Strasbourg, den 2. december 2004

Kære X

Den 6. februar 2003 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen på vegne af organisationen Y. Deres klage vedrørte Kommissionens afgørelse af 12. august 2002 om afslag på at yde økonomisk støtte til Y inden for rammerne af Fællesskabets handlingsprogram til fremme af ikke-statslige organisationer (ngo'er).

De havde sendt en tidligere klage til Ombudsmanden vedrørende samme emne den 23. december 2002, som blev afvist den 10. februar 2003.

Den 18. marts 2003 videresendte jeg Deres nye klage til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 12. juni 2003, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. De sendte mig Deres bemærkninger den 24. og 30. juli, den 30. september og den 21. oktober 2003. Jeg anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger den 18. februar 2004. Jeg modtog Kommissionens anden udtalelse den 14. april 2004 og videresendte den til Dem. De sendte mig Deres bemærkninger til Kommissionens anden udtalelse den 29. maj 2004.

Jeg skriver nu for at fortælle dig resultatet af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Den 23. december 2002 havde klageren først indgivet en klage til Ombudsmanden over Kommissionen på vegne af organisationen Y.

De faktiske omstændigheder i denne sag var kort sagt som følger:

Y indgav en anmodning om finansiel bistand inden for rammerne af indkaldelsen af forslag vedrørende et EF-handlingsprogram til fremme af ngo'er. Den 8. april 2002 bekræftede Kommissionen modtagelsen af klagerens anmodning. Den 12. juni 2002 meddelte institutionen klageren, at Y efter en første screening af alle ansøgninger havde opfyldt de kriterier for antagelse til behandling, der er fastsat i meddelelsen om handlingsprogrammet. Den 12. august 2002 meddelte Kommissionen imidlertid klageren, at hans ansøgning ikke var blevet udvalgt med den begrundelse, at der var opstået tvivl om Y's søgsmålskompetence. I sin skrivelse anførte Kommissionen, at der syntes at være en vis usikkerhed med hensyn til karakteren af Y's forhold til en anden organisation ved navn Z. Kommissionen gjorde gældende, at den nationale anklagemyndighed havde indledt en undersøgelse af påstande om, at Y havde forfalsket og ulovligt ændret sine vedtægter, hvorfor han havde forelagt sagen for den ansvarlige straffedomstol.

Den 30. august 2002 skrev Y's formand til Kommissionen og forklarede Y's retlige status og samarbejdsaftalen med Z. Han tilbageviste eftertrykkeligt beskyldningerne vedrørende både gyldigheden af organisationens vedtægter og forfalskning af et offentligt dokument. Han beskrev Y's retlige struktur som attesteret i henhold til den relevante nationale lovgivning. På grundlag af disse oplysninger anmodede han Kommissionen om at tage sin beslutning om at afslå Y's ansøgning om finansiel støtte i 2002 op til fornyet overvejelse.

I et brev til klageren af 7. oktober 2002 meddelte Kommissionen ham, at den foreløbige udvælgelse af støttemodtagere var afsluttet, og at listen over støttemodtagere var udarbejdet. Institutionen bemærkede, at 2002-perioden var afsluttet, og at der derfor ikke syntes at være nogen grund til yderligere drøftelser.

Klageren hævdede, at Kommissionen undlod at identificere kilden til påstandene og tage hensyn til hans argumenter, inden den traf sin endelige afgørelse. Han fremførte også, at Kommissionens ræsonnement ikke fandt noget retsgrundlag i indkaldelsen af forslag til handlingsprogrammet.

Med hensyn til den påståede usikkerhed omkring forholdet mellem Y og Z påpegede klageren, at Kommissionen var helt klar over karakteren af samarbejdsaftalen mellem de to organisationer.

Efter klagerens opfattelse var den nationale anklagemyndigheds undersøgelse et resultat af en bagvaskelseskampagne iværksat af en tidligere medarbejder hos Y, som var blevet afskediget. Klageren understregede, at retssagen vedrørende hans organisation var blevet afsluttet af den dommer, der var ansvarlig for undersøgelsen, den 7. oktober 2002. Dommeren konkluderede, at der ikke var nogen belastende beviser mod klageren.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt Ombudsmanden, at der ikke forud for klagen var indgivet passende administrative henvendelser til den pågældende institution som krævet i artikel 2, stk. 4, i hans statut. Ombudsmanden afviste derfor klagen.

