Strasbourg, den 17. juli 2008

Kære K.

Ved brev af 25. februar 2005 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen. Deres klage vedrørte Kommissionens behandling af en overtrædelsesklage, som De havde indgivet mod Grækenland vedrørende anlæggelsen af en sporvogn i Athen. Den 11. april 2005 indledte jeg en undersøgelse af Deres klage.

Den 30. juni 2005 modtog jeg Kommissionens udtalelse om klagen. Den 27. september 2005 modtog jeg Deres bemærkninger til denne udtalelse. Den 7. december 2006 fremsatte jeg et forslag til en mindelig løsning vedrørende et aspekt af Deres klage. Den 7. februar 2007 modtog jeg Kommissionens svar på dette forslag. Ved brev af 18. juni 2007 fremsatte De bemærkninger til Kommissionens svar. Du har også sendt mig nogle yderligere breve vedrørende din sag.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultatet af mine undersøgelser af Deres klage. Jeg beklager forsinkelsen i behandlingen af din sag.

Komplekset

Ved brev af 29. maj 2002 indgav klageren en artikel 226-klage til Europa-Kommissionens repræsentation i Grækenland over de græske myndigheder for overtrædelse af Fællesskabets miljølovgivning. Klagen vedrørte et planlagt projekt om anlæggelse af en sporvogn i Athenområdet. Projektet blev medfinansieret af EU. I sin artikel 226-klage hævdede klageren, at miljøkonsekvensvurderingsrapporten for projektet var mangelfuld med hensyn til dets indhold, og vedlagde et notat med angivelse af de relevante mangler og mangler. I den forbindelse påpegede han også, at der ikke havde været nogen undersøgelse af, om projektet var tilrådeligt, og at cost-benefit-analysen var blevet foretaget efter VVM-undersøgelsen. Endelig hævdede han, at borgerne ikke var blevet informeret, og at projektet ikke var blevet godkendt af den berørte offentlighed.

Som anført i klagerens brev af 22. februar 2005 til Kommissionen, som ikke blev anfægtet af denne, a) svarede Kommissionen ved brev af 12. juli 2002, at klagerens artikel 226-klage ville blive behandlet i henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret (1) ("direktivet"), og at Kommissionens tjenestegrene ville holde ham underrettet om opfølgningen på hans sag, og b) Kommissionens Generalsekretariat underrettede ved brev af 26. juli 2002 klageren om, at Kommissionen ville forsøge at nå frem til en afgørelse om hans klage inden for et år.

Ved brev af 23. marts 2004 til klageren meddelte Kommissionens Generaldirektorat for Miljø ("GD Env"), at det havde afsluttet behandlingen af hans klage og ikke agtede at foreslå Kommissionen at indlede overtrædelsesprocedurer. Den bemærkede, at direktivet ikke giver Kommissionen beføjelse til at undersøge, om et projekt er tilrådeligt, eller om de godkendte miljøbetingelser for projektet er overholdt. Den påpegede endvidere, at vurderingen af kvaliteten af en VVM for et projekt og hensigtsmæssigheden af de godkendte miljøforhold er medlemsstaternes ansvar. GD Env tilføjede, at disse spørgsmål ikke henhører under Kommissionens kontrol, men snarere under de kompetente nationale, administrative og retslige myndigheder.

GD Env bemærkede også, at projekter som det omhandlede i henhold til græsk lovgivning er underlagt en VVM-procedure. Det fremgik endvidere af korrespondancen med de græske myndigheder, at de proceduremæssige krav i fællesskabsretten vedrørende gennemførelsen af en VVM-undersøgelse var opfyldt for så vidt angår projektets opførelse og drift. Nærmere bestemt var dossieret om VVM-undersøgelsen blevet forelagt den kompetente myndighed og derefter fremsendt til de kompetente præfekturråd og andre kompetente organer med henblik på deres udtalelse. Den 11. juni 2001 bad præfekturet i Athen aviserne "Avgi" og "Imerisia" om at offentliggøre en meddelelse og opfordrede borgerne og deres repræsentative organer til at informere sig om VVM-undersøgelsen for projektet. Kommissionen konkluderede derfor, at den berørte offentlighed fik mulighed for at blive underrettet om anmodningen om "tilladelse" til det pågældende projekt og om alle relevante oplysninger om projektet samt for at udtale sig, inden en sådan tilladelse blev givet. Derefter blev den fælles ministerielle afgørelse, der godkendte miljøbetingelserne for projektet, udstedt. Den 6. november 2001 anmodede præfekturet i Athen avisen "Imerisia" om at offentliggøre en meddelelse, der informerede borgerne og deres repræsentative organer om denne beslutning. Den berørte offentlighed blev derfor behørigt underrettet. I lyset af ovenstående konkluderede GD Env, at de græske myndigheder med hensyn til VVM-proceduren havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til direktivet. Direktivet er således ikke blevet overtrådt. Under disse omstændigheder tilkendegav GD Env, at det ville foreslå Kommissionen at afslutte sagen. Hvis klageren imidlertid havde kendskab til andre elementer, der kunne bevise, at der forelå en overtrædelse, blev han anmodet om at fremsætte relevante bemærkninger til GD Env senest fire uger efter afsendelsen af brevet.

Ved skrivelse af 19. oktober 2004 meddelte GD Env klageren, at Kommissionen efter skrivelsen af 23. marts 2004 den 13. oktober 2004 havde besluttet at henlægge sagen, og at han kunne henvende sig til Kommissionen igen i sagen, hvis han fandt nye elementer, der kunne bevise en overtrædelse.

Ved brev af 19. november 2004 anmodede klageren GD Env om at begrunde Kommissionens ovennævnte beslutning. Han gjorde opmærksom på, at han ikke havde kendskab til skrivelsen af 23. marts 2004, hvortil der henvises i skrivelsen af 19. oktober 2004. Han stillede også visse spørgsmål, bl.a. om den tid, det havde taget Kommissionen at afslutte behandlingen af sagen.

GD Env svarede ved brev af 10. december 2004. Den vedlagde sin skrivelse en kopi af sin skrivelse af 23. marts 2004 til klageren, som indeholdt begrundelsen for Kommissionens beslutning om at afslutte sagen. GD Env anførte endvidere, at det med hensyn til varigheden af sin behandling af sagen havde sendt et relevant brev af 15. september 2003 til borgmesteren i Palaio Faliro og ligeledes havde underrettet klageren om sagen og om sine synspunkter på mødet den 2. februar 2004 og i sit brev af 23. marts 2004.

