Strasbourg, den 11. november 2003

Kære G.

Den 10. februar 2003 indgav De en klage over Europa-Kommissionen vedrørende dennes behandling af en klage over Tyskland, som De havde indgivet til Kommissionen.

Den 21. februar 2003 videresendte Den Europæiske Ombudsmand klagen til formanden for Europa-Kommissionen.

Ved brev af 24. februar 2003 sendte De Ombudsmanden yderligere oplysninger om Deres klage, som Ombudsmanden fremsendte til Kommissionen den 6. marts 2003.

Den 7. maj 2003 skrev De til mig for at anmode om en hurtig afgørelse af Deres klage eller om vedtagelse af foreløbige forholdsregler. I mit svar af 8. maj 2003 forklarede jeg, at Kommissionen var blevet anmodet om at afgive udtalelse om klagen inden den 31. maj 2003, og at denne udtalelse ville blive fremsendt til Dem hurtigst muligt. Jeg meddelte Dem også, at Ombudsmanden ikke havde beføjelse til at udstede bindende kendelser til andre institutioner eller til at vedtage foreløbige forholdsregler. En kopi af Deres brev af 7. maj 2003 og af mit svar herpå blev fremsendt til Kommissionen til orientering.

Kommissionen afgav udtalelse (dateret den 13. maj 2003) den 23. maj 2003. Jeg fremsendte den til Dem den 28. maj 2003 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.

Den 30. maj 2003 sendte De mig endnu en klage over Tyskland til Kommissionen. Jeg bekræftede modtagelsen af dette brev den 5. juni 2003 og gav udtryk for den opfattelse, at dette brev var blevet sendt til mig til orientering. I Deres svar af 11. juni 2003 anmodede De mig om at fremsende Deres brev af 30. maj 2003 til Kommissionen. Det gjorde jeg den 20. juni 2003.

Den 30. juni 2003 fremsendte De Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Den 23. juli 2003 fremsendte De yderligere bemærkninger.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klageren, der er tysk statsborger, overførte værdipapirer, som han havde opbevaret hos Volksbank Freiburg (en tysk bank), til en schweizisk bank. Ifølge klageren var dette en normal transaktion, der blev gennemført åbent og i eget navn. Ifølge klageren blev overførslen stadig foretaget, fordi værdipapirerne var nødvendige for at sikre lån fra den schweiziske bank, fordi den schweiziske bank tilbød mere fordelagtige produkter, bedre rådgivning om værdipapirer, et bredere udvalg af tjenester og en hurtigere og mere pålidelig håndtering af forretninger end den tyske bank og på grund af den sikkerhed, som kontoen hos den schweiziske bank tilbød.

I forbindelse med en undersøgelse af ulovlige transaktioner, der blev foretaget i Volksbank Freiburg på grundlag af en ransagningskendelse udstedt den 22. april 1998, opdagede skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Land ligeledes dokumenter vedrørende den nævnte overdragelse. Ifølge klageren gik skattemyndighederne således ud over deres mandat, som var begrænset til at undersøge transaktioner, der var blevet gennemført anonymt. Skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Land videresendte efterfølgende de oplysninger, som den havde fået kendskab til, til den for klageren kompetente skatte- og afgiftsmyndighed i Stuttgart I. Sidstnævnte iværksatte efterfølgende sin egen skatteundersøgelse mod klageren, hvis hjem og kontor blev ransaget. Som følge af denne undersøgelse ændrede skattemyndigheden i Stuttgart I klagerens skattebyrder for årene 1989 til 1999 og fastsatte et højere forskud på de skatter, der skulle betales for 2001. Med hensyn til disse afgørelser anmodede klageren Finanzgericht Baden-Württemberg om udsættelse af sagen. Ved afgørelser af 16. april 2002 afslog Finanzgericht disse anmodninger. Klagerens anmodning om appel til Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) blev afvist af Finanzgericht den 30. juli 2002. De relevante faktiske omstændigheder førte også til, at der blev indledt en straffesag mod klageren.

