Strasbourg, den 13. februar 2007

Kære medlemmer

Den 18. maj 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen på vegne af det italienske konsortium "Consorzio per lo Sviluppo di Siracusa" ("CO.SVI.S."). Klagen vedrørte Kommissionens beslutning af 2. juni 2003 om ikke at godkende udgifter på 61 206,27 EUR, som CO.SVI.S. havde afholdt i forbindelse med forvaltningen af det globaltilskud, som institutionen ydede i 1998 under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU") til udvikling af Siracusa-området i Italien.

Den 16. juni 2004 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Kommissionen fremsendte den italienske oversættelse af sin udtalelse den 12. oktober 2004. Jeg fremsendte oversættelsen til Dem den 20. oktober 2004 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 24. november 2004 modtog jeg Deres bemærkninger.

Ved brev af 16. november 2005 meddelte jeg Dem, at behandlingen af Deres sag var i gang, og at jeg ville underrette Dem om forløbet af Deres klage så hurtigt som muligt. Jeg påpegede, at der ville blive gjort alt for at give disse oplysninger senest den 31. januar 2006. Ikke desto mindre skrev jeg den 15. februar 2006 endnu et brev til Dem, hvori jeg anførte, at det ville være nødvendigt med yderligere tid til at afslutte behandlingen af Deres sag, og at jeg ville informere Dem om min afgørelse inden udgangen af marts 2006.

Efter en grundig gennemgang af Kommissionens udtalelse og Deres bemærkninger fandt jeg det nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser. Den 21. marts 2006 skrev jeg til Kommissionens formand og bad ham om at kommentere Deres bemærkninger inden udgangen af april 2006. Ved brev af 21. april 2006 understregede Kommissionen, at der på grund af den omfattende høring, som dens tjenestegrene skulle foretage, ville være behov for ekstra tid til at færdiggøre sit svar. Den 3. maj 2006 meddelte jeg Kommissionen, at jeg havde besluttet at imødekomme dens anmodning, og at den nye svarfrist var den 31. maj 2006. Den 12. maj 2006 underrettede jeg Dem herom.

Den 9. juni 2006 sendte Kommissionen endnu et brev til mit sekretariat, hvori den informerede om forsinkelser i fremsendelsen af sin udtalelse i 17 tilfælde, hvor svarfristen var den 30. april 2006. Din sag var blandt de 17 sager.

Den 16. juni 2006 svarede jeg Kommissionen. I mit brev beklagede jeg, at Kommissionens svar på mine undersøgelser var blevet forsinket, og at institutionen ikke havde fremsat en rettidig og begrundet anmodning om forlængelse. Den 22. juni 2006 underrettede jeg Dem om min korrespondance med Kommissionen.

Den 11. juli 2006 skrev jeg endnu et brev til Kommissionen, hvori jeg påpegede, at jeg stadig ikke havde modtaget dens svar på min anmodning af 21. marts 2006. Jeg anmodede derfor Kommissionen om at fremsende enten i) det relevante svar eller ii) en tidsplan for et sådant svar senest den 31. juli 2006. Den 10. august 2006 modtog jeg oversættelsen til italiensk af Kommissionens svar, som jeg fremsendte til Dem den 16. august 2006 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte til mig den 26. september 2006.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. Jeg beklager den tid, det har taget at afslutte denne undersøgelse.

Komplekset

Ifølge klagerne, som klagede på vegne af det italienske konsortium "Consorzio per lo sviluppo di Siracusa"("CO.SVI.S."), er de relevante kendsgerninger følgende.

Ved beslutning K(98) 114 af 22. januar 1998 ("beslutningen") indvilligede Europa-Kommissionen i at yde globaltilskud fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU") til økonomisk udvikling af Siracusa-området i Italien. Den 21. april 1998 blev der undertegnet en aftale mellem Kommissionen og CO.SVI.S., der blev udpeget som det nationale formidlingsorgan for forvaltningen af globaltilskuddet. Ifølge de relevante bestemmelser skulle udgifterne være afholdt senest den 31. december 2001, og udgiftsoversigterne kunne have været forelagt Kommissionen indtil den 30. juni 2002 for at være støtteberettigede.

Den 28. maj 2001 anmodede CO.SVI.S. Kommissionen om: at forlænge fristen den 31. december 2001 (som var den dato, hvor de udgifter, der skulle dækkes af globaltilskuddet, skulle afholdes) til den 31. december 2002 og at forlænge fristen den 30. juni 2002 (som var den dato, hvor alle regnskaber vedrørende disse udgifter skulle indsendes til Kommissionen) til den 30. juni 2003. CO.SVI.S. begrundede sin anmodning med, at de fleste modtagere af globaltilskuddet havde haft alvorlige vanskeligheder med at udføre deres opgaver, fordi de ikke havde modtaget de relevante tilskud rettidigt. Ved brev af 20. juni 2001 meddelte Kommissionen CO.SVI.S., at den ikke kunne imødekomme dens anmodning om udsættelse af fristerne, da en udsættelse kun kunne tillades i tilfælde af force majeure.

Den 2. juni 2003 meddelte Kommissionen via det italienske økonomi- og finansministerium CO.SVI.S. sin beslutning om, at udgifter på 61 206,27 EUR ikke kunne godtgøres, da de var afholdt efter fristen den 31. december 2001. Den 23. februar 2004 sendte Kommissionen endnu en skrivelse til det italienske ministerium, hvori den gentog sin holdning.

Den 22. marts 2004 skrev CO.SVI.S. til Kommissionen og anfægtede dennes beslutning om ikke at anse udgifter afholdt efter den 31. december 2001 for støtteberettigede. CO.SVI.S. var af den opfattelse, at disse udgifter vedrørte afslutningen af globaltilskuddet, og at de ikke kunne være afholdt før den 31. december 2001. CO.SVI.S. henviste også til eksistensen af en præcedens, som kunne have været påberåbt til fordel for CO.SVI.S.

