FOR PREVIEWING & TESTING PURPOSES ONLY.
This notification will disappear once the page will be published.
This link is available for less than 30 minutes.
  • Letlæselig
  • Tekststørrelse

Har du en klage over en EU-institution eller et EU-organ?

Nuværende sprog: 
  • Dansk
Kildesprog: 
Tilgængelige sprog: 
Denne side er maskinoversat.
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.

Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om klage 1298/2004/PB over Europa-Kommissionen

Klageren havde indgivet en overtrædelsesklage til Europa-Kommissionen vedrørende Det Forenede Kongeriges påståede overtrædelser af direktiv 73/239 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring.

I sin klage til Ombudsmanden gjorde hun for det første gældende, at hun kun havde modtaget en utilfredsstillende forklaring på, at hun ikke havde besvaret en skrivelse til en tjenestemand i Kommissionen af 29. maj 2003.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen generelt syntes at have gjort en indsats for at handle omhyggeligt i sin behandling af meddelelser fra klageren, og at den havde truffet foranstaltninger til at rette op på sagen og havde undskyldt over for klageren for en forsinkelse, der fandt sted. Ombudsmanden fandt endvidere, at Kommissionens forklaring på forsinkelsen forekom troværdig. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser.

Klageren hævdede også, at Kommissionen ikke havde besvaret hendes spørgsmål om i) hvorfor Kommissionen trak en planlagt traktatbrudsprocedure mod Det Forenede Kongerige tilbage i 1978, ii) hvorfor Kommissionen tillod (som hun så det) Det Forenede Kongerige at overtræde fællesskabsretten, og iii) hvordan hun selv kunne opnå en dom fra EF-Domstolen. Efter at have undersøgt den relevante korrespondance bemærkede Ombudsmanden, at Kommissionen havde forklaret klageren, i) at Kommissionens tjenestegrene havde været tilfredse med Det Forenede Kongeriges tilsagn om at vedtage den nødvendige lovgivning, ii) at den ikke havde fundet, at den havde tilladt Det Forenede Kongerige at overtræde fællesskabsretten, og iii) at de nationale domstole ville have kompetence til at træffe afgørelse om den nationale lovgivnings tidligere overensstemmelse med fællesskabsretten.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen havde givet klageren fyldestgørende svar, og konkluderede derfor, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Klageren hævdede endelig, at Kommissionen havde undladt at give hende oplysninger om en etableret procedure i Det Forenede Kongerige, der gjorde det muligt for en borger at opnå erstatning for tab og/eller skade forårsaget af overtrædelse af fællesskabsretten. Kommissionen anførte, at den havde modtaget omfattende oplysninger i sine breve til klageren.

Ombudsmanden fandt, at det var rimeligt, at Kommissionen i sin kommunikation med privatpersoner vedrørende konkrete sager begrænsede sine oplysninger om spørgsmål vedrørende erstatningskrav mod medlemsstaterne til oplysninger om de rettigheder, der er fastlagt i Domstolens retspraksis. Kommissionen kunne efter Ombudsmandens opfattelse ikke være forpligtet til at yde juridisk rådgivning vedrørende nationale procedureregler. Ombudsmanden fandt derfor, at påstanden ikke var blevet underbygget, og at der derfor ikke havde været tale om fejl eller forsømmelser.


Strasbourg, den 18. januar 2005

Kære X

Den 16. januar 2004 sendte De mig en klage over Kommissionens behandling af en overtrædelsesklage [klage 3 ]. Jeg forstod Deres klage som værende rettet mod Kommissionens materielle afgørelse i sagen, og jeg afviste den derfor, fordi jeg allerede havde truffet afgørelse herom i min afgørelse af [klage 2].

Under en telefonsamtale den 29. april 2004 meddelte De mine tjenestegrene, at De heller ikke var tilfreds med Kommissionens korrespondance vedrørende Deres traktatbrudsklage. De identificerede påstandene i Deres brev af 16. januar 2004, som De ønskede, at jeg skulle undersøge. De oplyste også, at De samme dag ville sende Ombudsmanden en kopi af en skrivelse fra Kommissionen, hvilket De gjorde. Samme dag registrerede jeg den foreliggende klage.

Den 7. maj 2004 ringede mine tjenestegrene til Kommissionen vedrørende et aspekt af Deres klage. Den 24. maj 2004 modtog jeg en kopi af et brev fra Kommissionen til Dem.

