Baggrunden for klagen

1. Den 17. februar 2010 indgav klageren en overtrædelsesklage mod de britiske myndigheder til Europa-Kommissionen. Klageren påpegede, at de britiske myndigheder ikke overholdt bestemmelserne i direktiv 85/337/EØF [1] om vurdering af virkningerne på miljøet (»VVM-direktivet«) vedrørende et udviklingsprojekt vedrørende et tidligere deponeringsanlæg for farligt kemisk affald i Glebelands, Newport, Wales. Projektet omfatter opførelse af en skole, som allerede er i drift og en del af et boligbyggeri. Ifølge klageren undlod de britiske myndigheder at foretage en VVM-screening for at vurdere behovet for en VVM i forbindelse med udviklingen. Dette var i strid med bestemmelserne i EU-lovgivningen.

2. Den 12. marts 2010 bekræftede Kommissionen modtagelsen af klagerens overtrædelsesklage, som blev registreret under referencenummer CHAP (2010) 530. Den anførte endvidere, at den ikke havde til hensigt at indgive klagen til de britiske myndigheder. Kommissionen gav klageren en måned til at fremsætte sine bemærkninger.

3. Den 23. marts, den 8. april og den 21. maj 2010 gav klageren Kommissionen yderligere oplysninger til støtte for sin overtrædelsesklage.

4. Kommissionen svarede ved brev af 23. juni 2010. Den meddelte klageren, at den agtede at afslutte sin overtrædelsesklage.

5. Den 22. juli, den 3. september og den 30. september 2010 reagerede klageren på Kommissionens hensigt om at afslutte traktatbrudssagen. Han gentog de påstande, han havde fremsat mod de britiske myndigheder.

6. Ved brev af 30. september 2010 meddelte Kommissionen klageren, at den fastholdt sin tidligere beslutning om at henlægge traktatbrudssagen.

7. Klageren henvendte sig igen til Kommissionen den 14. oktober 2011.

8. Den 11. november 2010 henvendte klageren sig til Ombudsmanden.

Undersøgelsens genstand

9. I sin klage til Ombudsmanden fremsatte klageren følgende påstand og påstand.

Påstand

Kommissionen har ikke behørigt begrundet sin beslutning om at henlægge sin traktatbrudsklage mod de britiske myndigheder.

Krav

Kommissionen bør genåbne hans traktatbrudsklage og give et fyldestgørende svar på hans betænkeligheder.

Undersøgelsen

10. Den 7. december 2010 indledte Ombudsmanden en undersøgelse og anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse senest den 31. marts 2011.

11. Den 25. januar og den 21. februar 2011 fremsendte klageren yderligere oplysninger og dokumenter til Ombudsmandens tjenestegrene.

12. Efter modtagelse af klagerens dokumenter blev Kommissionens udtalelse af 4. april 2011 fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. I denne udtalelse nævnte Kommissionen, at den den 30. marts 2011 sendte et brev til de britiske myndigheder med anmodning om præciseringer vedrørende klagerens betænkeligheder som anført i hans overtrædelsesklage.

13. Klageren fremsendte sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse den 26. april 2011. Efterfølgende sendte han Ombudsmanden en kopi af Kommissionens skrivelse af 8. juli 2011, hvori Kommissionen meddelte ham, at den agtede at henlægge hans traktatbrudsklage. Den opfordrede klageren til at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på en måned. Den 8. august 2011 besvarede klageren Kommissionens ovennævnte opfordring og sendte sine bemærkninger, hvoraf han også sendte en kopi til Ombudsmandens tjenestegrene.

14. Den 14. september 2011 meddelte Kommissionen Ombudsmandens tjenestegrene, at den agtede at supplere sin oprindelige udtalelse om klagen, når den havde vurderet klagerens nye bemærkninger af 8. august 2011.

15. Den 11. november 2011 sendte klageren endnu en skrivelse til Kommissionen vedrørende genstanden for hans klage.

16. Den 18. november 2011 sendte Kommissionen Ombudsmanden sin supplerende udtalelse om klagen, som blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.