Klagerne sendte Ombudsmanden en kopi af skrivelsen fra formandskabet for regionen Sicilien (Italien) af 26. marts 2004. I dette brev blev der henvist til et brev af 8. marts 2001, hvori det italienske finansministerium og ministerium for økonomisk programmering som svar på et spørgsmål fra regionen Ligurien (Italien) vedrørende støtteberettigelsesperioden for udgifter i forbindelse med afslutningen af programmer forklarede, at disse udgifter kunne anses for at være "støtteberettigede", hvis udgiftsoversigterne blev forelagt Kommissionen inden for seks måneder efter afslutningen af det relevante program. Ministeriet for finans og økonomisk programmering sendte også dette brev til Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik ("GD REGIO") og anmodede GD REGIO om at afgive udtalelse om de spørgsmål, der blev rejst i brevet. Ved svar af 15. marts 2001 meddelte GD REGIO, at det ikke havde nogen bemærkninger til dette spørgsmål.

Ved brev af 7. april 2004 bekræftede Kommissionen sin holdning om ikke at acceptere den udgiftsanmeldelse, som CO.SVI.S. havde indgivet.

I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Kommissionens beslutning af 2. juni 2003 om ikke at acceptere kravet på 61 206,27 EUR for udgifter afholdt af CO.SVI.S. mellem januar og juni 2002 var urimelig.

Klagerne hævdede, at Kommissionen burde genoverveje sin afgørelse og acceptere kravet på 61 206,27 EUR som krævet af CO.SVI.S.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Kommissionens udtalelse kan sammenfattes således:

I perioden 1994-1999 gav Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (1), ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af 20. juli 1993 (2), mulighed for interventioner gennem strukturfondene i form af globaltilskud. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i denne forordning kan finansiel bistand ydes i form af " globaltilskud, der som hovedregel forvaltes af en formidler, der er udpeget af medlemsstaten efter aftale med Kommissionen, og som tildeles af formidleren i form af individuelle tilskud til endelige modtagere " .

Den relevante intervention skulle finde sted i den såkaldte støtteberettigelsesperiode. Med andre ord kan kun udgifter, der er afholdt efter startdatoerne og før slutdatoerne for sådanne "støtteberettigelsesperioder", komme i betragtning til fællesskabsfinansiering.

Den 22. januar 1998 vedtog Kommissionen beslutningen. Ved afgørelsen blev der ydet et samlet EFRU-tilskud på 25 mio. EUR til udvikling af Siracusa-området i Italien. Forvaltningen af globaltilskuddet skulle varetages af CO.SVI.S., det udpegede nationale formidlingsorgan. CO.SVI.S. undertegnede en konvention med Kommissionen den 21. april 1998.

I henhold til artikel 5 i den relevante beslutning var fristen for udgifternes støtteberettigelse i forbindelse med disse foranstaltninger fastsat til den 31. december 2001 (3). Konventionens artikel 13, stk. 4, bestemte, at betalinger, som det formidlende organ havde afholdt for at gennemføre tilskuddet, skulle foretages senest den 31. december 2001. Det endelige regnskab over disse udgifter skulle forelægges Kommissionen senest den 30. juni 2002 (4).

I overensstemmelse med Kommissionens beslutning 97/322/EF af 23. april 1997 om ændring af beslutningerne om godkendelse af EF-støtterammerne, enhedsprogrammeringsdokumenterne og EF-initiativprogrammerne for Italien (5) ("Kommissionens beslutning 97/322/EF") kunne Kommissionen kun have ændret ovennævnte frister på grundlag af en begrundet anmodning fra den pågældende medlemsstat.

Ved skrivelser af 20. juni 2001 og 4. september 2001 afslog Kommissionen at imødekomme CO.SVI.S.’ anmodning af 28. maj 2001 om udsættelse af fristen den 31. december 2001. I disse breve anførte Kommissionen, at en udsættelse af den relevante frist kun kunne overvejes i tilfælde af force majeure.

Kommissionen bemærkede, at dens tilgang til dette spørgsmål var underlagt visse begrænsninger. I et efterfølgende notat til medlemsstaterne fra GD REGIO af 5. oktober 2001 om forlængelse af betalingsfristen i forbindelse med programmer, der finansieres af Fællesskabets strukturfonde, og som gennemføres mellem 1994 og 1999, havde Kommissionen f.eks. forklaret, at der i princippet kunne gives tilladelse til en forlængelse, hvis en af to begivenheder indtraf: i) en klart identificerbar fejl, der kan tilskrives Kommissionen (herunder tekniske fejl) og ii) force majeure (fortolket som en katastrofe med store konsekvenser) og årsager, der kan sidestilles med force majeure.

I sin skrivelse af 26. februar 2002 til det italienske økonomi- og finansministerium bekræftede Kommissionen, at det var umuligt at imødekomme anmodningen fra CO.SVI.S. Denne holdning blev igen bekræftet på et møde i Rom den 30. april 2002 vedrørende afslutningen af planlægningsperioden 1994-1999. Alle de myndigheder og organer, der var ansvarlige for forvaltningen af de forskellige programmer i Italien, deltog i dette møde.

Ved brev af 2. juni 2003 og 23. februar 2004 underrettede Kommissionens tjenestegrene de kompetente italienske myndigheder om, at udgifter på 61 206,27 EUR, som CO.SVI.S. havde fremlagt, ikke var støtteberettigede, og at de derfor burde have været fratrukket den samlede tildeling til regionen Sicilien under EDRF. Kommissionen bekræftede sin holdning ved brev af 7. april 2004 til økonomi- og finansministeriet.

Kommissionen bemærkede i sin udtalelse, at klagerne fremførte tre argumenter til støtte for deres klage til Ombudsmanden.

Den første vedrørte indholdet af den aftale, der var undertegnet mellem Kommissionen og CO.SVI.S. Klagerne anførte, at: i) konventionen fastsatte, at betalingerne til CO.SVI.S. kunne have fundet sted indtil den 31. december 2001, og at opgørelserne vedrørende disse udgifter kunne have været forelagt Kommissionen indtil den 30. juni 2002 ii) der var ingen tegn i konventionen på, at udgifterne i forbindelse med afslutningen af programmet skulle afholdes af CO.SVI.S. Klagerne bemærkede også, at det var logisk, at CO.SVI.S. skulle afholde visse udgifter i forbindelse med afslutningen af programmet. De påpegede også, at CO.SVI.S. var nødt til at omorganisere sig med hensyn til personale for at opfylde forpligtelserne i forbindelse med afslutningen af programmet.

