• Indgiv en klage
  • Anmodning om oplysninger
60th Rome Treaty anniversarydit Europa - Portalen til europæiske og nationale offentlige tjenester på nettet

Institutionernes opfølgning på kritiske bemærkninger og yderligere bemærkninger

1. Indledning

Den Europæiske Ombudsmand tjener offentlighedens interesse ved at bidrage til at forbedre kvaliteten i forvaltningen og af den service, borgerne modtager fra EU-institutioner[1]. Samtidigt yder Ombudsmanden Unionens borgere og indbyggere et alternativt retsmiddel til beskyttelse af deres interesser. Denne vej supplerer den beskyttelse, der ydes af EU-domstolene, men tjener ikke nødvendigvis de samme formål som en sag ved en domstol.

Kun domstolene har ret til at afsige retligt bindende domme og give autoritative fortolkninger af lovgivningen. Ombudsmanden kan fremsætte forslag og henstillinger og i yderste nødstilfælde tilkalde en sag politisk opmærksomhed ved at sende en særlig rapport til Europa-Parlamentet. Ombudsmandens effektive virkning afhænger således af moralsk autoritet, og det er derfor væsentligt, at Ombudsmandens arbejde er påviseligt fair, upartisk og grundigt.

Nogle af Ombudsmandens afgørelser, der afslutter undersøgelser, indeholder konstruktiv kritik og forslag til de pågældende EU-institutioner i form af kritiske og/eller yderligere bemærkninger. En kritisk bemærkning baseres på en konstatering af fejl og forsømmelser, mens en yderligere bemærkning fremsættes uden en sådan konstatering. Hvert år offentliggør Ombudsmanden en undersøgelse af det omfang, i hvilket EU-institutioner har undersøgt kritiske og yderligere bemærkninger, taget ved lære af dem og indført systemiske ændringer, så det er mindre sandsynligt i fremtiden, at der opstår fejl og forsømmelser.

2. Formålet med kritiske bemærkninger og yderligere bemærkninger

På denne baggrund har yderligere bemærkninger et enkelt formål: At tjene offentlighedens interesse ved at hjælpe den pågældende institution med fremover at øge kvaliteten af dens forvaltning. En yderligere bemærkning er ikke afhængig af en konstatering af fejl og forsømmelser. Den bør derfor ikke forstås som udtryk for kritik af den institution, som den er henvendt til, men snarere som et råd til, hvordan en bestemt praksis kan forbedres, så kvaliteten af den service, der ydes borgerne, forbedres.

Derimod har en kritisk bemærkning normalt mere end et formål. Ligesom en yderligere bemærkning har en kritisk bemærkning altid en opdragende dimension: Den oplyser institutionen om, hvad den har gjort forkert, så den i fremtiden kan undgå lignende fejl og forsømmelser. For at maksimere dens opdragende potentiale fremhæver en kritisk bemærkning den regel eller det princip, som blev brudt, og (med mindre det er indlysende) forklarer, hvad institutionen burde have gjort i dette særlige tilfælde. På denne måde forklarer og begrunder en kritisk bemærkning Ombudsmandens konstatering af fejl og forsømmelser og forsøger dermed at styrke borgernes og institutionernes tillid til hans arbejdes fairness og grundighed. Ved at vise, at Ombudsmanden er parat til at kritisere institutionerne offentligt, hvis dette er nødvendigt, øger kritiske bemærkninger derudover offentlighedens tillid til Ombudsmandens upartiskhed.

En kritisk bemærkning udgør dog ikke genoprejsning for klageren. Ikke alle klagere kræver genoprejsning, og ikke alle krav om genoprejsning er berettigede. Hvis der burde have været givet genoprejsning, signalerer afslutningen af en sag med en kritisk bemærkning dog et tredobbelt svigt. Klageren har ikke kunnet få genoprejsning, den pågældende institution har ikke rettet op på fejl og forsømmelser, og Ombudsmanden har ikke været i stand til at overtale institutionen til at ændre holdning[2].

I tilfælde, hvor klageren burde have fået genoprejsning, er det bedst, hvis den pågældende institution, når den modtager klagen, selv tager initiativet til at anerkende fejl og forsømmelser og tilbyde passende genoprejsning. I nogle tilfælde kan denne bestå af en simpel undskyldning.