Ifølge klageren var den overførsel, som han foretog, omfattet af de frie kapitalbevægelser. Den kunne således ikke danne grundlag for en oprindelig mistanke ("Anfangsverdacht") om skattesvig. Klageren fremførte, at de tyske skattemyndigheder har mistanke om, at overførsler til andre lande kan udgøre misbrug. En sådan tilgang kunne afholde borgerne fra at drage fordel af de frie kapitalbevægelser ("afdæmpende virkning"). Klageren var af den opfattelse, at de nationale myndigheder skulle tage hensyn til Fællesskabets interesse i en uhindret fri bevægelighed for kapital på tværs af grænserne. Ifølge klageren havde skattemyndighederne og Finanzgericht undladt at gøre dette i den foreliggende sag. Efter klagerens opfattelse havde Finanzgericht gjort indsigelse mod overdragelsen af værdipapirerne med den begrundelse, at den var blevet gennemført uden nogen økonomisk begrundelse. Klageren mente, at kravet om en økonomisk begrundelse for sådanne transaktioner udgjorde en skjult begrænsning af de frie kapitalbevægelser. Han mente endvidere, at der var tale om forskelsbehandling, eftersom der ikke var nogen økonomisk begrundelse for en overførsel til en tysk bank, og der blev set bort fra grunde af ikkeøkonomisk karakter. Klageren gjorde endelig gældende, at de foranstaltninger, som de tyske skattemyndigheder havde truffet, var uforholdsmæssige, eftersom Amtsgericht Freiburg, der havde godkendt ransagningen ved Volksbank Freiburg, havde understreget, at undersøgelsen skulle begrænses til transaktioner, der var blevet gennemført anonymt eller ved hjælp af falske navne. Der var således et absolut forbud mod at anvende oplysninger om hans overførsel, som var blevet opdaget i forbindelse med denne undersøgelse.

Den 2. september 2002 henvendte klageren sig til Kommissionen (klagereference 2002/5041) for at klage over, at Finanzgerichts afgørelse af 30. juli 2002 var i strid med EF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser. Klageren foreslog derfor, at Kommissionen skulle indlede en artikel 226-procedure. I sit svar af 19. november 2002 påpegede Kommissionen følgende: "I denne sammenhæng kan det ikke ses, at Finanzgericht ville have begrundet en konkret indledende mistanke om skatteunddragelse i din sag med, at der ikke var nogen økonomisk grund til at overdrage værdipapirerne, eller at den endda ville have fastsat et generelt krav om en sådan økonomisk grund i tilfælde af overførsler til udlandet." Efter Kommissionens opfattelse havde den tyske domstol kun fastslået, at en sådan mistanke var berettiget, når den relevante transaktion syntes at være uøkonomisk. Kommissionen meddelte klageren, at den derfor foreslog at afslutte sagen, medmindre klageren kunne fremføre nye argumenter eller beviser.

Klageren var af den opfattelse, at Kommissionen i sin skrivelse af 19. november 2002 havde forfalsket Finanzgerichts afgørelse ved at erstatte Finanzgerichts standpunkt med et argument, som skattemyndigheden i Stuttgart I havde fremført under sagen, og som Finanzgericht ikke havde lagt til grund.

Klageren gjorde indsigelse mod Kommissionens opfattelse i flere yderligere skrivelser. I sine svar af 13. januar og 3. februar 2003 bekræftede Kommissionen imidlertid sin holdning.

I sin klage til Ombudsmanden gør klageren 1) indsigelse mod Kommissionens afslag på at indlede en procedure i henhold til artikel 226, og 2) hævder, at Kommissionen har forfalsket de faktiske omstændigheder.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

1. Sagens baggrund

I henhold til tysk ret kan skatteundersøgelser kun baseres på en tilstrækkelig begrundet mistanke om en eller anden form for skatteunddragelse ("steuerrechtlicher Anfangsverdacht"). Bundesfinanzhof (den øverste tyske skattedomstol) fastslog den 6. februar 2001, at enhver skatteundersøgelse, der udelukkende var baseret på, at der var sket en grænseoverskridende overførsel af aktiver fra en indenlandsk til en udenlandsk bankkonto, var i strid med de frie kapitalbevægelser, der er beskyttet ved EF-traktatens artikel 56.

