Kære
R. Den 7. september 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen vedrørende Kommissionens behandling af Deres klage af 27. oktober 1997.
Den 2. december 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Den 29. marts 1999 fremsendte Kommissionen sin udtalelse om dette spørgsmål, som jeg fremsendte til Dem den 13. april 1999, med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 12. maj 1999 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Ombudsmanden traf yderligere foranstaltninger den 23. juni 1999 for at indhente yderligere oplysninger om sagen. Den 12. juli 1999 modtog jeg endnu et brev fra Dem.
Jeg skriver nu for at fortælle dig resultatet af de undersøgelser, der er foretaget.
Det er vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person. På grundlag af disse bestemmelser har Ombudsmandens undersøgelser derfor været rettet mod at undersøge, om Europa-Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser.

Komplekset

Klagen vedrører et rammeinitiativ om "Beskæftigelse og udvikling af menneskelige ressourcer", som Europa-Kommissionen indførte på grundlag af artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 (1).
Europa-Kommissionen lancerede "Horisont II-programmet" for årene 1995-1997 inden for projekt 95 H GAL Castro Navas i Galicien (Spanien) for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for handicappede og andre dårligt stillede grupper. Modtageren af projektet, som klageren havde indgået en ansættelseskontrakt med, var Menela-fonden. Instituttet modtog et finansielt bidrag fra Den Europæiske Socialfond.
Ifølge klageren afsluttede han sit samarbejde med instituttet den 31. oktober 1996 på grund af instituttets manglende betaling af sine fakturaer og andre uregelmæssigheder, som efter hans opfattelse havde fundet sted under gennemførelsen af projektet.
I juli 1997 sendte han en klage til Europa-Kommissionen med påstand om uregelmæssigheder og misbrug af fællesskabsmidler i forbindelse med instituttets gennemførelse af projektet.
Klageren oplyste, at institutionen svarede den 30. juli 1997 og meddelte ham, at hans skrivelse efter den sædvanlige procedure i lignende sager var blevet fremsendt til den enhed, der var ansvarlig for forvaltningen af Den Europæiske Socialfond i Spanien, og som skulle behandle dette spørgsmål.
Klageren sendte en yderligere skrivelse til Kommissionens Generaldirektorat V den 27. oktober 1997, som Kommissionen ikke besvarede. Klageren skrev derfor til Den Europæiske Ombudsmand den 7. september 1998 vedrørende Europa-Kommissionens påståede undladelse af at overvåge Menela-fondens udbetaling af midler gennem Den Europæiske Socialfond (ESF) og Kommissionens behandling af hans klage, der blev indgivet i 1997.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse
I sin udtalelse om klagen fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:
Kommissionen bekræftede modtagelsen af klagerens skrivelse fra juli 1997. Den understregede, at modtageren af det finansielle bidrag var Menela-stiftelsen i Spanien, som derfor var eneansvarlig for betalingen af sagsøgerens fakturaer. Til støtte herfor henviste Kommissionen til bestemmelserne i artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 2082/93 (2).
Institutionen oplyste også, at den efter den sædvanlige procedure den 30. juli 1997 fremsendte klagerens skrivelse til kontoret med ansvar for forvaltningen af Den Europæiske Socialfond i det spanske ministerium for beskæftigelse og sociale anliggender og anmodede de spanske myndigheder om at blive holdt underrettet om resultatet af undersøgelsen.
Kommissionen understregede, at den modtog et svar fra de spanske myndigheder blot få dage før, den sendte sin udtalelse om klagen til Ombudsmanden. Ifølge dette svar var fakturaerne fra klageren på i alt ca. 3 mio. ESP blandt de udestående beløb ved udgangen af 1996. Betalingen af dette beløb blev videresendt til den galiciske regionalregering, der er ansvarlig for programmet, med henblik på efterfølgende betaling til projektmodtageren, nemlig Menela-fonden. Med hensyn til klagerens øvrige fakturaer forklarede de pågældende myndigheder, at de var medtaget i det udestående beløb for 1997, som var under behandling.
Kommissionen fandt endelig, at Den Europæiske Ombudsmand kunne have fundet det nyttigt at kontakte de nationale myndigheder direkte, hvis han ønskede det.
Klagerens bemærkninger
I sine bemærkninger fastholdt klageren grundlæggende sin oprindelige klage. Han kritiserede endvidere Kommissionen for ikke at have reageret på det manglende svar fra den enhed, der er ansvarlig
for forvaltningen af Den Europæiske Socialfond i Spanien.

Yderligere oplysninger

Den 23. juni 1999 kontaktede Den Europæiske Ombudsmand telefonisk kontoret for administration af Den Europæiske Socialfond i Spanien. Den 25. juni 1999 modtog han yderligere oplysninger om sagen.
Kontoret for administration af Den Europæiske Socialfond meddelte Ombudsmanden, at det den 15. december 1998 efter en påmindelse fra Europa-Kommissionen sendte en skrivelse til den galiciske regionalregering med en anmodning om oplysninger om undersøgelsesfasen. Den påpegede også, at det for så vidt angår de dokumenter, som de galiciske myndigheder havde fremsendt, fremgik, at Menela-fonden, som var støttemodtageren af projektet, havde modtaget fællesskabsmidler, og at klageren også havde modtaget betalinger for 1996. På baggrund af disse forhold overvejede den at afslutte sagen og underrettede Europa-Kommissionen om denne beslutning ved brev af 3. februar 1999.
Den 12. juli 1999 modtog Ombudsmanden en supplerende meddelelse fra klageren. Han takkede Ombudsmanden for hans interesse i sagen og meddelte ham, at han den 16. juni 1999 efter forhandlinger med Menela-fonden havde accepteret det beløb på 1 700 000 Pt, som han havde fået tilbudt. På baggrund af denne aftale med Menela-fonden anførte klageren, at der ikke burde foretages yderligere undersøgelser.
Klageren bekræftede imidlertid på ny sin utilfredshed med Kommissionens måde at behandle sin klage på.

