Strasbourg, den 20. november 2003

Kære T.

Den 22. oktober 2002 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) adfærd.

Den 29. oktober 2002 videresendte Ombudsmanden klagen til OLAF's generaldirektør. OLAF afgav udtalelse den 16. januar 2003. Ombudsmanden fremsendte den til Dem den 23. januar 2003 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 27. januar 2003.

Den 10. februar 2003 skrev Ombudsmanden til OLAF for at anmode om yderligere oplysninger i forbindelse med din klage. OLAF fremsendte sit svar den 24. marts 2003. Jeg fremsendte den til Dem den 22. april 2003 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 24. april 2003.

Den 18. juni 2003 forelagde jeg OLAF et udkast til henstilling. Den 2. oktober 2003 sendte OLAF mig sin udførlige udtalelse om dette udkast til henstilling. Denne udtalelse blev fremsendt til Dem den 6. oktober 2003 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 24. oktober 2003.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klageren er Bruxelles-korrespondent for det tyske ugeblad "Stern". I to artikler, der blev offentliggjort den 28. februar og den 7. marts 2002, dækkede avisen en række beskyldninger om påståede uregelmæssigheder, der var blevet rejst af en EU-tjenestemand, Paul van Buitenen, og undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedrørende disse beskyldninger. Artiklerne var baseret på hr. van Buitenens rapport og fortrolige OLAF-dokumenter, som avisen havde indhentet. Ifølge klageren havde ingen andre aviser på det tidspunkt fået kopier af disse dokumenter.

Den 27. marts 2002 offentliggjorde OLAF en pressemeddelelse, hvori det påpegede, at "en journalist" havde indhentet en række dokumenter vedrørende sin undersøgelse af de punkter, som van Buitenenen havde rejst, og at OLAF derfor havde besluttet at indlede en intern undersøgelse i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1073/1999 (1) vedrørende den formodede videregivelse af fortrolige oplysninger. Ifølge pressemeddelelsen ville denne interne undersøgelse også omfatte påstanden om, at de relevante dokumenter var blevet indhentet "ved at betale en tjenestemand".(2) Avisen "European Voice" citerede i sin udgave af 4. april 2002 en talsmand for OLAF for at have sagt, at OLAF "havde fået umiddelbare beviser for, at en betaling kunne have fundet sted".

Klageren og hans avis mente, at selv om der ikke var nævnt noget navn i OLAF's pressemeddelelse, skulle den beskyldning om bestikkelse, der var indeholdt heri, forstås som rettet mod dem. Efter klagerens opfattelse havde OLAF fraveget sin normale praksis ved at offentliggøre, at der var indledt en intern undersøgelse, og ved at offentliggøre påstande, der var baseret på rygter, og for hvilke der ikke forelå faktuelle beviser. Til sammenligning henviste klageren til påstande, der var blevet fremsat mod talsmanden for formanden for Europa-Kommissionen, og som OLAF efter hans opfattelse havde reageret forskelligt på. Han fremlagde endvidere uddrag af referatet af mødet i OLAF’s overvågningsudvalg den 9. og 10. april 2002, hvoraf det fremgik, at udvalgets medlemmer havde erklæret sig »overraskede« over, at OLAF i sin pressemeddelelse havde henvist til en betaling, der angiveligt var blevet foretaget. Klageren havde mistanke om, at OLAF's adfærd kunne skyldes pres fra Kommissionen. Han henviste i den forbindelse til referatet af Kommissionens møde den 6. marts 2002.

Klageren fremsendte også en kopi af en intern e-mail, som B. (OLAF’s talsmand) havde rundsendt inden for OLAF den 11. april 2002. I denne e-mail påpegede B., at de eneste faktiske omstændigheder, der var sikre på daværende tidspunkt, var, at et fortroligt OLAF-dokument var blevet lækket til pressen, og at der var rygter om, at dette dokument endda var blevet betalt med angivelse af den betalte pris: "qu’il y avait des "rumeurs" qui circulaient autour de l’OLAF et autour de la Commission européenne selon lesquelles ces documents auraient même été "payés" (avec même l’indication d’un montant…)".

Klageren og hans avis gjorde gældende, at de aldrig havde foretaget betalinger til EU-ansatte eller andre personer for at få adgang til de pågældende dokumenter. Den 28. marts 2002 offentliggjorde ’Stern’ en pressemeddelelse herom. Klageren spurgte, om OLAF ved at indlede den relevante undersøgelse ikke havde overskredet sit mandat, som udelukkende var at handle for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Disse finansielle interesser var ikke blevet bragt i fare ved offentliggørelsen af en artikel i "Stern". Den 3. april 2002 skrev avisen til formanden for OLAF’s overvågningsudvalg. Formanden for dette organ påpegede i sit svar af 11. april 2002, at oplysningerne fra avisen var blevet noteret. Han var ligeledes af den opfattelse, at referatet af Kommissionens møde den 6. marts 2002 ikke viste, at Kommissionen havde udøvet noget pres på OLAF.

