Strasbourg, den 21. januar 2005

Kære I.

Den 11. november 2003 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af den spanske fond, El Monte, over Europa-Kommissionen. Klagen vedrører kontrakt AML/B7-3110/IB/98/01106, som Foundation El Monte indgik med Kommissionen den 14. januar 2000.

Den 5. december 2003 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen.

Den 1. marts 2004 fremsendte Kommissionen sin udtalelse, som jeg fremsendte til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.

Den 29. april 2004 modtog jeg Deres bemærkninger.

Jeg skriver for at fortælle dig om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Jeg undskylder for den tid, det har taget at behandle din klage.

Komplekset

På grundlag af klagen og bilagene hertil er de faktiske omstændigheder ifølge klageren sammenfattet som følger:

Den 14. januar 2000 indgik klageren tilskudskontrakt nr. AML /B7-3110/IB/98/0106 med Kommissionen (i det følgende benævnt "kontrakten"). I henhold til denne kontrakt skulle klageren gennemføre et videnskabeligt projekt (analyse af anvendeligheden af EU's regionalpolitik på Latinamerika) og sende Kommissionen flere rapporter, og Kommissionen var forpligtet til at dække 48 % af sine samlede omkostninger (dvs. 300 000 EUR af de samlede omkostninger på 625 000 EUR).

Den 2. maj 2000 udbetalte Kommissionen et forskud på 117 758 EUR.

I oktober 2001 sendte klageren Kommissionen den foreløbige rapport (bestående af finansielle og tekniske dele) om gennemførelsen af projektets første år.

Kommissionen fremsendte skriftlige bemærkninger til den foreløbige rapport den 20. februar 2002 (dvs. 88 arbejdsdage efter modtagelsen) og anmodede klageren om at redegøre for flere punkter vedrørende rapporten.

Kommissionen skrev igen til klageren den 18. april 2002 og gav klageren en frist på en måned til at fremlægge oplysningerne.

Da instituttets ledelsesorgan blev fornyet, kunne klageren ikke overholde ovennævnte frister. Klageren underrettede derfor Kommissionen om sin situation den 2. maj 2002.

I sit brev af 18. juli 2002 (sendt, påpeger klageren, 104 arbejdsdage efter forelæggelsen af rapporten) anførte Kommissionen, at: 1) den ikke accepterede gennemførelsen af projektet i henhold til oplysningerne i den foreløbige rapport (2) gennemførelsen af den første del af projektet afhang af Kommissionens godkendelse, og (3) eftersom kontrakten udløb den 14. juli 2003, skulle klageren inden for de næste to måneder fremlægge de finansielle og tekniske dele af sin endelige rapport om den anden del af gennemførelsen af projektet, herunder bl.a. dokumenter vedrørende udvælgelsen af underleverandører (virksomhederne Insets Arrakis og Initiativas y Estudios Europeos).

Den 30. juli 2002 sendte klageren Kommissionen en præcisering vedrørende projektets første og anden fase, og Kommissionen accepterede dette ved brev af 9. august 2002.

Desuden fortsatte klageren med projektet med nogle ændringer, som Kommissionen accepterede. Den 30. oktober 2002 fremsendte klageren den finansielle del af sin endelige rapport.

Den 17. december 2002 mødtes klageren og Kommissionen for at nå til enighed om de formelle aspekter af projektets afslutning. Klageren fremlagde også de to dele (tekniske og finansielle) af sin endelige rapport.

Den 18. december 2002 anmodede Kommissionen klageren om yderligere revisionsoplysninger vedrørende den aktuelle udgave af projektets budget og om at foretage korrektioner i regnskabet. Kommissionen fastsatte den 24. januar 2003 som frist for modtagelse af disse oplysninger.

Den 16. januar 2003 fremsendte klageren de nødvendige oplysninger.

Den 10. marts 2003 svarede Kommissionen i modsætning til klagerens forventninger, at de fremlagte oplysninger var utilstrækkelige og irrelevante, og at Kommissionen fandt, at klageren ikke var i stand til at gennemføre projektet i henhold til kontrakten. Kommissionen anførte, at den derfor var forpligtet til at anmode om tilbagebetaling af det forskud på 117 758 EUR, som den allerede havde betalt, og meddelte, at den snart ville fremsende indtægtsordren.