Den 6. februar 2003 fremsendte klageren yderligere oplysninger, herunder korrespondance med Kommissionens tjenestegrene om genstanden for klagen. Under hensyntagen til disse nye beviser besluttede Ombudsmanden at registrere klagerens brev som en ny klage og indledte en ny undersøgelse.

Den 4. juni 2003 anmodede en tredjemand om aktindsigt i alle dokumenter vedrørende klagen. Da klageren ikke havde anmodet om fortrolig behandling af sin klage, imødekom Ombudsmanden anmodningen om aktindsigt den 16. juni 2003 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4, i Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser (1). Efter at være blevet underrettet om Ombudsmandens afgørelse ved skrivelse af 23. juni 2003 anmodede klageren om, at hans klage blev klassificeret som fortrolig. Ombudsmanden erklærede klagen fortrolig i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne (2).

Sammenfattende hævder klageren, i) at Kommissionens beslutning af 12. august 2002 ikke er baseret på bestemmelserne i indkaldelsen af forslag, der fastlægger retsgrundlaget for handlingsprogrammet, og ii) at han ikke fik mulighed for at blive hørt, før beslutningen blev truffet. Han hævder derfor, at Kommissionen bør genoverveje sin holdning og give klageren den ønskede bistand.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse beskrev Kommissionen først sagens faktiske og retlige aspekter. Den forklarede, at Y's anmodning om finansiel bistand blev fremsat inden for rammerne af et EF-handlingsprogram til fremme af ngo'er.

Klagerens organisation havde tidligere modtaget bistand fra lignende programmer. Under en rutinerevision, der omfattede et tidligere tilskud, blev der konstateret et problem med Y's organisationsstruktur. Kommissionen besluttede derefter at suspendere både yderligere støtte til organisationen fra år 2000 og at anmode om tilbagebetaling af en del af de allerede bevilgede midler. På det tidspunkt blev Kommissionen opmærksom på en række interne juridiske problemer, der berørte Y, som bekræftede sin holdning om ikke at yde yderligere tilskud til denne organisation. Med hensyn til Y's arbejde understregede Kommissionen imidlertid, at det altid havde været tilfredsstillende.

Kommissionen bemærkede, at den aldrig havde forsøgt at involvere sig i Y's interne problemer. I al sin korrespondance havde institutionen derfor aldrig afsagt dom i disse sager.

Med hensyn til klagerens påstand om, at Kommissionens beslutning ikke var baseret på de retlige bestemmelser for indkaldelsen af forslag i 2002, fremførte institutionen, at beslutninger om tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i den relevante retlige beslutning, den relevante indkaldelse af forslag og det informationsdossier, der er offentliggjort sammen med den. Når Kommissionen indgår en retlig forpligtelse, skal den imidlertid også være tilfreds med modtagerens retlige og finansielle formåen samt hans/hendes overordnede integritet som et spørgsmål om forsvarlig økonomisk forvaltning. I Y's tilfælde fandt Kommissionen, at der var tilstrækkelig grund til at antage, at disse generelle betingelser ikke var opfyldt, da organisationens struktur og interne beslutningsproces var uklar. Den anførte, at beslutningen om ikke at yde finansiel støtte, før tilliden til organisationen var genoprettet, blev truffet på grundlag af risikostyring i fuld samråd og aftale med den interne revisionsfunktion i det ansvarlige generaldirektorat.

Kommissionen afviste påstanden om, at den havde tilsidesat klagerens ret til forsvar. Institutionen forklarede, at den har beføjelse til at træffe afgørelse om tildeling af tilskud på grundlag af alle tilgængelige oplysninger. Inden for rammerne af NGO'ens finansieringsprogram er der ikke planlagt møder med støttemodtagerne for at drøfte resultatet af deres ansøgning. I det informationsmateriale, der offentliggøres sammen med hver indkaldelse af forslag, anføres det udtrykkeligt, at Kommissionens afgørelse om tilskuddene er endelig. Denne politik er i overensstemmelse med tanken om, at fællesskabstilskud skal betragtes som gaver, der bør anvendes til at nå en række forud fastsatte mål. Der kan dog efter anmodning gives en yderligere skriftlig redegørelse for årsagerne til afvisningen.

