Kære A.

Den 12. november 1999 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Parlamentet. Klagen, der også var underskrevet af seks andre klagere, vedrørte din udnævnelse af Parlamentet efter din succes i udvælgelsesprøve EUR/C/22.

Den 20. december 1999 videresendte jeg klagen til Parlamentet med anmodning om bemærkninger inden udgangen af marts 2000. Da det viste sig, at Parlamentet ikke havde modtaget noget svar inden for fristen, skrev jeg den 10. april 2000 til institutionen og anmodede den om at afgive en udtalelse om klagen senest den 30. april 2000. Der blev sendt yderligere rykkerskrivelser til Parlamentet den 17. maj og den 8. juni 2000. Parlamentet sendte endelig sin udtalelse til Ombudsmanden den 3. juli 2000, som jeg fremsendte til Dem den 11. juli 2000. Den 13. oktober 2000 modtog jeg Deres bemærkninger til Parlamentets udtalelse.

Den 18. maj 2001 sendte jeg et udkast til henstilling (1) til Parlamentet.

Den 10. oktober 2002 sendte jeg en skrivelse til institutionen, hvori jeg påpegede, at Parlamentet stadig ikke havde afgivet en detaljeret udtalelse om udkastet til henstilling, selv om fristen var udløbet i slutningen af september 2001. Jeg anmodede derfor Parlamentet om at svare hurtigst muligt.

Den 5. november 2001 fremsendte Parlamentet sin udførlige udtalelse.

Den 23. januar 2002 fremsendte jeg endnu en skrivelse til Parlamentets formand, Pat COX. En kopi af dette brev blev også sendt til Raquel de VICENTE, politisk rådgiver.

Jeg modtog formandens svar den 5. april 2002.

Jeg skriver nu til Dem for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Den 12. november 1999 deltog klagerne i udvælgelsesprøve EUR/C/22, som Europa-Parlamentet og EF-Domstolen afholdt i fællesskab. Efter at have bestået udvælgelsesprøven blev deres navne opført på reservelisten over beståede ansøgere.

Fra den 1. december 1996 til den 1. november 1998 har Parlamentet gradvis ansat klagerne (2), som alle er indplaceret i lønklasse C5, løntrin 3, i karrieren.

I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at de var blevet forskelsbehandlet i forhold til andre ansøgere, der havde deltaget i samme udvælgelsesprøve, og som var blevet ansat i lønklasse C4, løntrin 3.

Forespørgslen

Klagen blev sendt til Parlamentet med henblik på dets bemærkninger.

I sin udtalelse om klagen påpegede Parlamentet, at klagerne kunne have klaget over institutionens afgørelse vedrørende deres ansættelse ved at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90. I maj 1998 klagede tre af klagerne i henhold til artikel 90, stk. 1, og anmodede om at blive omplaceret i lønklasse C4 med virkning fra deres udnævnelse til tjenestemænd. Klagerne blev afvist.

Parlamentet påpegede endvidere, at selv om klagerne havde klaget i henhold til artikel 90, stk. 2, ville deres klager være blevet afvist, fordi de ikke ville være blevet indgivet inden for den frist, der er fastsat i tjenestemandsvedtægten, dvs. inden for tre måneder fra begyndelsen af tjenestemændenes prøvetid.

Institutionen understregede, at det ifølge Fællesskabets retsinstansers faste praksis kun er tilstedeværelsen af nye væsentlige elementer, der kan begrunde, at der indgives en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, med henblik på fornyet behandling af en tidligere afgørelse vedrørende ansættelse, som ikke er blevet påklaget inden for fristen. Hvis en domstols dom om annullation af en forvaltningsakt imidlertid kunne udgøre et nyt element, gælder dette kun for à over for de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt. Retspraksis fra Monaco (3), som klagerne har påberåbt sig, kan derfor ikke finde anvendelse, da de ikke har deltaget i den samme almindelige udvælgelsesprøve som Monaco.

Endvidere anførte institutionen, at ansættelsesmyndigheden i henhold til den politik, som Parlamentet fulgte på ansættelsesområdet efter ikrafttrædelsen af de nye interne direktiver i maj 1995, kun undtagelsesvis kan udnævne en tjenestemand i en højere lønklasse end den første lønklasse i hans/hendes kategori og tiltrække kvalificerede ansøgere, når der skal udføres yderst komplekse opgaver.

I deres bemærkninger til Parlamentets udtalelse fastholdt klagerne i det væsentlige deres oprindelige klage.

Udkastet til henstilling

Ved afgørelse af 18. maj 2001 sendte Ombudsmanden et udkast til henstilling til Parlamentet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Den Europæiske Ombudsmands statut (4). Grundlaget for udkastet til henstilling var følgende:

1.1 Klagerne bestod udvælgelsesprøve EUR/C/22, som Europa-Parlamentet og EF-Domstolen afholdt i fællesskab, og blev ansat i lønklasse C5, løntrin 3. I deres klage til Ombudsmanden hævdede de, at de var blevet forskelsbehandlet i forhold til andre ansøgere, der havde deltaget i samme udvælgelsesprøve, og som var blevet ansat i lønklasse C4, løntrin 3.

