- DA Dansk
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.
Afgørelse om, hvordan Europa-Kommissionen behandlede to traktatbrudsklager over planlægningslove vedrørende detailområder i Tyskland (fælles sag 2238 og 2249/2021/MHZ)
Afgørelse
Sag 2238/2021/MHZ - Indledt den Tirsdag | 01 februar 2022 - Afgørelse af Fredag | 16 december 2022 - Den vedrørte institution Europa-Kommissionen ( Konstaterede fejl og forsømmelser ) - Land Belgien
Sag 2249/2021/MHZ - Indledt den Tirsdag | 01 februar 2022 - Afgørelse af Fredag | 16 december 2022 - Den vedrørte institution Europa-Kommissionen ( Konstaterede fejl og forsømmelser ) - Land Tyskland
Klagerne er to detailvirksomheder, IKEA og Decathlon, som hævdede, at Europa-Kommissionen ikke på passende vis havde behandlet overtrædelsesprocedurer mod Tyskland vedrørende planlægningslove og detailområder. Klagerne kritiserede sagsbehandlingstiden, idet den oprindelige overtrædelsesklage blev indgivet i 2008. De kritiserede også Kommissionens forskellige forklaringer på forsinkelsen.
I løbet af undersøgelsen fremsendte Ombudsmanden foreløbige konklusioner til Kommissionen, navnlig at Kommissionen havde brugt urimeligt lang tid (mere end tretten år) på at behandle de indledende administrative faser af traktatbrudsproceduren. Hun foreslog, at Kommissionen skulle træffe afgørelse om næste fase af proceduren uden yderligere forsinkelse.
Som svar på Ombudsmandens konklusioner gav Kommissionen forklaringer med henblik på at begrunde den tid, det tog, og anførte, at den agtede at træffe en afgørelse i begyndelsen af 2023.
Ombudsmanden var af den opfattelse, at den tid, det tog, ikke kunne begrundes. Hun afsluttede undersøgelsen med en konstatering af fejl eller forsømmelser. Hun mente, at det ikke ville tjene noget formål at fremsætte en henstilling, da Kommissionen forpligtede sig til at træffe en afgørelse i de kommende måneder. Kommissionen bør aflægge rapport til Ombudsmanden inden udgangen af marts 2023.
Baggrunden for klagerne
1. I 2008 indgav IKEA Retail Germany en klage til Europa-Kommissionen mod Tyskland. Klagen vedrørte planlægningsrestriktioner for detailforretninger i to tyske delstater (Nordrhein-Westfalen og Baden-Württemberg), som gælder for store detailforretninger (på over 800 m2)[1].
2. IKEA hævdede, at lovgivningen undergraver retten til fri etablering [2] og EU's tjenesteydelsesdirektiv [3]. Kommissionen indledte en traktatbrudsprocedure [4] i forbindelse med klagen og sendte en »åbningsskrivelse« til Tyskland den 25. juni 2009. Tyskland svarede to måneder senere.
3. I 2014 indgav Decathlon Germany en klage til Kommissionen om samme emne. Kommissionen besluttede at behandle klagerne fra IKEA og Decathlon i fællesskab. Den 18. juni 2015 fremsendte den en supplerende åbningsskrivelse til de tyske myndigheder. Tyskland svarede i august 2015.
4. Siden da har IKEA og Decathlon været i kontakt med Kommissionen om traktatbrudsproceduren, herunder gennem møder med relevante medarbejdere i Kommissionen og gennem korrespondance.
5. I 2018 afsagde EU-Domstolen (EU-Domstolen) en dom i en sag om begrænsninger af detailpladsen (Visser-sagen)[5].
6. I december 2020 udarbejdede konferencen af tyske ministre for fysisk planlægning retningslinjer for delstaterne og præciserede undtagelserne fra de regler, der begrænser detailhandleres etableringsfrihed.
7. Mellem oktober 2020 og august 2021 udvekslede klagerne og Kommissionen breve og holdt et møde i januar 2021. Decathlon og IKEA gav i deres breve udtryk for deres utilfredshed med, hvordan Kommissionen havde håndteret traktatbrudsproceduren, og at den syntes at være "politisk blokeret". Kommissionen forklarede, at den søgte en tilfredsstillende løsning, og at den planlagde at genoptage drøftelserne med de tyske myndigheder, efter at det tyske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union var afsluttet (december 2020).