Klageren svarede ved brev af 22. februar 2005 og klagede over begrundelsen for Kommissionens beslutning om at afslutte sagen. Han gjorde gældende, at direktivets krav vedrørende behovet for at informere og høre den berørte offentlighed (artikel 5, 6 og 9) ikke var blevet overholdt i det pågældende projekt. Meddelelserne om VVM i aviserne "Avgi" og "Imerisia" den 12. juni 2001 var fejlagtige, da i) de blev offentliggjort på siderne i de aviser, der indeholder virksomhedernes balancer og indkaldelser af auktioner eller udbud, ii) "Imerisia" er en finansavis, og både "Avgi" og "Imerisia" har et nationalt, men meget begrænset oplag (ca. 1.750 eksemplarer hver); iii) en del af sporvognen ville blive anlagt i Neo Faliro, som er en del af Piræus-området, og derfor bør projektets navn som bebudet være "sporvej i områderne Athen og Piræus" (og ikke "sporvej i Athen-området") iv) af denne grund burde præfekturet Piræus også have udsendt lignende meddelelser; v) offentligheden blev opfordret til blot at blive bekendt med VVM'en og ikke til at udtale sig om den vi) der blev overhovedet ikke offentliggjort nogen meddelelse i nogen af de otte lokale aviser i Palaio Faliro, der blev ikke afholdt nogen udstilling med tegninger, tabeller, modeller osv. i Palaio Faliro, og der blev ikke gennemført nogen offentlig opinionsundersøgelse. Dens næsten 70 000 indbyggere blev heller ikke opfordret til at indsende skriftlige forslag. Klageren bemærkede i den forbindelse, at det i den fælles ministerielle afgørelse 75308/5512/1990, som gennemførte direktivet, ikke var fastsat, at oplysningerne skulle stilles til rådighed for offentligheden på anden måde end ved offentliggørelse i den lokale presse. Klageren mente også, at den anden meddelelse, som først blev offentliggjort i "Imerisia" den 7. november 2001, og som vedrørte den fælles ministerielle afgørelse, der godkendte de miljømæssige betingelser for projektet, var utilstrækkelig.

Klageren bemærkede endvidere, at selv hvis en af de berørte borgere havde besøgt præfekturet for at blive informeret om projektet, ville han/hun have været i stand til at drage meget få konklusioner ud fra en teknisk VVM-undersøgelse på hundredvis af sider, som ikke var ledsaget af et ikke-teknisk resumé af projektets indhold.

Desuden har amtsrådet ikke, som det kræves i henhold til den relevante græske lovgivning, forelagt det kompetente direktorat i ministeriet for miljø, planlægning og offentlige arbejder offentlighedens synspunkter vedrørende projektet ledsaget af sin egen udtalelse. Følgelig blev den manglende reaktion fra præfekturrådene i Athen og Piræus i den fælles ministerielle afgørelse, der godkendte VVM, vilkårligt anset for at udgøre en positiv holdning fra offentligheden vedrørende opførelsen af sporvognen.

Desuden blev den sporvognsrute, der var angivet i den godkendte VVM-undersøgelse, efterfølgende ændret på en række punkter. Vurderingen burde således have været godkendt på ny, efter at den berørte offentlighed var blevet behørigt underrettet. Klageren anførte, at dette ikke var sket, fordi de græske myndigheder havde travlt med for enhver pris at afslutte opførelsen af projektet, inden De Olympiske Lege skulle finde sted.

Klageren udtrykte forbavselse over, at GD Env mente, at de græske myndigheder havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til direktivet. Han bestred også, at Kommissionens argument i dens skrivelse af 23. marts 2004 om, at præfekturrådets udtalelse ikke var bindende, var korrekt, idet han bemærkede, at direktivets artikel 8 kræver, at "oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 5, 6 og 7, skal tages i betragtning i forbindelse med tilladelsesproceduren".

Endelig fremsatte klageren en række bemærkninger til spørgsmålet om rettidigheden af Kommissionens afgørelse om hans artikel 226-klage og om visse spørgsmål vedrørende hans korrespondance med Kommissionen.

Efterfølgende indgav klageren en klage over sagen til Den Europæiske Ombudsmand.

Ved brev af 5. april 2005 besvarede Kommissionen klagerens brev af 22. februar 2005. Kommissionen henviste for det første til spørgsmålet om varigheden af sin undersøgelse af sagen og besvarede en af klagerens bemærkninger vedrørende henvisningerne til websider, der indeholdt fællesskabslovgivningen på miljøområdet, som den havde givet ham. Med hensyn til sagens realitet bemærkede Kommissionen, at direktivet pålægger en forpligtelse til at informere og høre offentligheden, men overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvordan denne information og høring skal foregå. Direktivet tilskynder offentligheden til at deltage i beslutningsprocessen vedrørende miljøspørgsmål, men offentlighedens holdning er ikke bindende for forvaltningen. Den berørte offentligheds afvisning af et projekt kan således ikke udgøre en tilsidesættelse af fællesskabsretten. Offentlighedens deltagelse i VVM-proceduren gør det imidlertid muligt for borgerne at anfægte den materielle eller processuelle lovlighed af de relevante afgørelser ved hjælp af retslige eller andre procedurer. Borgerne i Palaio Faliro, som åbenbart var blevet informeret om den forestående opførelse af sporvognsprojektet, indbragte sagen for den kompetente nationale ret, dvs. Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som afviste deres ansøgning som ugrundet og bl.a. fastslog, at kravene om offentliggørelse i den græske lovgivning var blevet overholdt.

Ved brev af 27. maj 2005 fremsatte klageren en række bemærkninger til indholdet af Kommissionens brev af 5. april 2005, hvori klageren anfægtede dets berettigelse. Kommissionen svarede ved brev af 11. juli 2005, og klageren svarede ved brev af 27. juli 2005.

Ved brev af 25. februar 2005 indgav klageren denne klage. Han anførte, at Kommissionen med urette og for sent havde afvist hans artikel 226-klage og vedlagt hans klage den relevante korrespondance med Kommissionen. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af følgende påstande fremsat af klageren:

1. Kommissionen havde ikke behandlet hans artikel 226-klage af 29. maj 2002 vedrørende de græske myndigheders eventuelle overtrædelse af direktiv 85/337/EØF i forbindelse med et sporvognsprojekt i Athen korrekt.
2. Kommissionen gjorde sig skyldig i unødig forsinkelse i behandlingen af hans artikel 226-klage.

Med hensyn til den første påstand gjorde klageren navnlig gældende, at Kommissionen ikke tog behørigt hensyn til direktivets krav vedrørende: a) den berørte offentligheds mulighed for at udtale sig, inden projektet iværksættes og b) VVM, som klageren anser for at være utilstrækkelig. Klageren hævdede også, at Kommissionen ikke gav en behørig begrundelse for sin beslutning om at afslutte sagen.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger til klagerens første påstand.

Genstanden for klagerens artikel 226-klage, nemlig godkendelsen af projektet til opførelse af en sporvogn i Athen, havde allerede været genstand for en retssag ved det græske statsråd på plenarmødet. Kommissionen har anført, at den nationale dommer, der ligeledes er ansvarlig for anvendelsen af fællesskabsretten, har afvist påstanden om annullation af beslutningen om godkendelse af projektet.

Med hensyn til klagerens forskellige argumenter mindede Kommissionen om de bemærkninger, den havde fremsat i sin korrespondance med ham. Kommissionen bemærkede, at direktivet fastsætter en række procedurer, som skal overholdes i forbindelse med VVM af visse projekter, der sandsynligvis vil have en betydelig indvirkning på miljøet. Direktivet giver imidlertid ikke Kommissionen kompetence til at gribe ind med hensyn til, om et projekt er tilrådeligt, eller til at vurdere kvaliteten af en VVM-undersøgelse og hensigtsmæssigheden af de betingelser, der er fastsat for projektet.