Ved brev af 29. juli 2002 henvendte klageren sig til OLAF's generaldirektør for at klage over pressemeddelelsen af 27. marts 2002. Klageren anmodede OLAF om at trække denne pressemeddelelse tilbage eller informere offentligheden om, at den ikke havde grund til mistanke mod ham selv og avisen. Derudover påpegede klageren, at det ud fra et svar fra Kommissionen som svar på en skriftlig forespørgsel fra et medlem af Europa-Parlamentet forekom muligt, at OLAF havde overvåget eller tilladt at blive overvåget OLAF-personalets e-mails og telefonopkald for at finde ud af de mulige kilder, som avisen havde anvendt. Han anmodede derfor OLAF om at bekræfte, at det på intet tidspunkt havde overvåget hans telefon- eller e-mailkommunikation med OLAF's personale. Hvis en sådan overvågning skulle have fundet sted, anmodede klageren OLAF om at præcisere retsgrundlaget for et sådant indgreb i hans privatsfære, og hvornår og hvordan et sådant indgreb var blevet godkendt af en dommer. Klageren spurgte endelig, hvilke personoplysninger OLAF havde indhentet om sig selv.

Den 22. august 2002 besvarede OLAF klagerens skrivelse. OLAF påpegede, at det hverken havde nævnt klageren eller hans avis i sin pressemeddelelse, og at der ikke var planer om yderligere pressemeddelelse i denne sag på nuværende tidspunkt. Det understregede endvidere, at OLAF altid sikrede, at dets undersøgelsesmetoder var i overensstemmelse med loven, og tilføjede, at OLAF ikke var i besiddelse af andre personoplysninger om klageren end hans arbejdsadresse, telefonnummer osv.

I sin klage til Ombudsmanden fremsatte klageren i det væsentlige følgende påstande:

(1) OLAF havde handlet forkert ved i sin pressemeddelelse af 27. marts 2002 og i kommentarer til "European Voice" at offentliggøre påstande om bestikkelse, der skulle forstås som rettet mod klageren og hans avis.

(2) OLAF havde ikke besvaret alle spørgsmålene i klagerens skrivelse af 29. juli 2002.

Klageren hævdede, at OLAF burde trække påstandene om bestikkelse tilbage, helst på samme måde som de var blevet fremsat, dvs. i en pressemeddelelse og en særskilt meddelelse til "European Voice". Han nedlagde endvidere påstand om, at OLAF skulle give et fuldstændigt svar på spørgsmålene i hans skrivelse af 29. juli 2002.

Forespørgslen

OLAF's udtalelse

OLAF fremsatte i sin udtalelse følgende bemærkninger:

Det fremgik af OLAF’s pressemeddelelse af 27. marts 2002, at a) kontoret havde indledt en intern undersøgelse i henhold til forordning nr. 1073/1999 af en tilsyneladende lækage af fortrolige oplysninger i en rapport udarbejdet af OLAF, og b) at en journalist ifølge de oplysninger, som kontoret havde modtaget, havde modtaget en række dokumenter vedrørende den såkaldte "Van Buitenen"-sag, og at det ikke var udelukket, at der kunne være foretaget betaling til nogen i OLAF (eller eventuelt en anden EU-institution) for disse dokumenter.

Beslutningen om at meddele, at der var indledt en intern undersøgelse, blev truffet efter nøje overvejelse. Årsagerne til meddelelsen var:

(1) De fortrolige oplysninger, der derefter blev offentliggjort i medierne, skadede OLAF's effektivitet og dermed bekæmpelsen af svig ved at skade igangværende undersøgelser.

(2) Hvis lækagen af oplysninger kan tilskrives en OLAF-tjenestemand, ville det udgøre en overtrædelse af OLAF's retlige forpligtelser, navnlig artikel 8 i forordning (EF) nr. 1073/1999, EF-traktatens artikel 287 og tjenestemandsvedtægtens artikel 17 om tavshedspligt og EF-traktatens artikel 286 og forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af personoplysninger.

(3) I henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning 1073/1999 skulle OLAF's direktør "sikre, at kontorets ansatte og de øvrige personer, der handler under hans myndighed, overholder fællesskabsbestemmelserne og de nationale bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger". I henhold til artikel 8, stk. 4, skulle OLAF's direktør "sikre, at denne artikel [om fortroligheden af oplysninger, der indsamles under en undersøgelse] og traktatens artikel 286 og 287 finder anvendelse". De foranstaltninger, der blev truffet som reaktion på lækagerne, var derfor i overensstemmelse med direktørens retlige forpligtelser til at træffe foranstaltninger i tilfælde af sådanne hændelser.

Det var også vigtigt at beskytte OLAF's troværdighed over for offentligheden ved at gøre den opmærksom på, at der blev truffet foranstaltninger mod disse overtrædelser. I betragtning af de alvorlige konsekvenser af muligheden for, at en OLAF-tjenestemand var ansvarlig for ulovlig videregivelse af fortrolige oplysninger og personoplysninger, besluttede OLAF's direktør offentligt og på den mest gennemsigtige måde at meddele, at OLAF undersøgte disse overtrædelser for at identificere de ansvarlige og forhindre sådanne yderligere overtrædelser.