8. I august 2021 meddelte Kommissionen klagerne, at den tyske forbundsregering havde anført, at den ud over ovennævnte retningslinjer overvejede at ændre forbundsloven om fysisk planlægning med henblik på at fastsætte mere udtrykkelige bestemmelser om, hvornår statslige myndigheder kan indrømme undtagelser fra planlægningsrestriktioner for detailområder. Den anførte, at denne ændring kunne vedtages i 2022.
9. Den 17. december 2021 henvendte IKEA og Decathlon sig til Den Europæiske Ombudsmand.
Undersøgelsen
10. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagernes bekymring over, at Kommissionen ikke har håndteret traktatbrudsprocedurer mod Tyskland på passende vis efter to klager over planlægningslove og detailområder (2008/4946 og 2015/4207).
11. Undersøgelsen undersøgte: i) den tid, det tog Kommissionen at behandle traktatbrudsproceduren, og ii) Kommissionens begrundelse for forsinkelsen.
12. Den 22. marts 2022 mødtes Ombudsmandens undersøgelseshold med Kommissionen og inspicerede Kommissionens sagsakter. Klagerne fremsatte bemærkninger til Ombudsmandens rapport om mødet med Kommissionen og inspektionen [6]. Den 15. juli 2022 sendte Ombudsmanden sine foreløbige konklusioner [7] til Kommissionen. Kommissionens svar af 14. oktober 2022 blev videresendt til klagerne. De fremsatte deres bemærkninger den 16. november 2022.
Forsinkelse og begrundelse herfor
Indledende argumenter forelagt Ombudsmanden
13. Klagerne hævdede, at proceduren havde taget uforholdsmæssig lang tid (indtil videre mere end 13 år), og at Kommissionens begrundelse for forsinkelsen manglede troværdighed og havde ændret sig i årenes løb. Klagerne er blevet forledt til at forstå, at politiske overvejelser og national indflydelse har forhindret, at traktatbrudsproceduren blev afsluttet.
14. Under mødet med Ombudsmandens undersøgelseshold fremførte Kommissionen, at sagerne er komplekse og indebærer en konflikt mellem retten til etableringsfrihed i EU og bekymringer vedrørende by- og amtsplanlægning, herunder miljø- og forbrugerbeskyttelse. Den påpegede også kompleksiteten af det føderale system i Tyskland som havende spillet en rolle i forsinkelsen.
15. Kommissionen erkendte, at sagen er en af de længste traktatbrudsprocedurer til dato, idet den blev indledt i 2008. I 2017 blev proceduren suspenderet i afventning af den endelige dom i Visser-sagen. Efter afsigelsen af dommen i 2018 genoptog Kommissionen sagerne.
16. Kommissionen anførte imidlertid, at det tyske valg i 2017 og ændringen i ministerporteføljerne også bidrog til forsinkelsen. Det tilføjede, at det er fortsat med at analysere relaterede ændringer, såsom de retningslinjer, der er udstedt af konferencen af tyske ministre for fysisk planlægning.
17. Kommissionen redegjorde også for andre foranstaltninger, som den havde truffet, mens traktatbrudsproceduren var i gang, med henblik på at sikre, at medlemsstaterne overholder retten til etableringsfrihed. I 2018 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om detailsektoren [8], hvori den identificerede bedste praksis som rettesnor for medlemsstaternes reformer i sektoren samt en praktisk vejledning [9] for nationale eller regionale myndigheder om reform af detailsektoren. Kommissionen afholdt også workshopper og andre initiativer, der omfattede interessenter.
18. Kommissionen hævdede, at den bevidst havde valgt at behandle sagen gennem dialog med myndighederne i Tyskland snarere end ved at gå videre gennem de formelle trin i en traktatbrudsprocedure. Den sagde, at dette "har gjort fremskridt i disse tilfælde en langsom proces".
19. Kommissionen afholdt et betydeligt antal bilaterale møder og andre typer møder med relevante myndigheder i Tyskland. Dette omfattede et møde i januar 2019 med deltagelse af klagerne, de føderale og statslige myndigheder i Tyskland og Kommissionen (med repræsentanter for Den Juridiske Tjeneste og Generaldirektoratet for Handel).
20. Kommissionen sagde, at den ikke forventer at afslutte traktatbrudsproceduren på noget tidspunkt snart, da dens dialog med myndighederne i Tyskland stadig er i gang, og de tyske myndigheder har flere skridt at tage.
