# Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om klage 1509/2004/TN over Europa-Kommissionen
- Forfatter: Den Europæiske Ombudsmand
- Dato: null
- [URL](https://www.ombudsman.europa.eu/da/decision/da/2202)
---
Strasbourg, den 14. april 2005   

Kære H.

Den 17. maj 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende Europa-Kommissionens påståede passivitet i henhold til EF-traktatens artikel 226.

Den 14. juni 2004 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Kommissionen afgav udtalelse den 29. september 2004. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 20. november 2004, med yderligere oplysninger fremsendt den 19. februar 2005.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.

Komplekset
----------

Klageren er en britisk landbruger, som ikke har modtaget den mælkekvote, som han mener, at han er berettiget til.

Ifølge klageren er de relevante faktiske omstændigheder kort sagt følgende:

Den britiske regering anvender ikke mælkekvoteordningen i overensstemmelse med fællesskabsforordningerne 1546/88[(1)](#(1)){#Footnote1} og 857/84[(2)](#(2)){#Footnote2} og navnlig Domstolens præjudicielle afgørelse i Thomsen-sagen[(3).](#(3)){#Footnote3}

Klagerens afdøde far var forpagter af en gård, som i 1984 fik tildelt en mælkekvote. Kvoten blev tildelt partnerskabet mellem hr. \& V. H. \& Son som mælkeproducent, der drev den forpagtede bedrift. Den 27. februar 1999 købte klageren som søn af partnerskabet en særskilt bedrift. Mælkeproduktionen blev flyttet fra den gamle til den nye bedrift den 1. marts 1990 i overensstemmelse med national lovgivning. Samme dag ophørte V H. \&amp med at være producent, men klageren fortsatte med at producere mælk på den nye gård i et nyt partnerskab kaldet WE \& RA H..

De britiske domstole, udlejeren, den britiske regering og familien H. var af den opfattelse, at ingen af de ovennævnte sager vedrørende mælkekvoter var ulovlige. Alle ovennævnte parter fandt også, at en overdragelse af en del af en bedrift fandt sted i overensstemmelse med EU-forordningerne. Kvoten blev tildelt WE \& RA H. i en årrække af den britiske regerings repræsentant med fuldt kendskab til, at mælkekvoten havde forladt den forpagtede ejendom.

Ved voldgiftskendelse af 15. juli 1991 blev det imidlertid fastslået, at WE \& RA H. og deres nye bedrift kun var berettiget til mindre end 0,1% af kvoten på trods af overførslen mellem V. \& V. \& Son og W. \& RA H. den 1. marts 1990. Ifølge klageren burde voldgiftskendelsen have tildelt mælkekvoten til WE \& RA H. som producent, eftersom forpagteren af den gamle gård, hr. \& V. H. \& Son, ikke havde til hensigt at producere mælk. I stedet blev mælkekvoten tildelt ejeren af den gamle bedrift, Staffordshire County Council, selv om County Council ikke drev bedriften, ikke var producenter og end ikke havde til hensigt at blive producenter. Efter klagerens opfattelse er dette i strid med Domstolens afgørelse i Thomsen-sagen. Ved at tildele kvoten til Staffordshire County Council overskred voldgiftsmanden desuden sit mandat, som var at træffe afgørelse om fordelingen af mælkekvoten mellem hr. \& V. H. \& Son og WE \& RA H.. Den ansvarlige britiske minister undlod at rette op på sagen. Kommissionen undlod på sin side at gribe ind i sagen, efter at klageren ved skrivelse af 1. februar 2003 havde anmodet om, at sagen blev taget op til fornyet behandling i lyset af Thomsen-sagen.

Klageren hævder, at mælkekvoter regelmæssigt flyttes rundt i Det Forenede Kongerige af ejer-/beboerproducenter. Forpagterne må imidlertid ikke flytte mælkekvoter, og det er helt klart en form for forskelsbehandling af producenterne i strid med fællesskabsretten. I artikel 7, stk. 2, i forordning 1546/88 hedder det, at *"\[h\]vis en eller flere dele af en bedrift sælges, bortforpagtes eller overdrages ved arv, fordeles den tilsvarende referencemængde mellem de producenter, der driver bedriften, i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion."* I klagerens tilfælde var WE \& RA H. efter overdragelsen af kvoten den 1. marts 1990 de eneste mælkeproducenter, og det eneste areal, der blev anvendt til mælkeproduktion, var den nye bedrift. Det var derfor i strid med fællesskabsretten at tildele Staffordshire County Council mælkekvoten.