På grundlag af de konkrete oplysninger, som OLAF havde modtaget, havde kontoret desuden grund til at antage, at der i mindst ét tilfælde var blevet betalt til en tjenestemand ved OLAF eller en anden EU-tjenestemand for udlevering af fortrolige dokumenter. Hvis dette faktisk var sket, ville tjenestemanden have gjort sig skyldig i korruption, en strafbar handling, og have overtrådt forskellige artikler i personalevedtægten. Forespørgsler om, hvorvidt dette rent faktisk var sket, var stadig i gang.

OLAF havde aldrig spekuleret på, hvilke(n) journalist(er) eller hvilke(n) medieorganisation(er) der kunne have betalt OLAF eller andre EU-tjenestemænd for fortrolige dokumenter. Klageren havde ikke fremlagt noget bevis til støtte for sin påstand om, at han alene i medierne var i besiddelse af de pågældende dokumenter på det tidspunkt, hvor OLAF's undersøgelse blev indledt. Tværtimod var der bevis for, at andre medier havde indhentet de samme dokumenter. OLAF afviste klagerens påstand om, at forslagene om, at betalingen kunne have fundet sted, skulle forstås som rettet mod ham selv og hans arbejdsgivere.

Klagerens brev af 29. juli 2002 havde stillet en række detaljerede spørgsmål om OLAF's operationelle metoder, navnlig den mulige anvendelse af overvågningsteknikker i forbindelse med e-mail- og telefonkommunikation. Der var omstændigheder, hvorunder OLAF eller de myndigheder i medlemsstaterne, som OLAF samarbejdede med i forbindelse med undersøgelserne, lovligt kunne indhente oplysninger ved hjælp af metoder, der henhørte under denne generelle overskrift. En sådan mulighed blev f.eks. behandlet i Kommissionens nylige meddelelse til sine ansatte om tjenestemænds korrekte brug af e-mailsystemet. OLAF havde imidlertid ikke frihed til at drøfte de undersøgelsesmetoder, der anvendes i forbindelse med en igangværende undersøgelse. OLAF havde hverken de tekniske eller juridiske midler til at aflytte telefonlinjer.

OLAF gav udtryk for det synspunkt, at det i lyset af ovenstående havde behandlet dette spørgsmål på en helt hensigtsmæssig måde.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til OLAF's udtalelse fastholdt klageren sin klage og fremsatte følgende yderligere bemærkninger:

OLAF's ret til at skride ind over for eventuelle "lækager" inden for kontoret blev ikke anfægtet. Klagen vedrørte udelukkende de metoder, som OLAF anvendte til at forfølge dette mål. OLAF havde nævnt målet om at gå frem på "den mest gennemsigtige måde". Gennemsigtighed drejede sig imidlertid om faktiske omstændigheder, mens den foreliggende sag vedrørte "rygter". Det var meget uansvarligt at arbejde med rygter, der ikke var blevet bevist.

Selv om denne sag om fejl eller forsømmelser potentielt berørte en række journalister, var klageren det største offer for de rygter, som OLAF spredte. Klageren fremlagde en række udklip fra aviser og presseagenturer for at vise, at kun "Stern" var blevet nævnt som kilden til historien om hr. van Buitenens afsløringer. Selv om andre journalister også skulle have været i besiddelse af de relevante dokumenter (uden at citere fra dem), ville mistanken om bestikkelse, der blev spredt af OLAF, primært tilfalde klageren, da han først og fremmest havde citeret fra disse dokumenter.

Hvad angår skrivelsen af 29. juli 2002 afviste OLAF stadig at oplyse, hvilke bestemmelser der fandt anvendelse i den foreliggende sag. Det var uacceptabelt ikke at blive informeret om retsgrundlaget for et sådant eventuelt alvorligt indgreb i den private sfære.

Yderligere undersøgelser

Efter nøje overvejelse af OLAF's udtalelse og klagerens bemærkninger viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser.

Anmodning om yderligere oplysninger

Ombudsmanden anmodede derfor OLAF (1) om at forklare, navnlig i lyset af de beviser, som klageren havde fremlagt i sine bemærkninger, hvorfor den mener, at andre personer var eller kunne have været ment med henvisningen til "en" journalist i sin pressemeddelelse af 27. marts 2002, (2) at kommentere det forhold, at ifølge B.'s interne e-mail af 11. april 2002 var de eneste faktiske omstændigheder ("faits"), der var sikre, at der havde været en lækage, og at der var rygter i omløb ("qu'il y avait des "rumeurs" qui circulaient"), og (3) at præcisere, på hvilket grundlag foranstaltninger som overvågning af telefon- eller e-mailkorrespondancen kunne vedtages.

OLAF's svar

I sit svar fremsatte OLAF følgende bemærkninger:

Grunden til, at henvisningen til "en" journalist var neutral og ikke implicerede nogen bestemt person, var, at andre journalister faktisk havde offentliggjort artikler før OLAF's pressemeddelelse af 27. marts 2002 på grundlag af det samme interne dokument, som klageren henviste til i sin artikel af 28. februar 2002. F.eks. havde "Le Monde" den 3. marts 2002 offentliggjort en artikel, der henviste til det pågældende dokument. Den 22. marts 2002 aflagde nyhedsbureauet Belga rapport om OLAF's undersøgelser med henvisning til det pågældende dokument. Den 26. marts 2002 meddelte samme agentur, at formanden for Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg, fru Theato, havde klaget over, at det ikke var "acceptabelt, at medlemmer af pressen havde en fortrolig OLAF-rapport om Paul Van Buitenens seneste afsløringer, og det har vi ikke". Henvisningen til "en" journalist kunne derfor have betydet enten klageren, de journalister, der havde skrevet ovennævnte artikler, eller andre journalister, som fru Theato henviste til.