Den 2. juni 2004 indledte jeg min undersøgelse af Deres klage ved brev til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen afgav udtalelse den 31. august 2004. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 27. september 2004.

De sendte en e-mail den 30. november 2004 med spørgsmål om mit svar på Deres bemærkninger. Den 8. december 2004 besvarede jeg Deres e-mail og meddelte Dem, at De ville modtage mine konklusioner vedrørende Deres klage senest ved udgangen af januar 2005.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.


Komplekset

Baggrund

Den 14. april 1999 fremsendte formanden for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender et andragende til Ombudsmanden med forslag om, at det skulle behandles som en klage over Europa-Kommissionen. Andrageren, klageren i den foreliggende sag, mente, at Kommissionen ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at sikre, at et fællesskabsdirektiv blev anvendt korrekt i Det Forenede Kongerige. Direktivet var skadesforsikringsdirektivet (direktiv 73/239/EØF (1)), hvis påståede ukorrekte gennemførelse af nogle mentes at have ført til økonomiske tab for Lloyd's forsikringsgivere (de såkaldte navne ). Sagen blev registreret som [klage 1 ], og klageren blev efterfølgende underrettet om, at klagen ikke kunne antages til behandling, fordi der ikke tidligere var indgivet administrative henvendelser.

Den 16. januar 2004 indgav klageren en ny klage til Ombudsmanden [klage 3 ]. Efter en omhyggelig undersøgelse af denne klage viste det sig, at påstanden mod Europa-Kommissionen vedrørte Det Forenede Kongeriges påståede overtrædelser af direktiv 73/239/EØF i perioden før 2000. Dette spørgsmål var allerede blevet behandlet af Ombudsmanden i hans afgørelse om [klage 2 ] i 2003, hvori han konkluderede, at:

"Kommissionen har ret til at koncentrere sin artikel 226-undersøgelse om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af fællesskabsretten efter ikrafttrædelsen af [Det Forenede Kongeriges ] Financial Services and Markets Act 2000]. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen."

Da det fremgik, at klageren i sin klage af 16. januar 2004 ønskede en gennemgang af Kommissionens holdning til, om Det Forenede Kongerige havde overtrådt fællesskabsretten før 2000, blev klagen afvist.

Ombudsmanden bemærkede også i sit svar til klageren, at han syntes at udtrykke utilfredshed med den måde, hvorpå Kommissionen havde korresponderet med ham. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at disse bemærkninger var præcise nok til at blive taget op til undersøgelse som specifikke påstande. Ombudsmanden underrettede klageren herom og anførte, at han frit kunne fremsætte præcise påstande vedrørende korrespondancen mellem ham og Kommissionen.

Det foreliggende klagepunkt

I en telefonsamtale den 29. april 2004 meddelte klageren Ombudsmandens tjenestegrene, at han ikke var tilfreds med Kommissionens korrespondance vedrørende hans overtrædelsesklage. Han identificerede de punkter i sin klage af 16. januar 2004 (jf. ovenfor), som han ønskede, at Ombudsmanden skulle undersøge. Det drejede sig om:

i) undladelse af at fremsende en fortolkningsmeddelelse om retten til at kræve erstatning for tab, der er lidt som følge af en medlemsstats tilsidesættelse af fællesskabsretten

ii) Utilfredsstillende og tvivlsomme forklaringer på det manglende svar på klagerens skrivelse af 29. maj 2003 til T. (tjenestemand ved Kommissionen).

iii) Utilfredsstillende eller manglende svar på tre spørgsmål fra klageren til T. i samme brev.

iv) Manglende meddelelse af oplysninger om en fast procedure i Det Forenede Kongerige, som gør det muligt for en borger at opnå erstatning for tab og/eller skade som følge af overtrædelse af fællesskabsretten.

Punkt i), ii) og iii) blev nævnt på fjerde side i klagerens brev af 16. januar 2004. De vedrørte Kommissionens brev til klageren (underskrevet af Th., en anden tjenestemand i Kommissionen) af 10. december 2003.

Punkt iv) blev nævnt på femte side i klagerens brev af 16. januar 2004. Klageren forklarede Ombudsmandens tjenestegrene, at dette punkt vedrørte et andet brev underskrevet af Th. Den pågældende skrivelse var dateret den 3. maj 2002 med referencen VM/430/2002 og var adresseret til et andet af Lloyd’s Names. Klageren oplyste, at han ville faxe en kopi af brevet til Ombudsmanden. Telefaxen blev modtaget den 29. april 2004.