Klageren hævder, at Europa-Kommissionen har undladt at håndhæve en korrekt anvendelse af fællesskabsretten ved ikke at gribe ind over for Det Forenede Kongeriges manglende overholdelse af Fællesskabets retsakter og retspraksis vedrørende mælkekvoter.

Klageren kræver erstatning for betydelige tab.

Forespørgslen
-------------

**Kommissionens udtalelse
++Klagens++ antagelse til realitetsbehandling**   

Under henvisning til EF-traktatens artikel 195 og artikel 1.3 og 2.7 i Den Europæiske Ombudsmands statut gør Kommissionen gældende, at Ombudsmanden bør afvise denne klage, da de faktiske omstændigheder, som klageren har fremført, allerede har været genstand for retssager eller domstolsafgørelser i Det Forenede Kongerige og er blevet behandlet af Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender.

Under alle omstændigheder gør Kommissionen gældende, at klagen bør erklæres ubegrundet, da klagerens sag er blevet behandlet i overensstemmelse med bedste praksis, når Kommissionen eller en anden EU-institution har undersøgt den. På grundlag af EF-traktatens artikel 195 er der derfor ingen grund til, at Den Europæiske Ombudsmand foretager en undersøgelse.
++Baggrunden for klagen++   

Klageren henvendte sig allerede for mange år siden til Kommissionen vedrørende britiske mælkekvoter. Klagerens seneste meddelelse om sagen var hans skrivelse af 1. februar 2003, hvori han anmodede Kommissionen om at håndhæve Thomsen-sagen, som han anså for at være identisk med hans egen sag. Det drejede sig om, hvorvidt producenten eller jordejeren i tilfælde af overdragelse skulle tildeles en mælkekvote. Ifølge Kommissionen var der ingen omtale i klagerens brev om indledning af en overtrædelsesprocedure mod Det Forenede Kongerige. Klageren anmodede blot Kommissionen om at genoverveje sine konklusioner vedrørende et andragende, som klageren indgav til Europa-Parlamentet i 1995[(4).](#(4)){#Footnote4} Kommissionen svarede klageren ved brev af 7. marts 2003, hvori den detaljeret og begrundet redegjorde for, hvorfor Kommissionen ikke var enig i klagerens holdning til Thomsen-sagen. Efter Kommissionens opfattelse blev klagerens brev af 1. februar 2003 således behandlet korrekt.
++Sagens realitet++   

Kommissionen noterer sig klagerens antagelse om, at han frit kunne overføre den mælkekvote, der blev udnyttet på den tidligere lejede bedrift ("den gamle bedrift"), til den bedrift, der efterfølgende blev købt ("den nye bedrift"). Klageren hævder, at tildelingen af næsten hele kvoten til amtsrådet, ejeren af den gamle gård, var ulovlig og diskriminerede ham som forpagter.

Kommissionen er ikke enig i klagerens holdning, som ikke har noget retsgrundlag og ikke understøttes af de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. På daværende tidspunkt gjaldt bestemmelserne i artikel 7 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1546/88, som blev vedtaget i henhold til artikel 7 i Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 om etablering af en forbindelse mellem bedriften og mælkekvoten med henblik på overdragelse af bedrifter. Artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1546/88, der fandt anvendelse på overdragelse af en hel bedrift og på overdragelse af dele af en bedrift, bestemte følgende:
> 1. "Hvis en hel bedrift sælges, bortforpagtes eller overdrages ved arv, overføres den tilsvarende referencemængde fuldt ud til den producent, der overtager bedriften."
>
> 2. "Hvis en eller flere dele af en bedrift sælges, bortforpagtes eller overdrages ved arv, fordeles de tilsvarende mængder mellem de producenter, der driver bedriften, i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier, som medlemsstaterne fastsætter".