Henvisningen kunne faktisk også have været til enhver anden journalist, eftersom OLAF ikke havde anført, at undersøgelsen var knyttet til noget specifikt materiale, der allerede var blevet offentliggjort.

OLAF havde modtaget oplysninger fra pålidelige kilder, herunder medlemmer af Europa-Parlamentet, om, at der kunne være foretaget en betaling for dokumenterne. Ingen bestemt journalist eller person havde været impliceret i at have foretaget en sådan betaling.

OLAF havde ikke beføjelser til at træffe foranstaltninger til overvågning pr. telefon eller e-mail af en privatperson og havde aldrig truffet sådanne foranstaltninger over for klageren. Som svar på det hypotetiske spørgsmål om, på hvilket retsgrundlag sådanne foranstaltninger kunne vedtages, var det kun medlemsstaternes kompetente myndigheder, der havde sådanne beføjelser. Udøvelsen af disse beføjelser var underlagt principperne i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fremsatte klageren følgende bemærkninger:

Det forholdt sig ikke desto mindre således, at "Stern" var den første publikation, der citerede fra dokumenterne. Ordlyden "journalist" skulle således give indtryk af, at der var tale om en klager.

OLAF havde ikke forklaret, hvorfor rygter, der blev spredt af medlemmer af Europa-Parlamentet, skulle have større bevisværdi end rygter, der blev cirkuleret af andre personer.

Spørgsmålet om overvågning af telefon- eller e-mailkorrespondancen vedrørte ikke klagerens egne (private eller professionelle) telekommunikationsforbindelser, men muligheden for, at OLAF kunne have indhentet oplysninger om klageren ved at føre tilsyn med sine egne ansatte. Spørgsmålet om retsgrundlaget for overvågningen af telekommunikationstrafikken mellem OLAF-tjenestemænd og tredjeparter (ligesom klageren) og for lagringen af sådanne oplysninger forblev således ubesvaret.

Udkastet til henstilling

Udkastet til henstilling

På grundlag af den dokumentation, han fik forelagt, besluttede Ombudsmanden at fremsætte følgende udkast til henstilling til OLAF i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:

OLAF bør overveje at trække de beskyldninger om bestikkelse, der blev offentliggjort, og som sandsynligvis ville blive opfattet som rettet mod klageren, tilbage.

Dette udkast til henstilling var baseret på følgende overvejelser:

1 Klageren er korrespondent i Bruxelles for det tyske ugeblad "Stern". I to artikler, der blev offentliggjort den 28. februar og den 7. marts 2002, dækkede avisen en række beskyldninger om påståede uregelmæssigheder, der var blevet rejst af en EU-tjenestemand, Paul van Buitenen, og undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedrørende disse beskyldninger. Artiklerne var baseret på hr. van Buitenens rapport og fortrolige OLAF-dokumenter, som avisen havde indhentet. Den 27. marts 2002 offentliggjorde OLAF en pressemeddelelse, hvori det påpegede, at ’en journalist’ havde indhentet en række dokumenter vedrørende sin undersøgelse af de punkter, som van Buitenenen havde rejst, og at OLAF derfor havde besluttet at indlede en intern undersøgelse vedrørende den formodede videregivelse af fortrolige oplysninger. Ifølge pressemeddelelsen ville denne interne undersøgelse også omfatte påstanden om, at de relevante dokumenter var blevet indhentet "ved at betale en tjenestemand".(3) Avisen "European Voice" citerede i sin udgave af 4. april 2002 en talsmand for OLAF for at have sagt, at OLAF "havde fået umiddelbare beviser for, at en betaling kunne have fundet sted".

2 Klageren mente, at OLAF havde handlet forkert ved i sin pressemeddelelse af 27. marts 2002 og i kommentarerne til "European Voice" at offentliggøre påstande om bestikkelse, der skulle forstås som rettet mod ham selv og hans avis.

3 OLAF var af den opfattelse, at henvisningen til "en" journalist i sin pressemeddelelse var neutral og ikke implicerede nogen bestemt person. Den hævdede endvidere, at den på grundlag af specifikke oplysninger, som den havde modtaget, havde grund til at tro, at der mindst én gang var foretaget betaling til en OLAF-tjenestemand eller en anden EU-tjenestemand for udlevering af fortrolige dokumenter.

4 Ombudsmanden er af den opfattelse, at han ikke er i stand til at afgøre, om de beskyldninger om bestikkelse, som OLAF har fremsat, er velbegrundede. Dette spørgsmål er omfattet af OLAF's undersøgelse, som endnu ikke er afsluttet. Ombudsmandens analyse i den foreliggende sag fokuserer derfor udelukkende på spørgsmålet om, hvorvidt OLAF handlede korrekt, da det gav oplysninger om sin undersøgelse til offentligheden gennem sin pressemeddelelse af 27. marts 2002 og gennem oplysninger, der blev anvendt i en artikel offentliggjort i avisen "European Voice" den 4. april 2002. Ombudsmanden bemærker, at OLAF ikke har anfægtet klagerens argument om, at denne artikel var baseret på oplysninger fra OLAF.