I den pågældende sag blev projektet underkastet en VVM i direktivets forstand, og de procedurer, der er fastsat i direktivet, blev overholdt. Ved afslutningen af VVM-proceduren blev der vedtaget en fælles ministeriel afgørelse 105061/29.8.2001 om godkendelse af de miljømæssige betingelser for projektet. Offentligheden blev informeret og havde mulighed for at give sin mening til kende inden den endelige godkendelse af projektet. Efter godkendelsen af projektet informerede de kompetente myndigheder desuden offentligheden og stillede alle nødvendige oplysninger til rådighed for den.

Kommissionen konkluderede derfor, at den tog behørigt hensyn til kravene i direktivet og gav en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at afslutte sagen.

Kommissionen fremsatte også bemærkninger til klagerens anden påstand, som den afviste.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til den del af Kommissionens udtalelse, der vedrørte sagens realitet og dens beslutning om at afslutte den, fremsatte klageren kort sagt følgende bemærkninger. Med hensyn til Kommissionens argument vedrørende det græske statsråds dom bemærkede klageren, at Kommissionen først fremførte dette argument i sit brev af 5. april 2005, dvs. seks måneder efter afvisningen af hans artikel 226-klage, hvilket viser, at hans klage ikke blev afvist på grundlag af dette argument. Han henviste i den forbindelse til sin skrivelse af 27. maj 2005, hvori han behandlede dette argument. Han mindede om, at det græske statsråd ikke godkendte opførelsen af sporvognsprojektet, og at det kun afslog en påstand om annullation af den ministerielle afgørelse om godkendelse af VVM-undersøgelsen, på grundlag af hvilken der blev givet byggetilladelse til projektet. Klageren bemærkede endvidere, at Consiglio di Stato i modsætning til, hvad Kommissionen fandt, accepterede, at den berørte offentlighed ikke blev underrettet om VVM-undersøgelsen.

Klageren erkendte, at Kommissionen ikke har beføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt et offentligt bygge- og anlægsprojekt er tilrådeligt, eller til at vurdere kvaliteten af en VVM-undersøgelse. Men han bad den ikke om at gøre det. Kommissionen er derimod forpligtet til at kontrollere, om de proceduremæssige krav, der er fastsat i direktivet, er blevet overholdt.

Med hensyn til Kommissionens argument om, at offentligheden blev informeret og havde mulighed for at give sin mening til kende inden den endelige godkendelse af projektet, bemærkede klageren, at Kommissionen gentog denne erklæring uden at fremlægge dokumentation herfor, hvilket indebar, at offentligheden ikke gjorde indsigelse mod projektet. Klageren hævdede, at Kommissionen så bort fra de beviser for det modsatte, der var fremlagt i hans breve af 22. februar, 27. maj 2005 og 27. juli 2005.

Klageren fremsatte også bemærkninger til den del af Kommissionens udtalelse, der vedrørte hans anden påstand.

Ombudsmandens bestræbelser på at finde en mindelig løsning

Efter nøje overvejelse af udtalelsen og bemærkningerne var Ombudsmanden ikke overbevist om, at Kommissionen havde reageret hensigtsmæssigt på klagerens første påstand. På grundlag af en begrundet analyse af de relevante spørgsmål (se punkt 1.2 ff. i denne afgørelse) foreslog han derfor Kommissionen en mindelig løsning i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i Ombudsmandens statut. Mere specifikt foreslog Ombudsmanden, at Kommissionen kunne a) overveje at undersøge klagerens argumenter vedrørende tilstrækkeligheden og hensigtsmæssigheden af miljøkonsekvensvurderingen af det pågældende projekt, b) i lyset af meddelelserne i aviserne "Avgi" og "Imerisia" at genoverveje sin holdning om, at der ikke var tale om en overtrædelse af (bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2-3, og artikel 9).

I sit svar på Ombudsmandens forslag til en mindelig løsning fremlagde Kommissionen sine synspunkter om ovennævnte spørgsmål. I sine bemærkninger til Kommissionens svar gav klageren udtryk for sin uenighed i Kommissionens holdning og fastholdt sin klage.

Afgørelsen

1 Påstand om, at Kommissionen ikke har behandlet indholdet af klagerens artikel 226-klage korrekt

1.1 Med hensyn til den første påstand gjorde klageren navnlig gældende, at Kommissionen ikke havde taget behørigt hensyn til kravene i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret (2) (i det følgende benævnt "direktivet") vedrørende: a) den berørte offentligheds mulighed for at udtale sig, inden projektet iværksættes og b) VVM, som klageren anser for at have været utilstrækkelig. Klageren hævdede også, at Kommissionen ikke gav en behørig begrundelse for sin beslutning om at afslutte sagen. Kommissionen, som fandt, at direktivet fandt anvendelse i sagen (3), afviste både disse argumenter og klagerens påstand.

1.2 I den relevante del af sin analyse, der er indeholdt i hans forslag til mindelig løsning i denne sag, mindede Ombudsmanden for det første om, at direktivet i den relevante del fastsætter:

"Artikel 3

Miljøkonsekvensvurderingen skal på passende vis og i lyset af hvert enkelt tilfælde og i overensstemmelse med artikel 4-11 identificere, beskrive og vurdere et projekts direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer:

- mennesker, fauna og flora
jord, vand, luft, klima og landskab
materielle goder og kulturarven
samspillet mellem de faktorer, der er nævnt i første, andet og tredje led.

Artikel 5

1. For projekter, der i henhold til artikel 4 skal underkastes en vurdering af indvirkningen på miljøet i overensstemmelse med artikel 5-10, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bygherren på passende vis giver de oplysninger, der er anført i bilag IV, for så vidt:

a) medlemsstaterne finder, at oplysningerne er relevante for en given fase af godkendelsesproceduren og for de særlige karakteristika ved et bestemt projekt eller en bestemt projekttype og ved de miljøforhold, der kan forventes at blive berørt

b) medlemsstaterne finder, at det med rimelighed kan forlanges af en bygherre, at han indsamler disse oplysninger, bl.a. under hensyntagen til den aktuelle viden og de aktuelle vurderingsmetoder.

2. (...)

3. De oplysninger, som bygherren skal give i overensstemmelse med stk. 1, skal mindst omfatte:

- en beskrivelse af projektet omfattende oplysninger om lokaliteten, projektets udformning og dimensioner
- en beskrivelse af de påtænkte foranstaltninger med henblik på at undgå, begrænse og om muligt afhjælpe væsentlige skadelige virkninger
- de data, der er nødvendige for at identificere og vurdere de vigtigste virkninger, som projektet kan forventes at få på miljøet
- en oversigt over de vigtigste alternativer, som bygherren har undersøgt, og en angivelse af de vigtigste grunde til sit valg under hensyntagen til de miljømæssige virkninger
- et ikke-teknisk resumé af de oplysninger, der er nævnt i de foregående led.

4. (...)

Artikel 6

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de myndigheder, der på grund af deres særlige ansvar på miljøområdet kan blive berørt af projektet, får lejlighed til at udtale sig om de oplysninger, bygherren har fremlagt, og om anmodningen om tilladelse. Med henblik herpå udpeger medlemsstaterne de myndigheder, der skal høres, enten generelt eller fra sag til sag. De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 5, fremsendes til disse myndigheder. De nærmere bestemmelser for høringen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne sikrer, at enhver anmodning om tilladelse og alle oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 5, stilles til rådighed for offentligheden inden for en rimelig frist for at give den berørte offentlighed mulighed for at udtale sig, inden tilladelsen gives.

