Baggrunden for klagen til Kommissionen

1. Klageren er fransk statsborger. Efter sin mors død i 1992 på et fransk hospital anmodede hun i 2014 om aktindsigt i sin afdøde mors lægejournal for at få kendskab til dødsårsagerne. Da hospitalet afslog anmodningen om aktindsigt med den begrundelse, at sagen var blevet ødelagt ti år efter dødsfaldet, henvendte klageren sig til de nationale og retslige myndigheder for at få aktindsigt i sin afdøde mors lægejournal.

2. Efter afvisningen af hendes søgsmål ved forvaltningsdomstolen og Conseil d’État med den begrundelse, at hun ikke havde fremlagt bevis for, at hendes mor var blevet transfunderet, og at hendes lægejournal var blevet ødelagt, indgav klageren en klage til Kommissionen over den franske stats afslag på at give hende aktindsigt i hendes afdøde mors lægejournal (CHAP(2016)02329 af 11.7.2016).

Kommissionens svar til klageren

3. Den 13. november 2017 svarede Kommissionen klageren og bekræftede, at den europæiske databeskyttelseslovgivning [1] garanterer rettigheder for den person, hvis oplysninger behandles ("den registrerede"). Kommissionen forklarede også, at "den europæiske databeskyttelseslovgivning ikke direkte regulerer spørgsmålet om tredjeparters udøvelse af disse rettigheder i tilfælde af retssuccessorer, der handler på vegne af afdøde personer". Kommissionen har således præciseret, at »det tilkommer Den Europæiske Unions medlemsstater, hvis de ønsker det, at præcisere de nærmere vilkår for rettighedshavernes udøvelse af disse rettigheder«. 

4. Kommissionen meddelte også klageren, at det er den nationale lovgivning [2], der regulerer hospitalernes opbevaringsperiode for patientjournaler. Kommissionen præciserede også, at "uden at det berører Europa-Kommissionens beføjelser som traktaternes vogter, henhører overvågning og gennemførelse af retten til databeskyttelse under de nationale myndigheders, navnlig databeskyttelsesmyndighedernes, og domstolenes kompetence". Kommissionen opfordrede derfor klageren til at kontakte Commission Nationale de l’Informatique et des Libertés (CNIL), hvis den fandt, at opbevaringen af og afslaget på aktindsigt i hendes mors lægejournal udgjorde overtrædelser af EU-retten og fransk ret vedrørende beskyttelse af personoplysninger. 

5. Den 14.-27. november 2017 meddelte klageren Kommissionen, at hun allerede havde kontaktet CNIL, Commission d’accès aux documents administratif (CADA) og de franske retslige myndigheder, men at hun ikke kunne gøre sine rettigheder gældende.

6. Den 22. december 2017 meddelte Kommissionen klageren, at den franske lov om offentlig sundhed sondrer mellem opbevaring af lægejournalen for personer, der stadig er i live (tyve år fra datoen for indehaverens sidste ophold på virksomheden eller den sidste eksterne konsultation i virksomheden), og opbevaring af lægejournalen for afdøde personer (ti år fra datoen for dødsfaldet). Kommissionen opfordrede derfor klageren til at kontakte CNIL, »ikke for at få adgang til de pågældende sagsakter [..], men for at kontrollere, at hospitalet anvender retten til databeskyttelse korrekt, navnlig for så vidt angår opbevaring af patientjournaler«.  Endelig meddelte Kommissionen klageren, at den i mangel af nye faktiske og retlige omstændigheder, som ville have gjort det muligt for den at tage sin holdning op til fornyet overvejelse, ville afslutte klagen.

7. Klageren var ikke tilfreds med Kommissionens svar og hævdede, at patientjournaler vedrørende dialyse bør behandles som transfusionsjournaler og derfor opbevares i mindst 30 år.  Hun henvendte sig derfor til Den Europæiske Ombudsmand og hævdede, at hendes klage havde været genstand for en ukorrekt undersøgelse fra Kommissionens side.