17. Den 5. januar 2012 fremsendte klageren sine bemærkninger til Kommissionens supplerende udtalelse.

18. Den 7. februar 2012 meddelte Kommissionen klageren og Ombudsmanden, at den havde afsluttet klagerens traktatbrudsklage mod de britiske myndigheder.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstået manglende begrundelse for beslutningen om at henlægge traktatbrudssagen

Argumenter forelagt Ombudsmanden [2]

19. I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionen undlod at tage behørigt hensyn til alle de understøttende beviser, inden den besluttede ikke at følge op på sin traktatbrudssag med de britiske myndigheder.

20. I den forbindelse anførte klageren, at de britiske myndigheder i 2000 " i princippet" gav et udkast til en byggetilladelse til udvikling af Glebelands-projektet (som omfattede opførelse af en skole og et boligområde) på trods af offentlighedens bekymring over manglen på detaljerede undersøgelser af byggepladsen og offentlig høring. Ifølge klageren var den oprindelige byggetilladelse underlagt planlægningsbetingelser og forbeholdte forhold, hvilket har ført til en etapevis byggetilladelse, der omfatter flere planlægningsansøgninger. I tilfælde af en etapevis byggetilladelse bør VVM-screeningen foretages forud for udstedelsen af en skitseplantilladelse, forud for godkendelsen af reserverede forhold eller forud for den efterfølgende fjernelse eller ændring af planlægningsbetingelserne. Desuden skulle projektet også have været screenet, da byggetilladelsen blev ændret på to væsentlige og efterfølgende tidspunkter. I den forbindelse anførte klageren, at den oprindelige planlægningsbeslutning, der blev udstedt i 2000, blev genudstedt i juni 2002. Desuden foretog de britiske myndigheder i november 2008 endnu en ændring af den oprindelige byggetilladelse ved at tillade, at det oprindelige enfasede projekt blev et tofaset projekt (skoleområdet og boligområdet). De britiske myndigheder undlod imidlertid at foretage en VVM-screening i nogen af disse faser.

21. Klageren påpegede også, at den oprindelige byggetilladelse blev givet for projektet som helhed. Afhjælpningsstrategien blev derfor godkendt for hele anlægsområdet. Men i 2008, da de lokale myndigheder indvilligede i at opdele projektet i to faser (skoleområdet og boligområdet), blev Lotery's Reen, som krydser udviklingsområdet og tømmer ind i floden Usk, ikke medtaget i nogen af områderne. Klageren påpegede, at Lotery's Reen udgør "nøgleforureningsvejen". Efter hans opfattelse var det ikke muligt at anvende det oprindeligt godkendte projekt på skoleområdet uafhængigt af boligområdet uden at forlade det særlige bevaringsområde ved floden Usk (i det følgende benævnt »det særlige bevaringsområde«), der er sårbart over for forurening.

22. I sin udtalelse påpegede Kommissionen først, at den endnu ikke havde afsluttet klagerens overtrædelsessag. I den forbindelse forklarede den, at den den 12. marts 2010 havde foreslået at afslutte sagen, da "den ikke kunne se meget at vinde ved sammen med de britiske myndigheder at undersøge en næsten 10 år gammel byggetilladelse til et byggeri, der nu er opført og operationelt". Den gav klageren en måned til at fremsætte sine bemærkninger. I en efterfølgende telefonsamtale med klageren præciserede Kommissionen, at "der var ringe interesse for at indlede overtrædelsesprocedurer mod de britiske myndigheder med hensyn til en beslutning truffet i 2000, medmindre klageren kunne fremlægge beviser for mulig forurening fra lokaliteten, som krævede handling i 2010". Da klageren ikke fremlagde sådanne beviser, meddelte Kommissionen ham ved brev af 30. september 2010, at den havde til hensigt at afslutte traktatbrudssagen. Klageren reagerede efterfølgende ved brev af 30. september og 14. oktober 2010. Kommissionen understregede, at den ikke kunne vurdere og besvare denne yderligere korrespondance, før klageren indgav denne klage til Ombudsmanden. Hans traktatbrudssag forblev således åben i hele denne periode.

23. Med hensyn til substansen i klagerens påstande mod de britiske myndigheder understregede Kommissionen, at den havde givet klageren et fuldstændigt og begrundet svar. I den forbindelse anførte den, at VVM-direktivet [3] kræver, at medlemsstaterne gennemfører en VVM for projekter, der sandsynligvis vil have en betydelig indvirkning på miljøet, inden der gives tilladelse. VVM er obligatorisk for de projekter, der er opført i bilag I til VVM-direktivet. For så vidt angår projekter, der er opført i bilag II til VVM-direktivet, skal medlemsstaterne fastslå behovet for en VVM fra sag til sag eller ved at fastsætte tærskler og kriterier. Medlemsstaternes skønsbeføjelser i denne henseende skal imidlertid udøves inden for VVM-direktivets grænser og anvendelsesområde.