Med hensyn til dette argument bemærkede Kommissionen, at fristen den 31. december 2001 i overensstemmelse med konventionen var den frist, inden for hvilken alle udgifter skulle afholdes. Der var intet i konventionen, der tydede på, at der kunne fastsættes en anden frist.

Det andet argument vedrørte den forsinkede modtagelse af 5 mio. EUR (modtaget den 21. november 2001) og 7,5 mio. EUR (modtaget den 4. januar 2002).

Med hensyn til dette andet argument bemærkede Kommissionen, at Kommissionens tjenestegrene havde behandlet betalingsanmodningen på 7,5 mio. EUR og 5 mio. EUR hurtigt. Anmodningerne blev modtaget den 8. og 28. august 2001, og de relevante bankoverførsler blev foretaget henholdsvis den 5. og den 18. september 2001. Eventuelle betalingsforsinkelser, som klagerne hævdede, ville ikke have begrundet en forlængelse af fristen for indgivelse af de relevante udgifter, da sådanne forsinkelser ikke var en følge af en fejl fra Kommissionens side. Desuden udgjorde sådanne forsinkelser ikke et tilfælde af force majeure.

Det tredje argument vedrørte en »præcedens« som følge af den skrivelse, som GD REGIO sendte til ministeriet for finans og økonomisk programmering den 15. marts 2001.

Med hensyn til dette argument påpegede Kommissionen i sin udtalelse, at det var vanskeligt at identificere en præcedens til fordel for CO.SVI.S. i den pågældende skrivelse, eftersom Kommissionen ikke i denne skrivelse havde taget stilling til forlængelsen af fristen.

Kommissionen bemærkede endvidere, at de udgifter, som det formidlende organ havde afholdt under afslutningsproceduren, var opstået efter udløbet af fristen for indgivelse af oplysninger om udgifterne. Det bemærkede, at Kommissionens tjenestegrene var underlagt strenge begrænsninger, når de behandlede anmodninger om forlængelse af de relevante frister, i betragtning af at disse forlængelser kunne føre til en ukontrollabel situation ved afslutningen af forskellige programmer. Kommissionen bestred ikke, at CO.SVI.S havde afholdt udgifter i forbindelse med afslutningen af programmet, men bestred snarere, at de pågældende udgifter var støtteberettigede. Under alle omstændigheder kunne udgifterne i forbindelse med afslutningsproceduren være blevet dækket med nationale midler, jf. datablad nr. 16 ("Alternativ finansiering af medfinansierede projekter"), der er knyttet som bilag til Kommissionens beslutning 97/322/EF.

Kommissionen bemærkede endvidere, at fristen den 31. december 2001 for afholdelse af udgifter var en generel frist og ikke kun blev fastsat i forbindelse med globaltilskuddet forvaltet af CO.SVI.S.

De italienske myndigheder og CO.SVI.S. var i deres egenskab af formidlingsorgan straks og ved flere lejligheder blevet underrettet om Kommissionens holdning til den endelige frist for de pågældende udgifters støtteberettigelse. Anmodningen om en forlængelse af denne frist havde fået et negativt svar fra Kommissionens tjenestegrene, som meddelte CO.SVI.S., at en forlængelse kun kunne være blevet indrømmet i tilfælde af force majeure. Sidstnævnte havde ikke fremlagt noget bevis i denne henseende.

Kommissionen konkluderede, at Kommissionens tjenestegrene havde handlet i overensstemmelse med indholdet af beslutningen af 22. januar 1998 og den aftale, der var indgået mellem Kommissionen og det formidlende organ.

Klagernes bemærkninger

Klagernes bemærkninger som svar på Kommissionens udtalelse kan sammenfattes som følger.

Alle de udgifter, som CO.SVI.S. afholdt, blev afholdt med henblik på at levere en tjenesteydelse til Kommissionen. Eftersom de samlede udgifter ikke oversteg de midler, som CO.SVI.S. havde fået tildelt til at udføre sine opgaver, og denne opgave var blevet korrekt udført, udgjorde den omstændighed, at Kommissionen i sidste ende kun havde accepteret en del af disse udgifter, desuden en ugrundet berigelse fra Kommissionens side.

For så vidt angår Kommissionens argument om, at udgifterne i forbindelse med afslutningsproceduren kunne have været afholdt med nationale midler, var denne mulighed ikke blevet taget i betragtning, fordi CO.SVI.S.' aktiviteter ifølge klagerne skulle have været finansieret fuldt ud med fællesskabsmidler.

I modsætning til det af Kommissionen anførte om, at dens tjenestegrene altid havde behandlet betalingerne rettidigt, var der faktisk opstået en forsinkelse i forhold til den betaling, som Kommissionen havde foretaget i september 2001, og krediteringen af midlerne fandt først sted den 4. januar 2002. Ifølge klageren havde det derfor ikke været muligt at overholde fristen den 31. december 2001.

Hvad angår Kommissionens bemærkning om, at skrivelsen af 15. marts 2001 fra GD REGIO til finansministeriet og ministeriet for økonomisk programmering ikke kunne anses for at være relevant, eftersom Kommissionen blot havde anført, at den ikke havde nogen bemærkninger til det spørgsmål, den havde fået forelagt, må den omstændighed, at der ikke var fremsat sådanne bemærkninger, tværtimod anses for at udgøre en stiltiende aftale med den holdning, som det italienske finansministerium og ministeriet for økonomisk programmering gav udtryk for i sin skrivelse af 8. marts 2001 (6).

Endelig havde CO.SVI.S. aldrig bestridt, at fristen den 31. december 2001 var en generel frist. Det forhold, at andre administrationer, der var involveret i forvaltningen af globaltilskud, havde givet udtryk for visse betænkeligheder, viste imidlertid, at der forelå objektive vanskeligheder i forbindelse med en sådan forvaltning.

Yderligere forespørgsler
Anmodning om yderligere oplysninger

Efter at have undersøgt Kommissionens udtalelse og klagernes bemærkninger fandt Ombudsmanden, at det var nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser. Den 21. marts 2006 skrev han derfor til Kommissionen.