Den 28. april 2003 anmodede klageren Kommissionen om et møde.

Kommissionen besvarede ikke denne anmodning, og den 10. juli 2003 anmodede klageren Kommissionen om fuld betaling i henhold til kontrakten. I dette brev påpegede klageren, at Kommissionen ikke havde overholdt artikel 11, stk. 3, i de almindelige betingelser for tilskudskontrakter, i henhold til hvilken Kommissionen skulle sende klageren en skriftlig anmodning om, at klageren overholdt sine forpligtelser, og klageren skulle derefter have 30 dage til at give en forklaring.

Kommissionen svarede den 28. juli 2003, at klagerens betalingsanmodning var blevet fremsendt til Den Juridiske Tjeneste.

Den 19. august 2003 foreslog Kommissionen klagerens advokat et møde for at finde en mindelig løsning.

Under mødet, der fandt sted den 26. august 2003, oplyste Kommissionen, at den afventede afgørelser fra flere af dens tjenestegrene vedrørende vurderingen af kontrakten.

Den 18. september 2003 og den 1. og 16. oktober 2003 opfordrede klageren indtrængende Kommissionen til at træffe en beslutning.

Den 8. oktober 2003 sendte Kommissionen under påberåbelse af et tilbagebetalingspåbud, som den anførte tidligere var blevet sendt til klageren, et brev til klageren med anmodning om tilbagebetaling af den første betaling inklusive morarenter inden for 15 dage.

Den 10. november 2003 meddelte klageren Kommissionen, at den aldrig havde modtaget den indtægtsordre, der var omhandlet i Kommissionens skrivelse af 10. marts 2003, at Kommissionen ikke havde fremsendt en begrundet afgørelse til klageren, og at klageren ville indgive en klage til Ombudsmanden.

Den 11. november 2003 indgav klageren denne klage til Ombudsmanden.

Sagsøgeren gjorde gældende, at Kommissionen ikke havde udstedt et indtægtspåbud på 117 758 EUR, selv om den i sin korrespondance med klageren havde meddelt, at den ville gøre dette.

Klageren hævdede også, at Kommissionens adfærd under gennemførelsen af kontrakten var inkonsekvent, hvilket fremgår af hyppige holdningsændringer i forbindelse med vurderingen af klagerens resultater og forhandlingerne om en mindelig løsning, og at Kommissionens svar på dens skrivelser var forsinkede, ufuldstændige og ikke angav klagemulighederne.

Endelig hævdede klageren, at Kommissionen ved at anmode om tilbagebetaling i de sene faser af gennemførelsen af kontrakten har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Efter klagerens opfattelse har Kommissionens overtrædelse af administrative regler og principper forårsaget et materielt tab for klageren og skadet dennes omdømme. Det anmodede Den Europæiske Ombudsmand om at undersøge årsagssammenhængen mellem Kommissionens fejl eller forsømmelser og dens tab og om at anerkende dens ret til ikke at betale renter for den forsinkede tilbagebetaling til Kommissionen.

Sammenfattende hævdede klageren, at der forelå fejl eller forsømmelser under gennemførelsen af kontrakten, unødig forsinkelse og manglende svar. Klageren krævede erstatning og ret til ikke at betale renter for den forsinkede tilbagebetaling til Kommissionen.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Kommissionens udtalelse kan sammenfattes således:

Den 14. januar 2000 underskrev klageren en tilskudskontrakt med Kommissionen om gennemførelsen af projektet "La politica regional de la Union Europea y las possibilidades de aplicacion a los paises de America Latina-POLIREGI-UE-AL". Kommissionens tilskud beløb sig til 300 000 EUR.

Den 15. februar 2000 anmodede klageren om udbetaling af forskuddet på 117 758 EUR, som Kommissionen udbetalte den 2. maj 2000.

I oktober 2001 forelagde klageren Kommissionen den foreløbige rapport (bestående af de tekniske og finansielle dele) vedrørende det første år af projektets gennemførelse.

