Strasbourg, den 19. september 2007

Kære dr. K.

Den 28. september 2005 indgav De på vegne af Internationaler Hilfsfonds e.V. en klage til mig over Europa-Kommissionen, som angiveligt vedrørte ukorrekte, vildledende og ærekrænkende udtalelser fra Kommissionen.

Den 10. oktober 2005 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen.

De sendte mig efterfølgende kopier af to breve, som De havde sendt til Kommissionen vedrørende denne sag den 1. november og den 12. december 2005, og af et brev, som Kommissionen havde sendt til Dem den 9. december 2005.

Kommissionen afgav udtalelse den 17. januar 2006. Jeg fremsendte den til Dem den 19. januar 2006 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 14. februar 2006.

Den 3. maj 2006 tilsendte De mig en kopi af en stævning, som De havde indgivet til Retten den 21. april 2006. Denne stævning syntes at omfatte de faktiske omstændigheder, der er gjort gældende i nærværende klage. Jeg meddelte Dem derfor i et brev af 15. maj 2006, at jeg ville være nødt til at afslutte denne undersøgelse. Inden jeg gjorde det, opfordrede jeg Dem imidlertid til at fremsætte bemærkninger til dette spørgsmål. I Deres svar, som blev sendt samme dag, meddelte De mig, at De havde trukket anmodningen tilbage, og at denne undersøgelse derfor skulle fortsætte.

Den 14. december 2006 sendte jeg et udkast til henstilling til Kommissionen.

Kommissionen fremsendte sin udførlige udtalelse den 26. marts 2007, og jeg fremsendte den til Dem den 29. marts 2007 og opfordrede Dem til at fremsætte bemærkninger inden den 30. april 2007.

Den 30. april 2007 anmodede De om en forlængelse af fristen. Den 2. maj 2007 meddelte mit kontor Dem, at Deres bemærkninger forventedes at foreligge den 31. maj 2007.

Den 9. og 13. maj 2007 sendte De mig en kopi af et brev, De havde sendt til Kommissionen den 9. maj 2007.

Den 31. maj 2007 sendte De mig Deres bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse. Den 13. juni, den 23. juni, den 4. juli og den 5. juli 2007 fremsendte De yderligere bemærkninger og oplysninger vedrørende denne sag.

Den 2. august 2007 sendte De mig en kopi af et brev, De havde sendt til præsidenten for De Europæiske Fællesskabers Domstol i forbindelse med en nylig dom afsagt af Domstolen.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

I 1990'erne indgav klageren, Internationaler Hilfsfonds e.V., en tysk NGO (1), forskellige anmodninger om finansiel bistand til Europa-Kommissionen, herunder en anmodning til Kommissionens Afdeling for Humanitær Bistand ("ECHO") om at undertegne rammepartnerskabsaftalen. Disse anmodninger gav anledning til en række klager til Den Europæiske Ombudsmand (f.eks. klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) og til retssager ved Fællesskabets retsinstanser (f.eks. sag T-372/02 og sag C-521/03 P).

I disse sager spillede et brev fra Auswärtiges Amt (det tyske udenrigsministerium) til ECHO den 15. marts 1995 en vis rolle. Dette brev (som er affattet på engelsk) vedrører følgende bemærkning vedrørende klageren:

"Deres aktiviteter har givet anledning til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang."

I et brev til ECHO af 15. november 2001 gjorde det tyske udenrigsministerium under henvisning til sit brev af 15. marts 1995 opmærksom på, "at anklagemyndigheden ved den regionale domstol i Gießen ifølge de oplysninger, vi har modtaget, frafaldt anklagerne mod dr. [K.] og tre andre ansatte ved "Internationaler Hilfsfonds e.V." den 30. april 1996."

I sine indlæg til Ombudsmanden og Fællesskabets retsinstanser i ovennævnte sager henviste Kommissionen til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren i Tyskland.

De relevante erklæringer er følgende (2):

"Det fremgik af den sene korrespondance, at anklagerne var blevet rejst mod Dr. [K.] og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds (..)."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02, punkt 40)

"På baggrund af de oplysninger, der er modtaget fra det tyske udenrigsministerium, og som indeholder oplysninger om en igangværende retsforfølgning, besluttede ECHO at suspendere behandlingen af Internationaler Hilfsfonds' ansøgning, indtil der foreligger yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02, punkt 45)

"Med hensyn til spørgsmålet om direktørernes hæderlighed var Kommissionen særlig bekymret over, at [K.] på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen undlod at nævne, at der var indledt en straffesag mod ham og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds. Da der utvivlsomt var tale om en relevant omstændighed, som var blevet udeladt i stævningen, ville Kommissionen, så snart denne omstændighed var kommet frem, med rette have afvist sagsøgerens stævning in limine."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02, punkt 105)

"...Dr. [K.] (IH's formand) forsøgte at få aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af, for at finde ud af, hvem i Auswärtiges Amt der i 1995 havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod Internationaler Hilfsfonds."

(Kommissionens svarskrift i sag C-521/03 P, punkt 86)

"Det skal bemærkes, at e-mailen af 8.8.2001 bl.a. havde til formål at anmode om ajourførte oplysninger om udviklingen i retssagen mod IH i Tyskland, uanset hvor sekundær den måtte være."

(Kommissionens udtalelse af 24. juni 2004 om klage 745/2004/GG)(3)

"(...) Kommissionen er forpligtet til at påpege, at der på tidspunktet for indgivelsen af hans ansøgning om undertegnelse af rammepartnerskabsaftalen var indledt straffesager mod [K.] i Tyskland."

(Kommissionens udtalelse af 13. januar 2005 om klage 2862/2004/GG)

Ifølge klageren havde anklagemyndigheden ved Landgericht Gießen blot foretaget en indledende undersøgelse ("Ermittlungsverfahren") af Dr. K. og tre andre personer og ikke af sig selv (dvs. klageren). Desuden blev denne indledende undersøgelse afsluttet til fordel for de berørte personer den 30. april 1996. Klageren understregede, at Kommissionen var blevet underrettet herom ved flere lejligheder, begyndende med en skrivelse til Kommissionen den 21. maj 1996.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren derfor, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

Klageren påpegede, at dennes advokat ved brev af 5. august 2005 havde anmodet Kommissionen om at underskrive et sådant tilsagn senest den 19. august 2005. Ifølge klageren var dette brev ikke blevet besvaret på det tidspunkt, hvor denne klage blev indgivet i september 2005.

Klageren understregede, at den som en velgørende organisation var særlig afhængig af, at offentligheden havde tillid til den. Spredning af ukorrekte oplysninger, som var tilbøjelige til at underminere denne tillid, var derfor en meget alvorlig sag.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

I sit svar i sag 745/204/GG havde Kommissionen ikke henvist til "straffesager", "retsforfølgning" eller "tiltale", men anvendte i stedet udtrykket "retslige procedurer". Kommissionen havde anvendt udtrykket "straffesag" i sin udtalelse i sag 2862/2004/GG. Med hensyn til Kommissionens forelæggelse for Retten i Første Instans i sag T-372/02 henviste Kommissionen til "straffesager", "retsforfølgning" og "anklager".

Enhver erklæring i Kommissionens indlæg for Retten eller Domstolen under en retssag som sag T-372/02 blev imidlertid udelukkende afgivet med henblik på retsforhandlingerne, og de oplysninger, der blev afgivet under den skriftlige forhandling, var kun kendt af parterne og Retten. Tredjeparter havde ikke adgang til den. De erklæringer, der blev afgivet for Domstolen, kunne derfor kun prøves af Retten og kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling med henblik på dette klagepunkt.

Kommissionen vil ikke desto mindre behandle klagerens bemærkninger i en ånd af godt samarbejde med Ombudsmanden.

For det første var de pågældende henvisninger baseret på oplysninger modtaget i et brev til Kommissionen fra det tyske udenrigsministerium den 15. marts 1995. I dette brev hedder det med hensyn til klageren: "Deres aktiviteter har givet grunde til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang."

Retten kunne ikke have været og blev heller ikke vildledt af Kommissionens erklæring i svarskriftet for så vidt angår de tyske myndigheders udtryk, idet Kommissionen vedlagde sit indlæg en kopi af ovennævnte skrivelse af 15. marts 1995. Desuden havde den i det dokument, som klageren indgav til Retten i Første Instans den 4. juli 2003, besvaret denne specifikke passage i Kommissionens svarskrift samt andre passager, som klageren anså for at være baseret på en "række betænkeligheder, misforståelser og endda bagvaskelse".

Dette dokument indgik i sagsakterne i Rettens skriftlige indlæg efter en udtrykkelig afgørelse truffet af Rettens præsident. Som følge heraf rådede Retten over alle relevante oplysninger. I sin kendelse af 15. oktober 2003 citerede Domstolen de nøjagtige udtryk, som det tyske udenrigsministerium havde anvendt i sin skrivelse.

Da udtalelserne i Kommissionens indlæg kun var kendt af parterne og Retten, og da ingen tredjemand havde adgang til dem, kunne de ikke betragtes som ærekrænkende.

Med hensyn til indlæggene i sagerne for Ombudsmanden var Kommissionens henvisninger til "retslige procedurer" og "straffesager" ligeledes baseret på ordlyden af brevet fra det tyske udenrigsministerium.

Ombudsmanden havde modtaget en kopi af dette brev. Henvisningen heri til "retslige procedurer" kunne derfor næppe være blevet misforstået af Ombudsmanden på den måde, som klageren hævder.

Klagerens påstand om, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager" i dens indlæg for Fællesskabets retsinstanser og ombudsmanden var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende, var således uantagelig for så vidt angår indlæggene for Fællesskabets retsinstanser og ubegrundet i begge sager.

