Strasbourg, den 7. juni 2004

Kære M.

Den 30. april 2003 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen på vegne af miljøorganisationen "AGADEN Bahía". Den vedrørte Kommissionens beslutning af 17. januar 2002 om at afslutte en formel klage, som De havde indgivet til denne institution (sag nr. 99/4873), hvori De klagede over, at det spanske "Centro Superior de Investigaciones Científicas" (CSIC) havde afvist Deres anmodning om adgang til visse miljøoplysninger i strid med direktiv 90/313/EF om fri adgang til miljøoplysninger.

Den 12. marts 2003 indgav De en tidligere klage til Ombudsmanden (referencenummer 511/2003/VJ) vedrørende samme emne. Den blev afvist den 23. april 2003, da det af de fremlagte oplysninger fremgik, at der ikke tidligere var truffet administrative foranstaltninger.

Den 24. juli 2003 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Den 9. september 2003 fremsendte Kommissionen sin udtalelse, som jeg fremsendte til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Jeg modtog Deres bemærkninger den 17. november 2003.

Jeg skriver nu for at fortælle dig resultatet af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

I april 2003 indgav klageren en klage til Ombudsmanden over Kommissionen. Sagens faktiske omstændigheder var kort sagt følgende:

Den 20. januar 1999 anmodede klageren om adgang til visse miljøoplysninger fra det spanske "Consejo Superior de Investigaciones Científicas" (CSIC), et offentligt organ under tilsyn af det spanske undervisningsministerium. De oplysninger, der blev anmodet om, omfattede CSIC's igangværende forskningsprogrammer vedrørende kontrol med og beskyttelse af en bestemt art: den iberiske los. Klageren anmodede navnlig om følgende oplysninger: disse programmers længde og anvendelsesområde de midler, der anvendes til jagt på denne art den anvendte kontrol og arten af de risikovurderingsprocedurer, der gennemføres af CSIC aktuelle videnskabelige data resultater af obduktioner af nedlagte losser og de endelige konklusioner af ethvert forskningsprogram. CSIC fremsatte i sit svar af 5. april 1999 en række generelle bemærkninger, som efter sagsøgerens opfattelse ikke besvarede hans forespørgsel.

Da klageren mente, at CSIC var forpligtet til at give adgang til de ønskede oplysninger på grundlag af gældende fællesskabsregler, nemlig direktiv 90/313/EF om fri adgang til miljøoplysninger, indgav han en formel klage til Kommissionen den 29. juli 1999. Dens tjenestegrene registrerede klagen under sagsnummer 99/4873 og indledte en undersøgelse. Den 20. december 2001 konkluderede de, at der ikke var grund til at fortsætte undersøgelsen, og besluttede at henlægge sagen. Klageren blev underrettet om denne beslutning ved brev af 25. januar 2002.

I sin klage til Ombudsmanden anførte klageren, at Kommissionens beslutning om at afslutte den formelle klage, han havde indgivet over de spanske myndigheder for deres afslag på at give adgang til de ønskede miljøoplysninger, var blevet truffet uden behørig hensyntagen til bestemmelserne i direktiv 90/313/EF, og at de anførte grunde desuden var utilstrækkelige.

Sammenfattende hævdede klageren, at Kommissionens beslutning af 17. januar 2002 om at afslutte den formelle klage, han havde indgivet til denne institution, ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at den ikke tog behørigt hensyn til bestemmelserne i direktiv 90/313/EØF.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse beskrev Kommissionen først sagens faktuelle baggrund, navnlig hvordan korrespondancen mellem klageren, dennes tjenestegrene og de spanske myndigheder havde fundet sted.