21. Kommissionen anførte, at det kunne være en mulighed at afslutte denne sag af "mulighedsgrunde". Den anførte, at den kan træffe en sådan afgørelse, selv om den finder, at den nationale lovgivning/praksis tydeligvis ikke er forenelig med EU-retten. I sådanne tilfælde beskriver Kommissionens afsluttende skrivelse den retlige situation, og hvorfor den er uforenelig med EU-retten, samt de særlige omstændigheder i en medlemsstat, der egner sig til at afslutte sagen. Dette brev kan derefter anvendes af klagere som led i en retssag på nationalt plan. Hvis en klager beslutter at indbringe en sag, der er blevet afsluttet på grund af lejlighed, for en national domstol, kan den nationale domstol beslutte at anmode om en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen, en procedure, hvor Kommissionen regelmæssigt griber ind.
22. I deres bemærkninger til kontrolrapporten [10] hævdede klagerne, at Kommissionen på trods af Kommissionens synspunkter om sagens kompleksitet ikke overholdt de gældende regler, navnlig artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)[11]. Hvis Kommissionen finder, at en medlemsstat ikke har opfyldt en forpligtelse i henhold til traktaterne, bør den afgive en "begrundet udtalelse" om spørgsmålet. Kommissionen har sendt to åbningsskrivelser, hvori den anfører, at den mener, at dette er tilfældet, og der er intet, der tyder på, at den har ændret holdning. Dommen i Visser-sagen styrkede kun Kommissionens retlige vurdering.
23. Efter klagernes opfattelse havde de skridt, som Kommissionen havde taget i denne sag, ud over mødet i januar 2019 til formål at forsinke proceduren.
24. Klagerne udtrykte bekymring over Kommissionens tegn på, at den kunne afslutte deres sag af "mulighedsgrunde". Selv om Kommissionen henviste til muligheden for at anlægge sag på nationalt plan, er den klar over, at den allerede har gjort det. Klagerne indgav deres overtrædelsesklager, efter at Forbundsrepublikken Tysklands forvaltningsdomstol fandt, at begrænsningerne i den tyske planlægningslov er berettigede (forholdsmæssige). Hvis traktatbrudsproceduren blev afsluttet af lejlighedsgrunde, hævdede klagerne, at den tyske forvaltningsdomstol ikke ville undersøge sagen og ikke ville videresende deres sag til EU-Domstolen.
25. Klagerne sagde også, at selv om Kommissionens sagsbehandlere, der behandlede deres sag, havde opretholdt en god kommunikation med dem, havde de ikke fået en begrundelse for den igangværende forsinkelse siden dommen i Visser-sagen. I denne periode havde de relevante lovbestemmelser i Tyskland ikke ændret sig.
Ombudsmandens foreløbige vurdering
26. Der er gået over tretten år, siden Kommissionen indledte traktatbrudsproceduren, men den har ikke været i stand til at angive, hvornår proceduren vil blive afsluttet. Ombudsmanden var foreløbig af den opfattelse, at en så betydelig forsinkelse ikke er rimelig. De forskellige argumenter, som Kommissionen fremførte for at forklare forsinkelsen, syntes til dels at være kumulative og resultatet af Kommissionens egen undladelse af at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skulle fortsættes eller ej. Efter enhver objektiv opfattelse er tretten år uforholdsmæssig lang tid til at håndtere de administrative faser af en traktatbrudsprocedure. Forsinkelsen har ubestrideligt haft negative konsekvenser for klagerne.
27. På denne baggrund fandt Ombudsmanden, at det påhviler Kommissionen at træffe afgørelse om næste fase i denne traktatbrudsprocedure, og opfordrede Kommissionen til at gøre dette uden yderligere ubegrundet forsinkelse.
Kommissionens svar på Ombudsmandens foreløbige vurdering og klagernes bemærkninger til dette svar
28. Kommissionen henviste til sine seneste foranstaltninger vedrørende klagernes traktatbrudssager. Efter mødet med Ombudsmandens undersøgelseshold i marts 2022 mødtes Kommissionen med de tyske myndigheder online i april 2022. I maj 2022 sendte Kommissionen en liste med detaljerede spørgsmål til den tyske regering om de retningslinjer for undtagelsesprocedurer, der blev udstedt af den tyske konference af ministre for fysisk planlægning i december 2020. I august 2022 svarede den tyske regering. I mellemtiden drøftede Kommissionen i juli 2022 sagerne med den tyske regering. I september og oktober 2022 havde Kommissionen yderligere drøftelser med de tyske myndigheder. Kommissionen havde også yderligere kontakter med klagerne og planlagde et møde med dem i oktober 2022.
