Klageren anmodede Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) om at give offentligheden adgang til de udvekslinger, det havde med Europa-Kommissionen om et forslag til forordning om forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online. Klageren anmodede også om adgang til e-mails, som Europol udvekslede med en organisation, der arbejder med bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online.

Europol identificerede en række dokumenter som værende omfattet af anmodningen og gav adgang til dele af nogle af dem. Ved at nægte aktindsigt i resten af dokumenterne og dele af dokumenterne påberåbte den sig undtagelser i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt og gjorde gældende, at udbredelse kunne skade enkeltpersoners privatliv, den offentlige sikkerhed, en beslutningsproces og beskyttelsen af forretningsmæssige interesser.

Ombudsmanden undersøgte dokumenterne og var af den opfattelse, at der var mulighed for yderligere udbredelse. Hun anmodede Europol om at genoverveje sin tidligere holdning og give den bredest mulige adgang. Hun foreslog også, at Europol, når det mener, at der ikke kan gives adgang, bedre forklarer, hvordan videregivelse ville skade de beskyttede interesser.

Som reaktion herpå gav Europol bredere aktindsigt i nogle af dokumenterne vedrørende sine udvekslinger med Kommissionen og organisationen. Ombudsmanden hilste dette velkommen, men beklagede, at Europol ikke benyttede lejligheden til bedre at forklare, hvorfor der ikke kunne gives fuld aktindsigt. Hun afsluttede undersøgelsen og konkluderede, at Europol delvist havde accepteret hendes løsningsforslag.