I en tidligere klage til Kommissionen af 3. september 2001 (reference 2001/5037) hævdede klageren, at de foranstaltninger, der var truffet over for både hans bank og ham selv (dvs. fuldbyrdelse af en ransagningskendelse og konfiskation af dokumenter), havde været ulovlige. Da der ikke var noget, der tydede på en overtrædelse af EF-traktatens artikel 56, blev sagen afsluttet af Kommissionen den 25. januar 2002.

Klageren indgav efterfølgende en ny klage (reference 2002/5041), hvori han gjorde indsigelse mod Finanzgericht Baden-Württembergs afgørelser af 16. april 2002 og navnlig mod Finanzgerichts afgørelse af 30. juli 2002 om afslag på hans anmodning om omgørelse af afgørelserne af 16. april 2002. Klageren udledte af beslutningen af 30. juli 2002, at retten som hovedregel krævede økonomiske grunde til grænseoverskridende overførsler af værdipapirer, hvilket udgjorde en skjult begrænsning som omhandlet i EF-traktatens artikel 58, stk. 3.

2. Sagens baggrund

Klagen (reference 2002/5041) blev indgivet af klageren den 2. september 2002. Den 27. september 2002 blev klageren anmodet om at fremlægge yderligere oplysninger. Disse oplysninger blev fremsendt den 8. oktober 2002. En analyse foretaget af Kommissionens tjenestegrene viste, at der ikke var tegn på vilkårlig forskelsbehandling af overførsler til tredjelande i henhold til EF-traktatens artikel 58, stk. 3. Den 19. november 2002 blev klageren derfor med godkendelse fra Kommissionens Juridiske Tjeneste underrettet om, at Kommissionen havde til hensigt at afslutte sagen. Efter at klageren havde fremsat yderligere bemærkninger den 28. november 2002 og den 23. december 2002, meddelte Kommissionen ham, at den fastholdt sin holdning om, at sagen skulle afsluttes.

3. Kommissionens holdning til klagerens argumenter

I sin klage til Ombudsmanden henviste klageren til klager over lovligheden af forskellige ransagningskendelser. Alle disse klager har været genstand for domstolsafgørelser. Den ransagningskendelse, der var udstedt mod klagerens bank i Freiburg, var blevet annulleret ved Landgericht Freiburgs afgørelse af 26. januar 2000. Med hensyn til klagerens påstand om, at dette førte til et absolut forbud mod anvendelse af beviser, der således var opnået, måtte det påpeges, at der ikke var nogen klar bestemmelse i tysk ret, der automatisk udelukkede behandling af ulovligt indhentede oplysninger ("frugten af det giftige træ"-doktrinen), men kun specifik retspraksis. Klageren havde indgivet en klage til Landgericht Stuttgart over de skatteundersøgelsesforanstaltninger, som skattemyndigheden i Stuttgart havde truffet over for ham. Retten afviste denne klage den 19. januar 2001. Lovligheden af konfiskationen af sagsøgerens dokumenter var blevet bekræftet ved Amtsgericht Stuttgarts afgørelse af 23. januar 2001.

I henhold til artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut kunne klagen derfor ikke antages til realitetsbehandling for så vidt angår de spørgsmål, der var omfattet af denne retssag.

Med hensyn til klagerens indsigelse mod Kommissionens afvisning af at indlede en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 226 skal det bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med Fællesskabets retsinstansers faste retspraksis havde en skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om den ville indlede en sådan procedure eller ej.

Med hensyn til klagerens påstand om, at Finanzgericht i sin afgørelse af 30. juli 2002 med urette gav medhold i en konkret oprindelig mistanke om skattesvig i hans sag med den begrundelse, at der ikke var nogen økonomisk grund til en overdragelse af værdipapirer, lyder rettens afgørelse således: 1)

"Det var afgørende for senatets dom [i dets afgørelser af 16. april 2002], at overdragelsen af værdipapirerne til en udenlandsk bank fandt sted uden en økonomisk begrundelse. (…) Da manglen på en økonomisk begrundelse var afgørende for senatets beslutning, er det ikke relevant, at kun en del af indskuddet var blevet overført."