Afgørelsen

På grundlag af oplysningerne fra klageren og Europa-Kommissionens bemærkninger er Ombudsmanden nået frem til følgende konklusioner:
1. Påstået manglende kontrol fra Europa-Kommissionens side med udbetalingen af fællesskabsmidler.
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde overvåget Menela-fondens udbetaling af fællesskabsmidler korrekt. Han nævnte navnlig, at instituttet ikke havde betalt nogle af hans fakturaer vedrørende den periode, hvor han havde deltaget i projektet.
1.2. Kommissionen forklarede i sin udtalelse, at modtageren af det finansielle bidrag var Menela-stiftelsen i Spanien, som var eneansvarlig for betalingen af sagsøgerens fakturaer. Efter den sædvanlige procedure videresendte Europa-Kommissionen klagerens skrivelse til kontoret med ansvar for forvaltningen af Den Europæiske Socialfond i Spanien.
1.3. Et af de grundlæggende principper for Fællesskabets politik for økonomisk og social samhørighed er det såkaldte "partnerskab" mellem de forskellige aktører, der er involveret i processen. Som fastsat i reglerne for EF-strukturfondenes aktiviteter skal fællesskabsforanstaltningerne gennemføres i tæt samråd mellem Kommissionen, den pågældende medlemsstat og dens kompetente myndigheder og organer på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Dette partnerskab skal gennemføres i fuld overensstemmelse med hver af partnernes respektive institutionelle, juridiske og finansielle beføjelser (3).
1.4 Hvad angår udbetalingen af ESF-midler, fastsætter de relevante forordninger en klar ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører i overensstemmelse med partnerskabsprincippet. Kommissionen er ansvarlig for betalingerne til de nationale, regionale eller lokale myndigheder, der er omhandlet i medlemsstatens støtteansøgning (4). Ansvaret for udbetalingen til de endelige støttemodtagere ligger imidlertid hos medlemsstaterne, som "sikrer, at støttemodtagerne modtager forskuddene og betalingerne så hurtigt som muligt"(5).
1.5 I lyset af de tidligere regler mener Ombudsmanden, at Kommissionen ikke undlod at handle over for de endelige modtagere af den finansielle støtte, da dette var en beføjelse, der lå hos medlemsstaten. Under behørig hensyntagen til partnerskabsprincippet har institutionen ikke beføjelse til at træde i stedet for eller erstatte de ansvarlige nationale myndigheder ved at kanalisere sine bidrag direkte til de endelige støttemodtagere. Ombudsmanden mener derfor ikke, at der er tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.
2. Kommissionens påståede passivitet
2.1 I juli 1997 sendte klageren en formel klage til Kommissionen med påstand om uregelmæssigheder og misbrug af fællesskabsmidler fra den spanske "Menela Foundation", der var modtager af projekt 95 H GAL Castro Navas i Galicien, som blev finansieret af Unionen. Klageren hævdede, at han havde et udestående med dette institut, og anmodede Kommissionen om at undersøge sagen.
2.2 Kommissionen påpegede, at den efter den sædvanlige procedure i lignende sager videresendte sagen til de kompetente nationale myndigheder i Spanien med anmodning om at blive holdt underrettet om resultatet af undersøgelsen.
2.3 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde truffet nogen foranstaltninger over for de spanske myndigheder, selv om de ikke havde besvaret institutionens anmodning i næsten halvandet år. Kommissionens tjenestegrene havde først truffet yderligere foranstaltninger over for de spanske myndigheder efter Den Europæiske Ombudsmands undersøgelse.
2.4 Ombudsmanden bemærker imidlertid, at klageren i en skrivelse modtaget den 12. juli 1999 meddelte ham, at han den 16. juni 1999 var nået frem til en aftale med "Menela-fonden". Klageren understregede, at der i lyset af denne aftale ikke burde foretages yderligere undersøgelser. Han takkede også Ombudsmanden for hans interesse i sagen. Ombudsmanden mener derfor, at der i lyset af ovenstående faktuelle resultater, navnlig den aftale, der er indgået mellem klageren og instituttet til klagerens tilfredshed, ikke er nogen grund til at foretage yderligere undersøgelser af dette aspekt af sagen.
3. Konklusion
På grundlag af de oplysninger, som klageren har fremlagt, og de bemærkninger, som Europa-Kommissionen har fremsat, synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side for så vidt angår det første aspekt af sagen. Med hensyn til det andet aspekt mener Ombudsmanden, at institutionen har taget skridt til at løse sagen og dermed har tilfredsstillet klageren. På denne baggrund beslutter Den Europæiske Ombudsmand derfor at afslutte sagen.
Formanden for Europa-Kommissionen og den regionale ombudsmand i Andalusien vil også blive underrettet om denne afgørelse.
Din oprigtige,
Jacob SÖDERMAN

---

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 om ændring af forordning (EØF) nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter EFT L 193 af 31.7.1993.

(2) Artikel 21, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93: "udbetalingen af den finansielle støtte foretages [] til den nationale, regionale eller lokale myndighed eller det nationale, regionale eller lokale organ, der er udpeget til formålet i den ansøgning, som den pågældende medlemsstat som hovedregel har indgivet, senest to måneder efter modtagelsen af en acceptabel ansøgning".

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 om ændring af forordning (EØF) nr. 2052/88 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 193 af 31.7.1993, s. 5); Artikel 4.

(4) Jf. ovenfor, Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93, art. 21, stk. 1.

(5) Jf. ovenfor, Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93, art. 21, stk. 5.