1.2 I sin udtalelse understregede Parlamentet, at klagerne ville have haft mulighed for at appellere institutionens afgørelse ved at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90. Men de, der havde klaget, gjorde det, da fristen allerede var udløbet.

1.3 Kun tilstedeværelsen af nye væsentlige elementer kan begrunde indgivelse af en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, med henblik på fornyet behandling af en tidligere afgørelse vedrørende ansættelse, som ikke er blevet påklaget inden for fristen. Hvis en domstols dom om annullation af en forvaltningsakt imidlertid kunne udgøre et nyt element, gælder dette kun for à over for de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt. Parlamentet påpegede, at dommen fra Retten i Første Instans i Monaco-sagen, som klagerne havde påberåbt sig, ikke fandt anvendelse på deres sag, da hun ikke var direkte berørt af den annullerede retsakt.

1.4 Ombudsmanden bemærkede, at det vigtigste spørgsmål i denne sag var at afgøre, om klagerne var blevet forskelsbehandlet af Europa-Parlamentet, da de blev ansat, og om Parlamentet havde begået fejl eller forsømmelser.

1.5 Princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper. Ifølge EF-domstolenes faste praksis kræves det, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (5).

1.6 I sin dom i sag T-92/96 (Monaco-sagen) fandt Retten i Første Instans, at ansøgere fra samme udvælgelsesprøve i princippet skal anses for at befinde sig i en lignende situation. Domstolen har endvidere fastslået, at en institution tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvis den for en tjenestemand, der ansættes i forbindelse med en udvælgelsesprøve, anvender bestemmelserne i de nye interne direktiver, der fastsætter en strengere anvendelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2, mens andre tjenestemænd, der ansættes i forbindelse med den samme udvælgelsesprøve af institutionen før de nye interne direktivers ikrafttræden, er blevet indplaceret i henhold til de tidligere interne direktiver.

Retten fandt, at den eneste henvisning til nye regler, som Parlamentet i mellemtiden havde vedtaget, ikke var en tilstrækkelig begrundelse for at ansætte ansøgere fra samme udvælgelsesprøve med forskellige kontraktbetingelser.

1.7 Ombudsmanden mente, at det var vigtigt at minde om, at den udvælgelsesprøve, som klagerne havde deltaget i, blev afholdt i fællesskab af Parlamentet og Domstolen.

Efter Rettens dom i ovennævnte sag omklassificerede Domstolen imidlertid på eget initiativ de tjenestemænd, der efter ikrafttrædelsen af de nye interne direktiver blev ansat på mindre gunstige vilkår end dem, der gjaldt for ansøgere, der blev ansat på grundlag af de tidligere interne direktiver.

1.8 Ombudsmanden mente, at selv om Monaco-dommen ikke fandt anvendelse på klagerne som et nyt element, havde ansættelsesmyndigheden mulighed for at ændre klagernes ansættelsesvilkår, som Domstolen gjorde.

1.9 På grundlag af disse betragtninger konkluderede Ombudsmanden, at Parlamentets beslutning om at ansætte de klagere, der var omfattet af de nye interne direktiver, da andre ansøgere, der var rekrutteret fra den samme reserveliste, blev klassificeret i henhold til de tidligere interne direktiver, medførte en forskelsbehandling af klageren. Det forhold, at institutionen ikke handlede i lyset af det princip, som Retten fastslog i sag T-92/96, og dens afvisning af at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse, udgjorde derfor et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

I betragtning af Parlamentets holdning syntes det ikke muligt at nå frem til en mindelig løsning. Ombudsmanden fandt det derfor hensigtsmæssigt at fremsætte følgende forslag til henstilling i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i hans statut.

Udkastet til henstilling havde følgende ordlyd:

Parlamentet bør følge Domstolens eksempel og omklassificere klagerne til lønklasse C4, løntrin 3, med virkning fra datoen for deres udnævnelse til tjenestemænd.

Ombudsmanden meddelte Europa-Parlamentet, at det i henhold til statuttens artikel 3, stk. 6, skulle sende en detaljeret udtalelse senest den 30. september 2001, og at den detaljerede udtalelse kunne bestå i en accept af Ombudsmandens henstilling og en beskrivelse af, hvordan den var blevet gennemført.

Parlamentets udførlige udtalelse, som Ombudsmanden modtog den 7. november 2001, har følgende ordlyd:

Institutionen kan ikke acceptere Deres udkast til henstilling af følgende grunde.

For det første er denne institution fortsat af den opfattelse, at klagepunkterne skal afvises. Klagerne blev indgivet længe efter den afgørelse, der klages over. Selv om det antages, at afgørelsen i Monaco-sagen udgør en ny faktisk omstændighed 8a, som denne institution ikke har anerkendt i den foreliggende sag, idet den kun kan gøre dette for personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt, forholder det sig ikke desto mindre således, at klagerne blev indgivet efter udløbet af den frist, der er fastsat i vedtægtens artikel 90. Dette aspekt af sagen - dvs. klagens antagelighed - synes at blive fuldstændig ignoreret i Deres udkast til henstilling (...).