Denne klage blev registreret på dette grundlag og dateret den 29. april 2004.

Den 7. maj 2004 ringede Ombudsmandens tjenestegrene til Kommissionen vedrørende klagerens første påstand, der er nævnt ovenfor. Den pågældende tjenestemand i Kommissionen erklærede, at han ville undersøge sagen. Han meddelte efterfølgende Ombudsmandens tjenestegrene, at den fortolkende meddelelse endnu ikke var blevet offentliggjort. Han ville sende et brev til klageren med disse oplysninger. Den 24. maj 2004 modtog Ombudsmanden en kopi af Kommissionens brev til klageren af 13. maj 2004. I brevet blev det forklaret, at Generalsekretariatet endnu ikke havde udarbejdet meddelelsen på grund af den store arbejdsbyrde. Den første påstand syntes derfor at være blevet behandlet, og Ombudsmanden besluttede derfor kun at undersøge påstand ii), iii) og iv). Klageren blev underrettet herom ved brev af 2. juni 2004.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse behandlede Kommissionen kort klagerens påstande som følger:

Påstand ii)(2)

Kommissionens tjenestegrene bekræftede modtagelsen af klagerens brev af 29. maj 2003 (registreret den 3. juni 2003). Den pågældende tjenestemand udarbejdede straks et svar. Kommissionens optegnelser viste klart, at dette udkast til skrivelse blev udarbejdet og senest gemt på den relevante enheds fælles "j"-drev. Den pågældende tjenestemand underskrev skrivelsen og antog, at skrivelsen var blevet sendt ud. Der blev ikke foretaget yderligere kontrol med hensyn til afsendelsen af brevet.

Det var vigtigt at huske på den ekstraordinære mængde arbejde, der var involveret i Lloyd's-sagen. Kommissionen modtog 35 formelle klager, hvoraf nogle blev indgivet på vegne af store sammenslutninger. Der blev også modtaget korrespondance fra interesserede parter og navnlig fra mange medlemmer af Europa-Parlamentet. Ud over formelle klager modtog Kommissionen også korrespondance fra 61 personer eller organisationer.

I den foreliggende sag skrev klageren igen til Kommissionen ved brev af 29. august 2003. Selv om det i dette brev blev anført, at "breve til medlemmer af Europa-Kommissionen af en eller anden grund ikke altid anerkendes eller besvares", blev det ikke anført, at klageren ikke havde modtaget et svar på hans brev af 29. maj 2003. Kommissionen svarede ved brev af 16. september 2003 inden for den frist, der var fastsat i dens kodeks for god forvaltningsskik.

Klageren skrev derefter igen den 23. november 2003, denne gang med angivelse af, at han ikke havde modtaget noget svar på sit brev af 29. maj 2003. Kommissionens tjenestegrene undersøgte straks sagen og var overraskede over at konstatere, at det underskrevne brev ikke var blevet sendt.

Kommissionen svarede straks ved brev af 10. december 2003, igen i overensstemmelse med sin kodeks for god forvaltningsskik. Kommissionen undskyldte, at den ikke havde besvaret skrivelsen af 29. maj 2003.

Kommissionen undskyldte igen over for klageren for tilsynet og henviste til den meget store arbejdsbyrde.

Påstand iii)

Kommissionen henviste først til, at de materielle spørgsmål i klagerens skrivelse af 29. maj 2003 allerede var blevet rejst på klagerens vegne af Perry, medlem af Europa-Parlamentet, i en skrivelse til Kommissionen af 16. april 2002. Der blev fremsendt et detaljeret svar ved brev af 6. juni 2002.

Kommissionen anførte, at den havde behandlet de tre spørgsmål, der var rejst i klagerens brev af 29. maj 2003, som følger:

Med hensyn til det første spørgsmål havde klageren spurgt, hvorfor "Europa-Kommissionen i 1978 trak de planlagte traktatbrudsprocedurer mod Det Forenede Kongeriges regering for manglende gennemførelse af forsikringsdirektiv 73/239 i engelsk ret tilbage (efter at have tilladt den maksimale forlængelse af fristen)".