5 Det er god forvaltningsskik, når der træffes afgørelser, at sikre, at de vedtagne foranstaltninger står i rimeligt forhold til det tilstræbte mål. Administrationen bør navnlig undgå at begrænse borgernes rettigheder, når disse begrænsninger ikke står i et rimeligt forhold til det formål, der forfølges med foranstaltningen. De er derfor også relevante for formidlingen af oplysninger.

6 Ombudsmanden mener, at OLAF har ret til at indlede en undersøgelse i tilfælde, hvor fortrolige dokumenter, som det har udarbejdet, eller som det er i besiddelse af, lækkes til tredjemand. Han accepterer endvidere, at OLAF har ret til at informere offentligheden om indledningen af sådanne undersøgelser på en passende måde, forudsat at proportionalitetsprincippet overholdes. Sådanne oplysninger fremmer faktisk gennemsigtigheden på et område, der oftere end ikke er præget af hemmeligholdelse og mangel på oplysninger.

7 Klagerens sag bygger på to antagelser, nemlig 1) at OLAF's pressemeddelelse, selv om den ikke nævner noget navn, skulle forstås som en henvisning til ham, når der henvises til "en journalist", og 2) at OLAF ikke havde ret til at antyde, at dokumentet (5) var opnået ved bestikkelse.

8 Ombudsmanden mener, at klageren har fremlagt tilstrækkelige beviser for, at han var den første til i sin artikel af 28. februar 2002 at citere fra de pågældende dokumenter. Klageren har også indsendt et betydeligt antal artikler, der er offentliggjort i andre aviser, og rapporter fra presseagenturer, der henviser til klagerens avis som kilde til deres viden om disse dokumenter, eller som nævner, at "Stern" havde indhentet disse dokumenter. Den informerede offentlighed var derfor udmærket klar over, at "Stern" var den første avis, der trak på denne kilde. Under disse omstændigheder, og selv om der ikke blev nævnt noget specifikt navn, må henvisningen til "en journalist" i OLAF's pressemeddelelse sandsynligvis have været forstået af den informerede offentlighed som en henvisning til klageren. I sit svar på et spørgsmål fra Ombudsmanden støttede OLAF sig på tre artikler eller rapporter for at fastslå, at forfatterne til disse artikler eller rapporter eller andre journalister kunne have været ment med henvisningen til "en journalist" i sin pressemeddelelse. Ombudsmanden er imidlertid af den opfattelse, at det, der er relevant, ikke er de teoretiske muligheder for, hvordan pressemeddelelsen kan fortolkes, men den fortolkning, som den højst sandsynligt har fået. Desuden blev de artikler og rapporter, som OLAF henviste til, alle offentliggjort efter klagerens artikel af 28. februar 2002 (den 3., 22. og 26. marts 2002) og før datoen for OLAF’s pressemeddelelse. Hvis OLAF faktisk skulle have antaget, at de relevante dokumenter var blevet indhentet gennem en lækage fra OLAF eller andre EU-institutioner af mere end én journalist, ville det være meget vanskeligt at forstå, hvorfor pressemeddelelsen henviste til "en journalist" i ental. Hvad angår fru Theatos erklæring, har OLAF ikke påvist, hvorfor den skulle være relevant for fortolkningen af sin egen pressemeddelelse, der blev offentliggjort to dage senere. Ombudsmanden konkluderer derfor, at OLAF's pressemeddelelse af 27. marts 2002 sandsynligvis blev opfattet som en henvisning til klageren og hans avis. Selv om OLAF ikke skulle have haft til hensigt at henvise til klageren, må det have haft kendskab til det indtryk, som dets tekst måtte give.

9 Den Europæiske Ombudsmand mener, at OLAF i sin udtalelse på tilfredsstillende vis har forklaret, hvorfor det fandt det nødvendigt at informere offentligheden om indledningen af en undersøgelse af den tilsyneladende lækage af dokumenter. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at OLAF ikke kun gav disse oplysninger, men også informerede offentligheden i sin pressemeddelelse og i de oplysninger, der blev givet til avisen "European Voice", om, at der var grund til mistanke om, at dokumenterne var opnået gennem bestikkelse. Det skal derfor undersøges, om OLAF med rette offentliggjorde denne mistanke.

10 Ombudsmanden mener ikke, at OLAF har været i stand til at fastslå, at offentliggørelsen af denne mistanke var nødvendig for OLAF's arbejde og stod i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål. Det forhold, at OLAF i den foreliggende sag skulle have besluttet at gå frem på "den mest gennemsigtige måde" ved at give offentligheden nærmere oplysninger om omfanget af sin undersøgelse, må bestemt principielt hilses velkommen, eftersom en sådan tilgang er i overensstemmelse med den forpligtelse, der påhviler EU's institutioner og organer til at træffe afgørelser så åbent som muligt (artikel 1 i traktaten om Den Europæiske Union). En insinuation af bestikkelse er imidlertid en alvorlig påstand, som sandsynligvis vil skade en journalist omdømme. Sådanne insinuationer må derfor ikke offentliggøres uden et tilstrækkeligt seriøst grundlag, der kan kontrolleres offentligt.

