Strasbourg, den 14. november 2005

Kære P.

Den 4. august 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ("EØSU"). Klagen vedrørte EØSU's påståede manglende efterlevelse af Førsteinstansrettens afgørelse i sag T-183/96 om godtgørelse af advokatsalærer.

De havde indgivet en tidligere klage til ombudsmanden den 17. maj 2002 , vedrørende samme emne. Klagen var blevet registreret under sagsnummer 927/2002/(BF)JMA. Den blev afvist den 25. juni 2002, da det fremgik af de foreliggende oplysninger, at De ikke havde udtømt alle muligheder for at indgive interne administrative anmodninger og klager, navnlig de procedurer, der er omhandlet i personalevedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2, som krævet i artikel 2, stk. 8, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand.

Den 28. september 2004 underrettede jeg EØSU's formand om denne klage og anmodede ham om at afgive en udtalelse. Den 17. december 2004 modtog jeg EØSU's udtalelse. Jeg fremsendte den til Dem den 14. januar 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Jeg har ikke modtaget bemærkninger fra Dem.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. Jeg undskylder for den tid, det har taget at behandle sagen.

Komplekset

De faktiske omstændigheder i sagen er ifølge klageren sammenfattende som følger:

Den 17. maj 2002 indgav klageren for første gang en klage til Ombudsmanden over EØSU, som blev registreret under sagsnummer 927/2002/(BF)JMA. Klageren gjorde i sin klage gældende, at EØSU ikke havde efterkommet Førsteinstansrettens dom af 17. februar 1998 i sag T-183/96, hvori Retten bl.a. pålagde EØSU at godtgøre klagerens advokatomkostninger.

Klageren forklarede, at hun den 14. november 1996 havde anlagt sag mod EØSU ved Retten i Første Instans, hvori hun anfægtede arbejdsgiverens afgørelse om at pålægge hende en disciplinær sanktion, hvorved hun var blevet degraderet fra løntrin 5 til løntrin 2 i lønklasse C3. EØSU vedtog denne afgørelse den 18. januar 1996 med den begrundelse, at klagerens bemærkninger i bedømmelsesrapporten vedrørende perioden fra den 1. september 1992 til den 31. august 1994 var i strid med hendes værdighed og loyalitet over for institutionen og i strid med hendes pligter i henhold til vedtægtens artikel 12 og 21. Retten i Første Instans konkluderede imidlertid den 17. februar 1998, at EØSU's afgørelse ikke var forholdsmæssig, og omstødte den. Domstolen dømte også EØSU til at godtgøre klageren hendes advokatsalærer.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at EØSU på trods af Domstolens klare afgørelse om hendes advokatsalærer endnu ikke havde godtgjort hende for dem. Da det fremgik af de foreliggende oplysninger, at klageren ikke havde udtømt alle muligheder for at indgive interne administrative anmodninger og klager, navnlig de procedurer, der er omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2, blev klagen afvist den 25. juni 2002 i henhold til artikel 2, stk. 8, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand. I denne skrivelse af 25. juni 2002 og i et yderligere svar af 30. august 2002 foreslog Ombudsmanden, at klageren skulle udtømme alle muligheder for at indgive interne administrative anmodninger, navnlig klageproceduren i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. Ombudsmanden tilføjede, at når hun havde gjort det, kunne hun overveje at indgive en ny klage til ham, hvis hun fandt svaret fra institutionen utilfredsstillende.

Den 4. april 2004 skrev klageren igen til Ombudsmanden. I dette brev oplyste hun, at hun ved flere lejligheder, senest den 12. juli 2004, havde skrevet til EØSU og anmodet om godtgørelse af sine sagsomkostninger på 69 190 BEF. På trods af hendes anmodninger var der endnu ikke foretaget nogen refusion. Klageren vedlagde sin klage kopier af al sin korrespondance med EØSU.

Under hensyntagen til de nye beviser besluttede Ombudsmanden at registrere klagerens brev som en ny klage (reference 2778/2004/JMA) og at indlede en undersøgelse. De påstande, som Ombudsmanden anmodede EØSU om at afgive udtalelse om, var følgende:

Klageren hævder kort sagt, at hendes advokatomkostninger i sag T-183/96 ved Retten i Første Instans på trods af hendes talrige anmodninger til de relevante EØSU-tjenester endnu ikke er blevet godtgjort, hvilket er i strid med Domstolens afgørelse. Hun har derfor nedlagt påstand om, at hendes advokatsalærer godtgøres med 69 190 BEF.