29. Formålet med alle disse møder og udvekslinger var at indsamle oplysninger med henblik på at træffe afgørelse om traktatbrudsproceduren senest i begyndelsen af 2023.
30. Efter Kommissionens opfattelse er der forskellige grunde til forsinkelsen.
31. Sagerne er navnlig juridisk komplicerede og politisk følsomme på grund af to modstridende interesser: den økonomiske interesse i etableringsfriheden i detailsektoren og mål af almen interesse såsom miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og social og territorial samhørighed. Sagerne er knyttet til igangværende politiske debatter om byfornyelse, arealanvendelse, transportpolitik og klimaindsats og bæredygtig udvikling. I Tyskland (som i andre føderale EU-medlemsstater) er de lovgivningsmæssige rammer for detailsektoren forbundsstaternes ansvar, mens kommunerne har en vis autonomi med hensyn til anvendelsen af disse rammer.
32. Kommissionen understregede, at den konstant har fulgt spørgsmålet om detailforretninger i forskellige medlemsstater. Situationen i hele EU er meget kompleks og omfatter forskellige regler og bestemmelser på nationalt, regionalt og undertiden lokalt plan.
33. Kommissionen gentog, at forsinkelsen delvis skyldtes behovet for at afvente udfaldet af retssager [12] og gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet (som skulle være gennemført fuldt ud inden 2010).
34. Kommissionen påpegede også, at mens Tyskland forud for Visser-dommen anfægtede Kommissionens synspunkt, har den tyske regering siden dommen engageret sig »konstruktivt« for at imødekomme de betænkeligheder, som Kommissionen havde givet udtryk for. Disse drøftelser var komplekse og tidskrævende.
35. Den fremførte, at selv om det var urealistisk at ændre den retlige ramme, mens disse drøftelser var i gang, giver en styrkelse af det eksisterende instrument med undtagelsesprocedurer i henhold til tysk ret i praksis "et vist potentiale til at sikre bedre overholdelse af EU-retten" i den tyske ramme for detailhandelscentre. Kommissionen er fast besluttet på aktivt at samarbejde med de tyske myndigheder om at udvikle et levedygtigt system for detailhandel til gavn for økonomiske aktører såsom klagerne.
36. Kommissionen er uenig i klagernes argument om, at den ikke har overholdt artikel 258 i TEUF med den begrundelse, at den var forpligtet til at afgive en begrundet udtalelse. EU-Domstolen har konstant anerkendt, at Kommissionen har skønsbeføjelser til at beslutte, om og hvornår den vil indlede en traktatbrudsprocedure eller henvise en sag til EU-Domstolen. Kommissionen kan afslutte en sag af "mulighedsgrunde", selv om en national lovgivning eller praksis tydeligvis ikke er juridisk forenelig med EU-retten. Kommissionen er ikke forpligtet til at afgive en begrundet udtalelse, selv om den finder, at en medlemsstat har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaterne.
37. Klagerne glædede sig over de foranstaltninger, som Kommissionen havde truffet efter sit møde med Ombudsmandens undersøgelseshold i marts 2022. Kommissionen kom imidlertid først i kontakt med klagerne igen i september 2022.
38. Klagerne er enige med Kommissionen i, at sagerne er juridisk komplekse. De gjorde imidlertid gældende, at enten er de tyske love i overensstemmelse med retten til etableringsfrihed eller ej. Da Kommissionen har sendt to åbningsskrivelser, var Kommissionens holdning klar, selv før de to domme fra EU-Domstolen støttede deres retlige holdning. Klagerne erkendte, at Kommissionen har skønsbeføjelser i forbindelse med behandlingen af traktatbrudssager. Hvis den imidlertid finder, at der er tale om en klar krænkelse af de grundlæggende friheder, skal den vurdere overtrædelsen af loven i sin skønsmæssige afgørelse, hvilket den ikke har gjort i denne sag.
39. Klagerne anførte, at de allerede havde henvendt sig til de tyske domstole i forbindelse med deres sager, men at Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttede ikke at indbringe sagen for EU-Domstolen. Hvis Kommissionen som sådan henlagde deres sag af lejlighedsgrunde, ville den i betragtning af, at sagen ville blive bedre afhjulpet af de nationale domstole, i det væsentlige acceptere, at retten til etableringsfrihed ville blive undergravet. Dette ville undergrave Kommissionens troværdighed som "traktaternes vogter".
