European Ombudsman
Related documents
(Udarbejdet i henhold til artikel 3, stk. 7, i Ombudsmandens statut[1])
Ombudsmanden er af den opfattelse, at den foreliggende sag rejser et vigtigt principielt spørgsmål om den måde, hvorpå Europa-Kommissionen behandler klager fra borgerne, i hvilke det påstås, at en medlemsstat har overtrådt fællesskabsretten. Spørgsmålet går på, hvorvidt Kommissionen i stedet for at indlede en traktatbrudsprocedure simpelthen kan undlade at handle. Ombudsmanden er af den opfattelse, at dette ikke er i overensstemmelse med principperne for god forvaltningsskik.
Klage 2333/2003/GG (Fortrolig)
I november 2001 anmodede klageren, en tysk læge, Kommissionen om at indlede en traktatbrudsprocedure mod Tyskland. Klageren anførte, at Tyskland tilsidesatte Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden[2] ("direktiv 93/104"), for så vidt angår hospitalslægers arbejde, navnlig med hensyn til den tid, som disse læger tilbringer under vagttjeneste. Efter klagerens opfattelse medførte dette alvorlige risici for såvel de ansatte som for patienterne. I den forbindelse henholdt klageren sig til Domstolens dom i Simap-sagen (sag C-303/98 Simap [2000] Sml. I, s. 7963).
Kommissionen registrerede klagen under reference 2002/4298.
I en klage indgivet til Ombudsmanden i december 2003 (klage 2333/2003/GG) påstod klageren, at Kommissionen havde undladt at tage stilling til hans traktatbrudsklage inden for et rimeligt tidsrum.
Ombudsmanden indledte dernæst en undersøgelse af sagen. I sin afgørelse af 19. maj 2004, som afsluttede denne undersøgelse, bemærkede Ombudsmanden, at der i den foreliggende sag var gået næsten 15 måneder, inden Kommission var begyndt at tage fat på de indsigelser, som klageren havde rejst, ved da at anmode om oplysninger fra den pågældende medlemsstat. Under disse omstændigheder fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde undladt at behandle klagerens traktatbrudsklage inden for et rimeligt tidsrum. Der forelå derved et tilfælde af fejl eller forsømmelser.
Ombudsmanden bemærkede dog, at Tyskland i mellemtiden havde vedtaget en ny lov med henblik på at bringe tysk lovgivning i overensstemmelse med direktiv 93/104 som fortolket af domstolen, og at denne nye lov var blevet meddelt Kommissionen den 6. februar 2004. Kommissionen var således stadig nødt til at undersøge, om denne nye lovgivning var i overensstemmelse med fællesskabsretten, for at kunne behandle klagen. Denne undersøgelse var stadig i gang på tidspunktet for Ombudsmandens afgørelse. Eftersom Kommissionen syntes at acceptere, at en yderligere dom (Sag C-151/02 Jaeger [2003] Sml. I, s. 8389) havde afklaret de relevante retlige anliggender, havde Ombudsmanden ingen grund til at antage, at Kommissionen ville forsinke behandlingen af klagerens traktatbrudsklage yderligere.
Ombudsmanden fandt derfor, at den bedste måde at komme videre med sagen på, var at træffe en afgørelse om fejl eller forsømmelser med hensyn til den forsinkelse, der hidtil havde fundet sted. Han informerede imidlertid klageren om, at denne frit kunne indgive en ny klage til Ombudsmanden, hvis Kommissionen alligevel forsinkede behandlingen af hans traktatbrudsklage yderligere.
Klage 3453/2005/GG
Den 2. november 2005 henvendte klageren sig atter til Ombudsmanden. I sin nye klage anførte klageren, at han ikke havde fået yderligere oplysninger om Kommissionens forventede holdning til hans sag. Klageren var af den opfattelse, at Kommissionen forsinkede sagen og ignorerede Ombudsmanden.
