Europos ombudsmenas
Susiję dokumentai
Sammendrag af afgørelse om klage 2073/2010/AN (fortrolig) over Europa-Kommissionen
Klageren anmodede om aktindsigt i dokumenter i forbindelse med en overtrædelsesprocedure vedrørende miljøspørgsmål i Spanien. Efter Kommissionens afslag på sin oprindelige begæring genfremsatte klageren begæringen. Kommissionen forlængede fristen for sit svar på hans genfremsatte begæring to gange, og anden gang gav den ikke klageren et forventet tidspunkt for sin afgørelse. Efter at Ombudsmanden havde indledt sin undersøgelse af klagen, gav Kommissionen klageren aktindsigt i nogle af de ønskede dokumenter, mens den gav afslag på aktindsigt i andre.
Ombudsmanden fandt, at Kommissionens afslag på at give aktindsigt i visse dokumenter fra de spanske myndigheder var berettiget i lyset af de undtagelser, som sidstnævnte havde påberåbt sig, hvilket Kommissionen behørigt meddelte klageren. Med hensyn til behandlingen af begæringen om aktindsigt i de resterende dokumenter fandt Ombudsmanden, at der forelå et tilfælde af fejl eller forsømmelser, og fremsatte kritiske bemærkninger om, at Kommissionen (i) med urette havde givet afslag på at udlevere nogle af sine interne dokumenter til klageren, (ii) ikke havde vurderet muligheden af at give klageren delvis aktindsigt i de interne dokumenter, som den havde afslået at give aktindsigt i, (iii) ikke behørigt havde vurderet eksistensen af en tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dens interne dokumenter, (iv) ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse for sin undladelse af at behandle klagerens genfremsatte begæring inden for den i forordning 1049/2001 angivne frist og (v) havde tilsidesat artikel 8, stk. 2, i forordning 1049/2001 ved to gange at forlænge fristen for sit svar på klagerens genfremsatte begæring og ved på tidspunktet for det andet foreløbige svar ikke at give klageren et forventet tidspunkt for sin afgørelse.