På baggrund af ovenstående bestemmelser konkluderes det, at "en landbruger, der ønsker at etablere sig som mælkeproducent, skal erhverve en bedrift, hvortil der er knyttet en mælkekvote[(5)".](#(5)){#Footnote5} Landbrugeren har ikke absolut ret til mælkekvoten. Domstolen har faktisk konkluderet, at "den ejendomsret, der er sikret ved Fællesskabets retsorden, ikke omfatter retten til med gevinst for øje at råde over en fordel, såsom de referencemængder, der er tildelt inden for rammerne af den fælles markedsordning, som ikke hidrører fra de pågældende personers formue eller erhvervsmæssige virksomhed[(6)".](#(6)){#Footnote6} I tilfælde af overdragelse af en bedrift eller en del af en bedrift sker fordelingen af kvoten mellem de berørte parter derfor ikke under hensyntagen til de involverede fysiske personer, men "i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier".

Kommissionen minder om, at klagerens sag i årenes løb er blevet gennemgået af flere myndigheder. En voldgiftsmand var den første til at undersøge det i 1990. På det tidspunkt var klagerens holdning forskellig fra den nuværende, idet han ikke påberåbte sig friheden til at flytte sin kvote fra en bedrift til en anden, men at "ændringen af partnerskabets identitet og ændringen af produktionen og overførslen af produktionen fra \[den gamle bedrift\] til \[den nye bedrift\] ikke udgjorde en ændring af besættelsen af en del af en bedrift i overensstemmelse med \[britisk lov\]". Dette indlæg viser, at klageren ikke var uvidende om, at hans sag skulle behandles inden for rammerne af reglerne om overdragelse af en bedrift.

Voldgiftsmanden konkluderede, at der for så vidt angår den gamle gård var sket tre ændringer i besættelsen i perioden fra den 12. februar 1990 til den 25. marts 1990. For så vidt angår fordelingen af mælkekvoter mellem de to bedrifter, dvs. den gamle bedrift og den nye bedrift, anvendte voldgiftsmanden de kriterier, der er fastsat i britisk lovgivning, og som henviser til "de arealer, der er anvendt til mælkeproduktion i de fem år, der går forud for erhvervsskiftet". Voldgiftsmanden konkluderede således, at tildelingen af mælkekvoten til den nye bedrift ville være minimal. Voldgiftsmandens beregning på grundlag af de pågældende bedrifters arealer og tidspunktet for deres beskæftigelse førte til, at den overvejende del af mælkekvoten blev tildelt den gamle bedrift. Derfor blev mælkekvoten tildelt i overensstemmelse med kriterierne i artikel 7, stk. 2, i forordning 1546/88, dvs. "i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier, som medlemsstaterne har fastsat".

Voldgiftsmandens kendelse blev gennemgået af County Court og Court of Appeal. Sidstnævnte afgørelse blev endelig, da en yderligere appel til House of Lords ikke blev givet. Court of Appeal afviste klagerens argumenter vedrørende virkningerne af ændringerne i besættelsen af de to bedrifter ved at fastslå, at *"hvis A og B og C besætter en produktionsenhed med henblik på mælkekvoter, og A og B frafalder, hvilket bringer partnerskabet til ophør, er der klart tale om en ændring af besættelsen, når C og D danner et nyt og særskilt partnerskab og tager besættelse. /.../ Det fremgår klart af denne /.../ at når forordningerne taler om "overførsel", taler de om besættelse og ikke om juridisk adkomst. Jeg konkluderer derfor, at erhvervsskiftet i begyndelsen af marts havde en retsvirkning, der kunne sammenlignes med et salg, en bortforpagtning eller en overdragelse ved arv. Af denne grund vil jeg også /.../ afvise appellen."*

Kommissionen mener, at det klart fremgår af ovenstående, at selv om klageren nu mener, at han var eneejer af mælkeproduktionsaktiviteten og den tilhørende kvote på den gamle bedrift, og at han kunne overføre den til den nye bedrift, svarer denne opfattelse desværre ikke til begrebet mælkekvote i henhold til fællesskabsforordningerne. Klageren tog ikke hensyn til den eksisterende forbindelse mellem kvoten og bedriften og undervurderede konsekvenserne af de ændringer, der blev foretaget gennem de successive partnerskaber, som udnyttede de to bedrifter. Klagerens argument om, at han blev forskelsbehandlet som lejer, er derfor ubegrundet. Fordelingen af mælkekvoten mellem de to bedrifter blev foretaget under hensyntagen til deres respektive arealer og varigheden af deres udnyttelse, idet ejerens eller forpagterens personlige kvalitet var uden betydning.