40. Klagerne er bekymrede over Kommissionens synspunkt om, at øget anvendelse af undtagelsesprocedurer kan sikre overholdelse af EU-retten. I deres klager til Kommissionen forklarede klagerne, at kravene i undtagelsesprocedurerne er uklare, og at den myndighed, der er ansvarlig for at indrømme undtagelsen, har fuld skønsbeføjelse til at gøre dette. Enhver ændring af undtagelsesklausulen vil ikke ændre situationen i henhold til tysk lovgivning om fysisk planlægning, hvis ansøgerne ikke har ret til en undtagelse fra de forordninger, der ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Det er derfor vanskeligt at se, hvordan undtagelsesproceduren kan sikre overholdelse i praksis.
Ombudsmandens endelige vurdering
41. Kommissionen har oplyst, at den vil træffe afgørelse i klagernes traktatbrudssager i begyndelsen af 2023. Hvis den gør det, vil der være gået næsten 14 år, siden den første klage blev indgivet. Selv om Kommissionen bestemt ikke har været inaktiv i sagen i hele denne periode, fastholder Ombudsmanden sin foreløbige konklusion om, at denne forsinkelse ikke er rimelig i forhold til det pågældende spørgsmål. Kommissionen skal i alle sine aktiviteter overholde principperne om god forvaltningsskik, herunder kravet om, at beslutninger skal træffes inden for en rimelig frist.
42. Ombudsmanden finder, at Kommissionens begrundelse for forsinkelsen hovedsagelig kan tilskrives Kommissionen. Kommissionen anførte, at den tid, den har haft brug for til at behandle denne traktatbrudsprocedure, skyldes den komplekse retlige situation og den nationale politik. Det er klart, at de særlige juridiske forhold i EU's forbundsstater ikke er nye for Kommissionen, og over en periode på 13 år kan det nationale politiske landskab ændre sig flere gange. Der bør tages hensyn til denne virkelighed i Kommissionens strategi for behandling af en traktatbrudsprocedure. Desuden har Kommissionens personale, der behandler traktatbrudsklager, betydelig juridisk ekspertise og bør være i stand til at behandle de komplekse retlige spørgsmål inden for en rimelig frist.
43. Når det er sagt, anerkender Ombudsmanden, at Kommissionen har truffet en række foranstaltninger i den periode, hvor den har behandlet denne procedure. Dette omfattede de foranstaltninger, der havde til formål at sikre, at andre medlemsstater respekterer EU's ret til etableringsfrihed (disse omfattede kommunikation, retningslinjer og workshopper) og den direkte dialog med de tyske myndigheder, som klart er blevet intensiveret i løbet af Ombudsmandens undersøgelse. Ombudsmanden mener også, at Kommissionen var berettiget til at beslutte at afvente udfaldet af de to ovennævnte retssager [13], selv om den etårige suspension af traktatbrudsproceduren, mens den afventer udfaldet af Visser-sagen [14], forekommer lang.
44. Kommissionen anførte, at forsinkelsen til dels skyldtes dens valg om at fortsætte dialogen med myndighederne i Tyskland i stedet for at tage formelle skridt i traktatbrudsproceduren. Selv om Kommissionen har forpligtet sig til at anvende dialog, hvor det er muligt, for at overbevise medlemsstaterne om at bringe deres nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, har den også sat sig som mål at behandle traktatbrudsklager og -procedurer rettidigt [15] En sådan dialog kan bestemt ikke bruges som begrundelse for en urimelig forsinkelse i de administrative faser af en traktatbrudsprocedure.
45. Ombudsmanden konkluderer, at Kommissionen ikke var i stand til at begrunde de tretten år, det har taget at behandle de administrative faser af traktatbrudsproceduren. Der er tale om fejl eller forsømmelser. Da Kommissionen sagde, at den ville træffe en afgørelse i begyndelsen af 2023, har Ombudsmanden besluttet, at det ikke ville tjene noget formål at fremsætte en henstilling.
Konklusion
På grundlag af undersøgelsen afslutter Ombudsmanden denne sag med følgende konklusion:
Kommissionen var ikke i stand til at begrunde de tretten år, den har brugt på at behandle de administrative faser af overtrædelsesproceduren. Der er tale om fejl og forsømmelser.