Dette henviste til Finanzgerichts tidligere afgørelser af 16. april 2002, der begge havde følgende ordlyd:

"Senatet er desuden af den opfattelse, at det ikke er sædvanlig bankpraksis i forhold til udlandet, at et eksisterende indskud som helhed overføres til en udenlandsk bank uden nogen åbenbar økonomisk grund. Dette skyldes, at debitor og kreditor forbliver de samme, kun forvaltningen af aktiverne ændres. Tværtimod fastholder senatet under sådanne omstændigheder den oprindelige mistanke om skattesvig."

Hvad der forstås ved "ingen åbenbar økonomisk grund" og "manglende økonomisk grund" i denne sammenhæng, fremgår af afsnit I i beslutningerne af 16. april 2002, der har følgende ordlyd:

"[Finanzamt Stuttgart I] har som begrundelse anført, at skatteefterforskernes undersøgelse var baseret på lovlige efterforskningshandlinger: [Klager] havde overdraget et depositum bestående af fastforrentede værdipapirer til et andet land. Der var ingen økonomiske grunde til at gøre det, fordi omkostningerne ved dette indskud var højere i udlandet."

I denne forbindelse fremgik det ikke af de faktiske omstændigheder, at Finanzgericht i klagerens tilfælde havde begrundet en konkret oprindelig mistanke om skatteunddragelse med, at der ikke var nogen økonomisk begrundelse for en overdragelse af værdipapirer, eller endog havde fastsat et generelt krav om, at der skulle være en økonomisk begrundelse for grænseoverskridende overdragelser. Efter en omfattende analyse af alle de forelagte retsafgørelser blev det klart, at retten opretholder en oprindelig mistanke om skatteunddragelse, hvis den pågældende grænseoverskridende overførsel er økonomisk ufordelagtig. Skatte- og afgiftsmyndigheden i den pågældende sag havde ubestridt gjort gældende, at omkostningerne ved det udenlandske indskud var højere end dem, der blev opkrævet af den tyske bank. I modsætning til klagerens påstande var undersøgelsesforanstaltningen mod klageren således baseret på det forhold, at overførslen var økonomisk ufordelagtig, og ikke på det forhold, at der manglede en økonomisk begrundelse.

Klageren hævdede, at der var økonomiske eller ikkeøkonomiske årsager til den overførsel, han havde foretaget. Sådanne mulige årsager var imidlertid ukendte på det tidspunkt, hvor den oprindelige mistanke var opstået.

I henhold til EF-traktatens artikel 58, stk. 1, griber bestemmelserne i artikel 56 om de frie kapitalbevægelser ikke ind i medlemsstaternes ret til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at hindre overtrædelser af deres nationale love og administrative bestemmelser, navnlig på beskatningsområdet. På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen rådede over, var der intet, der tydede på, at skattemyndighederne eller Finanzgericht kun havde støttet sig på den grænseoverskridende karakter af overdragelsen af værdipapirer med henblik på at fastslå en oprindelig mistanke om skattesvig. Undersøgelserne var derimod baseret på det forhold, at klagerens overførsel forekom økonomisk ufordelagtig på daværende tidspunkt, og at klageren havde nægtet at give yderligere præciseringer.

Kommissionen havde en skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om den ville indlede en traktatbrudsprocedure eller ej. I klagerens tilfælde var denne afgørelse ikke baseret på en forfalskning af de faktiske omstændigheder, men på en fortolkning af de oplysninger, som klageren havde fremlagt.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage og fremsatte følgende yderligere bemærkninger:

Det følger af Bundesfinanzhofs afgørelse af 6. februar 2001, at skatteundersøgelser kun kan baseres på en tilstrækkelig begrundet mistanke om en eller anden form for skattesvig (»steuerrechtlicher Anfangsverdacht«). Dette betød, at sådanne skatteundersøgelser kun kunne baseres på, at der var sket en anonym overførsel af aktiver fra en statsborger til en udenlandsk bank. Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en økonomisk begrundelse for overførslen til udlandet, eller om overførslen syntes at være økonomisk ufordelagtig, var ifølge Bundesfinanzhofs praksis uden betydning.

