Strasbourg, den 13. marts 2006

Kære K.

Den 11. november 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende indtægtsordrerne MII00261, MII01728 og MII01825 (på 17 000 EUR), som er rettet til både selskabet Film après Film og klageren.

Den 20. december 2004 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen afgav udtalelse den 28. februar 2005. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 2. maj 2005.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Jeg undskylder for den tid, det har taget at afslutte mine henvendelser.

Komplekset

Klageren er en filminstruktør, der klager på vegne af et privat selskab kaldet "Film après Film". I 1996 iværksatte Kommissionen en indkaldelse af forslag 6/96 inden for rammerne af Mediaudviklingsprogrammet. Klageren fremlagde på vegne af virksomheden Film après Film et projektforslag til en dokumentarfilm med titlen "Le nuage d'automne est fuyant plus fuyant encore"inden for rammerne af ovennævnte indkaldelse af forslag. Denne fuld længde dokumentarfilm var at fange historien om en ung kinesisk skuespillerinde, der havde forladt Kina for at blive skuespiller i Paris, fordi hendes forældre, tidligere skuespillere i Beijing Opera, havde været fængslet i løbet af otte år under Mao s re-uddannelse kampagne.

Klagerens projektforslag blev accepteret. Den 28. april 1997 indgik hun på vegne af Film après Film en kontrakt med Kommissionen inden for rammerne af Media-udviklingsprogrammet. I henhold til denne kontrakt nr. 9606DE10169FR ydede Kommissionen klageren et lån på 17 000 ECU (1). I henhold til punkt 2.1, litra a), i kontraktens almindelige betingelser skulle klageren tilbagebetale de første 25 % af lånet 12 måneder efter datoen for betaling af den første rate. Den 2. juni 1998 forlængede Kommissionen efter anmodning fra klageren fristen for tilbagebetaling af de første 25 % af Media Development-lånet. Da selskabet ikke havde udarbejdet en årlig opdateringspakke, meddelte Kommissionen den 18. august 1999 klageren, at den forbeholdt sig ret til at opsige låneaftalen og træffe de nødvendige foranstaltninger til at inddrive beløbet på 16 900 EUR. I 2000 sendte Kommissionen tre indtægtsordrer (MII-00261 for 4 050 EUR, MII-01728 for 4 250 EUR og MII-01825 for 4 250 EUR) til klageren. Den 31. januar 2004 blev debetnota nr. 3240508573 på 16 800 EUR sendt til klageren.

Den 26. marts 2004 sendte klageren et brev til Kommissionens GD for Budget med anmodning om, at Kommissionen eftergav gælden, da hendes virksomhed ikke var i stand til at tilbagebetale denne gæld på grund af dens vanskelige finansielle situation. Hendes anmodning blev ikke imødekommet.

Den 11. november 2004 klagede klageren til Ombudsmanden med påstand om, at Kommissionen med urette havde nægtet at eftergive hendes virksomheds ovennævnte gæld.

I sin klage forklarede klageren, at 17 000 EUR fra Media Development-programmet gjorde det muligt for hende at deltage i et forum, der blev afholdt i Amsterdam, at lave en pitching i Barcelona og at filme i Beijing for at få bevis for, at forældrene til den unge kinesiske skuespillerinde ville acceptere at afsløre historier om deres tid i fængsel. Under sit besøg i Beijing fik hun 22 kassetter af 40' og et uddrag film af 5'. Desuden havde hun sendt flere filer til de franske tv-kanaler og ansøgt om økonomisk støtte fra CNC (Centre national de la cinématographie). Hun havde imidlertid ikke været i stand til at finde en distributør eller medproducent. Ifølge klageren havde hun påtaget sig alt, hvad hun kunne med lånet fra Media Development-programmet.

Klageren fastholdt, at hun ikke havde andre midler til at betale sin virksomheds gæld end at forsyne Kommissionen med kassetter og uddrag af filmen.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Kommissionen fremsatte sammenfattende følgende bemærkninger i sin udtalelse:

I forbindelse med iværksættelsen af MEDIA-udviklingsprogrammet blev der ydet et lån på 17 000 ECU til selskabet Film après Film, repræsenteret ved klageren, til udvikling af et audiovisuelt projekt med titlen "Le nuage d'automne est fuyant plus fuyant encore". I henhold til kontrakt nr. 9606DE10169FR, der blev undertegnet den 28. april 1997, modtog klageren 8 500 ECU den 21. maj 1997 ved underskrivelsen af aftalen og yderligere 8 500 ECU den 20. august 1997 ved godkendelsen af den foreløbige rapport.