11 Ombudsmanden bemærker, at OLAF's pressemeddelelse henviser til "oplysninger", som OLAF har indhentet til støtte for sit synspunkt om, at der "kan" have fundet en vis betaling sted, og at avisen "European Voice" endda citerer OLAF for at have modtaget "umiddelbart bevis for, at der kan have fundet en betaling sted". I løbet af Ombudsmandens undersøgelse har OLAF ikke fremlagt nogen detaljer ud over at hævde, at det havde modtaget "oplysninger fra pålidelige kilder, herunder medlemmer af Europa-Parlamentet, om, at der kan være foretaget en betaling for dokumenterne", endsige fremlagt den dokumentation, det hævdede at have modtaget. Ombudsmanden mener, at bevisværdien af "oplysninger", i henhold til hvilke en betaling "kan" have fundet sted, nødvendigvis må være meget begrænset. På grundlag af de beviser, der blev fremlagt for Ombudsmanden, synes klagerens opfattelse af, at OLAF reelt ikke baserede sig på andet end rygter, derfor ikke at være urimelig. Denne opfattelse bekræftes i øvrigt af B.’s e-mail af 11. april 2002. Ombudsmanden udelukker ikke, at OLAF kan være berettiget til at indlede en undersøgelse på grundlag af rene rygter, forudsat at de handlinger, der angiveligt er begået, er tilstrækkeligt alvorlige. Han accepterer også, at OLAF kan være tilbageholdende eller ude af stand til at kommentere aspekter af en igangværende undersøgelse. Hvis OLAF imidlertid beslutter at give oplysninger om en igangværende undersøgelse, skal det tage hensyn til de negative konsekvenser, som sådanne oplysninger kan have for omdømmet for de personer, der er berørt af de påstande, som OLAF vælger at offentliggøre. Ombudsmanden mener, at OLAF ved at fremsætte påstande om bestikkelse uden et faktuelt grundlag, der både er tilstrækkeligt og tilgængeligt for offentlig kontrol, er gået ud over, hvad der står i rimeligt forhold til det formål, der forfølges med dets handlinger. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut anmodede Ombudsmanden OLAF om at sende en detaljeret udtalelse om dette udkast til henstilling. Ombudsmanden bemærkede, at den detaljerede udtalelse kunne bestå i en accept af hans afgørelse og en beskrivelse af de foranstaltninger, der var truffet for at gennemføre udkastet til henstilling.

OLAF's udførlige udtalelse

I sin udførlige udtalelse meddelte OLAF Ombudsmanden, at det accepterede udkastet til henstilling, og at det var blevet gennemført ved at offentliggøre en pressemeddelelse, hvoraf en kopi var vedlagt.

Denne pressemeddelelse, der er dateret den 30. september 2003, og som bærer titlen »OLAF’s afklaring af en tilsyneladende lækage af oplysninger«, har følgende ordlyd:

"Den 27. marts 2002 udsendte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en pressemeddelelse, hvori det meddelte, at det havde indledt en intern undersøgelse i henhold til forordning (EF) nr. 1073/1999 af en tilsyneladende lækage af fortrolige oplysninger i en rapport udarbejdet af OLAF.

Den anførte, at en journalist ifølge de oplysninger, som kontoret havde modtaget, havde modtaget en række dokumenter vedrørende den såkaldte "van Buitenen-sag", og at det ikke var udelukket, at der kunne være foretaget betaling til nogen i OLAF (eller eventuelt en anden EU-institution) for disse dokumenter.

OLAF's undersøgelser er endnu ikke afsluttet, men indtil videre har OLAF ikke fået bevis for, at en sådan betaling blev foretaget."

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til OLAF's detaljerede udtalelse var klageren af den opfattelse, at OLAF ikke i tilstrækkelig grad havde gennemført Ombudsmandens udkast til henstilling. Klageren gjorde gældende, at OLAF ikke udtrykkeligt havde trukket påstandene om bestikkelse tilbage. Tværtimod indebar ordlyden af OLAF’s pressemeddelelse, at OLAF anså det for muligt, at der stadig kunne fremkomme beviser til støtte for disse påstande. Ifølge klageren eksisterede mistanken således stadig og var endda på skammelig vis blevet henledt på ny. Klageren bemærkede også, at OLAF tilsyneladende ikke havde gjort noget for at præcisere sin holdning over for "European Voice". Han afsluttede med at gøre gældende, at OLAF udtrykkeligt skulle trække beskyldningerne om bestikkelse tilbage og formelt erklære, at det på intet tidspunkt havde disponeret over beviser til støtte for sådanne beskyldninger.