Ifølge en skrivelse fra skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Land til skatte- og afgiftsmyndigheden i Stuttgart var skatteundersøgelsen blevet indledt i den foreliggende sag, »eftersom overdragelsen af fastforrentede værdipapirer til et indskud i et fremmed land ikke gav økonomisk mening, og eftersom overdragelsen var blevet gennemført i umiddelbar tidsmæssig nærhed af indførelsen af rentefradraget (»Zinsabschlag«) [i Tyskland]. Dokumenterne [vedrørende klageren] var blevet behandlet som dokumenter, der var blevet fundet ved en tilfældighed (»Zufallsfunde«), da de ikke var omfattet af [eftersøgningskendelsen]«.

Den 4. september 1998 afslog Amtsgericht Freiburg skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Lands anmodning om at få bekræftet beslaglæggelsen af disse dokumenter. Retten gjorde gældende, at de begrænsninger, der var blevet pålagt den ransagningskendelse, der blev udstedt den 22. april 1998, ellers ville blive indholdsløse. Denne afgørelse blev stadfæstet af Landgericht Freiburg den 4. marts 1999. På trods af disse afgørelser blev de relevante dokumenter fremsendt til skatte- og afgiftsmyndigheden i Stuttgart I den 9. august 1999. Dette udgjorde allerede en tilsidesættelse af de frie kapitalbevægelser.

Efter at Landgericht Freiburg den 26. januar 2000 havde annulleret afgørelsen om tilladelse til ransagningskendelsen af 22. april 1998, var de pågældende dokumenter blevet tilbagesendt til Volksbank Freiburg. På det tidspunkt blev det tilsyneladende overset, at kopier af disse dokumenter allerede var blevet videregivet til skattemyndighederne i Stuttgart. Dette udgjorde også en overtrædelse af klagerens frie kapitalbevægelser.

Den 14. november 2000 anmodede skattemyndigheden i Stuttgart om en ransagnings- og beslaglæggelseskendelse. Den oprindelige mistanke var baseret på, at der var sket en overførsel af værdipapirer til en schweizisk konto.

Spørgsmålet om, hvorvidt denne overførsel havde været økonomisk ufordelagtig, var slet ikke blevet undersøgt på tidspunktet for beslaglæggelsen af dokumenterne den 26. juni 1998. Dette spørgsmål blev først relevant under sagen for Finanzgericht i slutningen af 2001 og i 2002, eftersom skatte- og afgiftsmyndigheden i Stuttgart I havde påberåbt sig, at overdragelsen angiveligt ikke havde et økonomisk formål. Det var ikke legitimt at projicere dette spørgsmål tilbage til 1998. Klageren havde i første omgang ikke besvaret dette spørgsmål i 2001/2002, da det ifølge Bundesfinanzhofs og den tyske forfatningsdomstols retspraksis var irrelevant for den oprindelige mistanke.

Kravet om, at der skal foreligge en økonomisk begrundelse for en overførsel til udlandet, eller at en sådan overførsel ikke må fremstå som økonomisk ufordelagtig, udgjorde en vilkårlig forskelsbehandling og en skjult begrænsning af de frie kapitalbevægelser som omhandlet i EF-traktatens artikel 58, stk. 3.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkninger

1.1 Klageren, der er tysk statsborger, overførte værdipapirer, som han havde opbevaret hos Volksbank Freiburg (en tysk bank), til en schweizisk bank. Ifølge klageren var dette en normal transaktion, der blev gennemført åbent og i eget navn. I forbindelse med en undersøgelse af ulovlige transaktioner, der blev foretaget i Volksbank Freiburg på grundlag af en ransagningskendelse udstedt den 22. april 1998, opdagede skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Land ligeledes dokumenter vedrørende den nævnte overdragelse. Ifølge klageren gik skattemyndighederne således ud over deres mandat, som var begrænset til at undersøge transaktioner, der var blevet gennemført anonymt. Skatte- og afgiftsmyndigheden i Freiburg-Land videresendte efterfølgende de oplysninger, som den havde fået kendskab til, til den for klageren kompetente skatte- og afgiftsmyndighed i Stuttgart I. Sidstnævnte iværksatte efterfølgende sin egen skatteundersøgelse mod klageren, hvis hjem og kontor blev ransaget. Som følge af denne undersøgelse ændrede skattemyndigheden i Stuttgart I klagerens skattebyrder for årene 1989 til 1999 og fastsatte et højere forskud på de skatter, der skulle betales for 2001. Med hensyn til disse afgørelser anmodede klageren Finanzgericht Baden-Württemberg om udsættelse af sagen. Ved afgørelser af 16. april 2002 afslog Finanzgericht disse anmodninger. Klagerens anmodning om appel til Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) blev afvist af Finanzgericht den 30. juli 2002. Den 2. september 2002 henvendte klageren sig til Europa-Kommissionen. Ved brev af 19. november 2002 meddelte Kommissionen imidlertid klageren, at den ikke kunne se nogen grund til, at den skulle gribe ind. Kommissionen bekræftede denne holdning i yderligere breve af 13. januar og 3. februar 2003.