Klagerens bemærkninger

Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger (37 sider og forskellige bilag), som kan sammenfattes som følger:

• Ombudsmanden kunne ikke længere undgå at konstatere, at Kommissionen havde løjet og begået forsætlig svig.
• Henvisningen til "retslige procedurer" havde samme alvorlige betydning som henvisningen til "straffesager".
• Kommissionen havde forsætligt og i ond tro gjort Retten opmærksom på de urigtige oplysninger i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Ved ikke at fremsende det tyske udenrigsministeriums skrivelse til Kommissionen af 15. november 2001, hvori skrivelsen af 15. marts 1995 blev berigtiget, havde Kommissionen forsætligt vildledt, vildledt og løjet for Retten.
• Domstolen var blevet offer for dette bedrag, eftersom punkt 11 i kendelsen, som var at finde under overskriften "Fakta", havde følgende ordlyd: "Den 15. marts 1995 meddelte Auswärtiges Amt ECHO som svar på denne anmodning, at IH's aktiviteter havde givet anledning til officiel retsforfølgning."
• Indholdet af klageprocedurerne var tilgængeligt for alle via internettet. Ombudsmanden havde endda overdrevet detaljeret fremlagt Kommissionens ukorrekte erklæringer.
• ECHO havde spredt sine forkerte beskyldninger mod klageren til en lang række generaldirektorater i Kommissionen og dermed skadet klagerens omdømme ud over, hvad der var acceptabelt.
• Ombudsmanden havde ophøjet Kommissionens ukorrekte udtalelser til fakta.
• I betragtning af, at Kommissionen havde forsinket sagen, var en undskyldning nu obligatorisk.

Klageren fremsatte også detaljerede bemærkninger til, hvad den anså for at være ECHO's diskriminerende behandling af ansøgningen. Den fremsatte også bemærkninger til spørgsmål vedrørende Kommissionens behandling af begæringer om aktindsigt.

Ombudsmandens forslag til henstilling

Udkastet til henstilling

Den 14. december 2006 sendte Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen:

Kommissionen bør anerkende, at dens henvisninger i dens indlæg til Fællesskabets domstole og ombudsmanden til "straffesager", "retssager", en "straffesag" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte. Kommissionen bør endvidere bekræfte, at den ikke vil anvende sådanne ukorrekte henvisninger i fremtiden.

Dette udkast til henstilling var baseret på følgende grunde (4):

1 Indledende bemærkninger

1.1 I åbningsskrivelsen, hvori Ombudsmanden informerede Kommissionen om omfanget af sin undersøgelse, blev kun udtrykkene "straffesager", "retsforfølgning" og "anklager" nævnt. Det var imidlertid klart, at klageren også gjorde indsigelse mod Kommissionens henvisninger til "retslige procedurer" og "straffesager". I sin udtalelse fremlagde Kommissionen argumenter for at begrunde sin brug af de nævnte udtryk, herunder de to udtryk, der ikke var nævnt i Ombudsmandens åbningsskrivelse. Ombudsmanden fandt det derfor både legitimt og hensigtsmæssigt at undersøge Kommissionens brug af alle fem udtryk i denne afgørelse.

1.2 I sine bemærkninger rejste klageren tre spørgsmål, der klart gik ud over undersøgelsens omfang, som det fremgik af åbningsskrivelsen. Disse spørgsmål kunne sammenfattes som følger: i) Kommissionen havde løjet og begået forsætlig svig; ii) ved ikke at have forelagt Retten i Første Instans det tyske udenrigsministeriums skrivelse til Kommissionen af 15. november 2001 havde Kommissionen bevidst vildledt, vildledt og løjet for Retten; iii) ECHO havde spredt sine fejlagtige beskyldninger mod klageren til en lang række generaldirektorater i Kommissionen og havde således skadet klagerens omdømme ud over, hvad der var acceptabelt. Klageren fremsatte også detaljerede bemærkninger om, hvad den anså for at være ECHO's diskriminerende behandling af ansøgningen, og om spørgsmål vedrørende begæringer om aktindsigt.

1.3 Denne undersøgelse blev indledt med henblik på at undersøge anvendelsen af visse udtryk, som Kommissionen har anvendt i sine indlæg for Fællesskabets retsinstanser og ombudsmanden. Klagerens bemærkninger vedrørte en lang række andre aspekter. En behandling af disse yderligere spørgsmål ville i realiteten have krævet en væsentlig ny undersøgelse. Ombudsmanden fandt derfor, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at udvide omfanget af denne undersøgelse til at omfatte disse yderligere aspekter. Nogle af de spørgsmål, som klageren under alle omstændigheder havde henvist til, syntes at være omfattet af to yderligere undersøgelser, der verserede for Ombudsmanden (klage 2283/2004/GG og undersøgelse på eget initiativ OI/4/2005/GG).

1.4 Klageren anførte i sine bemærkninger, at den mente, at Kommissionen burde have givet en undskyldning i den foreliggende sag. Klageren havde således fremsat en yderligere påstand. Ombudsmanden mente, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at forsinke den nuværende undersøgelse ved at anmode Kommissionen om en supplerende udtalelse om denne nye påstand. Klageren kunne frit indgive en ny klage vedrørende dette spørgsmål efter at have foretaget passende forudgående henvendelser til Kommissionen. I betragtning af resultaterne af Ombudsmandens undersøgelse af den foreliggende sag (se punkt 2 nedenfor) forekom det imidlertid tvivlsomt, om en undersøgelse af en sådan ny klage ville være berettiget.

1.5 Denne undersøgelse vedrørte Kommissionens adfærd. I sin udtalelse fremsatte klageren også bemærkninger til Rettens og ombudsmandens tilgang. Ombudsmanden fandt det derfor nyttigt at fremsætte et par bemærkninger for at afklare visse spørgsmål.

1.6 For så vidt angår Retten i Første Instans syntes klageren at modsætte sig ordlyden af kendelsen af 15. oktober 2003, hvorved den havde afvist begæringen i sag T-372/02. I henhold til EF-traktatens artikel 195 ville ombudsmanden ikke kunne behandle en klage over en afgørelse fra Domstolen, eftersom en sådan klage ville vedrøre Fællesskabets retsinstansers judicielle virksomhed.

Det var imidlertid nyttigt at bemærke, at klagerens antagelse om, at Retten havde begået en fejl ved at indsætte en bestemt sætning i den del af kendelsen, der beskrev de relevante faktiske omstændigheder, under alle omstændigheder var klart fejlagtig. Den relevante del af bekendtgørelsen havde følgende ordlyd: "Den 15. marts 1995 meddelte Auswärtiges Amt ECHO som svar på denne anmodning, at IH's aktiviteter havde givet anledning til officiel retsforfølgning." Den relevante skrivelse fra det tyske udenrigsministerium havde følgende ordlyd: "Deres [klagerens] aktiviteter har givet anledning til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang." Domstolen havde således åbenbart begrænset sig til at fastslå, hvad der faktisk var sket, dvs. at det tyske udenrigsministerium havde givet ECHO sådanne oplysninger uden at udtale sig om, hvorvidt det tyske udenrigsministeriums erklæring var korrekt eller ej.

1.7 Lignende betragtninger gjorde sig gældende med hensyn til klagerens bemærkninger vedrørende Ombudsmanden. Det skal bemærkes, at klageren allerede i et brev af 8. juni 2005 af samme grund havde kritiseret to passager i Ombudsmandens afgørelser om klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG. I sit svar af 17. juni 2005 havde Ombudsmanden forklaret, at disse passager indeholdt en redegørelse for, hvad Kommissionen havde sagt, og ikke Ombudsmandens vurdering af disse udtalelser. Med henblik på at undgå enhver mulig misforståelse, uanset hvor fjern en sådan risiko så ud til at være, havde Ombudsmanden erklæret sig rede til at ændre den anden passage for at gøre sagen endnu klarere (5). Klagerens påstand om, at Ombudsmanden havde hævet ukorrekte erklæringer fra Kommissionen til rang af kendsgerninger, var således klart ubegrundet.

2 Angiveligt ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende henvisninger

2.1 Klageren hævdede, at Kommissionens henvisninger i sine indlæg til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

2.2 Kommissionen fandt i sin udtalelse, at påstanden ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angik de anbringender, der var blevet fremført for Fællesskabets retsinstanser. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at påstanden under alle omstændigheder var ubegrundet.

2.3 I sine bemærkninger fastholdt klageren sin påstand.

Anbringendets antagelse til realitetsbehandling

2.4 I betragtning af Kommissionens standpunkt måtte det derfor først undersøges, om klagepunktet kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angik de anbringender, som Kommissionen havde fremført for Fællesskabets retsinstanser.

2.5 Kommissionen var i sin udtalelse af den opfattelse, at enhver erklæring, der blev afgivet i dens indlæg for Retten eller Domstolen under en retssag, såsom sag T-372/02, udelukkende blev afgivet med henblik på retsforhandlingerne, og at de oplysninger, der blev afgivet under den skriftlige forhandling, kun var kendt af parterne og Retten. Tredjeparter havde ikke adgang til den. De erklæringer, der blev afgivet for Domstolen, kunne derfor kun prøves af Domstolen og kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling med henblik på det foreliggende klagepunkt.

2.6 Ombudsmanden bemærkede, at EF-traktatens artikel 195 giver ham beføjelse til at modtage klager "om tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer, med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner". Da denne klage var rettet mod Kommissionen og ikke mod Domstolen eller Retten i Første Instans, fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ikke havde godtgjort, hvorfor han ikke skulle være i stand til at behandle denne klage for så vidt angår Kommissionens indlæg for Fællesskabets retsinstanser. Ombudsmanden bemærkede, at han naturligvis var opmærksom på, at hans undersøgelse i sådanne sager skulle tage hensyn til formålet med ovennævnte bestemmelse, og at den derfor ikke kunne omfatte spørgsmål, der var blevet behandlet af disse domstole selv. Det fremgik imidlertid, at hverken Retten eller Domstolen havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de anbringender, som Kommissionen havde fremsat over for dem, indeholdt urigtige, bevidst vildledende og ærekrænkende erklæringer. Det var korrekt, at Kommissionen uden at blive anfægtet af klageren på dette punkt havde gjort gældende, at klageren for Retten havde gjort gældende, at visse passager i Kommissionens svarskrift var baseret på en "række betænkeligheder, misforståelser og endog bagvaskelse". Selv hvis man antog, at klageren således havde ønsket at forelægge Domstolen de samme klagepunkter, som den havde rejst i den foreliggende sag, måtte der imidlertid tages hensyn til, at Domstolen havde afvist klagerens begæring. Domstolen havde således ikke taget stilling til sagens realitet.