3. De nærmere bestemmelser for denne information og høring fastsættes af medlemsstaterne, som bl.a. afhængigt af de pågældende projekters eller lokaliteters særlige karakteristika kan:

- fastlægge den berørte offentlighed
- angive de steder, hvor oplysningerne kan konsulteres
- præcisere den måde, hvorpå offentligheden kan informeres, f.eks. ved opslag inden for en vis radius, offentliggørelse i lokale aviser, tilrettelæggelse af udstillinger med planer, tegninger, tabeller, grafer, modeller
- fastlægge den måde, hvorpå offentligheden skal høres, f.eks. ved skriftlige indlæg, ved offentlig høring
- fastsætte passende frister for de forskellige faser af proceduren for at sikre, at der træffes en afgørelse inden for en rimelig frist.

Artikel 8

Resultaterne af høringerne og de oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 5, 6 og 7, skal tages i betragtning i forbindelse med tilladelsesproceduren.

Artikel 9

1. Når der er truffet afgørelse om at give eller nægte tilladelse, informerer den eller de kompetente myndigheder offentligheden herom i overensstemmelse med de relevante procedurer og stiller følgende oplysninger til rådighed for offentligheden:

- afgørelsens indhold og eventuelle betingelser, der er knyttet hertil
- de vigtigste begrundelser og betragtninger, der ligger til grund for afgørelsen
- om nødvendigt en beskrivelse af de vigtigste foranstaltninger til at undgå, begrænse og om muligt opveje de største skadelige virkninger. (...)".

Ombudsmanden bemærkede derefter følgende. Kommissionen havde påpeget, at direktivet ikke giver den kompetence til at vurdere kvaliteten af en VVM-undersøgelse. Dette er sandt. Spørgsmålet er imidlertid ikke, om dette direktiv giver Kommissionen ovennævnte kompetence, men om Kommissionen i forbindelse med korrekt opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 226 har beføjelse til at undersøge, om en medlemsstat har opfyldt de forpligtelser, som direktivet pålægger den med hensyn til tilstrækkeligheden og hensigtsmæssigheden af VVM for det pågældende projekt. Kommissionen har selv klart fundet, at den har en sådan beføjelse, eftersom den har anlagt traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat ved Domstolen netop i en sag, hvor den fandt, at VVM-undersøgelsen af et specifikt projekt ikke opfyldte disse krav (4). I denne sag undersøgte Domstolen Kommissionens argumenter i lyset af direktivets artikel 2, 3, 5 og 8 og konkluderede, at Kommissionens påstand var ubegrundet, fordi Kommissionen "burde have præciseret, på hvilke specifikke punkter direktivets krav ikke var blevet overholdt under proceduren for godkendelse af det pågældende projekt, og burde have fremlagt passende beviser for manglende overholdelse "(5).

Ombudsmanden bemærkede endvidere, at direktivets mål er bedre tjent, når argumenter vedrørende en VVM's tilstrækkelighed og korrekthed, som fremsættes i lyset af bestemmelserne i direktivets artikel 3 og 5, forelægges for og behandles af de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med tilladelsesproceduren i henhold til direktivets artikel 6 og 8. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i sin egenskab af traktatens vogter skal sikre overholdelse af direktivets artikel 8. I lyset af ovennævnte forpligtelse bør Kommissionen omhyggeligt behandle en påstand i en artikel 226-klage om, at en medlemsstat har givet tilladelse i strid med artikel 8, nemlig at medlemsstaten ikke har taget hensyn til resultaterne af visse høringer og specifikke oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 5-7, og navnlig oplysninger og udtalelser fra offentligheden om tilstrækkeligheden og korrektheden af den VVM, som bygherren har fremlagt.

Hvis påstande om manglende overholdelse af bestemmelserne i direktivets artikel 3 og 5 imidlertid indgives direkte til Kommissionen gennem en traktatbrudsklage i henhold til artikel 226, kan Kommissionens undersøgelse af, om en VVM er tilstrækkelig og korrekt, normalt i lyset af den videnskabelige og tekniske karakter af dens indhold begrænses til at kontrollere, om medlemsstaten har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at VVM opfyldte kravene i direktivets artikel 3 og 5. En sådan fejl er f.eks. sandsynlig, når VVM-undersøgelsen ikke, som klageren har gjort gældende med hensyn til VVM-undersøgelsen af det pågældende projekt, indeholder et ikke-teknisk resumé af de oplysninger, der er nævnt i direktivets artikel 5, stk. 3, første og fjerde led, selv om et sådant resumé er påkrævet i henhold til artikel 5, stk. 3, femte led.

Ombudsmanden mindede endvidere om, at direktivet omfatter "ændringer af udviklingsprojekter" som f.eks. sporvogne, da dets formål ville blive undergravet, hvis "ændringer af udviklingsprojekter" fortolkes således, at visse arbejder kan undtages fra kravet om en VVM, når de på grund af deres art, størrelse eller placering kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet (6). I den foreliggende sag hævdede klageren, at den sporvognsrute, der var angivet i den godkendte VVM-undersøgelse, efterfølgende blev ændret på en række punkter, og at der derfor burde have været foretaget en ny VVM. Ikke desto mindre undlod Kommissionen at behandle dette spørgsmål.

I lyset af ovenstående konkluderede Ombudsmanden i analysen i sit forslag til mindelig løsning, at Kommissionen ikke havde påvist, at den havde undersøgt klagerens argumenter vedrørende tilstrækkeligheden og korrektheden af miljøkonsekvensvurderingen af det pågældende projekt korrekt, og at dette kunne være et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden foreslog derfor, at Kommissionen kunne overveje at undersøge klagerens argumenter vedrørende tilstrækkeligheden og hensigtsmæssigheden af miljøkonsekvensvurderingen af det pågældende projekt.

1.3 I den relevante del af sit svar på Ombudsmandens forslag om en mindelig løsning bemærkede Kommissionen navnlig følgende. På grundlag af sine egne tekniske og videnskabelige vurderinger af projektet fremførte klageren en række argumenter mod VVM-undersøgelsen af det pågældende projekt. VVM-redegørelsen indeholdt et ikke-teknisk resumé af projektet. Dette var ikke et tilfælde, hvor den kompetente nationale myndighed havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af direktivets artikel 3 og 5, men et tilfælde, hvor Kommissionen skulle foretage en vurdering af VVM-undersøgelsens videnskabelige og tekniske kvalitet (7).

I sine bemærkninger til Kommissionens svar fremsatte klageren forskellige bemærkninger, hvori han gav udtryk for, at han ikke var enig i Kommissionens argumentation. Han har imidlertid ikke fremført konkrete og behørigt underbyggede argumenter, der på overbevisende måde bestrider Kommissionens standpunkt om, at der ikke er tale om et tilfælde, hvor den kompetente nationale myndighed har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til opfyldelsen af de forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 3 og 5.