Forespørgslen

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

I sin udtalelse gav EØSU først en detaljeret kronologi over den faktiske situation. Institutionen vedlagde sin udtalelse al korrespondance mellem klageren og dens tjenestegrene.

EØSU bemærkede, at Retten i Første Instans den 17. februar 1998 afsagde dom i sag T-183/96, som P. havde anlagt mod EØSU, hvori den dømte institutionen til at betale klagerens advokatomkostninger.

Den 16. maj 2002 skrev klageren til EØSU for at anmode om fuldbyrdelse af afgørelsen. I sit brev anmodede klageren om godtgørelse af sine advokatsalærer, selv om hun ikke vedlagde nogen dokumentation i forbindelse med disse salærer. EØSU's tjenestegrene forsøgte uden held at kontakte klageren for at anmode hende om at fremlægge dokumentation for størrelsen og arten af hendes advokatsalærer.

Den 29. juli 2003 indgav klageren formelt en klage til EØSU i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. I appelskriftet anmodede hun om betaling af advokatsalærer på 10 000 BEF. Hun vedlagde sin klage en attest, hvori hendes advokat erklærede, at klageren i 1991 og/eller 1996 havde betalt ham 10 000 BEF. I sit svar af 9. december 2003 konkluderede EØSU, at der ikke kunne ydes nogen betaling, da det dokument, der var vedlagt klagerens brev, kun var en kopi af den originale attest, og det kunne desuden ikke bevise, at de krævede gebyrer indebar juridisk arbejde i forbindelse med sag T-183/96.

I et brev af 16. april 2004 opfordrede klageren indtrængende EØSU til at rette sig efter Domstolens dom og betale advokatsalærer på 10 000 BEF. Hun vedlagde sit brev den originale attest vedrørende dette beløb. I et svar af 5. juli 2004 afviste EØSU's tjenestegrene klagerens anmodning med den begrundelse, at de beviser, hun havde fremlagt, hverken var en korrekt kvittering eller hendes advokats regning, og at den desuden ikke henviste til det specifikke arbejde, som regningen var udstedt for. I sin skrivelse beskrev institutionen den type dokumentation, som klageren burde sende for at få sin betalingsanmodning imødekommet.

Den 12. juli 2004 fremsendte klageren to særskilte attester fra 1997 og 2000, hvori hendes advokat erklærede, at det arbejde, han havde udført for klageren, vedrørte hans arbejde i sag T-183/96. I brevet medtog klageren også en ny anmodning vedrørende yderligere advokatsalærer på 59 190 BEF. I sit svar af 15. oktober 2004 accepterede EØSU at tilbagebetale den oprindelige anmodning om 10 000 BEF, men afviste at betale de yderligere 59 190 BEF, da det fandt, at den anden anmodning ikke var underbygget af noget bevis.

Efter sin redegørelse for sagens faktiske omstændigheder fremsatte EØSU en række bemærkninger vedrørende Ombudsmandens undersøgelse og sagens realitet.

Med hensyn til Ombudsmandens beslutning om at indlede en undersøgelse i denne sag gjorde EØSU gældende, at klageren ikke havde udtømt mulighederne for at indgive interne administrative klager, navnlig den klage, der er omhandlet i personalevedtægtens artikel 90, stk. 2, inden han indgav en klage til Ombudsmanden, hvilket er i strid med artikel 2, stk. 8, i Ombudsmandens statut. EØSU anførte, at klageren med hensyn til anmodningen om betaling af 10 000 BEF havde indgivet sin klage til Ombudsmanden en måned før udløbet af fristen for institutionens svar på hendes klage, jf. personalevedtægtens artikel 90, stk. 2. Med hensyn til klagerens anmodning om godtgørelse af yderligere 59 190 BEF påpegede EØSU, at der aldrig var blevet indgivet en intern klage til dets tjenestegrene vedrørende denne anden anmodning. EØSU konkluderede derfor, at Ombudsmanden burde have afvist sagen på grundlag af artikel 2, stk. 8, i hans statut.

