Strasbourg, den 21. april 2008

Kære G.

Den 18. november 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Parlamentets afgørelse om at inddrive et vist beløb af den godtgørelse, De havde modtaget som tjenestemand, der var sat på ventepenge.

Den 20. december 2004 videresendte jeg klagen til Parlamentets formand. Parlamentet afgav udtalelse den 19. april 2005. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 14. juni 2005.

Den 24. oktober 2005 skrev jeg til Parlamentet og anmodede om yderligere oplysninger og en supplerende udtalelse om nye påstande fremsat i Deres indlæg. Parlamentet fremsendte oplysningerne og udtalelsen den 9. december 2005. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 11. februar 2006.

Den 30. oktober 2006 fremsatte jeg et forslag til Parlamentet om en mindelig løsning på klagen. Parlamentet sendte sit svar den 15. december 2006. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 29. januar 2007.

Den 4. april 2007 anmodede jeg Parlamentet om at give mig yderligere oplysninger om dets svar på mit forslag om en mindelig løsning, som det sendte den 29. maj 2007. Den 7. juni 2007 fremsendte jeg Parlamentets svar på mine yderligere forespørgsler til Dem med en opfordring til at fremsætte yderligere bemærkninger, som De fremsendte den 11. juni 2007.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Jeg undskylder for den tid, det har taget at behandle din klage.

Komplekset

De relevante faktiske omstændigheder var ifølge klageren sammenfattende som følger.

Klageren havde arbejdet som tjenestemand i Fællesskabets institutioner i næsten 30 år, da hun i 1996 blev sat på ventepenge i henhold til vedtægtens artikel 41 (1). Europa-Parlamentet underrettede hende om sin afgørelse om fastsættelse af hendes rettigheder (fiktion des droits), inden hun blev sat på ventepenge i 1996.

I november 2003 bemærkede klageren, at hendes månedlige godtgørelse blev nedsat fra 2 685,55 GBP til 2 318,32 GBP. I december 2003 blev den yderligere reduceret til 1 949,32 GBP. Da godtgørelsesopgørelserne ikke gav nogen begrundelse for disse nedsættelser, skrev hun til Parlamentet den 15. november 2003 om sagen. Da hun ikke modtog noget svar, skrev hun igen den 2. januar 2004. Parlamentet svarede den 15. januar 2004, at der "på grund af en ufuldstændig indtastning af oplysninger"ikke var blevet foretaget en justering af hendes godtgørelse i august 2001, og at hun derfor havde modtaget et for meget udbetalt beløb på 9 936,88 GBP. Parlamentet forklarede endvidere, at den korrekte godtgørelsessats var blevet anvendt fra november 2003, og at der ville blive foretaget et yderligere månedligt fradrag på 369,00 GBP, indtil det for meget udbetalte beløb var blevet tilbagebetalt fuldt ud.

Den 26. januar 2004 skrev klageren til Parlamentet og anmodede om, at de for meget udbetalte beløb ikke blev inddrevet i henhold til vedtægtens artikel 85, stk. 2. Ved skrivelse af 12. februar 2004 meddelte Parlamentet hende, at hendes sag var blevet henvist til ansættelsesmyndigheden, som ville træffe afgørelse i sagen, og at de beløb, der var inddrevet i hendes løn i december 2003, januar 2004 og februar 2004, i mellemtiden ville blive tilbagebetalt.

Den 14. april 2004 traf Parlamentet afgørelse om hendes ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. I denne afgørelse fastslog Parlamentet, at artikel 85 fandt anvendelse, og at beløbet på 9 936,88 GBP skulle tilbagesøges. Klageren klagede over denne afgørelse i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 2, og anfægtede anvendelsen af vedtægtens artikel 85. Den 26. juli 2004 meddelte Parlamentet hende, at hendes klage ikke kunne tages til følge.

I sin klage til Ombudsmanden anfægtede klageren Parlamentets afgørelse vedrørende hendes klage i henhold til artikel 90, stk. 2. Hun har fremført en række argumenter for, at vedtægtens artikel 85 ikke finder anvendelse i hendes tilfælde. Hun gjorde i det væsentlige gældende, at Parlamentets afgørelse om at tilbagesøge det beløb på 9 936,88 GBP, som hun havde fået udbetalt som følge af en administrativ fejl, var urimelig. Hun hævdede, at Parlamentet burde omgøre sin tilbagesøgningsafgørelse. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af ovennævnte påstand og påstand fra klageren.

Forespørgslen

Udtalelse fra Europa-Parlamentet

Parlamentets udtalelse kan sammenfattes således:

Baggrund

I 1994 ansøgte klageren, der havde været tjenestemand i kategori C siden 1976, om at blive sat på ventepenge i henhold til vedtægtens artikel 41. Hun blev sat på ventepenge med virkning fra den 1. februar 1996. Ansættelsesmyndigheden havde oprindeligt haft til hensigt, at hendes status som ikke-erhvervsaktiv skulle træde i kraft den 15. december 1995, men klageren modsatte sig dette med den begrundelse, at hun havde brug for mere tid "til at forberede sig på de ændringer, som denne afgørelse indebærer". I den forbindelse indgav klageren også en klage til Ombudsmanden (3) om tilbagevirkende kraft af afgørelsen om at tildele hende status som ikke-aktiv. Hun satte også spørgsmålstegn ved lovligheden af tilbagesøgningen af de for meget udbetalte beløb, der var blevet udbetalt som følge af ændringen af den dato, hvor hendes nye status skulle træde i kraft. Den 24. juli 1997 konkluderede Ombudsmanden, at Parlamentet ikke kunne holdes ansvarligt for nogen form for fejl eller forsømmelser, navnlig fordi institutionen i overensstemmelse med klagerens ønske havde ændret den dato, fra hvilken hendes passivitet skulle træde i kraft.