Afgørelsen

1 Offentliggørelse af påstande om bestikkelse

1.1 Klageren er korrespondent i Bruxelles for det tyske ugeblad "Stern". I to artikler, der blev offentliggjort den 28. februar og den 7. marts 2002, dækkede avisen en række beskyldninger om påståede uregelmæssigheder, der var blevet rejst af en EU-tjenestemand, Paul van Buitenen, og undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedrørende disse beskyldninger. Artiklerne var baseret på hr. van Buitenens rapport og fortrolige OLAF-dokumenter, som avisen havde indhentet. Den 27. marts 2002 offentliggjorde OLAF en pressemeddelelse, hvori det påpegede, at ’en journalist’ havde indhentet en række dokumenter vedrørende sin undersøgelse af de punkter, som van Buitenenen havde rejst, og at OLAF derfor havde besluttet at indlede en intern undersøgelse vedrørende den formodede videregivelse af fortrolige oplysninger. Ifølge pressemeddelelsen ville denne interne undersøgelse også omfatte påstanden om, at de relevante dokumenter var blevet indhentet "ved at betale en tjenestemand". I sin udgave af 4. april 2002 citerede avisen "European Voice" en talsmand for OLAF for at have sagt, at OLAF "umiddelbart havde fået bevis for, at en betaling kunne have fundet sted".

1.2 Klageren mente, at OLAF havde handlet forkert ved i sin pressemeddelelse af 27. marts 2002 og i kommentarerne til "European Voice" at offentliggøre påstande om bestikkelse, der skulle forstås som rettet mod ham selv og hans avis.

1.3 OLAF var af den opfattelse, at henvisningen til "en" journalist i sin pressemeddelelse var neutral og ikke implicerede nogen bestemt person. Den hævdede endvidere, at den på grundlag af specifikke oplysninger, som den havde modtaget, havde grund til at tro, at der mindst én gang var foretaget betaling til en OLAF-tjenestemand eller en anden EU-tjenestemand for udlevering af fortrolige dokumenter.

1.4 Den 18. juni 2003 forelagde Ombudsmanden et udkast til henstilling for OLAF, ifølge hvilket OLAF skulle overveje at trække de beskyldninger om bestikkelse, der var blevet offentliggjort, og som sandsynligvis ville blive opfattet som rettet mod klageren, tilbage.

1.5 Den 2. oktober 2003 meddelte OLAF Ombudsmanden, at det havde accepteret udkastet til henstilling, og at det havde gennemført det ved at offentliggøre en pressemeddelelse.

1.6 Den relevante passage i denne pressemeddelelse lyder som følger: "OLAF's undersøgelser er endnu ikke afsluttet, men OLAF har endnu ikke fået bevis for, at en sådan betaling blev foretaget."

1.7 Ombudsmanden er enig med klageren i, at OLAF ved at offentliggøre denne pressemeddelelse ikke i tilstrækkelig grad har gennemført Ombudsmandens udkast til henstilling. I stedet for at trække påstandene om bestikkelse tilbage anfører OLAF blot, at det "til dato" ikke har fundet tilstrækkelige beviser til at underbygge disse påstande. Ordlyden af denne pressemeddelelse indebærer således, at OLAF anser det for muligt, at der stadig kan fremkomme beviser til støtte for disse påstande. Under disse omstændigheder er de foranstaltninger, som OLAF har truffet, åbenbart utilstrækkelige til at afhjælpe det tilfælde af fejl eller forsømmelser, som Ombudsmanden har konstateret. Der vil derfor blive fremsat en kritisk bemærkning i denne henseende.

2 Manglende besvarelse af spørgsmål ved skrivelse af 29. juli 2002

2.1 Klageren hævdede, at OLAF ikke havde besvaret alle de spørgsmål, han havde fået stillet i sin skrivelse af 29. juli 2002. I denne skrivelse havde han anmodet OLAF om at bekræfte, at det på intet tidspunkt havde overvåget hans telefon- eller e-mailkommunikation med OLAF's personale. Hvis en sådan overvågning skulle have fundet sted, anmodede klageren OLAF om at præcisere retsgrundlaget for et sådant indgreb i hans privatsfære, og hvornår og hvordan et sådant indgreb var blevet tilladt.

2.2 OLAF var af den opfattelse, at det havde besvaret disse spørgsmål.

2.3 Ombudsmanden bemærker, at OLAF i sit svar af 22. august 2002 på ovennævnte skrivelse forklarede, at det altid sikrede, at dets undersøgelsesmetoder var i overensstemmelse med loven, og tilføjede, at det ikke var i besiddelse af personoplysninger om klageren ud over hans arbejdsadresse, telefonnummer osv. OLAF tilføjede i sin udtalelse, at der var tilfælde, hvor det kunne indhente oplysninger ved hjælp af overvågningsteknikker vedrørende e-mail og telefonkommunikation, men at OLAF selv hverken havde de tekniske eller juridiske midler til at aflytte telefonlinjer. OLAF påpegede endvidere, at det ikke stod OLAF frit for at drøfte de undersøgelsesmetoder, der anvendes i forbindelse med en igangværende undersøgelse. I sit svar på et spørgsmål fra Ombudsmanden anførte OLAF, at det ikke havde beføjelser til at træffe foranstaltninger til overvågning af en privatperson via telefon eller e-mail og aldrig havde truffet sådanne foranstaltninger over for klageren.

