Strasbourg, den 12. maj 2006

Kære H.

Den 29. marts 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende beskatning af importerede biler.

Den 3. maj 2004 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen afgav udtalelse den 5. august 2004. Jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 5. oktober 2004.

Den 18. marts 2005 fremsatte jeg et udkast til henstilling til Kommissionen og underrettede Dem herom samme dag.

Den 8. juli 2005 sendte Kommissionen mig sin udførlige udtalelse om mit forslag til henstilling. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 30. september 2005.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Ombudsmanden beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Ombudsmandens statut fastsætter specifikt, at ingen anden myndigheds eller persons handlinger kan gøres til genstand for en klage til Ombudsmanden.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Kommissionens aktiviteter.

Komplekset

Klageren, en dansk bilforhandler, havde flere gange skrevet til Kommissionen om Danmarks påståede overtrædelser af fællesskabsretten med hensyn til bilbeskatning. Kommissionen havde registreret en overtrædelsesklage under klagerens navn, som den havde afsluttet i 1997 som ubegrundet. I 1998 havde Kommissionen registreret en ny overtrædelsesklage mod Danmark under hans navn. Kommissionen og klageren havde siden da ofte svaret på de danske myndigheders påståede overtrædelser af fællesskabsretten.

I juni 2000 indgav klageren en klage til Ombudsmanden (sag 801/2000/PB), hvori han klagede over, at Kommissionen ikke havde underrettet ham om resultatet af dens kommunikation med de danske myndigheder. Kommissionen anførte, at den afventede udfaldet af to sager ved Domstolen, og at den derfor ikke kunne give klageren sin endelige juridiske vurdering af hans klage over Danmark. Ombudsmanden accepterede denne forklaring og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser, idet han bemærkede, at Kommissionen havde forpligtet sig til at træffe afgørelse om klagerens overtrædelsesklage senest i oktober 2001.

Kommissionen opfyldte imidlertid ikke sit tilsagn om at nå frem til en konklusion om klagerens overtrædelsesklage senest i oktober 2001. Klageren havde derfor indgivet en ny klage til Ombudsmanden (sag 1237/2002/(PB)OV). I dette tilfælde havde Kommissionen erkendt, at de spørgsmål, som klageren havde rejst, endnu ikke var blevet besvaret. Det drejer sig kort sagt om følgende:

i) Beskatning i forbindelse med grænseoverskridende langtidsleasing af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, men med en tilsigtet anvendelse i Danmark. Kommissionen havde meddelt klageren, at den ønskede at afvente Domstolens afgørelse i Cura Anlagen-sagen (1), inden den tog noget andet initiativ med hensyn til regler om grænseoverskridende langtidsleasing af køretøjer. Domstolen afsagde dom den 21. marts 2002.

ii) Beskatning af brugte biler, der importeres til Danmark fra et andet EU-land, og vurdering af værdien af sådanne biler. Kommissionen havde underrettet klageren om, at den havde til hensigt at afvente Domstolens afgørelse i Gomes Valente-sagen (2). Domstolens dom i denne sag blev afsagt den 22. februar 2001. Desuden havde Kommissionen også besluttet at afvente resultatet af Tulliasiamies og Siilin-sagen (3). Dommen i denne sag blev afsagt den 19. september 2002. Endvidere sendte Kommissionen den 1. juni 2001 en skrivelse til alle medlemsstaterne for at gøre dem opmærksomme på konsekvenserne af Domstolens dom i Gomes Valente-sagen. I sit svar forsikrede Danmark Kommissionen om, at dens regler var i overensstemmelse med resultatet af Gomes Valente-sagen. Nogle af medlemsstaterne havde imidlertid endnu ikke besvaret Kommissionens skrivelse af 1. juni 2001.

I sag 1237/2002/(PB)OV bemærkede Ombudsmanden, at Kommissionen forklarede sin manglende overholdelse af sit tilsagn ved at anføre, at den foretrak at anlægge en global tilgang til problemerne i forbindelse med bilbeskatning, og at dens mål var at løse disse problemer samtidigt i alle medlemsstaterne, nemlig gennem samarbejde og ved at udsende en meddelelse skrevet i et klart og enkelt sprog. Kommissionen anførte endvidere, at det pågældende spørgsmål tilhørte et retsområde, der endnu ikke var harmoniseret. På dette grundlag fandt Ombudsmanden, at "Kommissionens forklaring på, hvorfor den ikke nåede frem til en afgørelse senest i oktober 2001, selv om den havde forpligtet sig hertil, ikke er urimelig" (punkt 1.6). Ombudsmanden påpegede imidlertid, at "klageren har mulighed for at indgive en ny klage til Ombudsmanden i fremtiden, hvis Kommissionen er yderligere forsinket med at træffe afgørelse om traktatbrudsklagen" (punkt 1.7).

Det foreliggende klagepunkt

I den foreliggende sag anførte klageren, at han havde modtaget et brev fra Kommissionen af 20. oktober 2003, hvori han tilsyneladende blev opfordret til at fremlægge yderligere oplysninger om de danske myndigheders påståede overtrædelser af fællesskabsretten. Ifølge klageren besvarede han denne opfordring ved skrivelse af 2. februar 2004, hvori han gav Kommissionen eksempler på de påståede overtrædelser og informerede den om de skattebetalinger, som disse myndigheder krævede. Ifølge klageren svarede Kommissionen, at den ikke ville træffe nogen foranstaltninger før den endelige dom i en sag ved Domstolen.

Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde opfyldt sit tilsagn om at nå frem til en konklusion om hans overtrædelsesklage vedrørende Danmarks beskatning af importerede biler.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Klagen blev sendt til Kommissionen, som kortfattet fremsatte følgende bemærkninger.

Retlig baggrund - undersøgelse af klager

Når Kommissionen undersøger klager, overholder den bestemmelserne i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (4). Der skal navnlig gøres opmærksom på følgende regler: artikel 3 (registrering af klager) artikel 8 (frist for behandling af klager - generel regel om at nå frem til en afgørelse inden for et år med pligt til at underrette klageren, hvis denne frist ikke kan overholdes) artikel 9 (resultatet af undersøgelsen af klagen – Kommissionen træffer afgørelse efter eget skøn, samtidig med at den holder klagen underrettet) artikel 10 (afslutning af sagen - regel om at give klageren forudgående varsel) Artikel 14 (klage til Den Europæiske Ombudsmand).

Kommissionens bemærkninger

Den klage, der blev indgivet til Ombudsmanden, indeholdt ingen klager over den administrative procedure, der er fastsat i meddelelsen til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klageren i forbindelse med overtrædelser af fællesskabsretten (5) eller i kodeksen for god forvaltningsskik for Kommissionens ansatte i deres forbindelser med offentligheden (6). Klagen kritiserede tværtimod Kommissionens materielle behandling af klagen, dvs. den omstændighed, at Kommissionen ikke havde besluttet, om der skulle indledes en traktatbrudsprocedure mod Danmark vedrørende de afgiftsregler, der finder anvendelse på leasing af biler, og dem, der finder anvendelse på brugte biler, der importeres til Danmark. Denne kritik kunne ikke accepteres.

Med hensyn til afgiftsspørgsmålet i forbindelse med grænseoverskridende leasing af biler havde Kommissionen i sit brev af 20. oktober 2003 meddelt klageren, at den efter Domstolens dom af 21. marts 2002 i Cura Anlagen-sagen (7) havde anmodet alle medlemsstater (og ikke kun Danmark) om at bekræfte, om deres retlige ordninger var i overensstemmelse med den nye retspraksis. I brevet var det også anført, at området for grænseoverskridende leasing "er meget komplekst og ikke er harmoniseret på nuværende tidspunkt. Kommissionen har valgt at anlægge en global indfaldsvinkel, der tager hensyn til situationen i de forskellige medlemsstater. [...] Kommissionen planlægger derfor at vente, indtil den har modtaget medlemsstaternes svar på det brev, der netop er blevet sendt ud vedrørende deres lovgivnings forenelighed med dommen i Cura Anlagen-sagen, før den beslutter, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure".

Efter at have modtaget Kommissionens brev af 20. oktober 2003 havde klageren ved brev af 10. november 2003 anmodet Kommissionen om straks at gribe ind over for Danmark. Kommissionen svarede klageren igen den 12. december 2003 og meddelte ham, at den ville vente, indtil den havde modtaget svar fra alle medlemsstaterne, før den besluttede, om der skulle indledes en traktatbrudsprocedure, og at den ville tage hensyn til de dokumenter, som klageren havde fremlagt, når den undersøgte svaret fra Danmark.

Kommissionen havde stadig ikke modtaget svar fra alle medlemsstaterne, selv om den havde sendt påmindelser. Den fremhævede imidlertid, at den stadig foretrak at anlægge en samlet tilgang, og at den lovligt udnyttede sin skønsbeføjelse ved at forfølge denne tilgang. Når alle svarene var blevet undersøgt, ville Kommissionen tage hensyn til alle de oplysninger, den havde modtaget, herunder oplysningerne fra klageren. Når Kommissionen havde besluttet, om den ville indlede en traktatbrudsprocedure mod Danmark, ville den naturligvis underrette klageren om sin beslutning.

Som Kommissionen påpegede i sine bemærkninger til Ombudsmanden vedrørende sag 1237/2002/PB, kunne klageren, som syntes at være involveret i flere tvister med de danske skattemyndigheder, overveje at indbringe sagen for de danske domstole. Sagen kan derefter forelægges Domstolen til præjudiciel afgørelse.

Med hensyn til spørgsmålet om beskatning af importerede brugte biler sendte Kommissionen en skrivelse af 1. juni 2001 til alle medlemsstaterne, hvori den informerede dem om konsekvenserne af dommen i Gomes Valente-sagen. Visse medlemsstater havde dog stadig ikke svaret, selv om Kommissionen havde sendt dem adskillige påmindelser. Som følge heraf var dette særlige spørgsmål endnu ikke blevet undersøgt fuldt ud. Det var vigtigt at understrege, at dette spørgsmål ud fra et operationelt synspunkt skulle behandles som led i en global tilgang i samarbejde med medlemsstaterne. Danmark havde imidlertid besvaret Kommissionens skrivelser af 1. juni 2001, og de danske myndigheder anså den danske lovgivning for at være i overensstemmelse med dommen i Gomes Valente-sagen. Efter yderligere korrespondance med klageren meddelte Kommissionen i februar 2004 klageren, at den med hensyn til beskatning af køretøjer havde besluttet at afvente Domstolens dom i Weigel-sagen (8). Dommen blev afsagt den 29. april 2004 og blev behandlet af de kompetente tjenestegrene i Kommissionen.

Konklusion

Kommissionen havde behørigt besvaret alle de skrivelser, som klageren havde sendt efter Ombudsmandens afgørelse om klage 1237/2002/(PB)OV. Hvert af Kommissionens svar indeholdt detaljerede erklæringer om sagens realitet. Kommissionen vil naturligvis underrette ham personligt om resultatet af hans klage.