Klageren gentog således i det væsentlige den påstand, han allerede havde fremsat i sin tidligere klage, i henhold til hvilken Kommissionen havde undladt at tage stilling til hans traktatbrudsklage inden for et rimeligt tidsrum.
I sin udtalelse havde Kommission følgende bemærkninger:
Den 6. december 2004 havde Kommissionen skrevet til klageren. I dette brev blev klageren informeret om, at Kommissionen den 22. september 2004 havde vedtaget et forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden[3] ("direktiv 2003/88"). Kommissionen påpegede, at den ville undersøge klagerens traktatbrudsklage på baggrund af dette forslag og sine løbende drøftelser med de øvrige fællesskabsinstitutioner.
Klageren havde efterfølgende sendt flere breve til Kommissionen, i hvilke han havde kommenteret ændringsforslaget. I sine svar havde Kommissionen anerkendt modtagelsen af klagerens breve og oplyst, at den havde taget hans kommentarer til efterretning.
I to breve sendt den 7. og 9. november 2005 havde klageren anmodet Kommissionen om at indlede en traktatbrudsprocedure mod Tyskland med den begrundelse, at Tyskland ikke overholdt direktiv 2003/88.
I sit svar af 22. november 2005 havde Kommissionen informeret klageren om, at den ikke kunne tilføje noget til sit brev af 6. december 2004. Kommissionen understregede, at drøftelserne om ændring af direktiv 2003/88 stadig var i gang. Kommissionen understregede igen, at den ville undersøge klagen på baggrund af ændringsforslaget. Kommissionen tilføjede, at ifølge fast retspraksis var den beføjet til at skønne, hvorvidt den ville indlede eller fortsætte en traktatbrudsprocedure.
I modsætning til hvad klageren havde påstået i sin klage til Ombudsmanden, havde Kommissionen ved to lejligheder (den 6. december 2004 og den 22. november 2005) informeret ham om sin holdning til den traktatbrudsklage, han havde indgivet. Selv om Kommissionen endnu ikke havde taget stilling til, hvorvidt den ville indlede en traktatbrudsprocedure mod den pågældende medlemsstat, havde den holdt klageren underrettet om, hvordan hans traktatbrudsklage blev behandlet, og om årsagerne til Kommissionens fremgangsmåde.
I sine bemærkninger fremsatte klageren følgende kommentarer:
Ingen af de breve, som Kommissionen havde sendt til ham, var mere end blot en anerkendelse af modtagelsen. Det fremgik ikke af disse breve, at Kommissionen seriøst overvejede formålet med det relevante direktiv, eller at den havde fremsat rimelige forslag til ændringer, der ville være lige retfærdige over for medarbejdere og arbejdsgivere.
De problemer, han havde kritiseret i sine breve, gik videre end de problemer, der var dækket af Domstolens domme i sagerne Simap og Jaeger.
Efter klagerens bedste overbevisning var der ikke i EU-retten hjemmel til at tilsidesætte love og domme med henvisning til, at Kommissionen havde fremlagt forslag om nye regler. Hvis den omstændighed, at der var blevet fremlagt et sådant forslag, gjorde det legalt at tilsidesætte eksisterende lovgivning, ville De Europæiske Fællesskabers retsorden efter klagerens mening være en ren parodi.
Ved sin handling bragte Kommissionen retsbeskyttelsen i fare og begik "Rechtsbeugung" (dvs. bevidst fordrejning af loven).
Den 12. september 2006 rettede Ombudsmanden følgende forslag til henstilling [4] til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:
Kommissionen skal behandle klagerens traktatbrudsklage så hurtigt og omhyggeligt som muligt.