Kommissionen evaluerede denne rapport og godkendte ikke gennemførelsen af projektet. Ifølge Kommissionen viste rapporten, at klageren havde indgået flere kontrakter med tredjeparter, som ikke var forudset i kontraktens mandat eller budget. Klageren, som havde foreslået projektet til Kommissionen, burde have haft den tekniske kapacitet til at gennemføre og forvalte det. Kommissionen bemærkede imidlertid, at en væsentlig del af projektet var blevet givet i underentreprise til mere end én enhed. Som følge heraf kan omkostningerne til projektet stige, og projektet kan bringes i fare.

Den 20. februar 2002 sendte Kommissionen derfor en skrivelse til klageren, hvori den informerede denne om, at gennemførelsen af projektet indtil dette tidspunkt ikke var blevet godkendt (og derfor heller ikke havde den foreløbige rapport), informerede klageren om årsagen hertil og anmodede om yderligere oplysninger.

Da klageren ikke fremlagde nogen oplysninger, anmodede Kommissionens tjenestegrene om dem igen den 18. april 2002. Kommissionen underrettede også klageren om, at dens tjenestegrene skulle modtage de ønskede oplysninger senest en måned efter modtagelsen af brevet, da rapporten ellers ville blive anset for endeligt ikke at være godkendt. Ved dette brev havde Kommissionen også advaret klageren om muligheden for at udstede en debetnota svarende til den forudbetaling, der allerede var foretaget.

Den 2. maj 2002 besvarede klageren Kommissionens skrivelse og meddelte den, at den ville fremsende de ønskede oplysninger inden den 5. juni 2002. Den 23. maj 2002 gjorde klageren dette.

Efter at have analyseret disse yderligere oplysninger konkluderede Kommissionen, at klageren ikke selv gennemførte størstedelen af kontrakten, som den burde i henhold til kontrakten. Kommissionen konkluderede også, at klageren havde indgået kontrakter med sin egen direktør, med et firma (Nistes Economistas S.L.), der ejes af direktøren, og samtidig med et andet firma (Initiativas y Estudios Europeos S.A.). Kommissionen konkluderede derefter, at disse virksomheder faktisk opfyldte klagerens kontrakt. Derfor blev henrettelsen ikke godkendt.

Den 18. juli 2002 meddelte Kommissionen klageren, at den efter at have analyseret den foreløbige rapport og de supplerende oplysninger, den havde fået forelagt, ikke kunne godkende gennemførelsen af projektet. I henhold til kontrakten anmodede Kommissionen også om fremlæggelse af de tekniske og finansielle dele af den endelige rapport, da tilskudskontrakten med klageren udløb den 14. juli 2002. En måned senere mindede Kommissionen, selv om tilskudskontrakten fastsætter en periode på seks måneder til at forelægge den endelige rapport (bestående af de tekniske og finansielle dele), klageren om behovet for at fremsende denne rapport, navnlig fordi den foreløbige rapport ikke var blevet godkendt.

Klageren fremsendte den finansielle del af den endelige rapport den 30. oktober 2002, men undlod at fremsende den tekniske del. Klagerens direktør spurgte Kommissionen, om han selv personligt kunne fremlægge indholdet af den endelige rapport (de finansielle og tekniske dele). Kommissionen bemærkede på dette tidspunkt, at proceduren med personlig fremlæggelse af den endelige rapport er meget usædvanlig. Kommissionen er af den opfattelse, at denne anmodning viser, at klageren vidste, at der var alvorlige problemer med dens forvaltning af projektet. Kommissionen accepterede at modtage direktøren, og mødet fandt sted den 17. december 2002 (dvs. næsten seks måneder efter tilskudskontraktens udløb). Under mødet blev klagerens direktør underrettet om, at Kommissionen ikke accepterede gennemførelsen af projektet. Kommissionen vedlagde sin udtalelse et internt notat med referatet af mødet.