Ifølge Kommissionen bekræfter Thomsen-sagen kun Domstolens tidligere retspraksis og berettiger ikke en fornyet behandling af klagerens sag.
**Klagerens bemærkninger**   

I sine bemærkninger fastholder klageren sin klage og fremsætter sammenfattende følgende supplerende bemærkninger:

Staffordshire County Council fik tildelt mælkekvoten, selv om det aldrig havde til hensigt at genudleje jorden til mælkeproduktion. Amtsrådet udfyldte i stedet en mælkemarkedsføringsbestyrelsesblanket og anmodede om, at mælkekvoten blev registreret på amtsrådets kontoradresse, hvorfra amtsrådet bortforpagtede mælkekvoten for en betydelig fortjeneste. Disse handlinger er i strid med Thomsen-sagen, hvori det hedder, at mælkekvoter skal tildeles producenterne og ikke arealer, der ikke vil blive anvendt til mælkeproduktion.

MAFF's[(7)](#(7)){#Footnote7} retningslinjer til deres agent, Milk Marketing Board, gik ud på, at mælkekvoterne kunne flyttes af de enkelte producenter. Milk Marketing Board tildelte mælkekvoten til klageren og dennes hustru, dvs. partnerskabet WE \& RA H., på den nye bedrift. Ved skrivelse af 5. juli 1990 identificerede MAFF WE \& RA H. som erhverver og V. H. \& Son som overdrager. Familien H. blev imidlertid af MAFF's repræsentant underrettet om, at en del af en bedrift ikke var blevet overdraget, og klageren udkæmpede sagen på grundlag af denne rådgivning. Forordning 1546/88 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte deres egne regler, hvilket i Det Forenede Kongerige betyder, at overdrageren og erhververen indbyrdes kan aftale en overførsel af en mælkekvote (Statutory Instruments 1989, Schedule 4, Regulation 1 (3)). Ifølge EF-Domstolens retspraksis[(8)](#(8)){#Footnote8} kan mælkekvoter flyttes inden for medlemsstaterne, dvs. en mælkekvote kan anvendes andetsteds af en producent. I den foreliggende sag kunne ægteparret H. \& Sons partnerskab derfor flytte mælkekvoten fra en bedrift til en anden inden for bedriften.

Voldgiftsmanden tildelte mælkekvoten til "jord" og ikke til "producenter" som krævet i Thomsen-sagen. Enhver tildeling af mælkekvoten til den gamle bedrift var ulovlig, da denne bedrift ikke ville blive anvendt til mælkeproduktion. Domstolen i Det Forenede Kongerige behandlede imidlertid kun spørgsmålet om, hvorvidt der var sket en overdragelse af en bedrift, og afviste at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt mælkekvoten skulle tildeles jord eller en producent.

Klageren sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Staffordshire County Council kunne være part i en voldgiftssag, da det aldrig havde til hensigt at anvende den gamle gård til mælkeproduktion. Han sætter også spørgsmålstegn ved, hvorfor H.S. ikke fik lov til at blive enige om overdragelsen af mælkekvoten, da Milk Marketing Board oprindeligt accepterede denne fremgangsmåde. Men frem for alt sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor Kommissionen ikke har truffet foranstaltninger over for de britiske myndigheder for løbende at ignorere EU's og Det Forenede Kongeriges lovgivning.

Afgørelsen
----------

**1 Formaliteten med hensyn til klagen**   

1.1 Kommissionen gør i sin udtalelse gældende, at klagen bør afvises i henhold til EF-traktatens artikel 195 og artikel 1.3 og 2.7 i Den Europæiske Ombudsmands statut, da de faktiske omstændigheder, som klageren har fremført, allerede har været genstand for retssager eller domstolsafgørelser i Det Forenede Kongerige og er blevet behandlet af Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender. Kommissionen gør endvidere gældende, at klagen under alle omstændigheder bør erklæres ubegrundet, da Kommissionen har behandlet klagerens sag i overensstemmelse med bedste praksis, og der derfor på grundlag af EF-traktatens artikel 195 ikke er nogen grund for Den Europæiske Ombudsmand til at foretage en undersøgelse.

1.2 Ombudsmanden minder om, at den sag, der er indbragt for ham, vedrører Kommissionens påståede undladelse af at håndhæve en korrekt anvendelse af fællesskabsretten. Ombudsmanden finder ikke, at spørgsmålet om Kommissionens påståede undladelse i denne henseende har været genstand for nogen retssag. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen har handlet i overensstemmelse med bedste praksis i forbindelse med behandlingen af klagerens sag, er dette det spørgsmål, som Ombudsmanden skal afgøre *efter sin undersøgelse.* Kommissionens argument om, at den har handlet i overensstemmelse med bedste praksis, vedrører sagens realitet og giver ikke Ombudsmanden mulighed for at erklære klagen ubegrundet uden at foretage en analyse af sagen.