I betragtning af Kommissionens alvorlige betænkeligheder som følge af Y's interne juridiske problemer fandt institutionen, at den potentielle støttemodtager på overbevisende måde burde have bevist, at der ikke forelå nogen ulovlig situation, og at dens institutionelle stabilitet var blevet genoprettet. Efter Kommissionens opfattelse var der ikke blevet fremlagt sådanne væsentlige beviser.

Kommissionen konkluderede derfor, at den ikke var i stand til at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse og yde klageren den ønskede bistand.

Klagerens bemærkninger

Klageren hævdede, at Y opfyldte alle de kriterier, der var fastsat i både indkaldelsen af forslag og i den relevante afgørelse. Han insisterede på, at beslutningen om at afslå Y's ansøgning om finansiering i 2002 ikke var baseret på de kriterier, der var fastsat i nogen af de tidligere retsakter, men snarere på den bekymring, som Y's tjenestegrene nærede med hensyn til Y's retlige status. Disse forbehold var ukendte for klageren, som aldrig havde haft mulighed for at tilbagevise dem.

Med hensyn til Kommissionens påstande om potentielle finansielle uregelmæssigheder i Y's anvendelse af tilskud i perioderne 1998, 1999 og 2000 fandt klageren dem ubegrundede. Han henviste til resultaterne af den revision, som Kommissionen gennemførte mellem september 2001 og april 2002 af Y's foranstaltninger. Disse kontroller viste ingen uregelmæssigheder, og efterfølgende måtte institutionen trække sine anmodninger om tilbagebetaling af 1998-støtten og om suspension af 2000- og 2001-støtten tilbage. Klageren bemærkede imidlertid, at begrundelsen for Kommissionens revision ikke var relateret til de begrundelser, som institutionen havde givet til støtte for sin beslutning om at afvise klagerens ansøgning fra 2002.

Klageren afviste, at der var interne problemer med Y's struktur. Han tilføjede, at organisationen altid har haft støtte fra sine medlemmer, som det fremgår af resolutionen fra dens seneste generalforsamling. Retssagerne mod Y var resultatet af en bagvaskelseskampagne orkestreret af en tidligere medarbejder.

Klageren bemærkede, at søgsmålet mod Y blot var en indledende undersøgelse iværksat af en national anklagemyndighed og på ingen måde var forbundet med vedtægternes karakter eller organisationens struktur. Med hensyn til dette aspekt burde Kommissionen have været klar over Y's retlige struktur, eftersom den havde opretholdt et regelmæssigt samarbejde med organisationen siden 1996. Institutionen opbevarede et væld af oplysninger om Y, herunder dens officielle vedtægter, som var blevet attesteret af de nationale myndigheder.

Efter klagerens opfattelse pålagde Kommissionens argument om, at det forhold, at der blev rejst alvorlige beskyldninger mod Y i retten, ham bevisbyrden for, at hans organisation var velfunderet, tilsidesatte grundlæggende retsprincipper og krænkede hans grundlæggende rettigheder. Klageren understregede, at enhver, der anklages for en strafbar handling, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist, jf. artikel 11, stk. 1, i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 14, stk. 2, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Yderligere oplysninger

På baggrund af klagerens bemærkninger skrev Ombudsmanden til Kommissionen den 18. februar 2004. I sin skrivelse bemærkede Ombudsmanden, at Kommissionen tilsyneladende havde baseret sin afgørelse på eksistensen af en strafferetlig undersøgelse af klageren. Med henblik på at vurdere Kommissionens begrundelse anmodede Ombudsmanden om yderligere præciseringer vedrørende: i) om Kommissionen i dette særlige tilfælde tog behørigt hensyn til ikke blot behovet for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser, men også klagerens ret til at blive behandlet både retfærdigt og under behørig hensyntagen til uskyldsformodningen og ii) hvis institutionen generelt i sager, der involverer igangværende retslige eller administrative undersøgelser vedrørende den retlige og finansielle formåen hos potentielle modtagere af fællesskabsstøtte, har givet sine tjenestegrene vejledning eller instrukser om, hvordan der sikres en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser.