I betragtning af Kommissionens tilsagn om at træffe en afgørelse i begyndelsen af 2023 opfordrer Ombudsmanden den til at aflægge rapport inden udgangen af marts 2023.
Klagerne og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.
Emily O'Reilly
Den Europæiske Ombudsmand
Strasbourg, den 16. december 2022
[1] Sådanne etablissementer er forbudt, hvis et detailprojekt: a) forventes at generere mere end 30 % af sin omsætning hos kunder, der bor uden for byen og det omkringliggende område (»kongruensprincippet«), b) forventes at distrahere 10 % eller mere af de etablerede detailhandleres omsætning (»princippet om ikke-forringelse«), og c) dets salgsareal i en vis procentdel er afsat til »det relevante bycentersortiment« såsom lamper, tæpper, køkkenartikler osv. (»integrationsprincippet«). Betingelse c) vedrører det politiske mål om at beskytte bycentrene, mens betingelse a) og b) vedrører økonomiske hensyn.
[2] Retten til etableringsfrihed er fastsat i artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
[3] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A32006L0123
[4] Yderligere oplysninger om EU's traktatbrudsklager og -procedurer: https://ec.europa.eu/info/law/law-making-process/applying-eu-law/infringement-procedure_en
[5] Afgørelsen vedrørte kommunale områdeplaner, som indebar et forbud mod detailhandel med varer, der ikke er omfangsrige varer (såsom sko og tøj) i et geografisk område uden for byens centrum. Formålet med forbuddet var at opretholde levedygtigheden af kommunens centrum og undgå, at der var ledige lokaler i byen af hensyn til en god by- og amtsplanlægning. EU-Domstolen bekræftede, at: detailhandel er en tjenesteydelse, og at den er omfattet af tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde; tjenesteydelsesdirektivet finder anvendelse på detailhandelscentre, uanset hvordan medlemsstaterne regulerer den (f.eks. gennem planlægningsregler); forbuddet mod at sælge ikke-voluminøse varer uden for bymidten er en territorial begrænsning som omhandlet i tjenesteydelsesdirektivet (artikel 15, stk. 2, litra a); beskyttelsen af bymidten kan udgøre et tvingende alment hensyn, forudsat at betingelsen om ikke-forskelsbehandling, nødvendighed og proportionalitet er opfyldt.
C-31/16 Visser mod Raad van de gemeente Appingedam https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=175926&pageIndex=0&doclang=EN&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8852906
[6] Inspektionsrapporten findes på https://www.ombudsman.europa.eu/en/doc/inspection-report/en/158614 .
[7] Ombudsmandens foreløbige konklusioner findes på: https://www.ombudsman.europa.eu/en/doc/correspondence/en/158615
[8] En europæisk detailsektor egnet til det 21. århundrede https://eur-lex.europa.eu/legal-content/en/ALL/?uri=CELEX%3A52018DC0219
[9] Praktisk vejledning til fremme af revitalisering og modernisering af små detailvirksomheder https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/d606c517-4445-11e8-a9f4-01aa75ed71a1/language-en
[10] Beretning om mødet mellem Kommissionen og Ombudsmandens undersøgelseshold og inspektionen af Kommissionens dokumenter.
[11] Artikel 258 i TEUF er retsgrundlaget for traktatbrudsprocedurer.
[12] Ud over Visser-sagen nævnte den sag C-400-08, Kommissionen mod Spanien: https://curia.europa.eu/juris/liste.jsf?language=en&num=C-400/08 .
[13] Ombudsmanden har tidligere været af den opfattelse, at det er rimeligt, at Kommissionen afventer udfaldet af en relateret retssag, inden den tager de næste skridt i en traktatbrudsprocedure: afgørelse i sag 1234/2016/EIS, 1241/2016/EIS, 1717/2016/EIS og 1841/2016/EIS https://www.ombudsman.europa.eu/en/decision/en/80471.
[14] De inspicerede dokumenter viser, at Kommissionen efter dommen i Visser-sagen i 2018 blev aktiv igen. Dette omfattede afholdelse af interne møder og udveksling med de tyske myndigheder i 2020 og 2021.
[15] I Kommissionens meddelelse »EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse«: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=uriserv%3AOJ.C_.2017.018.01.0010.01.ENG&toc=OJ%3AC%3A2017%3A018%3ATOC