Kommissionens undladelse af at give studerende fra tredjelande korrekte og pålidelige oplysninger om sin stipendieordning

Tilgængelige sprog :  bg.es.cs.da.de.et.el.en.fr.ga.it.lv.lt.hu.mt.nl.pl.pt.ro.sk.sl.fi.sv
  • Sag :  3031/2007/(BEH)VL
    Indledt den 17-12-2007 - Udkast til henstilling 09-02-2011 - Afgørelse af 21-12-2011, 21-12-2011
  • Berørte institution(er) :  Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
  • Retsområde(r) :  Videnskab, information, uddannelse og kultur
  • Former for påståede fejl eller forsømmelser - i) overtrædelser eller ii) manglende overholdelse af forpligtelser i forbindelse med :  Berettighede forventninger, konsekvens og vejledning [Artikel 10 EKGF]
  • Emne(r) :  Udførelse af kontrakter
Erasmus Mundus
Forfatter:
Copyrigt: European Union

Sammendrag af afgørelse om klage 3031/2007/(BEH)VL over Europa-Kommissionen

Klageren er en canadisk studerende, som deltog i en masteruddannelse inden for luftfarts- og rumteknologi i München og Madrid (EuMAS 2006-2008). Kommissionen tilbød studerende fra tredjelande et Erasmus Mundus-stipendium på 21 000 EUR til en række masteruddannelser, herunder EuMAS 2006-2008. Det fremgik af Kommissionens websted, at stipendiet skulle dække »rejse- og leveomkostninger og studieafgifter i Europa i hele uddannelsens varighed«.

Klageren henvendte sig til Kommissionen og gjorde opmærksom på, at han og hans medstuderende – en gruppe på under 30 studerende fra lande uden for EU – havde haft store problemer med at få det til at løbe rundt økonomisk. Han gjorde gældende, at efter at studieafgifterne på 12 000 EUR og rejseudgifterne var blevet fratrukket, var det resterende beløb ikke tilstrækkeligt til at dække de basale leveomkostninger i München eller Madrid. Klageren anmodede derfor Kommissionen om at yde ham og de andre studerende, der havde deltaget i EuMAS 2006-2008, økonomisk bistand. Kommissionen erkendte, at den i lyset af de problemstillinger, der var fremkommet i den foreliggende sag, ville være nødt til at genoverveje sin tilgang i fremtiden. Den var imidlertid ikke rede til at yde den økonomiske bistand, der var anmodet om. Klageren henvendte sig derfor til Ombudsmanden.

Efter en grundig undersøgelse konkluderede Ombudsmanden, at (i) de oplysninger, som Kommissionen havde givet vedrørende Erasmus Mundus-programmet, faktisk kunne give studerende fra lande uden for EU, der deltog i EuMAS 2006-2008, den opfattelse, at deres stipendium ville gøre det muligt for dem at opretholde en ordentlig levestandard efter europæiske standarder, og at (ii) det disponible beløb ikke var tilstrækkeligt til det formål. Efter Ombudsmandens opfattelse gav de oplysninger, som Kommissionen havde offentliggjort, ikke de studerende, der deltog i EuMAS 2006-2008, korrekte og pålidelige oplysninger. Kommissionen havde derfor gjort sig skyldig i et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fremsatte først et forslag til en mindelig løsning og dernæst et forslag til henstilling til Kommissionen. I sidstnævnte anbefalede han, at Kommissionen foretog en kulancebetaling på 1 500 EUR til hver af de pågældende studerende for de gener, der havde været.

Kommissionen afviste forslaget til henstilling. De argumenter, som Kommissionen fremførte som begrundelse for sin afvisning, var efter Ombudsmandens opfattelse ikke overbevisende. Han afsluttede derfor sagen med en kritisk bemærkning.