Klagerens økonomiske rettigheder blev endeligt fastlagt ved afgørelse af 6. september 1996. Klageren ville få udbetalt den godtgørelse, der er fastsat i bilag IV til personalevedtægten. Den eneste artikel i dette bilag fastsætter de nærmere regler for udbetaling af den godtgørelse, der skal udbetales til tjenestemænd, der er sat på ventepenge. Godtgørelsen var baseret på en degressiv sats, der blev anvendt på grundlønnen. Det fremgik bl.a. af afgørelsen af 6. september 1996, at klageren ville modtage 70% af sin grundløn fra den 1. august 1996 til den 31. juli 2001 og 60% af sin grundløn fra den 1. august 2001 til den 28. februar 2009, hvorefter hun ville få tilkendt alderspension. Den sats, der blev anvendt på grundlønnen, var angivet i de månedlige lønsedler.

Ved skrivelse af 15. januar 2004 meddelte chefen for løn- og godtgørelsesafdelingen klageren, at satsen ikke var blevet nedsat fra 70% til 60% i august 2001, således som den burde have været, fordi alle oplysninger om hendes godtgørelse ikke var blevet registreret i edb-systemet. Eftersom denne fejl først var blevet rettet i november 2003, havde klageren modtaget et for meget udbetalt beløb på 9 936,88 GBP, som ville blive inddrevet gennem månedlige fradrag på 369 GBP i hendes godtgørelsesbetalinger.

Klageren modsatte sig tilbagesøgningen af de uretmæssigt udbetalte beløb. Hun fastholdt, at det var Parlamentets ansvar at kontrollere, at de foretagne betalinger var korrekte. Hun gjorde endvidere gældende, at lønsedlerne ikke var tilstrækkeligt klare til, at der kunne foretages en korrekt kontrol, og at betingelserne for anvendelse af vedtægtens artikel 85 derfor ikke var opfyldt, eftersom det ikke havde været muligt for hende at få kendskab til, at hun var blevet betalt for meget.

Klageren forsøgte at omstøde afgørelsen om tilbagesøgning i overensstemmelse med artikel 90, stk. 1, og artikel 90, stk. 2, i personalevedtægten . Hendes ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, , og hendes klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, blev ikke imødekommet.

For så vidt angår klagen til Ombudsmanden

Parlamentet bemærkede, at det rent faktisk begik en fejl som følge af en datainputfejl. Fejlen blev opdaget af afdelingen for løn og godtgørelser i forbindelse med kontroller, der blev foretaget i slutningen af 2003, da den it-applikation, der blev anvendt til personalelønninger, blev ændret.

Vedtægtens artikel 85 tillod imidlertid ansættelsesinstitutionen at tilbagesøge beløb, som den fejlagtigt havde udbetalt. Retten fastslog i sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, at "administrationens forsømmelse eller fejl ved fastsættelsen af en tjenestemands økonomiske rettigheder er uden betydning for anvendelsen af vedtægtens artikel 85, som netop forudsætter, at administrationen har begået en fejl ved at foretage den uretmæssige udbetaling"(4).

Med henblik på anvendelsen af denne vedtægtsbestemmelse skal administrationen bevise, enten at den tjenestemand, der har modtaget den uretmæssige udbetaling, vidste, at der ikke var nogen gyldig grund til udbetalingen, eller at den uretmæssige udbetaling åbenbart var af en sådan karakter, at den pågældende ikke kunne være uvidende herom. Med henblik på at fastslå, om den anden betingelse i vedtægtens artikel 85 var opfyldt, fremgik det af den nævnte faste retspraksis, at det ikke skulle afgøres, om fejlen var åbenbar for administrationen, men om den var åbenbar for den pågældende tjenestemand.

I det foreliggende tilfælde bekræftes klagerens kendskab til reglerne om ikke-erhvervsaktiv tjeneste som fastsat i vedtægtens artikel 41 af en række afgørelser, der indgår i sagsakterne. Parlamentet bemærkede, at klageren selv anmodede om at blive sat på ventepenge og fastsatte den dato, fra hvilken den skulle træde i kraft, således at hun kunne forberede sig på den ændring, som hendes nye administrative status ville medføre. Klageren kunne derfor ikke hævde at være uvidende om de finansielle ordninger vedrørende hendes status som ikke-aktiv. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der ikke er foretaget nogen ændringer i reglerne om ikke-erhvervsaktiv status, siden klageren indgav sin ansøgning. Parlamentet sendte ikke klageren yderligere oplysninger, da hendes personlige situation blev endeligt fastlagt i 1996.

Endvidere fremgår det klart af retspraksis, at der foreligger en uregelmæssighed, når administrationen kan godtgøre, at uregelmæssigheden er af en sådan karakter, at den ikke unddrager sig en tjenestemand, der udviser almindelig agtpågivenhed. I denne forbindelse fandt klageren, at hun ikke kunne anses for ikke at have udvist almindelig omhu, eftersom fejlen først blev opdaget af administrationen i november 2003.

Hun foreslog også, at det må antages, at institutionen foretog nøjagtige betalinger til sine tjenestemænd og tidligere tjenestemænd. Hun gjorde endvidere gældende, at eftersom der aldrig blev begået fejl i løbet af hendes karriere, havde hun derfor ingen grund til at have mistanke om, at en sådan fejl kunne opstå, når hun blev sat på ventepenge. Efter Parlamentets opfattelse fritog dette imidlertid ikke klageren fra forpligtelsen til at foretage den nødvendige kontrol. Domstolen havde klart fastslået, at en tjenestemand havde en personlig interesse i at kontrollere de beløb, der blev udbetalt til ham/hende på månedsbasis (5).

Selv om det kan accepteres, at klageren under udøvelsen af almindelig omhu undlod at bemærke den fejl, der først blev begået i august 2001 ,, var det vanskeligere at acceptere, at hun ikke på noget tidspunkt reagerede, på trods af at hun fortsat blev betalt det samme beløb år efter år. Klagerens påstand om, at det var umuligt for hende at få adgang til sine administrative dokumenter, som blev oplagret, efter at hun var flyttet flere gange, kunne ikke anses for tilstrækkelig til at fritage hende for pligten til at udvise rettidig omhu, da de interesserede parter, bortset fra tilfælde af force majeure, var forpligtet til at holde de vigtigste afgørelser vedrørende deres rettigheder umiddelbart tilgængelige.