2.7 I lyset af klagens ordlyd fandt Ombudsmanden, at han var nødt til at undersøge, om de udtryk, som Kommissionen anvendte, var i) ukorrekte, ii) forsætligt vildledende og iii) ærekrænkende.

Var de udtryk, som Kommissionen anvendte, ukorrekte?

2.8 Ombudsmanden mente, at det er god administrativ praksis for EU's institutioner og organer at sørge for, at deres erklæringer er korrekte, og straks rette eventuelle fejl.

2.9 Inden Ombudsmanden undersøgte, om dette var tilfældet i den foreliggende sag, fandt han det nødvendigt at præcisere de faktiske omstændigheder, som Kommissionens relevante erklæringer henviste til.

2.10 Det fremgik af de oplysninger, der blev fremlagt for ham, at anklagemyndigheden ved Landgericht Gießen havde foretaget en forundersøgelse ("Ermittlungsverfahren") mod dr. K. og tre andre personer og ikke mod klageren. Det fremgik endvidere, at denne indledende undersøgelse var blevet afsluttet til fordel for de berørte personer den 30. april 1996. Endelig bemærkede Ombudsmanden, at det var helt klart, at Kommissionen var blevet underrettet om disse forhold ved flere lejligheder, begyndende med en skrivelse til Kommissionen den 21. maj 1996.

2.11 I henhold til tysk ret skal anklagemyndigheden efterforske, når den modtager oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået en strafbar handling (§ 160 i Strafprozeßordnung (strafferetsplejeloven)). Hvis denne indledende undersøgelse ("Ermittlungsverfahren") bekræfter den nævnte mistanke, forelægger anklagemyndigheden sagen for en straffedomstol og anmoder om indledning af en straffesag ("Strafverfahren").

2.12 På baggrund af ovenstående fandt Ombudsmanden, at ingen af de udtryk, som Kommissionen havde anvendt, havde været korrekte. Når der blev foretaget en indledende undersøgelse, var det ikke hensigtsmæssigt at henvise til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" eller "anklager".

2.13 På baggrund af ovenstående var erklæringen i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995 om, at der var tale om en "offentlig retsforfølgning", således heller ikke korrekt. Det var dog stadig en kendsgerning, at denne erklæring var blevet fremsat. Hvis Kommissionens erklæringer skal fortolkes således, at de blot henviser til eller citerer det tyske udenrigsministeriums (ukorrekte) erklæring, kan de derfor ikke i sig selv anses for at være ukorrekte.

2.14 Ombudsmanden fandt, at dette faktisk var tilfældet for så vidt angår følgende to erklæringer:

"På baggrund af de oplysninger, der er modtaget fra det tyske udenrigsministerium, og som indeholder oplysninger om en igangværende retsforfølgning, besluttede ECHO at suspendere behandlingen af Internationaler Hilfsfonds' ansøgning, indtil der foreligger yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning."

(punkt 45 i Kommissionens svarskrift i sag T-372/02)

"...Dr. [K.] (IH's formand) forsøgte at få aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af, for at finde ud af, hvem i Auswärtiges Amt der i 1995 havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod Internationaler Hilfsfonds."

(Punkt 86 i Kommissionens svar i sag C-521/03 P)

Disse erklæringer henviste blot til den (ubestridte) omstændighed, at det tyske udenrigsministerium (ukorrekt) havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod klageren. De kan derfor ikke i sig selv anses for at være ukorrekte.

2.15 Situationen var imidlertid en anden med hensyn til følgende tre erklæringer:

"Det fremgik af den sene korrespondance, at anklagerne var blevet rejst mod Dr. [K.] og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds (..)."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02, punkt 40)

"Med hensyn til spørgsmålet om direktørernes hæderlighed var Kommissionen særlig bekymret over, at [K.] på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen undlod at nævne, at der var indledt en straffesag mod ham og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds. Da der utvivlsomt var tale om en relevant omstændighed, som var blevet udeladt i stævningen, ville Kommissionen, så snart denne omstændighed var kommet frem, med rette have afvist sagsøgerens stævning in limine."

(punkt 105 i Kommissionens svarskrift i sag T-372/02)

"(...) Kommissionen er forpligtet til at påpege, at der på tidspunktet for indgivelsen af hans ansøgning om undertegnelse af rammepartnerskabsaftalen var indledt straffesager mod [K.] i Tyskland."

(Kommissionens udtalelse af 13. januar 2005 om klage 2862/2004/GG)

Det var umiddelbart klart, at disse erklæringer ikke henviste til nogen "retsforfølgning", der angiveligt verserede mod klageren (som det tyske udenrigsministerium fejlagtigt havde hævdet i sit brev af 15. marts 1995), men til "straffesager", "straffesager" og "anklager". Desuden henviste disse erklæringer til Dr. K. og tre andre (unavngivne) personer. Den skrivelse, som det tyske udenrigsministerium havde sendt til ECHO den 15. marts 1995, indeholdt imidlertid ingen navne på personer. De pågældende erklæringer gik således klart videre end blot at henvise til eller henvise til det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Erklæringerne var også faktuelt ukorrekte, da der (som forklaret i punkt 2.12 ovenfor) hverken havde verseret "straffesager" eller "straffesager" mod Dr. K., og der heller ikke var blevet rejst "tiltale" mod ham.

2.16 Det kan måske hævdes, at disse erklæringer blot afspejlede den holdning, som Kommissionen indtog på det relevante tidspunkt. Da Kommissionen (ukorrekt) var blevet underrettet om, at der verserede en "retsforfølgning" mod klageren, kunne det hævdes, at de relevante udtalelser var baseret på disse (ukorrekte) oplysninger, og at fortolkningen af henvisningen til en "officiel retsforfølgning" i det tyske udenrigsministeriums brev som "straffesag" eller en "straffesag" derfor ikke havde været urimelig på daværende tidspunkt.

Ombudsmanden fandt imidlertid, at en sådan fortolkning var udelukket af to grunde. For det første var de relevante erklæringer blevet fremsat flere år efter de relevante begivenheder og gjorde det ikke klart (hvis dette faktisk var tilfældet), at de var baseret på Kommissionens viden og fortolkning på daværende tidspunkt. Anvendelsen af præsens i den anden erklæring syntes endvidere at bekræfte, at Kommissionen havde afgivet disse erklæringer på grundlag af det kendskab til de faktiske omstændigheder, som den var i besiddelse af på det tidspunkt, hvor den indgav sine bemærkninger til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden (i perioden 2003-2005). På det tidspunkt var Kommissionen imidlertid længe blevet underrettet om, at der kun havde været en indledende undersøgelse, ikke en "straffesag" eller en "straffesag". For det andet var »oplysningerne« om, at der verserede en retssag mod klageren, indeholdt i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Klagerens anmodning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen var imidlertid først formelt blevet indgivet til ECHO den 20. marts 1996 (6). Da ECHO ikke havde modtaget yderligere oplysninger om klageren fra det tyske udenrigsministerium siden den 15. marts 1995, kunne påstanden om, at der verserede "straffesager" eller "straffesager" mod klageren på det tidspunkt, hvor ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen blev indgivet, umuligt baseres på de "oplysninger", som det tyske udenrigsministerium fremlagde den 15. marts 1995, dvs. mere end et år tidligere.

2.17 Situationen var endnu mere åbenlys for så vidt angår den sidste af de ovennævnte erklæringer, der havde følgende ordlyd:

"Det skal bemærkes, at e-mailen af 8.8.2001 bl.a. havde til formål at anmode om ajourførte oplysninger om udviklingen i retssagen mod IH i Tyskland, uanset hvor sekundær den måtte være."

(Kommissionens udtalelse af 24. juni 2004 om klage 745/2004/GG)

Da Kommissionen i 2001 længe var blevet underrettet om, at der ikke var nogen "retslig procedure", og at den indledende undersøgelse var blevet afsluttet i april 1996, forstod Ombudsmanden ikke, hvorfor Kommissionen ikke desto mindre havde henvist til en sådan "retslig procedure". Dette var så meget desto mere forvirrende, som selv den forundersøgelse, der var blevet foretaget, kun havde berørt dr. K. og tre andre personer, men ikke klageren (IH) selv.

2.18 På baggrund af ovenstående fandt Ombudsmanden, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", "retssager", "straffesager" og "anklager" i dens indlæg til Fællesskabets retsinstanser og til Ombudsmanden selv var ukorrekte. Dette udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Var Kommissionens udtalelser bevidst vildledende?

2.19 Med hensyn til klagerens argument om, at de relevante erklæringer bevidst havde været vildledende, var Ombudsmanden af den opfattelse, at kun de fire erklæringer i punkt 2.15 og i punkt 2.17 skulle behandles her, da de erklæringer, der er nævnt i punkt 2.14, ikke var ukorrekte.

2.20 Med hensyn til disse øvrige udtalelser fandt Ombudsmanden det nyttigt at påpege, at der ikke var noget, der tydede på, at de faktisk havde vildledt Fællesskabets retsinstanser. Med hensyn til Ombudsmanden selv kunne han forsikre klageren om, at Kommissionens udtalelser ikke havde givet anledning til vanskeligheder med hensyn til at få kendskab til sagens faktiske omstændigheder. Selv om de relevante udtalelser fra Kommissionen var ukorrekte, fandt Ombudsmanden desuden ikke, at klageren havde godtgjort, at Kommissionen havde handlet med den hensigt at vildlede Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden, da den afgav dem. Der kunne derfor ikke konstateres fejl eller forsømmelser i denne henseende.

Var Kommissionens udtalelser ærekrænkende?

2.21 Med hensyn til klagerens argument om, at de relevante udtalelser var ærekrænkende, mente Ombudsmanden, at dette ville forudsætte, at de var blevet eller kunne blive bragt til tredjemands kendskab.