I overensstemmelse med kontrakten og dens bilag ydede Kommissionen Film après Film et rentefrit lån på op til 17 000 ECU eller 50 % af de faktiske udgifter til udvikling af projektet. Lånet skulle udelukkende, udelukkende og direkte anvendes af Film après Film til at betale de korrekte omkostninger ved projektets udvikling som audiovisuelt værk i overensstemmelse med kontrakten og på grundlag af det vedlagte udviklingsbudget.

I henhold til punkt 2.2 i bilag I til ovennævnte aftale skulle tilbagebetalingen af lånet til Kommissionen have fundet sted som følger:

25 % (4 250 ECU) 12 måneder efter første rate (21. maj 1998)

25 % (4 250 ECU) 24 måneder efter første rate (21. maj 1999)

og de udestående beløb senest tre måneder efter den første dag for hovedfotograferingen af det audiovisuelle værk.

Efter at have modtaget den første anmodning om tilbagebetaling af et beløb på 4 050 EUR (MII00261) anmodede klageren om udsættelse af tilbagebetalingen af den første betaling, som Kommissionen havde accepteret. Efter denne beslutning skulle den første udbetaling have været tilbagebetalt senest den 21. november 1998. Klageren foretog imidlertid kun to delvise tilbagebetalinger på hver 100 EUR den 20. januar 1999 og den 22. oktober 1999.

Den 25. april 2000 tilsendte Kommissionen klageren endnu en afgørelse om tilbagebetaling af 4 250 EUR (MII01728) og mindede klageren om, at et beløb på 4 050 EUR af den første betaling ikke var blevet betalt. Kommissionen understregede over for klageren, at alle de resterende beløb skulle betales inden den 28. april 2000.

Da der ikke blev foretaget yderligere tilbagebetalinger, meddelte Kommissionen den 23. juni 2000 klageren, at den havde besluttet at bringe aftalen til ophør og på grundlag af punkt 2.3 i de almindelige betingelser kræve en øjeblikkelig tilbagebetaling af hele det resterende beløb. Klageren skulle have betalt 16 800 EUR svarende til det af Kommissionen udlånte beløb minus 200 EUR, som klageren allerede havde betalt. Et tredje krav om tilbagebetaling (MII01825) på 8 500 EUR blev rettet til klageren.

Hele det beløb, der skulle tilbagesøges, nemlig 16 800 EUR, blev registreret i Kommissionens regnskabssystem under nummer SI2.293537 (debetnota nr. 3240508573) med forfaldsdato den 15. februar 2004, hvorefter renterne efter Den Europæiske Centralbanks REFI-takst + 1,5 % om året kunne kræves tilbagebetalt af klageren.

Klageren har ikke tilbagebetalt beløbet på 16 800 EUR.

GD Budget sendte en rykkerskrivelse den 8. april 2004 og en åbningsskrivelse den 4. juni 2004. Klageren reagerede ved et udateret brev, som hun henviste til i en e-mail af 27. april 2004, hvori hun beskrev sin vanskelige økonomiske situation og anmodede om eftergivelse af gælden. Den 27. april 2004 svarede regnskabstjenesten (GD Budget) pr. e-mail, at den ikke havde beføjelse til at eftergive en gæld, da denne beføjelse i det foreliggende tilfælde udelukkende tilkom de anvisningsberettigede i GD for Uddannelse og Kultur og GD for Informationssamfundet fra den 1. januar 2005. Den 4. juni 2004 sendte regnskabstjenesten en åbningsskrivelse til klageren vedrørende hendes gæld på 16 800 EUR.

Klageren anførte igen ved skrivelse af 15. juni 2004, at hun ikke havde mulighed for at tilbagebetale gælden, og underrettede Kommissionen om sin klage til Den Europæiske Ombudsmand.

Afkald på inddrivelse henhører under den kompetente anvisningsberettigedes beføjelser, og det er kun muligt under ekstraordinære omstændigheder, jf. artikel 73 i finansforordningen og artikel 87 i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Disse bestemmelser omhandler tre begrænsede og udtømmende situationer, hvor der kan gives afkald på tilbagebetaling:

• de anslåede omkostninger ved inddrivelsen vil overstige den gæld, der skal inddrives, og afkaldet vil ikke skade Fællesskabernes image
• fordringen ikke kan inddrives på grund af dens alder eller skyldnerens insolvens (hvilket kræver en dokumenteret likvidation ved likvidatorbrev eller konkurs og/eller sletning fra handelsregistret, skyldners konkurs med kurators bekræftelse (på fransk: curateur d'absence d'actifs)
• tilbagesøgningen er i strid med proportionalitetsprincippet.