Selv om klagerens personlige vanskeligheder - som hun henviste til for første gang i sin klage til Ombudsmanden - kan betragtes som en legitim begrundelse for den forsinkede opdagelse af fejlen begået af ,, gav de heller ikke tilstrækkelig begrundelse for, at hun ikke foretog kontrol eller stillede spørgsmål i hele perioden.

Desuden udgjorde lønsedlernes manglende klarhed ikke en gyldig grund til at hævde, at det var umuligt at foretage den nødvendige kontrol, da den sats, der blev anvendt på grundlønnen, var angivet øverst på lønsedlerne, som i klagerens tilfælde var lette at læse og identiske fra den ene måned til den anden.

I sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, fastslog Retten, at det under udøvelsen af pligten til at udvise omhu ikke var nødvendigt, at en tjenestemand kunne "fastslå (...) det nøjagtige omfang af den fejl, som administrationen havde begået", men blot nærede tvivl med hensyn til betalingernes formelle rigtighed og underrette de kompetente ansatte. Klagerens kontakter med pensionstjenesten - og ikke løn- og godtgørelsestjenesten - var ikke tilstrækkelige til at bevise hendes omhu, da sådanne kontakter ikke vedrørte det beløb, hun var berettiget til, men i stedet havde til formål at informere administrationen om hendes adresseændring.

Parlamentet bemærkede endvidere, at der i henhold til Fællesskabets retsinstansers praksis i hvert enkelt tilfælde skal tages behørigt hensyn til tjenestemandens evne til at foretage den nødvendige kontrol. I denne forbindelse søgte klageren at påvise, at Parlamentet ikke havde nogen gyldig grund til at påberåbe sig sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, fordi hun ikke selv var tjenestemand i kategori B, og hendes karriere havde været kortere end den pågældende tjenestemands karriere i sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen. Sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, og andre sager anlagt af Fællesskabets retsinstanser, gjorde imidlertid ikke en institutions ret til at tilbagesøge beløb, der uberettiget var udbetalt til en af dens tjenestemænd, betinget af tjenestemandens lønklasse. Det fremgår derimod af retspraksis, at tjenestemandens kvalifikationer skal vurderes fra sag til sag under behørig hensyntagen til de særlige betingelser i hvert enkelt tilfælde og arten af den begåede fejl. I den foreliggende sag havde klageren tilbragt ca. 20 år i Parlamentets tjeneste. Hun havde nået løntrin 8 i lønklasse C 1, da hun blev sat på ventepenge. Klageren ansøgte selv om ikke-aktiv status. Hun kunne derfor ikke benægte, at hun var bekendt med konsekvenserne af sin ansøgning om ikke-erhvervsaktiv status. Desuden gav klagerens tidligere klage til Ombudsmanden udtryk for, at hun ønskede at sikre en streng anvendelse af vedtægtens bestemmelser. Det bør derfor være klart, at klageren var i stand til at foretage den nødvendige kontrol af de betalinger, der var foretaget til hende.

Det blev ikke bestridt, at klageren ikke havde nogen retlig ret til overbetalingen. At tillade klageren at beholde det for meget udbetalte beløb ville derfor være i strid med både ligebehandlingsprincippet og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Beslutningen om at tilbagesøge det for meget udbetalte beløb i rater var i overensstemmelse med institutionens pligt til at tage behørigt hensyn til sine ansattes velfærd. Det var klart, at fejlen havde skabt ulejlighed, og Parlamentet havde forsøgt at udligne dette ved at fordele fradragene over en periode på ca. to år.

I lyset af ovenstående fandt Parlamentet, at det havde anvendt artikel 85 fuldt ud korrekt, og at det ikke havde gjort sig skyldig i forsømmelighed eller fejl eller forsømmelser.

Klagerens bemærkninger

Klagerens bemærkninger kan sammenfattes som følger.

Parlamentets udtalelse var en gentagelse af dets tidligere svar på hendes breve, og der var derfor ikke meget for hende at tilføje. Hun gjorde imidlertid gældende, at hun ikke vidste, hvornår nedsættelsen af godtgørelsen skulle foretages, eftersom det dokument, der ville have gjort hende opmærksom på denne omstændighed, var oplagret på lang sigt. Administrationen bemærkede ikke fejlen med alle sine edb-registre, erfarne medarbejdere og kommandovejen. Med hensyn til tilbagesøgningen af de for meget udbetalte beløb var lønsedlerne desuden forvirrende, for så vidt som de angav, at beløbene blev fratrukket uden en forklaring af årsagerne til fradraget. Der var intet i lønsedlerne, der gjorde hende opmærksom på, at der skulle foretages en ændring af hendes godtgørelse.

Yderligere undersøgelser

Efter nøje overvejelse af Parlamentets udtalelse og klagerens bemærkninger viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser.

Ombudsmandens skrivelse til Parlamentet

Den 24. oktober 2005 anmodede Ombudsmanden derfor Parlamentet om yderligere oplysninger og en supplerende udtalelse.

(1) Anmodning om yderligere oplysninger

I sin udtalelse anførte Parlamentet, at "selv om det kan accepteres, at [klageren] ved udøvelsen af due diligence ikke bemærkede den fejl, der først blev begået i august 2001, er det vanskeligere at acceptere, at hun ikke på noget tidspunkt reagerede på trods af, at hun fortsat blev betalt det samme beløb år efter år."

I lyset af denne erklæring fra Parlamentet havde Ombudsmanden grund til at undersøge, om Parlamentet faktisk anerkendte, at klageren, selv om hun udviste rettidig omhu, i det mindste i første omgang ikke havde grund til at formode, at der var begået en fejl med hensyn til hendes godtgørelse. I lyset af disse omstændigheder blev Parlamentet anmodet om at forklare, hvorfor det mente, at hele det for meget udbetalte beløb burde kræves tilbagebetalt.