2.22 Da processkrifterne i sager ved Fællesskabets retsinstanser normalt ikke var tilgængelige for tredjemand, fandt Ombudsmanden, at eventuelle udtalelser i sådanne processkrifter kun kunne være ærekrænkende, hvis de var blevet gentaget i et offentligt retsmøde. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at der ikke havde fundet nogen mundtlig høring sted i nogen af de to retssager, som klageren havde henvist til.

2.23 For så vidt angår indlæg til Ombudsmanden var det korrekt, at de i princippet var tilgængelige for tredjeparter i sager, hvor klageren (som i klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) ikke havde anmodet om fortrolig behandling. Der skulle imidlertid tages hensyn til, at Ombudsmanden sjældent modtog anmodninger om aktindsigt i en klage. Faktisk så det ikke ud til, at der var modtaget en sådan anmodning for så vidt angår sagerne om klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG. Ombudsmanden fandt derfor, at enhver virkning, der medfører, at tredjeparter får mulighed for at få adgang til Kommissionens erklæringer via en anmodning om aktindsigt i Ombudsmandens sagsakter, var for fjern og hypotetisk til at være relevant i denne sammenhæng. Med hensyn til den mulige offentliggørelse af indholdet af Kommissionens erklæringer gennem Ombudsmandens afgørelser henviste Ombudsmanden til, hvad der var blevet sagt i denne forbindelse ovenfor (se punkt 1.7).

2.24 Ombudsmanden fandt det nyttigt at fremsætte en sidste bemærkning. I betragtning af den betydning, som klageren (forståeligt nok) tillagde behovet for at beskytte sit omdømme mod eventuelle skader som følge af udtalelser som dem, Kommissionen fremsatte, fandt Ombudsmanden det overraskende, at Kommissionens udtalelse ikke engang havde behandlet spørgsmålet om, hvorvidt disse udtalelser var korrekte. Ombudsmanden fandt det også vanskeligt at forstå, hvorfor Kommissionen ikke havde reageret på klagerens anmodning af 5. august 2005, der var indgivet via dens advokater, om at bekræfte, at den ikke længere ville fremsætte sådanne erklæringer. I sin udtalelse anførte Kommissionen, at det var femte gang, den var blevet anmodet om at besvare klager fra klageren i forbindelse med dens behandling af ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen. Ombudsmanden gav udtryk for det synspunkt, at denne undersøgelse let kunne have været undgået, hvis Kommissionen havde accepteret klagerens anmodning af 5. august 2005. Klageren havde fremsendt en kopi af en skrivelse fra Kommissionen til Ombudsmanden den 9. december 2005. Ifølge Kommissionen besvarede dette brev også det nævnte brev af 5. august 2005. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at Kommissionen i stedet for at behandle anmodningen i denne skrivelse blot bekræftede den holdning, den havde indtaget. Han bemærkede endvidere, at Kommissionen desuden underrettede klageren om, at eventuelle yderligere breve vedrørende dette spørgsmål ville blive betragtet som gentagne og derfor ikke ville blive besvaret.

Kommissionens udførlige udtalelse

I sin detaljerede udtalelse bemærkede Kommissionen, at den glædede sig over Ombudsmandens grundige og velafbalancerede udkast til henstilling. Den understregede, at den aldrig havde haft til hensigt at vildlede Fællesskabets retsinstanser eller ombudsmanden. Kommissionen gjorde gældende, at klagerens skrivelse af 21. maj 1996 til Kommissionens Generaldirektorat VIII ("GD VIII"), som der henvises til i punkt 2.10 i udkastet til henstilling, først var kommet til ECHO's kendskab gennem Ombudsmandens udkast til henstilling. Ifølge Kommissionen var alle udtalelser fra ECHO's tjenestemænd vedrørende dr. K. og klageren afgivet i god tro og på grundlag af de oplysninger, som ECHO havde til rådighed.

Kommissionen erkendte imidlertid, at de relevante henvisninger ikke altid var blevet anvendt korrekt, og undskyldte for dette. Kommissionen tilføjede, at disse henvisninger ikke længere ville blive citeret.

Klagerens bemærkninger

Klageren fremsatte sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse den 31. maj 2007. En kopi af disse bemærkninger blev også sendt til et medlem af Europa-Parlamentet. Den 13. juni, 23. juni, 4. juli og 5. juli 2007 fremsendte klageren yderligere bemærkninger og oplysninger vedrørende denne sag. Klageren sendte også Ombudsmanden kopier af skrivelser vedrørende denne sag, som klageren havde sendt til Kommissionen den 9. maj og den 22. juni 2007.

Indholdet af disse bemærkninger og yderligere skrivelser (i det omfang de vedrører Ombudsmanden) kan sammenfattes som følger:

• Kommissionen havde ikke behandlet de vigtigste spørgsmål, der er rejst i dette klagepunkt. Den udførlige udtalelse syntes således at være en hån mod klageren. Kommissionen burde have besvaret klagerens spørgsmål om, hvordan ECHO havde behandlet klageren med hensyn til sidstnævntes deltagelse i fiskeripartnerskabsaftalen.
• Ombudsmanden havde behandlet klageren på en anden måde end den, han havde behandlet sagen om en tysk journalist (klage 2485/2004/GG). Han nægtede urokkeligt at undersøge, hvorfor Kommissionen havde forskelsbehandlet klageren i 1995, da den havde udelukket sidstnævnte fra fiskeripartnerskabsaftalen på intet andet grundlag end det tyske udenrigsministeriums ærekrænkende og ukorrekte beskyldninger. I betragtning af de åbenbare tilsidesættelser af Ombudsmandens forpligtelser i denne sammenhæng var Ombudsmandens opfattelse af, at Kommissionen ikke havde handlet forsætligt i den foreliggende sag, langt fra reel.
• Hvis Kommissionen ikke havde haft til hensigt at antyde, at klageren var genstand for en "straffesag", måtte den spørges, hvorfor de relevante udtalelser overhovedet var blevet fremsat. Begivenhedernes kronologi viste uden tvivl, at Kommissionen kun havde fremsat disse udtalelser for at vildlede Fællesskabets domstole og ombudsmanden. Kommissionen havde forfulgt målet om at bringe klageren i miskredit ved Fællesskabets retsinstanser for at vinde deres gunst i de pågældende sager. Kommissionens taktik var at gentage ukorrekte udtalelser længe nok til, at de blev "fakta".
• Dette blev bekræftet af, at Kommissionen i sin udførlige udtalelse havde påstået, at klagerens skrivelse af 21. maj 1996 til GD VIII først var kommet til ECHO's kendskab gennem Ombudsmandens udkast til henstilling. Dette var endnu en klodset løgn, der endnu en gang bekræftede, at Kommissionen havde til hensigt at vildlede Ombudsmanden. Kommissionen havde været repræsenteret ved Fællesskabets retsinstanser af de samme advokater både i sagerne vedrørende ECHO og i sagerne vedrørende GD VIII. Desuden havde der allerede i 1995 været forbindelser mellem GD VIII og ECHO. Ombudsmanden bør derfor fremsætte en kritisk bemærkning om dette spørgsmål.
• Det "center" i Kommissionen, hvor foranstaltningerne til ærekrænkelse af klageren var blevet forberedt, var Den Juridiske Tjeneste. I forbindelse med sine klager over GD VIII var klageren blevet beskyldt for svig, som i virkeligheden ikke eksisterede. På samme berygtede måde havde Den Juridiske Tjeneste foreslået "straffesager" mod klageren og dennes formand, som aldrig har eksisteret. Denne parallel kunne kun ignoreres af en person, der flittigt lukkede øjnene, og som havde for stor sympati for Kommissionen.
• Den Juridiske Tjeneste havde fulgt en strategi, der gik ud på at skade klagerens omdømme. Alene den omstændighed, at de pågældende erklæringer var blevet afgivet gentagne gange, viste, at Kommissionen havde handlet forsætligt. Hvis Ombudsmanden ikke var villig til at anerkende, at Kommissionen systematisk miskrediterede klageren, kunne dette kun fortolkes som en holdning fra Kommissionens side.
• Kommissionen havde også vildledt, vildledt og løjet over for Ombudsmanden i sin udførlige udtalelse ved at anføre, at alle udtalelser fra ECHO's tjenestemænd vedrørende dr. K. og klageren var afgivet i god tro og på grundlag af de oplysninger, som ECHO havde til rådighed. I punkt 40 i svarskriftet i sag T-372/02 havde Kommissionen anført, at det fremgik af den "seneste" korrespondance, at der var rejst tiltale mod Dr. K. og tre andre medlemmer af klageren. På det tidspunkt, hvor denne erklæring blev afgivet, var Kommissionen imidlertid allerede i besiddelse af det brev, som det tyske udenrigsministerium havde sendt til den den 15. november 2001.
• Ombudsmanden havde anført, at det er god administrativ praksis for EU's institutioner og organer at sørge for, at deres erklæringer er korrekte, og straks rette eventuelle fejl. Situationen var imidlertid allerede afklaret i skrivelsen fra det tyske udenrigsministerium af 15. november 2001. Kommissionen burde derfor aldrig have afgivet de relevante erklæringer.
• Konklusionen i punkt 2.13 i udkastet til henstilling var forkert og i modstrid med Ombudsmandens egen tilgang. De relevante erklæringer var forkerte, uanset om de blev afgivet direkte eller ved henvisning til erklæringer fra det tyske udenrigsministerium. Ombudsmanden forsøgte tydeligvis at hjælpe og hvidvaske Kommissionen her og dermed opgive den neutralitet, som han var forpligtet til at opretholde.
• ECHO havde ikke været i stand til at suspendere behandlingen af klagerens ansøgning "afventer yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning", og det af den simple grund, at der ikke havde været en sådan retsforfølgning. Ombudsmanden havde således accepteret en løgn og vist, at han var blevet offer for Kommissionens bedrag.
• I lyset af en række løgne, der var skadelige for klagerens og dennes formands omdømme, havde Ombudsmanden givet Kommissionen en "rabat". Hver enkelt løgn og bevidst bedrag bør imidlertid markeres som fejl eller forsømmelser.
• Kommissionen havde bevidst vildledt Fællesskabets retsinstanser ved at henvise til de fejlagtige beskyldninger, som det tyske udenrigsministerium havde fremsat i 1995, men undlod at fremlægge sidstnævntes skrivelse af 15. november 2001. Ombudsmanden havde gentagne gange set bort fra denne skrivelse for at udviske det forhold, at Kommissionen bevidst havde vildledt Fællesskabets retsinstanser.
• Kommissionen havde fremlagt de ukorrekte beskyldninger for Fællesskabets retsinstanser for at bedrage og vildlede dem og for at fremlægge et forfalsket negativt syn på klageren og dennes formand.
• Ombudsmanden havde handlet uagtsomt. Hans udkast til henstilling indeholdt en række fejl, som alle var til fordel for Kommissionen. Selv om Ombudsmanden havde fremsat adskillige kritiske bemærkninger over for Kommissionen i forbindelse med klagerens tidligere klager, havde han givet Kommissionen en særlig bonus i den foreliggende sag. Dette rejste tvivl om ombudsmandens objektivitet. Af uforklarlige grunde havde Ombudsmanden ikke krævet, at Kommissionen anlagde en mere seriøs, konstruktiv og aktiv tilgang til undersøgelsen af den foreliggende sag.
• Det var skandaløst, at klageren havde været udsat for alvorlig ærekrænkelse, skade på sit omdømme og forskelsbehandling i over 10 år. Ombudsmanden havde anset dette for at være en mindre forseelse, havde aldrig spurgt, hvem de skyldige var, og havde aldrig anbefalet disciplinærsager mod disse personer.
• Siden 1993 har Kommissionen systematisk mobbet klagerens formand. Ombudsmanden havde imidlertid set bort fra selv de mest brutale krænkelser af klagerens formands personlighed og dermed bevist, at han var tæt på Kommissionen. Man måtte spørge, hvorfor der ikke var blevet fremsat kritiske bemærkninger i betragtning af, at Kommissionen i mere end 10 år havde begået grove og uforskammede løgne, bevidst bedrag og ukorrekte beskyldninger, der skadede klagerens og dennes formands omdømme.
• Klageren havde fremlagt en enorm mængde beviser for sin sag, som Ombudsmanden helt havde set bort fra. Det så ud til, at der var sket en ændring i rollerne, som om ombudsmanden ("Bürgerbeauftragter") var blevet Kommissionens repræsentant ("Kommissionsbeauftragter"). Kommissionen havde utvivlsomt fået fortrinsbehandling af Ombudsmanden.
• ECHO's e-mail til det tyske udenrigsministerium af 8. august 2001 indeholdt en række løgne. Ombudsmanden havde aldrig undersøgt disse spørgsmål. Den påståede "suspension" af klagerens ansøgning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen havde været skjult for klageren i mere end seks år, og sidstnævnte var ikke desto mindre i mellemtiden blevet opfordret til at indgive ansøgninger om specifikke projekter. Dette var et klart tegn på, at Kommissionen bevidst havde vildledt klageren.
• Kommissionen havde også narret det tyske udenrigsministerium og løjet over for Struan Stevenson, medlem af Europa-Parlamentet. En skrivelse fra ECHO af 19. juli 2001 indeholdt en række løgne.
• Kommissionen havde bevidst kriminaliseret og fornærmet klagerens formand ved Fællesskabets domstole og Ombudsmanden. Dens adfærd var også relevant ud fra et strafferetligt synspunkt.
• ECHO havde bragt tvisten med klageren ind i pressen. Der var således ærekrænkelse. Den tidligere direktør for ECHO havde afgivet følgende erklæring til tidsskriftet European Voice i forbindelse med en tidligere afgørelse fra Ombudsmanden: "Ombudsmanden har således anerkendt, at den procedure, som ECHO anvender over for Internationaler Hilfsfonds, er helt legitim og ikke-diskriminerende." Ombudsmanden var forpligtet til at præcisere denne erklæring.
• Ombudsmanden bør trække sin bebrejdelse om, at klageren uberettiget havde kritiseret Ombudsmanden i forbindelse med hans klager 745/2004/GG og 2862/2004/GG, tilbage. Hvis Ombudsmanden mod forventning ikke er parat til at gøre dette, vil klageren være tvunget til at genoptage disse klager.
• Kommissionen havde overtrådt artikel 4, 6, 7, 8, 9, 11, 12, 16 og 18 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik.
• Kommissionens ukorrekte adfærd over for klageren var på ingen måde utilsigtet. Klageren var allerede i forbindelse med tidligere klager til Ombudsmanden blevet beskyldt for svig af Kommissionen. Punkt 17 i retsmøderapporten i sag C-331/05 P, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, pegede i denne retning.
• Kommissionen bør være forpligtet til at tilbagetrække alle de ukorrekte påstande mod klageren, som den havde fremsat ved Fællesskabets retsinstanser. Den bør også skriftligt anerkende over for Ombudsmanden og Struan Stevenson, medlem af Europa-Parlamentet, at påstandene vedrørende "straffesager", som den havde rettet mod klageren og dennes formand, var ukorrekte, at disse påstande var blevet fastholdt uden begrundelse i ti år, og at udelukkelsen af klageren fra fiskeripartnerskabsaftalen derfor var uden retsgrundlag.