Det fremgår af referatet, at Kommissionen under mødet anførte følgende grunde til, at gennemførelsen af projektet ikke blev accepteret: 1) manglende overholdelse af kontraktens betingelser (indgåelse af flere kontrakter med tredjeparter, som ikke er forudset i kontrakten eller i dens budget) 2) urimelig forvaltningspraksis (koncentration af projekter og betaling til en projektdirektør, indgåelse af kontrakter med virksomheder, der ejes af projektdirektøren og dennes hustru) 3) manglende fuldstændige og klare finansielle oplysninger (navnlig manglende oplysninger om den brasilianske meddeltagers finansielle deltagelse i projektet) 4) en uacceptabel ekstern revisionsrapport, der er uforenelig med kontrakten. Kommissionen bemærkede også, at disse årsager allerede var blevet forklaret klageren efter fremlæggelsen af den foreløbige rapport.

Efter mødet fandt Kommissionen, at der stadig var behov for at analysere nogle yderligere finansielle oplysninger, og anmodede klageren om disse oplysninger. Klageren fremsendte den den 16. januar 2003, men dette ændrede ikke Kommissionens holdning til gennemførelsen af projektet.

Den 10. marts 2003 meddelte Kommissionen klageren, at de fremlagte oplysninger både var irrelevante og utilstrækkelige til, at Kommissionen derfor ikke kunne foretage den resterende betaling, og at den havde besluttet at tilbagesøge det allerede udbetalte forskud (117 758 EUR).

Kommissionen anførte, at selv om klageren vidste, at den ikke var berettiget til nogen betaling, da rapporterne ikke var blevet godkendt, reagerede klageren den 28. april 2003 og anmodede om et møde med Kommissionen for at finde en mindelig løsning. På grund af den ansvarlige tjenestemands pludselige død blev denne anmodning ikke besvaret.

Efter en nøje gennemgang af alle sagens elementer besluttede Kommissionen at udstede et tilbagebetalingspåbud. Inddrivelsesordre nr. 3240502366 blev udarbejdet den 16. juli 2003. Efter validering i SINCOM (1) skulle indtægtsordren have været sendt til klageren med anbefalet post. På grund af en administrativ fejl blev et sådant brev imidlertid ikke sendt ud.

Den 10. juli 2003 sendte klageren en skrivelse til Kommissionen med påstand om, at den ikke havde handlet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i de almindelige betingelser for tilskudskontrakter indgået inden for rammerne af ekstern bistand (bilag II til den kontrakt, der var indgået mellem Kommissionen og klageren)(2), og anmodede om fuld betaling.

Den 28. juli 2003 meddelte Kommissionen klageren, at den agtede at fremsende sin anmodning til Kommissionens Juridiske Tjeneste. Faktisk besluttede Kommissionens tjenestegrene ikke straks at sende sagen til Den Juridiske Tjeneste, i stedet at afholde et møde og drøfte klagerens synspunkter om, hvordan kontrakten skulle afvikles.

Derfor indbød Kommissionen den 19. august 2003 klagerens advokat til et sådant møde, der fandt sted den 26. august 2003. Da Kommissionen ikke fandt, at der var blevet fremlagt nye elementer, opgav den muligheden for en mindelig løsning og meddelte klageren, at dens endelige holdning ville blive meddelt den, når den var blevet aftalt mellem de forskellige involverede direktorater.

Den 8. oktober 2003 tilsendte Kommissionen, uden at vide, at indtægtsordren aldrig var blevet fremsendt, klageren en påmindelse om, at denne skulle tilbagebetale Kommissionens forskudsbetaling i henhold til indtægtsordre nr. 3240502366 for et beløb på 117 758 EUR med tillæg af morarenter. Klageren bekræftede modtagelsen af påmindelsen.

Sammenfattende fandt Kommissionen, at dens holdning var sammenhængende, og at den altid anførte, at den foreløbige rapport ikke var blevet godkendt, og at den aldrig angav, at den havde skiftet mening. Kommissionen fandt også, at den klart forklarede klageren årsagerne til, at rapporten ikke blev godkendt, og gav klageren mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger i alle faser af proceduren, hvilket i sidste ende bekræftede dens første vurdering. Kommissionen konkluderede derfor, at den ikke tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Kommissionen har endvidere anført, at den først fremsendte sine bemærkninger til den rapport, der blev fremsendt i oktober 2001, i februar 2002 på grund af den alvorlige forvaltningspraksis, der blev konstateret, og fordi Kommissionen var nødt til at opretholde kontakter mellem flere tjenestegrene. Kommissionen undskyldte for forsinkelserne i besvarelsen af visse meddelelser fra klageren og også for ikke formelt at have besvaret visse meddelelser af gentagen karakter.