Dette forslag til henstilling var baseret på følgende betragtninger:
1 Ombudsmanden konstaterede, at klagerens traktatbrudsklage, som Kommissionen havde registreret under reference 2002/4298, drejede sig om en påstået overtrædelse af direktiv 93/104. Dette direktiv var siden blevet erstattet af direktiv 2003/88, og i sin korrespondance med Kommissionen påstod klageren nu, at Tyskland overtrådte dette direktiv. Imidlertid syntes denne lovgivningsændring ikke at have væsentlig virkning for klagerens traktatbrudsklage og for Kommissionens behandling heraf. Klageren henviste i sit brev af 7. november 2005 til en påstået overtrædelse af direktiv 2003/88. I sit svar af 22. november 2005 bemærkede Kommissionen, at den ikke havde noget at tilføje til det brev, den havde sendt til klageren den 6. december 2004 vedrørende traktatbrudsklage 2002/4298. Ombudsmanden fandt derfor, at den omstændighed, at direktiv 93/104 var blevet erstattet af direktiv 2003/88, var uden relevans for den aktuelle klage.
2 Ombudsmanden konstaterede, at Kommission havde givet oplysninger til klageren i sine breve af 6. december 2004 og 22. november 2005. Af disse breve fremgik det, at Kommissionen havde til hensigt at behandle traktatbrudsklagen på baggrund af sit forslag til ændring af direktiv 2003/88 og sine igangværende drøftelser med de øvrige fællesskabsinstitutioner. I sit brev af 22. november 2005 til klageren understregede Kommissionen, at drøftelserne om ændring af direktiv 2003/88 stadig var i gang. Efter Ombudsmandens opfattelse fulgte det heraf, at Kommissionen syntes at antage, at EF-traktatens artikel 211 ikke pålægger den at sikre anvendelsen af et direktiv, som er genstand for en igangværende lovgivningsproces, der kan føre til, at den ændres i fremtiden. Ombudsmanden fandt derfor, at Kommissionen havde informeret klageren, omend ikke særligt indgående, om sin holdning.
3 Med hensyn til sagens realitet skulle det bemærkes, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 skal drage omsorg for "gennemførelsen af de i denne traktat indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne". Den rolle, Kommissionen således er tildelt, kunne sidestilles med at være traktatens "vogter". Kommissionen havde selv fremhævet, at dens rolle "i høj grad er væsentlig for borgernes interesser".[5] Den havde også anerkendt vigtigheden af retsstatsprincippet i denne sammenhæng.[6] Klager indgivet af borgerne er én af de vigtigste informationskilder med hensyn til eventuelle overtrædelser af fællesskabsretten, som gør det muligt for Kommissionen at opfylde sin rolle i henhold til EF-traktatens artikel 211. Ombudsmanden fandt derfor, at det er god forvaltningsskik at behandle sådanne traktatbrudsklager så hurtigt og omhyggeligt som muligt.
4 Det var åbenlyst, at direktiver vedtaget af fællesskabsinstitutionerne på basis af EF-traktaten hører under "bestemmelser, som træffes af institutionerne" i henhold til EF-traktaten, sædvanligvis afledte retsakter, som artikel 211 henviser til. Efter Ombudsmandens mening var det desuden klart, ud fra såvel ordlyden som formålet med denne bestemmelse, at artikel 211 henviser til de afledte retsakter, som på et givet tidspunkt er i kraft.
5 Kommissionen anfægtede ikke, at direktiv 93/104 havde været i kraft, indtil det blev erstattet af direktiv 2003/88, og at sidstnævnte direktiv var og fortsat var i kraft. Ombudsmanden havde ikke kendskab til bestemmelser eller principper, der gav Kommissionen hjemmel til at tilsidesætte den forpligtelse, den er pålagt ifølge EF-traktatens artikel 211 med henvisning til, at den havde fremsat et forslag til ændring af en bestemt afledt retsakt. Så længe den foreslåede ændring af direktiv 2003/88 ikke var vedtaget af fællesskabslovgiveren, var direktiv 2003/88 i sin nuværende form den gældende lov.