24. I forbindelse med klagerens traktatbrudssag fandt Kommissionen, at selv om hverken bolig- eller skolebyggeriet specifikt er opført i nogen af bilagene til VVM-direktivet, falder sådanne byggerier generelt ind under bilag II til VVM-direktivet (for hvilke VVM ikke er obligatorisk, men skal vurderes fra sag til sag). Kommissionen anførte endvidere, at det fremgik, at der ikke var foretaget nogen formel screening af Glebelands Development, som kunne stilles skriftligt til rådighed for klageren.

25. Kommissionen forklarede endvidere, at den var bekendt med betydelige mangler fra Det Forenede Kongeriges side med hensyn til korrekt gennemførelse af VVM-direktivet i de seneste 10 år. Som følge heraf indbragte den en række overtrædelser for Domstolen mod Det Forenede Kongerige [4]. Domstolen stadfæstede Kommissionens holdning og præciserede, at: i) hvis der gives en tilladelse i flere faser, der omfatter omrids og forbeholdte spørgsmål, skal de nationale myndigheder overveje behovet for en VVM i hver fase og ii) de nationale myndigheder bør registrere og stille en oversigt over screeningsøvelser for udviklinger, der er opført i bilag II til VVM-direktivet, til rådighed for offentligheden. Det Forenede Kongeriges nationale lovgivning blev efterfølgende ændret for at efterkomme Domstolens ovennævnte dom.

26. Efter Kommissionens opfattelse præciserede ovennævnte traktatbrudssager mod de britiske myndigheder de nationale gennemførelsesforpligtelser og forklarede også, hvorfor "det ville være uforholdsmæssigt for Kommissionen at gennemgå de samme grunde igen med klagerens traktatbrudssag". Desuden var Kommissionen ikke overbevist om, at de britiske myndigheder skulle have foretaget VVM-screeningen i 2002 og 2008, da den oprindelige byggetilladelse blev revideret. Efter Kommissionens opfattelse synes ingen af disse afgørelser klart at udløse behovet for en ny tilladelse og dermed en fornyet vurdering af behovet for en VVM, som klageren hævdede. De britiske myndigheder kunne ikke desto mindre have revurderet behovet for en VVM i 2003, da de forbeholdte spørgsmål var blevet afgjort (og ikke i 2002 og 2008, som klageren hævdede). På det tidspunkt, dvs. i 2003, var den nationale gennemførelseslovgivning imidlertid generelt ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i VVM-direktivet [5], men er det nu.

27. Kommissionen anførte endvidere, at der uden bevis for faktisk forurening fra lokaliteten med nærliggende vandområder eller skade på den tilstødende Natura 2000-lokalitet [6] "ikke er noget levende problem, som Kommissionen vil indlede traktatbrudsprocedurer om". I denne henseende er den vigtigste udvikling, nemlig skolen, bygget og operationel. Den manglende gennemførelse af en korrekt screening ville således, selv hvis den blev bevist, være uden en holdbar løsning, medmindre det kan påvises, at der potentielt bør træffes foranstaltninger til at afhjælpe en eksisterende forureningskilde.

