2. Såfremt der gøres forskel i behandlingen, sikrer tjenestemanden, at dette er begrundet i objektive og relevante forhold i den pågældende sag.
3. Tjenestemanden undgår navnlig enhver uberettiget forskelsbehandling mellem medlemmer af offentligheden på grund af national oprindelse, køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske kendetegn, sprog, religion eller tro, politiske eller andre holdninger, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, økonomiske forhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 6
Proportionalitet
1. Tjenestemanden sikrer i sine afgørelser, at de iværksatte foranstaltninger er i overensstemmelse med det tilstræbte mål. Tjenestemanden undgår navnlig at begrænse borgernes rettigheder eller at pålægge borgerne byrder, når disse begrænsninger eller byrder ikke står i et rimeligt forhold til formålet med handlingen.
2. Tjenestemanden sikrer i sine afgørelser en fornuftig balance mellem privatpersoners interesser og almenvellet.
Artikel 7
Forbud mod misbrug af beføjelser
Beføjelser må udelukkende udøves til de formål, hvortil de er givet efter de relevante bestemmelser. Tjenestemanden undgår navnlig at benytte beføjelserne til formål, der ikke har retshjemmel, eller som ikke er begrundet i almenvellet.
Artikel 8
Uvildighed og uafhængighed
1. Tjenestemanden skal være uvildig og uafhængig. Tjenestemanden afholder sig fra enhver vilkårlig handling til skade for medlemmer af offentligheden samt enhver fortrinsbehandling uanset årsagen.
2. Tjenestemanden må ikke lade sig lede af personlige, familiemæssige eller nationale interesser eller politisk påvirkning. Tjenestemanden deltager ikke i afgørelser, hvori han eller nære medlemmer af hans familie har økonomisk interesse.