(2) Klagerens nye påstande

Ombudsmanden bemærkede endvidere, at klageren i sine bemærkninger gentog sit synspunkt om, at hendes lønsedler var "forvirrende", dvs. at hun i lønsedlerne bemærkede, at Parlamentet begyndte at trække et vist beløb fra hendes godtgørelse på månedsbasis uden at have informeret hende om sin beslutning om at gøre det. Dette argument syntes at være tæt forbundet med hendes tidligere argument om, at Parlamentet var forsinket med at afklare spørgsmålet, da hun var nødt til at skrive til det to gange, før hun fik en forklaring på årsagerne til de månedlige fradrag. Ombudsmanden fandt således, at klageren ønskede at fremsætte følgende nye påstande, som Parlamentet blev anmodet om at afgive en supplerende udtalelse om:

i) Parlamentet undlod at underrette hende behørigt om sin beslutning om at kræve de relevante beløb tilbagebetalt, inden det begyndte at gøre dette; og

ii) Parlamentet var forsinket med at begrunde sin beslutning, selv om hun havde skrevet til det to gange for at anmode om disse grunde.

Parlamentets svar

Parlamentets svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger og en supplerende udtalelse kan sammenfattes som følger.

For så vidt angår anmodningen om yderligere oplysninger bestemmer vedtægtens artikel 85, der vedrører tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, at ansættelsesmyndigheden enten skal godtgøre, at modtageren var klar over, at der ikke var nogen gyldig grund til udbetalingen, eller at den uretmæssige udbetaling var af en sådan karakter, at modtageren ikke kunne være uvidende om, at den var uretmæssig . Da klageren anførte, at hun ikke var bekendt med den fejl, der var begået i forbindelse med hendes godtgørelse, viste Parlamentet, at dette ikke kunne være tilfældet, navnlig ikke i så lang tid. Klageren kunne ikke i god tro gøre gældende, at hun ikke havde været klar over, at hendes månedlige løn gradvist ville falde, og at hendes fuldstændige undladelse af at reagere over en periode på mere end to år udgjorde et yderligere bevis for hendes manglende rettidige omhu og således begrundede afgørelsen om at anvende vedtægtens artikel 85.

Da det var blevet klart fastslået, at klageren havde haft kendskab til uregelmæssigheden ,, eftersom den ville have været åbenlyst indlysende, havde Parlamentet ret - og faktisk pligt - til at inddrive hele det skyldige beløb. Der var ingen vedtægtsbestemmelse eller noget generelt retsprincip, der pålagde en institution kun at tilbagesøge en del af et uretmæssigt udbetalt beløb, når det var godtgjort, at der forelå en gyldig grund til tilbagesøgningen. I overensstemmelse med den relevante retspraksis "kan det ikke med rette fastslås, at kontrol med forvaltningens anvendelse af offentlige midler, som begrunder proceduren for tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, er i strid med principperne om god forvaltningsskik (...) og retssikkerhed."(6)

Parlamentet påpegede endvidere, at Domstolen fastslog, at en normalt påpasselig tjenestemand bør kende de regler, der gælder for hans eller hendes løn (7).

I modsætning til klagerens nye påstand om, at fradragene blev foretaget uden forklaring, indeholdt hendes opgørelse over fradrag for november 2003 desuden detaljerede oplysninger om de fradrag, der skulle foretages hver måned. Desuden burde den sats på 60%, der var anført i denne godtgørelsesopgørelse, have gjort det muligt for klageren at knytte sig til nedsættelsen af godtgørelsen i henhold til bilag IV til vedtægten og til afgørelsen om at henføre hende til tjenestefrihed, som hun havde modtaget meddelelse om.

Desuden har Parlamentet ikke udvist forsømmelighed ved at reagere for langsomt på klagerens anmodninger om oplysninger. Den 15. november 2003 og den 2. januar 2004 sendte klageren breve til Pensionstjenesten, som på ingen måde var ansvarlig for at udarbejde og kontrollere opgørelser over godtgørelser. Brevene blev derfor videresendt til Løn- og Godtgørelsestjenesten, som svarede den 15. januar 2004.

Parlamentet har derfor ikke pådraget sig unødige forsinkelser eller udvist forsømmelighed i sine bestræbelser på at underrette klageren om den begåede fejl.

Klagerens bemærkninger

Klagerens bemærkninger kan sammenfattes som følger.

Parlamentet anførte, at lønniveauet var klart angivet på godtgørelseserklæringerne. Tillægsopgørelserne viste et tal på "60.00000" øverst. Det var ikke klart for klageren, hvad dette tal henviste til. Hvis den skulle henvise til 60% af hendes løn, ville hun have forventet, at den blev udtrykt som '60%' i stedet for et meningsløst sæt på syv cifre. Desuden ville hun have forventet en overskrift, der forklarede, hvad tallet stod for, f.eks. "procentdel af grundlønnen = 60 %". Det lønniveau, der var angivet i godtgørelseserklæringerne, var således alt andet end klart. Desuden opregnede opgørelsen over fradrag for november 2003 de foretagne fradrag, men indeholdt ingen nærmere oplysninger om, hvad fradragene vedrørte.

Parlamentet henviste også til hendes manglende reaktion over en periode på mere end to år. Det var imidlertid ikke klart, hvad hun skulle have reageret på, da erklæringerne om godtgørelse var uklare og derfor ikke nyttige som udløser for at minde hende om, at noget burde have ændret sig med hensyn til hendes godtgørelse. Hun mente, at ændringer ville blive foretaget automatisk, og at dette ikke var noget, hun havde brug for at holde styr på. Da hun blev tildelt status som ikke-erhvervsaktiv, læste hun reglerne for sin nye status, men hun huskede ikke datoerne for, hvornår der ville blive foretaget ændringer af hendes godtgørelse.

Parlamentet undlod i tilstrækkelig grad at imødekomme Ombudsmandens anmodning om oplysninger med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hun var blevet underrettet om sin afgørelse om at inddrive de relevante beløb, inden hun rent faktisk inddrev dem.