God forvaltningsskik (som anført i meddelelse KOM/2002/14 og Kommissionens kodeks for god forvaltningsskik) kræver, at Kommissionen, når den træffer afgørelse om, hvorvidt en medlemsstat skal indbringes for en domstol for manglende overholdelse af fællesskabsretten, tager hensyn til alle klagerens bemærkninger, samtidig med at den søger at sikre, at de skridt, den tager for at undersøge sagen, står i et rimeligt forhold til det ønskede mål. Når undersøgelsen er afsluttet, kan Kommissionen udøve sin skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil indlede en traktatbrudsprocedure eller ej. Ved at vælge at vente, indtil alle medlemsstaterne har svaret, før de beslutter, om de vil indlede en traktatbrudsprocedure mod hver af dem, og dermed anlægge en samlet tilgang, handler Kommissionen ikke blot rationelt, men har også lovligt udøvet sin skønsbeføjelse. I en traktatbrudssag har klageren ret til at forvente, at Kommissionen tager hensyn til alle de relevante argumenter, han fremfører, når den undersøger sagen, og, hvis det foreslås, at sagen afsluttes, at han på forhånd underrettes herom i en begrundet skrivelse. Han har imidlertid ikke ret til at kræve, at Kommissionen indleder en traktatbrudsprocedure, eller at den vedtager sin fortolkning af gældende fællesskabsret. I lyset af ovenstående argumenter og de tidligere bemærkninger, der blev sendt til Ombudsmanden vedrørende klagerne i forbindelse med samme sag, mente Kommissionen ikke, at den havde tilsidesat sin pligt til god forvaltning over for klageren.

Klagerens bemærkninger

Kommissionens udtalelse blev fremsendt til klageren. I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage.

Ombudsmandens forslag til henstilling

Udkastet til henstilling

Den 18. marts 2005 sendte Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen:

Kommissionen bør vedtage en afgørelse om klagerens overtrædelsesklage over Danmark så hurtigt som muligt og meddele klageren sin afgørelse.

Dette udkast til henstilling var baseret på nedenstående betragtninger.

1. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde opfyldt sit tilsagn om at nå frem til en konklusion om hans overtrædelsesklage vedrørende Danmarks beskatning af importerede biler.


2. Med hensyn til beskatningen af importerede brugte biler anførte Kommissionen i sin udtalelse af 5. august 2004, at den efter dommen i Gomes Valente-sagen (9) den 1. juni 2001 havde sendt en skrivelse til alle medlemsstaterne, hvori den informerede dem om dommens konsekvenser. Visse medlemsstater havde dog stadig ikke svaret, selv om Kommissionen havde sendt dem adskillige påmindelser. Som følge heraf var dette særlige spørgsmål endnu ikke blevet undersøgt fuldt ud. Kommissionen anførte, at dette spørgsmål ud fra et operationelt synspunkt skulle behandles som led i en global tilgang i samarbejde med medlemsstaterne. Kommissionen bemærkede imidlertid, at Danmark havde besvaret dens brev af 1. juni 2001, og at de danske myndigheder anså den danske lovgivning for at være i overensstemmelse med dommen i Gomes Valente-sagen. Efter yderligere korrespondance med klageren meddelte Kommissionen i februar 2004 klageren, at den med hensyn til beskatning af køretøjer havde besluttet at afvente Domstolens dom i Weigel-sagen (10). Domstolens dom i Weigel-sagen blev afsagt den 29. april 2004 og blev behandlet af de kompetente tjenestegrene i Kommissionen.


3. Med hensyn til grænseoverskridende leasing af biler henviste Kommissionen i sin udtalelse til sin skrivelse af 20. oktober 2003 til klageren, hvori den meddelte ham, at området for leasing af grænseoverskridende køretøjer "er meget komplekst og ikke er harmoniseret på nuværende tidspunkt. Kommissionen har valgt at anlægge en global indfaldsvinkel, der tager hensyn til situationen i de forskellige medlemsstater. [...] Kommissionen planlægger derfor at vente, indtil den har modtaget medlemsstaternes svar på det brev, der netop er blevet sendt ud vedrørende deres lovgivnings forenelighed med dommen i Cura Anlagen-sagen, før den beslutter, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure". Kommissionen anførte i sin udtalelse, at den stadig ikke havde modtaget svar fra alle medlemsstaterne, selv om den havde udsendt påmindelser. Den fremhævede imidlertid, at den stadig foretrak at anlægge en samlet tilgang og dermed lovligt udnyttede sin skønsbeføjelse. Når alle svarene var blevet undersøgt, ville Kommissionen tage hensyn til alle de oplysninger, den havde modtaget, herunder oplysningerne fra klageren. Når Kommissionen havde besluttet, om den ville indlede en traktatbrudsprocedure mod Danmark, ville den underrette klageren om sin beslutning.


4. Klageren fastholdt sin klage.


5. Som bemærket i Ombudsmandens afgørelse om "undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer i forbindelse med borgernes klager over nationale myndigheder", der blev vedtaget den 13. oktober 1997, fremgik det af Kommissionens bemærkninger i denne sag, at " i henhold til Kommissionens interne regler skal en afgørelse om at henlægge sagen uden at træffe nogen foranstaltninger eller en afgørelse om at indlede en officiel traktatbrudsprocedure træffes inden for en periode på højst et år fra datoen for klagens registrering, undtagen i særlige tilfælde, hvor begrundelsen skal anføres" (fremhævelse tilføjet).