Afgørelsen

1 Klagerens sag

1.1 I 1990'erne indgav klageren, Internationaler Hilfsfonds e.V., en tysk NGO (7), forskellige anmodninger om finansiel bistand til Europa-Kommissionen, herunder en anmodning til Kommissionens Afdeling for Humanitær Bistand ("ECHO") om at undertegne rammepartnerskabsaftalen. Disse anmodninger gav anledning til en række klager til Den Europæiske Ombudsmand (f.eks. klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) og til retssager ved Fællesskabets retsinstanser (f.eks. sag T-372/02 og sag C-521/03 P). I sine indlæg til ombudsmanden og Fællesskabets domstole henviste Kommissionen til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand (Dr. K.) eller andre medlemmer af klageren i Tyskland.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at disse henvisninger var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

1.2 Kommissionen fandt i sin udtalelse, at påstanden ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angik de anbringender, der var blevet fremført for Fællesskabets retsinstanser. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at påstanden under alle omstændigheder var ubegrundet.

1.3 I sine bemærkninger fastholdt klageren sin påstand.

1.4 Ombudsmanden fandt, at Kommissionens anbringende om, at en del af klagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, var ubegrundet. Med hensyn til realiteten var Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", "retssager", "straffesager" og "anklager" i dens indlæg til Fællesskabets retsinstanser og til Ombudsmanden selv var ukorrekte. Ombudsmanden fandt derfor, at Kommissionens anvendelse af disse udtryk med undtagelse af to passager, der blot henviste til (ukorrekte) oplysninger fra det tyske udenrigsministerium, udgjorde fejl eller forsømmelser. Han konkluderede imidlertid, at klageren ikke havde godtgjort, at Kommissionens udtalelser bevidst havde været vildledende eller ærekrænkende.

1.5 Den 14. december 2006 sendte Ombudsmanden derfor et udkast til henstilling til Kommissionen og opfordrede den 1) til at anerkende, at de nævnte henvisninger havde været ukorrekte, og 2) til at bekræfte, at den ikke ville anvende sådanne ukorrekte henvisninger i fremtiden.

1.6 I sin detaljerede udtalelse glædede Kommissionen sig over det, den betegnede som Ombudsmandens grundige og velafbalancerede udkast til henstilling. Den understregede, at den aldrig havde haft til hensigt at vildlede Fællesskabets retsinstanser eller ombudsmanden, og at alle udtalelser fra ECHO's tjenestemænd vedrørende dr. K. og klageren var afgivet i god tro og på grundlag af de oplysninger, som ECHO havde til rådighed. Kommissionen erkendte imidlertid, at de relevante henvisninger ikke altid var blevet anvendt korrekt, og undskyldte for dette. Kommissionen tilføjede, at disse henvisninger ikke længere ville blive citeret.

1.7 Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger, hvori den gjorde det klart, at den ikke var tilfreds med Kommissionens udførlige udtalelse. I disse bemærkninger rejste klageren en lang række spørgsmål, navnlig med hensyn til ECHO's behandling af sin ansøgning om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen.

1.8 Ombudsmanden bemærker, at klageren i sine bemærkninger til Kommissionens detaljerede udtalelse også har fremsat en række kritiske bemærkninger til den måde, hvorpå han har behandlet den foreliggende sag. Klageren fremførte, at Ombudsmanden havde handlet uagtsomt, havde lukket øjnene for alvorlige tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af Kommissionen, havde undladt at opretholde den neutralitet, der påhvilede ham, havde taget Kommissionens side og endda havde forsøgt at hjælpe og hvidvaske Kommissionen. Ombudsmanden vil gerne lige fra starten understrege, at han ikke er i stand til at acceptere nogen af disse kritikpunkter, der vedrører selve kernen i hans arbejde. Den foreliggende sag vedrører en påstand om, at Kommissionen har afgivet visse urigtige erklæringer, der var til skade for klagerens og dennes formands omdømme. Ombudsmanden forstår, at klageren føler sig alvorligt krænket over Kommissionens adfærd. Han finder det derfor forståeligt og acceptabelt, at klageren giver udtryk for sine synspunkter i et stærkt sprog. Ombudsmanden er imidlertid ikke i stand til at forstå, hvorfor klageren fandt det hensigtsmæssigt at beskylde ham for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i den foreliggende sag, og at foreslå, at Ombudsmanden ikke overholdt det grundlæggende krav om uafhængighed, der er fastsat i EF-traktatens artikel 195, stk. 3. Ombudsmanden bemærker, at klageren fandt det hensigtsmæssigt at sende en kopi af sine bemærkninger, hvori disse beskyldninger blev fremsat, til et medlem af Europa-Parlamentet. En kopi af denne afgørelse vil derfor blive sendt til dette medlem af Europa-Parlamentet for at rette op på situationen.