Kommissionen anførte, at den kun kunne gentage de oplysninger og konklusioner, den tidligere havde givet klageren, dvs. at Kommissionens tjenestegrene var tilfredse med Det Forenede Kongeriges tilsagn om at vedtage den nødvendige lovgivning. De britiske myndigheder havde forelagt udkast til forskrifter og bekræftet, at de anvendte deres skønsmæssige beføjelser til at føre tilsyn i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med direktivet. Kommissionen tilføjede, at dette udtrykkeligt blev bekræftet ved en skrivelse fra de britiske myndigheder af 20. december 1977.

Kommissionen tilføjede, at den ikke vidste, hvorfor der havde været en forsinkelse på fire år mellem Det Forenede Kongeriges forpligtelse og dets vedtagelse af lovgivning på området.

Med hensyn til det andet spørgsmål havde klageren spurgt, hvorfor "Europa-Kommissionen tillod Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed at lade Lloyd's fortsætte med at drive virksomhed i fire år uden for fællesskabsretten indtil 1982, hvor direktivet blev endeligt gennemført i engelsk ret ved Insurance Companies Act af samme dato".

Kommissionen anførte på ny, at Det Forenede Kongeriges myndigheder havde bekræftet, at de anvendte deres skønsmæssige beføjelser til at føre tilsyn i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med direktivet. Den anførte endvidere, at der i Det Forenede Kongerige fandtes en række forsikringslovgivninger, der fandt anvendelse på forsikringsselskaber i henhold til Insurance Companies Act 1974 og dertil knyttet lovgivning. Det kunne derfor ikke med rimelighed konkluderes, at Kommissionen tillod forsikringsselskaber i Det Forenede Kongerige at handle i strid med fællesskabsretten.

Med hensyn til det tredje spørgsmål havde klageren anført følgende:

"Jeg vil gerne spørge, om Lloyd's Act 1982 er forenelig med direktiv 73/239. Da dette kan kræve en endelig dom fra EF-Domstolen, bedes De rådgive mig om, hvordan dette kan opnås. Det er usandsynligt, at en sådan dom vil kunne afsiges af en medlemsstats egne nationale domstole, hvis resultatet har tendens til at være stærkt partisk til fordel for medlemsstaten".

Kommissionen anførte, at den altid havde forsøgt at gøre klagerne opmærksom på, at de nationale domstole havde kompetence til at træffe afgørelse om den nationale lovgivnings tidligere overensstemmelse med EU-retten.

For så vidt angår sager mod en medlemsstat ved de nationale domstole var der i Kommissionens skrivelser til klageren givet omfattende oplysninger, herunder henvisninger til Domstolens relevante retspraksis. Kommissionen henviste til sit brev af 10. december 2003 (jf. ovenfor), hvori det også var blevet gjort klart for klageren, at enhver klage skulle indbringes for en national domstol. Klageren blev ikke anbefalet at anlægge sag ved Domstolen, da en sådan sag næsten med sikkerhed ikke kunne antages til realitetsbehandling.

Med hensyn til Kommissionens indsats for at opnå en endelig afgørelse fra Domstolen havde Kommissionen gentagne gange gjort det klart for alle klagere i "Lloyds sagsakter", at "formålet med traktatbrudsproceduren i henhold til EU-retten er at fastslå eller genoprette den nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten - og ikke at træffe afgørelse om en national lovgivnings tidligere forenelighed eller uforenelighed".

Påstand iv)

Med hensyn til klagerens fjerde påstand fandt Kommissionen, at der var givet et passende svar herpå i dens forklaringer vedrørende den tredje påstand.

Kommissionen fremsatte også yderligere bemærkninger for at understrege Lloyd's-sagens størrelse og kompleksitet og for at påvise, at den havde kommunikeret indgående med klageren.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger gav klageren udtryk for utilfredshed med Ombudsmandens behandling af denne klage og den dermed forbundne klage [ C ], idet han anførte følgende:

1) Han mente ikke, at Ombudsmanden havde læst teksten i sin oprindelige [klage 3 ] omhyggeligt nok ("der er flere andre spørgsmål, jeg har rejst, som [ Deres personale ] ikke har udvalgt til at blive undersøgt [ i denne undersøgelse ]. Et fuldt svar på alle, ikke kun nogle, af mine bekymringer ville blive værdsat").

2) Han mente, at Ombudsmandens svar på hans oprindelige [klage 3 ] var forkert, idet afgørelsen om afvisning (ifølge klageren) var baseret på en afgørelse fra Ombudsmanden, som ikke vedrørte de spørgsmål, der vedrørte ham (dvs. afgørelsen om klage A); Han anførte, at Ombudsmandens afgørelse kun vedrørte overtrædelser af fællesskabsretten i perioden efter 2000, mens de spørgsmål, han havde rejst, vedrørte påståede overtrædelser i perioden 1978-2000.