Parlamentet antydede endvidere, at fejlen blev åbenlyst åbenbar for hende på et tidspunkt i perioden fra august 2001 til januar 2004. Dette var imidlertid blot en antagelse og udgjorde ikke det bevis, som administrationen var forpligtet til at fremlægge for at anvende vedtægtens artikel 85. Desuden var Parlamentets bemærkninger selvmodsigende, idet det anførte, at Parlamentet var berettiget til at inddrive midler ", når det var klart fastslået", at hun var klar over fejlen. Konsekvenserne af denne erklæring var, at det på et tidspunkt mellem august 2001 og januar 2004 klart blev fastslået, at hun havde fået kendskab til fejlen, og at Parlamentet på dette tidspunkt var berettiget til at inddrive det pågældende beløb. Herefter opstod følgende spørgsmål. Hvornår blev denne kendsgerning fastslået? Hvem har fastslået denne kendsgerning? Hvorfor greb Parlamentet ikke ind, når dette var blevet klart fastslået? Klageren anførte, at dette forhold ikke var klart fastslået, før Parlamentet skrev til hende i januar 2004 og informerede hende om fejlen i deres regnskaber og om årsagen til fradragene i hendes godtgørelse. Parlamentet har ikke, som krævet i sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, undersøgt, om fejlen var åbenbar for hende, men har blot på grundlag af en løs sammenblanding af antagelser konkluderet, at dette var tilfældet. Da Parlamentet endvidere ikke havde fremlagt noget retligt eller dokumentmæssigt bevis til støtte for sit argument om, at alle personer var forpligtet til at opbevare kopier af afgørelser vedrørende deres rettigheder til høring, bør dette argument anses for at være vederlagsfrit og ubegrundet.

Ombudsmandens indsats for at opnå en venlig løsning og efterfølgende udviklinger

Efter nøje overvejelse af Parlamentets udtalelser og svar samt klagerens bemærkninger var Ombudsmanden ikke tilfreds med, at Parlamentet havde reageret hensigtsmæssigt på klagerens påstande og krav. På grundlag af en begrundet analyse af de relevante spørgsmål foreslog han derfor Parlamentet en mindelig løsning i overensstemmelse med statuttens artikel 3, stk. 5 (8). Mere specifikt foreslog han Parlamentet, at det kunne genoverveje sin afgørelse om at tilbagesøge et beløb på 9 936,88 GBP fra klageren, som var blevet udbetalt til hende som følge af en administrativ fejl. Ombudsmanden bemærkede, at Parlamentet ikke havde givet nogen oplysninger om, hvornår klageren efter Ombudsmandens opfattelse burde have fået kendskab til fejlen i betalingen, men logisk set må denne dato have ligget et sted mellem august 2001 og november 2003. I betragtning af at Parlamentet tilsyneladende ikke havde underrettet klageren korrekt om sin tilbagesøgningsafgørelse og begrundelsen herfor, foreslog Ombudsmanden, at en rimelig løsning måske kunne bestå i at reducere det beløb, der skulle tilbagesøges, med 50 %.

Parlamentet accepterede ikke forslaget om en mindelig løsning. I sine bemærkninger til Parlamentets svar anførte klageren, at hun ikke var tilfreds med svaret, og fastholdt sine påstande og påstande. Efter at have undersøgt Parlamentets svar på Ombudsmandens forslag til en mindelig løsning og klagerens bemærkninger til dette svar anmodede Ombudsmanden Parlamentet om at give ham nogle yderligere oplysninger om sit svar på forslaget til en mindelig løsning, og Parlamentet sendte ham disse oplysninger den 29. maj 2007. Klageren fremsendte sine bemærkninger til disse yderligere oplysninger den 11. juni 2007.

Afgørelsen

1 Påstanden om, at den anfægtede afgørelse om tilbagesøgning var urimelig

1.1 Klagen vedrører Europa-Parlamentets afgørelse om at inddrive et vist beløb af den godtgørelse, som klageren havde modtaget som tjenestemand, der var sat på ventepenge. Klageren havde arbejdet for Parlamentet som tjenestemand i lønklasse C i næsten 30 år, da hun efter sin anmodning blev sat på ventepenge i 1996. Forud for hendes overgang til ikke-erhvervsaktiv status i 1996 underrettede Parlamentet hende om sin afgørelse om fastsættelse af hendes rettigheder. Denne afgørelse omhandlede bl.a. en nedjustering af hendes godtgørelse fra august 2001. Denne justering blev imidlertid ikke foretaget på daværende tidspunkt. I november 2003 begyndte Parlamentet at foretage fradrag i hendes godtgørelse og bogførte disse fradrag i hendes godtgørelseserklæringer. Da der ikke blev givet nogen begrundelse for disse fradrag, skrev klageren til Parlamentet den 15. november 2003 og den 2. januar 2004. Den 15. januar 2004 forklarede Parlamentet, at den justering, der skulle have været foretaget siden august 2001, faktisk ikke var blevet foretaget på grund af en ufuldstændig indlæsning af oplysninger. Som følge af denne fejl havde hun modtaget et for meget udbetalt beløb på 9 936,88 GBP, som ville blive fratrukket hendes godtgørelse med et yderligere månedligt fradrag på 369,00 GBP, indtil det for meget udbetalte beløb var blevet tilbagebetalt fuldt ud. Klageren var ikke tilfreds med dette svar og anmodede Parlamentet om at træffe afgørelse i sagen i henhold til vedtægtens artikel 85. I sin afgørelse af 14. april 2004 fastslog Parlamentet, at artikel 85 fandt anvendelse, og at hele det for meget udbetalte beløb skulle tilbagesøges. Klageren indgav en klage til Parlamentet over denne afgørelse i henhold til personalevedtægtens artikel 92, stk. 2, men fik ikke medhold i sin klage. Klageren anfægtede Parlamentets afgørelse vedrørende hendes klage i henhold til artikel 90, stk. 2, ved at indgive en klage til Ombudsmanden.

Ombudsmanden undersøgte i) klagerens påstand om, at Parlamentets afgørelse om at inddrive beløbet på 9 936,88 GBP, som var blevet udbetalt til hende som følge af en administrativ fejl, var urimelig, og ii) hendes påstand om, at Parlamentet skulle omgøre sin afgørelse om tilbagesøgning. Til støtte for ovennævnte påstand gjorde klageren gældende, at hun hverken havde eller kunne have haft kendskab til de nøjagtige datoer for nedsættelsen af hendes godtgørelse, og at betingelserne for anvendelse af vedtægtens artikel 85 derfor ikke var opfyldt. Parlamentet gjorde i det væsentlige gældende, at vedtægtens artikel 85 fandt anvendelse, og at det var tilladt at tilbagesøge det uretmæssigt udbetalte beløb på 9 936,88 GBP, fordi a) klageren havde kendskab til den relevante afgørelse og de relevante regler om fastsættelse af det skyldige beløb, der skulle udbetales til hende, eftersom hun på hendes anmodning var blevet sat på ventepenge, og b) hun under udøvelsen af almindelig omsorg kunne have foretaget den nødvendige kontrol af de månedlige beløb, der blev udbetalt til hende efter hendes omplacering.