1.3 Med hensyn til Kommissionens argument om, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender allerede har behandlet sagen, minder Ombudsmanden om, at hans faste praksis er at antage, at der ikke er grundlag for en undersøgelse fra Ombudsmandens side, hvis et andet kompetent organ allerede har behandlet sagen. I den foreliggende sag synes Udvalget for Andragender imidlertid ikke at have behandlet den anfægtede sag, dvs. Kommissionens påståede undladelse af at håndhæve en korrekt anvendelse af fællesskabsretten.

1.4 Ombudsmanden accepterer derfor ikke Kommissionens argumenter vedrørende klagens antagelighed og vil derfor behandle sagens realitet i del 2 nedenfor.
**2 Anbringendet om, at fællesskabsretten ikke er blevet anvendt korrekt**   

2.1 Klagen vedrører Kommissionens behandling af klagerens bekymring over, at den britiske regering ikke anvender mælkekvoteordningen i overensstemmelse med fællesskabsforordningerne 1546/88 og 857/84 og Domstolens præjudicielle afgørelse i Thomsen-sagen[(9).](#(9)){#Footnote9} Klagerens afdøde far var forpagter af en gård, som fik tildelt en mælkekvote i partnerskab med hr. \& V. H. \& Søn som mælkeproducent, der drev gården ("den gamle gård"). Den 27. februar 1999 købte klageren som søn af partnerskabet en særskilt bedrift ("den nye bedrift"). Mælkeproduktionen blev flyttet fra den gamle til den nye bedrift den 1. marts 1990 i overensstemmelse med national lovgivning. Samme dag ophørte V.H. \&amp med at være producent, men klageren fortsatte med at producere mælk på den nye gård i et nyt partnerskab kendt som WE \& RA H.. I 1991 fandt en voldgiftskendelse, som senere blev stadfæstet af de britiske domstole, at WE \& RA H. og den nye bedrift kun var berettiget til mindre end 0,1% af kvoten på trods af overførslen mellem hr. \& V. H. \& Søn og WE \& RA H. den 1. marts 1990. Ifølge klageren burde voldgiftskendelsen have tildelt mælkekvoten til WE \& RA H. som producent, eftersom forpagteren af den gamle gård, hr. \& V. H. \& Son, ikke havde til hensigt at producere mælk. I stedet blev mælkekvoten tildelt ejeren af den gamle bedrift, Staffordshire County Council, selv om County Council ikke drev bedriften, ikke var producenter og end ikke havde til hensigt at blive producenter. Efter klagerens opfattelse er dette i strid med Domstolens afgørelse i Thomsen-sagen. Kommissionen undlod imidlertid at træffe foranstaltninger i sagen, efter at klageren ved skrivelse af 1. februar 2003 havde anmodet om, at hans sag blev taget op til fornyet overvejelse i lyset af Thomsen-sagen.

Klageren hævder, at Europa-Kommissionen har undladt at håndhæve en korrekt anvendelse af fællesskabsretten ved ikke at gribe ind over for Det Forenede Kongeriges manglende overholdelse af Fællesskabets retsakter og retspraksis vedrørende mælkekvoter.

2.2 Kommissionen minder om klagerens brev af 1. februar 2003, hvori han anmodede Kommissionen om at håndhæve Thomsen-sagen, som han anså for at være identisk med hans egen sag. Kommissionen anfører, at den svarede klageren ved brev af 7. marts 2003, hvori den detaljeret og begrundet redegjorde for, hvorfor Kommissionen ikke var enig i klagerens holdning til Thomsen-sagen. Efter Kommissionens opfattelse blev klagerens brev af 1. februar 2003 således behandlet korrekt.