Den bemærkede, at dens tjenestegrene efter modtagelsen af klagen over de spanske myndigheder sendte en kvittering for modtagelsen til klageren den 24. august 1999. Den 21. oktober 1999 spurgte Kommissionens tjenestegrene klageren, om der var indgivet en ansøgning til en national forvaltning eller domstol. Ved skrivelse af 8. november 1999 forklarede klageren, at han ikke havde anfægtet CSIC's afgørelse. Den 3. juli 2000 skrev Kommissionens tjenestegrene til de spanske myndigheder og informerede dem om klagen og anmodede om deres bemærkninger. Ved skrivelse af 10. august 2000 fremsendte de spanske myndigheder de ønskede oplysninger. Den 26. oktober 2001 underrettede Kommissionens tjenestegrene klageren om indholdet af det spanske svar og forklarede, at de mente, at situationen ikke udgjorde en overtrædelse af EF-retten. I lyset af disse resultater meddelte Kommissionens tjenestegrene klageren, at de agtede at foreslå, at Kommissionen afsluttede sagen, og opfordrede ham til at fremsætte sine bemærkninger. Da der ikke blev fremsat bemærkninger fra klageren, afsluttede Kommissionen sagen den 20. december 2001. Klageren blev underrettet om denne beslutning ved brev af 17. januar 2002.

Med hensyn til de specifikke påstande i klagen til Ombudsmanden gjorde institutionen gældende, at de spanske myndigheders svar på dens anmodning af 29. marts 1999 var tilfredsstillende. Det ser ud til, at alle spørgsmål var blevet grundigt besvaret, selv om spørgsmålene vedrørende metoder, konsekvensanalyser, videnskabelige data og rapporter om obduktioner var meget generelle. Efter Kommissionens opfattelse er det tvivlsomt, om de spanske myndigheder kunne have givet mere detaljerede oplysninger i disse sager. Med hensyn til f.eks. eksistensen af skriftlige rapporter om obduktioner påpegede Kommissionen, at de fleste medlemsstater ikke har de nødvendige ressourcer til at have disse oplysninger til rådighed.

Kommissionen påpegede, at klageren ikke havde bestræbt sig på at forfølge denne sag over for de spanske myndigheder, men i stedet udelukkende stolede på sine tjenester.

Kommissionen forklarede, at dens tjenestegrene i udvekslingerne med klageren gjorde det klart, at artikel 4 i direktiv 90/313/EØF udtrykkeligt fastsætter, at en person, hvis anmodning om adgang til oplysninger ikke er blevet besvaret, kan få adgang til retslige eller administrative retsmidler i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret. Institutionen bemærkede, at den i sager vedrørende medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 90/313/EØF kun havde forsøgt at gøre brug af sine beføjelser i henhold til EF-traktatens artikel 226, når klagen vedrører et problem af horisontal karakter.

På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at dens tjenestegrene havde behandlet klagerens klage korrekt.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse gentog klageren påstandene i sin klage. Efter hans opfattelse var de spanske myndigheders svar på Kommissionens anmodning utilstrækkeligt, og han mente derfor ikke, at institutionen burde have fundet det tilfredsstillende.

Klageren hævdede, at Kommissionens holdning var uberettiget, da ikke alle borgere har midlerne til at anlægge sag ved en domstol. Efter hans opfattelse gav bestemmelserne i direktiv 90/313/EØF ham en ret, som de spanske myndigheder ikke havde overholdt, og Kommissionen burde derfor have grebet ind.

Afgørelsen

1 Begrundelse for Kommissionens beslutning om at henlægge klagen

1.1 Klageren hævder, at Kommissionens beslutning af 17. januar 2002 om at afslutte den formelle klage, han havde indgivet til denne institution, ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at den ikke tog behørigt hensyn til bestemmelserne i direktiv 90/313/EØF.

Efter klagerens opfattelse var de spanske myndigheders svar til Kommissionen utilstrækkeligt, og institutionen burde derfor ikke have fundet det tilfredsstillende.

1.2 Kommissionen har gjort gældende, at alle de spørgsmål, som dens tjenestegrene stillede i sin anmodning af 29. marts 1999 vedrørende genstanden for klagerens formelle klage, var blevet besvaret fyldestgørende, og at de spanske myndigheders svar desuden var tilfredsstillende.

1.3 Med hensyn til Kommissionens begrundelse bemærker Ombudsmanden, at retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder pålægger forvaltningen en forpligtelse til at begrunde sine afgørelser. Som det anerkendes i Kommissionens egen kodeks for god forvaltningsskik, indebærer pligten til at begrunde beslutninger, at en kommissionsbeslutning klart skal begrundes (1).