Ved at handle på denne måde viser institutionen vilje til at forbedre sit forhold til borgerne. Den viser også, at den er klar over, hvad den gjorde forkert, og kan derved undgå lignende fejl og forsømmelser i fremtiden. Under disse omstændigheder behøver Ombudsmanden ikke at fremsætte en kritisk bemærkning. Hvis der derimod er mistanke om, at den individuelle sag kan skyldes et underliggende systemisk problem, kan Ombudsmanden beslutte at indlede en undersøgelse på eget initiativ, selv om den specifikke sag er blevet løst til klagerens tilfredshed.

3. Kritiske bemærkninger i tilfælde, hvor en mindelig løsning eller et forslag til henstilling ikke er passende

Af det foregående fremgår det, at mange kritiske bemærkninger repræsenterer forspildte muligheder. Det bedste resultat ville have været, at den pågældende institution anerkender fejl eller forsømmelser i forbindelse med sine handlinger og tilbyder passende genoprejsning, som i nogle tilfælde kan bestå af en simpel undskyldning. Var dette sket, ville der ikke have været behov for en kritisk bemærkning.

Klageren har dog ikke altid ret, og den pågældende institution er berettiget til at forsvare sin position. Ca. halvdelen af de tilfælde, der ikke på et tidligt tidspunkt løses af institutionen, giver anledning til en konstatering af, at der ikke har foreligget fejl eller forsømmelser. I disse tilfælde lykkes det institutionen at forklare til Ombudsmandens (og i nogle tilfælde også til klagerens) tilfredshed, hvorfor den var berettiget til at handle, som den gjorde, og hvorfor den ikke vil ændre holdning.

I de tilfælde, hvor Ombudsmanden ikke er enig med institutionen og finder, at der er tale om fejl eller forsømmelser, som klageren bør kompenseres for, er den normale procedure at foreslå en mindelig løsning. Hvis institutionen afviser et sådant forslag uden god grund, er det næste skridt som regel et forslag til henstilling.

Skulle Ombudsmanden beslutte, at det er usandsynligt, at institutionen vil acceptere en mindelig løsning, eller en mindelig løsning ikke er passende, kan han straks fortsætte med et forslag til henstilling. Ved at foreslå en mindelig løsning forsøger Ombudsmanden at opnå enighed mellem den pågældende institution og den individuelle klager, der ofte søger personlig genoprejsning. Hvis fejlen eller forsømmelsen, der skulle rettes, i hovedsagen berører offentlighedens interesse, kan Ombudsmanden betragte det som mere passende at komme med et forslag til henstilling end at søge en mindelig løsning.

Undskyldninger som en form for genoprejsning fortjener at blive særligt nævnt i denne sammenhæng. For at have effekt skal undskyldningen være oprigtig. En undskyldning, der opfattes som uoprigtig, gør kun ting værre. Klageren vil med større sandsynlighed opfatte en undskyldning for værende oprigtig, hvis den gives af institutionen af egen drift, end hvis den gives som reaktion på et formelt forslag fra Ombudsmandens side. Derfor mener Ombudsmanden ofte, at det ikke ville være nyttigt at foreslå en mindelig løsning, der består af en undskyldning. Et forslag til henstilling, der indeholder en undskyldning, vil med stor sandsynlighed være endnu mindre nyttig.

Hvis der ikke kan gøres noget for at afhjælpe fejlen eller forsømmelsen, er en kritisk bemærkning en fair og effektiv måde at lukke sagen på.

Under disse omstændigheder er en kritisk bemærkning fair over for både klageren og den pågældende institution. Den er fair over for klageren, da den bekræfter, at klagen var berettiget, selv om der ikke er mulighed for genoprejsning. Den er også fair over for institutionen, da den er resultatet af Ombudsmandens arbejdsgange, der er udviklet til at sikre, at institutionen bliver informeret om de påstande, krav, beviser og argumenter, klageren har fremsat. De samme arbejdsgange giver institutionen mulighed for at fremsætte egne synspunkter, mens den er bekendt med sagens indhold, inden den kritiske bemærkning fremsættes.

En kritisk bemærkning er effektiv, da der derved undgås en langtrukken undersøgelse, der ikke kan give klageren genoprejsning.

Med hensyn til offentlighedens interesse giver bemærkningen den nødvendige opdragende dimension. Den institution, den kritiske bemærkning henvender sig til, bør tage ved lære for fremtiden. Hvad der er passende, afhænger af de pågældende fejl og forsømmelser. Et enkelt tilfælde nødvendiggør f.eks. måske ingen yderligere opfølgning.

4. Kritiske bemærkninger som følge af en afvisning af en mindelig løsning eller et forslag til henstilling

Institutionens accept af et forslag om en mindelig løsning eller et forslag til henstilling fører som regel til, at sagen afsluttes på dette grundlag.