I forbindelse med klagerens påstande henviste EØSU til forklaringerne i sin afgørelse af 15. oktober 2004, hvorved det havde accepteret at betale klagerens advokatomkostninger på 10 000 BEF, men nægtede at gøre det for hendes anden anmodning på 59 190 BEF. Institutionen gjorde gældende, at dens tjenestegrene i det første tilfælde havde betalt klagerens honorar, efter at hun havde fremlagt de nødvendige beviser den 12. juli 2004. Med hensyn til EØSU's afvisning af at imødekomme klagerens nye anmodning om 59 190 BEF fremførte institutionen, at der endnu ikke var blevet fremlagt dokumentation for arten af disse gebyrer. Institutionen konkluderede derfor, at dens tjenestegrene havde handlet korrekt i denne situation, og at enhver forsinkelse i betalingen skyldtes klagerens manglende fremlæggelse af passende beviser vedrørende arten af hendes advokatsalærer.

Klagerens bemærkninger

Ombudsmanden har ikke modtaget bemærkninger fra klageren.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkning

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ("EØSU") er i sin udtalelse af den opfattelse, at klagen ikke opfyldte kravene i artikel 2, stk. 8, i Den Europæiske Ombudsmands statut, og at Ombudsmanden derfor ikke burde have fastslået, at den opfyldte betingelserne for behandling. Sagsøgeren har gjort gældende, at klageren, inden hun indgav sin klage til Ombudsmanden, ikke udtømte alle muligheder for at indgive interne administrative klager, navnlig klageproceduren i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

1.2 Ombudsmanden minder om, at følgende fremgår af artikel 2, stk. 8, i hans statut:

"Der kan ikke indgives klage til ombudsmanden vedrørende arbejdsforholdene mellem fællesskabsinstitutionerne og -organerne og deres tjenestemænd og øvrige ansatte, medmindre den pågældende har udtømt alle muligheder for at indgive interne administrative anmodninger og klager, navnlig de procedurer, der er omhandlet i artikel 90, stk. 1 og 2, i personalevedtægten, og svarfristerne for den myndighed, der således har indgivet andragendet, er udløbet."

1.3 Det skal tages i betragtning, at klageren den 17. maj 2002 for første gang indgav en klage til Ombudsmanden vedrørende samme emne (reference: 927/2002/(BF)JMA), som blev afvist den 25. juni 2002 i henhold til artikel 2, stk. 8, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand. Det fremgik, at klageren ikke havde udtømt alle muligheder for at indgive interne administrative anmodninger og klager, navnlig de procedurer, der er omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2. I sin skrivelse af 25. juni 2002 og i et yderligere svar af 30. august 2002 gjorde Ombudsmanden det klart for klageren, at hun skulle udtømme klageproceduren i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, inden hun overvejede at indgive en ny klage til ham.

1.4 Det fremgår af de beviser, som EØSU har fremlagt, at klageren den 29. juli 2003 faktisk indgav en klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, med påstand om, at EØSU skulle godtgøre hende hendes advokatsalærer i sag T-183/96 (1), og at EØSU svarede den 9. december 2003.

1.5 Ombudsmanden bemærker, at der også var efterfølgende korrespondance mellem klageren og EØSU. Da artikel 90, stk. 2, imidlertid appellerer til EØSU, og den efterfølgende klage til Ombudsmanden vedrører samme emne, er Ombudsmanden af den opfattelse, at klagen opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 8, i hans statut. Ombudsmanden finder det derfor hensigtsmæssigt at undersøge klagerens påstande og dermed vurdere sagens realitet.

2 Påstået manglende godtgørelse fra EØSU af klagerens advokatomkostninger

2.1 Klageren hævder, at hendes advokatsalærer i sag T-183/96 ved Retten i Første Instans på trods af hendes talrige anmodninger til de relevante EØSU-tjenester endnu ikke er blevet godtgjort i strid med Domstolens afgørelse. Hun har derfor nedlagt påstand om, at hendes advokatsalærer godtgøres med 69 190 BEF.

Klageren forklarer, at hun den 14. november 1996 anlagde sag mod EØSU ved Retten i Første Instans, hvori hun anfægtede EØSU's beslutning om at nedgradere hende fra løntrin 5 til løntrin 2 i lønklasse C3. I sin dom af 17. februar 1998 konkluderede Domstolen, at EØSU's afgørelse ikke var forholdsmæssig, og omstødte den derfor. Som følge af denne konstatering pålagde Retten institutionen at godtgøre klagerens advokatomkostninger.