1.4 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen som en del af de oplysninger, der blev stillet til rådighed i forbindelse med hans undersøgelse, fremsendte sin skrivelse af 26. oktober 2001 til klageren og meddelte ham, at institutionen havde til hensigt at afslutte sagen. Kommissionens tjenestegrene sammenfattede i brevet den faktiske og retlige baggrund for klagen og indholdet af Kommissionens anmodning om oplysninger til de spanske myndigheder af 29. marts 1999. Brevet indeholdt en detaljeret beskrivelse af de spanske myndigheders begrundelse for delvist at afvise klagerens anmodning, nemlig at det indeholdt oplysninger om risikovurderinger og alternative løsninger, som ikke kunne forstås som miljøoplysninger. at den henviste til uafsluttede operationer og tidligere begivenheder og at det blev produceret af en tredjepart, der ejede ejendomsrettigheder til dets arbejde.

Efter at have overvejet disse argumenter konkluderede Kommissionen, at:

"Hvad angår genstanden for denne klage, ser det ud til, at de spanske myndigheder har besvaret Kommissionens anmodning ved at fremlægge omfattende oplysninger og data og identificere yderligere informationskilder. De spanske myndigheder er af den opfattelse, at nogle af undtagelserne i artikel 3 i direktiv 90/313/EØF finder anvendelse på klagerens anmodning, og begrundede derfor afslaget. Klageren har ikke gjort brug af administrative klagemuligheder for at anfægte denne afgørelse.

På baggrund af ovenstående og under hensyntagen til de oplysninger, som Kommissionen råder over, synes der ikke at være tale om nogen overtrædelse af fællesskabsretten i denne sag [...]".

1.5 På baggrund af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionens forklaring, nemlig at den på grundlag af de oplysninger, som Kommissionen var i besiddelse af, fandt, at de spanske myndigheder ikke havde overtrådt fællesskabsretten, klart og utvetydigt angav begrundelsen for sin afgørelse for at gøre klageren opmærksom på begrundelsen for afgørelsen og dermed gøre det muligt for ham at forsvare sine rettigheder.

1.6 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i sin korrespondance med klageren også informerede ham om de klagemuligheder, der findes på nationalt plan. Ombudsmanden mener, at det var hensigtsmæssigt og nyttigt for Kommissionen frivilligt at give disse oplysninger og gøre det på en måde, der klart adskilte dette punkt fra dens konstatering af, at de spanske myndigheder ikke havde overtrådt fællesskabsretten.

1.7 Ombudsmanden konkluderer derfor, at Kommissionens begrundelse ikke synes at være utilstrækkelig.

1.8 Med hensyn til afgørelsens indhold bemærker Ombudsmanden, at Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger (2) har til formål at sikre fri adgang til og formidling af miljøoplysninger, som de offentlige myndigheder er i besiddelse af. De offentlige myndigheder i alle medlemsstaterne er således forpligtet til at stille miljøoplysninger til rådighed for enhver fysisk eller juridisk person på dennes anmodning uden at skulle godtgøre en interesse heri. Denne type oplysninger er begrænset til data om tilstanden af vand, luft, jord, fauna, flora, jord og naturområder eller om aktiviteter eller foranstaltninger, der kan påvirke disse elementer. Offentlige myndigheder kan dog nægte adgang til visse miljøoplysninger. Direktivets artikel 3 fastsætter en række undtagelser, der bl.a. er baseret på fortroligheden af procedurerne, eksistensen af spørgsmål, der er genstand for en undersøgelse, forretnings- og fabrikshemmeligheder, personoplysninger og materiale leveret af en tredjepart.

1.9 Efter at have undersøgt både de relevante bestemmelser i direktiv 90/313/EØF og den dokumentation, som parterne har stillet til rådighed for Ombudsmanden i forbindelse med dennes undersøgelse, konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionens konklusion om, at de spanske myndigheder på grundlag af de oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, ikke har overtrådt fællesskabsretten, forekommer rimelig.

Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser i denne sag.

2 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Afdeling 3, bilag, Kommissionens afgørelse af 17. oktober 2000 om ændring af dens forretningsorden (EFT L 267 af 20.10.2000, s. 63).

(2) EFT L 158 , af 23.6.1990, s. 56.