Med hensyn til substansen i de betænkeligheder, som klageren gjorde Kommissionen opmærksom på, henviser Kommissionen til den dagældende forordning 1546/88, artikel 7, stk. 2, hvori det fastsættes, at fordelingen af kvoten mellem de interesserede parter i tilfælde af overdragelse af en bedrift eller en del af en bedrift ikke sker under hensyntagen til de involverede fysiske personer, men "i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier". Kommissionen minder om, at voldgiftsmandens tildeling af mælkekvoten, som blev stadfæstet af de britiske domstole, var baseret på de kriterier, der er fastsat i den britiske lovgivning, og som henviser til "de arealer, der blev anvendt til mælkeproduktion i de fem år forud for erhvervsskiftet". Voldgiftsmandens beregning på grundlag af de pågældende bedrifters arealer og tidspunktet for deres beskæftigelse førte til, at den overvejende del af mælkekvoten blev tildelt den gamle bedrift. Derfor blev mælkekvoten tildelt i overensstemmelse med kriterierne i artikel 7, stk. 2, i forordning 1546/88, dvs. "i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier, som medlemsstaterne har fastsat".

Kommissionen hævder, at klageren ikke tog hensyn til den eksisterende forbindelse mellem kvoten og bedriften og undervurderede konsekvenserne af de ændringer, der blev foretaget gennem de successive partnerskaber, der udnyttede de to bedrifter. Ifølge Kommissionen blev fordelingen af mælkekvoten mellem de to bedrifter foretaget under hensyntagen til deres respektive arealer og varigheden af deres udnyttelse, idet ejerens eller forpagterens personlige kvalitet var uden betydning. Klageren blev derfor ikke forskelsbehandlet på grund af sin egenskab af lejer.

2.3 Inden Ombudsmanden går ind i en analyse af parternes argumentation, vil han gerne minde om, at hans undersøgelse er begrænset til at undersøge, om Kommissionen ved behandlingen af klagerens skrivelse af 1. februar 2003 og ved ikke at gribe ind over for Det Forenede Kongerige har handlet i overensstemmelse med de regler og principper, der er bindende for den, og inden for rammerne af dens retlige beføjelser.

2.4 Ombudsmanden bemærker, at klagen drejer sig om klagerens skrivelse af 1. februar 2003 og Kommissionens reaktion på denne skrivelse. Ombudsmanden bemærker endvidere, at klageren i skrivelsen af 1. februar 2003 henviser til sit andragende til Europa-Parlamentet og anfører, at Kommissionen "besluttede, at jordejeren i \[hans\] tilfælde skulle tildeles mælkekvoten", og at Kommissionen "afviste \[hans\] andragende og anførte, at selv om \[han\] var producent, var han ikke berettiget til mælkekvoten". Klageren anmoder Kommissionen om at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse på grundlag af 1) Thomsen-sagen, 2) det forhold, at den britiske voldgiftsmand gik ud over sit mandat ved tildelingen af kvoten; og 3) det forhold, at forpagtere i Det Forenede Kongerige ikke må flytte mælkekvoter på samme måde som producenter, der ejer deres landbrugsjord. Klageren hævder, at Thomsen-sagen er identisk med hans egen situation, og at Domstolen i Thomsen-sagen fastslog, at mælkekvoten bør forblive hos forpagteren/producenten, hvis jordejeren ved udløbet af en forpagtningsaftale ikke har til hensigt at producere mælk.

Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i sit svar af 7. marts 2003 minder om Rettens konklusioner i Thomsen-sagen, nemlig at bortforpagteren ved udløbet af en forpagtningsaftale kun kan erhverve mælkekvoter, hvis han er mælkeproducent, eller hvis han overdrager den kvote, der er til rådighed på bedriften, til en tredjepart, der er mælkeproducent. Kommissionen anfører imidlertid, at den ikke er enig i klagerens fortolkning af Thomsen-sagen, dvs. at hvis bortforpagteren ikke er mælkeproducent ved forpagtningsaftalens udløb, forbliver kvoten hos forpagteren/producenten. Kommissionen har anført, at der er knyttet en mælkekvote til jorden, og at forpagteren/producenten ved udløbet af en forpagtningsaftale ikke har noget krav på at beholde kvoten som følge af, at bortforpagteren ikke er mælkeproducent. Ifølge Kommissionen vedrører betydningen af Thomsen-sagen begivenhederne *efter* en omfordeling af kvoten til bortforpagteren. Hvis bortforpagteren ikke inden for den fastsatte frist enten genoptager mælkeproduktionen eller foretager en ny overdragelse af bedrift og kvote, overgår kvoten til den nationale reserve. Med hensyn til klagerens argument om, at voldgiftsmanden gik ud over sit mandat, anfører Kommissionen, at den kun kan udtale sig ud fra et fællesskabsretligt synspunkt, på grundlag af hvilket den finder, at der ikke var grundlag for at tildele mælkekvoten til ægteparret H. \& Son. Ægteparret H. \& Son havde indstillet mælkeproduktionen inden forpagtningsaftalens udløb og havde desuden angiveligt overdraget den kvote, der var knyttet til den forpagtede bedrift, til en særskilt bedrift. Kommissionen konkluderer derfor, at den ikke kan være til nogen hjælp for klageren i denne sag.