Kommissionen understregede, at selv om klageren havde indsendt den foreløbige rapport og den endelige rapport (begge bestående af tekniske og finansielle dele) med tilhørende betalingsanmodninger, var klageren ikke berettiget til nogen betaling, da Kommissionens tjenestegrene aldrig havde godkendt projektets gennemførelse.

Endelig erkendte Kommissionen imidlertid, at den ikke havde sendt det tilbagebetalingspåbud, der var udarbejdet den 16. juli 2003, og undskyldte over for klageren for denne administrative fejl. Kommissionen anser datoen for rykkerskrivelsen, dvs. den 8. oktober 2003, for at være datoen for tilbagebetalingspåbuddet. Ikke desto mindre vil Kommissionen ikke acceptere andre finansielle krav i forbindelse med kontrakten, da det er klart, at gennemførelsen af projektet aldrig blev accepteret, og klageren altid var fuldt ud klar over dette.

Klagerens bemærkninger

Klageren fastholdt sine påstande.

Sammenfattende understregede den, at Kommissionen siden februar 2002 blev ved med at anmode om yderligere oplysninger og undlod at underrette klageren på en endelig og formel måde om sine indsigelser vedrørende den foreløbige rapport, som klageren havde fremlagt. Som følge heraf opfyldte klageren fortsat sin kontraktlige forpligtelse i god tro og pådrog sig yderligere omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af den endelige rapport (tekniske og finansielle dele).

Klageren fortolkede brevene fra Kommissionen i denne sammenhæng. Kommissionen var af den opfattelse, at skrivelsen af 20. februar 2002 ikke kunne forstås som en endelig beslutning om ikke at godkende den foreløbige rapport, men som en foreløbig beslutning, henset til dens ordlyd og kravet om at fremlægge yderligere oplysninger. Ifølge klageren bekræftede brevet af 18. april 2002 kun, at den endelige beslutning endnu ikke var truffet, og brevet af 18. juli 2002 udgjorde kun en opfordring til klageren om at opfylde sine kontraktlige forpligtelser.

Klageren var også af den opfattelse, at klageren i henhold til artikel 1.1 i de almindelige betingelser for tilskudskontrakter indgået inden for rammerne af ekstern bistand (bilag II til den kontrakt, der var indgået mellem Kommissionen og klageren)(3) frit kunne indgå kontrakter med tredjeparter, og at Kommissionen ikke havde nogen kontraktlige forbindelser med underleverandørerne. Klageren påpegede, at Kommissionens indsigelser vedrørende dens valg af underleverandører kun var underbygget af dokumenter og meddelt klageren i den udtalelse, som Kommissionen havde sendt til Ombudsmanden.

Han mente også, at referatet af mødet med klagerens direktør i december 2002 udelukkende havde karakter af et internt kommissionsdokument, eftersom direktøren ikke underskrev det.

Tilbagesøgningspåbuddet blev endelig sendt til klageren den 23. december 2003 (klageren fremsendte en kopi af tilbagesøgningspåbuddet til Ombudsmanden). Tilbagesøgningsordren synes imidlertid først at være blevet udstedt den 11. december 2003, selv om den ifølge Kommissionen skulle have været udstedt den 16. juli 2003. I denne forbindelse var klageren ikke enig med Kommissionen i, at datoen for "påmindelsen" af dokumentet (som ikke synes at have været en påmindelse overhovedet, da dokumentet faktisk ikke var blevet udstedt før datoen for påmindelsen) kunne betragtes som datoen for indtægtsordren.

Klageren accepterede Kommissionens undskyldninger for ikke at have sendt indtægtsordren før rykkeren og for dens forsinkede svar på visse meddelelser fra klageren.