1.9 De bemærkninger, klageren fremsatte i sine bemærkninger til Kommissionens detaljerede udtalelse, kræver et klart og detaljeret svar. I forbindelse med dette svar forekommer det nyttigt at forsøge at skelne mellem de forskellige spørgsmål, som klageren har rejst.

For så vidt angår klagerens yderligere påstande

1.10 Ombudsmanden finder det vigtigt at understrege, at denne undersøgelse kun vedrørte de seks erklæringer, der blev nævnt i udkastet til henstilling, dvs. punkt 40, 45 og 105 i Kommissionens svarskrift i sag T-372/02, punkt 86 i Kommissionens svarskrift i sag C-521/03 P, en erklæring i Kommissionens udtalelse om klage 745/2004/GG og en anden erklæring i dens udtalelse om klage 2862/2004/GG.

1.11 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse fremsatte klageren en række bemærkninger, der synes at udgøre nye påstande eller at rejse yderligere spørgsmål.

1.12 For det første hævdede klageren, at to udtalelser, som Kommissionen havde fremsat i sin udførlige udtalelse, var rigtige, nemlig 1) påstanden om, at klagerens skrivelse af 21. maj 1996 til Kommissionens Generaldirektorat VIII ("GD VIII") først var kommet til ECHO's kendskab gennem Ombudsmandens udkast til henstilling, og 2) påstanden om, at alle udtalelser fra ECHO's tjenestemænd vedrørende dr. K. og klageren var blevet fremsat i god tro og på grundlag af de oplysninger, som ECHO havde til rådighed.

Ombudsmanden vil gerne minde om, at disse yderligere påstande blev fremsat i bemærkningerne til institutionens detaljerede udtalelse, dvs. på et fremskredent stadium af proceduren. Det ville således (hvis overhovedet) kun være hensigtsmæssigt at tage disse yderligere påstande op til behandling i forbindelse med denne undersøgelse, hvis der var en tæt forbindelse mellem disse nye påstande og genstanden for undersøgelsen indtil videre. Det skal erindres, at denne undersøgelse blev indledt med henblik på at undersøge klagerens påstand om, at Kommissionen havde fremsat ukorrekte erklæringer, der skadede både klagerens og dennes formands omdømme. Ombudsmanden kan ikke se, hvordan ovennævnte udtalelser fra Kommissionen i dens detaljerede udtalelse kan påvirke klagerens eller dennes formands omdømme. Han mener derfor ikke, at disse påstande bør undersøges i forbindelse med denne undersøgelse.

Ombudsmanden finder det nyttigt at tilføje, at rigtigheden af ovennævnte udtalelser fra Kommissionen faktisk ikke er hævet over enhver tvivl. Han mener imidlertid, at substansen i de spørgsmål, som klageren har rejst i denne forbindelse, om nødvendigt kan undersøges i forbindelse med hans igangværende undersøgelse på eget initiativ OI/4/2005/GG, som vedrører ECHO's behandling af klagerens ansøgning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen.

1.13 For det andet hævdede klageren, at ECHO havde løjet, da det erklærede, at det havde suspenderet behandlingen af sin ansøgning om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen "i afventning af yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning", og at der af den simple grund ikke havde været nogen sådan retsforfølgning. Ombudsmanden mener, at denne påstand vedrører genstanden for OI/4/2005/GG. Det relevante spørgsmål vil derfor blive behandlet i forbindelse med denne undersøgelse.

1.14 For det tredje hævdede klageren, at Kommissionen ikke havde behandlet, hvad den anså for at være de vigtigste spørgsmål i klagen, nemlig den måde, hvorpå ECHO havde behandlet klageren med hensyn til sidstnævntes deltagelse i fiskeripartnerskabsaftalen. Denne påstand vedrører også klart genstanden for OI/4/2005/GG. Det relevante spørgsmål vil derfor blive behandlet i forbindelse med denne undersøgelse.

1.15 For det fjerde fremførte klageren, at den påståede "suspension" af ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen havde været skjult for klageren i mere end seks år, og at klageren i mellemtiden ikke desto mindre var blevet opfordret til at indgive ansøgninger om specifikke projekter. Ifølge klageren var dette et klart tegn på, at Kommissionen bevidst havde vildledt klageren. Ombudsmanden bemærker, at dette spørgsmål vedrører behandlingen af ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen, som er genstand for OI/4/2005/GG og derfor bør behandles i forbindelse med denne undersøgelse.

1.16 For det femte hævdede klageren, at Kommissionen også havde bedraget det tyske udenrigsministerium og løjet over for Struan Stevenson, medlem af Europa-Parlamentet. Ombudsmanden mener ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at tage disse yderligere påstande op til undersøgelse på nuværende tidspunkt i undersøgelsen, da dette ville forsinke afgørelsen af det spørgsmål, som klageren oprindeligt rejste. Det ser endvidere ud til, at de spørgsmål, der ligger til grund for denne yderligere påstand, vedrører emnet OI/4/2005/GG, som stadig verserer for Ombudsmanden.

1.17 For det sjette hævdede klageren, at Kommissionen bevidst havde fornærmet klagerens formand ved Fællesskabets domstole og Ombudsmanden, og at denne adfærd også var relevant ud fra et strafferetligt synspunkt. Ombudsmanden finder det nyttigt at understrege, at hans undersøgelse fokuserede på at fastslå, om Kommissionen havde gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser i den foreliggende sag. Selv om fornærmelse af en borger klart kan betragtes som fejl eller forsømmelser, er det ikke klart for Ombudsmanden, hvilke mulige fornærmelser klageren ønsker at henvise til i denne forbindelse. Hvis der henvises til de erklæringer, der er nævnt i punkt 1.10 ovenfor, synes den foreliggende undersøgelse at behandle spørgsmålet. Med hensyn til det yderligere spørgsmål, som klageren har rejst, skal det bemærkes, at det ikke er Ombudsmandens opgave at vurdere, om der er begået strafbare handlinger. Hvis klageren mener, at dette rent faktisk var tilfældet, bør vedkommende henvende sig til de retslige myndigheder, der er ansvarlige for sådanne spørgsmål.

1.18 For det syvende fremførte klageren, at Ombudsmanden burde trække sin bebrejdelse om, at klageren uberettiget havde kritiseret Ombudsmanden i forbindelse med hans klager 745/2004/GG og 2862/2004/GG, tilbage. Det er klart, at dette spørgsmål ikke har noget at gøre med genstanden for denne undersøgelse, som er at undersøge, om Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser.

1.19 For det ottende hævdede klageren, at Kommissionen havde overtrådt artikel 4, 6, 7, 8, 9, 11, 12, 16 og 18 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik. Ombudsmanden bemærker, at klagerens oprindelige påstand i det væsentlige vedrørte artikel 9 (pligt til at handle objektivt), artikel 11 (pligt til at handle upartisk, retfærdigt og rimeligt) og artikel 12 (pligtkorrekte fejl). Efter Ombudsmandens opfattelse har klageren ikke påvist, hvordan de øvrige bestemmelser, som klageren har påberåbt sig, kan være relevante i den foreliggende sag.

1.20 For det niende påpegede klageren, at den tidligere direktør for ECHO havde fremsat følgende erklæring i forbindelse med en tidligere afgørelse fra Ombudsmanden til tidsskriftet European Voice: "Ombudsmanden har således anerkendt, at den procedure, som ECHO anvender over for Internationaler Hilfsfonds, er helt legitim og ikkediskriminerende." Klageren fremførte, at Ombudsmanden var forpligtet til at præcisere denne erklæring. Ombudsmanden mener, at ovennævnte erklæring ikke på korrekt vis afspejler den holdning, han har indtaget i den relevante sag. Ombudsmandens rolle er imidlertid at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser og ikke at korrigere meninger, der kommer til udtryk i aviser. Klageren har ikke forklaret, hvordan det synspunkt, som den pågældende tjenestemand i Kommissionen gav udtryk for, kunne udgøre fejl eller forsømmelser. Det skal endvidere erindres, at ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, og at denne ret også gives til tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber.

For så vidt angår genstanden for den foreliggende undersøgelse

1.21 Den foreliggende undersøgelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de seks erklæringer, der er nævnt i punkt 1.10, var urigtige, bevidst vildledende og ærekrænkende.

1.22 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse henviste klageren til en tysk udgave af en af disse erklæringer, dvs. punkt 40 i Kommissionens svarskrift i sag T-372/02. Denne version synes at afvige en smule fra den engelske tekst, der blev citeret i Ombudsmandens udkast til henstilling, idet den tyske tekst har "sen korrespondance", hvor den engelske har "sen korrespondance". Det synes nyttigt at bemærke, at processproget i sag T-372/02 var engelsk. Kun den engelske udgave vil derfor blive taget i betragtning her. Desuden henviste klagerens advokat i sit brev af 5. august 2005, hvori han anmodede Kommissionen om at forpligte sig til ikke at gentage de relevante erklæringer i fremtiden, også til den engelske tekst til disse erklæringer, mens selve brevet var skrevet på tysk.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de relevante angivelser var urigtige

1.23 Ombudsmanden påpegede i sit forslag til henstilling, at alle de af Kommissionen anvendte udtryk var ukorrekte, eftersom den tyske anklagemyndighed kun havde foretaget en indledende undersøgelse af dr. K. og tre andre personer, som var blevet bragt til ophør til fordel for de berørte personer den 30. april 1996. Ombudsmanden var af den opfattelse, at når der blev gennemført en indledende undersøgelse, var det ikke hensigtsmæssigt at henvise til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" eller "anklager" (punkt 2.12 i udkastet til henstilling).

1.24 Klageren gør ikke indsigelse mod denne konklusion. Den er imidlertid af den opfattelse, at Ombudsmanden begik en fejl, da han fandt, at to af de relevante erklæringer ikke kunne anses for at være ukorrekte med den begrundelse, at de blot henviste til (ukorrekte) oplysninger fra det tyske udenrigsministerium (punkt 2.14 i udkastet til henstilling).

