2008.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) EFT 2002 L 357, s. 1.

(2) I henhold til artikel 106, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2342/2002 må godkendelsesfristen ikke overstige a) 20 kalenderdage for simple kontrakter om levering af varer og tjenesteydelser, b) 45 kalenderdage for andre kontrakter og tilskudsaftaler og c) 60 kalenderdage for kontrakter og tilskudsaftaler, der omfatter tekniske tjenester eller foranstaltninger, som det er særlig vanskeligt at vurdere.

(3) Jf. artikel 87 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EFT L 210, s. 25).

(4) Udtrykt som en procentdel af alle betalinger.

(5) Udtrykt som en procentdel af alle betalinger.

(6) Nettoforsinkelser.

(7) Forordning 2342/2002 blev senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23. april 2007 (EUT L 111, s. 13).

(8) Artikel 106, stk. 3, i forordning 2342/2002 (som ændret).

(9) Artikel 181 i forordning 2342/2002 (som ændret).

(10) Artikel 106, stk. 1, i forordning 2342/2002 (som ændret).

(11) Med undtagelse af små beløb (200 EUR i alt eller derunder).

(12) Artikel 106, stk. 5, i forordning 2342/2002 (som ændret).

(13) Artikel 106, stk. 6, i forordning 2342/2002 (som ændret).

(14) I 2007 blev mere end en tredjedel af det samlede rentebeløb betalt til to energileverandører.

(15) EFT L 357, s. 1 (senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23.4.2007, EUT L 111, s. 13).

(16) På grundlag af de rentesatser, der var gældende pr. 1. juni 2008, vil maksimumssatsen for renteberegningen, jf. artikel 106, stk. 5, være 11,19 %. Hvis det antages, at forsinkelsen i en given sag svarer til den gennemsnitlige forsinkelse i 2007 (dvs. 47,98 dage), skal en kreditor have et krav mod Kommissionen på betydeligt over 10 000 EUR for at være berettiget til mere end 200 EUR i renter.