Klageren synes også at fremsætte en ny påstand og en ny påstand. For det første har han gjort gældende, at Kommissionen ikke har overholdt artikel 11, stk. 3, i de almindelige betingelser i de tilskudskontrakter, der er indgået inden for rammerne af ekstern bistand (bilag II til den kontrakt, der er indgået mellem Kommissionen og klageren)(4), og har gjort gældende, at klageren derfor ikke er forpligtet til at betale indtægtsordren. For det andet bemærker klageren, at Kommissionen ikke i sin udtalelse påberåbte sig anvendelsen af artikel 93, stk. 1. f)(5) i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget og hævder derfor, at Kommissionen ikke bør have beføjelse til at udelukke klageren fra fremtidige udbudsprocedurer, for så vidt som Kommissionen ikke gennemførte denne sanktion på en gennemsigtig måde. I denne forbindelse er klageren af den opfattelse, at Kommissionen udviste en fjendtlig holdning over for klageren under gennemførelsen af kontrakten.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkning

1.1 I sine bemærkninger fremsatte klageren en ny påstand om, at Kommissionen ikke havde overholdt artikel 11.3 i de almindelige betingelser for tilskudskontrakterne. Klageren fremsatte også en ny påstand om, at Kommissionen ikke burde have beføjelse til at udelukke klageren fra fremtidige udbudsprocedurer, da Kommissionen ikke i sin udtalelse havde påberåbt sig anvendelsen af artikel 93, stk. 1. f)(6) i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget og ikke håndhævede denne sanktion på en gennemsigtig måde.

1.2 Ombudsmanden mener, at en udvidelse af omfanget af hans undersøgelse til at omfatte den nye påstand ville forsinke en afgørelse om den oprindelige klage unødigt. Ombudsmanden påpeger, at klageren fortsat har mulighed for at indbringe sagen for domstolene i Bruxelles - i overensstemmelse med artikel 13 i kontrakten mellem klageren og Kommissionen, hvori det hedder, at "enhver tvist (…), som ikke kan bilægges i mindelighed mellem de to parter, indbringes for domstolene i Bruxelles" - eller at indgive en ny klage til Ombudsmanden, hvis han finder det hensigtsmæssigt.

1.3 Med hensyn til den nye påstand mener Ombudsmanden, at de rejste spørgsmål ligger uden for rammerne af den oprindelige klage, og at klageren i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut bør rette administrative henvendelser til Kommissionen, inden han henvender sig til Ombudsmanden vedrørende sagen.

1.4 Ombudsmanden begrænser derfor sin afgørelse til klagerens oprindelige påstande og påstande.

2 Påstået undladelse af at udstede en indtægtsordre

2.1 Klageren hævder, at Kommissionen ikke har udstedt et indtægtspåbud på 117 758 EUR, selv om den i sin korrespondance med klageren meddelte, at den ville gøre det. Klageren kræver erstatning og ret til ikke at betale renter for den forsinkede tilbagebetaling til Kommissionen.

2.2 Ifølge Kommissionen blev indtægtsordre nr. 3240502366 udarbejdet den 16. juli 2003. Efter validering i SINCOM skulle indtægtsordren have været sendt til klagen med anbefalet post. Kommissionen anførte imidlertid, at skrivelsen på grund af en administrativ fejl ikke var blevet fremsendt, og den undskyldte denne fejl. Kommissionen anførte ligeledes, at den den 8. oktober 2003 uden at være klar over, at indtægtsordren aldrig var blevet fremsendt, fremsendte en rykkerskrivelse på 117 758 EUR med tillæg af morarenter. Klageren bekræftede modtagelsen af påmindelsen. Under disse omstændigheder anser Kommissionen rykkerskrivelsesdatoen, dvs. den 8. oktober 2003, for at være datoen for tilbagebetalingspåbuddet.

2.3 Ombudsmanden har nøje gennemgået Kommissionens brev til klageren af 23. december 2003, hvoraf en kopi var vedlagt klagerens bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Ombudsmanden bemærker, at det fremgår af skrivelsen, at Kommissionen sendte den oprindelige indtægtsordre nr. 3240502366 for et beløb på 117 758 EUR, der skulle tilbagebetales i overensstemmelse med instrukserne i denne ordre. Kommissionen anførte også, at "selv om klageren havde modtaget den første påmindelse om at foretage betalingen i løbet af oktober, påpegede den, at den ikke havde modtaget den oprindelige indtægtsordre"(7). Kommissionen var af den opfattelse, at den ved at sende indtægtsordren som bilag til sin skrivelse opfyldte klagerens påstande. Brevet var vedlagt en indtægtsordre på 117 758 EUR, som var dateret den 11. december 2003.