28. På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen rådede over, bemærkede den, at grunden syntes at være blevet restaureret, inden skolen var blevet opført, og at oprydningsplanen var blevet forelagt for planlægningsmyndigheden, inden tilladelsen var blevet givet. Desuden fremsatte klageren i sin korrespondance generelle bemærkninger, hvori han kritiserede afhjælpningsprocessen uden at give udtryk for væsentlige betænkeligheder, der ville berettige, at spørgsmålet blev rejst over for de britiske myndigheder. Kommissionen fremlagde ovennævnte synspunkter for klageren i sine breve af 23. juni og 30. september 2010. På det tidspunkt havde Kommissionen til hensigt at afslutte sagen. I sit brev af 30. september 2010 [7] rejste klageren imidlertid for første gang "et potentielt problem, der gav anledning til bekymring, nemlig at oprydningsprocessen ikke tog fat på en forureningsvej, Lotery's Reen". Kommissionen anmodede derfor klageren om yderligere oplysninger om forureningsniveauerne i Lotery's Reen. Han svarede ved brev af 14. februar 2011, hvori han anførte, at byggetilladelsen identificerede Lotery's Ren som en betydelig forureningsvej, der skulle lukkes og lægges i en ny betonseng for at undgå forurening, inden rensningsarbejdet var afsluttet. Ifølge ham blev dette ikke gjort, og forurening fra det tilstødende tidligere deponeringsanlæg fik således lov til at undslippe ind i Reen og dermed ind i det særlige bevaringsområde Usk-floden. Klageren fremlagde også dokumentation for en forureningshændelse, hvor forurening syntes at være kommet ind i Reen under rensningen af anlægget. Klageren fremførte endvidere, at der ikke var blevet foretaget regelmæssig overvågning af lokaliteten, hvilket myndighederne havde krævet.

29. I lyset af ovenstående anmodede Kommissionen de britiske myndigheder om at præcisere klagerens ovennævnte argumenter gennem EU-pilotmekanismen. Kommissionen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at forfølge klagerens hovedpåstand om, at der ikke blev foretaget en korrekt screening af Glebelands Development, før byggetilladelsen blev givet i 2000.

30. Kommissionen konkluderede, at den ville afvente svaret fra de britiske myndigheder vedrørende Lotery's Reen og træffe en yderligere afgørelse i sagen efter at have modtaget dette svar.

31. I sine yderligere skrivelser og bemærkninger præciserede klageren først, "hvorfor han henvendte sig til Ombudsmanden for at få hjælp ved at indgive en klage over Kommissionen". I den forbindelse anførte han, at brevet af 30. september 2010 i modsætning til tidligere breve fra Kommissionen ikke opfordrede ham til at fremsætte yderligere bemærkninger. Han havde således ingen grund til at tro, at hans traktatbrudssag ville forblive åben.

32. Klageren erklærede sig tilfreds med Kommissionens initiativ til at kontakte de britiske myndigheder vedrørende forureningen af Lotery's Reen. Han påpegede imidlertid, at der var vigtige udestående spørgsmål, som ikke blev taget i betragtning, og som gav anledning til betænkeligheder såsom følgende: a) de britiske myndigheder undlod at foretage en ordentlig screening af det foreslåede projekt, inden der blev givet en skitseplantilladelse i 2000 b) de britiske myndigheder tilsidesatte mange muligheder (navnlig i 2002 og 2008) for at legalisere VVM-spørgsmål vedrørende Glebelands Development og undlod at sikre, at saneringsplanen var fuldstændig afsluttet, inden arbejdet på stedet blev påbegyndt c) de sandsynlige miljøvirkninger af Glebelands-udviklingen er endnu ikke fastlagt, og jordrensningsstrategien er ikke gennemført fuldt ud.

33. Klageren anerkendte Kommissionens bestræbelser på at fremme overholdelsen af VVM-direktivet. Han er imidlertid ikke overbevist om, at de britiske myndigheder fuldt ud har tilsluttet sig bestemmelserne i ovennævnte direktiv. I denne forbindelse giver de uoverkommelige omkostninger ved retssager i Det Forenede Kongerige og de begrænsede tidsrammer, inden for hvilke et offentligt organs handling eller planlægningsafgørelse kan anfægtes ved domstolene, de britiske myndigheder mulighed for at anvende "tvivlsomme fortolkninger af loven" .

34. Efter klagerens opfattelse bør Kommissionen indlede overtrædelsesprocedurer mod de britiske myndigheder, da Glebelands Development som helhed ikke er afsluttet, og selv om skolen, som udgør en del af udviklingen, nu er i brug.