Klageren anførte også, at Kommissionen den 20. december 2001 havde udsendt en pressemeddelelse, hvori den havde erklæret, at den "vil afgøre, om den mener, at der er tale om en overtrædelse af fællesskabsretten". Han ønskede, at ombudsmanden skulle undersøge, hvorfor der aldrig var blevet truffet en sådan afgørelse.

Med hensyn til den påstand, der ikke var blevet taget op til undersøgelse, dvs. påstanden om manglende fremsendelse af fortolkningsmeddelelsen om retten til at kræve erstatning for tab, der er lidt som følge af en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten, syntes klageren at hævde, at Kommissionen med urette havde undladt at offentliggøre den pågældende meddelelse.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkninger

1.1 Den 16. januar 2004 sendte klageren Ombudsmanden en [klage 3 ] vedrørende Kommissionens behandling af en traktatbrudsklage vedrørende Det Forenede Kongeriges påståede overtrædelser af EF-direktiv 73/239. Ombudsmanden opfattede klagen som værende rettet mod Kommissionens materielle afgørelse i sagen og afviste den derfor, fordi han allerede havde truffet afgørelse herom i sin afgørelse om [klage 2 ]. I en telefonsamtale den 29. april 2004 meddelte klageren Ombudsmandens tjenestegrene, at han heller ikke var tilfreds med Kommissionens korrespondance vedrørende hans overtrædelsesklage. Han identificerede påstandene i sin skrivelse af 16. januar 2004, som han ønskede, at Ombudsmanden skulle undersøge. Ombudsmanden indledte denne undersøgelse i overensstemmelse hermed.

1.2 Klageren gav i sine bemærkninger udtryk for utilfredshed med Ombudsmandens behandling af denne klage og [klage 3 ]. Han rejste i det væsentlige to spørgsmål: 1) Ombudsmanden ikke havde identificeret alle sine påstande i forbindelse med denne undersøgelse, 2) Ombudsmanden havde i sin afgørelse vedrørende [klage 3 ] fejlagtigt henvist til sin tidligere afgørelse vedrørende [klage 2 ], da denne afgørelse ifølge ham kun vedrørte perioden efter 2000. Ud over disse to spørgsmål fremførte han (1), at Kommissionen med urette havde undladt at offentliggøre en beslutning om, hvorvidt Det Forenede Kongerige havde overtrådt fællesskabsretten, selv om den i en pressemeddelelse havde erklæret, at den ville gøre det, og (2) at Kommissionen med urette havde undladt at offentliggøre fortolkningsmeddelelsen om retten til at kræve erstatning for tab, der er lidt som følge af en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten (3).

1.3 Med hensyn til klagerens første klage over Ombudsmandens behandling af hans klager blev det allerede gjort klart i Ombudsmandens svar til ham [klage 3 ], at de mange udtalelser og bemærkninger i hans klageskrivelse ikke var tilstrækkeligt specifikke til at blive taget op til undersøgelse som påstande eller påstande. Under en efterfølgende telefonsamtale mellem Ombudsmandens tjenestegrene og klageren præciserede sidstnævnte sine påstande og påstande. Ombudsmanden bemærker, at han i overensstemmelse med sin normale praksis sendte klageren en skrivelse, der informerede ham om de påstande, der var blevet taget op til undersøgelse. Klageren besvarede ikke denne skrivelse og meddelte Ombudsmanden, at han anså listen over påstande for at være forkert eller ufuldstændig. Ombudsmanden mener, at medtagelsen af yderligere påstande på dette stadium af undersøgelsen ville forsinke gennemgangen af de påstande, som han har taget op til undersøgelse, unødigt. Ombudsmanden har derfor ikke undersøgt teksten i [klage 2 ] med henblik på at forsøge at identificere sådanne yderligere påstande. Klageren kan dog frit indgive en ny klage, hvori han redegør for sine præcise påstande og påstande.