1.4 I sit svar på Ombudsmandens forslag til mindelig løsning fremsatte Kommissionen navnlig følgende bemærkninger vedrørende klagerens argument om, at den sporvognsrute, der var angivet i den godkendte VVM-undersøgelse, efterfølgende var blevet ændret på en række punkter, og at der derfor burde have været foretaget en ny VVM. I henhold til direktivets bilag II, punkt 13, vil ændringer i et allerede godkendt projekt kræve en relevant VVM, hvis de kan have betydelige negative indvirkninger på miljøet. I denne henseende har de kompetente nationale myndigheder en vis skønsmargen. For at fastslå, at de nationale myndigheder har anlagt et åbenbart urigtigt skøn i en sådan sammenhæng, skal Kommissionen fremlægge konkrete beviser for, at ændringerne har betydelige negative indvirkninger på miljøet. Klagerens generelle argumenter om ændringen af sporvognsruten var ikke tilstrækkelige i denne henseende.

I sine bemærkninger til Kommissionens svar var klageren ikke tilfreds med Kommissionens tilgang og fremsatte en række bemærkninger til støtte for ovennævnte argument.

Ombudsmanden bemærker, at klageren tilsyneladende ikke først har forelagt sit ovennævnte argument for de kompetente nationale myndigheder, som kunne have undersøgt sagen og givet relevante forklaringer. Det ser snarere ud til, at han har forelagt den direkte for Kommissionen. Argumentet er formuleret i generelle vendinger. Vurderingen af, om ændringer i et allerede godkendt projekt som de her omhandlede "kan have betydelige negative indvirkninger på miljøet" som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 13, afhænger imidlertid i vid udstrækning af det nøjagtige indhold af disse ændringer og omfatter normalt vurderinger baseret på relevante miljødata.

I denne sidste henseende har EF-Domstolen fastslået følgende. For det første har Domstolen forklaret, hvad der er nødvendigt for at godtgøre, at de nationale myndigheder har overskredet grænserne for deres skønsbeføjelse ved ikke at kræve, at der foretages en VVM, inden der gives tilladelse til et bestemt projekt. I denne henseende kan Kommissionen ikke begrænse sig til generelle påstande uden at fremlægge konkrete beviser for, at de pågældende nationale myndigheder anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de gav deres samtykke til et projekt. For det andet skal Kommissionen i det mindste fremlægge dokumentation for de virkninger, som projektet kan forventes at få på miljøet (8). Dette indebærer, at Kommissionen med rimelighed kunne beslutte ikke at træffe yderligere foranstaltninger i forbindelse med klagerens ovennævnte generelle argument, som ikke var ledsaget af tilstrækkelige og relevante data om arten af de pågældende ændringer og navnlig deres sandsynlige indvirkning på miljøet (9). Under disse omstændigheder er ovennævnte tilgang, som Kommissionen har valgt i sit svar på Ombudsmandens forslag om en mindelig løsning, rimelig.

1.5 Desuden bemærkede Ombudsmanden i analysen i sit forslag til mindelig løsning, at medlemsstaterne i henhold til direktivet skal sikre, at enhver anmodning om udvikling og alle oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 5, stilles til rådighed for offentligheden for at give den berørte offentlighed mulighed for at give udtryk for sine synspunkter, inden der gives tilladelse (direktivets artikel 6, stk. 2). Desuden skal der tages hensyn til disse synspunkter i forbindelse med tilladelsesproceduren (direktivets artikel 8). Selv om de nærmere bestemmelser for en sådan information og høring af offentligheden fastlægges af medlemsstaterne (direktivets artikel 6, stk. 3), skal medlemsstaternes skønsbeføjelse i denne forbindelse udøves på en måde, der er i overensstemmelse med formålet med bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2, og artikel 8 og behovet for at sikre deres "nyttevirkning" (effet utile). Dette indebærer, at en medlemsstat overskrider grænserne for sit relevante skøn, når dens ordninger vedrørende den måde, hvorpå den berørte offentlighed kan informeres, ikke er rimeligt egnede til at nå målet om a) at gøre den berørte offentlighed opmærksom på projektet og dets indvirkninger på miljøet på grundlag af specifikke oplysninger og b) at give den mulighed for at forberede sig på passende vis og give udtryk for sin holdning, inden der gives tilladelse.

På samme måde overlader direktivets artikel 9 det til medlemsstaterne at fastsætte "passende procedurer" for underretning af offentligheden om en afgørelse om tilladelse. Procedurer, der ikke er rimeligt egnede til det tilsigtede formål, nemlig at informere den berørte offentlighed om en sådan afgørelse, kan imidlertid ikke anses for at være "passende" som omhandlet i artikel 9.

I den foreliggende sag fandt Kommissionen i det væsentlige, at der i lyset af meddelelserne i aviserne "Avgi" og "Imerisia", hvori borgerne og deres repræsentative organer blev opfordret til at informere sig om VVM-undersøgelsen af projektet, ikke var sket nogen overtrædelse af bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2-3. Klageren hævdede i det væsentlige, at disse meddelelser ikke var rimeligt egnede til at nå ovennævnte mål, og bemærkede navnlig, at i) "Imerisia" er en finansavis, og at både "Avgi" og "Imerisia" har et nationalt, men meget begrænset oplag (ca. 1 750 eksemplarer hver), ii) der blev slet ikke offentliggjort nogen meddelelse i nogen af de otte lokale aviser i Palaio Faliro; (iii) selv om en del af sporvognen ville blive bygget i Neo Faliro, som er en del af området (præfekturet) i Piræus, navnet på projektet, som annonceret, var simpelthen "sporvej i området Athen", og meddelelserne blev foretaget kun af præfekturet Athen. Ikke desto mindre undlod Kommissionen specifikt at behandle disse argumenter. Disse argumenter syntes derfor ikke at være ubegrundede. Kommissionen undlod ligeledes specifikt at behandle klagerens argument om, at direktivets artikel 9 ikke blev overholdt, i det omfang meddelelsen om den fælles ministerielle beslutning, der godkendte miljøbetingelserne for projektet, kun blev offentliggjort i "Imerisia".

Under disse omstændigheder (10) fandt Ombudsmanden, at Kommissionens undladelse af specifikt at behandle klagerens argumenter om, at ovennævnte meddelelser i aviserne "Avgi" og "Imerisia" ikke opfyldte kravene i direktivets artikel 6, stk. 2-3, og artikel 9, kunne være et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden foreslog derfor, at Kommissionen i lyset af ovennævnte meddelelser i aviserne "Avgi" og "Imerisia" kunne genoverveje sin holdning om, at der ikke var tale om en overtrædelse af (bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2-3, og artikel 9).

1.6 I den relevante del af sit svar på Ombudsmandens forslag om en mindelig løsning bemærkede Kommissionen navnlig følgende. Offentlighedens "ret" til at nyde godt af informations- og høringsproceduren, jf. direktivets artikel 6, stk. 2-3, er begrænset, da medlemsstaterne har beføjelse til at fastlægge det specifikke indhold af denne procedure. Det samme gælder analogt for så vidt angår direktivets artikel 9. Den vide skønsmargen, som medlemsstaterne råder over i denne sammenhæng, er imidlertid begrænset af behovet for at sikre direktivets effektive virkning.