6 I sit brev til klageren af 22. november 2005 henviste Kommissionen til sine skønsmæssige beføjelser på dette område. På baggrund af fast retspraksis var det klart, at hvis Kommissionen skulle afslutte sin undersøgelse af klagen og vurdere, at der forelå et traktatbrud, ville det være op til Kommissionens skøn, hvorvidt den skulle indbringe sagen for Domstolen. Der var imidlertid intet i Kommissionens udtalelse eller i de dokumenter, den havde fremlagt, der antydede, at Kommissionen allerede var nået til dette stadie i undersøgelsen. Ombudsmanden var af den opfattelse, at Kommissionens uomtvistelige skønsmæssige beføjelse ikke giver den ret til at udsætte sin stillingtagen til en klage på ubestemt tid med henvisning til, at den lovgivning, der finder anvendelse, kan blive ændret en gang i fremtiden.
7 På baggrund af disse betragtninger vurderede Ombudsmanden, at Kommissionens undladelse af at behandle klagerens traktatbrudsklage inden for et rimeligt tidsrum var et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Det virkede i denne sammenhæng relevant at minde om, at traktatbrudsklagen var blevet registreret i april 2002, mere end 2 år før, at Kommissionen havde fremsat sit forslag til ændring af direktiv 2003/88, og at der, da den aktuelle klage blev indgivet i november 2005, var gået mere end 3½ år siden traktatbrudsklagens registrering.
Efter at den havde modtaget forslaget til henstilling, og i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut, sendte Kommissionen den 10. januar 2007 en detaljeret udtalelse, i hvilken den fremsatte følgende kommentarer:
Kommissionen lagde stor vægt på sin rolle og sine forpligtelser som traktatens vogter. Imidlertid var de bestemmelser af fællesskabsretten, der var fastsat i direktiver, ikke permanent fastlagte, men kunne ændres.
Direktiv 93/104, som var i kraft på tidspunktet for klagerens oprindelige traktatbrudsklage, var blevet erstattet af direktiv 2003/88 med virkning fra den 2. august 2004. Disse direktiver var ikke væsentligt forskellige med hensyn til de problemstillinger, der var blevet rejst af klageren.
Imidlertid havde Kommissionen i 2004 indsendt et forslag til Parlamentet og til Rådet om ændring af direktiv 2003/88 vedrørende forskellige aspekter, der var meget væsentlige for klagerens sag.
Kommissionen var enig i, at den omstændighed, at der forelå et forslag om ændring af lovgivning, ikke påvirkede den fortsatte juridiske gyldighed af det eksisterende direktiv 2003/88. Imidlertid var det velkendt, at Kommissionen kunne udøve et skøn med hensyn til, om den ville forfølge en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, og med hensyn til den måde, hvorpå den håndterede sådanne procedurer.[7] I udøvelsen af dette skøn havde Kommissionen besluttet ikke at gå videre med traktatbrudsproceduren med hensyn til de bestemmelser af direktiv 2003/88, hvor Kommissionen selv havde foreslået at ændre bestemmelsernes indhold, idet den afventede resultatet af proceduren vedrørende sit ændringsforslag.
Kommissionens skønsmæssige beføjelser omfattede alle faser af klagesager og traktatbrudsprocedurer, herunder den administrative fase af proceduren.[8] I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten[9] ("meddelelsen") havde Kommissionen anført, at den som hovedregel inden for en frist på et år fra klagens registrering ville beslutte, om den ville indlede en traktatbrudsprocedure eller henlægge sagen. Dette tilsagn begrænsede imidlertid ikke Kommissionens beføjelser til at udøve et skøn, når det forekom berettiget at anvende en anden fremgangsmåde, der passede bedre til sagens særlige omstændigheder, som det var tilfældet i den foreliggende sag.
Som Ombudsmanden havde bemærket, havde Kommissionen på baggrund af fast retspraksis også et skøn med hensyn til, om den ville indbringe sagen for Domstolen, selv om dens undersøgelse af en klage fastslog, at der var tale om overtrædelse af fællesskabsretten.