Evalueringen af Den Europæiske Ombudsmand

8. Det påhviler Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter at sikre, at medlemsstaterne overholder EU-retten [3]. Det betyder, at Kommissionen kan indlede traktatbrudsprocedurer mod en medlemsstat, der ikke overholder en forpligtelse i henhold til traktaterne. Det følger imidlertid af Den Europæiske Unions Domstols retspraksis [4], at en administrativ praksis, der er i strid med EU-retten, i et vist omfang skal være konsekvent og generel, for at Kommissionen kan handle. Formålet med traktatbrudsproceduren er ikke at løse specifikke tilfælde af overtrædelse af EU-retten for så vidt angår en enkelt eller et lille antal borgere. Når dette er sagt, forholder det sig ikke desto mindre således, at selv om det er korrekt, at Kommissionen råder over et vidt skøn ved afgørelsen af, om denne praksis er tilstrækkelig sammenhængende og generel til at begrunde indledningen af en traktatbrudsprocedure, skal den forklare, hvorfor den har anvendt sin skønsbeføjelse på en bestemt måde.

9. Klage CHAP(2016)02329 vedrører Frankrigs påståede manglende overholdelse af EU-retten vedrørende et hospitals afslag og efterfølgende de øvrige franske myndigheders (herunder de retslige myndigheders) afslag på at give klageren adgang til sin afdøde mors lægejournal.

10. I den foreliggende sag finder Ombudsmanden, at det var med rette, at Kommissionen forklarede klageren, at det påhvilede de franske myndigheder at overholde EU-retten om beskyttelse af personoplysninger og at sikre, at Frankrig overholdt denne ret, ligesom det var med rette at rådgive klageren, da den havde besluttet at henlægge hendes klage, om at forfølge hendes sag på nationalt plan, navnlig ved at kontakte CNIL. De nationale myndigheder med ansvar for beskyttelse af personoplysninger er primært ansvarlige for at sikre overholdelse af den relevante EU-lovgivning.

11. Hvad angår de franske domstoles afgørelser om at afvise klagerens søgsmål skal det bemærkes, at Kommissionen kun er forpligtet til at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, hvis det er en generel og fast national praksis. I den foreliggende sag er der imidlertid intet, der tyder på, at en sådan situation foreligger i Frankrig som følge af de relevante afgørelser truffet af de kompetente domstole. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at klageren allerede har indgivet en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Frankrig for at gøre sine rettigheder gældende.

12. Selv om Kommissionen var i stand til mere klart at forklare klageren, at der ikke var noget bevis for, at de franske myndigheder havde begået en konsekvent eller systemisk fejl, forholder det sig ikke desto mindre således, at dens beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Frankrig ikke udgør en fejlagtig anvendelse af dens vide skønsbeføjelse i denne henseende.

Den Europæiske Ombudsmands konklusion(er)

13. Den Europæiske Ombudsmand afslutter den foreliggende sag med følgende konklusioner:

Kommissionen har ikke begået fejl eller forsømmelser ved at træffe sin beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Frankrig.

14. Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne beslutning ^[6].

Lambros Papadias

Kontorchef 3 – Undersøgelser

Udfærdiget i Strasbourg, den 26. september 2018.

[1] Artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og forordning 679/2016 om ophævelse af direktiv 95/46/EF, som trådte i kraft den 25. maj 2018.

[2] Lov 2002-303 af 4. marts 2002 om patienters rettigheder og sundhedssystemets kvalitet, dekret 2002-637 af 29. april 2002 om adgang til oplysninger, som sundhedspersonale og -institutioner er i besiddelse af, og lov om folkesundhed. 

[3] Artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.  

[4] 12Se f.eks. Domstolens dom i sag C-287/03, Kommissionen mod Belgien, ECLI:EU:C:2005:282, præmis 29.

[5] Selv om Kommissionen indbringer sagen for Domstolen, træffer Domstolen under alle omstændigheder afgørelse om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, men den kan ikke annullere en national bestemmelse, der er uforenelig med EU-retten, eller tvinge en national myndighed til at besvare en anmodning fra en borger. Med henblik herpå skal klagere indbringe deres sag for en national domstol inden for den frist, der er fastsat i national ret.  

[6] Denne klage er blevet behandlet i forbindelse med uddelegeringen af opgaver vedrørende behandling af klager i overensstemmelse med artikel 11 i Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om vedtagelse af .-gennemførelsesbestemmelserne.