I den foreliggende sag blev offentligheden informeret og havde mulighed for at give sin mening til kende, inden projektet blev godkendt. Præfekturet Athen stillede VVM-undersøgelsen til rådighed for offentligheden i sin bygning. Den underrettede også kommunerne Athen, Nea Smyrni, Palaio Faliro og Glyfada og offentliggjorde en relevant meddelelse i aviserne "Avgi" og "Imerisia". Beslutningen om godkendelse af projektet blev offentliggjort i "Imerisia". Kommissionen havde derfor ikke tilstrækkelige elementer til at indlede en traktatbrudsprocedure. Desuden har ovennævnte aviser et godt ry og et nationalt oplag. De bruges ofte til denne form for annoncering. Og det er ikke indlysende, at lokale aviser ville have fremmet direktivets mål bedre, da de ikke altid er daglige og har en begrænset udbredelse og betydning. Da projektet desuden ikke kun vedrørte én kommune, men flere af dem og i det væsentlige hele Athen, syntes valget af en landsdækkende avis at være berettiget.

Desuden var der tale om et infrastrukturprojekt, som desuden var af stor betydning, da det vedrørte tilrettelæggelsen af De Olympiske Lege. De relevante undersøgelser var allerede påbegyndt i 1995, og i 2000 blev projektet drøftet i det græske parlament, som vedtog en lov om oprettelse af en enhed med ansvar for undersøgelse, opførelse og forvaltning af sporvognen. Det er derfor vanskeligt at acceptere, at de græske myndigheder ønskede at hindre offentlig information om projektet. Derimod havde en aktiv og interesseret offentlighed mulighed for at blive informeret og hørt.

Endelig fremgår det klart af præmis 12 i det græske statsråds dom 2173/2002 vedrørende den fælles ministerielle afgørelse om godkendelse af opførelsen af projektet, at proceduren for offentliggørelse af denne afgørelse var blevet overholdt.

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der ikke var konstateret en overtrædelse af direktivets artikel 6, stk. 2-3, og artikel 9.

1.7 I sine bemærkninger til Kommissionens svar anfægtede klageren på en begrundet måde sine ovennævnte konklusioner. Han bemærkede navnlig, at selv om medlemsstaterne har et vidt skøn med hensyn til, hvordan offentligheden informeres og høres, skal de anvende mindst en af de metoder, der er omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 3, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.

1.8 Med hensyn til dette sidste punkt, som klageren har fremført, bemærker Ombudsmanden følgende. I henhold til direktivets artikel 6, stk. 2-3, har medlemsstaterne en betydelig skønsmargen med hensyn til fastlæggelsen af de nærmere bestemmelser for information og høring af offentligheden. Navnlig "kan" medlemsstaterne blot præcisere, hvordan offentligheden informeres, "f.eks." på en af de måder, der er nævnt i artikel 6, stk. 3, tredje led. I modsætning til, hvad klageren har gjort gældende, er medlemsstaterne derfor ikke forpligtet til at følge mindst én af disse metoder.

På den anden side skal det også bemærkes, at klageren specifikt havde henledt Kommissionens opmærksomhed på, at den græske fællesministerielle afgørelse 75308/5512/1990 ("den fælles masteruddannelse"), som var blevet udstedt i forbindelse med direktivets gennemførelse, indeholdt bestemmelser om offentliggørelse i den lokale presse af meddelelsen om VVM-undersøgelsen (11). Det fremgår således udtrykkeligt af artikel 1 i den fælles masteruddannelse, at den fælles masteruddannelse har til formål at harmonisere græsk ret, bl.a. med bestemmelserne i direktivets artikel 6 og 9. Desuden fastsættes det i artikel 2, stk. 2, i den fælles masteruddannelse, at det præfekturråd, der har modtaget en VVM-undersøgelse (fra den kompetente afdeling i ministeriet for miljø, planlægning og offentlige arbejder), er ansvarligt for "offentliggørelse i den lokale presse" ("δημοσίευση στον τοπικό τύπο") af en meddelelse om VVM-undersøgelsen. Det er også ansvarligt for i pressen at offentliggøre en opfordring til borgerne og de enheder, der repræsenterer dem, om at blive informeret om denne undersøgelse og fremlægge deres synspunkter om dens indhold inden for en frist på højst 15 dage fra offentliggørelsen. Grækenland har således udøvet ovennævnte skønsbeføjelse i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2-3, ved bl.a. at kræve, at der offentliggøres en relevant publikation i den lokale presse. I den forbindelse er det også værd at bemærke, at det græske statsråd mener, at dette krav udgør et væsentligt element i proceduren for godkendelse af det relevante projekt, og at beslutningen om godkendelse af (miljøbetingelserne for) projektet er ugyldig, hvis det ikke overholdes (12). I den foreliggende sag ser det ud til, at offentliggørelsen vedrørende VVM-undersøgelsen kun blev foretaget i landsdækkende aviser. Man kunne derfor med rimelighed konkludere, at ovennævnte krav i den nationale lovgivning ikke var opfyldt.

1.9 En sådan konklusion indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser ved at beslutte ikke at indlede en traktatbrudsprocedure i sagen. I denne forbindelse skal det for det første bemærkes, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 226 (13) råder over et skøn ved afgørelsen af, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure. Ombudsmanden mener, at når Kommissionen træffer denne afgørelse i en sag som den foreliggende, der vedrører overholdelse af bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2-3, ville den ikke overskride sit ovennævnte skøn, hvis den i stedet for at fokusere på, om et specifikt relevant krav i den gældende nationale lovgivning var blevet overholdt eller ej, skulle undersøge, om den pågældende medlemsstat handlede på en sådan måde, at den gav tilstrækkelige garantier for overholdelse af bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2-3, og behovet for at sikre deres effektive virkning. Det er, hvad Kommissionen synes at have gjort i den foreliggende sag.

1.10 I den foreliggende sag nåede Kommissionen i det væsentlige til den konklusion, at det ikke var godtgjort, at medlemsstaten havde tilsidesat sin forpligtelse i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2, til at sikre, at den berørte offentlighed fik mulighed for at udtale sig, inden der blev truffet afgørelse om tilladelse. Kommissionen baserede denne konklusion på følgende punkter, der er beskrevet i punkt 1.6 ovenfor: a) præfekturet Athen stillede VVM-undersøgelsen til rådighed for offentligheden i sin bygning b) Præfekturet Athen underrettede også kommunerne Athen, Nea Smyrni, Palaio Faliro og Glyfada c) Præfekturet Athen udsendte en relevant meddelelse i aviserne "Avgi" og "Imerisia", som har et godt omdømme og et nationalt oplag og ofte anvendes til denne form for meddelelse; d) det er ikke indlysende, at lokale aviser ville have fremmet direktivets mål bedre, da de ikke altid er daglige og har en begrænset udbredelse og betydning; og e) VVM'en vedrørte et infrastrukturprojekt af væsentlig betydning i forbindelse med tilrettelæggelsen af De Olympiske Lege; De relevante undersøgelser var allerede påbegyndt i 1995, og i 2000 blev projektet drøftet i det græske parlament.