1.25 Ombudsmanden kan ikke acceptere klagerens logik. Det forhold, at oplysningerne fra det tyske udenrigsministerium (ifølge hvilke der var en "retsforfølgning" mod klageren) var forkerte, betyder ikke, at en erklæring, der minder om, at sådanne (ukorrekte) oplysninger blev givet, i sig selv er forkert. Klageren har ret i at spørge, hvorfor Kommissionen stadig henviste til en påstået "retsforfølgning" på et tidspunkt, hvor den allerede var blevet underrettet om, at der ikke var tale om en sådan retsforfølgning. Dette vedrører imidlertid ikke rigtigheden af de relevante erklæringer, men spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen ved at fremsætte disse erklæringer har haft til hensigt at vildlede Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden og skade klagerens eller dennes formands omdømme. Dette spørgsmål vil blive behandlet i de næste to afsnit.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens udtalelser bevidst var vildledende og ærekrænkende

1.26 I sit udkast til henstilling var Ombudsmanden af den opfattelse, at klageren for så vidt angår de fire resterende udtalelser ikke havde godtgjort, at Kommissionen havde handlet med den hensigt at vildlede Fællesskabets domstole og Ombudsmanden og bagvaske klageren, da den fremsatte dem.

1.27 Klageren anførte i sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse, at Ombudsmanden burde have undersøgt alle seks erklæringer, dvs. også dem, som han anså for at være korrekte. Ombudsmanden accepterer, at klagerens argument ikke er ubegrundet. Hvis et fællesskabsorgan afgiver en (korrekt) erklæring om, at det har fået visse (ukorrekte) oplysninger, udelukker rigtigheden af denne erklæring ikke helt, at erklæringen er afgivet med den hensigt at vildlede og skade den pågældende persons omdømme. Selv under hensyntagen til denne mulighed mener Ombudsmanden imidlertid fortsat, at hans konklusion om, at der ikke var konstateret fejl eller forsømmelser i denne forbindelse, var korrekt. Dette synspunkt er baseret på de grunde, der er anført i udkastet til henstilling for så vidt angår de fire erklæringer, som Ombudsmanden identificerede som ukorrekte, og som vil blive beskrevet mere detaljeret i de følgende betragtninger.

1.28 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse understregede klageren, at de relevante udtalelser var blevet fremsat på et tidspunkt, hvor Kommissionen allerede havde modtaget brevet af 15. november 2001, hvori det tyske udenrigsministerium redegjorde for de faktiske omstændigheder. Klageren fremførte derfor, at de relevante erklæringer aldrig burde have været fremsat. Ombudsmanden mener, at dette er korrekt. Det var netop af denne grund, at han i sit udkast til henstilling konkluderede, at Kommissionen havde begået fejl eller forsømmelser ved at fremsætte disse erklæringer (dvs. de fire erklæringer, som Ombudsmanden anså for at være ukorrekte). Den blotte omstændighed, at Kommissionen har afgivet urigtige erklæringer, beviser imidlertid endnu ikke, at den har handlet forsætligt vildledende og ærekrænkende.

1.29 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse anførte klageren, at hvis Kommissionen ikke havde haft til hensigt at antyde, at klageren var genstand for "straffesager", måtte den spørges, hvorfor de relevante udtalelser overhovedet var blevet fremsat. I sit udkast til henstilling bemærkede Ombudsmanden, at Kommissionen, da den fremsatte de relevante erklæringer, længe havde været informeret om, at der ikke var nogen "retslig procedure", og at den indledende undersøgelse var blevet afsluttet i april 1996. Ombudsmanden påpegede, at han derfor ikke forstod, hvorfor Kommissionen alligevel havde henvist til en sådan "retssag". Efter Ombudsmandens opfattelse var dette så meget desto mere forvirrende i betragtning af, at selv den indledende undersøgelse, der var blevet gennemført, kun havde berørt dr. K. og tre andre personer, men ikke klageren (IH) selv.

Spørgsmålet er imidlertid, om den omstændighed, at disse erklæringer ikke desto mindre blev afgivet, også beviser, at Kommissionen handlede med den hensigt at vildlede og bagvaske. I mangel af andre beviser kunne en sådan konklusion kun baseres på sagens objektive omstændigheder.

Det skal imidlertid bemærkes, at de relevante erklæringer blev afgivet i forbindelse med retssager og klager indgivet mod Kommissionen af klageren. Disse sager vedrørte den måde, hvorpå ECHO havde behandlet klagerens ansøgning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen. Det forekommer derfor logisk, at Kommissionen fandt det nødvendigt at beskrive og forklare ECHO's fremgangsmåde. Da det tyske udenrigsministerium faktisk havde meddelt Kommissionen, at der verserede en "retsforfølgning" mod klageren, er det ikke overraskende, at Kommissionen henviste til disse oplysninger, da den beskrev og forklarede, hvordan ECHO havde behandlet klagerens ansøgning. For at undgå eventuelle misforståelser finder Ombudsmanden det nyttigt at tilføje, at spørgsmålet om, hvorvidt disse forklaringer var korrekte, ikke er hævet over enhver tvivl, og at dette spørgsmål vil blive undersøgt i OI/4/2005/GG. Det spørgsmål, der skal afgøres i den foreliggende sag, er imidlertid ikke, om Kommissionen har afgivet urigtige og vildledende udtalelser om, hvordan ECHO behandlede klagerens ansøgning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen, men om dens udtalelser til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden på en vildledende og ærekrænkende måde antydede, at der var rejst tiltale mod klageren. Med hensyn til dette spørgsmål er Ombudsmanden fortsat af den opfattelse, at den blotte omstændighed, at de relevante henvisninger blev foretaget ved flere lejligheder, ikke beviser, at Kommissionen handlede forsætligt vildledende og ærekrænkende. Denne konklusion ændres ikke af, at Kommissionen ikke har forelagt Fællesskabets retsinstanser en kopi af skrivelsen af 15. november 2001 fra det tyske udenrigsministerium, hvori de faktiske omstændigheder blev fastlagt. Selv om det klart ville have været nyttigt, hvis Kommissionen havde udleveret en kopi af dette dokument til Fællesskabets retsinstanser, beviser det forhold, at den ikke gjorde det, ikke, at den var i ond tro, da ECHO tydeligvis ikke kunne have taget hensyn til dette brev som sådan ved behandlingen af klagerens ansøgning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen.

1.30 Ombudsmanden mener, at det ville have været nødvendigt at drage en anden konklusion, hvis de relevante henvisninger havde været ubegrundede. Selv om der ikke var nogen "retsforfølgning" mod klageren, var der imidlertid blevet gennemført en indledende undersøgelse af dr. K. og tre andre personer. Dette forhold gav naturligvis ikke Kommissionen ret til at anvende udtryk, der henviste til en "retsforfølgning". Ombudsmanden mener derfor, at Kommissionen har handlet uagtsomt i sit valg af ordlyd. Ombudsmanden er imidlertid af den opfattelse, at intet ville have forhindret Kommissionen i at henvise til, at der havde været en indledende undersøgelse af klagerens formand og tre andre personer. I betragtning af disse omstændigheder er Ombudsmanden ikke i stand til at konkludere, at der forelå en hensigt om at vildlede og bagvaske Kommissionen.

1.31 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse henviste klageren til baggrunden for den foreliggende sag. Klageren hævdede, at Ombudsmanden havde fået forelagt en enorm mængde beviser til støtte for sin sag, men at Ombudsmanden havde set bort fra disse beviser. Selskabet gjorde endvidere gældende, at det var blevet beskyldt for svig, som i virkeligheden ikke fandtes i forbindelse med dets klager over GD VIII, og at der således var en klar parallel til, hvad der var sket med dets forhold til ECHO. I denne forbindelse henviste klageren til punkt 17 i retsmøderapporten i sag C-331/05 P, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen. Klageren hævdede også, at Kommissionen siden 1993 havde begået systematisk mobning mod klagerens formand. Selskabet gjorde endvidere gældende, at begivenhedernes kronologi uden tvivl viste, at Kommissionen kun havde fremsat disse erklæringer for at vildlede Fællesskabets retsinstanser og ombudsmanden.

1.32 Ombudsmanden har nøje undersøgt de beviser og argumenter, som klageren har fremlagt. Han mener imidlertid, at ingen af disse dokumenter og argumenter klart godtgør, hverken alene eller under hensyntagen til hele baggrunden, at klagerens påstand er velbegrundet. Det er korrekt, at Ombudsmanden i årenes løb har haft lejlighed til at fremsætte en række kritiske bemærkninger mod Kommissionen med hensyn til den måde, hvorpå den behandlede klageren. Ombudsmanden kan imidlertid ikke acceptere, at denne baggrund skaber en formodning om, at Kommissionen handlede på en bevidst vildledende og ærekrænkende måde, da den fremsatte de relevante erklæringer. Det er klart, at hver enkelt sag bør bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Det synes nyttigt at tilføje, at for så vidt angår punkt 17 i høringsrapporten (8), som klageren henviste til, afspejler dette afsnit blot klagerens argumenter og redegør ikke for Rettens synspunkter.

1.33 På et mere grundlæggende plan skal det erindres, at klageren beskylder Kommissionen for at have handlet forsætligt vildledende og ærekrænkende. Ombudsmanden mener, at dette er en meget alvorlig påstand. Det er klart, at et tilfælde af fejl eller forsømmelser kun kan konstateres, hvis der foreligger tilstrækkelige beviser for en sådan konklusion. Efter Ombudsmandens opfattelse skal dette princip overholdes så meget desto mere i tilfælde af alvorlige påstande som dem, der er rejst i den foreliggende sag. Som nævnt ovenfor har Ombudsmanden nøje undersøgt de beviser og argumenter, han har fået forelagt. Han har imidlertid ikke været i stand til at fastslå, at klagerens påstand er velbegrundet.