Ombudsmanden bemærkede i sin skrivelse, at klagerne i deres bemærkninger havde henvist til en skrivelse fra det italienske ministerium for finans og økonomisk programmering til regionen Ligurien den 8. marts 2001 som svar på en skrivelse, som regionen havde sendt til det italienske ministerium den 22. februar 2001. Det fremgik af indholdet af skrivelsen af 8. marts 2001, at regionen Ligurien havde anmodet det italienske ministerium om at udtale sig om muligheden for at anse udgifterne i forbindelse med afslutningen af et relevant program for støtteberettigede, selv om de var afholdt efter fristens udløb. Det italienske ministerium mente, at disse udgifter kunne betragtes som støtteberettigede, og opfordrede Kommissionen til at fremsætte bemærkninger, hvis den ønskede det. I sit svar af 15. marts 2001 anførte Kommissionen, at den ikke havde nogen bemærkninger. Ombudsmanden fandt det nødvendigt at undersøge den nøjagtige betydning af Kommissionens skrivelse af 15. marts 2001. Ombudsmanden anmodede derfor Kommissionen om at kommentere dette punkt.

Ombudsmanden henviste også til indholdet af et notat, som Kommissionen sendte til medlemsstaterne den 5. oktober 2001. I dette notat opregnede institutionen to tilfælde, hvor der i princippet ville blive indrømmet en forlængelse af den relevante frist: en klart identificerbar fejl, der kan tilskrives Kommissionen (herunder en teknisk fejl), og force majeure (fortolket som en katastrofe med store konsekvenser) og årsager, der kan sidestilles med force majeure. Det fremgik imidlertid, at institutionen i sit brev til CO.SVI.S. af 20. juni 2001 anførte, at fristen kun kunne forlænges i tilfælde af force majeure. Ombudsmanden anmodede derfor Kommissionen om at kommentere denne tilsyneladende uoverensstemmelse.

Anmodning om en yderligere udtalelse

I deres bemærkninger gjorde klagerne gældende, at eftersom de samlede udgifter, som CO.SVI.S. havde afholdt, ikke oversteg de midler, der var tildelt CO.SVI.S. til udførelsen af dets opgaver, og eftersom disse opgaver var blevet behørigt afsluttet af CO.SVI.S., udgjorde Kommissionens beslutning om i sidste ende kun at acceptere en del af disse udgifter et tilfælde af uberettiget berigelse fra dens side. Dette var en ny påstand, der ikke blev fremsat i den oprindelige klage. Da det forekom nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser i den foreliggende sag, fandt Ombudsmanden det hensigtsmæssigt at anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse om denne yderligere påstand.

Kommissionens svar

Kommissionen har i replikken anført følgende.

Hvad angår indholdet af skrivelsen af 15. marts 2001, hvori Kommissionen anførte, at den ikke havde nogen bemærkninger til det italienske ministerium for finans og økonomisk programmerings holdning om, at udgifterne i forbindelse med afslutningen af et relevant program kunne godtgøres, selv om de var blevet afholdt efter udløbet af den relevante frist, erkendte Kommissionen, at indholdet af denne skrivelse var uklart. Kommissionen beklagede denne mangel på klarhed. Kommissionen understregede imidlertid, at EFRU-reglerne for perioden 1994-1999, som fandt anvendelse på den omhandlede globalstøtte, var klare. Den endelige betalingsfrist var den 31. december 2001, og denne frist kunne kun ændres ved en udtrykkelig beslutning truffet af Kommissionen. Kommissionen havde ikke truffet en sådan beslutning i den foreliggende sag. De italienske myndigheders holdning om at betragte udgifterne i forbindelse med afslutningsaktiviteterne i et relevant program som støtteberettigede, selv om de var afholdt efter den relevante frist, forekom at være i strid med de eksisterende regler. Kommissionen kunne ikke have indtaget en holdning, der afveg fra disse regler.

Hvad angår den åbenbare uoverensstemmelse mellem indholdet af det notat, der blev sendt til medlemsstaterne den 5. oktober 2001, og indholdet af det brev, der blev sendt til CO.SVI.S. den 20. juni 2001, understregede Kommissionen, at den åbenbare uoverensstemmelse skyldtes, at det i forbindelse med behandlingen af CO.SVI.S.’ anmodning om forlængelse af den relevante frist ikke forekom nødvendigt at undersøge, om betingelserne vedrørende en klart identificerbar fejl, der kunne tilregnes Kommissionen, var opfyldt. Det eneste aspekt, der skulle tages i betragtning, var, at der forelå force majeure. Kommissionen forklarede endvidere, at notatet af 5. oktober 2001 var et generelt orienterende notat, og derfor blev alle de tilfælde, hvor der i princippet ville blive indrømmet en forlængelse af den relevante frist, taget i betragtning i denne skrivelse.

Med hensyn til Kommissionens påståede uberettigede berigelse som følge af, at CO.SVI.S. ikke anvendte alle de midler, der var tildelt selskabet, understregede Kommissionen, at kun de støtteberettigede udgifter vedrørende de enkelte foranstaltninger i den relevante beslutning om tildeling af tilskuddet kunne have været taget i betragtning. Kommissionen kunne ikke medfinansiere andre udgifter end dem, der blev tildelt for hver foranstaltning, og som blev afholdt inden for den relevante frist. Hvis visse midler, således som det var tilfældet i den foreliggende sag, ikke var blevet anvendt i den pågældende støtteberettigelsesperiode, skulle de tilbageføres til fællesskabsbudgettet. En alternativ fortolkning, som ville indebære, at uudnyttede midler ville være forblevet i modtagernes hænder, ville udgøre en uberettiget berigelse for modtagerne og ville have været i strid med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i EF-traktatens artikel 274.

Endelig henviste Kommissionen til et møde, der var blevet afholdt mellem dens tjenestegrene og CO.SVI.S. den 17. oktober 2005 inden for rammerne af proceduren i artikel 24 i forordning nr. 4253/88 (7) vedrørende nedsættelse, suspension og ophævelse af støtten. Da de argumenter, som CO.SVI.S. fremførte under dette møde, ikke blev accepteret af Kommissionen, vedtog institutionen den 11. maj 2006 beslutning K(2006) 1983 om delvis annullering af det globaltilskud, der oprindeligt var tildelt CO.SVI.S.