2.4 Med hensyn til klagerens påstand mener Ombudsmanden, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser, da Kommissionen har forklaret og undskyldt for den manglende fremsendelse af det indtægtspåbud, der blev udarbejdet den 16. juli 2003, og har truffet de nødvendige foranstaltninger for at rette op på den administrative fejl, der opstod ved at fremsende indtægtspåbuddet til klageren den 23. december 2003.

2.5 Med hensyn til klagerens erstatningskrav er Ombudsmanden af den opfattelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at klageren har lidt tab som følge af Kommissionens forsinkede fremsendelse af indtægtsordren. Ombudsmanden mener derfor, at det er unødvendigt for ham at undersøge denne påstand.

2.6 Med hensyn til klagerens krav om ikke at betale renter for den forsinkede tilbagebetaling til Kommissionen bemærker Ombudsmanden, at det fremgår af Kommissionens udtalelse, at den anser den 8. oktober 2003 for at være datoen for indtægtsordren. Ombudsmanden påpeger imidlertid, at Kommissionens udtalelse synes at være udarbejdet i uvidenhed om, at indtægtsordren faktisk blev sendt til klageren den 23. december 2003.

2.7 Den foreliggende dokumentation som helhed foranlediger derfor ikke Ombudsmanden til at forstå, at Kommissionen kræver betaling af renter fra en dato, der ligger før den 23. december 2003; dvs. den dato, hvor den faktisk sendte indtægtsordren til klageren. På grundlag af denne forståelse af Kommissionens holdning finder Ombudsmanden, at der ikke synes at være nogen tvist mellem parterne vedrørende betaling af renter, og at der ikke er behov for yderligere undersøgelser. Ombudsmanden påpeger, at hvis hans forståelse af Kommissionens holdning til dette spørgsmål skulle være forkert, har klageren mulighed for at indgive en ny klage til Ombudsmanden.

3 Påstået inkonsekvent adfærd og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

3.1 Klageren hævder, at Kommissionens adfærd under gennemførelsen af kontrakten var inkonsekvent, hvilket fremgår af hyppige holdningsændringer i forbindelse med vurderingen af klagerens resultater og forhandlingerne om en mindelig løsning. Klageren hævder også, at Kommissionen ved at anmode om tilbagebetaling i de sene faser af kontraktens gennemførelse har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

3.2 Kommissionen er af den opfattelse, at dens holdning var sammenhængende, og at den altid har erklæret, at den foreløbige rapport ikke blev godkendt, og aldrig har tilkendegivet, at den har skiftet mening. Kommissionen hævder, at den klart forklarede klageren årsagerne til, at rapporten ikke blev godkendt, og gav den mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger i alle faser af proceduren, hvilket i sidste ende bekræftede dens første vurdering. Kommissionen mener derfor ikke, at den har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

3.3 Ombudsmanden minder om, at ifølge EU-domstolenes retspraksis kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, medmindre administrationen har afgivet præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra autoriserede, pålidelige kilder (8).

3.4 Ombudsmanden har nøje gennemgået de dokumenter, han har fået forelagt, herunder Kommissionens skrivelser til klageren af 20. februar 2002, 18. april 2002, 18. juli 2002, 9. august 2002, 18. december 2002 og 10. marts 2003. På grundlag af disse dokumenter er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen aldrig har givet klageren sikkerhed for, at dens foreløbige rapport ville blive godkendt. Desuden erklærede Kommissionen den 18. juli 2002, at gennemførelsen af projektet ikke var blevet godkendt efter den foreløbige rapport, og den 10. marts 2003 meddelte Kommissionen klageren, at den ikke anså klageren for at være i stand til at forvalte fællesskabsbetalingen i henhold til kontrakten, og at Kommissionen ville være forpligtet til at inddrive forskuddet (9). Desuden har Ombudsmanden ikke fundet noget bevis for, at Kommissionen indtog inkonsekvente holdninger med hensyn til hverken dens holdning til klagerens rapporter og kontraktmæssige resultater eller årsagerne til denne holdning.

