Evropski varuh človekovih pravic
Povezani dokumenti
Sammendrag af afgørelse om klage 899/2011/TN (fortrolig) over Europa-Kommissionen
Klagen vedrører klagerens ret til at modtage et dobbelt børnetilskud til sit svært handicappede barn.
I henhold til EU's tjenestemandsvedtægt kan tjenestemænds børnetilskud fordobles, hvis det godtgøres, at barnet har påført tjenestemanden betydelige udgifter som følge af et handicap. Klagerens barn har et svært medfødt handicap. Kommissionen besluttede at yde klageren det dobbelte tilskud fra det tidspunkt, hvor han ansøgte om det dobbelte børnetilskud, dvs. næsten to år efter, at han tiltrådte sin stilling. Klageren gjorde gældende, at han, da han påbegyndte arbejdet for EU-forvaltningen, afleverede en lægeerklæring, der bekræftede, at hans barn har været 100 % handicappet siden fødslen. Som følge af en misforståelse inden for forvaltningen gik der lang tid, inden han blev informeret om muligheden for at ansøge om det dobbelte tilskud. Klageren fandt, at det var med urette, at Kommissionen gav ham afslag på det dobbelte tilskud fra det tidspunkt, hvor han tiltrådte sin stilling.
I sit brev til Kommissionen i forbindelse med indledningen af undersøgelsen bemærkede Ombudsmanden, at selv om det dobbelte tilskud kun kan ydes efter ansøgning, var han ikke overbevist om, at det fremgik af tjenestemandsvedtægten, at retten til familietillæg skal træde i kraft på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at gennemførelsesbestemmelserne for dobbelt børnetilskud var blevet ændret i december 2007, således at det dobbelte tilskud vil blive ydet automatisk ved handicap over eller lig med 50 %, uden at tjenestemanden behøver at godtgøre betydelige udgifter. Ombudsmanden var ikke overbevist om, at det var en rimelig eller konsekvent praksis at basere retten til et dobbelt tilskud på ansøgningstidspunktet i tilfælde, hvor det er muligt at fastslå det præcise tidspunkt, såsom fødselsdatoen, hvorfra barnet har haft et handicap på over eller lig med 50 %.
Kommissionen konkluderede i sin udtalelse til Ombudsmanden, at den i betragtning af ændringen af reglerne i december 2007 burde have betalt klageren det dobbelte børnetilskud med tilbagevirkende kraft, dvs. fra det tidspunkt, hvor klageren påbegyndte sit arbejde som EU-tjenestemand. Kommissionen forsikrede Ombudsmanden om, at den ville tage de nødvendige skridt til at betale disse tilskud pr. december 2007 og gennemgå klagerens sagsmappe med hensyn til perioden inden december 2007.
Klageren takkede Ombudsmanden for hans indsats, som efter hans opfattelse gav et meget tilfredsstillende resultat. Ombudsmanden afsluttede sagen som løst af Kommissionen.