Klagernes bemærkninger

I deres bemærkninger gentog klagerne, at de var uenige i Kommissionens beslutning om at afvise de udgifter på 61 206,27 EUR, som CO.SVI.S. havde afholdt.

Klagerne henviste igen til Kommissionens brev af 15. marts 2001 til Ministeriet for Finansiel og Økonomisk Programmering. Efter deres opfattelse bør dette brev betragtes som bevis for, at Kommissionen stiltiende var enig i det italienske ministeriums holdning om, at udgifter i forbindelse med afslutningen af programmer kunne betragtes som støtteberettigede, forudsat at udgifterne var afholdt og indsendt senest seks måneder efter afslutningen af det relevante program. Den omstændighed, at Kommissionen anerkendte, at ordlyden af den pågældende skrivelse var uklar, og beklagede, at den ikke tilbød nogen afhjælpning med hensyn til konsekvenserne af de vildledende oplysninger, der var indeholdt i denne skrivelse.

Klagerne gentog deres argument om, at der havde været en vis forsinkelse i tildelingen af midler til CO.SVI.S. Navnlig havde CO.SVI.S først modtaget 7,5 mio. EUR i begyndelsen af januar 2002. Dette udgjorde en uregelmæssighed i Kommissionens adfærd.

Endelig bekræftede klagerne deres holdning om, at der var sket en ugrundet berigelse fra Kommissionens side.

Afgørelsen

1 Kommissionens angiveligt urimelige beslutning om ikke at godkende udgifter på 61 206,27 EUR

1.1 Ved beslutning K(98) 114 af 22. januar 1998 ("beslutningen") indvilligede Europa-Kommissionen i at yde globaltilskud fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU") til økonomisk udvikling i Siracusa-området i Italien. Den 21. april 1998 blev der undertegnet en konvention ("konventionen") mellem Kommissionen og CO.SVI.S., der blev udpeget som det nationale formidlingsorgan for forvaltningen af globaltilskuddet, og på hvis vegne klagerne indgav deres klage.

Den 28. maj 2001 anmodede CO.SVI.S. Kommissionen om: at forlænge fristen den 31. december 2001 (som var den dato, hvor de udgifter, der skulle dækkes af globaltilskuddet, skulle afholdes) til den 31. december 2002 og at forlænge fristen den 30. juni 2002 (som var den dato, hvor alle regnskaber vedrørende disse udgifter skulle indsendes til Kommissionen) til den 30. juni 2003. CO.SVI.S. begrundede sin anmodning med, at de fleste modtagere af globaltilskuddet havde haft alvorlige vanskeligheder med at udføre deres opgaver, fordi de ikke havde modtaget de relevante tilskud rettidigt. Kommissionen meddelte CO.SVI.S., at den ikke kunne acceptere dens anmodning om udsættelse af fristerne, da en udsættelse kun kunne tillades i tilfælde af force majeure.

Den 2. juni 2003 meddelte Kommissionen via det italienske økonomi- og finansministerium CO.SVI.S. sin beslutning om, at udgifter på 61 206,27 EUR ikke kunne godtgøres, da de var afholdt efter fristen den 31. december 2001.

I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Kommissionens afgørelse var urimelig.

1.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at kun udgifter, der er afholdt efter startdatoen og før slutdatoen (dvs. i »støtteperioden«), kan komme i betragtning til fællesskabsfinansiering. I henhold til artikel 5 i den relevante beslutning var fristen for udgifternes støtteberettigelse i forbindelse med disse foranstaltninger den 31. december 2001. Konventionens artikel 13, stk. 4, bestemte, at betalinger, som det formidlende organ havde afholdt for at gennemføre tilskuddet, skulle foretages senest den 31. december 2001, og at det endelige regnskab skulle forelægges Kommissionen senest den 30. juni 2002.

Kommissionen bemærkede, at dens tilgang til dette spørgsmål var underlagt visse begrænsninger. I et efterfølgende notat fra GD REGIO til medlemsstaterne om forlængelse af betalingsfristen i forbindelse med programmer, der finansieres af Fællesskabets strukturfonde, og som gennemføres mellem 1994 og 1999, havde Kommissionen f.eks. forklaret, at der i princippet kunne gives tilladelse til en forlængelse, hvis en af to begivenheder indtraf: i) en klart identificerbar fejl, der kan tilskrives Kommissionen (herunder en teknisk fejl) og ii) force majeure (fortolket som en katastrofe med store konsekvenser) og årsager, der kan sidestilles med force majeure.

Kommissionen henviste til de tre argumenter, som klagerne havde fremført.

Det første argument vedrørte indholdet af den aftale, der var undertegnet mellem Kommissionen og CO.SVI.S. Klagerne anførte, at: i) konventionen fastsatte, at betalingerne til CO.SVI.S. kunne have fundet sted indtil den 31. december 2001, og at opgørelserne vedrørende disse udgifter kunne have været forelagt Kommissionen indtil den 30. juni 2002 og ii) der ikke er noget i konventionen, der tyder på, at udgifterne i forbindelse med afslutningen af programmet skulle afholdes af CO.SVI.S. Klagerne bemærkede også, at det var logisk, at CO.SVI.S. skulle afholde visse udgifter i forbindelse med afslutningen af programmet. CO.SVI.S. De påpegede også, at CO.SVI.S. var nødt til at omorganisere sig med hensyn til personale for at opfylde forpligtelserne i forbindelse med afslutningen af programmet.

Med hensyn til dette argument bemærkede Kommissionen, at fristen den 31. december 2001 i overensstemmelse med konventionen var den frist, inden for hvilken alle udgifter skulle afholdes. Der var intet i konventionen, der tydede på, at der kunne fastsættes en anden frist.