6. Artikel 8 i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (11) bestemmer nu følgende:
   "Som hovedregel vil Kommissionens tjenestegrene undersøge klager med henblik på at nå frem til en afgørelse om at udstede en åbningsskrivelse eller afslutte sagen senest et år efter datoen for generalsekretariatets registrering af klagen.
   Hvis denne frist overskrides, underretter den tjenestegren i Kommissionen, der er ansvarlig for sagen, skriftligt klageren herom."


7. Ombudsmanden mente, at når Kommissionen underretter en klager om, at fristen vil blive overskredet, skal der gives en gyldig begrundelse for forsinkelsen.


8. I den foreliggende sag var det ubestridt, at fristen på et år var blevet overskredet. Spørgsmålet var derfor, om Kommissionen havde givet en gyldig begrundelse for forsinkelsen med at træffe afgørelse om klagerens overtrædelsesklage.


9. I sin udtalelse i den foreliggende sag havde Kommissionen i det væsentlige anført, at den fulgte en global strategi i samarbejde med alle medlemsstaterne. Den henviste til de anmodninger om oplysninger, som den havde sendt til alle medlemsstaterne den 1. juni 2001 og i 2002, og anførte, at den stadig afventede svar fra nogle af medlemsstaterne. Kommissionen anførte, at den ikke havde til hensigt at træffe afgørelse om klagerens overtrædelsesklage mod Danmark uden at have modtaget og analyseret svarene på disse anmodninger om oplysninger.


10. I sin afgørelse om klage 1237/2002/(PB)OV, der blev vedtaget den 19. maj 2003, konkluderede Ombudsmanden, at Kommissionens beslutning om at anlægge en samlet tilgang med rimelighed kunne forklare, hvorfor der havde været en forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse om klagerens overtrædelsesklage inden oktober 2001, der tidligere var angivet som den dato, hvor Kommissionen agtede at vedtage sin afgørelse. I den foreliggende sag påpegede Ombudsmanden imidlertid, at han ikke mente, at Kommissionen effektivt kunne afholde sig fra at træffe afgørelse om klagerens overtrædelsesklage, så længe den fulgte sin samlede tilgang. Efter Ombudsmandens opfattelse syntes det ikke at være i overensstemmelse med den procedure, der gælder for Kommissionens behandling af traktatbrudsklager, at der ikke var blevet truffet nogen afgørelse om klagerens traktatbrudsklage med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde været i stand til at indhente de oplysninger, som den havde anmodet medlemsstaterne om i 2001 og 2003 (12). Det fremgik, at Kommissionen havde haft lang tid til at forsøge at indhente disse oplysninger, og det var ikke klart, hvorfor et manglende svar på disse anmodninger om oplysninger stadig skulle forhindre Kommissionen i at træffe afgørelse om individuelle traktatbrudsklager. I den forbindelse påpegede Ombudsmanden, at medlemsstaterne i overensstemmelse med Domstolens retspraksis skal lette opfyldelsen af Kommissionens rolle som "traktatens vogter" i henhold til traktatens artikel 211, stk. 13. Medlemsstaterne er forpligtet til at samarbejde i god tro i forbindelse med en undersøgelse, som Kommissionen foretager i henhold til traktatens artikel 226, og til at meddele Kommissionen alle de oplysninger, der anmodes om med henblik herpå (14). En medlemsstats afvisning af at bistå Kommissionen i dens undersøgelser udgør en tilsidesættelse af en forpligtelse, der påhviler enhver medlemsstat i henhold til artikel 10 til at lette udførelsen af Kommissionens opgaver (15). I så fald kan Kommissionen indbringe sagen for Domstolen.
    Hvis Kommissionen ikke desto mindre fandt, at vanskelighederne ved at indhente oplysninger fra medlemsstaterne inden for rammerne af dens samlede tilgang gjorde det umuligt for den at drage konklusioner om individuelle traktatbrudsklager, bør den alvorligt overveje, om denne samlede tilgang ikke bør revurderes.


11. I lyset af disse overvejelser fandt Ombudsmanden, at der forelå fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side, og fremsatte ovennævnte udkast til henstilling.

Kommissionens udtalelse

I sin detaljerede udtalelse om Ombudsmandens udkast til henstilling fremsatte Kommissionen sammenfattende følgende bemærkninger.

Efter at have indgivet en klage til Ombudsmanden den 29. marts 2004 skrev klageren igen til Kommissionen den 14. juni 2004 om tilrettelæggelsen af vurderingsproceduren for køretøjer i Danmark.

Den 27. juni 2004 skrev klageren igen til Kommissionen og indgav i det væsentlige en ny klage om beskatning af brugte køretøjer i Danmark.

Det pågældende generaldirektorat, Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion, fremsendte brevet af 14. juni 2004 til Generaldirektoratet for Retlige og Indre Anliggender med henblik på en udtalelse om tilrettelæggelsen af proceduren for værdiansættelse af køretøjer i Danmark. Kommissionen underrettede klageren herom ved brev af 30. juni 2004. Kommissionen anmodede i sit brev af 13. juli 2004 klageren om oplysninger vedrørende den nye klage, der blev indgivet i hans brev af 27. juni 2004.

Ved brev af 26. juli 2004 fremsendte klageren de ønskede oplysninger og tilføjede endnu en klage vedrørende beskatning af brugte køretøjer i Danmark. Kommissionen besvarede ovennævnte breve den 4. august 2004 og meddelte klageren, at den anså den nye klage for ubegrundet.