1.11 Ombudsmanden mener, at ovenstående litra a)-e) er klart utilstrækkelige til at påvise, at Grækenland med hensyn til det pågældende projekt opfyldte sin positive forpligtelse i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2. Den effektive virkning af denne bestemmelse indebærer, at den måde, hvorpå den berørte offentlighed informeres, bør være rimeligt egnet til at nå det dobbelte mål om at gøre den berørte offentlighed opmærksom på VVM-undersøgelsens eksistens og tilgængelighed og give den en rimelig mulighed for at forberede sig på passende vis og give udtryk for sin holdning, inden der gives tilladelse til projektet. Med hensyn til punkt a) i Kommissionens argumentation er det tilstrækkeligt at bemærke, at den blotte omstændighed, at præfekturet i Athen stillede VVM-undersøgelsen til rådighed for offentligheden, ikke var tilstrækkelig, hvis den ikke var ledsaget af passende foranstaltninger, der havde til formål at advare den berørte offentlighed om VVM-undersøgelsens eksistens og tilgængelighed og muligheden for at udtale sig om den. Med hensyn til litra b) er det klart, at meddelelsen af relevante oplysninger til de kommuner, der er berørt af projektet, kan være relevant for opfyldelsen af forpligtelsen i henhold til direktivets artikel 6, stk. 1. Den er imidlertid ikke i sig selv relevant for så vidt angår direktivets artikel 6, stk. 2, da den ikke henviser til underretning af den berørte offentlighed. Litra c) er heller ikke overbevisende. Det forhold, at disse to aviser ofte blev brugt til meddelelser vedrørende VVM-undersøgelser, som Kommissionen har påberåbt sig uden specifikke oplysninger, udgør ikke almindelig viden og er blevet anfægtet af klageren, som med rette har anført, at "Imerisia" hovedsagelig fokuserer på finansielle spørgsmål. Endnu vigtigere er det ikke omstridt, at aviserne "Avgi" og "Imerisia" har et nationalt og ret begrænset oplag. Denne form for omsætning vil sandsynligvis ikke give tilstrækkelige garantier for, at ovennævnte dobbelte mål vil blive nået. Desuden har offentliggørelsen af meddelelsen i disse aviser kun fundet sted én gang. Med hensyn til litra d) tilbageviste Kommissionen ikke klagerens argument om, at der var et betydeligt antal lokale aviser, som kunne have været anvendt til at informere den offentlighed, der var berørt af projektet. Selv hvis det antages, at den lokale presse var af en sådan art, at det var usandsynligt, at den ville fremme formålene med artikel 6, stk. 2, ville et sådant punkt desuden ikke berettige anvendelsen af andre midler til offentliggørelse, som ikke ville være rimeligt egnede til at nå disse mål. Hvad endelig angår litra e) kan den blotte omstændighed, at det pågældende projekt var stort og kunne have fået offentlig omtale gennem parlamentariske drøftelser eller medierne, ikke skabe en formodning for, at de samme mål blev nået.

1.12 I lyset af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har behandlet klagerens argument om en overtrædelse af direktivets artikel 6, stk. 2, korrekt, og at denne undladelse, som udgør fejl eller forsømmelser, ikke blev afhjulpet i løbet af denne undersøgelse på trods af hans bestræbelser i denne henseende. I betragtning af karakteren af dette tilfælde af fejl eller forsømmelser, det forhold, at opførelsen af det pågældende store projekt blev afsluttet for længe siden, og Kommissionens skønsmæssige beføjelser, der er angivet i punkt 1.9 ovenfor, finder Ombudsmanden det imidlertid ikke berettiget at gå videre med sagen. Han vil derfor afslutte dette aspekt af sagen med en relevant kritisk bemærkning.

1.13 Med hensyn til klagerens argument om overtrædelse af direktivets artikel 9 bemærkede Kommissionen i sit svar på den relevante del af Ombudsmandens forslag til mindelig løsning, at det klart fremgår af præmis 12 i det græske statsråds dom 2173/2002 vedrørende afgørelsen om godkendelse af opførelsen af projektet, at procedurereglerne for offentliggørelse af denne afgørelse var blevet overholdt. Ombudsmanden bemærker, at statsrådet faktisk bekræftede, at proceduren i artikel 3 i den fælles masteruddannelse vedrørende bl.a. offentliggørelse i pressen af afgørelsen om godkendelse af miljøbetingelserne for projektet var blevet overholdt. Artikel 3 i den fælles masteruddannelse fastsætter bl.a., at en relevant meddelelse skal offentliggøres i den lokale presse. Det græske statsråd nåede frem til ovennævnte konklusion, samtidig med at det anførte, at det havde fået udleveret en kopi af den relevante avis ", hvor avisens navn ikke var synligt." Faktisk ser det ud til, at denne avis var "Imerisia", som har et nationalt og ret begrænset oplag (se også punkt 1.11 ovenfor). Kommissionen synes således at have støttet sig på Conseil d’États ovennævnte konklusion uden dog at tage behørigt hensyn til den relevante bemærkning fra Domstolen. Under alle omstændigheder behandlede Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) ikke spørgsmålet om, hvorvidt kravet i direktivets artikel 9 var opfyldt.

1.14 I lyset af ovenstående og hans relevante analyse i punkt 1.5 i denne afgørelse konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har behandlet klagerens argument vedrørende en overtrædelse af direktivets artikel 9 korrekt, og at denne undladelse, som udgør fejl eller forsømmelser, ikke blev afhjulpet i løbet af denne undersøgelse på trods af hans bestræbelser på det modsatte. Under hensyntagen til i) karakteren af dette tilfælde af fejl eller forsømmelser, ii) at opførelsen af det pågældende store projekt blev afsluttet for længe siden og iii) Ombudsmanden finder det ikke berettiget at gå videre med sagen på grund af Kommissionens skønsmæssige beføjelser, jf. punkt 1.9 ovenfor. Han vil derfor afslutte dette aspekt af sagen med en relevant kritisk bemærkning.

2 Påstand om undgåelig forsinkelse i Kommissionens behandling af klagerens overtrædelsesklage

2.1 I bilaget til Kommissionens "Meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten"(14) hedder det bl.a., at "Kommissionens tjenestegrene undersøger som hovedregel klager med henblik på at nå frem til en afgørelse om at udstede en åbningsskrivelse eller afslutte sagen senest et år efter datoen for generalsekretariatets registrering af klagen."(punkt 8).

2.2 I den foreliggende sag synes klagerens overtrædelsesklage at være blevet registreret af Kommissionens Generalsekretariat i slutningen af juni eller begyndelsen af juli 2002. Kommissionen synes at have sendt sin vurdering til klageren ved brev af 23. marts 2004 (15). I sin udtalelse om klagen indrømmede Kommissionen, at den ikke kontaktede de græske myndigheder umiddelbart efter registreringen af den pågældende overtrædelsesklage. Faktisk synes Kommissionen først at have anmodet de græske myndigheder om oplysninger om denne klage i marts 2003, dvs. ca. ni måneder efter dens registrering. Kommissionen har forklaret denne forsinkelse ved at henvise til GD Miljøs arbejdsbyrde og ved at bemærke, at dette GD behandler næsten 50 % af de traktatbrudsklager, som Kommissionen behandler. Dette er imidlertid ikke en tilfredsstillende forklaring. Bortset fra, at den er formuleret i generelle vendinger, skal det bemærkes, at Kommissionen burde have taget passende skridt med hensyn til GD Miljøs organisation og funktion for at sikre, at dette GD ville være i stand til at behandle det betydelige antal traktatbrudssager korrekt og rettidigt. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden derfor, at der har været ubegrundede forsinkelser i Kommissionens behandling af klagerens sag (16). Dette var et tilfælde af fejl eller forsømmelser, og Ombudsmanden vil fremsætte en relevant kritisk bemærkning nedenfor (17).