Med hensyn til det andet argument, som vedrørte de påståede forsinkelser i modtagelsen af betalinger på 5 mio. EUR og 7,5 mio. EUR, bemærkede Kommissionen, at de forsinkelser, som klagerne hævdede, ikke ville have begrundet en forlængelse af fristen for indgivelse af de relevante udgifter, da de ikke var resultatet af en fejl eller force majeure. Desuden havde Kommissionens tjenestegrene behandlet betalingsanmodningen på 7,5 mio. EUR og 5 mio. EUR hurtigt. Anmodningerne blev modtaget den 8. og 28. august 2001, og de relevante bankoverførsler blev foretaget henholdsvis den 5. og den 18. september 2001.

Det tredje argument vedrørte skrivelsen af 15. marts 2001 fra GD REGIO til finansministeriet og ministeriet for økonomisk programmering. I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at det var vanskeligt at identificere en præcedens til fordel for CO.SVI.S. i den pågældende skrivelse, eftersom Kommissionen ikke i denne skrivelse havde taget stilling til forlængelsen af fristen.

Endelig bestred Kommissionen ikke, at CO.SVI.S havde afholdt udgifter i forbindelse med afslutningen af programmet, men bestred snarere, at de pågældende udgifter var støtteberettigede. Kommissionen påpegede også, at udgifterne i forbindelse med afslutningsproceduren som anført i datablad nr. 16 ("Alternativ finansiering af medfinansierede projekter"), der er knyttet som bilag til beslutning 97/322/EF, under alle omstændigheder kunne have været dækket af nationale midler.

1.3 I deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse fastholdt klagerne i det væsentlige deres holdning vedrørende den påståede urimelige karakter af institutionens beslutning om ikke at anerkende udgifterne på 61 206,27 EUR.

Klageren bemærkede, at den af Kommissionen foreslåede mulighed for, at udgifterne i forbindelse med afslutningsproceduren kunne have været afholdt med nationale midler, ikke var blevet taget i betragtning, fordi CO.SVI.S.' aktiviteter ifølge klagerne skulle have været finansieret fuldt ud med fællesskabsmidler.

Klagerne understregede, at alle CO.SVI.S.'s udgifter havde til formål at levere en tjeneste til Kommissionen. Da de samlede udgifter ikke havde oversteget de midler, der var tildelt CO.SVI.S. til udførelsen af dets opgaver, og da disse opgaver var blevet korrekt udført, udgjorde den omstændighed, at Kommissionen kun delvist havde accepteret disse udgifter, et tilfælde af uberettiget berigelse fra Kommissionens side.

Med hensyn til Kommissionens bemærkning om, at dens tjenestegrene altid havde behandlet betalingerne rettidigt, gjorde klagerne gældende, at der tværtimod var opstået en forsinkelse mellem gennemførelsen af den betaling, som Kommissionen foretog i september 2001, og krediteringen af midlerne til CO.SVI.S., som først fandt sted den 2. januar 2002. Det havde derfor ikke været muligt at overholde fristen den 31. december 2001.

Brevet fra GD REGIO til finansministeriet og ministeriet for økonomisk programmering af 15. marts 2001 bør betragtes som bevis for, at Kommissionen stiltiende tilsluttede sig den holdning, som det italienske ministerium tidligere havde givet udtryk for (8).

1.4 I sin anmodning af 21. marts 2006 om yderligere oplysninger bemærkede Ombudsmanden, at klagerne i deres bemærkninger havde henvist til et brev fra det italienske ministerium for finans og økonomisk programmering til regionen Ligurien den 8. marts 2001. I sin skrivelse var ministeriet af den opfattelse, at visse udgifter i forbindelse med afslutningen af et relevant program kunne betragtes som støtteberettigede, selv om de var afholdt efter fristen den 31. december 2001. Ministeriet opfordrede Kommissionen til at fremsætte bemærkninger til ministeriets holdning, hvis det ønskede det. I sit svar af 15. marts 2001 anførte Kommissionen, at den ikke havde nogen bemærkninger. Da den nøjagtige betydning af Kommissionens skrivelse af 15. marts 2001 var uklar, anmodede Ombudsmanden institutionen om at kommentere dette punkt.

Ombudsmanden henviste også til indholdet af et notat, som Kommissionen sendte til medlemsstaterne den 5. oktober 2001. I dette notat opregnede institutionen to tilfælde, hvor der i princippet ville blive indrømmet en forlængelse af den relevante frist: en klart identificerbar fejl, der kan tilskrives Kommissionen (herunder en teknisk fejl), og force majeure (fortolket som en katastrofe med store konsekvenser) og årsager, der kan sidestilles med force majeure. Det fremgik imidlertid, at institutionen i sit brev til CO.SVI.S. af 20. juni 2001 anførte, at fristen kun kunne forlænges i tilfælde af force majeure. Ombudsmanden anmodede derfor Kommissionen om at kommentere denne tilsyneladende uoverensstemmelse.

Endvidere fremsatte klagerne i deres bemærkninger en ny påstand, nemlig at eftersom de samlede udgifter, som CO.SVI.S. havde afholdt, ikke oversteg de midler, der var tildelt CO.SVI.S. til udførelse af opgaver, som var blevet behørigt udført, udgjorde Kommissionens beslutning om i sidste ende kun at acceptere en del af disse udgifter et tilfælde af ugrundet berigelse fra dens side. Dette udgjorde en ny påstand, og Ombudsmanden fandt det hensigtsmæssigt at anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse om den.

1.5 Kommissionen erkendte i replikken, at indholdet af skrivelsen af 15. marts 2001 var uklart, og beklagede dette. Den fremhævede imidlertid, at de regler, der fandt anvendelse på den omhandlede globaltilskudsordning, var klare. Den endelige betalingsfrist var den 31. december 2001, og denne frist kunne kun ændres ved en udtrykkelig beslutning truffet af Kommissionen. Kommissionen havde ikke truffet en sådan beslutning i den foreliggende sag.

Med hensyn til den åbenbare uoverensstemmelse mellem indholdet af det notat, som Kommissionen sendte til medlemsstaterne den 5. oktober 2001, og indholdet af skrivelsen til CO.SVI.S. den 20. juni 2001 understregede Kommissionen, at det i forbindelse med behandlingen af den anmodning, som CO.SVI.S. havde indgivet om forlængelse af den relevante frist, ikke syntes nødvendigt at undersøge, om betingelserne vedrørende en klart identificerbar fejl, som kunne tilregnes Kommissionen, var opfyldt. Det eneste spørgsmål, der skulle behandles i forbindelse med denne skrivelse, var spørgsmålet om force majeure. Notatet af 5. oktober 2001 var derimod et generelt orienterende notat, og derfor blev alle de tilfælde, hvor der i princippet kunne indrømmes en forlængelse af den relevante frist, behandlet i denne skrivelse.