Kommissionens anden udtalelse

I sin anden udtalelse understregede Kommissionen, at forsvarlig økonomisk forvaltning er et væsentligt princip i dens forvaltning af fællesskabsbudgettet. Derfor er det vigtigt at minimere risikoen for, at skatteydernes penge ikke bruges godt.

Kommissionen mindede om, at tilskud under det pågældende program tildeles årligt, når institutionen har vurderet forslagene. Den forklarede, at tildelingen af tilskud er underlagt principperne om gennemsigtighed og ligebehandling. Disse generelle principper blev allerede præciseret i "Vademecum om forvaltning af tilskud" fra 1999 og blev efterfølgende medtaget i den nye finansforordning, som trådte i kraft i januar 2003. Kommissionens tjenestegrene skal sikre anvendelsen af disse principper.

Kommissionen understregede, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. I denne sag følte Kommissionen sig imidlertid på grund af kilderne til og alvoren af påstandene tvunget til at indtage en forsigtig holdning, hvilket førte til beslutningen om ikke at medtage Y blandt de udvalgte ansøgere. Under disse omstændigheder vurderede Kommissionen, at det ikke ville være forsvarlig økonomisk forvaltning at yde et tilskud til denne ansøger, hvis der var så klar tvivl.

Kommissionen forklarede, at der som nævnt i dens udtalelse blev opdaget et problem med Y's organisationsstruktur under en rutinemæssig revision af 1998-udgifterne, der blev foretaget i februar 2001. Problemet vedrørte det uigennemsigtige forhold mellem Y og Z, en af virksomhedens grundlæggere. En stor del af udgifterne til Y’s aktiviteter blev faktisk afholdt af Z, som derefter fakturerede Y for de tilsvarende beløb. Der var tale om underleverancer, som ikke var tilladt uden Kommissionens tilladelse. Efter yderligere revisioner og interne drøftelser blev det besluttet at forsøge at finde en pragmatisk løsning på problemet. Da arbejdet var blevet udført, og der ikke syntes at have fundet forsætlig svig sted, godkendte Kommissionen de udgifter, som Z havde afholdt på Y's vegne, bortset fra visse personaleomkostninger. Denne løsning gjaldt kun for fortiden og udgjorde ikke Kommissionens godkendelse af denne uigennemsigtige organisationsstruktur.

For at finde ud af den reelle situation har Kommissionen anmodet Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) om at undersøge Y. OLAF er ved at afslutte sin undersøgelse. Ved afslutningen af denne proces og på grundlag af sine resultater vil Kommissionen beslutte, om den vil genoptage et normalt forhold til organisationen.

Som svar på de specifikke oplysninger, som Ombudsmanden havde anmodet om, forklarede Kommissionen, at den ikke har udstedt nogen generel vejledning til sine tjenestegrene om, hvordan de skal opføre sig i lignende situationer. Det påhviler den ved subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede at træffe afgørelse fra sag til sag. Kommissionen vil dog gerne understrege, at den i forbindelse med tildelingen af tilskud skal vurdere alle ansøgninger retfærdigt og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. I alvorlige tilfælde af påstande om svig eller dårlig forvaltning finder forsigtighedsprincippet derfor anvendelse, så længe situationen ikke er klart fastlagt.

Klagerens bemærkninger til Kommissionens anden udtalelse

I sine bemærkninger til Kommissionens anden udtalelse bekræftede klageren sine tidligere argumenter.

Klageren påpegede, at Kommissionen fortsat har gentaget de samme belastende argumenter mod hans organisation, uanset de beviser, han har fremlagt, og som beviser, at disse påstande er inkonsekvente. Han bemærkede, at institutionen har anvendt disse argumenter til at afvise en anmodning fra klageren om finansiel bistand i 2002 og 2003 og senest i 2004. Selv om han gentagne gange har anmodet om at få kendskab til anklagerne mod ham og om at blive hørt, inden der træffes en afgørelse, har institutionen ignoreret hans ret til forsvar.

Klageren henviste til det tilfredsstillende forhold mellem Kommissionen og Y mellem 1996 og 2000. Y's forsvarlige økonomiske forvaltning blev illustreret ved resultaterne af Kommissionens revision af 28. januar 2002 vedrørende perioderne 1998, 1999 og 2000. Revisionen konkluderede, at der ikke var konstateret nogen uregelmæssigheder fra Y's side på trods af revisorernes intensive kontrol.