3 Konklusion

På grundlag af sine undersøgelser af denne sag fremsætter Ombudsmanden følgende kritiske bemærkninger:

Af de grunde, der er forklaret i punkt 1.5 og 1.11-1.14 ovenfor, behandlede Kommissionen ikke klagerens argumenter vedrørende en overtrædelse af artikel 6, stk. 2, og artikel 9 i direktiv 85/337 korrekt. Denne undladelse udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Af de grunde, der er forklaret i punkt 2.2 ovenfor, tog Kommissionen sig uberettiget tid til at behandle klagerens overtrædelsesklage. Dette var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Formanden for Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) EFT L 175, s. 40, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3.3.1997, EFT L 73, s. 5.

(2) Se fodnote 1.

(3) Ombudsmandens undersøgelse vedrører ikke spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang direktivet fandt anvendelse på det pågældende projekt. Ombudsmanden bemærker imidlertid i denne forbindelse, at det græske statsråd i sin dom 2173/2002 bl.a. anførte (præmis 15), at den del af projektet, der vedrørte ruten Neo Faliro-Palaio Faliro-Glifada, var fastsat i lov 1515/1985 ("Athens reguleringsplan"), som fastslog, at denne del af sporvognen ville blive udlagt langs Falirobugtens kystlinje. Denne dom, som forkastede et annullationssøgsmål til prøvelse af den fælles ministerielle afgørelse om godkendelse af de miljømæssige betingelser for det pågældende projekt, behandlede ikke det ovennævnte spørgsmål om direktivets anvendelighed.

(4) Se sag C-431/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1995 I, s. 2189, præmis 1 og 42. Som anført i dommens præmis 42 fandt Kommissionen, at "vurderingen af det pågældende projekts indvirkning på miljøet (...) ikke opfyldte forpligtelsen til at tage hensyn til samspillet mellem de faktorer, der er omhandlet i direktivets artikel 3, første og andet led (mennesker, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klima og landskab), en forpligtelse, der kræver en samlet vurdering af disse faktorer".

(5) Jf. ovennævnte sag C-431/92, Kommissionen mod Tyskland, præmis 39, 43-45.

(6) Jf. sag C-72/95, Kraaijeveld, Sml. 1996 I, s. 5403, præmis 39, Sag C-435/97, WWF, Sml. 1999 I, s. 5613, præmis 40.

(7) Kommissionen henviste også bl.a. til sit tidligere argument om, at det græske statsråd i sin dom 2173/2002 havde afvist et søgsmål med påstand om annullation af den ministerielle afgørelse om godkendelse af projektets miljøbetingelser. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at det græske statsråd i denne dom ikke fastslog, at kravene i direktiv 85/337 (eller den nationale gennemførelseslovgivning) generelt var blevet overholdt. Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) behandlede og forkastede derimod de specifikke anbringender, som sagsøgerne havde fremsat, og som ikke synes at dække de betænkeligheder, som klageren havde givet udtryk for i forbindelse med det omtvistede projekt, som ubegrundede.

(8) Se sag C-508/03, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. 2006 I, s. 5517, præmis 91, med henvisning til sag C-117/02, Kommissionen mod Portugal, Sml. 2004 I, s. 5517, præmis 85, 87.

(9) Jf. Ombudsmandens afgørelse om klage 3660/2004/PB, punkt 2.6 og 2.7.

(10) Ombudsmanden gentog i den forbindelse, at det græske statsråd i sin dom 2173/2002 ikke behandlede spørgsmålet om, hvorvidt kravene i (direktivets artikel 6 og 9) var opfyldt i denne sag. Domstolen fandt blot (punkt 12), at den blotte omstændighed, at kravene om offentliggørelse i den nationale lovgivning for den anfægtede afgørelse (godkendelse af de miljømæssige betingelser for projektet) var blevet opfyldt, ikke indebar, at andragerne var blevet fuldt bekendt med denne afgørelse med henblik på at undersøge, om annullationssøgsmålet var blevet indgivet rettidigt.

(11) Den fælles masteruddannelse (nærmere bestemt artikel 3 om offentliggørelse af beslutningen om godkendelse af et projekts miljøbetingelser) blev også nævnt som gældende i det græske statsråds dom 2173/2002 (præmis 12).

(12) Jf. dom 970/2007, præmis 12.

(13) Jf. bl.a. dom af 13.7.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, præmis 11.

(14) KOM(2002) 141 endelig, EFT C 244, s. 5.

(15) Klageren har anført, at han ikke modtog dette brev på daværende tidspunkt. Tilsyneladende modtog han den først i december 2004, efter at Kommissionen havde underrettet ham om sagens afslutning. I forbindelse med denne undersøgelse udtrykte klageren tvivl om, hvorvidt Kommissionen rent faktisk havde sendt ham sit brev af 23. marts 2004, da det blev udstedt. Han foreslog, at der blev foretaget en intern administrativ undersøgelse, og at Ombudsmanden kunne undersøge sagen. Ombudsmanden minder om, at Kommissionens faktuelle erklæring om, at den sendte denne skrivelse til klageren, medfører en (afkræftelig) formodning om sandfærdighed (jf. sag T-311/00, British American Tobacco mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 2781, præmis 35), og at Kommissionen generelt har vide skønsbeføjelser med hensyn til at foretage interne administrative undersøgelser. Han bemærker også, at der ikke er noget i sagens akter, der tyder på, at Kommissionen bevidst kunne have undladt at sende klageren sin skrivelse af 23. marts 2004. Ombudsmanden mener derfor ikke, at det vil være berettiget at udvide omfanget af hans nuværende undersøgelse af ovennævnte spørgsmål, som klageren har rejst.

(16) Ombudsmanden finder det ikke nødvendigt også at vurdere, om der var tale om en uberettiget forsinkelse i en af de efterfølgende faser af Kommissionens behandling af sagen.

(17) I løbet af undersøgelsen anmodede klageren Ombudsmanden om at overveje, om de medlemmer af Kommissionens personale, der havde begået fejl eller forsømmelser i hans tilfælde, kunne have gjort sig skyldige i strafferetlige eller disciplinære forseelser. I den forbindelse minder Ombudsmanden om, at hans rolle i henhold til EF-traktatens artikel 195 er at undersøge potentielle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer. Han foretager således ikke strafferetlige eller disciplinære undersøgelser af personalet i Fællesskabets institutioner eller organer, hvis aktiviteter kan undersøges af ham for fejl eller forsømmelser. I henhold til artikel 4, stk. 2, i Ombudsmandens statut underretter Ombudsmanden de kompetente nationale myndigheder om forhold, der kan vedrøre strafferetten. I den foreliggende sag er ombudsmanden ikke blevet gjort opmærksom på sådanne forhold. I henhold til artikel 4, stk. 2, i Ombudsmandens statut kan ombudsmanden desuden underrette den pågældende fællesskabsinstitution eller det pågældende fællesskabsorgan om forhold, der rejser tvivl om en ansats adfærd ud fra et disciplinært synspunkt. I denne afgørelse, som meddeles både klageren og Kommissionen, har Ombudsmanden fremlagt de elementer, på grundlag af hvilke han har konkluderet, at der foreligger fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Det er således op til Kommissionen og ikke Ombudsmanden at vurdere, om sagen også omfatter disciplinære forseelser.