1.4 Med hensyn til klagerens andet klagepunkt mod Ombudsmandens behandling af hans klager skal det bemærkes, at Ombudsmandens afgørelse om [klage 2 ] vedrørte ikke perioden efter 2000, men anførte (som tidligere nævnt), at "Kommissionen er berettiget til at koncentrere sin artikel 226-undersøgelse om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af fællesskabsretten efter ikrafttrædelsen af [Det Forenede Kongeriges ] Financial Services and Markets Act 2000]. Ombudsmanden finder derfor ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen." (Fremhævelse tilføjet.) Ombudsmanden accepterede derfor Kommissionens beslutning om ikke at undersøge perioden før ikrafttrædelsen af Det Forenede Kongeriges Financial Services and Markets Act 2000. Da klagerens bekymringer vedrører perioden 1978-2000, var Ombudsmandens afgørelse om [klage 2 ] relevant.

1.5 Med hensyn til de yderligere påstande (1) om, at Kommissionen med urette havde undladt at offentliggøre en beslutning om, hvorvidt Det Forenede Kongerige havde overtrådt fællesskabsretten, selv om den i en pressemeddelelse havde erklæret, at den ville gøre det, og (2) om, at det også var et tilfælde af fejl eller forsømmelser ikke at have offentliggjort den fortolkende meddelelse om retten til at kræve erstatning for tab, der er lidt som følge af en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten, finder Ombudsmanden, at ingen af disse påstande er nødvendige for at undersøge de påstande, som han har taget op til undersøgelse. For at undgå unødig forsinkelse af en konklusion om disse påstande har Ombudsmanden derfor ikke taget de yderligere påstande, der er nævnt her, til undersøgelse. Klageren kan dog frit indgive en ny klage.

2 Manglende begrundelse for det manglende svar på skrivelsen af 29. maj 2003

2.1 Klageren hævdede, at han kun havde modtaget en utilfredsstillende og tvivlsom forklaring på det manglende svar på hans skrivelse af 29. maj 2003 til T. (tjenestemand i Kommissionen). I dette brev havde klageren stillet spørgsmål om, hvad han opfattede som Kommissionens fejlagtige undladelse af at gribe ind over for Det Forenede Kongerige for manglende overholdelse af EF-direktiv 73/239 i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne.

2.2 I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at der havde været en meget stor arbejdsbyrde på det pågældende område, og at dens oprindelige undladelse af at svare skyldtes en administrativ forglemmelse. Kommissionen forklarede, at den havde bekræftet modtagelsen af klagerens brev af 29. maj 2003 (registreret den 3. juni 2003), og at den pågældende tjenestemand efterfølgende straks havde udarbejdet et svar. Den pågældende tjenestemand havde underskrevet skrivelsen og antog, at skrivelsen var blevet sendt ud. Da klageren den 23. november 2003 havde meddelt Kommissionen, at han ikke havde modtaget noget svar på hans brev af 29. maj 2003, havde de relevante tjenestegrene i Kommissionen straks undersøgt sagen og erkendt, at brevet ikke var blevet sendt. Kommissionen konkluderede, at den havde svaret ved brev af 10. december 2003 og undskyldt, at den ikke havde besvaret brevet af 29. maj 2003.

2.3 Ombudsmanden har grundigt gennemgået den korrespondance, som klageren og Kommissionen har fremsendt til ham. På grundlag af denne undersøgelse finder Ombudsmanden, at Kommissionen generelt synes at have bestræbt sig på at handle med omhu i sin behandling af klagerens meddelelser. Da klageren i et brev af 23. november 2003 oplyste, at han ikke havde modtaget noget svar på sit brev af 29. maj 2003, undersøgte Kommissionen straks sagen, svarede ved brev af 10. december 2003 og undskyldte, at den i første omgang ikke havde svaret.

2.4 Ombudsmanden bemærker for det første, at Kommissionens undladelse af at besvare klagerens skrivelse af 29. maj 2003 klart var et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Kommissionen traf imidlertid foranstaltninger for at rette op på sagen og undskyldte over for klageren, at den ikke svarede. Med hensyn til årsagerne til, at Kommissionen undlod at svare, mener Ombudsmanden, at Kommissionens forklaring forekommer troværdig, og han har derfor ingen grund til at tro, at denne undladelse skyldtes andre årsager end et isoleret administrativt tilsyn. Ombudsmanden finder derfor, at klagerens påstand om, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har forklaret det manglende svar på hans skrivelse af 29. maj 2003, ikke er underbygget, og at der derfor ikke synes at være tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen.