For det andet er det klart, at afgørelser, der træffes af en institutions ansættelsesmyndighed, ikke er bindende for en anden myndigheds ansættelsesmyndighed. Domstolen og Parlamentet er to forskellige EU-institutioner. Ikke desto mindre anførte De i Deres udkast til henstilling, at "(...) selv om Monaco-dommen ikke finder anvendelse på klageren som et nyt element, har ansættelsesmyndigheden mulighed for at ændre klagerens ansættelsesvilkår ved at følge Domstolens eksempel. Den omstændighed, at Domstolen har omklassificeret visse klagere, skaber på ingen måde en forpligtelse for Europa-Parlamentets ansættelsesmyndighed til at gøre det samme. Ansættelsesmyndighedens vide skønsbeføjelse er gentagne gange blevet anerkendt i talrige tilfælde (...), hvor en fællesskabsinstitutions ret til at fastsætte interne regler om indplacering i denne sammenhæng er blevet anerkendt.

Af disse grunde kan institutionen ikke acceptere ovennævnte udkast til henstilling.

Efter en omhyggelig gennemgang af Parlamentets detaljerede udtalelse fandt Ombudsmanden det nødvendigt at give udtryk for sin holdning til den og fokusere på nogle punkter, der lå til grund for hans udkast til henstilling. Den 23. januar 2002 sendte han derfor en ny skrivelse til Parlamentets formand, Pat COX.

Ombudsmanden mindede i sin skrivelse om, at De Europæiske Fællesskabers Domstol, som er den øverste myndighed med hensyn til betydningen og fortolkningen af fællesskabsretten, konsekvent har fastslået, at det generelle lighedsprincip er et af de grundlæggende principper i fællesskabsretten for offentligt ansatte. Domstolen har anerkendt, at ansættelser inden for Fællesskabet skal overholde lighedsprincippet. Ifølge dette princip må ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan differentiering er objektivt begrundet.

Retten i første instans fandt endvidere, at ansøgere fra den samme udvælgelsesprøve i princippet skal anses for at befinde sig i en lignende situation. Ifølge Domstolen tilsidesætter en institution ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvis den for en tjenestemand, der ansættes efter en udvælgelsesprøve, anvender bestemmelserne i de nye interne direktiver, der fastsætter en strengere anvendelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2, mens andre tjenestemænd, der ansættes efter den samme udvælgelsesprøve af institutionen før ikrafttrædelsen af de nye interne direktiver, er blevet indplaceret i henhold til de tidligere interne direktiver. Retten fandt, at den eneste henvisning til nye regler, som Parlamentet i mellemtiden havde vedtaget, ikke var en tilstrækkelig begrundelse for at ansætte ansøgere fra samme udvælgelsesprøve med forskellige kontraktbetingelser.

Ombudsmanden påpegede, at det så ud til, at dette var, hvad der var sket med klageren i den foreliggende sag.

Ombudsmanden mente imidlertid, at Parlamentet stadig havde mulighed for at afhjælpe denne tilsyneladende forskelsbehandling og træffe foranstaltninger til at rette op på en uretfærdighed. Han anmodede derfor institutionen om at genoverveje sin holdning i lyset af princippet om lighed og ikkeforskelsbehandling og behandle Ombudsmandens udkast til henstilling.

Den 5. april 2002 modtog Ombudsmanden Parlamentets supplerende svar. Parlamentet understregede, at dets sekretariat havde genovervejet de sager, der var berørt af udkastet til henstilling, i detaljer og havde besluttet at efterkomme Ombudsmandens anmodning på trods af et vist forbehold af juridisk og administrativ karakter.

Parlamentet forpligtede sig til at tage klagerens situation op til fornyet overvejelse på grundlag af de regler, der var gældende forud for de ændringer, der blev indført i 1995.

Afgørelsen

Den 18. maj 2001 sendte Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Europa-Parlamentet:

Den 5. april 2002 meddelte Parlamentet Ombudsmanden, at det accepterede at efterkomme udkastet til henstilling, og forklarede, at klagerens situation ville blive revideret.

Ombudsmanden mener, at Parlamentet har accepteret hans udkast til henstilling, og han beslutter derfor at afslutte sagen.

Formanden for Europa-Parlamentet vil blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

Jacob SÖDERMAN

(1) Det samme udkast til henstilling blev også fremsat over for Parlamentet i de forenede sager 545 og 547/2000/IP.

(2) Klagernes nomineringsdatoer var følgende: A. den 1.9.1997; A. den 16.6.1997; S. den 1.5.1998; R. den 1.12.1996; C. den 1.4.1998; N. den 1.5.1998; P. af 1.11.1998.

(3) Dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. juli 1997 i sag T-92/96, Roberto Monaco mod Europa-Parlamentet. ECR - SC [1997], side IA-0195; II-0573

(4) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, EFT L 113, s. 15.

(5) - Sag 203/86, Spanien mod Rådet, Sml. 1988, s. 4563, præmis 25, og sag C-15/95, EARL de Kerlast, Sml. 1997 I, s. 1961, præmis 35 - sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. 1998 I, s. 7235, præmis 97.