Kommissionen beklagede, at Rådet endnu ikke var nået frem til en beslutning om dens forslag. Forsinkelsen skyldtes uenighed mellem Rådet og Parlamentet og mellem medlemsstater i Rådet, hvilket lå uden for Kommissionens kontrol. Forslaget var igen blevet drøftet på et ekstraordinært møde i Rådet den 7. november 2006, men der var ikke blevet opnået enighed.
Ombudsmanden blev anmodet om at tage hensyn til ovennævnte kommentarer om omfanget af Kommissionens skøn og tage sit forslag til henstilling op til fornyet overvejelse.
I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han understregede, at traktatbrudsklagen til Kommissionen også angik aspekter, der var uafhængige af Domstolens retspraksis, nemlig (i) det forhold, at hospitaler beordrede læger til at have tilkaldevagt, selv om der var tale om almindeligt arbejde, og (ii) det forhold, at den effektivt udførte arbejdstid ikke blev dokumenteret på grund af pres fra arbejdsgiverne. Klageren anførte endvidere, at Kommissionen fortsat så bort fra Domstolens domme. Efter klagerens mening og i betragtning af, at det selv efter fire år ikke var lykkedes for Kommissionen og Kommissær Špidla at tilvejebringe rimelige regler om arbejdstid og arbejdsvilkår i EU, burde sidstnævnte gå af.
1 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i sin meddelelse af 2002 havde påtaget sig visse forpligtelser, for så vidt angår behandlingen af overtrædelsesklager.
2 Af meddelelsens punkt 8 fremgår følgende: "Som hovedregel behandler Kommissionens tjenestegrene de registrerede klager med det formål at nå frem til en afgørelse om udarbejdelse af en åbningsskrivelse eller henlæggelse af sagen inden for en frist på højst ét år fra klagens registrering i Generalsekretariatet." Det er Ombudsmandens opfattelse, at denne bestemmelse betyder, at Kommissionen har forpligtet sig til at bestræbe sig på at afslutte sin undersøgelse inden for ét år, men at det ikke er udelukket, at der i visse tilfælde kan være behov for mere tid. Dette bekræftes af den sidste sætning i punkt 8, i henhold til hvilken Kommissionen vil give klageren skriftlig besked, "[h]vis denne frist overskrides". Efter Ombudsmandens opfattelse er det tydeligvis muligt, at der til Kommissionens undersøgelser i svære eller komplicerede sager kan være behov for mere end et år. Imidlertid vurderer Ombudsmanden, at en overskridelse af tidsfristen på ét år kun er berettiget, hvis Kommissionen rent faktisk stadig undersøger en sag.
3 Med hensyn til den foreliggende sag informerede Kommissionen klageren om, at den havde til hensigt at behandle traktatbrudsklagen på baggrund af sit forslag til ændring af direktiv 2003/88 og sine drøftelser med de øvrige fællesskabsinstitutioner om denne ændring. Det skal imidlertid bemærkes, at dette forslag allerede blev fremsat i september 2004. Intet tyder på, at Kommissionen siden har foretaget sig yderligere for at komme videre med sin undersøgelse.
4 Det fremgår af meddelelsens punkt 8, at det er hensigten, at Kommissionens undersøgelse af en overtrædelsesklage kan resultere i én af to mulige beslutninger. Kommissionen kan enten beslutte at fremsende en åbningsskrivelse, dvs. at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, eller den kan beslutte at henlægge sagen. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Kommissionen i den foreliggende sag hverken har gjort det ene eller det andet. Faktisk virker det som om, at Kommissionen i stedet for at træffe én af de to typer af beslutninger, der er forudset i meddelelsens punkt 8, simpelthen har undladt at foretage sig yderligere i sine undersøgelser.
5 Efter Ombudsmandens opfattelse er en sådan fremgangsmåde ikke i overensstemmelse med de forpligtelser, Kommissionen har påtaget sig i sin meddelelse.