Med hensyn til Kommissionens påståede uberettigede berigelse bemærkede Kommissionen, at den ikke kunne medfinansiere andre udgifter end dem, der var omfattet af tilskuddet, og som var afholdt inden for den relevante frist. Hvis visse midler, således som det var tilfældet i den foreliggende sag, ikke var blevet anvendt i den pågældende støtteberettigelsesperiode, skulle de tilbageføres til fællesskabsbudgettet. En alternativ fortolkning, som ville indebære, at ubrugte midler kunne forblive i modtagernes hænder, ville give anledning til uberettiget berigelse fra modtagernes side. En sådan alternativ fortolkning ville således have været i strid med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i EF-traktatens artikel 274.

1.6 I deres bemærkninger til Kommissionens svar fastholdt klagerne i det væsentlige den holdning, de allerede havde givet udtryk for i deres klage og bemærkninger.

1.7 Ombudsmanden bemærker, at artikel 5 i Kommissionens afgørelse K(98) 114 klart fastslog, at fristen for støtteberettigelse af udgifter afholdt i forbindelse med gennemførelsen af tilskuddet var fastsat til den 31. december 2001. Alle regnskaber vedrørende disse udgifter skulle indsendes senest den 30. juni 2002. Han bemærker endvidere, at artikel 13, stk. 4, i den aftale, der blev undertegnet den 21. april 1998 mellem Kommissionen og CO.SVI.S., klart fastsatte, at betalingerne fra det formidlende organ, nemlig CO.SVI.S., til gennemførelse af tilskuddet skulle foretages senest den 31. december 2001, og at det endelige regnskab til Kommissionen skulle forelægges senest den 30. juni 2002.

Den omstændighed, at visse omkostninger nødvendigvis er afholdt efter den 31. december 2001 (f.eks. omkostninger, der er afholdt for at indsende regnskaber inden den 30. juni 2002), indebærer ikke, at sådanne omkostninger nødvendigvis skal betales med fællesskabsmidler. I modsætning til klagernes holdning er der intet, der tyder på, at alle CO.SVI.S.' udgifter skulle have været finansieret fuldt ud med fællesskabsmidler. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at selve afgørelsen henviser til samfinansiering, og at datablad nr. 16, der er knyttet som bilag til afgørelse 97/322/EF, henviser til alternativ finansiering af samfinansierede projekter. Ombudsmanden bemærker endvidere, at konventionens artikel 2, stk. 1, også henviser til et globaltilskud, der medfinansieres af EDRF.

Endvidere fremgår det klart af beslutningen, at kun udgifter, der er afholdt inden den 31. december 2001, vil være støtteberettigede, samtidig med at det anføres, at dokumentationen for disse udgifter kan forelægges inden den 30. juni 2002, at i det mindste et vist beløb til udarbejdelse af regnskaber kan finde sted efter den 31. december 2001, og at udgifter, der er afholdt efter den 31. december 2001 med henblik på udarbejdelse af disse regnskaber, ikke vil være støtteberettigede udgifter.

1.9 Selv om beslutningen er klar med hensyn til, hvilke udgifter der vil blive afholdt med fællesskabsmidler, skal det undersøges, om Kommissionen var ansvarlig for at vildlede støttemodtageren med hensyn til den korrekte betydning af beslutningen.

Klagerne hævder, at GD REGIO's brev af 15. marts 2001 til finansministeriet og ministeriet for økonomisk programmering fik dem til at tro, at udgifter afholdt af CO.SVI.S. efter den 31. december 2001 ville udgøre støtteberettigede udgifter og ville blive betalt via tilskuddet.

I skrivelsen af 15. marts 2001 anførte Kommissionens tjenestegrene, at de ikke havde nogen bemærkninger til den skrivelse, som de italienske myndigheder havde sendt den 8. marts 2001, hvori de italienske myndigheder antydede, at udgifter, der var nødvendige for at udarbejde regnskabsaflæggelsen, kunne betragtes som støtteberettigede udgifter.

Ombudsmanden bemærker, at de italienske myndigheders skrivelse af 8. marts 2001 ikke specifikt angiver, om de pågældende udgifter ville blive godtgjort af Kommissionen gennem tilskuddet eller af de italienske myndigheder i forbindelse med deres rolle som medfinansieringsmyndighed. Som anført i punkt 1.8 ovenfor kunne de italienske myndigheder i forbindelse med medfinansiering vælge at dække eventuelle yderligere udgifter, der måtte være afholdt, og som ikke er dækket af tilskuddet. Ombudsmanden mener derfor, at det var rimeligt, at Kommissionen fortolkede skrivelsen af 8. marts 2001 som en anerkendelse fra de italienske myndigheders side af, at udgifter afholdt efter den 31. december 2001 ville blive betalt med nationale midler.

Hvis de italienske myndigheder i skrivelsen af 8. marts 2001 havde haft til hensigt at antyde, at fællesskabsmidlerne på trods af de klare regler, der er fastsat i selve beslutningen, ville dække visse udgifter, der var afholdt efter den 31. december 2001, burde de udtrykkeligt have anført dette i skrivelsen og anmodet Kommissionen om at fremsætte bemærkninger hertil. Skrivelsen af 8. marts 2001 indeholdt imidlertid ikke en sådan klar angivelse.

I den forbindelse mener Ombudsmanden ikke, at skrivelsen af 15. marts 2001 fra GD REGIO udgør bevis for, at Kommissionen indvilligede i at dække udgifter afholdt efter den 31. december 2001.

Selv om den holdning, som Kommissionen indtog i sin skrivelse af 15. marts 2001, med rette kunne forstås således, at den blot tog de italienske myndigheders holdning om, at de ville dække udgifter, der var afholdt efter den 31. december 2001, til efterretning, ville det have været at foretrække for at undgå enhver mulig misforståelse, hvis Kommissionen udtrykkeligt havde erklæret, at dette faktisk var dens opfattelse. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen selv har erkendt, at indholdet af dens skrivelse var uklart, og har beklaget denne mangel på klarhed.