2.5 Ombudsmanden forstår klagerens påstand mod Kommissionen således, at den er baseret på det synspunkt, at de britiske myndigheder for at overholde fællesskabsretten som fortolket og præciseret i Thomsen-sagen burde have tildelt klageren og hans nye bedrift mælkekvoten og ikke burde have tildelt den til amtsrådet. For at afgøre, om Kommissionen har handlet i overensstemmelse med de regler og principper, der er bindende for den, og inden for rammerne af dens retlige beføjelser, når den behandler sagen, skal Ombudsmanden foretage sin egen vurdering af sagens kendsgerninger og omstændigheder. Ombudsmanden har derfor nøje undersøgt det foreliggende materiale og er nået frem til følgende konklusioner.

2.6 Efter Ombudsmandens opfattelse synes begrebet "bedrift" at betyde alle produktionsenheder, der drives af en producent. En bedrift kan således bestå af flere bedrifter. En "producent" er en fysisk eller juridisk person eller en sammenslutning af sådanne personer, der driver en bedrift[(10).](#(10)){#Footnote10} Det fremgår, at klageren købte den nye bedrift i februar 1990, og at den gamle og den nye bedrift i en kort periode blev drevet sammen som én bedrift under ét partnerskab. Lejen af den gamle gård synes at være udløbet i marts 1990, hvilket indebærer en overdragelse af en del af bedriften (dvs. at den gamle gård overgår til amtsrådet). I overensstemmelse med den dagældende lovbestemmelse, som parterne henviser til - artikel 7, stk. 2, i forordning 1546/88 - bør mælkekvoten "fordeles mellem de producenter, der driver bedriften, i forhold til de arealer, der anvendes til mælkeproduktion, eller i henhold til andre objektive kriterier, som medlemsstaterne har fastsat". Det ser ud til, at Det Forenede Kongerige som objektive kriterier havde fastsat "de arealer, der blev anvendt til mælkeproduktion i de *fem år, der gik forud* for erhvervsskiftet". I betragtning af, at mælkeproduktionen under den pågældende kvote i de fem år, der gik forud for overdragelsen af en del af bedriften, overvejende havde fundet sted på den gamle bedrift, synes voldgiftsmanden at have tilskrevet den gamle bedrift og amtsrådet den overvejende del af mælkekvoten.

Med hensyn til Thomsen-sagen noterer Ombudsmanden sig Rettens konklusion om, at den dertil knyttede mælkekvote i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning 3950/92[(11)](#(11)){#Footnote11} ved udløbet af en forpagtningsaftale for en mælkeproduktionsbedrift i princippet kun overgår til bortforpagteren, hvis han er mælkeproducent. Domstolen fortsætter dog med at fastslå, at artikel 7, stk. 2, ikke kan fortolkes således, at den er til hinder for, at bortforpagteren overdrager bedriften til en anden mælkeproducent med den mælkekvote, der er knyttet til denne bedrift, når han ikke selv har til hensigt at fortsætte mælkeproduktionen ved forpagtningsaftalens udløb. I denne forbindelse er en midlertidig erhvervelse af mælkekvoter foretaget af en ikke-producerende bortforpagter tilladt i henhold til fællesskabsretten, men så kort tid som muligt[(12).](#(12)){#Footnote12}

2.7 På grundlag af ovenstående finder Ombudsmanden Kommissionens analyse af klagerens situation i henhold til britisk lovgivning og praksis på det pågældende tidspunkt rimelig. Ombudsmanden bemærker, at Thomson-sagen - som er det afgørende punkt i klagen - vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning 3950/92 og ikke fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning 1546/88. Ombudsmanden finder imidlertid Kommissionens konstatering af, at artikel 7, stk. 2, i forordning 3950/92 på grundlag af Thomsen-sagen ikke kan fortolkes således, at en mælkekvote skal forblive hos en mælkeproducerende forpagter, når ejeren af den jord, som kvoten er knyttet til, ikke har til hensigt at producere mælk, rimelig. Det skal dog bemærkes, at Domstolen er den øverste myndighed med hensyn til fortolkningen af fællesskabsretten.