35. I sit yderligere brev af 8. juli 2011 anførte Kommissionen, at den havde anmodet de britiske myndigheder om at give nærmere oplysninger om en eventuel forurening af det særlige bevaringsområde for floden Usk. Kommissionen spurgte de britiske myndigheder om klagerens følgende argumenter: a) den lokale planlægningsmyndighed havde lovet, at lokalitetens miljøkvalitet ville blive overvåget regelmæssigt, navnlig med hensyn til vandkvaliteten i Reen og det tilstødende særlige bevaringsområde ved floden Usk, men dette løfte blev ikke opfyldt b) Lotery's Reen blev ikke omdirigeret gennem en fuldt betonbelagt kanal og fortsætter med at strømme ind i floden Usk SAC med forurenende stoffer, der frigives fra udgravningsarbejdet på stedet; og c) om der er foretaget vurderinger af virkningerne af arbejdet på projektlokaliteten i det særlige bevaringsområde ved floden Usk.

36. Kommissionen fandt, at de britiske myndigheders svar [8] på ovennævnte spørgsmål var tilfredsstillende. I den forbindelse bemærkede Kommissionen på grundlag af oplysningerne fra de britiske myndigheder, at lokaliteten og vandkvaliteten i Lotery's Reen og det særlige bevaringsområde ved floden Usk er blevet overvåget. De fremlagte resultater tyder på, at der ikke er nogen væsentlige problemer. De britiske myndigheder indrømmede, at Reen faktisk ikke blev omdirigeret til en fuldt konkret kanal, men at dette fortsat ville være en betingelse for byggetilladelsen, hvis og når anden fase af udviklingen begynder, da dette ville være den fase, der ville påvirke Reen. Desuden blev der foretaget en passende vurdering af de potentielle virkninger af udviklingen på det tilstødende særlige bevaringsområde.

37. Kommissionen gentog, at den ikke vil indlede nye overtrædelsesprocedurer vedrørende de britiske lokale myndigheders manglende registrering af deres beslutning om ikke at kræve en VVM, da dette spørgsmål er blevet afhjulpet i national ret siden 2000. Endelig anførte Kommissionen, at den havde indbragt sagen om de uoverkommelige omkostninger ved domstolsprøvelse i Det Forenede Kongerige for Domstolen i Luxembourg som en overtrædelse af VVM-direktivet [9].

38. Kommissionen konkluderede, at den ikke kan påvise en overtrædelse af EU's miljølovgivning eller dokumentation for, at myndighederne ikke foretog passende vurderinger eller overvågning af lokaliteten før eller i den periode, hvor byggearbejdet blev afsluttet. Kommissionen foreslog således at afslutte sagen, men opfordrede inden da klageren til at fremsætte sine bemærkninger til sagen.

39. Som svar på Kommissionens ovennævnte opfordring fremsatte klageren meget detaljerede bemærkninger den 8. august 2011, hvori han gentog de påstande, han havde fremsat over for de britiske myndigheder.

40. I sin supplerende udtalelse, som blev udarbejdet efter ovennævnte klagers bemærkninger og derefter sendt til Ombudsmanden, var Kommissionen af den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at gå videre med klagerens traktatbrudssag. Kommissionen understregede, at formålet med dens overtrædelsesbeføjelser er at rette op på igangværende overtrædelser af EU-retten og ikke at straffe medlemsstaterne for eventuelle tidligere overtrædelser, selv når disse overtrædelser er blevet klart bevist, og navnlig når de underliggende årsager til de tidligere overtrædelser er blevet håndteret.

41. Kommissionen påpegede endvidere, at de potentielle overtrædelser af Det Forenede Kongeriges nationale planlægningsproces (såsom kontrollen af oprydningsstrategien for lokaliteten), som klageren henviste til, lå uden for Kommissionens jurisdiktion, medmindre det kunne påvises, at der som følge heraf var sket en overtrædelse af et af EU-direktiverne. På grundlag af de fremlagte oplysninger konkluderede Kommissionen, at der ikke var dokumentation for forurening eller potentielle indvirkninger på det særlige bevaringsområde for floden Usk som følge af det udførte arbejde, hvilket kunne føre til en overtrædelse af EU-retten (f.eks. på grundvandsforurening, habitatdirektivet).

42. I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at den ikke kan indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat på grundlag af en påstået potentiel overtrædelse uden materielle beviser. Den besluttede derfor at henlægge klagerens overtrædelsessag.