1.2 Ombudsmanden minder om, at den pågældende afgørelse om tilbagesøgning er baseret på vedtægtens artikel 85, hvori det hedder, at "[e]t for meget udbetalt beløb inddrives, hvis modtageren var klar over, at der ikke var nogen gyldig grund til udbetalingen, eller hvis det forhold, at der var udbetalt for meget, var så åbenlyst, at han ikke kunne have været uvidende om det." For at begrunde anvendelsen af artikel 85 er det tilstrækkeligt, at en af disse to betingelser er opfyldt (9). Institutionen har bevisbyrden for, om modtageren rent faktisk havde kendskab til den udvikling, der berørte vedkommende (10). I tilfælde af, at modtageren benægter at have haft kendskab til uregelmæssigheden ved betalingen, og i mangel af bevis for, at modtageren havde kendskab til uregelmæssigheden ved betalingen, skal de omstændigheder, hvorunder betalingen fandt sted, undersøges med henblik på at fastslå, om uregelmæssigheden ved betalingen burde have været åbenbar (11). I denne forbindelse betyder udtrykket "åbenbart sådan", at der skal ske tilbagebetaling i henhold til den anden betingelse i artikel 85, "når der er tale om en fejl, som en tjenestemand, der udviser almindelig agtpågivenhed, og som anses for at kende reglerne for hans løn, ikke er uvidende om"(12). Med hensyn til udøvelsen af "almindelig pleje" har tjenestemanden en personlig interesse i at kontrollere de månedlige beløb, der udbetales til ham (13). For at opfylde sin omsorgspligt er en tjenestemand desuden ikke forpligtet til at fastlægge det nøjagtige omfang af den fejl, som administrationen har begået. det er tilstrækkeligt, at den pågældende med rimelighed nærer tvivl om betalingernes formelle rigtighed (14). Det skal endelig bemærkes, at anvendelsen af vedtægtens artikel 85 netop forudsætter, at administrationen har begået en fejl ved at foretage den uretmæssige udbetaling, og at det med henblik på at afgøre, om betingelsen om patentoverbetaling er opfyldt, ikke er relevant, om fejlen var åbenbar eller ej for administrationen, men derimod, om den var eller burde have været åbenbar for den pågældende tjenestemand (16).

1.3 Ombudsmanden bemærker, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse, dvs. ansættelsesmyndighedens afgørelse om klager i henhold til artikel 90, stk. 2, fastslog, at vedtægtens artikel 85 fandt anvendelse, fordi betingelsen om "patentoverbetaling" var opfyldt, og fremførte to hovedargumenter til støtte for dette synspunkt.

Parlamentet gjorde for det første gældende, at klageren var bekendt med de relevante bestemmelser vedrørende hendes status som ikke-aktiv. I denne forbindelse påpegede Parlamentet, at klagerens rettigheder efter hendes overgang til ikke-erhvervsaktiv status var defineret i dets afgørelse af 6. september 1996, som blev behørigt meddelt klageren. Parlamentet bemærkede, at klageren selv tog skridt til at anmode om at få status som ikke-aktiv og endda indgav en klage til Ombudsmanden i denne henseende. Parlamentet påpegede også, at de relevante regler ikke var blevet ændret væsentligt, siden hun blev sat på ventepenge, og at den omstændighed, at klageren ikke var i besiddelse af reglerne, derfor ikke kunne påberåbes som begrundelse for, at hun ikke havde opdaget overbetalingen.

For det andet hævdede Parlamentet, at almindelige standarder for omhu ville have fået klageren til at opbevare de væsentlige dokumenter vedrørende hendes administrative situation og til inden for en rimelig frist at meddele, at hun modtog det samme beløb i betalinger år efter år. Til støtte for sin opfattelse af, at betingelsen i artikel 85 om overbetaling af patentet var opfyldt, henviste Parlamentet til den relevante retspraksis (17), i lyset af hvilken det afviste klagerens argumenter om, at hun ikke var og ikke kunne have været bekendt med overbetalingen. Disse argumenter var, at i) det var Parlamentet, der var ansvarlig for fejlen, og at hun derfor ikke kunne beskyldes for ikke at have opdaget den, ii) hun havde al mulig ret til at antage, at de betalinger, som Parlamentet havde foretaget, var korrekte; iii) godtgørelseserklæringerne var ikke klare, og iv) hun blev underrettet om sine rettigheder allerede i 1996, og i den pågældende periode havde hun ikke sine administrative dokumenter ved hånden, fordi hun havde flyttet flere gange, og de fleste af hendes administrative dokumenter var i langtidsopbevaring.

Ud over hendes ovennævnte argumenter anførte klageren i sin klage til Ombudsmanden, at visse begivenheder i hendes privatliv i den pågældende periode, herunder personlig sygdom og trafikulykker samt nogle af hendes nære slægtninges dødsfald, gjorde det vanskeligt for hende at overveje, om de betalinger, som Parlamentet havde foretaget til hende, var korrekte eller ej.

I sin udtalelse om klagen fastholdt Parlamentet sine holdninger i den anfægtede afgørelse. Den bemærkede bl.a., at klagerens påstand om, at det var umuligt for hende at få adgang til sine administrative dokumenter, som var blevet oplagret, efter at hun havde flyttet flere gange, ikke kan anses for tilstrækkelig til at fritage hende for pligten til at udvise rettidig omhu. Dette skyldes, at de berørte parter, undtagen i tilfælde af force majeure, er forpligtet til at sørge for, at de vigtigste afgørelser vedrørende deres fordringer er umiddelbart tilgængelige.