2.8 På baggrund af ovenstående synes Kommissionen at have handlet i overensstemmelse med de regler og principper, der er bindende for den, og inden for rammerne af dens retlige beføjelser, da den konkluderede, at den på trods af Thomsen-sagen ikke kunne være til nogen hjælp for klageren i forbindelse med den sag, der gav anledning til hans bekymring. Ombudsmanden finder derfor ikke, at Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser.
**3 Klagerens påstand**   

3.1 Klageren hævder, at Kommissionen bør kompensere ham for et betydeligt tab.

3.2 På baggrund af konstateringen i punkt 2.8 ovenfor finder Ombudsmanden, at klagerens påstand ikke kan tages til følge.
**4 Klagerens yderligere argumenter**   

4.1 Ombudsmanden bemærker, at klageren i sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse hævder, at Staffordshire County Council havde mælkekvoten registreret på sin kontoradresse, hvorfra den lejede den ud med en betydelig fortjeneste. Klageren sætter også spørgsmålstegn ved, hvordan amtsrådet kunne være part i voldgiften, og hvorfor H.s. ikke fik lov til at blive enige indbyrdes om overdragelsen af mælkekvoten.

4.2 Hvad angår spørgsmålet om bortforpagtning af mælkekvoten, synes klageren ikke at have gjort Kommissionen opmærksom på dette. Ombudsmanden har derfor ikke ret til at undersøge Kommissionens eventuelle foranstaltninger i sagen. Hvis klageren er i besiddelse af dokumentation for gældende praksis i forbindelse med bortforpagtning af mælkekvoter, vil Ombudsmanden foreslå klageren at henvende sig direkte til Kommissionen i sagen.

4.3 Med hensyn til voldgiften og aftalen om overdragelse af mælkekvoten mellem parterne synes klageren ikke at hævde, at de britiske myndigheder behandlede disse spørgsmål på en måde, der var i strid med den dagældende fællesskabsret. Ombudsmanden foreslår derfor, at klageren søger yderligere svar eller et retsmiddel på nationalt plan vedrørende disse spørgsmål.
**5 Konklusion**   

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

*** ** * ** ***

[(1)](#Footnote1){#(1)} Kommissionens forordning (EØF) nr. 1546/88 af 3. juni 1988 om gennemførelsesbestemmelser for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68.

[(2)](#Footnote2){#(2)} Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter.

[(3)](#Footnote3){#(3)} Sag C-401/99, *Peter Heinrich Thomsen mod Amt für ländliche Räume Husum (anmodning om præjudiciel afgørelse),* Sml. 2002 I, s. 5775.

[(4)](#Footnote4){#(4)} Andragende nr. 320/95

[(5)](#Footnote5){#(5)} Sag C-2/92, *forslag til afgørelse fra generaladvokat Gulmann fremsat den 20. april 1993,* Sml. 1994 I, s. 955, punkt 2.

[(6)](#Footnote6){#(6)} Sag C-2/92, *The Queen mod Ministry of Agriculture, Fisheries and Food, ex parte Dennis Clifford Bostock (anmodning om præjudiciel afgørelse),* Sml. 1994 I, s. 955, præmis 19.

[(7)](#Footnote7){#(7)} Det tidligere britiske ministerium for landbrug, fiskeri og fødevarer.

[(8)](#Footnote8){#(8)} Sag C-5/88, *Hubert Wachauf mod Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft (anmodning om præjudiciel afgørelse),* Sml. 1989, s. 2609, præmis 13.

[(9)](#Footnote9){#(9)} Sag C-401/99, *Peter Heinrich Thomsen mod Amt für ländliche Räume Husum (anmodning om præjudiciel afgørelse),* Sml. 2002 I, s. 5775.

[(10)](#Footnote10){#(10)} Artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter.

[(11)](#Footnote11){#(11)} Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter.

[(12)](#Footnote12){#(12)} Sag C-401/99, *Peter Heinrich Thomsen mod Amt für ländliche Räume Husum (anmodning om præjudiciel afgørelse),* Sml. 2002 I, s. 5775, præmis 41-43.