43. I sine meget detaljerede bemærkninger til Kommissionens supplerende udtalelse påpegede klageren først, at Kommissionens skønsbeføjelse i overtrædelsesprocedurer ikke omfatter miljøspørgsmål generelt eller VVM i særdeleshed, fordi den skade, der opstår som følge af sådanne overtrædelser, måske ikke bliver synlig i årevis eller endda årtier. Efter hans opfattelse bør Kommissionen, når den vælger at anvende sin skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil indlede en traktatbrudsprocedure eller ej, gøre det klart for klageren, at en sådan skønsbeføjelse er blevet påberåbt. Kommissionen undlod at gøre dette for så vidt angår den sag, som klageren havde fremført. Ombudsmanden bør således "afstå fra at give Kommissionen sådanne skønsbeføjelser" og fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen har begrundet sin beslutning om ikke at følge op på sin traktatbrudsklage mod de britiske myndigheder korrekt.

44. Hvis de britiske myndigheder havde foretaget væsentlige forbedringer af VVM-direktivets retlige ordning siden 2000, ville der efter klagerens opfattelse nu eksistere flere registreringer vedrørende VVM-screeninger udført for projektet.

45. Desuden var forurening ikke relevant for VVM-processens risikostyringsmål. VVM-direktivet handler om processer til forebyggelse af forurening. Kommissionen har ikke forklaret, hvilken forordning eller politik der forhindrer den i at følge op på eventuelle VVM-overtrædelser begået af en medlemsstat, undtagen i tilfælde, hvor der er tegn på forurening. Under alle omstændigheder blev der ikke etableret et miljøovervågningsprogram for det pågældende projekt. Der er således ingen mulighed for, at sådanne forureningshændelser indberettes. Det er heller ikke muligt at konkludere, at lokaliteten ikke forårsager forurening. Klageren hævdede endvidere, at der ikke var foretaget en passende vurdering af de potentielle virkninger af udviklingen på det tilstødende særlige bevaringsområde for floden Usk. Desuden betyder den manglende omdirigering af Lotery's Reen til en fuldt betonbelagt kanal, som fastsat i oprydningsstrategien, at der findes en forureningsvej mellem deponeringsanlægget og Lotery's Reen. Lotery s Reen tømmer direkte ind i floden Usk SAC. Kommissionen kan således ikke støtte sig på de britiske myndigheders erklæringer, som ikke er underbygget af passende beviser.

Ombudsmandens vurdering

46. Ombudsmanden minder indledningsvis om, at Kommissionen i henhold til EU-domstolenes retspraksis har vide skønsbeføjelser til at afgøre, om der skal anlægges sag mod en medlemsstat for en påstået overtrædelse af EU-retten [10]. Denne skønsbeføjelse er ikke begrænset til visse områder af EU-retten, og udøvelsen heraf er heller ikke betinget af en forudgående erklæring fra Kommissionen herom i en given traktatbrudsklage, som klageren synes at mene.

47. Omfanget af Ombudsmandens mandat i forbindelse med sådanne klager er imidlertid begrænset til at undersøge, om Kommissionen handlede med omhu i forbindelse med den overtrædelsesklage, der blev indgivet til den [11]. I den forbindelse forsøger Ombudsmandens gennemgang at fastslå, om Kommissionen: a) overholdt de regler og procedurer, der er fastsat i meddelelsen fra 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten ("meddelelsen fra 2002")[12], som har til formål at etablere en klar og gennemsigtig ramme for behandling af klager over overtrædelser og b) gav en tilstrækkelig begrundelse ved besvarelsen af de klager over overtrædelser, der blev indgivet til den.

48. Ombudsmanden bemærker, at klagerens oprindelige påstand vedrørte de proceduremæssige aspekter i forbindelse med Kommissionens behandling af hans overtrædelsesklage. Kommissionen præciserede, at da klageren oprindeligt henvendte sig til Ombudsmanden, havde den endnu ikke truffet afgørelse om hans traktatbrudsklage. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse anmodede Kommissionen de britiske myndigheder om at præcisere et aspekt af ovennævnte traktatbrudsklage. De britiske myndigheders svar på Kommissionens ovennævnte anmodning blev sendt til klageren, og han blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til sagen. Efter at have vurderet de britiske myndigheders svar og klagerens bemærkninger besluttede Kommissionen at afslutte klagerens traktatbrudssag den 7. februar 2012.

