Undladelse af at reagere på anmodninger om en uafhængig ekstern revision af Europaskolerne

Tilgængelige sprog :  bg.es.cs.da.de.et.el.en.fr.ga.it.lv.lt.hu.mt.nl.pl.pt.ro.sk.sl.fi.sv
  • Sag :  0814/2010/JF
    Indledt den 12-05-2010 - Udkast til henstilling 12-08-2011 - Afgørelse af 02-04-2012
  • Berørte institution(er) :  Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
  • Retsområde(r) :  Generelle, institutionelle og finansielle spørgsmål
  • Former for påståede fejl eller forsømmelser - i) overtrædelser eller ii) manglende overholdelse af forpligtelser i forbindelse med :  Begæringer om oplysninger [Artikel 22 EKGF]
  • Emne(r) :  Institutionelle og politiske spørgsmål
Students answering teacher question
Forfatter:
Copyrigt: Stocklib ©

Sammendrag af afgørelse om klage 814/2010/JF over Europa-Kommissionen

Det høje antal omgængere på Europaskolerne i Bruxelles, navnlig i den fransktalende sektion og inden for de naturvidenskabelige fag, er længe blevet drøftet af forældreforeninger, Europa-Kommissionen og Europaskolernes ledelsesorganer. Klageren, en uafhængig forening af tjenestemænd ved Kommissionen, anmodede Kommissionen om at iværksætte en uafhængig ekstern revision af Europaskolerne, navnlig i forbindelse med spørgsmål om skolenederlag og ledelse. Da klageren ikke var tilfreds med Kommissionens svar, henvendte foreningen sig til Den Europæiske Ombudsmand.

Som svar på Ombudsmandens undersøgelse henviste Kommissionen først til den reform af Europaskolerne, der blev iværksat i 2009, og som bl.a. omfattede en række kontrolmekanismer for så vidt angår kvaliteten af Europaskolernes pædagogiske arbejde. Ombudsmanden fandt, at sådanne kontrolmekanismer snarere var interne end eksterne, og at de derfor ikke i tilstrækkelig grad imødekom klagerens krav om, at der skulle iværksættes en uafhængig ekstern revision. Han fremsatte derfor et forslag til henstilling, hvori han anmodede Kommissionen om at forholde sig til dette krav.

Kommissionen informerede derpå Ombudsmanden om, at den ville foreslå, at Europaskolerne deltog i en undersøgelse, der blev gennemført af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), om den viden, som elever i slutningen af deres obligatoriske skolegang havde erhvervet sig. Dette ville ifølge Kommissionen gøre det muligt at finde løsninger på problemet med det store antal omgængere i Europaskolerne.

Ombudsmanden var ikke enig i Kommissionens ovenfor beskrevne standpunkt. Han understregede, at Kommissionens forslag syntes at følge et forslag fra Europa-Parlamentet om, at Europaskolerne skulle søge inspiration fra de bedste uddannelsessystemer i verden, som afdækket i OECD's ovennævnte undersøgelse. Han var derpå af den opfattelse, at en deltagelse i den pågældende undersøgelse ikke i tilstrækkelig grad ville tilfredsstille klagerens krav om en uafhængig ekstern revision af Europaskolerne. Han kom til den endelige konklusion, at der forelå et tilfælde af fejl eller forsømmelser, og afsluttede sagen med en kritisk bemærkning til Kommissionen.