1.10 Ombudsmanden mener, som anført af Kommissionen, at det ser ud til, at CO.SVI.S. hverken havde påvist eller påberåbt sig noget tilfælde af force majeure til støtte for sin anmodning af 28. maj 2001.

1.11 Med hensyn til klagernes argument om, at der opstod en betydelig forsinkelse mellem gennemførelsen af den betaling, som Kommissionen foretog i september 2001, og krediteringen af midlerne (og at det derfor ifølge klagerne havde været umuligt at overholde fristen den 31. december 2001), bemærker Ombudsmanden, at det fremgår af de dokumenter, som klagerne fremsendte til ham, at der rent faktisk blev foretaget to bankoverførsler til fordel for CO.SVI.S. henholdsvis den 21. november 2001 (for 5 mio. EUR) og den 27. december 2001 (for 7,5 mio. EUR). Det viste sig imidlertid, at den enhed, der foretog disse bankoverførsler, var det italienske finansministerium.

Ifølge proceduren i artikel 10, stk. 2, i den konvention, som Kommissionen og CO.SVI.S. undertegnede den 21. april 1998, skal alle betalinger i forbindelse med globaltilskuddet, som Kommissionen foretager, krediteres finansministeriet og derefter overføres til det formidlende organ. Det ser således ud til, at Kommissionen foretog bankoverførslerne til finansministeriet i september 2001. Finansministeriet udsatte derefter overførslerne til henholdsvis den 21. november 2001 og den 27. december 2001.

Tidsrummet mellem gennemførelsen af Kommissionens betaling og krediteringen af de relevante midler på CO.SVI.S.’ bankkonto synes derfor ikke at kunne tilregnes Kommissionen.

1.12 I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionens afgørelse om afslag på CO.SVI.S.'s anmodning om udsættelse af fristen den 31. december 2001 blev truffet på grundlag af de relevante gældende regler.

Kommissionens beslutning om, at udgifter på 61 206,27 EUR ikke var støtteberettigede, fordi de ikke var blevet fremlagt inden for den fastsatte frist, blev derfor også truffet på grundlag af de relevante gældende regler.

1.13 På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at Kommissionen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

2 Kommissionens påståede ugrundede berigelse

2.1 Klagerne hævdede, at eftersom de samlede udgifter, som CO.SVI.S. havde afholdt, ikke havde oversteget de midler, der var tildelt CO.SVI.S. til udførelse af opgaver, som selskabet havde udført korrekt, udgjorde Kommissionens beslutning om endelig kun at acceptere en del af disse udgifter et tilfælde af uberettiget berigelse fra dens side.

2.2 I sin udtalelse understregede Kommissionen, at kun de støtteberettigede udgifter vedrørende de enkelte foranstaltninger i den relevante beslutning om tildeling af støtten kunne have været taget i betragtning. Kommissionen kunne ikke medfinansiere andre udgifter end dem, der var omfattet af tilskuddet, og som var afholdt inden for den relevante frist. Hvis visse midler, således som det var tilfældet i den foreliggende sag, ikke var blevet anvendt i den periode, hvor de var støtteberettigede, skulle midlerne tilbageføres til fællesskabsbudgettet.

Kommissionen understregede endvidere, at enhver alternativ fortolkning, ifølge hvilken uudnyttede midler ville være forblevet i støttemodtagernes hænder, ville udgøre en uberettiget berigelse for støttemodtagerne og ville have været i strid med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i EF-traktatens artikel 274.

2.3 Ombudsmanden bemærker, at artikel 4 i Kommissionens afgørelse K(98) 114 fastslog, at de nærmere bestemmelser for tildeling af tilskud kunne ændres på grundlag af eventuelle tilpasninger med hensyn til de disponible midler og budgetreglerne i overensstemmelse med proceduren i artikel 25, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 4253/88 (9). I artikel 25, stk. 5, i nævnte forordning hedder det, at "Kommissionen foretager i samarbejde med medlemsstaten de nødvendige tilpasninger af bistandsmængden eller -betingelserne som oprindeligt godkendt og af tidsplanen for de planlagte betalinger".

2.4 I lyset af konklusionerne i punkt 1.12 og 1.13 ovenfor mener Ombudsmanden, at Kommissionens beslutning om at nedsætte sin finansielle støtte i betragtning af, at CO.SVI.S ikke har opfyldt sin forpligtelse vedrørende fristen for bogføring af de relevante udgifter, ikke kan betragtes som en uberettiget berigelse fra Kommissionens side.

2.5 På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at Kommissionen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

3 Klagernes påstand

3.1 I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Kommissionen burde genoverveje sin afgørelse og godkende udgifter på 61 206,27 EUR som krævet af CO.SVI.S.

3.2 På grundlag af sine konklusioner i punkt 1.13 ovenfor finder Ombudsmanden, at klagernes påstand ikke kan tages til følge.

4 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) EFT L 185, s. 9.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af 20.7.1993 om ændring af forordning (EØF) nr. 2052/88 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 193, s. 5).

(3) Den relevante tekst har følgende ordlyd: "(...) Il contributo comunitario riguarda le spese connesse alle operazioni previste dalla sovvenzione globale che saranno state oggetto, nello stato membro, di disposizioni giuridicamente vincolanti, e per le quali le necessarie risorse finanziarie saranno state specificatamente impegnate al più tardi il 31 dicembre 1999. La data limite per la contabilizzazione delle spese relative a queste azioni è fissata al 31 terninger 2001."

(4) Den relevante tekst lyder således: "(...) I pagamenti effettuati dall'intermediario in esecuzione della sovvenzione globale dovranno avere luogo entro il 31.12.2001 e la rendicontazione alla Commissione delle spese sostenute dall'intermediario per l'esecuzione della suddetta sovvenzione dovrà avvenire non oltre il 30.6.2002."

(5) EFT 1997 L 146, s. 11.

(6) Se fodnote 1.

(7) Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).

(8) Se fodnote 1.

(9) Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).