Med hensyn til de oplysninger, som Ombudsmanden anmodede om i sin skrivelse til Kommissionen, mente klageren, at institutionen ikke havde givet yderligere oplysninger, og at den derfor ikke havde besvaret Ombudsmandens anmodninger.

Afgørelsen

1 Påstået manglende retsgrundlag for Kommissionens beslutning

1.1 Klageren hævder, at Kommissionens beslutning af 12. august 2002 om afslag på Y's ansøgning om finansiel støtte i 2002 under Fællesskabets handlingsprogram til fremme af ikke-statslige organisationer (ngo'er) ikke var baseret på bestemmelserne i indkaldelsen af forslag, som indeholdt programmets retsgrundlag, og at han ikke fik mulighed for at blive hørt, før beslutningen blev truffet.

Klageren hævdede, at Kommissionen baserede sin beslutning om at afvise Y's ansøgning om finansiering i 2002 på en række påstande, som han ikke havde kendskab til, og at han aldrig havde haft mulighed for at tilbagevise.

I sine bemærkninger har klageren gjort gældende, at Kommissionens begrundelse for udelukkelsen af Y, nemlig eksistensen af et søgsmål mod organisationen, som blev anlagt ved de nationale domstole, var ubegrundet, da et sådant søgsmål blot omfattede en indledende undersøgelse foretaget af en offentlig anklager. Kommissionen burde have været helt klar over organisationens solide juridiske struktur efter at have haft et løbende samarbejde med den siden 1996.

1.2 Kommissionen gør gældende, at den, når den indgår en retlig forpligtelse, af hensyn til en forsvarlig økonomisk forvaltning skal sikre modtagerens retlige og finansielle formåen samt dennes overordnede integritet. Kommissionen er af den opfattelse, at der var tilstrækkelig grund til at antage, at disse generelle betingelser ikke var opfyldt i den foreliggende sag.

Kommissionen har gjort gældende, at den har beføjelse til selvstændigt og på grundlag af alle tilgængelige oplysninger at træffe afgørelse om tildeling af tilskud. Inden for rammerne af NGO-finansieringsprogrammet er der ikke planlagt møder med støttemodtagere for at drøfte resultatet af deres ansøgning. I det informationsmateriale, der offentliggøres sammen med hver indkaldelse af forslag, anføres det udtrykkeligt, at Kommissionens afgørelse om tilskuddene er endelig. Dette er i overensstemmelse med tanken om, at fællesskabstilskud skal betragtes som gaver, der bør anvendes til at nå en række forud fastsatte mål.

I betragtning af alvoren af de påstande, der blev fremført ved de nationale domstole, mener Kommissionen, at den potentielle støttemodtager på overbevisende måde burde have bevist, at der ikke forelå ulovlige situationer. Efter institutionens opfattelse er der ikke fremlagt sådanne væsentlige beviser.

I sin anden udtalelse anfører Kommissionen, at den på grund af kilderne til og alvoren af påstandene følte sig nødsaget til at indtage en forsigtig holdning, hvilket førte til beslutningen om ikke at medtage Y blandt de udvalgte ansøgere.

Som svar på en anmodning fra Ombudsmanden anførte Kommissionen, at den ikke har udsendt nogen generel vejledning til sine tjenestegrene om, hvordan der kan sikres en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser i sager, der involverer igangværende retslige eller administrative undersøgelser vedrørende den retlige og finansielle formåen hos potentielle modtagere af fællesskabsstøtte. Det påhviler den ved subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede at træffe afgørelse fra sag til sag. Kommissionen vil dog gerne understrege, at den i forbindelse med tildelingen af tilskud skal vurdere alle ansøgninger retfærdigt og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. I alvorlige tilfælde af påstande om svig eller dårlig forvaltning finder forsigtighedsprincippet derfor anvendelse, så længe situationen ikke er klart fastlagt.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens begrundelse for at afvise klagerens ansøgning som anført i dens skrivelse af 12. august 2002 var som følger:

"Jeg er ked af at måtte fortælle dig, at din ansøgning var en af dem, som ikke lykkedes i denne proces af følgende grund:

Med henvisning til den resterende usikkerhed med hensyn til Y's uafhængighed af Z, alvorlige beskyldninger om forfalskning af underskriften på et dokument og påståede ulovlige ændringer af organisationens vedtægter, som en offentlig anklager nu forfølger [...], vil Kommissionen ikke tage en ansøgning fra Y op til fornyet overvejelse, før den har fået tilstrækkelige beviser for organisationens søgsmålskompetence."