Disse bestemmelser skaber ikke en ret til afkald, men begrænser tværtimod mulighederne for et afkald til omstændigheder, der ikke er til stede i den foreliggende sag.

Det pågældende selskab er faktisk stadig registreret som et privat selskab og hverken under likvidation eller konkurs (2). Kommissionen understregede, at virksomheden ifølge klageren indstillede sine aktiviteter den 20. marts 2003. Kommissionen hævdede imidlertid, at hun ifølge et brev fra klageren af 11. november 2004 stadig ledte efter en tv-kanal og en producent. Kommissionen fastholdt, at klageren ved mange lejligheder havde påberåbt sig sine økonomiske vanskeligheder uden nogensinde at fremlægge bevis for insolvens eller uden at anmode om en fordeling af gælden.

Kommissionen hævdede, at klageren ikke er omfattet af en af ovennævnte kategorier, og at det derfor ikke er muligt for Kommissionen at eftergive gælden.

I overensstemmelse med artikel 85 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen kan Kommissionen kun indrømme en yderligere betalingsfrist på debitors skriftlige anmodning med behørig angivelse af årsagerne, og forudsat at debitor forpligter sig til at betale renter og stiller en finansiel garanti, der dækker den udestående gæld med både hovedstol og renter.

Klageren har ikke fremsat en sådan afdragsanmodning, men har begrænset sig til at bekræfte, at tilbagebetalingen er umulig.

Kommissionen understregede, at klageren modtog et svar på sit brev af 26. marts 2004 pr. e-mail og almindelig post den 27. april 2004. Den anvisningsberettigede bekræftede gælden, og regnskabstjenesterne sendte hende en åbningsskrivelse den 4. juni 2004.

Kommissionen fandt, at den havde handlet i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik, og anmodede ombudsmanden om at afvise klagen.

Klagerens bemærkninger

Klageren fastholdt sin klage og fremsatte sammenfattende følgende bemærkninger. Ifølge klageren, Film après Film finansielle ressourcer, intet kontor, ingen bil, ingen computer, ingen medarbejdere eller projekter. Desuden hævdede klageren, at hun ikke engang har tilstrækkelige finansielle ressourcer til at slette sit selskab fra handelsregistret.

Med hensyn til klagerens forsøg på at skaffe en anden producent til sit projekt og få Film après Film til at fungere igen, bekræfter hun, at disse forsøg ikke lykkedes.

Klageren forklarede, at hun havde tillid til, at Media Development-programmet ville yde den støtte, der var nødvendig for, at hun kunne producere film. Ifølge hende har hun forsøgt at tilbagebetale en del af beløbet, mens det stadig var muligt. Dette er imidlertid ikke længere muligt. Klageren foreslog, at hun kunne arbejde uden løn for Media Development-programmet.

Afgørelsen

1 Kommissionen har med urette nægtet at eftergive klagerens gæld

1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen med urette havde nægtet at eftergive hendes gæld. I 2000 sendte Kommissionen klageren tre indtægtsordrer: MII-00261 for 4 050 EUR, MII-01728 for 4 250 EUR og MII-01825 for 8 500 EUR. Den 31. januar 2004 blev debetnota nr. 3240508573 på 16 800 EUR sendt til klageren. Den 26. marts 2004 sendte klageren et brev til Kommissionens GD for Budget med anmodning om, at Kommissionen eftergav gælden, da hendes virksomhed ikke var i stand til at tilbagebetale sin gæld på grund af sin usikre finansielle situation. Anmodningen blev afvist.

1.2 I sin udtalelse fastholdt Kommissionen, at afkald på inddrivelse henhører under den ansvarlige anvisningsberettigedes beføjelser, og at det kun er muligt under ekstraordinære omstændigheder, jf. artikel 73 i finansforordningen og artikel 87 i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Disse bestemmelser fastsætter tre begrænsede og udtømmende omstændigheder, hvor der kan gives afkald på tilbagebetaling:

• de anslåede omkostninger ved inddrivelsen vil overstige den gæld, der skal inddrives, og afkaldet vil ikke skade Fællesskabernes image
• fordringen ikke kan inddrives på grund af dens alder eller skyldnerens insolvens (hvilket kræver en dokumenteret likvidation ved likvidatorbrev eller konkurs og/eller sletning fra handelsregistret, skyldners konkurs med kurators bekræftelse (på fransk: curateur d'absence d'actifs)
• tilbagesøgningen er i strid med proportionalitetsprincippet.