For så vidt angår den påståede ærekrænkelse

1.34 Ombudsmanden forstod klagerens påstand om, at Kommissionen havde handlet ærekrænkende, da den afgav de relevante erklæringer, således at Kommissionen ved at afgive disse erklæringer til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden havde skadet klagerens (og dr. K.'s) omdømme i tredjeparters øjne eller havde haft til hensigt at gøre det. I sit udkast til henstilling bemærkede Ombudsmanden, at der ikke var noget bevis, der klart kunne godtgøre, at dette havde været Kommissionens hensigt. Han bemærkede endvidere, at der ikke havde været nogen mundtlig høring i sagerne ved Fællesskabets retsinstanser, og at tredjeparters mulighed for at få adgang til Kommissionens erklæringer via en anmodning om aktindsigt i Ombudsmandens sagsakter var for fjern og hypotetisk til at være relevant i denne sammenhæng. Under disse omstændigheder fandt Ombudsmanden, at klageren ikke havde godtgjort sin påstand.

1.35 Klageren gjorde indsigelse mod denne konklusion uden dog at fremføre overbevisende argumenter, der kunne rejse tvivl om Ombudsmandens begrundelse. Det er korrekt, at klageren gjorde gældende, at ECHO havde bragt tvisten med klageren ind i pressen, og at der således havde været tale om ærekrænkelse. I den forbindelse henviste klageren til erklæringen fra en tidligere direktør for ECHO til tidsskriftet European Voice, som allerede tidligere er blevet behandlet i en anden sammenhæng (se punkt 1.20). Ombudsmanden bemærker imidlertid, at henvisningen fra klageren ikke bekræfter, at ECHO havde informeret en bredere offentlighed, selv om denne artikel fandt, at der havde været en offentlig retsforfølgning af klageren.

Hvad angår den påståede forskelsbehandling

1.36 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse gjorde klageren gældende, at Ombudsmanden havde behandlet hans sag på en anden måde end den, han havde behandlet sagen om en tysk journalist (klage 2485/2004/GG).

1.37 Det synes nyttigt at påpege, at sag 2485/2004/GG vedrørte en klage over Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig ("OLAF"), som fulgte efter en tidligere klage fra den samme klager over det samme fællesskabsorgan (klage 1840/2002/GG). Ombudsmanden mener, at klageren i den foreliggende sag kan have haft til hensigt at henvise til begge disse klager.

Klage 1840/2002/GG vedrørte en pressemeddelelse fra OLAF, hvori en journalist var blevet anklaget for bestikkelse af en tjenestemand i Kommissionen. Selv om pressemeddelelsen ikke angav noget navn, konkluderede Ombudsmanden, at den sandsynligvis skulle forstås som en henvisning til klageren og hans avis. Ombudsmanden fandt endvidere, at OLAF i mangel af et faktuelt grundlag for denne påstand, der både var tilstrækkeligt og tilgængeligt for offentlig kontrol, var gået ud over, hvad der stod i rimeligt forhold til det formål, der forfølges med dets handling. Han konkluderede derfor, at der forelå fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden mener, at det er klart, at offentliggørelsen af påstande, der skader en persons omdømme, via en pressemeddelelse ikke er det samme som at fremsætte sådanne bemærkninger (forudsat at deres indhold kan betragtes som sammenligneligt) i indlæg til Fællesskabets retsinstanser eller Ombudsmanden.

Klage 2485/2004/GG vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt OLAF i forbindelse med undersøgelsen af klage 1840/2002/GG havde afgivet urigtige og vildledende oplysninger til Ombudsmanden. Efter en grundig undersøgelse kom Ombudsmanden til den konklusion, at dette faktisk var tilfældet. Ombudsmanden fremsatte derfor et udkast til henstilling til OLAF og opfordrede det indtrængende til at anerkende dette forhold. Da OLAF's udførlige udtalelse ikke syntes at være tilfredsstillende, forelagde Ombudsmanden en særlig beretning for Parlamentet. Det skal dog bemærkes, at ombudsmanden i dette tilfælde havde fået forelagt dokumentation, der klart godtgjorde, at OLAF's henvendelser til ombudsmanden havde været vildledende. Som nævnt ovenfor er dette ikke tilfældet for så vidt angår dette klagepunkt.

1.38 På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at der ikke var tale om uberettiget forskelsbehandling for så vidt angår den foreliggende sag på den ene side og klage 1840/2002/GG og 2485/2004/GG på den anden side.

Med hensyn til det af klageren ønskede resultat

1.39 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse satte klageren spørgsmålstegn ved, hvorfor Ombudsmanden ikke havde fremsat nogen kritiske bemærkninger. Det skal bemærkes, at hvis der konstateres fejl eller forsømmelser, og det stadig synes muligt at afhjælpe dem, foreslår Ombudsmanden enten en mindelig løsning eller fremsætter et udkast til henstilling. I den foreliggende sag blev der fremsat et udkast til henstilling. Ombudsmanden ville kun have behøvet at overveje behovet for at fremsætte en kritisk bemærkning, hvis dette udkast til henstilling var blevet forkastet. Dette var imidlertid ikke tilfældet, da Kommissionen accepterede hans udkast til henstilling.

1.40 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse fremsatte klageren, hvad der synes at være yderligere påstande med hensyn til de konsekvenser, som Ombudsmanden skal drage. Hvis Ombudsmanden forstod disse bemærkninger korrekt, foreslog klageren, at han 1) skulle finde ud af, hvem de personer, der var ansvarlige for fejlene eller forsømmelserne, var, 2) anbefale disciplinærsager mod disse personer, 3) forpligte Kommissionen til i deres helhed at trække de ukorrekte erklæringer tilbage, som den havde fremsat ved Fællesskabets domstole, og 4) få Kommissionen til skriftligt at præcisere over for Ombudsmanden og Struan Stevenson, MEP, at dens påstande vedrørende "straffesager", som den havde rettet mod klageren og dennes formand, var ukorrekte, var blevet fastholdt uden begrundelse i ti år, og at udelukkelsen af klageren fra FPA'en derfor var uden retsgrundlag.

1.41 Det skal erindres, at klageren i sin klage hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden. Det skal endvidere bemærkes, at der forud for denne klage blev sendt et brev til Kommissionen fra klagerens advokat den 5. august 2005. I dette brev blev Kommissionen opfordret til at forpligte sig til at afholde sig fra at påstå, at klageren eller dennes formand var blevet retsforfulgt.

1.42 Ombudsmanden minder om, at han i sit udkast til henstilling opfordrede Kommissionen til at bekræfte, at den ikke længere ville anvende de ukorrekte henvisninger, han havde identificeret. I sin udførlige udtalelse accepterede Kommissionen dette udkast til henstilling og bekræftede, at disse henvisninger ikke længere ville blive citeret. Det følger heraf, at Kommissionen har indvilliget i at gøre, hvad klagerens advokat havde anmodet den om den 5. august 2005, og hvad klageren havde hævdet i sin klage til Ombudsmanden. Derudover fremsatte Kommissionen en undskyldning i sin udførlige udtalelse. Under disse omstændigheder ser Ombudsmanden ingen grund til at overveje de yderligere påstande, som klageren har fremsat i sine bemærkninger til Kommissionens detaljerede udtalelse.

2 Konklusion

2.1 På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage ser det ud til, at Kommissionen på tilfredsstillende vis har gennemført det udkast til henstilling, der blev fremsat i denne sag.

2.2 Europa-Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

2.3 En kopi af denne afgørelse vil blive sendt til Struan Stevenson, medlem af Europa-Parlamentet, til orientering.

2.4 Jeg gør opmærksom på, at Deres sidste skrivelse af 4. juli 2007 til mig vedrørende denne sag også blev sendt i kopi til Pöttering, Europa-Parlamentets formand, Skouris, Domstolens præsident, Verheugen, næstformand i Kommissionen, og "Le canard enchainé". Efter min opfattelse er det heller ikke nødvendigt at fremsende en kopi af denne afgørelse til dem (9).

2.5 Jeg bemærker, at De i Deres brev af 4. juli 2007 anførte, at De betragter den foreliggende sag som en slags "troværdighedstest" for Ombudsmanden. De påpegede endvidere, at De håbede, at det ikke ville være nødvendigt for Dem at henvende Dem til OLAF's tjenestegrene i forbindelse med denne sag. Den 2. august 2007 sendte De mig en kopi af et brev, De havde sendt til præsidenten for De Europæiske Fællesskabers Domstol i forbindelse med en nylig dom afsagt af Domstolen. I dette brev, som også blev kopieret til Struan Stevenson, medlem af Europa-Parlamentet, foreslog De med henvisning til den foreliggende sag, at idéen om, at Ombudsmanden ville "bistå klageren", langt fra var en realitet. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at kommentere disse udtalelser.

2.6 Hvad angår min undersøgelse på eget initiativ OI/4/2005/GG, vil der blive gjort alt for at afslutte min undersøgelse så hurtigt som muligt og senest den 31. oktober 2007. Det samme gælder for de to andre sager vedrørende dig, som stadig verserer for mig, dvs. klage 2283/2004/GG og klage 1434/2006/GG.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Klageren omtales undertiden som "IH" i de dokumenter, der er nævnt i denne afgørelse.

(2) Ombudsmanden har ikke modtaget kopier af indlæggene for Fællesskabets retsinstanser. Henvisningerne er således taget fra klagerens indlæg til Ombudsmanden i den foreliggende sag. Kommissionen har ikke gjort gældende, at disse anbringender giver et urigtigt billede af, hvad den har gjort gældende i sine skriftlige indlæg.

(3) For så vidt angår denne sidste udtalelse, jf. punkt 1.3 i nedenstående udkast til henstilling.

(4) Den fulde tekst til udkastet til henstilling findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(5) Afgørelserne findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu). De pågældende passager er punkt 2.2 i afgørelsen om klage 745/2004/GG og punkt 1.9 i afgørelsen om klage 2862/2004/GG.

(6) Jf. punkt 12 i Rettens kendelse af 15.10.2003 i sag T-372/02.

(7) Klageren omtales undertiden som "IH" i de dokumenter, der er nævnt i denne afgørelse.

(8) Klageren fremsendte en kopi af høringsrapporten for sag C-331/05 P til Ombudsmanden. Det relevante afsnit gengiver klagerens argument om, at den havde været udsat for forskellige påstande i forbindelse med svig.

(9) Den 11. oktober 2007 blev en kopi af denne afgørelse imidlertid sendt til formændene for Europa-Parlamentet og Domstolen efter en udtrykkelig anmodning herom fra klageren.