Hvis klageren afviser den foreslåede mindelige løsning uden god grund, afgør Ombudsmanden som regel, at en yderligere undersøgelse af sagen ikke er berettiget.

Institutionens afvisning af forslaget om en mindelig løsning eller et forslag til henstilling kan føre til flere forskellige mulige løsninger.

For det første kan Ombudsmanden efter at have taget højde for institutionens svar nå frem til, at hans tidligere konstatering af fejl og forsømmelser bør ændres.

For det andet kan Ombudsmanden, hvis institutionens udførlige mening om et forslag til henstilling ikke er tilfredsstillende, udfærdige en særlig rapport til Europa-Parlamentet. Som nævnt første gang i Ombudsmandens årsrapport for 1998 er muligheden for at forelægge en særlig rapport for Europa-Parlamentet af uvurderlig værdi for Ombudsmandens arbejde. Særlige rapporter bør derfor ikke forelægges for ofte, men kun i relation til vigtige forhold, hvor Parlamentet har mulighed for at træde ind og hjælpe Ombudsmanden.

Desuden kan Ombudsmanden beslutte at lukke en sag med en kritisk bemærkning, enten når institutionen afviser en mindelig løsning, eller hvis institutionens udførlige svar på et forslag til henstilling ikke er tilfredsstillende.

I nogle tilfælde kan sagen afsluttes med en kritisk bemærkning, fordi Ombudsmanden mener, at institutionen på overbevisende måde har vist, at den foreslåede løsning i den mindelige løsning eller forslaget til henstilling - på trods af fejl og forsømmelser fra institutionens side - ikke er passende, og at andre løsninger eller måder at rette op på forholdet på ikke er mulige. I disse tilfælde er en kritisk bemærkning i det væsentlige lig med den, der ville være blevet fremsat, hvis sagen var blevet afsluttet uden en mindelig løsning eller et forslag til henstilling.

Desværre findes der også tilfælde, hvor institutioner afviser Ombudsmandens forslag af årsager, der ikke er overbevisende. Der er endog nogle få tilfælde, hvor institutioner ikke accepterer Ombudsmandens konstatering af fejl og forsømmelser.

Sager af denne art risikerer at underminere Ombudsmandens moralske autoritet og svække borgernes tillid til Den Europæiske Union og dens institutioner. International erfaring viser, at Ombudsmanden som institution fungerer mest effektivt der, hvor retsstatens principper er fast etablerede, og hvor der findes velfungerende, demokratiske institutioner. Her følger de offentlige myndigheder som regel Ombudsmandens henstillinger til trods for, at disse ikke er retligt bindende, og selv om de er uenige i dem.



[1]  Artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver Ombudsmanden hjemmel til at undersøge fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af "Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner". For nemhedens skyld anvendes begrebet "institution" her til at henvise til alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer. 

[2] Ombudsmandens årsrapporter indeholder mange eksempler på sager, hvor institutioner har givet klagere genoprejsning.

2015

Putting it Right? - How the EU institutions responded to the Ombudsman in 2015

Putting it Right? - Annex - Detailed analysis of the responses to the Ombudsman’s remarks, recommendations and proposals in 2015

2014

Putting it Right? - Annex - Detailed analysis of the responses to the Ombudsman’s remarks, recommendations and proposals in 2014

Putting it Right? - How the EU institutions responded to the Ombudsman in 2014

2013

Putting it Right? - Annex - Detailed analysis of the responses to the Ombudsman’s remarks, recommendations and proposals in 2013

Putting it Right? - How the EU institutions responded to the Ombudsman in 2013

2012

Putting it Right? - Annex - Detailed analysis of the responses to the Ombudsman’s remarks, recommendations and proposals in 2012

Putting it Right? - How the EU institutions responded to the Ombudsman in 2012

2011

Report on responses to proposals for friendly solutions and draft recommendations - How the EU institutions complied with the Ombudsman’s suggestions in 2011

Follow-up to critical and further remarks - How the EU institutions responded to the Ombudsman’s recommendations in 2011

2010

Follow-up to critical and further remarks- How the EU institutions responded to the Ombudsman’s recommendations in 2010

2009

Follow-up to critical and further remarks- How the EU institutions responded to the Ombudsman’s recommendations in 2009

2008

Follow-up to critical and further remarks - How the EU institutions responded to the Ombudsman's recommendations in 2008

2007

Follow-up to critical and further remarks - How the EU institutions responded to the Ombudsman's recommendations in 2007

2006

Study of follow-up given by institutions to critical remarks and further remarks made by the Ombudsman in 2006