Efter at have modtaget bemærkningerne fra Generaldirektoratet for Retlige Anliggender og Indre Anliggender til klagerens skrivelse af 14. juni 2004 besvarede Kommissionen denne skrivelse den 20. august 2004. Kommissionen meddelte klageren, at den anså hans klage for ubegrundet.

Den enhed i Kommissionen, der var ansvarlig for disse spørgsmål, var allerede blevet tvunget til at opgive sit mål om at foretage en samlet vurdering for alle medlemsstater med hensyn til opfølgningen af Gomes Valente-dommen på grund af de enorme vanskeligheder, der var forbundet med at få svar fra nogle af dem. Den havde derfor foretaget en samlet vurdering af, om den danske lovgivning om registreringsafgift var forenelig med EF-traktatens artikel 90. Efter denne evaluering sendte Kommissionen et brev af 13. september 2004 med bemærkninger og spørgsmål til de danske myndigheder. Der blev sendt en påmindelse den 31. januar 2005. De danske myndigheder meddelte Kommissionen, at der sandsynligvis ville blive sendt et svar inden udgangen af april 2005.

Ved brev af 7. oktober 2004 meddelte Kommissionen klageren, at der var foretaget en vurdering i lyset af Gomes Valente-dommen, og at ovennævnte brev var blevet sendt til de danske myndigheder. Den meddelte ham også, at den ikke mente, at den danske lovgivning indeholdt regler, der indebar, at den afgiftspligtige værdi af en brugt bil fra en anden medlemsstat generelt ville overstige residualafgiften af værdien af et lignende køretøj, der allerede var indregistreret i Danmark, og at den ikke havde fundet bevis for, at de danske skattemyndigheder systematisk foretog ukorrekte vurderinger.

Efter at have modtaget Ombudsmandens udkast til henstilling i den foreliggende sag sendte Kommissionen en supplerende skrivelse til klageren den 12. april 2005, hvori den antydede, at klageren ikke havde forstået, at dens skrivelse af 7. oktober 2004 indeholdt dens opfattelse, at den del af klagen, der vedrørte beskatning af brugte køretøjer, var ubegrundet. I dette brev af 12. april 2005 anførte Kommissionen specifikt, at klagen i denne henseende var ubegrundet, idet den henviste til tidligere breve og forklaringer. Den påpegede, at brevet til de danske myndigheder vedrørte spørgsmål og klager, som ikke var blevet rejst i klagerens egne klager. Den meddelte ham også, at det andet aspekt af hans klage (vedrørende leasing), som Kommissionen endnu ikke havde besvaret, skulle anses for at være blevet behandlet ved, at Kommissionen indbragte Danmark for Domstolen vedrørende dette spørgsmål (16). Kommissionen forpligtede sig til at underrette klageren om Domstolens dom i denne sag og om Kommissionens eventuelle opfølgning (17). Årsagen til, at klageren ikke tidligere var blevet underrettet om traktatbrudsproceduren, var, at foranstaltningen var blevet truffet af et andet generaldirektorat end GD for Beskatning og Toldunion. Kommissionen erkendte, at det var uheldigt, at de tjenestemænd, der beskæftigede sig med sagen i de seneste år, efter en stor personaleudskiftning ikke var blevet underrettet om, at der var indledt en traktatbrudsprocedure.

Ved brev af 10. maj 2005 anmodede klageren om en fornyet vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de danske myndigheder systematisk værdiansætter importerede brugte biler forkert. Kommissionen accepterede klagerens anmodning og gennemgik på ny alle de dokumenter, som klageren havde fremlagt. Den svarede ved brev af 15. juni 2005, hvori den bekræftede sin tidligere konklusion og detaljeret forklarede, hvorfor den ikke havde noget bevis for Domstolen for, at de danske myndigheder systematisk foretog ukorrekte vurderinger i værdiansættelsen af importerede brugte biler.

Klagerens bemærkninger

Den 3. oktober 2005 modtog Ombudsmanden klagerens bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse.

Klageren "anfægtede [Kommissionens] påstand om at have foretaget en grundig undersøgelse af de foreliggende sager og at have vurderet det lille bjerg af beviser, der blev fremlagt for dem". Han præsenterede "3 af mange sager til støtte for vores påstand ":

1. Værdiansættelsen i Danmark sker under forudsætning af, at bilen bliver restaureret og gjort klar til salg. [Danmark] anfører dette i sine egne publikationer. Kommissionen har flere gange erklæret, at den er klar over dette. EF-Domstolens afgørelser C-47/88 og C-393/98 fastslår, at værdiansættelsen skal ske under forudsætning af, at bilen kører ind i landet ved grænsen. Det siger sig selv, at beskatning af restaurering ikke finder anvendelse på indenlandske køretøjer.

2. [Klageren] importerede og solgte i perioden 1999-2003 over 500 brugte biler af VW Lupo 3L til [D]anes. Selv om hver bil var en brugt bil fra Tyskland - blev ikke en eneste bil vurderet til en værdi, der lå under prisen på en ny bil i Danmark af nøjagtig samme konfiguration.

3. I modsætning til, hvad [Danmark] hævder - at værdiansættelsestiden er et par uger - har vi fremlagt omfattende dokumentation for Kommissionen for, at den normalt løber op til ca. et år, hvilket gør et salg af køretøjet praktisk talt umuligt, da vi ikke kender det samlede afgiftsbeløb inden da. I sin meddelelse 88/C 281/08 fra 04/11-1998 anfører Kommissionen, at en "rimelig frist" for kontrol, vurdering og registrering af en bil er 3 uger. Værdiansættelsen alene tager ofte 6 måneder til 1 år eller mere - hvilket er absolut ikke acceptabelt, og en enorm hindring for vores import".