Det fremgår af de oplysninger, der blev fremlagt i forbindelse med undersøgelsen, at en national anklagemyndighed på det tidspunkt, hvor Kommissionen vurderede klagerens anmodning, var i færd med at foretage en indledende undersøgelse af en påstået forfalskning begået af klagerens organisation. Desuden blev Kommissionens udvælgelsesprocedure afsluttet, inden den dommer, der var ansvarlig for undersøgelsen, godkendte klagerens organisation den 7. oktober 2002.

1.4 Ombudsmanden finder, at Kommissionen ved behandlingen af ansøgninger om fællesskabsfinansiering ikke blot skal tage hensyn til de specifikke regler, der gælder for dette finansieringsprogram, men også til enhver regel eller ethvert princip, der er bindende for det. Som fastsat i EF-traktatens artikel 274 er en af de generelle regler, der gælder for ethvert initiativ, der indebærer anvendelse af fællesskabsmidler, forpligtelsen til forsvarlig økonomisk forvaltning.

Ombudsmanden bemærker, at fortolkningen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning ikke kan reduceres til en rent regnskabsmæssig definition. Ifølge Fællesskabets retsinstanser skal den korrekte fortolkning omfatte hensynet til de praktiske konsekvenser af den økonomiske forvaltning (3).

1.5 I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden det rimeligt, at Kommissionen, inden den imødekommer anmodninger om finansiel støtte, overvejer, om potentielle støttemodtageres retlige og finansielle formåen samt deres overordnede integritet synes at være tilstrækkelig pålidelig. Ombudsmanden er ikke bekendt med nogen retsregel eller noget retsprincip, der kan forhindre dette.

1.6 Ombudsmanden mener imidlertid, at Kommissionen, når den træffer foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, bør søge at finde en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser, således at potentielle modtagere af dens finansielle bistand behandles både retfærdigt og under behørig hensyntagen til uskyldsformodningen (4). Ombudsmanden har ligeledes anført, at det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Kommissionen kan finde en rimelig balance, medmindre den meddeler en ansøger om tilskud enhver tvivl, som den måtte have med hensyn til ansøgerens søgsmålskompetence, og derefter er rede til at lytte til og besvare oplysninger fra ansøgeren med henblik på at afklare denne tvivl.

1.7 I den foreliggende sag bemærker Ombudsmanden, at det eneste argument til støtte for Kommissionens afgørelse af 12. august 2002 var, at der forelå en strafferetlig undersøgelse af klageren. I sin beslutning henviste Kommissionen ikke til nogen form for dokumentation, som kunne have lagt vægt på dens negative vurdering af klagerens ansøgning. Institutionen begrænsede sig til at tage hensyn til den formelle eksistens af en strafferetlig undersøgelse og de påstande, der blev fremsat i forbindelse hermed, uden at søge at efterprøve disse oplysninger.

Ombudsmanden bemærker, at institutionen på trods af opfordringen til klageren i Kommissionens afgørelse af 12. august 2002 om at fremlægge beviser for sin organisations søgsmålskompetence, efter at klageren havde gjort dette ved skrivelse af 30. august 2002, ikke synes at have reageret på disse beviser og blot i sin skrivelse af 7. oktober 2002 anførte, at modtagerne af 2002-handlingsprogrammet allerede var blevet etableret.

1.8 Efter at have gennemgået sagens faktiske omstændigheder finder Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har været i stand til at påvise, at den i dette tilfælde har fundet en rimelig balance mellem behovet for at forfølge en forsvarlig økonomisk forvaltning af sine tilskud og klagerens ret til at blive behandlet både retfærdigt og med behørig respekt for uskyldsformodningen. Ved udelukkende at basere sig på den formelle eksistens af en juridisk undersøgelse af klageren uden yderligere at kontrollere disse oplysninger behandlede Kommissionen ikke klageren retfærdigt i strid med artikel 6, stk. 2, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser. En kritisk bemærkning vil blive rettet til Kommissionen.