49. I lyset af ovennævnte udvikling mener Ombudsmanden, at Kommissionen har overholdt de proceduremæssige krav, der er fastsat i dens meddelelse fra 2002. For det første underrettede den i henhold til meddelelsens artikel 7 klageren om de foranstaltninger, der var truffet som svar på hans klage. For det andet meddelte Kommissionen ham i juni 2010, efter at klageren havde indgivet klagen i februar 2010, at den havde til hensigt at afslutte sagen. I lyset af de yderligere oplysninger fra klageren tog Kommissionen imidlertid kontakt til de britiske myndigheder den 30. marts 2011 og besluttede at afslutte sagen den 7. februar 2012. Dette viser, at selv om Kommissionen ikke nåede frem til ovennævnte beslutning inden for et år fra datoen for registreringen af klagen, som krævet i meddelelsen fra 2002, var forsinkelsen begrundet i de skridt, der var taget for at klarlægge sagens faktiske omstændigheder som svar på de supplerende oplysninger fra klageren.

50. Med hensyn til Kommissionens pligt til at give en behørig begrundelse forstår Ombudsmanden, at klagerens klagepunkter er rettet mod Kommissionens afgørelse af 7. februar 2012 om at afslutte hans traktatbrudsklage. Ombudsmandens revision vil således kun vedrøre denne afgørelse.

51. Han minder for det første om, at Kommissionen, når den beslutter, om den vil indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat og dermed udøve sin skønsbeføjelse, omhyggeligt skal finde en balance mellem alle de interesser, der står på spil. EU's interesser er i henhold til fast retspraksis [13] at sikre, at medlemsstaterne anvender EU-retten fuldt ud og korrekt. Dette betyder, at Kommissionen, når den konstaterer, at der foreligger en overtrædelse, inden for rammerne af sit skøn skal afgøre, om det vil være hensigtsmæssigt at indlede en traktatbrudsprocedure, når målet om en ensartet overholdelse af EU-retten kan nås på anden måde eller allerede er nået.

52. Klageren hævdede i det væsentlige, at Kommissionen burde følge traktatbrudsproceduren af følgende grunde: i) der var en vedvarende overtrædelse af VVM-direktivet, fordi de nationale myndigheder undlod at foretage en VVM-screening på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af den etapevise anlægstilladelse og ii) der var fejl som følge af den nationale planlægningsproces, som kan have ført til mulig forurening af lokaliteten. Klageren udtrykte også bekymring over de uoverkommelige omkostninger ved domstolsprøvelse i Det Forenede Kongerige for så vidt angår overtrædelser af VVM-direktivet.

53. Med hensyn til argument i) forstår Ombudsmanden, at Kommissionen og klageren er enige om, at der var tale om en overtrædelse af VVM-direktivet, fordi de britiske myndigheder ikke foretog en VVM-screening af det undersøgte projekt på det tidspunkt, hvor de gav den overordnede tilladelse til projektet i 2000. Klageren og Kommissionen synes imidlertid ikke at være enige om perioden og den efterfølgende fase af projektet, hvor denne overtrædelse kunne have været afhjulpet (punkt 26 ovenfor). Ikke desto mindre mener Kommissionen ikke, at det generelt ville være nyttigt at forfølge dette aspekt af klagerens klage yderligere, eftersom: a) den nationale lovgivning er i mellemtiden blevet ændret for at overholde VVM-direktivets bestemmelser og b) sådanne procedurer vil ikke give anledning til praktiske resultater med hensyn til udviklingen i Glebelands, eftersom der er gået ti år, og projektet allerede er blevet gennemført, i det mindste delvist.

54. Ombudsmanden er af den opfattelse, at dette i princippet er en tilfredsstillende begrundelse for Kommissionens beslutning om at udøve sit skøn og ikke forfølge en traktatbrudsklage, der er indgivet til den. Som Kommissionen med rette har fremhævet, skal dens skønsbeføjelse i henhold til artikel 258 TEUF forstås som et middel til at afhjælpe overtrædelser af EU-retten og ikke som et middel til at straffe medlemsstaterne for overtrædelser. I den foreliggende sag er de britiske myndigheders manglende gennemførelse af en VVM-screening allerede blevet behandlet inden for rammerne af en række retslige procedurer, og den nationale lovgivning er blevet ændret i overensstemmelse hermed. Det var derfor rimeligt, at Kommissionen afstod fra at forfølge Det Forenede Kongerige for en overtrædelse af EU-retten, der fandt sted på et bestemt tidspunkt, under hensyntagen til den omstændighed, at de britiske myndigheder efterfølgende ændrede den nationale lovgivning. En ny traktatbrudsprocedure vedrørende samme spørgsmål ville være uden genstand og i strid med EU-rettens "effet utile" .