Klageren tilføjede, at "[v]urderer ærligt talt ikke, at Kommissionen - vel vidende disse kendsgerninger - kan hævde, at "registreringsafgiften på brugte køretøjer fra en anden medlemsstat generelt ikke systematisk overstiger residualafgiften af værdien af et lignende køretøj, der allerede er indregistreret i Danmark".

Afgørelsen

1 Påstået undladelse af at drage konklusioner vedrørende traktatbrudsklagen

1.1 I 1998 klagede klageren, en dansk bilforhandler, til Kommissionen over Danmarks påståede overtrædelser af fællesskabsretten med hensyn til bilbeskatning. Klagerens overtrædelsesklage vedrørte beskatning af brugte importerede biler og grænseoverskridende langtidsleasing. Klageren havde indgivet to andre klager til Ombudsmanden: sag 801/2000/PB og sag 1237/2002/(PB)OV. I sag 801/2000/PB anførte Kommissionen, at den afventede udfaldet af to sager ved Domstolen, og at den derfor ikke kunne give klageren sin endelige juridiske vurdering af hans klage over Danmark. Ombudsmanden accepterede denne forklaring og bemærkede, at Kommissionen havde forpligtet sig til at træffe afgørelse om hans traktatbrudsklage senest i oktober 2001. Kommissionen opfyldte imidlertid ikke dette tilsagn. I sag 1237/2002/(PB)OV forklarede Kommissionen, at den ikke havde overholdt sit tilsagn, idet den anførte, at den foretrak at anlægge en global tilgang til problemerne i forbindelse med bilbeskatning, og at dens mål var at løse disse problemer samtidigt i alle medlemsstaterne, nemlig gennem samarbejde og ved at udsende en meddelelse skrevet i et klart og enkelt sprog. Kommissionen anførte endvidere, at det pågældende spørgsmål tilhørte et retsområde, der endnu ikke var harmoniseret. Ombudsmanden fandt, at disse var rimelige grunde til, at Kommissionen ikke havde truffet en afgørelse inden oktober 2001, og afsluttede derfor sin undersøgelse af denne klage den 19. maj 2003. Ombudsmanden påpegede imidlertid, at "klageren har mulighed for at indgive en ny klage til Ombudsmanden i fremtiden, hvis Kommissionen er yderligere forsinket med at træffe afgørelse om traktatbrudsklagen" (punkt 1.7).

1.2 I denne klage til Ombudsmanden, der blev indgivet den 29. marts 2004, anførte klageren, at han havde modtaget et brev fra Kommissionen af 20. oktober 2003, hvori han tilsyneladende blev opfordret til at fremlægge yderligere oplysninger om de påståede overtrædelser af fællesskabsretten. Ifølge klageren besvarede han denne opfordring ved brev af 2. februar 2004, hvor han gav Kommissionen eksempler på de danske myndigheders påståede overtrædelser og informerede den om de skattebetalinger, som disse myndigheder krævede. Ifølge klageren svarede Kommissionen, at den ikke ville træffe nogen foranstaltninger før den endelige dom i en sag ved Domstolen. I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionen ikke havde opfyldt sit tilsagn om at nå frem til en konklusion om hans overtrædelsesklager vedrørende Danmarks beskatning af importerede biler.

1.3 Hvad angår beskatningen af importerede brugte biler anførte Kommissionen i sin udtalelse af 5. august 2004, at den efter dommen i Gomes Valente-sagen (18) den 1. juni 2001 havde sendt en skrivelse til alle medlemsstaterne, hvori den informerede dem om dommens konsekvenser. Visse medlemsstater havde dog stadig ikke svaret, selv om Kommissionen havde sendt dem adskillige påmindelser. Som følge heraf var dette særlige spørgsmål endnu ikke blevet undersøgt fuldt ud. Kommissionen anførte, at dette spørgsmål ud fra et operationelt synspunkt skulle behandles som led i en samlet tilgang i samarbejde med medlemsstaterne. Kommissionen bemærkede imidlertid, at Danmark havde besvaret dens brev af 1. juni 2001, og at de danske myndigheder anså den danske lovgivning for at være i overensstemmelse med dommen i Gomes Valente-sagen. Efter yderligere korrespondance med klageren meddelte Kommissionen i februar 2004 klageren, at den med hensyn til beskatning af køretøjer havde besluttet at afvente Domstolens dom i Weigel-sagen (19). Dommen i denne sag blev afsagt den 29. april 2004 og blev behandlet af de kompetente tjenestegrene i Kommissionen.

1.4 Med hensyn til beskatning i forbindelse med grænseoverskridende leasing af biler henviste Kommissionen i sin udtalelse til sin skrivelse af 20. oktober 2003 til klageren, hvori den meddelte ham, at området for leasing af grænseoverskridende køretøjer "er meget komplekst og ikke er harmoniseret på nuværende tidspunkt. Kommissionen har valgt at anlægge en global indfaldsvinkel, der tager hensyn til situationen i de forskellige medlemsstater. [...] Kommissionen planlægger derfor at vente, indtil den har modtaget medlemsstaternes svar på det brev, der netop er blevet sendt ud vedrørende deres lovgivnings forenelighed med dommen i Cura Anlagen-sagen, før den beslutter, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure". Kommissionen anførte i sin udtalelse, at den stadig ikke havde modtaget svar fra alle medlemsstaterne, selv om den havde udsendt påmindelser. Den fremhævede imidlertid, at den stadig foretrak at anlægge en samlet tilgang og dermed lovligt udnyttede sin skønsbeføjelse. Når alle svarene var blevet undersøgt, ville Kommissionen tage hensyn til alle de oplysninger, den havde modtaget, herunder oplysningerne fra klageren. Når Kommissionen havde besluttet, om den ville indlede en traktatbrudsprocedure mod Danmark, ville den underrette klageren om sin beslutning.