1.2 Klageren gør i sin klage til Ombudsmanden gældende, at Europa-Kommissionen burde have indledt en traktatbrudsprocedure på grundlag af EF-traktatens artikel 226. Klageren er af den opfattelse, at de tyske skattemyndigheder og Finanzgericht har tilsidesat de frie kapitalbevægelser i hans sag.

1.3 For at undgå enhver tvivl skal det erindres, at EF-traktatens artikel 195 giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner. Den Europæiske Ombudsmand har således ikke mandat til at behandle klager over andre institutioner eller organer, f.eks. nationale skattemyndigheder eller domstole. Nærværende afgørelse vedrører derfor udelukkende klagen over Europa-Kommissionen.

1.4 Kommissionen påpeger i sin udtalelse, at de klagepunkter vedrørende lovligheden af forskellige ransagningskendelser, som klageren havde henvist til, var genstand for domstolsafgørelser. Efter Kommissionens opfattelse og i henhold til artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut (2) kan klagen derfor ikke antages til realitetsbehandling for så vidt angår de spørgsmål, der er omfattet af denne retssag.

1.5 Det skal bemærkes, at det følger af artikel 1, stk. 3, og artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut, at Den Europæiske Ombudsmand ikke kan anfægte rigtigheden af en domstolsafgørelse, og at han skal afvise en klage, hvis de faktiske omstændigheder, som klageren har fremført, allerede er blevet behandlet af en domstol. Dette klagepunkt vedrører imidlertid Kommissionens beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Tyskland. Da denne afgørelse ikke synes at have været genstand for en retssag, er Kommissionens tvivl om, hvorvidt den kan antages til realitetsbehandling, ubegrundet.

1.6 Det skal imidlertid bemærkes, at klagerens sag er baseret på den forudsætning, at afgørelser truffet af tyske skattemyndigheder, som synes at have været genstand for retssager og i sidste ende afgørelser truffet af en tysk domstol, er i strid med fællesskabsretten. Dette forhold vil blive taget i betragtning, når klagerens påstande undersøges (se 2.3 nedenfor).

2 Manglende indledning af overtrædelsesprocedurer

2.1 Klageren gør indsigelse mod Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure mod Tyskland på grundlag af EF-traktatens artikel 226. Han er af den opfattelse, at den overførsel, som han foretog, var omfattet af de frie kapitalbevægelser. Den kunne således ikke danne grundlag for en oprindelig mistanke ("Anfangsverdacht") om skattesvig. Klageren har gjort gældende, at skattemyndighederne og Finanzgericht ikke har taget hensyn til Fællesskabets interesse i en uhindret fri bevægelighed for kapital på tværs af grænserne. Ifølge klageren gjorde Finanzgericht indsigelse mod overdragelsen af værdipapirerne med den begrundelse, at den var blevet gennemført uden nogen økonomisk begrundelse. Klageren mener, at en sådan tilgang udgør en skjult begrænsning af de frie kapitalbevægelser. Han har endvidere gjort gældende, at der var tale om forskelsbehandling, eftersom der ikke krævedes nogen økonomisk begrundelse for en overførsel til en tysk bank, og at der ikke blev taget hensyn til grunde af ikke-økonomisk karakter. Klageren er endelig af den opfattelse, at de foranstaltninger, som de tyske skattemyndigheder havde truffet, var uforholdsmæssige, eftersom Amtsgericht Freiburg, der havde godkendt ransagningen ved Volksbank Freiburg, havde understreget, at undersøgelsen skulle begrænses til transaktioner, der var blevet gennemført anonymt eller ved hjælp af falske navne. Efter hans opfattelse var der således et absolut forbud mod at anvende oplysninger om hans overførsel, som var blevet opdaget i forbindelse med denne undersøgelse.