3 Påstået undladelse af at besvare spørgsmålene i skrivelsen af 29. maj 2003

3.1 Klageren hævdede, at Kommissionen enten havde undladt at svare eller havde givet ham utilfredsstillende eller ingen svar på tre spørgsmål, som han havde stillet T. i sit brev af 29. maj 2003. Han havde kort sagt spurgt, hvorfor Kommissionen trak en planlagt overtrædelsesprocedure mod Det Forenede Kongerige tilbage i 1978, hvorfor Kommissionen tillod Det Forenede Kongerige (som han så det) at overtræde fællesskabsretten, og hvordan han selv kunne opnå en dom fra EF-Domstolen.

3.2 I sin udtalelse henviste Kommissionen til meddelelser, som den havde sendt enten direkte til klageren eller som svar på en anmodning fra et medlem af Europa-Parlamentet på vegne af klageren.

3.3 De tre spørgsmål, som klageren stillede T., vedrører alle Kommissionens handlinger vedrørende perioden før ikrafttrædelsen af Det Forenede Kongeriges Financial Services and Markets Act 2000. Som nævnt ovenfor har Ombudsmanden i sin undersøgelse af [ klage 2 ] konkluderet, at "Kommissionen har ret til at koncentrere sin artikel 226-undersøgelse om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af fællesskabsretten efter ikrafttrædelsen af [Det Forenede Kongeriges ] Financial Services and Markets Act 2000]. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen." På baggrund heraf påpeger Ombudsmanden, at hans undersøgelse af klagerens anden påstand udelukkende har til formål at vurdere, om Kommissionen har givet tilstrækkelige svar på grundlag af de foreliggende oplysninger. Hans undersøgelse har ikke til formål at vurdere, om Kommissionen på ny undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongerige overtrådte fællesskabsretten i perioden fra 1978 til ikrafttrædelsen af Det Forenede Kongeriges Financial Services and Markets Act 2000.

3.4 Efter at have undersøgt Kommissionens udtalelse og dens svar på klagerens skrivelse af 29. maj 2003 bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen forklarede klageren, i) at Kommissionens tjenestegrene havde været tilfredse med Det Forenede Kongeriges tilsagn om at vedtage den nødvendige lovgivning, ii) at den ikke mente, at den havde tilladt Det Forenede Kongerige at overtræde fællesskabsretten, og iii) at de nationale domstole ville have kompetence til at træffe afgørelse om den nationale lovgivnings tidligere overensstemmelse med fællesskabsretten. Kommissionen forklarede i sin udtalelse, at den ikke havde anbefalet klageren at anlægge sag ved Domstolen, da en sådan sag næsten med sikkerhed ville blive afvist.

3.5 I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionen gav klageren fyldestgørende svar på de spørgsmål, der blev stillet i hans brev af 29. maj 2003. Der har derfor ikke været tale om fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagen.

4 Manglende oplysninger om Det Forenede Kongeriges procedurer

4.1 Klageren hævdede, at Kommissionen havde undladt at give ham oplysninger om en fastlagt procedure i Det Forenede Kongerige, som gør det muligt for en borger at opnå erstatning for tab og/eller skade forårsaget af overtrædelse af fællesskabsretten.

4.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at den havde modtaget omfattende oplysninger, herunder henvisninger til Domstolens relevante retspraksis, i sine skrivelser til klageren, og at det også var blevet gjort klart for klageren, at enhver klage skulle indbringes for en national domstol.

4.3 Ombudsmanden mener, at det er rimeligt, at Kommissionen i sin kommunikation med privatpersoner vedrørende konkrete sager begrænser sine oplysninger om spørgsmål vedrørende erstatningskrav mod medlemsstaterne til oplysninger om de rettigheder, der er fastlagt i Domstolens retspraksis. Kommissionen kan efter Ombudsmandens opfattelse ikke være forpligtet til at yde juridisk rådgivning vedrørende nationale procedureregler. Ombudsmanden finder derfor, at klagerens fjerde påstand ikke er underbygget, og at der derfor ikke har været tale om fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagen.

5 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS


(1) Rådets første direktiv om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, EFT 1973 L 228, s. 3.

(2) Påstand i) blev ikke taget op til undersøgelse af ovennævnte grund.

(3) Dette vedrørte klagerens første påstand (om manglende fremsendelse af en fortolkende meddelelse om retten til at kræve erstatning for tab lidt som følge af en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten), som ikke blev taget op til undersøgelse, fordi det viste sig, at der ikke var nogen fortolkende meddelelse, der kunne fremsendes.

Hvad syntes du om denne automatiske oversættelse? Vi vil gerne høre din mening.