1.5 I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage.

1.6 Den 18. marts 2005 fremsatte Ombudsmanden et udkast til henstilling, hvori han anbefalede Kommissionen at træffe afgørelse om klagerens traktatbrudsklage mod Danmark så hurtigt som muligt og meddele klageren sin afgørelse.

1.7 I sin detaljerede udtalelse om Ombudsmandens udkast til henstilling bemærkede Kommissionen, at den på grund af de enorme vanskeligheder, der var opstået i forbindelse med at få svar fra nogle af dem, var blevet tvunget til at opgive sit mål om at foretage en samlet vurdering for alle medlemsstater med hensyn til opfølgningen af Gomes Valente-dommen. Den havde derfor foretaget en samlet vurdering af, om den danske lovgivning om registreringsafgift var forenelig med EF-traktatens artikel 90. Efter denne evaluering sendte Kommissionen de danske myndigheder et brev af 13. september 2004 med bemærkninger og spørgsmål. Der blev sendt en påmindelse den 31. januar 2005. De danske myndigheder meddelte Kommissionen, at der sandsynligvis ville blive sendt et svar inden udgangen af april 2005. Ved brev af 7. oktober 2004 meddelte Kommissionen klageren, at der var foretaget en vurdering i lyset af Gomes Valente-dommen, og at ovennævnte brev var blevet sendt til de danske myndigheder. Den meddelte ham også, at den ikke mente, at den danske lovgivning indeholdt regler, der indebar, at den afgiftspligtige værdi af en brugt bil fra en anden medlemsstat generelt ville overstige residualafgiften af værdien af et lignende køretøj, der allerede var indregistreret i Danmark, og at den ikke havde fundet bevis for, at de danske skattemyndigheder systematisk foretog ukorrekte vurderinger af brugte biler. Efter at have modtaget Ombudsmandens udkast til henstilling i den foreliggende sag sendte Kommissionen en supplerende skrivelse til klageren den 12. april 2005. I denne skrivelse anførte Kommissionen specifikt, at klagen vedrørende importerede brugte biler var ubegrundet, idet den henviste til tidligere skrivelser og forklaringer. Den oplyste ham også om, at det andet aspekt af hans klage (beskatning af leasing), som Kommissionen endnu ikke havde besvaret, skulle anses for at være blevet behandlet af Kommissionen, der havde indbragt Danmark for Domstolen vedrørende dette spørgsmål (20). Kommissionen forpligtede sig til at underrette klageren om Domstolens dom i den pågældende sag og om Kommissionens eventuelle opfølgning. Årsagen til, at klageren ikke tidligere var blevet underrettet om traktatbrudsproceduren, var, at foranstaltningen var blevet truffet af et andet generaldirektorat end GD for Beskatning og Toldunion. Kommissionen erkendte, at det var uheldigt, at de tjenestemænd, der beskæftigede sig med sagen i de seneste år, efter en stor personaleudskiftning ikke var blevet underrettet om, at der var indledt en traktatbrudsprocedure. Ved brev af 10. maj 2005 anmodede klageren om en fornyet vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de danske myndigheder systematisk foretog en ukorrekt værdiansættelse af importerede brugte biler. Kommissionen accepterede klagerens anmodning og gennemgik på ny alle de dokumenter, som klageren havde fremlagt. Den svarede ved brev af 15. juni 2005, hvori den bekræftede sin tidligere konklusion og detaljeret forklarede, hvorfor den ikke havde noget bevis for Domstolen for, at de danske myndigheder systematisk foretager en ukorrekt værdiansættelse af importerede brugte biler.

1.8 Det fremgår af Kommissionens udførlige udtalelse om Ombudsmandens forslag til henstilling, at den har vedtaget afgørelser om spørgsmålet om beskatning i forbindelse med leasing af biler samt spørgsmålet om import af brugte biler, og at den har underrettet klageren om sine afgørelser. Ombudsmanden konkluderer derfor, at Kommissionen har accepteret udkastet til henstilling.

1.9 I sine bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse om udkastet til henstilling anførte klageren følgende tre punkter:

1. "Værdiansættelsen i Danmark sker under forudsætning af, at bilen restaureres og gøres klar til salg. [Danmark] anfører dette i sine egne publikationer. Kommissionen har flere gange erklæret, at den er klar over dette. EF-Domstolens afgørelser C-47/88 og C-393/98 fastslår, at værdiansættelsen skal ske under forudsætning af, at bilen kører ind i landet ved grænsen. Det siger sig selv, at beskatning af restaurering ikke finder anvendelse på indenlandske køretøjer.
2. [Klageren] importerede og solgte i perioden 1999-2003 over 500 brugte biler af VW Lupo 3L til [D]anes. Selv om hver bil var en brugt bil fra Tyskland - blev ikke en eneste bil vurderet til en værdi, der lå under prisen på en ny bil i Danmark af nøjagtig samme konfiguration.
3. I modsætning til, hvad [Danmark] hævder - at værdiansættelsestiden er et par uger - har vi fremlagt omfattende dokumentation for Kommissionen for, at den normalt løber op til ca. et år, hvilket gør et salg af køretøjet praktisk talt umuligt, da vi ikke kender det samlede afgiftsbeløb inden da. I sin meddelelse 88/C 281/08 fra 04/11-1998 anfører Kommissionen, at en "rimelig frist" for kontrol, vurdering og registrering af en bil er 3 uger. Værdiansættelsen alene tager ofte 6 måneder til 1 år eller mere - hvilket er absolut ikke acceptabelt, og en enorm hindring for vores import".