2.2 I sin udtalelse påpeger Kommissionen, at klagerens klagepunkter vedrørende lovligheden af forskellige ransagningskendelser var genstand for domstolsafgørelser. Den ransagningskendelse, der blev udstedt mod klagerens bank i Freiburg, blev annulleret ved en afgørelse fra Landgericht Freiburg. Ifølge Kommissionen var der imidlertid ingen klar bestemmelse i tysk ret, der automatisk udelukkede, at ulovligt indhentede oplysninger blev taget i betragtning (»frugten af doktrinen om det giftige træ«), men kun specifik retspraksis. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at det ikke fremgår af de faktiske omstændigheder, at Finanzgericht i klagerens sag havde begrundet en konkret oprindelig mistanke om skatteunddragelse med, at der ikke var nogen økonomisk begrundelse for en overdragelse af værdipapirer, eller endog havde fastsat et generelt krav om, at der skulle være en økonomisk begrundelse for grænseoverskridende overdragelser. På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen rådede over, var der intet, der tydede på, at skattemyndighederne eller Finanzgericht kun havde støttet sig på den grænseoverskridende karakter af overdragelsen af værdipapirer med henblik på at fastslå en oprindelig mistanke om skattesvig. Undersøgelserne var derimod baseret på det forhold, at klagerens overførsel forekom økonomisk ufordelagtig på daværende tidspunkt, og at klageren havde nægtet at give yderligere præciseringer.

2.3 Indledningsvis skal det bemærkes, at Europa-Kommissionen kun har beføjelse til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 226, hvis den finder, at der foreligger en overtrædelse af fællesskabsretten. Ombudsmanden mener, at de ovennævnte argumenter, som Kommissionen har fremført til støtte for sin opfattelse af, at der ikke er tale om en overtrædelse, forekommer rimelige. Ombudsmanden er navnlig af den opfattelse, at Kommissionens fortolkning af Finanzgerichts afgørelser forekommer korrekt. Ombudsmanden bemærker, at klageren i sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse gør gældende, at det påståede manglende økonomiske formål med den pågældende overførsel først blev rejst under sagen for Finanzgericht i 2001/2002, og at det ikke var legitimt at fremskrive dette spørgsmål tilbage til 1998, da den første undersøgelse blev gennemført. Ved at fremføre dette argument sætter klageren således reelt spørgsmålstegn ved rigtigheden af Finanzgerichts afgørelser af 16. april 2002 og 30. juli 2002. Som nævnt i punkt 1.5 ovenfor kan Ombudsmanden dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om en domstolsafgørelse er velbegrundet. Det følger heraf, at klageren således ikke har godtgjort sin påstand vedrørende Kommissionens afslag på at indlede en traktatbrudsprocedure.

2.4 Under disse omstændigheder synes der ikke at være tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side for så vidt angår den første påstand.

3 Forfalskning af fakta

3.1 Klageren hævder, at følgende bemærkning i Kommissionens brev af 19. november 2002 forfalskede de faktiske omstændigheder: "I denne sammenhæng kan det ikke ses, at Finanzgericht ville have begrundet en konkret indledende mistanke om skatteunddragelse i Deres sag med, at der ikke var nogen økonomisk grund til at overdrage værdipapirerne, eller at den endog ville have fastsat et generelt krav om en sådan økonomisk grund i tilfælde af overførsler til udlandet." Ifølge klageren erstattede Kommissionen Finanzgerichts holdning med et argument, som skattemyndigheden i Stuttgart I havde fremført under sagen, og som Finanzgericht ikke havde lagt til grund.

3.2 Kommissionen er af den opfattelse, at dens beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure ikke var baseret på en forfalskning af de faktiske omstændigheder.

3.3 Som anført ovenfor (jf. punkt 2.3) synes Kommissionens fortolkning af Finanzgerichts afgørelser at være korrekt.

3.4 Under disse omstændigheder synes der ikke at være tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side for så vidt angår det andet klagepunkt.

4 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Oversættelse leveret af Kommissionen.

(2) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, EFT L 113, s. 15.