2.4 Ombudsmanden bemærker, at OLAF's svar giver mulighed for, at det kunne have truffet foranstaltninger vedrørende overvågning af e-mailkorrespondancen mellem dets egne tjenestemænd eller tjenestemænd fra andre EU-institutioner.(6) OLAF har imidlertid også meddelt klageren, at det ikke er i besiddelse af personoplysninger om ham, bortset fra hans arbejdsadresse, telefonnummer osv. Ombudsmanden mener, at oplysninger, der er indsamlet ved en eventuel overvågning af e-mailkorrespondance mellem klageren og EU-tjenestemænd, vil udgøre "personoplysninger" om klageren som omhandlet i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (7).

2.5 Under disse omstændigheder og i betragtning af, at OLAF's undersøgelse stadig er i gang, mener Ombudsmanden, at OLAF synes at have besvaret de spørgsmål, som klageren forelagde det i sin skrivelse af 29. juli 2002.

2.6 På grundlag af ovenstående betragtninger synes der ikke at være tale om fejl eller forsømmelser fra OLAF’s side for så vidt angår det andet klagepunkt.

3 Klagerens påstande

3.1 Klageren hævdede, at OLAF burde trække påstandene om bestikkelse tilbage, helst på samme måde som de var blevet fremsat, dvs. i en pressemeddelelse og en særskilt meddelelse til "European Voice". Han nedlagde endvidere påstand om, at OLAF skulle give et fuldstændigt svar på spørgsmålene i hans skrivelse af 29. juli 2002.

3.2 OLAF kommenterede ikke disse påstande i sin udtalelse.

3.3 Som anført ovenfor mener Ombudsmanden, at der foreligger fejl eller forsømmelser fra OLAF's side for så vidt angår den første påstand. Ombudsmanden er af den opfattelse, at dette tilfælde af fejl eller forsømmelser kan og bør fjernes ved at trække de påstande om bestikkelse, der blev offentliggjort, og som sandsynligvis skulle forstås som rettet mod klageren, tilbage. Det udkast til henstilling herom, som Ombudsmanden forelagde OLAF, blev imidlertid ikke gennemført i tilstrækkelig grad af OLAF (jf. punkt 1.7 ovenfor). Ombudsmanden vil derfor fremsætte en kritisk bemærkning.

4 Konklusion

4.1 På baggrund af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage er det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkning:

Ved at fremsætte påstande om bestikkelse uden et faktuelt grundlag, der både er tilstrækkeligt og tilgængeligt for offentlig kontrol, er OLAF gået ud over, hvad der står i rimeligt forhold til det formål, der forfølges med dets handlinger. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

4.2 Ombudsmanden bemærker, at OLAF accepterede det udkast til henstilling, som han havde forelagt det, selv om OLAF efter hans mening ikke havde gennemført det i tilstrækkelig grad. Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden, at en kritisk bemærkning fra ham kan udgøre en tilstrækkelig tilfredsstillelse for klageren. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at forelægge en særlig rapport for Europa-Parlamentet i denne sag.

4.3 Ombudsmanden vil imidlertid sende en kopi af denne afgørelse til OLAF og medtage den i årsberetningen for 2003, som vil blive forelagt Europa-Parlamentet.

4.4 Ombudsmanden afslutter således sagen.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25.5.1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), EFT L 136, s. 1. Interne undersøgelser synes i øvrigt at være omfattet af forordningens artikel 5, stk. 2, og ikke af artikel 5, stk. 1.

(2) Den engelske udgave af denne pressemeddelelse, som findes på OLAF's websted, har en lidt anden ordlyd: "Ifølge de oplysninger, som kontoret har modtaget, har en journalist modtaget en række dokumenter vedrørende den såkaldte "Van Buitenen-sag". Det er ikke udelukket, at der kan være foretaget betaling til nogen i OLAF (eller eventuelt en anden EU-institution) for disse dokumenter."

(3) Den engelske udgave af denne pressemeddelelse, som findes på OLAF's websted, har en lidt anden ordlyd: "Ifølge de oplysninger, som kontoret har modtaget, har en journalist modtaget en række dokumenter vedrørende den såkaldte "Van Buitenen-sag". Det er ikke udelukket, at der kan være foretaget betaling til nogen i OLAF (eller eventuelt en anden EU-institution) for disse dokumenter."

(4) Jf. artikel 6 i kodeksen for god forvaltningsskik, som findes på Den Europæiske Ombudsmands websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(5) OLAF henviste i sin udtalelse til fortrolige "dokumenter", der var blevet lækket. I sit svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger omtalte OLAF imidlertid "det samme interne dokument, som klageren henviste til i sin artikel af 28. februar 2002" (dvs. rapporten fra van Buitenen). Eftersom klageren synes at have fået yderligere interne OLAF-dokumenter i besiddelse (hvoraf i det mindste nogle var vedlagt klageren), henvises der i denne afgørelse generelt til "dokumenter".

(6) I sit svar på et spørgsmål fra Ombudsmanden nævnte OLAF, at det ikke havde beføjelse til at træffe sådanne foranstaltninger over for "privatpersoner".

(7) EFT 2001 nr. L 8, s. 1. I henhold til artikel 2, litra a), forstås ved "personoplysninger" i denne forordning "enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person".