Klageren konkluderede, at "[v]urderer ærligt talt ikke, at Kommissionen - vel vidende disse kendsgerninger - kan hævde, at "registreringsafgiften på brugte køretøjer fra en anden medlemsstat generelt ikke systematisk overstiger residualafgiften af værdien af et lignende køretøj, der allerede er indregistreret i Danmark".

1.10 Ombudsmanden påpeger, at den påstand, der blev taget op til undersøgelse i denne undersøgelse, var, at Kommissionen ikke havde opfyldt sit tilsagn om at nå frem til en konklusion om klagerens overtrædelsesklage vedrørende Danmarks beskatning af importerede biler. Det var denne påstand, der blev henvist til i Ombudsmandens brev, hvori klageren blev underrettet om indledningen af undersøgelsen. Påstanden er blevet behandlet i udkastet til henstilling og Kommissionens accept af denne henstilling (jf. ovenfor). De tre punkter, som klageren fremførte i sine sidste bemærkninger, og som er citeret ovenfor, vedrører substansen i Kommissionens konklusion om et aspekt af hans overtrædelsesklage. De er ikke omfattet af denne undersøgelse som beskrevet ovenfor. I lyset af den nuværende undersøgelses fremskredne stade finder Ombudsmanden det ikke hensigtsmæssigt at undersøge klagerens tre ovennævnte punkter. Klageren kan dog overveje at indgive en ny klage til Ombudsmanden i denne henseende efter at have opfordret Kommissionen til specifikt at behandle disse punkter (21).

2 Konklusion

På baggrund af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen har accepteret hans udkast til henstilling, og at de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre den, er tilfredsstillende.

Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Sag C-451/99, Cura Anlagen, Sml. 2002 I, s. 3193.

(2) Sag C-393/98, Gomes Valente, Sml. 2001 I, s. 1327.

(3) Sag C-101/00, Tulliasiamies og Siilin, Sml. 2001 I, s. 7487.

(4) EFT 2002 C 244, s. 5.

(5) EFT 2002 C 244, s. 5.

(6) EFT 2000 L 308, s. 26, bilaget, s. 32.

(7) Sag C-451/99, Cura Anlagen, Sml. 2002 I, s. 3193.

(8) Sag C-387/01, Weigel, Sml. 2004 I, s. 4981.

(9) Sag C-393/98, Gomes Valente, Sml. 2001 I, s. 1327.

(10) Sag C-387/01, Weigel, Sml. 2004 I, s. 4981.

(11) EFT 2002 C 244, s. 5.

(12) I sin udtalelse om udkastet til henstilling bemærkede Kommissionen, at den korrekte dato var 2003 (september) og ikke 2002 som angivet i udkastet til henstilling.

(13) "[...] Kommissionen: - drage omsorg for gennemførelsen af denne traktats bestemmelser og af de foranstaltninger, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne".

(14) Sag C-192/84, Kommissionen mod Grækenland, Sml. 1985, s. 3967, præmis 19.

(15) Sag C-240/86, Kommissionen mod Grækenland, Sml. 1988, s. 1835, præmis 28.

(16) Dom af 15.9.2005, sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark, endnu ikke offentliggjort.

(17) I sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark, efter Kommissionens udtalelse, dømte Domstolen Danmark og konkluderede følgende:

"for så vidt som

– dets lovgivning og administrative praksis ikke tillader arbejdstagere, der er bosiddende i Danmark og beskæftiget i en anden medlemsstat med arbejde, som ikke er deres hovedbeskæftigelse, at anvende et firmakøretøj, der er indregistreret i denne anden medlemsstat, hvor deres arbejdsgivers virksomhed er etableret, til erhvervsmæssige eller private formål, og

– Dens lovgivning og administrative praksis tillader arbejdstagere, der er bosat i Danmark, og som er beskæftiget i en anden medlemsstat, at anvende et firmakøretøj, der er indregistreret i denne anden medlemsstat, hvor deres arbejdsgiver har sit hjemsted eller hovedsæde, til erhvervsmæssige eller erhvervsmæssige og private formål, idet køretøjet hverken er bestemt til i det væsentlige at blive anvendt varigt i Danmark eller til faktisk anvendelse, men kun på betingelse af, at beskæftigelsen hos denne arbejdsgiver er deres hovedbeskæftigelse, og at der betales en afgift herfor.

Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 39 EF".

(18) Sag C-393/98, Gomes Valente, Sml. 2001 I, s. 1327.

(19) Sag C-387/01, Weigel, Sml. 2004 I, s. 4981.

(20) C-464/02, Kommissionen mod Danmark, dom af 15. september 2005, endnu ikke offentliggjort; se fodnote 17 ovenfor).

(21) I artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut hedder det, at "[e]n klage skal indgives senest to år efter, at den person, der indgiver klagen, er blevet bekendt med de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for klagen, og der skal forud herfor være rettet passende administrative henvendelser til de berørte institutioner og organer."