1.9 Ombudsmanden ønsker at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at lignende problemer kan undgås, hvis institutionen tager initiativ til at give sine tjenestegrene vejledning eller instrukser i, hvordan der sikres en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser i sager, der involverer igangværende retslige eller administrative undersøgelser vedrørende den juridiske og finansielle formåen hos potentielle modtagere af fællesskabsstøtte.

Ombudsmanden vil fremsætte en yderligere bemærkning til Kommissionen herom nedenfor.

2 Genovervejelse af den bistand, som klageren har anmodet om

2.1 Klageren hævder, at Kommissionen bør tage sin holdning op til fornyet overvejelse og yde Y den ønskede bistand.

2.2 Kommissionen har gjort gældende, at den ikke er i stand til at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse og yde klageren den ønskede bistand. Institutionen bemærkede i sine drøftelser med klageren, at dens budgetperiode for 2002 var afsluttet, og at Y's anmodning derfor ikke kunne tages op til fornyet overvejelse.

2.3 Ombudsmanden noterer sig Kommissionens erklæring om, at dens budgetperiode for 2002 er afsluttet, og at de ansøgninger, der blev indgivet på det tidspunkt, derfor ikke kan tages op til fornyet overvejelse. Som følge heraf synes det ikke længere muligt at tage klagerens anmodning om finansiel støtte under Fællesskabets handlingsprogram for fremme af ikke-statslige organisationer (ngo'er) fra 2002 op til fornyet overvejelse.

På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at klagerens krav ikke kan imødekommes for så vidt angår 2002-budgettet. Ombudsmanden påpeger imidlertid, at han ikke er bekendt med noget, der forhindrer klageren i at indgive en ansøgning om finansiering i forbindelse med en tilskudsrunde, der stadig er åben.

3 Konklusion

På grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage forekommer det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkning:

Ombudsmanden mener, at Kommissionen, når den træffer foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, bør søge at finde en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser, således at potentielle modtagere af dens finansielle bistand behandles både retfærdigt og under behørig hensyntagen til uskyldsformodningen. Ombudsmanden har ligeledes anført, at det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Kommissionen kan finde en rimelig balance, medmindre den meddeler en ansøger om tilskud enhver tvivl, som den måtte have med hensyn til ansøgerens søgsmålskompetence, og derefter er rede til at lytte til og besvare oplysninger fra ansøgeren med henblik på at afklare denne tvivl.

Efter at have gennemgået sagens faktiske omstændigheder finder Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har været i stand til at påvise, at den i dette tilfælde har fundet en rimelig balance mellem behovet for at forfølge en forsvarlig økonomisk forvaltning af sine tilskud og klagerens ret til at blive behandlet både retfærdigt og med behørig respekt for uskyldsformodningen. Ved udelukkende at basere sig på den formelle eksistens af en juridisk undersøgelse af klageren uden yderligere at kontrollere disse oplysninger behandlede Kommissionen ikke klageren retfærdigt i strid med artikel 6, stk. 2, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da disse aspekter af sagen vedrører procedurer vedrørende specifikke begivenheder i fortiden, er det ikke hensigtsmæssigt at søge en mindelig løsning på sagen. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

Ombudsmanden ønsker at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at lignende problemer kan undgås, hvis institutionen tager initiativ til at give sine tjenestegrene vejledning eller instrukser i, hvordan der sikres en rimelig balance mellem privatpersoners interesser og offentlighedens interesser i sager, der involverer igangværende retslige eller administrative undersøgelser vedrørende den juridiske og finansielle formåen hos potentielle modtagere af fællesskabsstøtte.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

Begæringer om aktindsigt i følgende dokumenter imødekommes automatisk, undtagen i forbindelse med klager, der er klassificeret som fortrolige i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1:
(b) klager og dokumenter vedlagt som bilag af klageren"
Vedtaget den 8. juli 2002 og ændret ved ombudsmandens afgørelse af 5. april 2004, som findes på ombudsmandens websted: http://www.ombudsman.europa.eu.

(2) "Hvis klageren anmoder om det, klassificerer Ombudsmanden en klage som fortrolig".

(3) Sag T-105/99, Conseil des communes et régions d'Europe (CCRE) mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 4099, præmis 73.

(4) Se artikel 6, stk. 2, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, som findes på Ombudsmandens websted: http://www.ombudsman.europa.eu.