1.4 Efter at have taget hensyn til sagens akter og parternes argumenter finder Ombudsmanden, at den anfægtede afgørelse ikke var urimelig. For det første er det ubestridt, at det i henhold til Parlamentets afgørelse af 6. september 1996 vedrørende klagerens passivitet på det tidspunkt, hvor denne afgørelse blev meddelt hende, var klart for hende, at hun ville modtage 70% af sin grundløn fra den 1. august 1996 til den 31. juli 2001 og 60% af sin grundløn fra den 1. august 2001. Denne ordning kunne naturligvis med rimelighed forventes at føre til en betydelig nedsættelse af hendes godtgørelse på sidstnævnte dato, hvilket helt sikkert var et centralt element i hendes nye situation. En tjenestemand, der befinder sig i en situation som klagerens, dvs. en tjenestemand, der er underrettet om ovennævnte ordning, forventes, når han udviser almindelig omhu, i) at træffe rimelige foranstaltninger til at have let adgang til de(t) relevante vigtige dokument(er) vedrørende hans eller hendes status og rettigheder som tjenestemand, som f.eks. Parlamentets afgørelse af 6. september 1996, der henviser til klagerens status som ikke-erhvervsaktiv, ii) at være opmærksom på, at der vil ske en væsentlig ændring (et fald) i godtgørelsen omkring et bestemt tidspunkt, og at have nøjagtigt kendskab til dette punkt på grundlag af ovennævnte dokument(er) og iii) at betvivle den formelle rigtighed af de betalinger, der er foretaget efter dette tidspunkt, hvis der ikke har fundet et sådant fald sted.

Under hensyntagen til ovenstående og bemærkningerne i punkt 1.2 i denne afgørelse finder Ombudsmanden, at de pågældende overbetalinger ikke burde have undgået at blive opdaget af en tjenestemand i klagerens stilling, hvis han eller hun havde udvist almindelig omhu. Endvidere kan han ikke godtage de argumenter, som klageren har fremført til støtte for sit synspunkt om, at vedtægtens artikel 85 ikke skulle have fundet anvendelse på hende. Hendes argumenter var følgende:

i) det var Parlamentet, der var ansvarlig for fejlen, og hun kunne derfor ikke beskyldes for ikke at have opdaget den;

ii) hun havde ret til at antage, at Parlamentets betalinger var korrekte, fordi det aldrig havde begået fejl i betalingerne til hende før;

iii) der ikke var noget i hendes godtgørelseserklæringer, der mindede hende om justeringen

iv) hun ikke havde noteret datoen for justeringen, og hendes sagsakter, der indeholdt afgørelsen om hendes rettigheder, var langtidslagret.

Med hensyn til klagerens argumenter om, at godtgørelseserklæringerne ikke var tilstrækkeligt klare, skal det bemærkes, at klageren helt sikkert forstod eller med rimelighed burde have været i stand til at forstå, at der ikke var noget fald i hendes månedlige godtgørelse fra august 2001. Hvad endelig angår hendes argument om, at visse begivenheder i hendes privatliv i den omhandlede periode, herunder personlig sygdom og trafikulykker samt nogle af hendes nære slægtninges dødsfald, gjorde det vanskeligt for hende at vurdere, om de betalinger, som Parlamentet havde foretaget til hende, var korrekte eller ej, skal det bemærkes, at dette argument synes at skulle afvises, eftersom det blev fremsat for første gang i hendes klage til Ombudsmanden og ikke var blevet medtaget i hendes klage til Parlamentet i henhold til artikel 90, stk. 2. Uafhængigt heraf kan det også bemærkes, at klageren kun har formuleret dette argument i vage og udokumenterede vendinger uden at påvise, at hendes særlige omstændigheder forhindrede hende i at udvise almindelig omhu i sine økonomiske anliggender, og navnlig i den foreliggende sag.

1.5 Ombudsmanden konkluderer derfor, at Parlamentets anfægtede afgørelse synes at være i overensstemmelse med tjenestemandsvedtægtens artikel 85 som fortolket af Fællesskabets retsinstanser, og at Parlamentet har givet en rimelig begrundelse for at påberåbe sig denne artikel i den foreliggende sag. Han finder derfor ingen tilfælde af fejl eller forsømmelser, der svarer til klagerens første påstand.

2 Den påståede undladelse af at underrette klageren korrekt om beslutningen om at kræve de relevante beløb tilbagebetalt, inden den begyndte at gøre dette, og den forsinkede begrundelse for denne beslutning

2.1 Klageren hævdede også, at Parlamentet (i ) undlod at informere hende ordentligt om sin beslutning om at kræve de relevante beløb tilbagebetalt, inden det begyndte at gøre det, og ii) var forsinket med at begrunde sin afgørelse, selv om hun havde skrevet til den to gange for at anmode om disse grunde. Parlamentet hævdede, at det ikke udviste unødig forsinkelse eller forsømmelighed i sine bestræbelser på at underrette klageren om den fejl, der var begået. I sit svar på den relevante del af Ombudsmandens analyse i hans forslag til mindelig løsning bemærkede Parlamentet endvidere, at selv om det er korrekt, at lønsedlen fra december 2003 ikke indeholdt nogen udtrykkelig henvisning til tjenestemandsvedtægtens artikel 85, udgør dette ikke fejl eller forsømmelser. Lønsedlen for november 2003 (det tidspunkt, hvor fejlen blev opdaget) indeholdt en månedlig fordeling fra august 2001 af de uretmæssigt modtagne beløb.