6 I sin detaljerede udtalelse havde Kommissionen understreget sine skønsmæssige beføjelser på dette område og fremført, at disse skønsmæssige beføjelser omfattede alle faser af klagesager og traktatbrudsprocedurer, herunder den administrative fase af proceduren. Kommissionen tilføjede, at tilsagnet i meddelelsens punkt 8 ikke begrænsede disse skønsmæssige beføjelser, når det forekom berettiget at anvende en anden fremgangsmåde. Ombudsmanden kan ikke acceptere denne holdning. I meddelelsen fastsættes, som det bekræftes i indledningen, "de administrative foranstaltninger til fordel for klageren, som den [Kommissionen] forpligter sig til at overholde under behandlingen af klagen og undersøgelsen af den tilhørende overtrædelsessag". Bestemmelserne i meddelelsen tager fuldt ud højde for Kommissionens skønsmæssige beføjelser på dette område. Hvis Kommissionen alligevel var berettiget til at fravige de bestemmelser, der er fastsat i denne meddelelse, så snart den fandt dette berettiget, ville dette fratage meddelelsen enhver mening. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at meddelelsen er Kommissionens reaktion på en række undersøgelser gennemført af Ombudsmanden og på kommentarer til Kommissionens fremgangsmåde i overtrædelsessager, som Ombudsmanden har fremsat i disse sager.
7 Ombudsmanden bemærker endvidere, at meddelelsens punkt 9 foreskriver følgende: "Efter behandlingen af en klage kan Kommissionens tjenestegrene forelægge Kommissærkollegiet enten et udkast til en åbningsskrivelse, der indleder overtrædelsesproceduren mod den pågældende medlemsstat, eller et udkast til en afgørelse om henlæggelse af sagen. Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af dette udkast under udøvelsen af sit skøn. (...)".
8 Ombudsmanden respekterer fuldt ud de skønsmæssige beføjelser, Kommissionen har, når den behandler traktatbrudsklager. Han finder imidlertid, at meddelelsen overordnet set og navnlig punkt 8 og 9 heri gør det klart, at disse skønsmæssige beføjelser skal udøves inden for rammerne af meddelelsen. Dette betyder, at Kommissionen, når den behandler en traktatbrudsklage, kan vælge mellem en beslutning om at fremsende en åbningsskrivelse og en beslutning om at henlægge sagen. Imidlertid, som nævnt ovenfor, har Kommissionen i den foreliggende sag hverken gjort det ene eller det andet. Ombudsmanden finder derfor, at det forhold, at Kommissionen har undladt at træffe en afgørelse om klagerens traktatbrudsklage, ikke kan retfærdiggøres med henvisning til Kommissionens skønsmæssige beføjelser.
9 I sine bemærkninger til Kommissionens detaljerede udtalelse fremførte klageren, at hans traktatbrudsklage også omfattede aspekter, der var uafhængige af Domstolens retspraksis, nemlig (i) det forhold, at hospitaler beordrede læger til at have tilkaldevagt, selv om der var tale om almindeligt arbejde, og (ii) det forhold, at den effektivt udførte arbejdstid ikke blev dokumenteret på grund af pres fra arbejdsgiverne. Ombudsmanden har ikke fået udleveret kopier af al korrespondancen mellem Kommissionen og klageren i denne sag. Det fremgår imidlertid, at i hvert fald den første af de ovennævnte problemstillinger var blevet rejst af klageren i dennes brev af 7. november 2005. I betragtning af, at Kommissionens fremgangsmåde i den foreliggende sag bygger på den kendsgerning, at der er fremlagt et forslag til ændring af direktiv 2003/88, ville denne begrundelse derfor i alle tilfælde være utilstrækkelig til at forklare Kommissionens undladelse af at behandle de problemstillinger, der ikke vedrører de foreslåede ændringer. Eftersom det er Ombudsmandens opfattelse, at Kommissionen i alle tilfælde bør behandle klagerens overtrædelsesklage, er det imidlertid ikke nødvendigt at komme nærmere ind på disse problemstillinger her.