2.2 EØSU gør gældende, at , den 16. juli 2004 refunderede klagerens advokatomkostninger med 10 000 BEF, efter at hun havde fremlagt de nødvendige beviser for arten af det juridiske arbejde, der var tale om. EØSU bemærker imidlertid, at dets tjenestegrene har afvist at imødekomme klagerens anden anmodning om yderligere 59 190 BEF, da hun ikke havde fremlagt passende dokumentation for arten af disse gebyrer.

EØSU forklarer, at klageren først kontaktede sine tjenestegrene den 16. maj 2002 for at anmode om fuldbyrdelse af afgørelsen. Hendes brev indeholdt imidlertid ingen dokumentation. Den 29. juli 2003 gentog hun sin anmodning og fastsatte værdien af sine advokatsalærer til 10 000 BEF. Betalingen af dette beløb fandt først sted den 16. juli 2004, efter at de relevante beviser var blevet fremsendt til EØSU. Den 12. juli 2004 sendte klageren en ny anmodning vedrørende yderligere advokatsalærer på 59 190 BEF. EØSU hævder, at det yderligere beløb ikke er blevet tilbagebetalt, fordi klageren ikke har fremlagt noget bevis, der kan begrunde arten af disse gebyrer.

2.3 Ombudsmanden har nøje gennemgået alle tilgængelige oplysninger. Det ser ud til, at klageren i et brev, som EØSU modtog den 16. maj 2002, første gang anmodede EØSU om godtgørelse af sin advokats salær. I sit brev, hvori hun henledte opmærksomheden på den del af Domstolens afgørelse, der vedrørte EØSU's godtgørelse af hendes advokatsalærer, angav klageren imidlertid ikke det nøjagtige beløb for disse salærer. Efterfølgende fremsatte klageren to særskilte anmodninger vedrørende hendes advokatsalærer.

2.4 I klagerens breve til EØSU af 29. juli 2003 og 16. april 2004 angav klageren sine advokatsalærer til 10 000 BEF.

Ombudsmanden bemærker, at institutionen efter flere skriftlige udvekslinger mellem klageren og EØSU om beviserne til støtte for disse advokatsalærer betalte klageren et beløb på 10 000 BEF den 16. juli 2004. Det ser derfor ud til, at den første anmodning fra klageren er blevet betalt af institutionen.

2.5 Ved brev af 12. juli 2004 indgav klageren imidlertid en ny anmodning til EØSU, hvori hun anmodede om godtgørelse af advokatsalærer på 59 190 BEF, som ikke var blevet udbetalt til hendes advokat.

Brevet indeholdt to attester udstedt af hendes advokat til støtte for den nye anmodning. I den første attest af 16. august 2000 henviste hendes advokat til en uspecificeret/uidentificeret procedure ved EØSU, for hvilken de vigtigste advokatomkostninger var 46 992 BEF, og for hvilken de yderligere udgifter beløb sig til 12 198 BEF. En anden attest af 4. marts 1997 indeholder en detaljeret oversigt over udgifterne (16 742 BEF) og advokatsalærer (40 250 BEF) i forbindelse med en retssag mellem klageren og EØSU. Der var imidlertid ingen yderligere detaljer, der kunne have identificeret den præcise karakter af denne sag.

2.6 Ombudsmanden bemærker, at ingen af de dokumenter, som klageren har fremlagt til støtte for sin anden anmodning om 59 190 BEF, hverken identificerer genstanden for det juridiske arbejde eller beskriver i detaljer, hvordan dette arbejde blev kvantificeret.

Ombudsmanden er af den opfattelse, at det på grundlag af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning forekommer rimeligt, at administrationen, inden den indfrier en gæld, anmoder den potentielle støttemodtager om at fremlægge dokumentation for udgifternes størrelse og art.

På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at EØSU's holdning til klagerens anden anmodning forekommer rimelig.

Ombudsmanden har derfor konkluderet, at der ikke synes at være tale om fejl eller forsømmelser.

3 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

EØSU's formand vil også blive underrettet om denne beslutning.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Sag T-183/96, E mod Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Sml. Pers. IA, s. 67; II-159.