2.2 Efter at have taget hensyn til sagens akter og parternes argumenter gentager ombudsmanden for det første, at klagerens godtgørelseserklæring for november 2003 angav, at "der skulle fratrækkes [sic] -9936, 88 GBP", hvilket utvivlsomt indebar, at Parlamentet havde truffet en beslutning om at fradrage det pågældende beløb. I henhold til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik skal enhver afgørelse truffet af institutionen, som kan krænke en privatpersons rettigheder eller interesser, begrundes ved klart at angive de relevante faktiske omstændigheder og retsgrundlaget for afgørelsen. Kodeksen fastsætter også, at en sådan afgørelse skal meddeles den pågældende skriftligt, så snart den er truffet (18). I henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, skal "[e]nhver afgørelse vedrørende en bestemt person, der træffes i henhold til denne vedtægt, straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt. Enhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal begrundes." En afgørelse om tilbagesøgning er en afgørelse, der krænker den pågældendes rettigheder og beskyttelsesværdige interesser. Selv om Parlamentet gjorde gældende, at klagerens lønseddel for november 2003 burde have gjort det muligt for hende at fastslå forbindelsen mellem de foretagne fradrag og nedsættelsen af det skyldige beløb, konkluderede Domstolen i sag 71/72, Kuhl mod Rådet (19), at en lønseddel om tilpasning af en tjenestemands løn ikke kunne anses for at udgøre en afgørelse truffet i henhold til vedtægtens artikel 85, eftersom det ikke udtrykkeligt fremgik af lønsedlen, at der var truffet en afgørelse i henhold til denne artikel. Det var nemlig først ved skrivelse af 14. april 2004, at Parlamentet underrettede klageren om sin beslutning om at tilbagesøge det for meget udbetalte beløb på grundlag af vedtægtens artikel 85. Endnu vigtigere var det, at Parlamentet begyndte at foretage fradrag i klagerens månedlige godtgørelse uden at præcisere, at disse fradrag svarede til uretmæssige betalinger, der ville blive inddrevet, og uden at præcisere, hvorfor disse betalinger var uretmæssige. Parlamentets skrivelse af 15. januar 2004, hvori det anførte, at der var udbetalt for meget, som skulle inddrives månedligt, og henviste til arten af den pågældende fejl, blev først fremsendt, efter at klageren havde anmodet om en forklaring på de foretagne fradrag. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Parlamentets afgørelse om tilbagesøgning, i det mindste med hensyn til de væsentlige elementer, ikke blev meddelt klageren, så snart den blev truffet, og inden den begyndte at blive gennemført. Parlamentets undladelse af at underrette klageren behørigt og rettidigt om sin tilbagesøgningsbeslutning og om de grunde, der ligger til grund for den, udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden vil således fremsætte en relevant kritisk bemærkning nedenfor.

3 Klagerens påstand

3.1 Klageren hævdede i sin klage, at Parlamentet burde omgøre sin afgørelse om tilbagesøgning.

3.2 I betragtning af konstateringen af, at der ikke foreligger fejl eller forsømmelser i punkt 1.5 ovenfor, finder Ombudsmanden, at klagerens påstand ikke kan tages til følge.

4 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage er det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkning med hensyn til de oplysninger, der er givet til klageren i forbindelse med tilbagesøgningsafgørelsen:

I henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, skal "[e]nhver afgørelse vedrørende en bestemt person, der træffes i henhold til denne vedtægt, straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt. Enhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal begrundes." I henhold til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik skal enhver afgørelse fra institutionen, der kan krænke en privatpersons rettigheder eller interesser, begrundes ved klart at angive de relevante faktiske omstændigheder og retsgrundlaget for afgørelsen, og afgørelsen skal meddeles den pågældende skriftligt, så snart den er truffet. En tilbagesøgningsafgørelse er en afgørelse, der er bebyrdende for den pågældende.

Ombudsmanden mener, at Parlamentets omtvistede tilbagesøgningsafgørelse, i det mindste for så vidt angår dens væsentlige elementer, ikke blev meddelt klageren, så snart den blev truffet, og før den begyndte at blive gennemført. Parlamentets undladelse af at underrette klageren behørigt og rettidigt om sin afgørelse om inddrivelse og begrundelsen herfor udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

På grundlag af ovenstående afslutter Ombudsmanden sagen.

Parlamentets formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Vedtægtens artikel 41 bestemmer, at tjenestemænd, der er sat på ventepenge, modtager et tillæg. Nærmere oplysninger om denne godtgørelse findes i bilag IV til vedtægten.

(2) Vedtægtens artikel 85 (både før og efter revisionen i 2004) har følgende ordlyd:

"Eventuelt for meget udbetalt beløb skal tilbagebetales, hvis modtageren vidste, at der ikke var nogen gyldig grund til betalingen, eller hvis det forhold, at der var betalt for meget, var så åbenlyst, at han ikke kunne have været uvidende herom.

Anmodningen om inddrivelse skal fremsættes senest fem år efter datoen for udbetalingen af beløbet. Hvis ansættelsesmyndigheden kan fastslå, at modtageren forsætligt har vildledt administrationen med henblik på at opnå det pågældende beløb, erklæres anmodningen om inddrivelse ikke ugyldig, selv om denne frist er udløbet."

(3) Afgørelse om klage 483/4.3.96/DG/L/KT, som findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(4) Sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 63.

(5) Sag 252/78, Broe mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 2393.

(6) Sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065.

(7) Sag T-107/92, White mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 143.

(8) "Ombudsmanden søger så vidt muligt sammen med den pågældende institution eller det pågældende organ at finde en løsning, der kan bringe tilfældene af fejl eller forsømmelser til ophør og imødekomme klagen."

(9) Sag T-195/03, Thommes mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 273, og II, s. 1255, præmis 115.

10) Sag 142/78, Berghmans mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 3125; Sag T-14/99, Kraus mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 7, og II, s. 39, præmis 37.

11) Sag T-195/03, Thommes mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 273, og II, s. 1255, præmis 116; sag 71/72, Kuhl mod Rådet, Sml. 1973, s. 705, præmis 11, Sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1065, præmis 45.

(12) Sag 310/87, Stempels mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 43; Jf. også Rettens dom af 16.7.1998, sag T-156/96, Jensen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1173, præmis 63; samt sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, præmis 45.

(13) Sag T-109/92, White mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 143, præmis 38 og 39.

(14) Jf. sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 63, præmis 35-36; Sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 167, præmis 90.

(15) Sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, præmis 40.

(16) Jf. sag C-122/95, Chabert mod Kommissionen, præmis 34.

(17) Parlamentet har navnlig henvist til Domstolens dom af 11. juli 1996, Chabert mod Kommissionen (sag C-122/95, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 63), samt til Domstolens dom af 12. december 1979, Broe mod Kommissionen (sag 252/78, Sml. s. 2393).

(18) Artikel 18 og 20 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, godkendt af Europa-Parlamentet ved beslutning af 6. september 2001. Kodeksen findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(19) Sag 71/72, Kuhl mod Rådet, Sml. 1973, s. 705, præmis 4-7.