10 For at undgå enhver tvivl synes det relevant at præcisere, at de fejl eller forsømmelser, som Ombudsmanden i den foreliggende sag har konstateret, består i, at Kommissionen har undladt at tage endelig stilling til klagerens traktatbrudsklage. Som Ombudsmanden allerede havde gjort klart i sit forslag til henstilling, ville det, hvis Kommissionen skulle afslutte sin undersøgelse af klagen og vurdere, at der forelå et traktatbrud, være op til Kommissionens skøn, hvorvidt sagen skulle indbringes for Domstolen. Eftersom Kommissionen endnu ikke har truffet beslutning herom, er det ikke nødvendigt, at Ombudsmanden diskuterer spørgsmålet om, hvorvidt udøvelsen af dette skøn i det hele taget kunne undersøges af ham. Enhver sådan undersøgelse kunne under alle omstændigheder alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen klart har overskredet grænserne for udøvelsen af sit skøn på det pågældende område. Ombudsmanden kan imidlertid ikke udelukke muligheden for, at Parlamentet, i udøvelsen af sin suverænitet, også måtte ønske at kommentere dette spørgsmål. I denne sammenhæng kunne en pressemeddelelse offentliggjort af Kommissionen den 20. september 2006, i hvilken Kommissionen reagerede på Ombudsmandens forslag til henstilling i den foreliggende sag, være af interesse for Parlamentet.[10]
11 Ombudsmanden er af den opfattelse, at den foreliggende sag rejser et vigtigt principielt spørgsmål om den måde, hvorpå Europa-Kommissionen behandler klager fra borgerne, i hvilke det påstås, at en medlemsstat har overtrådt fællesskabsretten. Spørgsmålet går på, hvorvidt Kommissionen i stedet for at indlede en traktatbrudsprocedure simpelthen kan undlade at handle. Ombudsmanden er af den opfattelse, at dette ikke er i overensstemmelse med principperne for god forvaltningsskik.
Ombudsmanden genfremsætter derfor sit forslag til henstilling som en henstilling til Kommissionen som følger:
Europa-Parlamentet kan overveje at vedtage en beslutning i overensstemmelse hermed.
Strasbourg, den 10. september 2007
P. Nikiforos DIAMANDOUROS
[1] Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, EFT 1994 L 113, s. 15.
[2] EFT 1993 L 307, s. 18.
[3] EUT 2003 L 299, s. 9. Dette direktiv, som trådte i kraft den 2. august 2004, erstattede (og ophævede) direktiv 93/104.
[4] Teksten til forslaget til henstilling er tilgængelig på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).
[5] Se Meddelelse fra Kommissionen om bedre kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (KOM(2002) 725 endelig af 16. maj 2003, s. 3).
[6] Se punkt 3.1 i den nævnte meddelelse.
[7] Sag C-200/88 Kommissionen mod Grækenland [1990] Sml. I, s. 4299; sag C-317/92 Kommissionen mod Tyskland [1994] Sml. I, s. 2039; sag C-422/92 Kommissionen mod Tyskland [1995] Sml. I, s. 1097; sag C-207/97 Kommissionen mod Belgien [1999] Sml. I, s. 275.
[8] Sag C-207/97 Kommissionen mod Belgien [1999] Sml. I, s. I-275, præmis 24.
[9] KOM(2002) 141; EFT 2002 C 244, s. 5.
[10] Denne pressemeddelelse indeholder følgende udtalelser: "(...) Eftersom næsten alle medlemsstater synes at have overtrådt domstolsafgørelserne, har Kommissær Špidla henledt Rådets opmærksomhed på, at det haster med at finde en afbalanceret løsning på problemet. (...) Det er uacceptabelt, at borgerne skal lide under, at de politiske forhandlinger er gået i hårdknude. Hvis ministrene ikke kan nå til enighed i løbet af de kommende måneder, har jeg ikke andet valg end at sagsøge medlemsstaterne i denne sag. Jeg stoler imidlertid på, at det finske formandskab vil finde frem til en løsning i de kommende uger."