Disse bestemmelser skaber ikke en ret til afkald, men begrænser tværtimod mulighederne for et afkald til omstændigheder, der ikke er til stede i den foreliggende sag.

1.3 Kommissionen fastholdt, at det pågældende selskab faktisk stadig er registreret som et privat selskab og hverken er under likvidation eller konkurs (3). Kommissionen understregede, at virksomheden ifølge klageren indstillede sine aktiviteter den 20. marts 2003. Ifølge et brev fra klageren af 11. november 2004 søgte hun imidlertid stadig efter en tv-kanal og en producent. Kommissionen fastholdt, at klageren ved mange lejligheder havde påberåbt sig sine økonomiske vanskeligheder uden nogensinde at fremlægge bevis for insolvens eller uden at anmode om en fordeling af gælden. Kommissionen hævdede, at klageren ikke falder ind under nogen af ovennævnte tre kategorier, og at det derfor ikke er muligt for Kommissionen at eftergive gælden.

1.4 Ombudsmanden minder om, at finansforordningens artikel 73 (4) fastsætter følgende:

"Når den ved delegation bemyndigede ansvarlige anvisningsberettigede påtænker at give afkald på at inddrive en fastlagt fordring, sikrer han sig, at afkaldet er formelt rigtigt og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og proportionalitet i overensstemmelse med de procedurer og kriterier, der er fastsat i gennemførelsesbestemmelserne. Beslutningen om afkald skal begrundes."

Endvidere bestemmer artikel 87 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen (5), der er baseret på finansforordningens artikel 73, følgende:

"Den kompetente anvisningsberettigede kan kun helt eller delvis undlade at inddrive en fastlagt fordring i følgende tilfælde:

a) når de forventede omkostninger ved inddrivelsen vil overstige det beløb, der skal inddrives, og afkaldet ikke vil skade Fællesskabets image

b) hvis fordringen ikke kan inddrives på grund af dens alder eller skyldnerens insolvens

c) hvis tilbagesøgningen ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet."

1.5 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i henhold til artikel 87 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen kun kan give afkald på inddrivelse af en fordring i de tilfælde, der er omhandlet i nævnte artikel. I den foreliggende sag anmodede klageren Kommissionen om at eftergive sin virksomheds gæld, i det væsentlige på grundlag af ovennævnte bestemmelse om "skyldnerens insolvens". Kommissionen afviste anmodningen, hovedsagelig fordi klagerens virksomhed hverken var under likvidation eller konkurs, og klageren ikke havde fremlagt bevis for skyldnerens insolvens. I denne forbindelse bemærker Ombudsmanden, at klageren ikke har rejst tvivl om rigtigheden af disse faktiske omstændigheder, som Kommissionen baserede sin anfægtede afgørelse på.

1.6 I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionen har givet en tilstrækkelig og rimelig begrundelse for sin afgørelse om at afvise klagerens anmodning om eftergivelse af inddrivelsen af hendes virksomheds gæld . Ombudsmanden accepterer derfor ikke klagerens påstand om, at Kommissionen med urette har nægtet at eftergive hendes gæld.

1.7 Ombudsmanden finder derfor ikke, at Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser i sagen.

2 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) ECU = EUR. Kommissionen henviser til EUR i sin korrespondance til klageren fra den 18. august 1999 og fremefter.

(2) Kommissionen har som bilag til sin udtalelse vedlagt en kopi af indtægtsordre MII-00261 og en kopi af et oplysningsskema dateret den 10. januar 2005 med nærmere oplysninger om eksistensen af et privat selskab ved navn Film après Film ved justitssekretæren ved den franske handelsret i Paris.

(3) Kommissionen har som bilag til sin udtalelse vedlagt en kopi af indtægtsordre MII-00261 og en kopi af et oplysningsskema dateret den 10. januar 2005 med nærmere oplysninger om eksistensen af et privat selskab ved navn Film après Film ved justitssekretæren ved den franske handelsret i Paris.

(4) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1).

(5) Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357, s. 1).