3.5 På baggrund af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at det ikke er lykkedes klageren at påvise, at Kommissionen handlede inkonsekvent eller i strid med klagerens berettigede forventninger. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af sagen.

4 Påstået forsinkelse i besvarelsen af breve

4.1 Klageren hævder, at Kommissionens svar på hans breve var forsinkede, ufuldstændige og ikke angav klagemulighederne.

4.2 Kommissionen undskyldte for forsinkelserne i besvarelsen af visse meddelelser fra klageren og også for ikke formelt at have besvaret visse meddelelser af gentagen karakter.

4.3 Ombudsmanden mener, at det er beklageligt ikke at besvare skrivelser inden for en rimelig frist. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Kommissionen har erkendt sin fejl og undskyldt for den, og at klageren accepterede disse undskyldninger i sine bemærkninger.

4.4 Ombudsmanden bemærker også, at Kommissionen udtrykkeligt gav klageren mulighed for at forsvare sin holdning. I sit brev til klageren af 18. april 2002 gav Kommissionen klageren en frist på 30 dage til at give en forklaring, inden den definitivt besluttede ikke at godkende den foreløbige rapport og ophæve kontrakten. Kommissionen accepterede også forslaget fra klagerens direktør om et møde (som fandt sted i december 2002) og indbød klagerens advokat til et yderligere møde (19. august 2003).

4.5 Ombudsmanden mener derfor ikke, at der er behov for yderligere undersøgelser af dette aspekt af klagen.

Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Formanden for Europa-Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) SINCOM - Kommissionens budgetforvaltningsapplikation

(2) Klageren henviser til artikel 11, stk. 3, første afsnit, i de almindelige betingelser for tilskudskontrakter, der indgås inden for rammerne af ekstern bistand (bilag II til den kontrakt, der er indgået mellem Kommissionen og klageren ), hvori det hedder: "Kommissionen kan opsige kontrakten uden forudgående varsel eller kompensation, hvis modtageren:

ikke overholder nogen af de forpligtelser, der påhviler ham, for så vidt en sådan manglende overholdelse er uberettiget, og hvis modtageren efter at have modtaget en skriftlig anmodning om at opfylde sine forpligtelser fortsat ikke overholder eller ikke giver en tilfredsstillende forklaring inden for 30 dage fra datoen for anmodningen".

(3) Artikel 1, stk. 1, i de almindelige betingelser for tilskudskontrakter, der indgås inden for rammerne af ekstern bistand (bilag II til den kontrakt, der er indgået mellem Kommissionen og klageren): "(...) Støttemodtageren kan, helst til de lokale virksomheder, give gennemførelsen af en begrænset del af projektet (bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser) i underentreprise, men bør gennemføre den grundlæggende del. (...) Fællesskabet anerkender ikke nogen kontraktmæssig forbindelse med støttemodtagerens partner eller partnere eller med underleverandører (...)."

(4) Jf. ovenfor, fodnote 2.

(5) Artikel 93, stk. 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1).

"(...)Ansøgere eller tilbudsgivere udelukkes fra at deltage i en udbudsprocedure, hvis: f) de i forbindelse med indgåelse af en anden aftale eller tildeling af et tilskud finansieret over fællesskabsbudgettet er fundet skyldig i grov misligholdelse, idet de ikke har overholdt deres kontraktlige forpligtelser."

(6) Supra-dommen, fodnote 5.

"Aunque ustedes ya habían recibido en el transcurso del mes de octubre un primer aviso de recuerdo para realizar este reembolso, manifestaron que la nota de débito original nunca fue recibida en su sede".

(8) Se forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 til T-246/01, T-252/01, Tokai Carbon Ltd. m.fl. mod Kommissionen, dom af 29. april 2004, præmis 152 og den deri nævnte retspraksis.

9) Oprindeligt: "Lamentamos comunicarle que, en nuestra opinión, la Fundación El Monte no ha sido capaz de ejecutar y gestionar la subvención comunitaria otorgada en el respeto de las condiciones acordadas. Por todo ello, nos vemos en la obligación de recuperar la cantidad total abonada en concepto de anticipo por incumplimento de contrato (...)."