55. Kommissionen understregede endvidere, at selv hvis det blev bevist, ville den påståede overtrædelse, hvorved medlemsstaten undlod at foretage en korrekt screening, være uden et holdbart retsmiddel, medmindre det kan påvises, at der potentielt bør træffes foranstaltninger til at afhjælpe en eksisterende forureningskilde. Kommissionen anmodede derfor de britiske myndigheder om at fremlægge yderligere oplysninger om den mulige forurening af det særlige bevaringsområde for floden Usk. Efter Ombudsmandens opfattelse udgjorde denne handling et rimeligt svar på klagerens andet argument.

56. Efter at Kommissionen havde modtaget yderligere oplysninger fra de britiske myndigheder om overvågningen af det arbejde, der blev udført på stedet, afsluttede den sagen. Klageren synes imidlertid at hævde, at oplysningerne fra de britiske myndigheder ikke er faktuelt korrekte, fordi der ikke var etableret et overvågningsprogram for det pågældende projekt, som kunne bevise, at lokaliteten ikke forårsager forurening. Ombudsmanden er ikke enig med klageren af følgende grunde. De britiske myndigheder svarede klart Kommissionen, at den pågældende forurening ikke findes. Ombudsmanden kan ikke se, hvorfor Kommissionen ikke skulle have tillid til de britiske myndigheder, navnlig når der tages hensyn til, at klageren ikke fremlagde objektive beviser, der rejser tvivl om den evaluering, som de nationale myndigheder har foretaget.

57. Med hensyn til klagerens bekymringer vedrørende de uoverkommelige omkostninger ved domstolsprøvelse i Det Forenede Kongerige bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen allerede har besluttet at indbringe denne sag for Domstolen som en overtrædelse af VVM-direktivet.

58. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionen gav en nøjagtig og rimelig begrundelse for, hvorfor den besluttede at afslutte klagerens klage. Han finder derfor ikke et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens påstand. Det følger heraf, at hans påstand ikke kan tages til følge.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der har ikke været fejl eller forsømmelser.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 9. juli 2012.

---

[1] Direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40).

[2] Disse argumenter omfatter de argumenter, der blev fremsat sammen med den oprindelige klage, og Kommissionens udtalelse, som blev udvekslet direkte mellem parterne, og de argumenter, der blev fremsendt til Ombudsmanden. Hvor det er relevant for udviklingen i sagen, omfatter ovennævnte argumenter også dem, der er fremsat i klagerens bemærkninger til Kommissionens udtalelse, og dem, der er indeholdt i Kommissionens supplerende udtalelse og klagerens bemærkninger til denne udtalelse, når det er relevant i lyset af sagens udvikling.

[3] Ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse (EUT L 156 af 25.6.2003, s. 17).

[4] Kommissionen henviste til sag C-508/03, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. 2006 I, s. 3969, og sag C-495/08, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. 2009 I, s. 188. De nationale retter har samtidig forelagt Domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende samme spørgsmål: Sag C-75/08, Mellor, Sml. 2009 I, s. 3799.

[5] Den britiske lovgivning blev ændret efter Domstolens afgørelse i sag C-508/03 den 4. maj 2006.

[6] Udpeget i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).

[7] Kommissionen forklarede, at den havde modtaget dette brev efter afsendelsen af brevet af samme dato.

[8] Kommissionen fremsendte en kopi af dette svar til klageren.

[9] Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige.

[10] Se sag C-200/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. 1990 I, s. 4299, præmis 9.

[11] Afgørelse om klage 1561/2010/FOR, tilgængelig på Ombudsmandens websted.

[12] KOM/2002/0141 endelig udg., EFT 244 , 10.10.2002, s. 5-8.

[13] I dommen i sagen Molkerei-Zentrale , fastslog EF-Domstolen følgende:

"[nationale] procedurer har til formål at beskytte individuelle rettigheder i et konkret tilfælde, mens fællesskabsmyndighedernes indgriben har til formål at sikre en generel og ensartet overholdelse af fællesskabsretten."